Kroen 'Den Glade Gnu' ligger lidt hensides hovedgaden; selve bygningen er et rødt murstenshus med kobbertag, der har fået den krarkteristiske grønne, irede farve efter mange års anvendelse.
Krofatteren, Gustav, har et hyggeligt gemyt, og spenderer gerne en øl eller et stykke brød på en lidende sjæl. Dette har fået 'Den Glade Gnu' til at blive et tilflugtsste på kolde vinternætter, hvor mørkets soldater patruljerer. foruden selve krostuen har bygningen 10 værelser, der står tilgængelige for dem der ønsker en seng for natten, og har penge til dette. Priserne er overkommelige, og hele kroen er velegnet, hvis pengene er bgyndt at slippe op på en lang rejse.

Yang trådte ind ad døren til Den Glade Gnu, og smilede venligt til krofatteren. Gustavs venlige gemyt havde kommet hende til gode i en periode, hvor hun virkelig havde været på spanden. hun var dybt taknemmelig for hans hjælp, og tyede ikke til andre kroer end denne.
Hun så på Rex, og smilede skævt.
"Kom nu, de bider ikke" lo hun, og førte ham elegant hen til bardisken. hun satte sig halvt op på en stol, og signalerede til Gustav, der straks ilede hen til dem.

"Godaften Gustav. Jeg vil gerne bede om et topersoners værelse til i nat" sagde hun, og Gustav nikkede, og vendte sig imod nøglerne til værelserne. Hun fandt sin pung frem, og begyndte at tælle sine penge. Jo, der skulle være nok.

"Jeg beklager min kære, vi har kun et enpersonsværelse ledigt. Men der er dobbeltseng i værelserne. Ville det være okay for dig og dit bekendtskab?" Sagde Gustav, da han vendte sig imod dem.
Yang rødmede kraftigt, og så tvivlende på Rex. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og Gustav lod hende bestemme sig,imens han tog imod andre bestillinger.

"Du kan bare få værelset her. Gustav er en gammel ven,og jeg kan sikkert fålov til at sove i en af båsene, når baren engang lukker. medmindre..? " hun så på Rex, afventende hans reaktion... hele situationen var yderst akavet efter hendes mening...

Rex fulgte blot efter den smukke kvinder, der nu havde ført ham til et sted, hvor han var som en franskmand ville sige: "Parti." (Random sætning er random) Han betragtede Yang, som hun nærmest dansede op til baren, hvor han fulgte derefter. Han satte sig ved siden af hende og rettede blikket imod 'Gustav'. Manden så ældre ud. Nok omkring de 40. Nok ikke nogen "trussel". Han skævede imod Yang og skuttede sig en smule. Man kunne jo aldrig vide om hun var til ældre fyre. Rex tog sig til hagen og overvejede, om det mon var på tide at få skæg. Bare en smule. Han kom ud af sine tanker tidsnok til at høre "problemet". Han rettede sig straks op og så efter Gustav, da denne tilsyneladende ville give dem tid til at bestemme sig. Han så på Yang med et forbavset blik, da hun foreslog at han skulle tage værelset og hun ville sove i en bås. Under ingen omstændigheder! Han var jo manden, så hvis nogen skulle ofres, så måtte det være ham... Men... Hvorfor ofre når man kunne dele? Et smil fik kæmpet sig vej på hans læber, og det var et held at han i forvejen havde hånden på hagen, så han kunne skjule det lidt.

"Ehm..." han rømmede sig, "Altså. Der er jo en dobbeltseng," begyndte han. Hans stemme var ru og han måtte kæmpe for at få ordene ud på en ordentlig måde.
"Og vi er voksne, civiliserede mennesker."
Han genvandt sin fattede, seriøse facade, og sænkede hånden.
"Så jeg ser intet problem i at dele en se--ng.."
Han rømmede sig igen og samlede hænderne på bordet.
"Undskyld," beklagede han hosten, "kulden er ubarmhjertig."

