Ethelihn sad og hang lidt med hovedet og forsøgte at få pusten igen. Der gik ikke så lang tid, før hun følte svimmelheden lette lidt igen. Så hørte hun beklagelser og eder på et sprog, hun efterhånden kunne rimeligt godt. Bandeordene var hun særligt god til, hvilket både skyldtes orkernes generøse brug af dem og så det faktum, at eder på orkisk lå utroligt godt i munden, selv når man ikke var helt på højkant. *
Årh, man skal da også gøre alting selv. Og her troede man, man havde fundet en ork med en hel hjerne.... eller halvork,* tænkte generalen utålmodigt og hævede øjenbrynene efter, at der var gået et lille lys op for hende:
"
Halv ork, halv hjerne, giver da god mening." Teknisk set plejede hun at kalde fuldblodsorker for halvhjerner, som de også gjorde sig fortjent til, hvilket egentlig gjorde Asha til trekvarthjerne. Ethelihn havde godt en fornemmelse af, der var noget galt der, men tal havde aldrig været hendes stærke side. Hun havde endog mistet tællingen på alle de ar hun efterhånden havde pådraget sig, men realistisk set var der vel sagtens ingen, der kunne have styr på dem længere. *
Under alle omstændigheder har vi heller ikke de orker for deres blændende intelli-... enti- for deres hoveder.* Denne tankerække havde hun, mens hun rejste sig og gik direkte mod spisekammeret for at finde tønderne. Eller hun var i hvert fald temmeligt sikker på, hun gik lige.
Ethelihn dukkede ind ad døren og trådte ned over karmen, uden at virke alt for beruset. "
Har vi ikke nogle fakler hernede?"
"Sometimes darkness can show you the light."
—The Light af Disturbed
"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!"
—Ridder Asha Drakkari
Krystallandet
