Ray sagde ikke rigtig noget mere, han gad ikke rigtig bruge tid på vampyren ikke her på skolen, og de andre elever vil han helst undgå, for normaltvar det ikke disse former for personer han snakkede med, hvis han snakkede med nogen var det lærerne eller nogen af de andre ulve der gik her på skolen.

han kiggede på rævepigen " men ved aldrig med dem, selv ikke altid de selv ved det, men pas på jer selv" sagde han og smilede til hende han kiggede på de andre to og nikkede op med hovedet, inden han gik sin vej.



// out //

Maela gloede, sådan nærmest lidt dumt, på Illiad. Hvorfor begyndte hun nu at snakke om alkymi? Og hvad mente elveren med noget med en flaske? Det eneste Maela vidste om alkymi var, at der blev undervist i det på skolen. Maela havde dog ikke haft nogen timer i det. Hun tvivlede på, at hun ville være særlig egnet til sådan noget.

Hun fornemmede, at der foregik en helt masse omkring hende, hun ikke rigtig kunne opfatte. Hun var trods alt bare selv kommet herud for at nyde snevejret. Under vældet af rødt hår drejede hendes ører sig frem og tilbage. "Vi bor her på skolen, nu. Det er dumt at gøre sig uvenner med alle mulige.." Sagde hun, ikke til nogen bestemt, idet hun så efter Ray-drengen, der var gået sin vej. Elveren så også ud til at være på vej væk.

Illiads opmærksomhed var skubbet væk fra Ray, elverens viden havde overrasket hende, men forståelsen var så småt begyndt at lægge sine rødder i hendes sind. Elveren burde ikke vide noget om hvad hun havde gjort med magien. Der havde været mentale kræfter i spil. Illiad havde været påvirket. Det var ikke utænkeligt at elveren stod bag eller at hun havde fået informationen direkte fra Illiad.
En mental barriere blev konstrueret i vampyrens sind. Hun brød sig ikke om tanken om at andre fandt ind i hendes sind, det var hendes personlige sted. For et øjeblik overvejede hun at drikke essencen, men vidste bedre. Effekten var midlertidig og hun havde brug for at holde sig hærdet mere end blot i dag, så hun kunne lige så godt bide i det sure æble og begynde at tvinge fremmede ud selv. Måske hun bare kunne gøre det svært nok til de opgav? Det var forsøget værd.

Hun lod en hånd glide gennem håret. Som hendes mentale barriere satte sig op og varulve trak væk faldt hun mere til ro. Hun følte hun kunne slappe af, men sammen med denne frihed kom svimmelheden. Hun følte den ramme som en lussing. Svimmelhed, hovedpine og en skælvende kulde blev pludselig meget mere virkelig.
"Jeg... je.." Hun vidste ikke hvad hun prøvede at sige, kun at hun burde komme tilbage i skyggen. "Jeg går ind."
Noget klodset tog hun de første par skridt imod døren inden hun genfandt balancen. Hendes åndedræt var hurtigt. Hun så træt ud. Enhver der så under hætten kunne se hun ikke længere var tilpas.

Mela kiggede ikke engang tilbage på de andre elever. Hun stak hænderne i lommerne og fortsatte mod en dør. Selvom at hun nu havde mødt nogle af der andre elever, så ville hun nu egentlig bare komme videre og mest af alt bare hjem til elverly. Mela gik gennem døren igen.

//OUT//

Maela ville egentlig bare nye snevejret og den friske luft, og hun forstod ikke hvorfor alle havde så pokkers travlt med at komme ind bag Tywing Skolens lukkede døre igen. Det var øjeblikke ude i den fri natur, som Maela nød allermest, men det var nok også især hendes halvdyrsgener, der gjorde dette.
Vampyren så ikke specielt tilpas ud. Maela kastede et længselsfuldt blik ned mod søen, hvor en flok af de meget unge elever legede med sne ved vandkanten. Snebolde var allerede begyndt at flyve gennem luften.

"Er du okay?" halvråbte hun alligevel efter Illiad og tog et enkelt skridt fremad. Hun så virkelig ikke ud til at have det super godt. Maela vidste ikke så meget om vampyrer, men der var vidst noget med dagslyset. Eller måske var Illiad bare ikke så glad for kulden..
Hun skævede kort efter elveren, som forsvandt uden at sige et ord, og hun rynkede let på næsen. Hun havde ikke virket specielt høflig, hende elveren.

I periferien af hendes synfelt så hun elvveren trække tilbage i bygningen, men hun lod ikke barrieren falde. Hun måtte holde den oppe. Fra nu af og til... Ja måske altid? Tanken gjorde hende ikke synderlig tryg og resten af hendes krop virkede heller ikke synderlig glad for den manglende hvile.
Halvdyrets stemme bragte hende dog til et stop. Hendes krop rystede af kulden.
"Jeg tror bare jeg skal have lidt at drikke, så er det nok fint"
Hun prøvede at sende et smil, men det lignede mere en grimasse, som hun indså hvordan hendes ord måtte lyde. 'vampyren' skal bare have noget at drikke. Gud det fik hende til at lyde som en blodsugende igle! Hvad bildte den plaprende halvnøgne undskyldning sig for en fyr sig dog ind?
"Vand.. Måske kakao.. Helst noget varmt" Det kom ud mere mumlende end planlagt.
Hun havde lagt armene omkring sig selv for at holde varmen en smule, men den var allerede drevet igennem huden på hende. Hendes krop regulerede sig selv dårligt, hun vidste det. Det var endnu en bivirkning.
"Jeg glæder mig til.. sommer." Hendes blik flakkede mellem snefnugene som hun vendte sig mod døren igen.
"Og jordbær... Specielt jordbær." Det sidste var uforståeligt, men hendes arm greb om døren og skubbede den op inden hun decideret vaklede indenfor. Hun var dog usikker på om det var den rigtige dør og hvor hun var på vej hen. Hendes sanser syntes ikke længere at tilhøre hende selv, men så længe hun fandt noget varmt og noget skygge, burde det nok hjælpe.

Maelas blik fulgte Illiad, som hun kulderystende gik fremad. Hun vidste ikke rigtig hvad vampyrer spiste og drak .. spiste de overhovedet noget? Drak Illiad blod? Spørgsmålene hang i Maelas baghoved, men hun holdt igen, da pigen så ud til at have det oprigtigt skidt.
"Jeg tror, at der er varm kakao i spisesalen." Råbte hun efter Illiad, som var nået hen til døren. Maela selv havde endnu ikke lyst til at vende tilbage bag skolens tykke mure. Hun foretrak faktisk at tilbringe så meget tid uden for som muligt. Det snedækkede landskab omkring skolen så utroligt lokkende ud.

"Jeg glæder mig også til sommer." Lød det lidt spagt fra hende, idet Illiad vaklede indenfor. Hun kunne især mærke kulden på sine hænder, men det forhindrede hende ikke i at nyde det friske vejr. Her ville blive vidunderligt, når plænerne igen blev grønne og træernes blade sprang ud.
Med et lidt undrende blik efter vampyren vendte hun selv om og menneskeskikkelsen gled af hende, idet hun forvandlede sig til en ræv, der forsvandt i fuld løb ind mellem de nærtstående træer. Hun håbede at Illiad ville finde den varme kakao og blive bedre tilpas. Selv ville hun gå lidt på opdagelse i snevejret.

/out