De hvide skyer havde længe hængt over skolen til advarsel om at noget var på vej. Længe havde eleverne kigget længselsfulde imod dem og håbet. Ikke mange havde turde sige noget i frygt for at se det hvide tæppe glide bort med morgenfrosten, men nu var det endelig tid. Tre snefnug faldt. Den første ramte træet og lagde sig tilrette mellem to stædige brune blade, der for længst burde være strøget til vejrs med deres venner. Den næste ramte en elev i nakken, men hendes lange hår nægtede at lade det frosne fnug røre andet en de brune lokker. Den tredje ramte Illiad.

Det var ikke ofte man så den unge kvinde udenfor. Tværtimod syntes hun at afsky de åbne arealer med en passion, der fik varulvenes frygt for månen til at ligne en fem årigs trang til kage. Ikke destro mindre var hun her nu. Hætten trukket godt hen over hovedet og kåben lukket godt op, som for at holde den kolde luft ude eller holde den varme luft inde. Hendes hænder holdt om tre bøger. "Advanced biological Alchemy", "Myth, or Legends" og "Three steps". Under hætten søgte hendes øjne et sted med skygge, selv med skyerne var lyset trættende for hendes øjne. Sandt nok var hun allerede langt mere i lyset end nogen vampyr før hende turde, men hun havde også et rygte at afvise. 'Illiad er vampyr', hvis et sådan rygte spredte sig på skolen fik hun næppe lov at blive. Nej i dag var det dagen hun bed i det sure æble og gik en tur ud i dagslyset.

Som hun søgte rundt ramte fnugget hende. Hun blev så overrasket at hun straks tog et skridt tilbage, nær faldt over en spand og med noget mere held end forstand undgik at smide bøgerne på den kolde jord. Som hun genvandt balancen var efternølerne allerede ved at dukke op og en let dis af små hvide pletter fandt fra himlen og lagde sig overalt de kunne finde plads. Et smil gled over Illiads læber som hun indså dette vidunder. Den hvide hånd daskede let ud i luften så fnuggene blev sendt hvivlende omkring og et let lille latter slap fra hendes læber. Nu var det i sandhed jul.

Sne og kulde noget der ikke rørte Ray på nogen han kunne sagtens have varmen uden at have ret meget tøj på, og det var sådan set også derfor han altid kun iførte sig i bukser, og ingen bluse. Ray stod ved vinduet oppe ved hans værelse og kiggede ud, han fik øje på Illiad som kom gående nede i gården han kneb øjne sammen endnu en af de elever han hverken omgås med eller snakkede med, dog var han ved at komme for sent til time og som han huskede gik de vidst til samme time.

Han åbnede vinduet tog sine bøger og hoppede ud af det, ide han landede på jorden ikke mere ind to tre meter fra hende, holde han sig for munden og kiggede direkte på hende med et blik der kunne slå tusind ihjel " hvad med at tag et bad blodsuger, man kan lugte dig helt her over ". Ray kendte ikke til denne vampyr og han vil ikke smides ud af skolen på grund af ballade, for han havde vist lavet lidt for meget i forvejen, så hvis han skabte mere så vil han sikkert blive smidt ud fra skolen, men han var dog bare nød til at give den vampyr et par ord med på vejen, også selvom hun var elev her på skolen.

Ray rettede sig op og havde mest af alt ikke lyst til at smutte til time, han vil mest af alt bare slappe af løbe rundt, alt andet ind at tag til time dog vidste han ikke hvilken time det var i dag, han havde blot fået af vide af en af de andre varulve at han skulle tag hans bøger med.

Et par nysgerrige, blågrønne øjne betragtede ligeledes snefnuggene dale bag skolens vinduer. Som så mange andre af eleverne, udløste synet af den dalende sne en form for barnlig glæde i Maelas sind, og der gik ikke mange øjeblikke, før hun med et lille 'plop' materialiserede sig over udendørsarealernes græsplæne, der langsomt var ved at skifte farve fra grøn til hvid.

