Efter år uden at vide hvor James skulle lede og ikke skulle lede var hans søster dom sunket i jorden igen. Han havde ingen ide om hvor hun var og hvorfor hun var forsvundet igen. Det havde taget hårdt på dem begge at møde hinanden efter flere år, men at det havde taget så hårdt på hende, det havde han aldrig forstillet sig. Han håbede inderligt at hun var helt ok, dog kunne han ikke sige det. Han ville helst gerne have sagt til hende hvor meget hun betød for ham. Men det vidste hun vel, gjorde hun ikke? Det var svært at sige. Det største spørgsmål han havde var hvorfor hun bare sådan var gået. Han kunne stadig huske dagen de mødtes i skoven, gik mod hinanden om stående og snakke med Joselyn og hende snakke med.. Ja han anede faktisk ikke hvem det var. En ting var sikkert han kunne se personen eller spøgelset var det jo. Efter den dag havde de snakket så godt sammen og PUFF så var hun væk lige så hurtigt som han havde fundet hende. I de mange år der var gået havde han taget afstand til Joselyn, men ikke kun hende faktisk alle spøgelser. Han havde endelig efter længere tid taget kontakt til Joselyn igen. Den eneste der rent faktisk forstod ham. Den eneste han snakkede med. Ud af alle de folk han havde mødt på sin vej var der ikke nogen som forstod ham. Eller jo der var faktisk en, hvad var det nu hun hed?? Aishe? Ja Aishe! Det var det hun hed. Sigøjner pigen, eller pige og pige.. Det var hun jo ikke mere, hun ville jo være en ung dame ikke? Han anede ikke engang hvornår han sidst havde set hende. Egentlig anede han slet ikke hvad der skete rundt omkring ham mere. 

Hans blik gik bevægede sig op imod horrisonten og lagde mærke til hvordan solen var på vej ned, bakkerne der lå mørke hen pga skyggerne. Han anede ikke engang hvor han var henne af. Han havde haft skyklapper på og var egentlig bare gået så langt han kunne. Havde han set nogen sø eller skove det sidste lange stykke tid? Han havde ingen ide. Måske skulle han bare... Ja han anede det ikke. Han kunne jo lige så godt fortsætte nu hvor han var kommet så langt. Han bevægede sig ned af bakken han stod op og snublede over en sten så han trillede ned af den. Han blev slået ud som et lys da han slog hovedet ned i en træstub da han endelig var færdig med at falde.

Efter flere timer vågnede han op godt ør i hovedet og lod blikket bevæge sig rundt. Solen var for længst gået ned, det eneste han kunne mærke var den rene kulde. Han satte sig op og kiggede rundt. Han skulle have tændt et bål på den ene eller den anden måde. Han rejste sig op og blev hurtigt svimmel efter slaget. Efter godt og vel en times tid fik han endelig samlet grene og tændt et lille bål. Hans lille rejsetaske havde han også fået samlet op. Han kiggede i den og roede lidt i den. Alt var der stadig. Han fik hevet lidt tørret kød op og tykkede i det. Bvadr! Hvor det smagte! Men noget skulle han jo spise. "Du skal ikke blive her. Der er varulve" lød en stemme ved siden af ham. "Ja ja Jocelyn, og jeg er vampyr. Som om nogle af tingene findes." lød det fra ham mellem alt tykningen.

Dagen var forløbet ganske som den plejede. På nær der var noget. En eller anden fremmed lugt, der dog holdte sig så langt i baggrunden at den ikke havde medbragt stor interesse for varulvelederen, som havde haft travlt med sine normale gøremål. Desuden var ingen af patruljerne kommet tilbage med uventet nyt ej heller fremmede i området, så hvor galt kunne det gå.

