" 3..2..5.... hmm.. Sådan, Lige nok! " sagde han med et kæmpe smil om læberne i det han placerede en stak mønter i hånden på en venlig sælger i en af de mange boder her på markedspladsen. Der var gang i den på pladsen, alle handlede nogen mere end andre. Det var tydeligt for en vær hvilke boder der populære, folk flokkes omkring de spændende sager, mens andre sælgere måtte hæve stemmen for at gøre opmærksomme på sig selv og dagens tilbud. Neo det lille halvdyr havde dog valgt at en bod, en bager bod - med friskbagt brød lige var hvad han havde brug for. Og det var der han havde lyst til at spændere dagens tjente penge. Det var ikke ofte at han rent faktisk havde råd til at handle på markedet, eller bare handle i det hele taget. Pengene var små. Normalt ville han havde snuppet det uden at blive set eller skaffet mad på anden vis i skoven eller andre steder. Så dette brød var en sjældenhed.
Han rakte hænderne frem og tog imod brødet. Stadig lunt. Han førte brødet op til næsen og duftede til den dejlige duft. Han skyndte sig så efterfølgende lidt væk fra mængden af folk der samlede sig ved bageren og boderne omkring. Jorden var stadig våd efter morgenstundens regnvejr, det havde dog ingen betydning for Neo som sædvanligvis rendte rundt på bare tæer. Det værste var sne, det var koldt om fødderne men snasket og mudret underlag gjorde ham ikke spor, tvært imod så elskede han følelsen af den bløde jord. Vejret var blevet bedre, ikke at solen skinnede fra en skyfri himmel men den tittede da frem af og til og gjorde opmærksom på sin tilstede værelse.

Nu kunne han ikke holde ventetiden ud længere. Han synes desuden også at stedet han havde fundet var perfekt til at spise. Han slog sig ned på jorden op af en pæl på en tør plet, væk fra de mest befolkede områder. Her kunne han i ro og fred spise sit brød. Så det var hvad han gjorde. Han satte tænderne i brødet og vred hovedet til siden der fik brødet til at revne og fik et tiltfreds suk til at lyde fra Neo. Lige hvad han trængte til. " mm, mmm, mmmmh... " mumlede han så for sig selv efter at havde gumlet den første halv enorme bid i sig og lod blikket fra de lyse øjne skøjte omkring på folk der vandrede forbi. Han rynkede kort næsen over en dame der vredt forlod en stand mens hun skældte ud på et sprog der ikke klikkede hans egen, så ordene forstod han ikke.

Det var længe siden han sidst havde været her, her i den centrale del af byen. Faktisk i det hele taget rigtig længe siden han sidst havde taget turen ned til byen. Dog var han ikke skuffet, han kunne mærke at han trængte til at være her, måske bare for nogen dage. Fornemmelsen af ikke at være den eneste, ikke rende rundt alene hele tiden gav at man igen kunne mærke at man faktisk var i live. Ikke fordi han troede han var død, men livet i bjergene kunne være ensomt og stille. Det skete man stødte på folk deroppe men det var slet ikke noget der skete ofte.
Det gav et sæt i Neo da et ordenligt brag pludselig lød fra boden kvinden fra før havde forladt og der stod pludselig kæmpe mæssige flammer op fra stedet. Mange skyndte sig væk mens andre hurtigt forsøgte at gøre hvad de kunne for at hjælpe. Neo sad meget stille et kort øjeblik før han hurtigt kom på benene og smuttede i en modsat retning af ilden med et godt tag om sit brød, det ville han ikke miste. Han ville dog heller ikke være en del af det postyr som hurtigt udviklede sig omkring flammerne, som kun bredte sig yderligere til sine omgivelser. Han kunne bag sig høre folk råbe på vand, et barn der græd og sure anstrengte stemmer der intet overblik synes at kunne få. Neo håbede bare for sig selv at de ville få styr på ilden uden hans hjælp. Røgen og dermed stanken fra ilden havde allerede bredt sig bredt.

Kalitresh var som sædvanlig i færd med at patruljere gaderne iført sin byvagtsuniform. Luften var en anelse kølig, og han havde gemt ansigtet bag hjelmen, der var en del af hans sædvanlige udrustning. Selvom de andre byvagter havde vænnet sig til synet af en havmand, var det ikke helt det samme, for byens indbyggere, og Kalitresh nød den anonymitet, hjelmen gav ham.
Han havde haft meget at lave den seneste tid: byen bugnede - ikke kun af flygtninge fra krigen nordpå, men også alskens rakkerpak og ballademagere, som benyttede enhver lejlighed til at begå ulovligheder. Byvagten var underbemandet, og selvom Kalitresh, når det kom til stykket hold af sit job, havde det ikke været nemt på det seneste.

Heller ikke denne dag, skulle vise sig at forløbe fredeligt. Kalitresh var netop drejet ind på gaden, der førte til markedspladsen, da råben kunne høres længere fremme, hvor et eller andet postyr var brudt ud. Synet af røg bredte sig på himlen, og Kalitresh behøvede ikke tænke længere, for at regne ud, hvad der var på færde.
Ildebrand. Lige hvad der manglede. Som havmand var Kalitresh' naturlige element vandet, og han følte sig ikke særlig tryg i nærheden af ild. Branden så voldsom ud, men han kunne se, at nogle var begyndt at haste til stedet med spande, og han satte farten en anelse op.

