Fui havde intet imod andre, ja faktisk var det helt rart at være omringet af mennesker til forskel for den isolerede opvækst han havde haft. Dog på trods af det havde Dianthos været en af de byer han befandt sig i mindst, der var simpelthen for mange nysgerrige øjne ad gangen. 

Han havde dog forvildet sig tilbage til byen, et fordi det var et godt sted at finde ofre, selv om han fortrak ikke at angribe inden for bymuren, og dels fordi han manglede noget nyt tøj. Efter at have placerede sin ordre hos skrædderen i byen havde han dog besluttede sig for en vandretur til skumringskvarteret for at kunne brænde noget krudt af, for der var altid nogle der var klar på en kamp eller 2.

Solen var på vej ned, og kvarteret var ved at omsluttes af mørke, det perfekte tidspunkt til måske alligevel at få sig en tår hvis det bød sig. Der gik ikke længe før han fandt en i en side gyde som han kunne kaste rundt, en ung mand der bestemt ikke var i den fysiske form til at slås med en som Fui, men nogle gange var det også bare sjovt at håne folk.

Fui var iført kulsort tøj, og for en sjælden gangs skyld også en trøje som dog sad løst på ham.
Manden var hurtigt end på jorden og Fui kunne ikke lade være med at håne ham højlydt, ja næsten true ham, selv om han ikke havde tænkt sig af gøre ham mere ondt end det.

Han stoppede dog efter kun kort tid da han hørte nogle komme imod dem. Han rettede sig i sin fulde højde og vendte sig, klar til at kaste sig over den der forstyrrede i stedet. Manden under ham tog muligheden til at stikke af og Fui sukkede blot opgivende før han vendte sig fuldt mod den fremmede ”Du kostede mig mit sjov” sagde han en smugle køligt, uden at vide hvem, eller hvad han var oppe imod. ”Er det fordi du hellere vil underholde mig i stedet?” han lød en smugle hånlig, men dog langt fra den tone han havde haft over for manden, for han vidste jo trods alt ikke hvad der stod foran ham i det svindende lys.

Isla var i godt humør. Så godt, at hun tilmed nynnede. Iført en lang kjole af mørkt uldstof med en rund udskæring og lange ærmer, hvis kanter var dekoreret med lys tråd, gled hun nærmest hen over byens nedtrampede underlag. Bæltet var viklet stramt om livet og bar på færre ting end normalt.
Som det gule natlys blomstrede Isla om natten; som planten foldede hun sig synbart ud, plejede sin forfængelighed med pænere tøj og lod de fleste arbejdsremedier forblive derhjemme.
Og som natlyset kom insekterne til hende; alle de lyssky skabninger sværmede om hende, bad og tiggede efter sød nektar. Og ligesom selveste Isari havde hun med barmhjertighed skænket dem nyt liv; Den euforiserende effekt som hendes kunder havde efterspurgt, var blevet mødt og Isla havde ladet de forarbejdede urter drysse ned i deres åbne munde mod klækkelig betaling - aldrig havde hendes forretning gået så godt. Ja, der var grund til at hun nynnede i mørket.

Den fremmede mand, der stod i det svage lys, var endnu et insekt. Isla smilede instinktivt af hans hånlighed og lod sine funklende øjne hvile ved hans person. Selvom det var mørkt, var Isla trådt så tæt på, at han ville kunne se at hun dvælede ved hans bukseåbning i adskillige sekunder før hun rettede sig og så ham i øjnene. Med en skælmsk stemme lagde hun hovedet afventende på skrå og svarede:

”Det kommer an på om du har noget, der er værd at lege med”

Fui nærmede sig kvinden med rolige skridt men stoppede dog i en afstand der ikke var alt for truende, endnu. Han lagde armene over kors og så ned på hende med et nysgerrigt men samtidigt dømmende blik, som om han ikke helt kunne finde ud af hvad han skulle gøre med hende. 