Alligevel begyndte den irriterende sitren at overtage Miranda i løbet af aftenen, som de mørke efterhånden overtog himlen og den kolde vind blæste over bakketoppene. Denne tilstand overlod Mirandas sanser og især lugtesans at træde i karakter. Derfor begyndte hun også at strejfe. Ned og rundt til lugten blev stærkere og afslørede at dette med stor sandsynlighed var af en menneskelig race, men i hvert fald ikke varulv. Kunne landsbyen havde sent jægere ud igen? som lå på lur i natten og blot ventede på et svagt øjeblik?
En knurren gik igennem hende ved den blotte tanke. For hvem end det var, håbede hun for hans bedste at han ikke var jæger.

Miranda sad i ly, på hug bag et mindre krat af buske og krydderplanter, som skjulte hendes fært, skulle han være i stand til at lugte hende. Et øjenbryn skød dog i vejret ved hans udtalelse. Faktisk fik det hende til at kigge forvirret rundt, ledende efter skikkelsen han tilsyneladende talte med.

Smerten i baghovedet var der stadig, og han lod en hånd finde frem til baghovedet. Han mærkede noget varmt, men var ikke sikker på hvad det var. Bålets skær lyste det meste op og han fik hånden frem til lyset, ganske rigtigt der var blod. "Fantastisk" mumlede han lidt for sig selv og lod blikket bevæge sig ind i bålets skær. "De er her jeg ved det bare! kom der en stemme til ham igen. Han vendte øjne og kiggede hen i retningen af stemmen hvor andre folk ikke ville kunne se nogen. "Ja ja så siger vi det, og jeg har en levende familie.. Stop dig selv Jocelyn" kom det fra ham og rev et stykke af sin trøje i stykker. Stykket placerede han op i baghovedet. Det skulle forhåbentligt stoppe blødningen eller det håbede han da at det ville. Han lod blikket rette ind i bålet og fik helt blanke øjne. Han stirrede bare, og prøvede at tænke på ingen ting, lige meget hvad, men han tvivllede stærkt. 

Han lagde sig ned med hovedet op af den selv samme træstub han havde slået hovedet ind i. Han tog en dyb vejrtækning og kiggede op imod stjernerne. Tænk at han kunne have gjort dette med sin søster.. Sin søster...

Miranda var virkelig ikke helt sikker på hvad manden havde gang i, andet end han på et eller andet tidspunkt måtte være kommet til skade. Den metaliske og kødeligt lugt af blod havde i hvert fald blandet sig med hans fært, samtidigmed at han tydeligt afslørede at han var ved at pakke sig ind i noget hjemmelavet bandage. Det var i hvert fald hvad hun kunne se derfra.

Så lydløst som muligt forsøgte hun at kravle ud af krattet, selvom det helt naturligt gav en puslen fra sig. En puslen der lige så nemt kunne stamme fra et mindre dyr, var man ikke trænet i at kende forskel.

Herefter var hun gået tættere på og stod nu og stirrede undersøgende og en god del skeptisk på ham fra en god fem til ti meters afstand. "Hvem er du?" forlagte hun at vide. Man kunne høre autoriteten i hendes stemme, og at hun i dette øjeblik endnu ikke havde placeret ham på liste over ven eller fjende.

Lyden af noget pusle fik straks hans hoved til at dreje over imod busken. Nok var der ikke mange der kunne genkende en puslen fra et lille dyr og et større dyr men James kunne, takket være hans audiokinise. Egentlig er han også lige glad med hvilket dyr det var. Han flyttede hovedet hen til bålet igen og fjernede klædet fra baghovedet for at studerede det i lysets skær. En stemme lød og han fjernede ikke hovedet fra bålet. Nok havde stemmen en autorietet men han var faktisk også ligeglad. Et smil bredet sig blot på læben. Hun kunne tydeligt høre hvor stemmen kom fra og hvor langt den var væk, det var ikke svært at gætte.

