solen var på vej ned og alle dem på gaden gik roligt mod deres hjem efter en lang dag i marken, market, eller på arbejdet. Eliot var indkaldt til en natte vagt og var næsten lige kommet til kvarteret da en kvinde skreg op om hjælp. Eliot løb over mod  skriget og fandt en dreng der løb lige mod ham med en fin dame taske i hånden. Eliot greb fat i drengen og så alvorligt på ham.

Drengen havde stjålet tasken fra kvinden da han havde set hende putte penge ned i tasken og han var sulten og ville gerne snart ha mad. Eliot tog roligt fat i tasken men drengen var ikke villig til at give slip. "vil du gerne i arresten og miste din ungdom pga en taske" prøvede Eliot og hev tasken ud af hans hånd. 

Eliot slap drengen og gik over til den forskrækkede kvinde som tydeligvis kun var i 20'erne. hun takkede mange gange g holdte tasken ind til sig. Eliot så tilbage på drengen der så mod dem med et sulten blik. Eliot begyndte at gå videre og så rundt imens han patrulirrede. han vidste at natten var fyldt med farlige væsner men han var ikke bange. måske fik han nogle i arresten, måske fik han en god samtale med en af nattens væsner eller måske ville han bare gå hele natten rundt og holde øje alene. han vidste dog han altid ville kunne tale med den fugl der lå inde i hans hætte på kappen.

Venus var en af de mange, der færdedes på markedspladsen på denne tid af aftenen. Boderne var ved at pakke sammen, mens de, der havde forretninger at passe om dagen, var ved at gøre deres sidste hasteindkøb, mens tid var. *Gad vide, hvornår bodejerne køber ind?* tænkte Venus fraværende. Det var nødt til at være, når der var stille i løbet af dagen, men hvornår det var, kunne hun ikke regne ud.

Hun havde ikke været langt fra kvinden, der fik stjålet sin taske, da Eliot kom til hendes undsætning. Det var selvfølgelig rart at se nogen gøre noget. Hvad, Venus var mindre imponeret over, var, hvordan Eliot behandlede drengen. Glimt af minder dukkede op i hendes baghoved. Hun kunne stadig huske, hvor sulten, man kunne være. Drengen stod stadig tilbage og stirrede efter Eliot og så ud til at være ved at græde. Det blev for meget. Venus tog et par hurtige skridt og satte sig på hug foran drengen og rakte ham et par ravstykker med en flad hånd, og lade forsigtigt den anden på hans arm.
"Her, det skulle være nok til aftensmad," trøstede hun og var meget opmærksom på, at drengen ikke rakte sine lange fingre for tæt på hendes pung, hvor ravstykkerne naturligvis var kommet fra. Drenge snøftede hurtigt og snavsede sit ansigt til i et forsøg på at tørre øjnene. Han forsvandt hurtigt i folkemængden, men hun var ret overbevist om, at hun havde hørt til mumlet 'tak'. Hun rynkede brynene eftertænksomt og så efter manden, der havde været lidt heltemodig. Han var ikke nået langt væk.

nej Eliot var måske ikke sød ved drengen. men det var jo ikke en vagt job at være sød ved tyvene. Eliot havde gjort hvad hans pligt var. han var kun nået over til bagerens bod der var igang med at pakke sammen. han snakkede lidt med personen der ejede boden og havde en almindelig samtale om hvordan dagen var gået. Eliot vidste sjældent sit sværd han havde under kappen. han brugte det kun vis nødvendigt.

Eliot havde smukt blond hår. og en handske på den ene hånd. eller det var mere handsken fra en rustning. som han nu brugte til at forsvare sig når han ikke havde et skjold. hans tøj var meget almindeligt men stoffet meget dyrt. det skulle holde jo. 
Eliot var en engel men det kunne ikke ses da hans vinger var inden i kroppen. han havde en fin men ikke for fin holdning og prøvede at se så neutral ud som muligt. han så tilbage for at se om drengen stadig stod der men han kunne ikke se ham. han var altså gået. det var godt. han havde det altid dårligt med at smide unge mennesker i arresten. det var nok fordi han så dem ha et helt liv foran sig. og et liv i arresten var jo ikke det han forstod på et liv.

Venus blev på afstand af Eliot lidt endnu. Skulle hun sige noget? Ville det hjælpe? Der var vel altid et håb, om at det kunne hjælpe. Han virkede også på hende som en med et venligt sind. Hun kendte ham jo selvfølgelig slet ikke, men han virkede i det mindste ikke som en af de byvagter, der kun havde taget jobbet for pengenes skyld og var ligeglade med, hvordan det blev udført. Det kunne jo sådan set også være forståeligt nok, hvis det kneb med krystallerne.

En del af den slags tanker svævede igennem Venus' hoved, mens hun fortsatte i Eliots retning. Ikke en af tankerne stille dog spørgsmålstegn ved, om det nu var på sin plads at blande sig. Det var hun ikke i tvivl om. Venus så ikke ud af meget, hvad angik påklædning. Hun var en simpel kjole i olivengrøn med ankellangt skørt og god plads til bevægelse. Skoene var et par flade stoftøfler, der ikke helt passede til årstiden. Kappen, der stille og roligt flagrede efter hende, mens hun gik, var syet sammen af mange forskellige stykker stof i en form for mosaik og forstillede en skov med dyr. Hvis mønstret havde været glas, kunne det godt have været et mosaikvindue i et af byens templer. Intet af tøjet så dyrt ud, fordi det ikke var dyrt, men det passede fint til de grønne øjne og det tykke, røde hår. Venus var nu nået hen til Eliot og ventede høfligt til, han havde talt færdigt.