Som sædvanlig gjorde hendes teleportationsevne, at hun i stedet for at lande nydeligt på græsplænen, dukkede op i luften et lille stykke over plænen og med et hyl faldt mod jorden. Her fik hun så sandelig nærkontakt med årets første sne, og hun kom langsomt på benene, mens hun første at rystene fnuggene af sig.
Hendes hale var komme til syne fra hendes klæder, og den svingede uroligt frem og tilbage, imens hun betragtede sceneriet omkring sig.

Hendes skarpe ører fangede netop det sidste, Ray sagde, og hun rynkede let på næsen, som hun så mod de to elever, der stod i nærheden af hende. Ham der havde sagt, at pigen lugtede, lignede lidt af en ballademager, syntes hun. Tilmed så han ud til at have glemt halvdelen af sit tøj.
Maela selv var iført varme bukser og jakke samt et lille halstørklæde. Hun bevægede sig langsomt nærmere, imens hun sniffede ud i luften. "Pffft, I lugter da begge to. Især dig." sagde hun højt, imens hendes blik hvilede på drengen. Hendes næse kunne faktisk rimelig tydeligt fange lugten. Af hund eller ulv.

Havde Illiad haft sine overnaturlige sanser havde hun sikkert bemærket varulven, lugtet ham som han stod i vinduet, hørt ham som han susede gennem luften eller blot ænset hans eksistens, som et overnaturligt væsen, men Illiad havde ikke disse egenskaber, hun havde knap nok evnerne til at bide hul på huden. Hans landing gav lyd fra sig, denne hørte hun og fik straks sig snurret rundt, blot for at få fornærmelser slynget i hovedet. Blodsuger? Var sådanne rygter allerede spredt på skolen? Lugtede hun? Forsigtigt tog hun et snus af sin kåbe, men lugtede intet andet end dampen fra hendes salve. En let lugt af kul og noget der sagtens kunne have været paprika lå over kåben, eller var det kanel? Illiad var ærlig talt ikke sikker og for hvert øjeblik syntes hun at ændre mening. Besynderligt hun ikke havde bemærket det før.

Den næste lyd kom bag hende, et bump afblødet af den nye sne efterfulgt af en stemme. Hun kunne ikke undgå at føle hun var ved at blive fanget i krydsilden mellem to rivaliserende elever. Lugtede drengen? Prøvede hun at lugte ham fra hvor hun stod følte hun ikke andet end kulde fare igennem næsen.
"Så dit forslag er vi alle springer i søen?" Illiad tog et par skridt til siden, for ikke at så direkte mellem de to. Først nu så hun den svingende hale og var lige ved at glemme hvad hun havde gang i. Det var ikke tit man så halvdyr, og Illiad var stadig ret ny så mange af de andre elever kendte hun slet ikke.
"For jeg tror gerne jeg holder mig ude af vandet, det er for koldt for min smag"
Et smil gled over de rosenrøde læber, som de blå øjne gled fra halvdyret til drengen og tilbage igen. Hendes hud var bleg, men smuk, der var ingen urenheder at se på den, selv snefnuggende der ramte hende syntes ikke at efterlade noget spor. Hendes øjne var dybblå, som besad de tre lag af farve, så des mere du så i dem, des mere blå blev de. Intet ved hende talte vampyr, der var hverken død i hendes hud eller forrådnelse i hendes blik. Tværtimod så hun aldeles levende ud.

Et hvert snefnug der falde ned fra himlen og ramte Ray bar krop, opløste sig selv på grund af varmen der løb igennem hans krop, et smil kom frem på hans læber da han så hvordan vampyren lugtede til sig selv, det virkede ikke til at denne vampyr var som alle andre vampyr, men det kunne jo også være at det blot var skuespil, for han vidste også hvor lumske de kunne være blot for at redde deres røv, når de kom i problemer men ikke fordi der var noget problem for som sagt vil Ray ikke lave ballade.