Han vendte blikket imod Gustav, fik øjenkontakt med manden, og fortalte ham at de tog imod værelset. Han tog fluks nogle penge frem (trods hans økonomi var stram, eftersom han lige havde købt hus) og betalte, før Yang kunne nå at lægge en skilling på bordet.
"Og lad nu mig betale, pige." sagde han og tog straks efter Yangs hånd i sin, for at føre hende efter Gustav, til deres værelse.
Hele situationen var mere eller mindre akavet, men hva' ? Hvis folk spurgte, så havde de bare drukket for meget og nydt en nat sammen. Og hvis folk så spurgte hvordan et "one night stand" kunne fortsætte over flere dage, ja måske længere, så måtte konklusionen vel bare være, at Rex og Yang var evigt fulde.

"nej det... det skulle der vel ikke være noget problem i" halvstammede Yang, hvis ansigt var begyndt at få sin normale kulør en smule tilbage. hun sukkede opgivende, da Rex betalte. Samme gamle gentleman. hun lukkede sin pung, og greb Rex's hånd, idet Gustav fulgte dem til deres værelse.

"Lokummet ligger i gården. Hvis I vil have et bad, skal I bare sige til, så bringer vi noget varmt vand op til jer. Hav en god nat" Sagde gustav, og gav Rex nøglen, før han lukkede døren efter sig. Yang satte sig på sengen, og nød at mærke varmen vende tilbage til sin krop. hun lukkede øjnene et kort øjeblik, og slappede fuldstændigt af.
Efter et lille stykke tid, åbnede hun øjnene, og så skælmsk på Rex. hun rejste sig op, og gik hen til ham i tre skridt. langsomt løftede hun det ene øjenbryn, og lod sine fingre glide over rex's krave.

"nåå, så det var ikke et problem at dele en seng med mig, kan jeg forstå?" hun smilede drillende, og løsnede den øverste knap i hans frakke.

"Jeg er ellers blevet fortalt at jeg snorker forfærdeligt" lo hun, og sukkede.
"Men siden du insisterer..."

Straks som han fik nøglen i hånden og hørte døren lukkes efter Gustav, gik det op for ham, at han ikke engang havde bemærket hvilket værelse de fik. Han vendte og drejede nøglen i hånden, i et forsøg på at finde et tal, men der stod intet. Det lignede ikke ham at være så uopmærksom. Normalt ville han have bemærket nummeret på trædøren og derefter have beregnet sandsynligheden for, om en tyv skulle bryde ind i deres værelse; Men lige nu var det slet ikke vigtigt. Han vendte blikket imod Yang og smilte da han så hendes lukkede øje.
På den anden side; hvis tyven var bevæbnet og havde ondt i sinde, så var der intet vigtigere end at beskytte den kønne kvinde, der sad med lukkede øjne på sengen. Han lagde nøglen fra sig på et lille bord, og da han atter vendte blikket op, så hans Yangs tilnærmende skikkelse og trak på smilebåndet. Han hævede øjenbrynet og smilte saglidt, imens en lavmelt 'mmm'-lyd var at høre.

"Siden du ikke protesterer, og tydeligvis ikke kan vente med at få tøjet af mig, så må jeg altså konkludere at du ikke har noget imod det, heller." påpegede han. Det gik op for ham at han ikke havde nogen anelse om, hvad der var hoved og hale i hendes kjole, så det ville umiddelbart tage lang tid for ham, hvis han, i et roligt flirtende tempo, skulle afklæde hende. Desuden, så ville hun nok slå ham hvis han overhovedet forsøgte. Han held med kvinder var ikke noget der var værd at skrive hjem for.