"Undskyld hr., men jeg så Dem fange den gadedreng, der havde stjålet en taske for lidt siden. Må jeg tale med Dem?" Hun ville gerne være høflig. Hun havde altid følt, at folk var mere villige til at lytte, hvis man var høflig. Høflighed og etikette var dog noget, hun først selv havde lært i en sen alder.

Eliot snakkede fint med borgerne i byen. han havde en slidt kappe på som ikke vidste at han faktisk var byvagt. men hvorfor dog altid købe noget nyt var hans holdning. kvinden der var på vej mod dem med hovedet fuldt af tanker havde noget ret i hvad hun tænkte om ham. han havde nemlig ikke taget jobbet for pengene, men fordi han elskede at hjælpe borgerne. han ønskede inderligt at kunne hjælpe alle men det var ikke altid lige nemt. måske vis han havde været adelig kunne han ha hjulpet mange flere. men sådan var det ikke for Eliot.

Eliot hørte skridt bag sig og en stemme der talte til ham. han vendte sig roligt om stadig uden at vise sit sværd. hans blå øjne var ikke vist i nogle onde tegn. men af ren venlighed. han prøvede altid at gøre alle glade men samtidig opretholde loven. han så på denne kvinde med det smukke røde hår og den faktisk utrolig flotte kappe. han havde aldrig set en kappe som den.

"selvfølgelig må De det frøken." vis han blev mødt med venlighed gav han venlighed tilbage. han så mod bageren og sagde venligt. "pas nu godt på Dem selv bager, og god fornøjelse med alt"
Eliot vendte sig om mod kvinden og smilte venligt.
Eliot havde inde under kappen sin uniform på og i hætten sad som altid en lille fugl og gemte sig. det var hans ven og hjælper. når han skulle finde nogle som var hurtigere end ham sendte han fuglen afsted.  denne fugl var faktisk en påmindelse for Eliot om hvad han var også. for han var jo engel men også forvandling til en fugl i evne. hvilket en gang imellem var nyttigt.

Venus havde måske lagt sine dage som gadetøs bag sig for flere år siden, men hun kunne stadig fornemme en byvagt på flere meters afstand… nogle gange. Folk, der vidste, der var en byvagt, havde en tendens til at gøre plads for eksempel. Så var der sværdet, hun havde set, solen reflektere i, da Eliot vendte sig væk fra gadedrengen. Og så var der det faktum, at han havde taget fat i gadedrengen overhovedet. Men ud over det så Eliot ikke ud af meget. Uniformen var i hvert fald ikke standard. Måske var det hans fridag? Hun så lidt på kappen, inden Eliot vendte sig for at svare hende. Den så gammel og slidt ud… hun troede ikke, kapperne havde haft det snit, siden hun var ung. Nogle ville nok have regnet ud, at bæreren måske havde været længere i vagten end de fleste, men så langt nåede Venus ikke, før Eliot vendte sig rundt og så på hende med sine blå øjne.

I sit hoved havde Venus forberedt sig på at være høflig, men bestemt. Det var vigtigt, det sidste, huskede hun sig selv på. ”Tak, jeg… øh” Hun havde forventet at skulle lære denne byvagt en ting eller to, om hvordan man behandlede små børn og særligt dem, der er nødt til at tage, hvad de mangler. Byvagter var stolte efter hendes erfaring og ikke særligt glade for at få fortalt, hvordan de skulle gøre deres arbejde. De fleste så også garvede ud. Men Eliot så bare så venligtsindet ud, og for en byvagt var han også flot, måtte hun indrømme. De varme blå øjne fik hende til at tvivle. Hun rømmede sig og smilede: ”Jo, *ahem* jeg ville tale med Dem, om den dreng du- De! tog fat i før. De kan ikke bare sådan skræmme dem på den måde. Det hjælper dem ikke; det vil kun få dem til at undgå jer så meget som muligt.” Hun fik talt sig varm. Noget skulle siges, om ikke for andet, så i det mindste at få denne ene byvagt til at overveje andre muligheder. Hun havde dog en fornemmelse af, at lige præcis denne ene byvagt nok allerede havde gjort det.

(Tror tråden er gået død for os begge to, men lad os lave en ny tråd, hvis du har lyst <3)

Venus havde, godt nok en smule tøvende, fået sagt, hvad hun gerne ville sige. Byvagter var en sær størrelse; nogle af dem var gode nok, nogle af dem var ikke, man vidste aldrig, hvad man ahvde med at gøre, som ung havde hun lært at flygte fra dem, og som voksen havde hun lært, at hun havde brug for dem, hvis hun ville bo i et hus og have et job, som folk ikke bare kunne komme og tage. Kort sagt havde hun en meget blandet mavefornemmelse, og hun var stadig en smule bange for vagterne i blåt. Nervøs og en smule stolt over at have sagt noget, takkede hun Eliot for at have lyttet, ønskede ham en god dag og nikke farvel. Det var ikke usandsynligt, at deres veje ville krydses igen
; så stor var Dianthos heller ikke.