Han nåede ikke rigtig at kommentere til det vampyren sagde før der var en anden stemme, som fik ham til at vende sig om og til hans overraskelse var det et halvdyr, Ray kende ikke alle elever her på skolen men var dog klar over at der var andre elever på skolen ind ham, han kiggede ned på Maela og tog snus af duften over fra hende, hun duftede faktisk godt men det var ikke noget han ville lade hende vide, så han knep lidt øjne sammen ide han så over på hende "i sær mig siger du, hmm vi kan ikke alle rende rundt og lugte af bodel vel " sagde han og hentydet til hende, ikke fordi hun gjorde men mest af alt for at få et svar tilbage til hende.
Hans blik blev vendt tilbage til vampyren " koldt........det kommer fra det mest kolde væsen her på jorden, det burde da være lige et sted for en som dig........ikke?".
Ray hadede virkelig vampyr også fik de også lov til at bo på skolen, han var glad for at han boede på enkelt værelse for tanken om at skulle bo sammen med en vampyr ville være et helvede for ham, de stank også sov de sikkert ikke om så kunne man heller ikke vide hvornår de blev sulten.

Man kunne sige sig selv, at en skole for 'magiske vidundere' tiltrak mange underlige folk. Maela var vant til hvor hun kom fra, at det var hende der skilte sig ud med sine halvdyrsegenskaber, men her på skolen, virkede hun ganske almindelig blandt de andre elever. På en måde kunne hun rigtig godt lide det.
Maela havde altid haft en meget god lugtesans grundet sine rævegener, og hun stod med lettere udspilede næsebor, der opfangede den lette lugt af kul, der kom fra vampyren. Maela var ikke vant til at folk lugtede sådan, nærmest en smule brændt, og hun undrede sig over, hvad pigen mon havde lavet.

Hun virkede smuk og elegant i forhold til Maela, der stod med sit kobberrøde hår strittende til alle sider. Snefnug sad stadig både i det og hendes tøj efter hendes knap så elegante sammenstød med græsplænen.
Hun rynkede næsen lidt og gloede ned mod søen, da pigen foreslog dem at hoppe i vandet. Et ganske fint lag af is dækkede søens overflade, der så frygtelig kold ud.
Hun forstod ikke helt fornærmelsen, som drengen slyngede i hovedet på hende, men hun skyndte sig alligevel at lave et surt ansigt af ham. Han skulle ikke sige, at hun lugtede dårligt! "I kan begge hoppe i vandet, hvis I har lyst, jeg skal ikke nyde noget." Sagde hun og gned hænderne sammen. Hun havde selvfølgelig glemt at tage vanter på i sin iver efter at komme ud i sneen.

Illiad sendte knægten et hårdt blik, han blev ved med at skyde fornærmelser afsted til trods for hun ikke havde gjort andet end at træde ud i dagslyset. Det irriterede hende at blive sat i bås med folk, der slet ikke var som hende, men hvordan vidste han det? Lugtede hun virkelig af vampyr? Lugtede vampyrer overhovedet? Hun vidste det ærlig talt ikke, men burde nok få læst op på det. Til trods for alt den tid hun brugte med sine bøger, var det aldrig faldet hende ind at læse om hvad hun egentlig var. Det havde været et bevidst valg indtil nu. Hvis hun først indrømte hvad hun var så følte hun at hun led et nederlag, at hun accepterede det. Og hun nægtede at blive et blodtørstigt monster! Hun spiste sågar stadig mad, til trods for det for længe siden havde mistet sin smag, blot fordi hun nægtede at tabe.

"Vi kan jo ikke alle være dampende varme og løbe rundt i sneen halvnøgne" Mumlede hun ikke så meget tiltænkt som et svar til ham, men mere for ikke bare at stå og tage imod hans fornærmelser.
"Jeg vil dog foretrække ikke at smutte i søen selv, det lyder koldt og jeg har lige vasket min kåbe."
Hun tog et par skridt væk fra Ray, hun kendte ham ikke og vidste ikke hvad fornærmelserne kunne udvikle sig til, hvis hun stod for tæt på, halvdyret virkede noget venligere og hvis det kom til det kunne hun vel altid forsøge at bruge pigen som skjold.