"Din snorken kan jeg håndtere. Jeg har allerede bedt om at få nogle klemmer herop," drillede han og placerede et kys på hendes kind. Han rykkede læberne imod hendes øre og hviskede (mest af alt fordi han var lidt træt):
"Skal du have et bad før du vil sove? Eller har du fået varmen tilbage i kroppen? Ellers er jeg sikker på at vi nok skal finde på noget,"
Det tog ham et par sekunder at opdage, at den sidste sætning nok kunne misforstås... Men det gjorde ham egentlig ikke så meget.

Yang betragtede ham med et kort øjebliks betænkelighed, og gav ham så ret. Det var bestemt ikke noget problem for hende, tværtimod. Et varmt værelse, en varm seng. Og en varm mand. hvad skulle problemet være?

"lad os bare sige, at jeg ikke helt ved hvad jeg gør" brummede hun, og lod sine læber møde hans i et kort, men blødt kys, hvorefter hun kærtegnede hans kind. Hun kunne mærke hvordan spændingen steg omkring dem, og nød det fuldt ud. ingen sure miner der.
Måske var det alkoholen, måske var det kulden, eller måske var det den begærlige lyst der steg og steg, men Yang svævede i en kontinuerlig rus af begær, der afskar hende fra omverdenen. Der var kun hende og rex. Rex og hende.

Jeg tror jeg springer badet over idag" Hviskede hun tilbage, og åbnede endnu en knap i rex's frakke.
"menøhh.. jeg tror vi er ret gode til at finde på noget andet"

(kort kort svar.. jeg er træt, tror jeg)

Et smil bredte sig på hans læber, da hun erklærede at hun 'nok ikke rigtig vidste hvad hun havde gang i'. En uskyldig forklaring, hvis nu nogen skulle ønske at spørge. Han samlede sine hænder på hendes ryg, hvor han, imens han kærligt kyssede hendes hals, forsøgte at finde hoved og hale i det der åbenbart var et korset (corsage, hvad man nu kalder det). Efter et par hals-kys, valgte han at lade sine læber slippe hendes hud, for i stedet at kunne koncentrere sig helt og aldeles om korsettet.
"Hvordan fanden..."

Han forsøgte i nogle sekunder at binde korsettet op på denne måde, men måtte til sidst bede Yang om at vende sig om, så han kunne se hvad han lavede. Det tog ham yderligere et par minutter at åbne knuden og løsne korsettet.
"Dette her lover jeg at blive bedre til!" brummede han opgivende, men netop som alt håb syntes ude, fik han faktisk korsettet af. Han kastede det hen på en stol med et højlydt suk og et veloplagt smil, da det gik op for ham, at han stadig manglede resten af kjolen. Der var en masse at gå i krig med. Han sukkede.

"Jeg giver dig bare et forspring." forklarede han, som var det hele meningen. Han trak på skuldrene og stilte sig atter ansigt til ansigt med hende, han kyssede hende og forsøgte, så godt han kunne, at manøvrere kjolen af hendes skuldre.
"Jeg tror forresten at vi skal være meget opfindsomme hvis vi skal finde en måde at holde dig varm på," mumlede han og kæmpede mere eller mindre med kjolen. Det var ikke hans dag i dag.

Et lille fnis slap over Yangs læber, da hun bemærkede Rex's frustration over korsettet. Hun havde dog en smule medlidenhed med ham- det havde taget hende mindt en halv time, med en masse asen og masen, at få korsettet på uden hjælp fra andre. Hun pustede lettet ud, da presset fra hendes brystkasse forsvandt, og hun igen kunne få vejret. hun indså at hun nok var nødt til øve sig rimelig meget på sin knude-teknik, hvis Rex i fremtiden skulle have en chance. for der ville vel komme en fremtid?
Det vil jeg ikke tænke på lige nu- nu er det bare om at ny..! Yang blev helt overrumplet, da Rex's læber møder hendes igen, og en violinsymfoni i hendes hoved afbrød brat tankerne. hun slap smilende hans læber, og løftede drillende et øjenbryn.