Der var dog også mange, der havde travlt med at komme væk fra området, og da Kalitresh fik øje på en behornet mand knugende et brød i armene, stak han en arm ud foran den løbende. "Øjeblik min gode herre.. lad mig lige spørge om noget.. De er på ganske sikker afstand af ilden her." Han skævede kort ud til siden, hvor han så et par andre fra byvagten komme løbende. Forhåbentlig havde det travle halvdyr set noget, der kunne hjælpe dem med at finde ud af, hvordan der pludselig var opstået ild.

Arh, markedspladsen tidligt om morgen var et sted Azia altid elskede at være. Mange folk var stadig morgen sure, men de fleste var glade og i godt humør, folk var bare hvad folk altid var; folk. Azia vidste ikke noget bedre end at gå på pladsen om morgen, efter hun stod op og havde gjort sig klar i sit tøj, luntede hun stille og roligt ned pladsen for at få lidt at spise, det var nemlig ikke lige altid at de havde det bedste morgenmad på bordellet og for det meste havde boderne frisk frugt eller bedre; varmt og nybagt brød.

Som så mange andre før var Azia ikke den eneste som havde fået den tanke at tage på markedet, folk skulle have købt ind til dagen og vejen, andre kom lige som Azia for at få en bid mad og ellers var der lidt musikanter og selvfølgelige .. Byvagterne. Som en små rapser, så var byvagterne ikke Azia bedste venner, hun vidste hvem de var, især Kalitresh, men de var aldrig stødt sammen og endnu ikke blevet taget på fersk gerning, og det havde hun heller ikke planer om at gøre. Hun havde dog ikke brug for at ty til tyverier, da hun havde lidt penge på lommen fra nattens arbejde. Det havde ikke været den værste nat og de få kunder hun havde haft, havde været rige og søde mod hende. Men hvad skulle hun bruge sine penge på denne morgen? Frugt, brød eller måske et varmt måltid? Alkohol var måske lige for tidligt nok, grinte hun til sig selv og besluttede sig for at gå lidt rundt omkring boderne for at finde ud af hvad der blev serveret de forskellige steder, tanken om en varm ret var faktisk ikke så dum, så nu var det bare lige med at finde en bod som havde et spændende udvalg og en god ret.

Hun luskede stille over til en af boderne hvor hun fra lidt afstand kunne se en stor gryde stå og simre og røgen ryge op ad gryden og kokken stod og skar en masse grønsager som han smed ned i gryden. ”Godmorgen, min gode mand” [/b]sagde hun smilende og kiggede på kokken og ned i gryden bagefter. Han kom med et lunkent godmorgen og var vidst ikke i så glad for stå så tidligt og lave mad, men sådan var det nogen gange og så måtte man bare komme videre, Azia selv var nærmest altid glad for diverse situationer og var ikke sådan til at slå ud af humøret. Hun prøvede ihærdigt at få lidt humør i manden og rettede godt på sin nedringede trøje; ”Ville det være muligt at prøve din noget så spændende ret du har stående der i gryden?” Hun små grinte og kiggede stadig på manden for at få hans attention væk fra hans gulerødder som han i øjeblikket var ved at skære i stykker. Endelig kiggede han op og smilte ved synet af Azia, hun så godt ud som altid og lidt nedringet tøj kunne altid hjælpe på de halv sure mænd. ”Ja, så gerne” sagde han nu med en ved venlig stemme ”Det er en god ret, med en masse grøntsager og krydderier og mørt kød” sagde han, rørte rundt i gryden og forsatte ”Og fordi det er dig så skal en stor skål fuld ikke koste ret meget, og du får selvfølgelig et stykke varmt brød med i købet”. Azia var tilfreds med købet og luskede væk fra boden for at tage plads over på sten muren hvor der allerede sad en ung fyr, hun skød på hendes egen alder, men hun kendte ham ikke. Hun fik sat sig godt til rette og tog et par gode skefulde af den gode og fyldige ret og nød den til fulde.

Det tog Azias opmærksomhed da branden i en af nabo boderne, en bager så det ud til, brød ud i brand og panikken bredte sig hurtigt. Men i og med at der var så mange som hjalp den hjælpeløse bager så var der ikke så meget Azia kunne gøre i situationen så hun forblev på sin plads og nød sin mad. Det modsatte kunne man sige om den nye fyr hun havde fået øje på, han så sød ud, men han fik hurtigt travlt og stak af fra ilden, men nok den forkerte vej da han dumpede ind i Kalitresh.

Lige som Neio troede at han var sluppet ud af suppedasen med problemerne omkring ilden og dét at han rent faktisk havde set gerningsmanden, eller i dette tilfælde kvinden bag ulykkerne. Blev han snuppet. Han havde håbet at ville have været usynlig for en kort stund, at inden havde bemærket hans hastige skridt derfra og sin redning at lade som ingenting når han var nok på afstand. Dog var dette ikke tilfældet. Inden han nåede meget langt ud af syne fra hvad han ikke ville være en del af blev han stoppet af en byvagt og hans udtryk gik fra lettet til 'det var pokkers' - Han var blevet set. Han håbede så bare nu ikke at byvagten mistænke ham for at være personen bag. Selv andre kunne have tænkt det samme, men han tænkte også at han nok ikke var den eneste der havde set den mystiske kvinde. Hvis han var rigtig snug kunne han skynde sig at udpege en tilfældig kvinde der kunne have været balledemageren men det ville ikke være specielt meget i hans stil, dog kunne han ikke lade være med at overveje det, så hurtigt smutte derfra selv mens vagten så den anden vej. Men det ville igen bare gøre ham selv endnu mere mistænkelig. Og det var det sidste han ville være.