Mela havde kigget ud af et vindue, da hun så at sneen begyndte at falde. Til trods for at hendes hud ikke havde godt af solen, elskede hun dog den første nyfalden sne. Hun havde skyndt sig alt hvad hun kunne, for at finde noget varmere tøj at tage på og så ud til de andre. Da hun tråde ud gennem døren, mærkede hun med det samme kulden og den lidt hadske spænding der gennemsyrede luften. Hun stod stille og kiggede på sneen, mens hun forsøgte at berolige sine egne tanker.

Stille tog hun et skridt ud mod de andre, mens hun stille forsøgte på at sende en beroligende følelse ud mod dem, i et forsøg på at få dem til at slappe af og bare nyde sneen.

Ray synes ikke rigtig han gad at bade på nogen måde men han vil med glæde drukne de to elever hvis det var, for især vampyren ville han ikke blive ked af at miste, " sig mig blodsuger er du bare irriteret over jeg kan rende rundt halvnøgen som du siger jeg gør, eller er det fordi du vil have et bid af mig, for du er mere ind velkommen til at prøve".

Han så over på Ræve pigen og smilte " fryser du...?" sagde han og ledte efter hende navn, eller mere søgte at hun skulle fortælle hende navn.
Ray så på endnu en elev der var dukket op, af alle steder hvorfor skulle der så dukke så mange elever op, Rays plan med at forblive anonym over for de andre elever var ikke gået helt godt lige nu.

Han lukkede kort øjne og pustede ud for som den alfahan han var vidste han at man ikke skulle bukke under for noget, eller nogen." okay folk lad os start helt forfra, mit navn er Ray jeg kommer med fred med mindre en eller anden for mig til ikke at komme med det " sagde han og kiggede over på vampyren. " så ræv person beklager hvis jeg har fornærmet dem på nogen måde "

Maela gloede fra den ene til den anden, mens hun kløede sig bag øret. Over dem dalede snefnuggende stadig i en stille strøm fra den grå himmel, og hun måtte en gang i mellem gnide nogle af dem væk fra næsen. Rævehalen viftede frem og tilbage bag hende.
Vampyren havde ret i, at drengen ikke havde meget tøj på. Maela forstod stadig ikke helt hvorfor: måske havde han også haft travlt med at komme af sted og havde glemt sit tøj?

Han lød dog noget venligere, da han spurgte hende, om hun frøs - endda med et smil. Hun havde lidt taget ham for at være en bølle til at starte med, sådan som han havde talt grimt til vampyrpigen. "Lidt, men det er ikke så galt." Svarede hun tøvende. "Du ser ikke ud til at fryse. Har du glemt dit tøj?"
Hun sniffede en gang mere ud i luften og vendte sig om, da hun så endnu en elev var på vej hen til dem. Der var noget beroligende over den spidsørede pige, og Maela råbte hen hilsen hen mod hende: "Hey!"

Ray så ud til at have fortrudt sin opførsel tidligere, og hun vendte igen opmærksomheden mod ham. "Jeg hedder Maela." Hendes tonefald var ganske muntert - der var ikke nogen grund til at bære nag. Hun havde jo også sagt, at han lugtede.

"Nej jeg er irriteret over at du jager mig fordi du ikke kan lide min såkaldte lugt" Snappede Illiad af fyren, han var virkelig begyndt at gå hende på nakken og i lommen knugede hun en lille flaske en finger placeret, klar til at hive proppen af, hvis han skulle finde på noget.
"Jeg ved ikke hvad dit problem er med mig, men jeg så helst at..." som hun begyndte at løsne tungen for at tale ham et øre af følte hun et mærkeligt velbehag og lysten til at skændes fordampede fra hendes hud. Bogstavlig talt steg en mild tåge fra hende, som hun stoppede sin talestrøm.
Essence?
Tågen samlede sig foran hende og før nogen anden skulle blande sig i den lod hun hånden glide ind i den med en lille tom flaske. Nærmest som var den kommanderet fløj tågen i flasken og en prop blev sat på. Hendes hovede var atter klart og hendes følelser hendes eget.