Han løftede sit ene øjenbryn da han så blodet på klædet, det var en halv stor pøl, måske han skulle sys? Eller også skulle han have noget stramt på hovedet, det måtte han lige tænke over. Der gik et par min inden han svarede hende, som tydeligtvis var en kvinde. "Du spørg om hvem jeg er, måske du skulle genovervej dit spørgsmål, og fortælle hvem du selv er?" kom det roligt fra ham og drejede hovedet kort over imod stemmen og så tilbage til bålet igen. Han var egentlig lige glad hvem hun var, om det så var lysets dronning selv. Hun skulle bare ikke forvente at folk bare ville svare uden at snakke pænt. "Det er en varulv siger jeg dig, løb før det er for sent." James vendte øjne endnu en gang. "Ja ja Jocelyn så siger vi det, egentlig ville jeg mene det bare er en omvandrene tøs som ikke engang aner hvad hun selv laver, og som tror hun ejer det hele." henvendte han sig til det der ikke var der, og der var ingen tvivl om at han snakkede om hende der havde en autoritet i stemmen.

Mirandas mine begyndte at blive utålmodig over at manden lod vente på sig. Man kunne friste sig til at tro at han ikke havde hørt hende, selvom det virkelig ikke var hvad hans udstråling fortalte hende.
Hun rynkede svagt næsen af ham - dårlig vane efter at være omgivet af varulve dag ud og dag ind. Man begyndte at tage nogle af ulvens træk til sig. Hans noget næsvise svar fik ikke trækningen i hendes næse til at blive mindre, og havde det ikke været for hendes viljestyrke, var hun begyndt at knurre. "Du er det ikke mig som kommer brassende ind på dit territorium, vel." svarede hun hårdnakket tilbage og var trodsig overfor at besvare hans spørgsmål før hendes var blevet besvaret.

Denne gang kunne hun ikke holde knurren tilbage "Tøs?!" Miranda havde passeret de 30, selvom hendes elvergen gjorde det lidt beslærligt at se, men hun lignede ikke nogen lille tøs. "Hør her, din sindsforvirrede mand. Jeg aner ikke hvilken overtroisk ting du tror du taler med, men det her er ikke dit domæne. Det er mit, så drop attityden." knurrede hun med armene over kors. Hans sår i hovedet skænkede hun ikke engang en tanke med den opførsel han førte for sig. Først at trænge ind på fremmed territorium for derefter at opføre sig som kongen af Rubinien. Ikke på vilkår om hun havde tænkt sig at køle ned for aggressionen i dette øjeblik.

dEt mindre smil kom frem på hans læber og han vendte blikket hen på hende og så tilbage igen. "Nå ja der kan man da bare se, du må da MEGET undskylde at jeg sådan BRASER ind på DIT territorium. Hvor skulle JEG dog også vide fra at du havde et territorium. Vidste ikke at dette var beboeligt." kom det roligt fra ham og lagde tryk på ordene meget, braser, dit og jeg. Nok mere en provokation at han havde lagt tryk på ordene end noget at. Han tog en bid af det tørre kød og gumlede lidt på det. 
Da han havde gumlet færdig vendte han blikket over imod hende igen og holdte blikket. "Nå ja undskyld, hvis du er en dame.." han klemte øjne lidt sammen for at kigge ordentligt på hende. "Eller er du måske en ældre dame?" kom det roligt og fattet fra ham 

Da hun knurrede løftede han det ene øjenbryn og rystede kort på hovedet. "Et mindre vildyr vil jeg antage." mumlede han mest for sig selv men anede ikke om hun havde hørt det. Han skulle lige til at åbne munden efter hendes modsvar "tøs" men hun kom ham i forkøbet. Han viftede lidt med en finger for at hun skulle se at blive færdig. Da hun endelig var færdig skulle han lige til at sige noget men stoppede sig selv. Et kort øjeblik tænkte han sig lidt om inden han svare. "For det første er du en tøs. Du er hvad...??" han studerede hende lidt, eller så godt han nu kunne. "...20?" kom det roligt fra ham og fortsatte igen. "Sindsforvirret? Er det virkelig det eneste du kan komme på, mange ting har jeg hørt i min levetid, men det der.. Det har jeg ikke hørt før, nå ja en gang skal jo være det samme. Så passer det vidst meget godt til at du er en tøs... Desuden hvad du opfatter som en overtroisk ting, kalder jeg et tallent." han kiggede på hende og vendte blikket ind imod bålet, han havde glemt alt om sit blødende sår i baghovedet, og var egentlig også lige glad et eller andet sted.