" Hvor er det bare typisk... " fik han fremmumlet lavt og utydeligt så det forhåbentlig kun kunne høres af sig selv. Men man vidste jo aldrig rigtig med folk her, nogen kunne høre bedre og nogen slet ikke. Han lod blikket falde mod byvagtens maskede ansigt før han rettede sig lidt op, skævede kort mod ilden men lod så igen sit blik lande mod byvagten. " Jeg sværger.. det var ikke mig " fik han så hurtigt sagt med en kort rysten på hovedet. Forhåbentlig overbevisende. Der var ikke meget løgn at finde i hans ansigt men folk kunne jo af den grund stadig tvivle på sandheden. Han kunne have været skyldig, han kunne have virket skyldig, med sit brød i sin arm og det tempo han havde på. Det havde nok ikke været det bedste trak, men sådan kunne han jo nu sagtens være bagklog.

Neio stod et par sekunder og overvejede hvad han skulle sige men valgte så istedet kort at nikke nogen gange til det byvagten havde spurgt ham. Der skulle vel ingen problemer være i at svare på et spørgsmål. Han havde stadig sin plan B gemt hvis det skulle blive nødvendigt. En kvinde sad ikke langt derfra og kunne være en oplagt mulighed, hun så dog venlig ud så det ville også være ledt. Hende havde han bemærket kort før han var blevet standset. Lige nu var hans fokus dog mod byvagten og forsøgte ikke at lade det gå ham på at han faktisk for det meste havde nerverne uden på tøjet når det kom til folk der var højere sat end ham selv, også selvom han ikke havde gjort noget galt - han ville jo bare nyde sit brød i ro og mag. Han kunne byde den noget så høje byvagt på noget brød, det kunne være det ville løsne op. Han lod kort blikket lande på sit brød da tanken strejfede ham men bed sig så kort i læben, det var et dyrebart brød - ville han dele det med en vagt som måske inden længe ville beskylde ham for ildebrand. Han rystede hurtigt tankerne ud af hovedet og endnu engang måtte han rette sig op. Han var ikke blevet beskyldt for noget som helst endnu så måske skulle han tage den med ro og vente og se hvad det var manden ville spørge om. Så kunne han derefter beslutte om han ville dele sit brød eller skynde sig videre.

Der var udbrudt en del kaos på markedspladsen efterhånden. Råb kunne høres i baggrunden, hvor en flok af mennesker var ved at få ilden under kontrol. Kalitresh var glad for at kunne skimte flere byvagtsuniformer blandt folkemængden: det ville forhåbentlig ikke vare længe, før de sidste flammer var slukket.
At sætte ild på et sted med så mange mennesker var imidlertid en alvorlig forbrydelse. Sandsynligvis var halvdyret bare skræmt af flammerne, men Kalitresh bestemte sig for, at han hellere måtte undersøge situationen nærmere.
Væddermanden så ud til at være alt andet end glad for at være blevet stoppet af en byvagt. Kalitresh var ganske vant til, at de af byens beboere, der var glade for at smårapse, ikke brød sig om synet af ham, men for nu, var han opsat på at finde ud af, hvad der var sket.

"Jeg siger skam heller ikke, at det var Dem." Kalitresh sørgede for at holde et høfligt tonefald: der var ingen grund til at skræmme manden yderligere, og lige nu var der heller ikke grund til at skrue bissen på. Han tvivlede på, at halvdyret havde sat ild til noget, men forhåbentlig havde han set forbryderen. "De så bare ud til at have meget .. travlt .. og jeg tænkte, om De måske havde set noget?"
Han gjorde et kort nik med hovedet i retning af det sted på markedspladsen, hvor en let røgsøjle steg op. Forhåbentlig ville de være i stand til at få sat gerningsmanden bag lås og slå - der var kriminelle nok på fri fod. Som hans blik gled over folkemængden fik han øje på den mørkhårede kvinde, der sad i nærheden, og han rynkede brynene let, ganske sikker på, at han havde set hende et sted i byen før.

Det var tydligt at se hvordan folk panikkede rundt for at få branden slukket, men dette var ved at være overstået og det værste havde lagt sig igen. Nu stod bageren så tilbage med en ødelagt bod og han havde nok heller ikke mange muligheder for at få skaderne repereret, så han kunne vende tilbage til sit salg foreløbig. Hvis dette var en påsat brand så var det selvfølgelig alvorligt, det kunne også være bageren selv som havde kludret i det, det eneste var Azia vidste var at hun kun lige var kommet og havde brugt det meste af sin tid på markedet for at finde noget mad – dette havde tydeligt været et stort problem, men nu var hun dog kommet igennem sin supperet. Det var ikke sidste gang.
Dette var dog meget mystisk hvordan den unge fyr var smuttet før, men selvfølgelig hvis man ikke har lyst til at blive et sted hvor der sker en masse så skal man selvfølgelig ikke blive, nu var han så midlertidigt rendt ind i Kalitresh, hvilket sådan set ikke havde nogen betydning med mindre at byvagten fandt det mistænksomt.
Azia lagde mærke til hvordan den unge fyr, havde plantet sine øjne på hende, dette var der selvfølgelig heller intet galt i, hun var jo en pæn og charmerende pige, det vidste hun da godt, men der kunne også ligge noget lusket bag handlingen, hvis han nu ville prøve at finde på en person at skylde skylden på hvis Kalitresh skulle være udspørgende, så han kunne smutte videre og glemme denne situation.