Scenen havde ikke varet mere end et par sekunder og tågen kun været svag.

Hendes blik skød kort rundt, men at finde synderen var umuligt, hun kunne ikke spore magi, kun fordampe den, så i stedet for at spilde tiden valgte hun at afslutte hvad hun havde startet.
"Så jeg helst at du holdt din næse for dig selv."
Det sidste blev blot mumlet, nok var den beroligende magi svækket, men hendes momentum var stoppet.
"Men jeg er Illiad, i tilfælde mit navn ikke også fornærmer dig."
Han var ikke tilgivet og med afstanden fastlagt følte hun sig lidt modigere end før. Oven i det virkede det til at flere folk var dukket op, så forhåbentlig farede han ikke imod hende. Forhåbentlig.

Mela så roligt på de andre, mens hun kunne mærke roen sinke sig, dog lod hun også mærke til at det ikke havde været alle det havde virket på. Hun valgte dog stadig at holde afstand til de andre, da hun hverken kendte dem eller følte det helt sikkert at komme nærmere. "Mae govannen" hilste hun roligt, mens hun så frem og tilbage mellem 'hvalpen', 'flagremusen' og 'ræveungen' som hun selv ville betegne dem.

Hun skulle til at vende sig om og gå mod døren igen, da hun fik en følelse af der skulle ske mere, ja hvad vidste hun ikke, men hun begyndte at føle sig usikker på de andre. Hun kunne tydeligt mærke hadet mellem vareulven og vampyren, hvorimod halvdyret der havde introduceret sig som 'Maela' hvilket var tæt på hendes eget kælenavn. Hun vendte sig i stedet mod hende og nikkede "Mela" sagde hun kort som hilsen.

Ray så var lidt forvirret over de mange mennesker der var kommet til stede, han så på ræv pigen og smilte blot "nej jeg har ikke glemt mit tøj, det er sådan jeg ser ud jeg har en evne som løber igennem kroppen på mig som gør jeg ikke kan fryse, så hvis du mærke på min hud kan du mærke den også er lidt varmere ind jeres normalt er, ja undtagen vampyren der over " sagde han uden vider og gik tættere på ræve kvinde hvis hun vil mærke hans varme.

han så over på vampyren ide han stod ved siden af Maela, " dit navn betyder intet for mig " sagde han koldt og ligeglad, Ray var virkelig imponeret over denne vampyr, måske at hun ikke havde det samme had til varulve som han havde til vampyr.
Ray kende du 3 navne på tre nye elever, sikke en dag måtte han dog indrømme det var dog alligevel lidt utroligt ingen lærer havde vist sig endnu, men det lavede sikkert heller ikke andet ind slappe af og sove.

Den nytilkomne elverpiges navn mindede utrolig meget om Maelas, og hun sendte et bredt smil til pigen. "Er du ny her? Jeg er selv rimelig ny, så jeg har ikke haft mulighed for at hilse på alle eleverne.." Hun skævede til Ray og Illiad, som hun heller ikke havde set før. Det var også første gang hun havde mulighed for at se en elver tæt på: deres folk holdt sig som regel på lang afstand af andre.
Hun stak hånden frem for at forsigtigt røre ved Rays arm, der ganske rigtigt var varm. Det måtte være en nyttig magi at have her i vinterkulden. Selvom han virkede som noget af en blærerøv, når han rente rundt på den måde. Hun selv foretrak at holde sine ræveegenskaber lidt for sig selv, selvom den der dumme hale var lidt svær at skjule nogen gange..