Det var en nødvendighed at tage mange dybe indåndingen for at kunne håndtere denne noget flabede tilbagevending der kom. Hun var virkelig ikke god til flabethed, og manden her irriterede hende ud over alle grænser. "Tak for undskyldningen, sætter jeg pris på." svarede hun tørt tilbage, velvidende at det havde været en provokation mere end noget som helst andet han havde sendt imod hende. Det ville være synd at sige at Miranda ikke ønskede at kunne forvandle sig lige nu. Hun var i hvert fald alt andet end glad. Miranda endte til sidst med at himle med øjnene af ham og ligge armene over kors. I det mindste gjorde han ikke skade - andet end at han var ekstrem provokerende at høre på.

Miranda kiggede mistroisk på ham, ved nævnelsen af 20. Faktisk komder et fnys fra hende og en kræftig himlen med øjnene. Hans videre talen fik ikke mistoen til at blive mindre, og der blev løftet et øjenbryn af ham på ny, mens hun stadig var stærkt misfornøjet over hans måde at tale til hende på. "Nej, du er nok blevet kaldt langt værre - jeg foretrækker at holde mig til en civiliseret måde at tale på. Kan fornemme du ikke deler den egenskab" svarede hun spydigt tilbage. "Og sikke et talent. Tale med sig selv i mørket mens man bløder fra baghovedet. Wauw, jeg er imponeret." sarkasme så tydeligt som noget kunne være. Miranda var ikke en skid imponeret over ham. "Dertil, en tøs plejer ikke at være over 30" med mindre hun stod overfor en udødelig som havde rundet de 300 eller derover, for så var hun sgu nok stadig en bette tøs i hans øjne.

James kunne ikke lade vær med at trække bare en lille smule på smilebåndet. Hvis det var sådan hun modtog en undskyldning så måtte hun da ikke være rigtig klog, men så igen hvis hun boede her ude i vildmarken så var hun da heller ikke rigtig klog. Han boede også selv i vildmarken, men det havde han gjort i næsten alle sine år, så hvad havde han og være bange for? Ingen ting hvis det kom fra ham selv. Hendes tale fik ham kun til at trække på smilebåndet hun havde ganske ret. Han ejede ikke meget egenskab når det kom til at føre en samtale. "Det kan jeg rent faktisk godt give dig ret i. Jeg duer ikke til at være særlig civiliseret hvis det er det du hentyder til. Jeg er sær, og det er som sagt ikke første gang jeg har hørt det." Hendes fortsat talene fik ham kun til at trække mere på smilebåndet. "Du skulle bare vide hvordan jeg ikke sidder alene." kom det spydigt fra ham, mere end det burde have gjort, men egentlig havde han ret, og han var faktisk også lidt lige glad med hvad andre mente om ham. De kunne mene hvad de ville, og det var også det man gjorde nu om dage. Han havde altid været alene grundet sit talent, men det gjorde ham ikke noget. Han var vant til det og rørte ham ikke. "Nå ja så man er 30, så er du jo en ung dame, med mindre du ikke er gift selvfølgelig." kom det fra ham og vendte blikket hen imod hende.

Miranda himlede med øjnene af ham, og holdte sine arme over kors under hele samtalen. Hun var utryk ved ham, og brød sig virkelig ikke om at han var så tæt på deres klans hjemsted. Men indtil videre vidste han ikke at de var der. Ej heller at de var så mange, og det behøvede han heller ikke! Han vidste hun var der, og at hun var ret overbeskyttende overfor området, som hun betegnede som sit - nok mere klanens. "Det tror jeg på.." sære, tossede mand. Ja, det kunne man roligt kalde ham.