Azia rejste sig fra gavlen og kig hen mod fyren og byvagten som stod og snakkede om situationen, hvad hun sådan helt ville var ikke hel gennemskuet; skulle hun blande sig? Hun vidste både at det ikke var hende selv, men hun vidste også at det ikke var ham fordi at hun havde haft øjnene på ham, efter hun først havde set ham. Hun gik langsomt forbi dem, om bag Kalitresh og stod lidt bag dem, men ikke langt nok væk til ikke at kunne få øjn kontakt med den unge fyr og sende ham et spørgende ansigtsudtryk med hendes eller så charmerende ansigt. Hun håbede at han ikke ville skylde skylden på ham, hvis det var det han havde planlagt, hun havde ikke lyst til at snakke med byvagten, selvom hun intet havde på sig, han skulle bare fortælle sandheden, hvad han så.

Det var helt igennem tydeligt på Neio at se at han blev lettet da byvagten sagde hvad han sagde, så det var ikke derfor han var blevet stoppet - han var ikke mistænkt. Det var dog ikke fordi at hans nervøsitet omkring at stå overfor en vagt forsvandt, det kunne jo sagtens være der var en masse andet galt og han skulle jo passe på ikke at sige noget alt for dumt eller forkert. Så det bedste træk ville igen måske heller ikke være at beskylde en tilfældig, det kunne jo uden videre være en forfærdelig tilfældig som ville tage hævn før eller senere.

Han lod kort sine fingre tænktsomt strejfe sit ene horn før han lod blikket falde på sit brød, men så tilbage på vagten - få sekunder før han så bemærkede kvinden som før havde siddet lidt væk op af muren nu stod bag vagten med blikket rettet mod ham. Han lagde kort hovedet på skrå og skævede fra den ene til den anden nogle sekunder før han så endnu engang rettede sig op og lod et lille smil glide over sine læber. Men det falmede igen meget kort tid efter og han kløede sig i håret med hånden han ikke holdt om sit brød med. Han anede ikke hvad kvinden bag vagten mente, men det virkede ikke til at hun ville have skylden - hvilket han godt kunne forstå, det var der nok ikke nogen som havde lyst til så han måtte hurtigt finde en måde at formulere sig på så den rene sandhed faktisk kunne lyde sand.
" Lige pludselig... " Han holdt en kort pause og tænkte sig om. " Helt ud i det blå sagde det boom, men der var en før - en dame.. " sagde han så mens han nikkede og rettede blikket mod vagten. " Men hvis jeg skal være helt ærlig husker jeg ikke hvordan hun så ud " tilføjede han så hurtigt med en rysten på hovedet. Kvinden der havde været der tidligere havde godt nok virket lidt lusket men det havde ikke fået ham til at nærstudere hende til detalje.

Helt oprigtigt forsøgte han at kunne huske hvordan hun havde set ud, hvilke tøj hun havde haft på men han endte bare med at ryste på hovedet og rette et lidt undskyldende blik mod vagten. " Desværre, jeg kan ikke fortælle dem noget som jeg ikke kan huske " sagde han så. Det ville være ærgeligt at få andre på nakken ved at lyve, desuden ville vagten tydeligt kunne se på ham hvis han løj - det var nemlig ikke ligefrem noget af det han var bedst til. At være dårlig til at fortælle sandheden men også til at lyve, det var en rigtig dårlig kombination. Forhåbentlig ville vagten tro ham og kvinden ville ikke være vred over at have fået skylden. Så burde det hele jo være godt.

Væddermanden virkede tydeligvis nervøs over at være blevet stoppet, og Kalitresh kunne ikke helt gennemskue, om nervøsiteten skyldtes, at han stod over for en byvagt, eller om han virkelig tilbageholdt noget. En let rynke viste sig mellem de tynde bryn bag hjelmen.
Som han undskyldte sig, kunne Kalitresh dog ikke helt undgå at bemærke hans blikke i retning af kvinden, der havde rejst sig. Hun var kommet tæt på dem nu, opdagede han, idet han skævede over skulderen, hvor hun stod inden for hørevidde. Et øjeblik kiggede han frem og tilbage mellem væddermanden og kvinden.

"En dame? Og det var ikke denne unge dame?" Han nikkede mod den nysgerrige kvinde bag sig, ikke at han forventede det: man skulle være lige lovlig fræk, hvis man først satte ild til markedspladsen og derefter kom spankulerende i retning af en byvagt.
Hun så heller ikke ligefrem ud til at føle sig skyldig - men det betød på ingen måde, at hun ikke havde gjort noget. Kalitresh havde mødt nok forbrydere her i Hovedstaden til at vide, at de fleste ikke betænkte sig, før de begik ulovligheder.

Det kunne til gengæld blive noget af en udfordring at finde den skyldige. Et lille suk kunne anes fra Kalitresh, da han tænkte på al det arbejde, det ville være at afhøre folk her på markedspladsen. De kunne naturligvis også håbe på, at et eller andet vidne ville komme til hjælp, men det var langt fra sikkert .. for nu havde han tænkt sig at holde vædderen og den unge dame tilbage, ind til han var sikker på, at de ikke vidste noget.