Den ræverøde hale, der stak frem fra tøjet, var da også ganske tydelig mod den hvide sne nu. Hun stirrede lidt tænksomt fra Illiad til Ray: der lod tydeligvis til at være fjendskab i mellem dem. "Har I ikke lige mødt hinanden?" Spurgte hun lidt forvirret. Hun forstod ikke, hvad der fik dem til at snerre sådan af hinanden.

Trangen til at kyle den lille flaske i hovedet på knægten var stødt stigende, han talte som om han vidste hvad hun var, men alligevel tog han stadig så meget fejl, og det smittede. Hun vidste det. Lige gyldig hvor lidt vampyr hun var, så ville de sprede sig og snart ville folk tro hun var det, lige meget hvor meget sol hun badede rundt i og hvor mange jordbær hun proppede i munden. Blot fordi han dømte en lugt der hang omkring hende.

"Så glem det" Hun kunne mærke hvordan hun nærmede sig grænsen for hvad hun kunne overskue og det hjalp ikke at solen stadig stod bag skyerne og gav hende hovedpine. Hun trak hætten op lidt længere over hovedet, som for at holde sneen ud af håret.
"Men næste gang du ønsker at stemple folk, så få dine facts på plads først"
Hun var ikke vampyr! Så længe hun havde sine mixturer var hun blot et menneske. Et svagt, lysfølsomt og hungrende menneske.
Flasken blev smækket i lommen så hun et øjeblik frygtede den skulle selvantænde, men hun havde brug for at få sin våben ud af hånden. Ikke nogen fristelserl. En svag skælven løb over hende, men om det var kulden eller et forsøg på at undertrykke vreden vidste hun knap nok selv, dog blev blikket ført væk fra Ray og en remse af beroligende tanker tvunget frem.

Maela sagde noget, men hun stod for nært Ray til Illiad kunne få sig selv til at se hende i øjnene, så hun lod i stedet Ray om at svare, så kunne han prøve at forklare hvordan han ikke havde gjort andet end at hade hende fra første øjenkast.

Mela der endnu ikke havde mesteret den menneskelige sprog endnu forstod ikke alt hvad der blev sagt melle de andre elever, men hun kunne stadig mærke vreden og hadet der var i luften. "Feuyaer, (ækle) hvorfor dette had mod andre?" sagde hun kort til Ray, mens hun stadig koncentrerede sig om at sende en beroligende følelse ud. Hun tog et skridt længere ud mod dem alle. "Illiad, behold hellere den flaske i lommen." sagde hun roligt, men hun kiggede kort mod hende, der var ingen grund til at de skulle komme op at slåsse lige nu.

Hun kunne mærke en tydelig nysgerrighed men også en stærk følelse af overlegenhed fra Ray. Som om han skulle være bedre en resten af dem. Hun kigge kort mod Meala. "Er de også ny her?" spurgte hun kort, for det var hendes første dag på skolen, men havde blot fået af vide at hun bare skulle tage det med ro den første dag. Hun kendte ikke nogen af eleverne eller lærerne på skolen.

Ray vidste at det måske var på tide at forlade alle de elever, inden der kom ballade dog følte han sig nød til at svare dem på de spørgsmål de spurgte om " det er ikke så meget om mine facts er rigtig, jeg kan lugte en vampyr når der er en, lige så vel som de kan lugte mig ikke sandt?" uden set hvad hun sagde vil hun være en vampyr om hun vil kalde sig det eller aj. Ray så på rævepigen og smilede kort " det had er noget der er gået igennem generationer, og jeg har blot lært at hade dem, og forstår ikke at hun ikke har hørt om det, men bare rolig der kommer ingen former for ballade, ikke her på skolen" sagde han bestemt og troværdigt.

Han fjernede sig lidt fra rævepigen igen og kiggede blot frem og tilbage på de forskellige folk, og sluttede over på Mela "Det er okay du behøver ikke mere" Ray gik ud fra det var den nye pige der stod bag at han var rolig, men han var helt rolig nu.