Hendes ord fik ham dog til at fnyse, og sammen med blikket kunne han ikke undgå at finde det en smugle overraskende at nogle turde være så direkte over for ham, og da slet ikke en kvinde 

”Pas hellere på hvad du ønsker dig” sagde han i en advarende tone ”Konger kommer i mange former, og ikke alle er lige tamme” han lød næsten stolt, en stolthed der handlede om magten i hans løveform mere end formen selv, da han hadet hvad det førte med sig af påtvungen bivirkninger. 

Der var dog noget ved kvinden, noget interessant som han ikke var van til, men for nu lå det hele i det simple faktum at hun havde turde sige ham imod, og at hun ikke rykkede sig væk på trods af hvor meget større han var end hende.

”Hvad laver du ude på denne tid? Tjener lidt til føden? Tigger efter noget du ikke kan få permanent?” han lagde ikke skjul på sin antagelse om hendes erhverv. Det var ikke fordi han ikke udmærket godt vidste at der var stærke kvinder i mørket hvis arbejde ikke handlede om at ligge krop til mænds dyriske lyster, men det var nu der hans hjerne gik til først, og om ikke andet så kunne han bruge det til at prikke lidt til hende, og se hvor langt han kunne presse hende. 


”Hvad er din pris så stump?” han talte stadig ned til hende, selv om han ingen chance havde for at vide om hun var ældre eller mere kamperfaren end ham selv. Nok var han den ældste af de to, men det var ikke det samme som at hans sind faktisk fulgte det, ja faktisk ville alle der kendte ham vide at han overført til et menneske kun ville være i starten af 20'erne, ung, umoden og en der trængte til at blive sat på plads

Skyggesmilet krusede læberne. Hvad var det nu folkemunde sagde; tomme tønder buldrer mest? Isla trådte endnu et skridt fremad, vurderede den høje mand, hvis frembrusende fremtræden kun virkede lokkende på hendes muntre sind. Han var helt sikkert en tom tønde.
Der hang en lanterne, på en husfacade af træ, få meter bag manden. Den sendte et støvet gult lys ud i det tiltagende mørke, der lukkede sig om dem.
Insektet stak, bemærkede Isla med grum morskab i de mørke øjne, der genspejlede lanternens lys og derved fremstod funklende. Hvorfor antog mænd altid at erhvervet var at tilfredsstille dem? Hvor var deres opfindsomhed? Som små sole troede de, at de var centrum for alt levende. Hvis ikke Isla havde været kry, havde mandens latterlige uvidenhed og tomme brøl gjort hende irritabel.

”Det kan man godt sige..” svarede hun med dræven stemme og et synbart træk på skuldrene. Hendes bløde skosåler fortsatte sin gang fremad, og hvis han ikke begyndte at gå bagud, ville hun inden længe kunne røre ham. Isla havde ikke i sinde at afsløre noget som helst, lod i stedet manden selv drage sine egne fejlagtige konklusioner om hendes væsen. Han ville kunne se hendes tegnede streger langs kanten af det øvre øjenlåg nu. Bemærke at hun lugtede som majtræet, hvis ekstrakt hun havde benyttet. Tungt og sødt.
”Hvor meget er du villig til at betale?” Der var en tvetydighed at spore i hendes ord, som det skarpe øre ville ænse og som ville kunne så en tvivl i lytteren om, hvorvidt de talte om det samme.
Hvis han endnu ikke havde flytte sig bagud, ville Isla række ud mod hans bukseåbning, i forsøg på at mærke, hvad der gemte sig bagved.

Lyset bag ham rørte ham ikke negativt, nej han nød faktisk lidt den lille hjælp til at se hende, for nok havde han som elver bedre syn end de fleste mennesker, men blandt elvere var han langt fra den bedste i mørket, altså når han ikke var forvandlet, for i løveform kunne mørket bare komme an, der havde han endnu ikke oplevede noget være for dunkelt, ikke udenfor vel og mærket. 