Azia befandt sig, efter hendes egen mening, i en lidt akavet situation, hendes lidt mærkelige opførsel havde nu bragt hende i den situation at hun nok var en del af deres samtale, hun stod dog så langt fra dem at hun ikke kunne hører hvad de snakkede om, men sådan som væddermanden havde kigget på hende så var det jo nemt for Kalitresh at opdage at hun stod der og efter som at væddermanden nok havde fortalt byvagten sandheden, så var det nok et naturligt spørgsmål at spørge ham om, om et var Azia som var personen som stod bag, han kiggede hvert fald over på hende og situationen blev altså noget akavet for Azia, for hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle gøre. Hun plejede at være så selvsikker og kunne charmere og klare de fleste opgaver og situationer på bedst mulig måde, stod nu og var uklar over hvad hun skulle gøre.

Hun havde jo aldrig haft kontakt med byvagterne, det var altid hendes venner eller veninder som for det meste endte med at blive stoppet af dem og Azia selv slap, fordi at hun var god til det hun gjorde og kunne finde på måder at snørre sig fri på, men åbenbart ikke denne gang. Det sgu da noget rod jeg har rodet mig ud i, tænkte hun for sig selv, men noget måtte hun jo gøre. ”Kalitresh!” det var meget normalt for byen hjemløse og små tyveknægte at vide hvad de forskellige byvagter hed, de var jo kendte, for man ville jo ikke i fedtefadet. ”Jeg tror ikke at De kender mig, men jeg ville bare forsikre dem om at dette ikke var noget jeg stod bag, hvorfor skulle jeg dog gøre sådan noget? Jeg har nok bare været her på et forkert tidspunkt, men jeg kom egentligt i morges for at få et godt morgen måltid efter en nat med lidt hårdt arbejde” Hun smilte sikkert, her var der ikke brug for charmen, måske over for væddermanden, det burde ikke være svært, men ikke overfor byvagten, der var det hendes selvsikkerhed som skulle bruges.

”Og lige for at slå det fast, så var det ikke vores unge ven her, hvad hedder du?. Han sad og nød et lækkert stykke brød ikke så langt fra hvor jeg sad” Hun smilede sødt over til væddermanden.

Den første reaktion der sprang ind i Neio var en hurtig rysten på hovedet. " Overhovedet ikke nej.. hun er der bare.. tilfældigt, ligesom alt andet.. " fik han så fremmumlet og skar kort en grimasse, efter endnu et kort blik mod kvinden. Det var da en irriterende situation at være i. Han ville egentlig bare gerne videre og spise resten af sit brød i fred og ro. Men det var ikke det det virkede til at hans tid skulle gå med lige pt.

Det gav kort et sæt i ham da kvinden pludselig var meget tættere på og bød ind med at sige noget. Hvilket egentlig også lettede en smule for Neio. Han kunne kort ikke helt lade være med at smile af hvad hun sagde og gav sig til at nippe lidt til sit brød. Selvfølgelig havde han ikke planer om bare at smutte, det ville være uhøfligt og det var han ikke. Men hvad han havde tænkt sig var at lytte lidt på hvad kvinden havde at sige og måske på den måde være en smule mere passiv, hans nerver var ikke til sådan selskab. En byvagt og en yderst flot kvinde. Han rynkede kort panden af sine tanker og trådte et par skridt til den ene side før han rettede opmærksomheden mod byvagten for måske at spore hans reaktion på hvad kvinden havde sagt. Imellem tiden gik det op for ham at Kalitresh nok må have været vagtens navn - det var hvert fald det kvinden havde sagt for få øjeblikke siden.
Han nikkede nogen gange til det der blev sagt, det måtte være sandt - han var ikke selv skyldig og det samme var kvinden. Han bed sig kort i læben for ikke at afbryde med snak der ingenting havde med problemet at gøre, det ville nok ikke være så smart at spørge ind til hendes mad midt i det hele. Det var en alvorlig sag, nogen havde lavet ildebrand og han var selv for glemsom til at kunne hjælpe med det, det var ikke smart. Inderst inde håbede han på at være fri inden længe.
" Neio.. " sagde han kort med et lille smil om læben da hun spurgte hvad han hed men rettede så sin opmærksomhed mod Kalitresh " Jeg tror den skyldige bliver riimelig besværlig at finde her " han rynkede kort næsen lidt. Her var stadig mange mennesker, på trods af at ilden var slukket og folk var faldet til ro var der stadig en smule koas rundt omkring, flere folk skulle fiske deres boder og andre have vasket stanken af røg af sig. Kvinden der stod bag var sikkert nået langt allerede. " en nål i en høstak " Tilføjede han kort. Sådan var det nemlig, medmindre der kunne findes en som havde set mere end Neio og kvinden her.

Kalitresh kunne efterhånden godt høre, at det på ingen måde lod til at være den skyldige, han havde fået fat i: hverken kvinden eller væddermanden lod til at have sat ild til noget, og sandsynligheden for, at han lige havde været der i rette øjeblik til at snuppe den skyldige, var nok også forsvindende lille.
Han kiggede på kvinden, der nu var kommet hen til dem ud af hjelmens øjenslisker: for ham var det heller ikke uvant, at folk kunne hans navn. Han var trods alt en af de byvagter, der skilte sig mest ud, da han var havmand. Han selv kunne dog ikke gengælde høfligheden: for det første var han ikke særlig god til menneskenavne, for det andet var det kun dem, der jævnligt besøgte arresten, byvagterne lærte navnene på.