Maela forstod ikke det fjendskab, der ofte var mellem varulve og vampyrer. Hun forstod godt, hvorfor begge racer skabte frygt, men hun havde aldrig før mødt nogen af hverken den ene eller anden slags, og hun var ret sikker på, at skolen nok skulle passe godt på eleverne. De var trods alt vant til at håndtere lidt af hvert.
Der skulle normalt ikke meget til at hidse Maela op, men lige nu følte hun sig sært beroliget. Der var ikke nogen grund til at skændtes, tænkte hun, imens hun så imod elverpigen.

"Jeg er ret ny .. har ikke været her så længe." Svarede hun med et kort nik og forsøgte at børste lidt af sneen af tøjet. Græsplænen omkring dem var efterhånden ved helt at have skiftet farve til snehvid, og en del af skolens andre børn var kommet ud på udendørsarealerne.
Hendes blik fokuseredes igen på Ray, som var ved at komme med en lang smøre om hvorfor han ikke kunne lide vampyren. Han forklarede det dog ikke rigtig, og Maela så blot mere forvirret ud. "Hun har jo ikke gjort noget." Mumlede hun. Det var vel ikke grund til at hade en anden, bare fordi det var noget, man gjorde i sin familie. Illiad kunne jo ikke gøre for, hvad alle mulige andre vampyrer havde foretaget sig.

Blikket skød tilbage på Ray, dette var ikke noget hun var villig til at lade gå alligevel. Lugte ham? Hvad regnede han hende lige for?... Dumt spørgsmål, men ikke destro mindre tog han fejl, alt hun følte når hun trak luft gennem næsen var en skælven gennem kroppen fra den kolde luft. Nok var hendes kåbe god til at holde ild ude, men for at holde varmen inde var der altså ting der var bedre. Et halstørklæde burde gøre underværker. At han kunne holde varmen uden noget som helst var hende et under.
"Lugte dig? Jeg kan ikke engang lugte hvad du snakker om" På en og samme tid lød hun opgivende, men også som en der ikke var villig til at give op. "Jeg ved ikke hvad magi du har"
Hun trak kåben lidt tættere til kroppen i et forsøg på at holde varmen inde. En rød farve løb fra hendes ene kind, over næsen og ned af den anden og en stikkende irritation gjorde hendes øjne rødlige i kanten.

Grundet en blanding af kulden, irritationen og solen gik der længere tid end hvad normalt var før Illiad indså hvad elveren sagde til hende. Behold hellere den flaske i lommen. Hvad vidste pigen om flasken? Vidste hun hvad det var? Var det hendes? Som hun indså ordene røg hendes blik for første gang rigtigt over på elveren og et undrende blik af røde øjne og kolde kinder.
"Kender du til alkymi?"
Det var det eneste Illiad kunne sige. Et direkte spørgsmål. Vidste elveren at pludselige bevægelser kunne sprænge glasset og frigive en exergon reaktion, der ville sætte ild til luften og sneen omkring hende. Eller vidste hun blot at glasset var farligt. Måske vidste hun endda at essencen stamme fra mental magi og kunne hindre yderligere påvirkning hvis den kom i blodet? Der var mange muligheder, men hvilken der var rigtig vidste Illiad ikke.

Mela kiggede kort på Ray, for han havde tilsyneladende regnet ud at det var hende der havde forsøgt at berolige dem mentalt. Men hun kunne mærke at det ikke havde virket på Illiad, hvilket irriterede hende selv en lille smugle. Havde det ikke været fordi hun kort fange nogle glimt af nogle tanker fra Illiad, havde hun aldrig gættet på hvad hun holdte om i sin lomme. om hun kendte til alkymi? "Tja, lidt har jeg vel lært." sagde hun blot koldt uden at forklare yderligere.

I stedet for at sige mere end nødvendigt, vendte hun sig blot om og ville gå op mod døren igen. *Det var alt for tæt på* tænkte hun kort, mens hun tog nogle skridt. "Tenna' san'" (..senere..) sagde hun blot og kastede det lange sorte hår tilbage idet hun tog endnu et skridt.