Han stod fast på sin plads, rykkede sig ikke mere end hvad hans vejrtrækning krævede og fjernede ikke sine øjne fra hende. Han trak på smilet da han hørte hendes ord men svarede ikke ellers på dem, for hvad var der også at sige til det ud over noget ligegyldigt.

"Det kommer an på hvad du sælger” svarede han roligt uden at flytte sine øjne for så meget som et sekund. Hendes berøring gjorde ham intet, for det første vidste han at han var veludrustede, for det andet var han ikke flov over det, og sidst men ikke mindst så var hun ikke helt grim at se på, i hvert fald ikke det han kunne se af hende.


”Din krop? Ikke så meget” sagde han i en lettere nedladende og ligegyldig tone, som var hun under hans standart. ”Dine skrig? det kan der tales om” han trak på sit smil og hans hår blev langsomt mørkere, lige nok til at man ville kunne spotte det i det svage lys fra lanternen. Han lænede sig imod hende og duftede til hende, uden at ligge skjul på det og smilede så så man kunne se hans hjørnehænder. De var ikke så lange som ved de fleste vampyrer, men det var tydeligt at de havde et formål der ikke normalt lå til hans race, ”Dit blod derimod, ja der kommer det an på hvor meget du tør gamble med dit liv” han lagde ikke skjul på sin sult overhoved, hvorfor skulle han, han var var jo ikke en vampyr der var tvunget til blod, han havde bare en næsten ustyrlig lyst til det. 

Han var ikke i stand til at dufte hendes blod, ikke rigtigt, men han kunne dufte majtræet, og der var en slående mangel på ubehagelig duft, og det var det han vurderede hende ud fra, for han havde erfaret at jo rene udenpå, jo bedre var blodet som regel, og han kunne ikke lade være med at bide mærke i at hun var blandt de mest velduftende i byen.

Langsomt bevægede han sig tættere på hende med hele sin krop, tvang hende til at tage et valg, ville hun lade ham komme så tæt på som muligt med tøj på, ville hun lade ham føre hende op af vægen, eller ville hun bakke tilbage af den vej hun kom, uanset hvad kunne han bruge det, bare på hver sin måde.
Sulten boblede i ham, og det krævede meget af ham at holde sig tilbage og ikke bare tage både hendes krop og blod for sig selv, men der var nu noget betagende ved en kvinde der turde stille sig op imod ham, og alene af den grund holde han tilbage så godt han kunne.

Han flyttede sig ikke, og hendes smil voksede yderligere. Isla strejfede hans skridt, men ændrede så mening og trak hånden til sig. Ærmerne dækkede begge håndled. Manden skammede sig tydeligvis ikke, og Isla havde da også fornemmet en lovende håndfuld.
I stedet lagde hun hovedet nok tilbage til at kunne se ind hans øjne. Blå. De fandens øjne var blå. Synet fremprovokerede en sitren ved mundvigen mens hun undertrykte en tvetydig grimasse. Det forekom åbenbart at være hendes fremtidige lod kun at mødes med blå blikke.

Den urtekyndige løftede afventende det ene øjenbryn, mens han afslørede sine dyriske lyster. Som illustrativt eksempel til ordene, overværerede Isla, hvordan hans hår antog en mørkere kulør og kroppen en grænsesøgende adfærd. Hun lod ham uden at blinke. Valgte sågar at lægge hovedet lidt på skrå, for at blotte halsen en smule, da hun bemærkede, hvordan de unaturlige hjørnetænder skinnede af savl i mørket. Hun skulle nok give ham blod.