"Beklager min mistænksomhed .. frøken?" Han så spørgende på hende, idet han fjernede hjelmen fra sit ansigt. Det virkede en anelse uhøfligt at stå og snakke med folk uden at de kunne se hans ansigt, så nu tillod han sollyset at glimte i hans skællede hud, som han så fra den ene til den anden.
Neio, som den anden åbenbart hed, havde desværre ret: at lede efter forbryderen her på markedspladsen ville ganske afgjort være som at finde en nål i en høstak. Hans eneste håb var, at nogen rent faktisk havde set noget. "Jeg går heller ikke ud fra, at Damen så noget til forbryderen?" spurgte han - igen henvendt til den nu sødt smilende kvinde. Hun tog hele situationen lige lovlig roligt, efter hans mening, men i det mindste var det bedre end at snakke med folk, der var i en tilstand af panik.
Røgen på himlen var efterhånden ved at drive væk, og selvom der stadig var en del uro, glædede han sig over, at ilden så ud til at være blevet bekæmpet uden hans hjælp.

Dette mysteri lod ikke til at få den ende, som den skulle have. Azia havde jo intet set i og med at hun var kommet lidt for sent og var egentligt mere interesseret i hendes mad og havde så først opdaget ilden da den var lille og hun allerede havde sat sig på den lille mur og i sådan en situation var der ikke meget for hende at gøre, dette var mændenes tid til at shine og da det skete var der allerede så mange omkring boden at Azia egentligt bare ville gå i vejen og gøre det hele lidt mere værre, nej så hellere tage det roligt og bevare overblikket, men hun havde desværre ikke set noget.

Azia vendte blikket over til Neio, som væddermanden havde løftet sløret for, at være hans navn, det var rart at kunne sætte navne på, det var hun sikker på at hun ikke ville glemme, selvom hun ikke altid var den bedste til navne. ”Hej Neio” fik hun sagt og smilte til ham, hvor efter hun forsatte, ”Jeg er Azia”.

Hun vendte sig nu om mod Kalitresh som også havde noget på hjerte. Han beklagede første hans mistænksomhed, men Azia kunne dog godt forstå at han havde været lidt mistænksom, det er sådanne byvagter jo nu og da, så det var der intet i, men da han spurgte om hun havde set gerningsmanden, så måtte hun desværre skuffe ham og komme med et skuffende svar, ”Frøken.. Dame.. Du kan bare kalde mig Azia" Hun grinte lidt, inden hun besvarede hans sprøgsmål "Nej desværre ikke” sagde hun og forsatte, ”Desværre så havde jeg alt for meget mad på hjernen og alle de boder de lokkede, så jeg var nærmest igennem dem alle. Undtagen brød boden, som var den som blev brændt, da min lyst slet ikke var til brød og da jeg så kom over på sten muren så sad Neio, ikke så langt fra mig og så tog han min opmærksomhed, fordi at han virkede som en ny person her omkring – kun fordi at jeg aldrig har set ham, Neio kunne jo have boet her i årevis” Hun smilte til dem begge. Det var noget af en pløre hun fik lukket ud der, så hun valgte at stoppe her også fordi at hun ikke havde mere at sige lige nu.

Neio ærgede sig faktisk en smule over ikke at kunne hjælpe med at give bare en lille smule information om hvem man kunne lede efter, bare et eller andet - at det var en kvinde var et meget bredt område af folk så det var ikke meget hjælp. Han vidste dog samtidig ikke helt om det var en forbrydelse de ville gøre utroligt meget ved eller om branden var branden og gerningsmanden kunne slippe indtil hun ville slå til igen et andet sted, eller om de ville undersøge det nærmere og finde ud af hvem der stod bag. Begge dele var en mulighed og Neio havde desværre ikke evnerne til at gøre det store for at hjælpe.

Neio sendte kort Azia et lille skævt smil da hun præsenterede sig men rettede sig så en smule op og lyttede til hvad hun sagde og hvad Kalitresh sagde. Men rettede så blikket mod ham da han besluttede sig for at give sig selv til kende ved at tage hjelmen af. Fascinerede. En smule betragtende havde Neio blikket mod Kalitresh men besluttede sig så til at skifte mellem at kigge på dem begge for ikke at ende med en uhøflig stirren.
Han lyttede til hvad Azia sagde og kunne ikke helt lade være med at smile, hun var også begejstret for maden. Så dér var han ikke alene. Hvilket fik ham til endnu engang at nippe lidt til sit brød. Det smagte stadig dejligt, og han priste sig lykkelig for at have nået at købe det før brødboden gik op i brand. Hun fik sagt meget, han undrede sig kort over alt det hun kunne samle at sige om ham. Han rodede sig kort i håret men smilte så skævt. " Jeg har vidst boet her, eller.. deroppe et sted meget længe " Sagde han lidt med et smil før han endnu engang nikkede " Men ja, det vil jeg nu også sige, maden virker helt utrolig formidabel. " sagde han så med et kort lille nik men rettede så blikket mod Kalitresh. " er det noget du har haft muligheden for at få en bid af også? det ville være ærgeligt at skulle på forbryderjagt på tom mave " sagde han så og nikkede nogen gange. Faktisk var der næsten ingenting værre end at arbejde på tom mave, man kunne jo ikke tænke helt optimalt. Neio arbejde ikke selv voldsomt meget lige for tiden men når der skulle arbejdes vidste han at det ikke duede uden mad i maven. Især ikke hvis det var hårdt fysisk eller noget hvor man skulle bruge hovedet en anelse mere. Dog beskyldte han nogengange bare sine horn for at sidde for stramt. Så var problemet løst.

Kalitresh kendte godt til ejeren af brødboden, som havde været udsat for branden. Det var trange tider, og han havde sat priserne gevaldigt op på sine varer: måske var det derfor, en eller anden var blevet hidsig og havde sat ild til hele herligheden. En grusom handling, mente Kalitresh, for det resultede jo blot i, at der var endnu mindre mad, og de andre brødsælgere ville sandsynligvis sætte priserne yderligere op.