Miranda løftede øjenbrynet af ham, ved den noget spydige kommentar der kom tilbage fra ham. Han virkede overraskende sensitiv overfor det faktum at han sad og snakkede med den tomme luft. Miranda og en dyb indånding og rømmede sig let. Hold nu kæft, en særlig hun havde fået fat i. "Klart.. Hvis du siger det afvisende og bestemt ikke spor overbevist af hans ord. Overhovedet.
"Over 30." rettede hun ham promte, og stod stadig med armene over kors og så ned på ham. "Og det rager ikke dig" Miranda var neutral i sine træk. Det generede hende ikke at være ugift, men det var der mange andre der syntes at have et problem med. Et problem hun vitterligt ikke forstod!

James kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. "Jeg takker mange gange" kom det roligt fra ham og begyndte at rode i bålet med en pind. Flammerne i bålet blussede lidt op for hver gang han roede rundt i det nederste brænde. Han lod blikket gå over imod hende og sendte hende et smil for derefter at vende sig mod bålet igen. Nu skulle han bare have noget at spise. Gad vide om der var noget at spise her omkring. Han vendte sig lidt rundt og kiggede ud i.. Ja det han faktisk ikke kunne se, måske skulle han lokalisere lidt. Det kunne jo være der var lidt mad her i nærheden. Han lod en hånd gå om til baghovedet blot for at mærke hvordan hans hul havde det, han kunne mærke det varme blod på sine hænder, og nogle enkelte bloddråber løbe ned langs baghovedet og ned imod nakken. Tja det skulle jo nok stoppe før eller senere.

Han åbnede munden lidt og en sonar kom ud af munden på ham. En lyd som kun ulve, hunde og varulve kunne høre, den var højere end normalt, men hans sonar skulle nå længere ud end han normalt gjorde. Der måtte vel være noget at spise et eller andet sted. Han lukkede munden og kiggede hen på hende og så tilbage på bålet. "Nå over 30, så må du være 29" kom det roligt fra ham. En kvinde kunne jo aldrig lide at blive tiltalt som en gammel person. Kunne de? Nu var det jo ikke fordi han var særlig social, og han havde bestemt heller ikke tænkt sig at være så social igen. Det var jo ikke lige frem fordi nogen satte pris på ham, eller satte pris på hvad det var han kunne. Så havde det altid været nemmere bare at være alene, og vandre rundt. "Uha, rager ikke mig. Sikke et sprog. Du kan bestemt ikke være en dag over de 30. Måske du kun var teenager? Det er da i hvert fald sådan de snakker så vidt jeg ved." han vendte blikket over imod hende og holdte blikket fat på hende.

Miranda forsøgte at ignorere den gennemtrængende lugt der nåede hendes næsebor og fik hende ufrivilligt til udelukkende at trække luften ind gennem næsen. Blod havde altid haft en speciel effekt på hende siden forbandelsen havde ramt hende. At manden blødte gjorde hende ikke ligefrem bekymret på hans vejne. Han virkede for hende ikke til at være bekymringen værd. Faktisk ville det være super hvis han valgte at forbløde et helt andet sted end lige her, men så heldig var hun næppe. Hverken at han gik eller såret var stort nok til at han forblødte. Miranda fik en trækning i mundvigen som en knurren og antræk i øjnene ved en høj lyd der piftede ind i hendes øre. Havde hun haft ulveøre havde de langt sig irriteret ned i aggression over lyden hun egentlig ikke brød sig synderligt om. Hvor den præcist kom fra var af den mere ukendte og hun kløede sig irritabelt nær hendes øre for at få den høje tone til at forstumme sig.
Miranda knurrede igen over hans kommentar og blev mere anstrængt i hendes kropsholdning som blodet hun kunne lugte vækkede det mere dyriske instinkt hun ligenu forsøgte at undertrygge.
”Mit sprog kunne også ganske simpelt stamme af, at jeg er fuldstændig ligeglad med ediketter og fissefornemme talesprog?” knurrede hun i et vredt toneleje. Irritationsmomentet var ved at skifte sig til vrede over at han blev ved med at være så ufattelig øretæveindbydende.

/inaktiv