Tavst lod hun sig føre op husfacaden. Da muren ramte ryggen stønnede Isla højt: 
”Åh, Du er en rigtig lille sadist, hva´?” Hun slikkede sig om munden, førte sin ene hånd op til halsen, som hun endnu en gang blottede, mens hun lod fingrene følge den ene halspulsåre. Selvom hendes position var udsat, med ryggen mod muren og ham foran, kunne hun ikke lade være med at friste mandens synlige sult.
”Hvad får dig til at tro, at jeg vil satse mit liv?” begyndte Isla i lavere toneleje, fjernede hånden fra sin egen hals og gav sig i stedet til at åbne hans bukser.
”Jeg er ikke den glade giver – den rolle er så …utaknemmelig, synes du ikke? Vis mig i stedet din betaling - Hvis du ikke besidder noget af værdi, har jeg et forslag..”

Sitren i hendes mundvig kunne han ikke tolke, så han valgte at lade som om han ikke havde set noget og i stedet fokusere på hendes hvis farve dog var svær at tyde fuldstændigt i svage lyset som omgav dem. Men da hun valgte at blotte halsen kun han mærke sulten vokse. Det var ikke at han rent faktisk var sulten, men at pagten han var underlagt gjorde at løben i ham altid ville have mere. At holde sig tilbage var ikke nemt, men han kunne stadig gøre det lidt endnu, og måske det i virkeligheden var en god træning, for før eller siden ville han nok ende med at komme i problemer hvis han ikke fik bare en smugle mere kontrol. 

Da han fik lov til at føre hende op ad muren, spredte hans smil sig dog endnu en gang, og han lignede et der når som helst kunne finde på at hakke ud efter hende og tage hvad han ønskede. Han lagde hænderne mod muren på hver side af hende og holde sig helt op af hende, fangede hende på en måde hvor hun dog stadig ville kunne komme fri hvis hendes selvtillid lod hende gå imod ham så langt.

”En mand der ikke elsker magt er intet mere end en huskat” det sidste ord lå som gift på hans tunge, som om han var ved at brække sig over tanken om en tam kat eller endnu værre at være en, hvilket til dels også var tilfældet ”hmm” han overvejede hendes ord mens han lod sine tænder nærme sig hende, dog uden at gøre tegn til rent faktisk at ville bide hende endnu ”Du blandede dig, du går imod mig, og du har ikke været klog nok til at stikke af endnu” hviskede han som svar, tankefuldt men dog med en stemme der tydeligt bar præg af at han holde sig tilbage.

Han stoppede hende ikke i at åbne hans bukser, og gjorde heller ikke noget for at stoppe hvad der skete i dem, hans reaktion på hende, for han vidste udmærket godt med sig selv at han ikke kunne holde kontrol over både det og sin sult på samme tid, og eftersom han ikke følte der var noget at være flov over så så han igen grund til at skifte sit fokus.

Han kunne ikke undgå at blive nysgerrig over hendes ord, for aldrig før hade han hørt en kvinde tilbyde noget, eller sætte spørgsmålstegn til om han havde råd til hvad han ville have. Nok var han ikke adelig, men han havde langt mere end han havde brug for og havde endnu ikke oplevede at han ikke kunne købe hvad han ville, til trods for at han endnu ikke havde været hjemme for at tage mere af det han mente tilhørte ham i bjergene.

”Jeg har rigeligt med krystaller hvis du er ude efter noget så trivielt” forslog han først, og fjernede sine tænder fra deres tur mod hendes hals, blot så han kunne koncentrere sig om hendes ord, ”Jeg har heller ikke noget problem med at bytte en tjeneste, hvis det du tilbyder er godt nok” igen kunne han ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved hende,  om hun virkelig var alt det energi værd som han brugte på at holde sig tilbage fra hende.

”Men underhold mig endelig med dit forslag kvinde, fortæl mig hvad der går gennem dit kønne lille hoved” han stirrede intenst på hende og lod den ene hånd flytte sig fra vægen og til siden af hendes ansigt. Overfladen af hans hånd var kold, og dog tog det kun få sekunder før hans indre varme strømmede i gennem og afslørede den varme han bar i sig, en varme kun forværrede af hvor opspændt han var, og hvor meget han kæmpede med sine lyster.