Det havde taget Kalitresh selv et pænt stykket tid at vænne sig til maden her blandt landboerne. Hans mave havde i allerhøjeste grad gjort oprør de første par gange, han spiste her, og der var stadig mange retter, han ikke vidste, hvad var. Da han i forvejen tilmed kun spiste planteføde, fandt hans byvagtkammerater hans spisevaner højst besynderlige.
Et lille, men venligt, smil gled over havmandens læber, som kan igen kiggede på Neio. Han havde jo egentlig ret, denne spøjse halv-vædder skabning: det var ikke sjovt at arbejde på tom mave, og det virkede efterhånden som et pænt stykke tid siden, at han havde indtaget sin morgenmad i byvagternes hovedkvarter.
"Jeg er endnu ved at vænne mig til maden her i byen." Svarede han. Når han talte, kunne man godt høre en vis accent i hans stemme. Hans blik hvilede et øjeblik igen på Azia: "Det er ærgerligt, at ingen af jer har set noget, men det er der jo desværre ikke så meget at gøre ved. Forhåbentlig melder et eller andet vidne, hvad der er sket, så vi kan få fat i den skyldige."

Azia følte det lidt spøjst over at samtalen nu var drejet sådan over på mad, godt nok var deres samtale startet omkring en mad bod, men dette var ret sjovt. Hun smilede til Neio, ”Har du boet her så længe? Der kan man bare se.” Det var jo en hovedstad og derfor ret svært at kende alle, men eftersom hun hang meget på gader og stræder så kendte hun mange, i hvert fald ansigterne på rigtig mange mennesker, men kun dejligt at møde, og ikke mindst søde mennesker, for det var Neio jo, en sød og pæn ung fyr, ”Men så støder vi jo nok ind hinanden igen på et tidspunkt, det skal vi næsten.” Sagde hun glad og smilende.

Det var faktisk ikke så bekymrende for Azia at kvinden som havde sat ild til boden ikke var at se nogen steder, men alligevel kunne godt følge Kalitresh ærgrelse over at de ikke kunne hjælpe med ret megen viden, men sådan var det jo af og til og der var ikke andet at gøre for Kalitresh at spørge flere til råds, bageren måtte jo have set kvinden, han havde jo selv betjent hende, regnede Azia da med, hun havde ikke set andre i boden efterfølgende end ham. ”Det er ærgerligt at vi ikke kan komme med mere hjælp end det vi kan, Kalitresh. Der er jo ikke andet for at du må ud og spørge andre om de har set noget” Sagde hun opmuntrende.

" Så må du hellere skynde dig, du går glip af mange herligheder " sagde han så med et smil og blikket rettet mod Kalitresh. Sådan at skulle vænne sig til maden var da en process der kunne være pinefuld. Det var ikke noget Neio havde prøvet, han spiste bare og håbede det smagte ham. Men selvfølgelig kunne han godt se at for folk som måske var vandt til noget helt andet, kunne visse ting her være en omvæltning. Dog vidste Neio godt hvad han næsten altid ville vælge frem for andet, brød - hans ultimative favorit spise.
" Sådan.. lidt længe - men lidt over det hele " sagde han så med et halv skævt smil og rodede sig kort i håret med sin frie hånd. Hvis det var fordi Azia undrede sig over at hun så ikke havde set ham før var dét nok grunden. Neio var aldrig det samme sted længe af gangen. Han kom og gik hele tiden fra forskellige steder i området og tit og ofte længere væk end det, for så igen at vende tilbage. " Det kunne hvert fald være en rigtig god idé " sagde han så lige kort med et lille smil om læben. Han havde da slet intet imod at mødes med Azia igen. Tværtimod. Hun virkede som en venlig, rar og flot person.

" Hov! Hun havde ingen sko på og gik i den retning " sagde Neio så pludselig og pegede i retningen han kunne huske kvinden var gået i, da hans hukommelse var kommet en smule tilbage til ham. Ligesom ham selv kom og gik den også. Dog tænkte han at det måske var et lidt sent imput da kvinden ville være over alle bjerge nu hvis det var det hun havde haft i tankerne. " Men ja, der er nok nogen andre som ved mere, eller har set mere " sagde han så lidt og lod kort blikket glide rundt på de folk som var tilbage. Bageren havde fået asistance med at få lidt styr på sin brændte bod - Heldigvis var her mange hjælpsomme folk som ville hjælpe. Andre brokkede sig over stanken. Sådan var alle forskellige. Han rettede så blikket tilbage mod Kalitresh " er det sådan nogen ting der gør det træls at være byvagt eller synes du det er spændende? " spurgte han så lidt. Neio selv ville måske have blandede følelser omkring det. En brandt bod ville måske for ham ikke være så spændende som mange andre ting der kunne ske men det var arbejde. Han kunne forestille sig at vandre rundt og vente på uloveligheder hele dagen kunne være anstrengende og virkelig kræve en hæftig tålmodighed.

Kalitresh spejdede i retningen, hvor Neio pegede. Der var mange mennesker på markedspladsen, og nu hvor panikken havde lagt sig, var der så småt ved at komme gang i handelen igen. Tilmed havde mange brug for en lille forfriskning oven på forskrækkelsen, og der var godt gang i den nærmeste bod med drikkevarer.
Naturligvis var der dog ingen tegn på, at ildpåsætteren stadig var i området - hun var sandsynligvis over alle bjerge.