Magt? Så det var magt han ville føle? Magt han ønskede at opnå – som han higede efter, præcis på samme måde som nogle af hendes insekter higede efter euforiserende urteblandinger.
Udefra lignede det da også, at han havde opnået det, magten altså. Med en arm på hver side cementerede han en aggressiv og dominerende position, hvor det lignede, at det kun var hans egen barmhjertighed og gode vilje, der afholdt ham fra at knuse hende mod muren.
Men hvis man kiggede mere nøje efter, og ikke lod sig bedrage af den umiddelbare situation, ville man se at magten ikke befandt sig i mandens hånd. I bogstavelig forstand befandt den sig netop nu mellem Islas fingre, og hun kunne ikke tilbageholde henrykkelse over scenens ironiske diskrepans.
Det forbløffede altid Isla, hvordan en mand så villigt blottede sit skridt og samtidig brægede om kontrol og magt og uovervindelighed. Kunne de ikke se ironien, når det samtidig var kvinden, den (i deres øjne) underdanige part, som holdt om det følsomme lem? Om det selvsamme organ som manden fejlagtigt antog værende en billet til automatisk succes og sejr? Universel uovertruffenhed? Hun ville kunne, med et fast klem, få ham til at pive som en killing.
Var det sådan det var, når magt blev en vane? Blev man så sløset og uforsigtig?
Isla kunne mærke, hvordan hans lyst fik det det til at vokse i hendes hånd, og hun overvejede et øjeblik at realisere sin tankerække og klemme til, hvor det ville gøre mest ondt; bare for at se hvordan han ville krympe sig under - og i - hendes hånd.

Den varme ånde mod halsen afslørede, hvor tæt han egentlig befandt sig. Hun lyttede tålmodigt, trak hans bukser længere ned, så hun bedre kunne komme til. ”Du har ret, krystaller er for… trivielt.” medgav hun åndeløst. Hun kælede ham, forsigtigt og pirrende for at få lokke ham tættere på grænsen til at komme. Prøvede at distrahere sig fra drengens irriterende ordvalg, hvilket ikke lykkedes:

”Hvor meget betyder din pik for dig? – for ser du, jeg synes dit betalingsforslag var særdeles uinspirerende og uinteressant, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes, at du ikke helt tager situationen alvorlig nok – at du ikke er.. - hvad er det rette ord -.. investeret nok i det her? Så vi højner lige risikoen, sætter lidt mere på spil, bare for at se om det vil sætte lidt skub i din kreativitet.” Isla så op på ham, sendte ham et indbydende, flirtende smil med mørke, funklende øjne:
”Hvis du ikke kommer op med noget, der er af reel interesse for mig, tager jeg din pik, ved at skære den af med den urtekniv, som jeg netop nu har hvilende ved den.” Kniven havde været gemt i hendes lange ærme men var nu hevet frem. Hvis ikke han havde dækket for lyset ville man kunne se, hvordan knivsbladet glinsede af mælkehvidt saft: ” - Og kun guderne ved hvilke urter jeg sidst har brugt den til.. Måske var det Orkbær.. Eller Kiles fred?” Hun blinkede til ham. ”Nårh, hvad siger du med hensyn til betaling?”

Det kunne være bluff. Det kunne være en seriøs trussel (hvis skarpe knivsblad ville være svær at undvige helt grundet deres fysiske tæthed). Spørgsmålet var ikke længere, hvad hun ville risikere, men hvor meget han turde satse. For hvis der vitterligt var gift på kniven, behøvede hun bare at få ham til at bløde. Så måske var det bare lettere at tilbyde en mere tilfredsstillende betaling, som kvinden nu bad om..?

Hendes hånds pirrende bevægelser var bestemt distraherende, og det kunne da også mærkes på ham, ja faktisk var han ikke et sekund i tvivl om at hun kunne mærke nøjagtig hvor svært det var for ham at holde fokus når hun havde fat i ham på den måde. Dog var hendes hænder ikke nok til at bringe ham i nærheden af at give hende den ære han følte hun var ude efter i det øjeblik, at lade hende få magten over en del af ham som var noget at det han under normale omstændigheder havde mest kontrol over.

Hendes ord fik ham dog til at rette mere opmærksomhed på hende, for hvad havde hun dog i tankerne? hvad mente hun dog? hvad var det hun fiskede efter? Hans spørgsmål fik han dog hurtigt svar på da han hørte hendes næste ord.

Han burde have frosset, holdt sig tilbage, tiggede hende om at lade være, men han frygtede ikke at dø, for han vidste at det skulle ske før eller siden, så hvorfor ikke dø i hænderne på en smuk kvinde med ben i næsen, og samtidig havde han ikke tænkt sig at ligge sig uden en kamp.

Hånden ved siden af hendes hoved gled til hendes hals før han løftede hende op i sin øjenhøjde, han strammede ikke da han vidste at grebet i sig selv ville markere hans pointe, og han var trods alt ikke ude på at dræbe hende helt endnu. Han blottede sine tænder og lænede sig tæt ind til hende ”Yár-Rau frygter ikke døden, lille kvinde” hans stemme var en dyb knurren, truende og bestemt, og dog var det næsten som om at man kunne hører løven i ham, dybt inde med en trussel om at komme frem. 


Hans hår var blevet så mørkt at det lignede det var sort i mørket, men det var ikke noget han selv opdagede ”men så kom da, hvis det er sådan du ønsker at dø” han udfordrede hende ikke, men mere truede hende, advarede hende måske. ”Jeg kan garantere at du ikke vil overleve det” knurrede han igen og lod sine tænder finde vej til hendes hals, dog bed han hende ikke, han markerede blot, viste at han kunne, at han ville. 

Men så, lige så hurtigt som han havde løftede hende, slap han hende igen og så truende ned på hende. ”At turde gå imod mig kræver ikke så lidt” han lød næsten, imponeret? Som om at han roste hende ”det ville være en skam hvis så kraftfuld et sind skulle gå til spilde” hans stemme var ikke længere knurrende, men håret forblev mørkt og de blå øjne låst på hende 

”Så nævn din pris kvinde, eller lad os blive opslugt af mørket”
Alt i ham skreg efter hende, hendes krop, hendes blod, men også hendes sind, en sær følelse han aldrig før havde haft, og en villighed til at underlægge sig ikke blot et andet væsen, men en kvinde af alle, udelukkende fordi hun havde haft modet til at gå imod ham og kræve en respekt han stort set aldrig gav uden der var en anden grund bag.

Den urtekyndige kunne naturligvis have sagt sig selv, at en tønde så tom, som manden syntes at være, næppe var indstillet på at føje sig. Heller ikke selvom det kunne koste ham hans liv, eller værre; hans kønsorgan.
Det var ofte i sådanne situationer, at Isla for alvor blev ramt af forundring over, at mænd fortsat kunne sidde så tungt på samfundets top og træffe alle de vigtigste beslutninger. Eller måske var det netop derfor? Fordi de simpelthen var for sløsede eller dumme til at udtænke den kalkulerede risiko ved en bestemt ageren – at de i stedet bare sprang ud i det og tog konsekvenserne efterfølgende?
Hvorom alting var regerede manden med sit tydeligt fortrukne handlingsmønster; hans aggression. Hans styrke kunne hun på ingen måde hverken modsætte sig eller udkonkurrere. Luften blev besværet trukket ind, da han med forbløffende kraft trak hende op ved struben.
Illustrerede med sin fysiske overlegenhed, at han ville kunne flå Isla levende, hvis han bare gad.
Den urtekyndige svarede ikke. Stønnede blot en kende anstrengt mod mandens øre, da han fremsagde sin trussel. Øjnene blev lukket, da hun mærkede tænderne mod den sarte hud, men biddet kom aldrig.
I stedet faldt hun atter mod jorden, landede en kende usikkert på sine ben. Hjertet hamrede i håndleddene, og Isla trak vejret dybt ind.
Den sære ros var uventet og Isla nåede ikke at bekæmpe den oprigtige forundring som blev affødt af mandens ord. De mørke øjne stirrede på hans ansigt. Læberne blev fugtet inden Isla omsider afgav sit ønske:

”Jeg vil spise middag med dig.”