"Jeg takker, men medmindre I kan fortælle mig, hvem hun var, eller hvor hun hører til, så fanger jeg hende næppe nu." Et svagt smil kunne ses på Kalitresh ansigt, selvom panderynkerne tydede på, at han stadig bekymrede sig over situationen.
"Jeg er ikke byvagt for spændingens skyld." Svarede han ærligt. Det var ikke ualmindeligt, især blandt de yngre byvagter, at man håbede på at kunne opnå hæder ved at fange forbrydede og rode sig ud i drabelige slåskampe. For Kalitresh handlede det dog om andre ting. "Da jeg først kom til fastlandet, blev jeg meget overrasket over hvor kaotisk menneskernes samfund er, og hvor meget lovløshed, der foregår. Jeg håber, at min indsats - hvor lille den end er - kan være med til at bringe lidt mere orden her i byen."
Han rettede let på ærmet på sin uniform og et svagt suk kunne høres. Det var ikke ligefrem en nem opgave, når folk sådan gik og satte ild til markedspladsen.

Azia lagde også mærke til hvordan handlen og de mange mennesker var begyndt at samle sig om boderne igen og nu ville det nok ikke blive nemmere at finde den skyldige.

”Jeg kan desværre ikke fortælle ret meget omkring hende, men man kan jo altid ligge mærke til hvad folk render og siger og smug lytte rundt omkring” Azia var jo inde i den kriminelle verden i Hovedstaden så hun tænkte hun måske kunne opfange lidt, forhåbentligt, det skulle der være en chance for.
Og hun nikkede genkendende til det med al den kriminalitet her i byen, hun var jo selv med til at stå for det og derfor vidste hun godt hvor meget der foregik, men om Neio var klar over det vidste hun slet ikke.

”Ja det må næsten have været et kultur chok, for dig. Ikke at jeg kender til den verden du kommer fra, men ja jeg er enig med dig i at her er meget lovløshed her i byen og jeg er sikker på at din tilstedeværelse nok skal skabe lidt mere tryghed for den normale borger her i byen” Sagde hun smilende til Kalitresh, for hun vidste jo godt at der ikke var nogen af de kriminelle som gad at have noget at gøre med byvagterne, undtagen hende selv, for det var hun jo i godt gang med lige nu.

Hende der stod bag skulle nok dukke op på et eller andet tidspunkt. Hvis man lavede sådan et stunt og ikke blev taget i det, ville man helt sikkert gøre det igen. Det var han næsten sikker på. Dog var der ingen chance for at finde hende på nuværrende tidspunkt. Neio stod kort lidt med et tænktsomt blik mens han lyttede til hvad de sagde men snuppede sig så en bid mere af sit brød.
Han rystede kort på hovedet. Han kunne ikke fortælle mere end han allerede havde gjort og det var jo ikke ligefrem meget så tilbage til hvor de startede. Så var han ikke til megen hjælp.

Neio rettede blikket mod Kelitresh da han fortalte men lagde så hovedet en anelse på skrå. Det havde han faktisk aldrig rigtig selv tænkt over men der var sikkert noget om det når han nu kunne sige det. Men på den anden side havde Neio også levet meget selv og ikke blandet sig så meget i hvad der egentlig foregik omkring, hvilket måske ikke havde været så smart. Han ville vide en del mere om den verden han levede i hvis han fuldte med. Det havde han planer om at begynde på. Han smilte skævt før han rettede sig op " Jeg føler mig allerede mere tryk " sagde han så, lidt som en kompliment for Kalitresh arbejde. " Det er godt arbejde, jeg tror det virker... Det er godt der er folk som dig.. " sagde han så lidt med et lille smil. " Hvis der ikke havde været det ville her sikkert være endnu mere kaos en som så " sagde han så kort efter mens han lod blikket glide rundt. Han kunne forestille sig at branden kun var en lille ting af de ting som der kunne foregå bag byens fasade. Så håbede han også bare at det ikke kun var sådan nogen som ham selv der satte pris på vagternes arbejde og ikke bare så dem som irriterende og i vejen. For det var der helt sikkert nogen som synes. Måske mest dem som ville lave ballade.

Kalitresh kunne ikke lade være med at smile lidt af Neios ros. "Jeg tror, at denne gang er det nærmere mine kollegaer og de andre brandslukkere, der skal takkes .. jeg har jo faktisk ikke lavet andet end at stå her og snakke med jer." Han så hen mod stedet, hvor flammerne før havde stået op. Det var godt, at der var blevet reageret hurtigt: én af de eneste ting, der holdt byen kørende under det voldsomme pres fra alle flygtningene var, at markedspladsen fungerede. Handel var altid noget, der kunne samle folk, selvom priserne desværre var steget frygteligt..

Kalitresh' ansigtsudtryk blev en anelse mere alvorligt, som han begyndte at tænke på arbejdet med at finde ildpåsætteren: "Hvis du hører noget rundt omkring, vil vi meget gerne have det at vide." Sagde han til Azia. Med 'vi' mente han naturligvis sig selv og resten af byvagterne. Der var sandsynligvis lettere kaos i hovedkvarteret lige nu efter balladen med ilden, og de ville kunne bruge al den hjælp, de kunne få.
Hans ansigt klarede op i endnu et lille, venligt smil, ved Azias sidste kommentar: "Jeg takker. Jeg tror, at vi alle kan bruge lidt tryghed for tiden.."


(Beklager ventetiden, guys<3)