Forvirringen var tydelig i Fui’s ansigt da han hørte hendes ønske, og kuløren i hans hår falmede da også i takt med at han blev distraherede. *Gad vide hvad hun er ude på? Mon hun vil forgifte mig? Sløve mig? Lokke mig i en fælde?* overvejede han i stilhed, dog var det tydeligt at se på ham at han tænkte så det knagede, og at han på ingen måde var sikker på hvad han skulle svare til at starte med.

”Fint” sagde han dog efter lidt tid, en smugle kort for hoved ”men så også kun fordi du er så modig at gå imod mig… eller er det stupiditet måske?” sagde han en smugle tankefuldt tydeligt stadig usikker på hvad der forgik i hoved på hende *sindssyge kvindemenneske* tilføjede han i sine tanker, men dog med et indre smil, for der var nu stadigt noget fascinerende ved hende som han ikke kunne løbe fra

”Men jeg bestemmer hvor” sagde han bestemt og trak sig nu før første gang væk fra hende og tillod hende noget plads, selv om han nu havde nydt at have hende fangede op ad muren. Han overvejede kort mulighederne for hvor han kunne tage hende hen mens han langsomt lukkede sine bukser igen uden at tage øjne fra hende.

Og så kom han i tanke om det, en af de få i byen han faktisk havde et venskabeligt forhold til lavede fantastisk mad, og selv om det var lang tid siden han havde været ved det lille spisested så vidste han at han ville blive behandlet ordentligt der. ”Jeg kender et sted der altid er åbent” tilføjede han roligt, og priste sig lykkelig ved tanken om at det var meget tæt på og han derfor hurtigt ville kunne få det overstået, for nok var hun interessant, men han ville langt hellere have sine tænder i hende end at bruge tid på at skulle opføre sig ordenligt.

Isla forstod hans synlige forbløffelse, da hun bekendtgjorde, hvad hun ønskede af ham. Eller rettere: med ham. Mens han virkede til at være distraheret af egne tanker, udnyttede hun tiden til at gemme urtekniven væk i ærmet igen.
Lyset flakkede over dem. Mørket var i løbet af deres fysiske sammenstød fortættet betydeligt; hver lanterne forekom som lyskugler i et næsten komplet mørke. Det ville passe Isla glimrende, hvis de endte med forlade gaden til fordel for ildsted, mad og drikke. Og andre mennesker.
Selvom det virkede til at den urtekyndige havde efterladt et respektabelt førstehåndsindtryk hos den høje, aggressive mand, var Isla ikke godtroende nok til at regne med at deres nuværende accept af hinanden ville forblive uændret. Hun var ikke længere en stupid teenager, men vidste (af erfaring) af sociale relationer var både skrøbelige og foranderlige. En enkel forkert handling – en uforsigtig sætning – ville hurtigt kunne ændre deres nuværende våbenhvile. Men hvis der var andre mennesker til stede ville risikoen for, at han ville gå bersærk, med stor sandsynlighed være mindre.
Hun lod ham bestemme stedet uden højlydte indvindinger. Isla nøjes med at rette på den lange kjole, hive en smule ned i det stramme bælte og nikke samarbejdsvilligt med let kruset mund:


 ”Meget vel, vis du bare vej, så skal jeg nok følge efter,” lovede hun, forbløffende mildt taget i betragtning, at de få øjeblikke tidligere havde været ved at true livet ud af hinanden. Der var ingen synlige indikationer på, at Isla havde i sinde at snyde ham.