"Sig mig.. har du.. brug for hjælp?" smilede hun, og lod hænderne glide ned af hofterne, for at tage fat i skørtet. hun begyndte langsomt at trække det lidt opaf, men stoppede lidt efter.

"Eller du vil måske hellere klare det selv?"
Det var sært, som hun slet ikke følte sig blottet overfor Rex. En hvilken somhelst anden, og hun ville have været højrød i hovedet af flovhed. Nu var hun den der styrede, og hun nød det i allerhøjeste grad.

Trods sin mere eller mindre ynkelige kamp med Yangs korset og kjolens ulæselige koder, lykkedes det faktisk Ray at finde hoved og hale i det hele, da kjolens ejer valgte at trække en anelse op i skørtet. Han kæmpede med ikke at lade blikket vandre ned af hendes krop, og klarede det da også ....... de første 0.2 sekunder. Trods der ikke var meget af hendes krop som nu var synliggjort (udover benene), så mærkede han straks pulsen stige. Sjovt at en så passiv situation kunne få ens hjerte til at banke som vilde heste.

"Måske skulle du gøre det. Du har mere erfaring. Jeg må bare købe en lettere kjole til dig." sukkede han og plantede endnu et kys på hendes læber, imens han med den ene hånd tog fat i hendes kjole og med den anden tog hendes hånd i sin. "Jeg må så finde en eller anden smart magisk fortryllelse, eller hvad man nu ville kalde det, så jeg kan åbne kjolen blot ved at se på den."
Han kyssede hende igen og gav hendes hånd et lille klem. Han følte sig så lykkelig, som en franskmand, der lige havde opfundet et par selv-fjernende bukser.

Han kyssede hende igen og glemte pludselig alt om at fjerne hendes eller sit eget tøj. Smagen af hende var nok for ham. Han krævede ikke mere. Han kyssede hende igen og igen, korte blide kys, hvorimellem han hviskede hendes navn igen og igen.

"Du har store planer, hva?" hviskede hun, da hun hørte hans kommentar om fortryllelsen. Inderst inde håbede hun en smule på at han rent faktisk kunne finde en sådan. Hun kunne godt mærke, at aftenen havde været lang og kold, og nu hvor hun var i varmen, begyndte den lade, bløde fornemmelse af varme efter lang tids kulde at sprede sig i hendes krop. Hun kunne mærke at hun var ved at blive søvnig. Det afholdt hende dog ikke fra at fortsætte deres lille 'leg'.
Yang lod sin frie hånd glide ned over rex's, den der holdt i hendes skørt. Forsigtigt, som var han en porcelænsfigur, guidede hun hans hånd opad, og trak derved skørtet med sig. Hun blev imidlertid afbrudt, da Rex kyssede hende endnu en gang, og da han gav hende en lille luftpause, fik hun fremstammet;

"D.. du bliver nok nødt til at hjælpe mig lidt" hendes vejrtrækning var forpustet af de hede kys. Hun ville ikke slippe ham, ikke nu, men ikke desto mindre bøjede hun sig frem, og strakte armene frem foran sig.

"Den her kjole er virkelig stram, så du skal nok hive en anelse til" Hun var ved at gå til af varme, og undrede sig over hvordan hun i det hele taget havde kunne fryse udenfor, med alt det tøj hun havde på. Måske var det bare kontakten med Rex der gjorde hende varm..

Et utilfreds suk forlod Rays læber, da han måtte slippe hende for at hjælpe hende ud af kjolen. Han tog fat i stoffet med den anden hånd og forsøgte så blidt som muligt at føre kvinden ud af det sorte stof-fængsel. Men forgæves. "Hvordan i al--" Hun havde ikke lavet sjov, da hun havde sagt at den sad fast; den sad virkelig fast. Hvordan kunne den overhovedet sidde fast? Yang var jo så tynd og fin... og smuk... og dejlig... og henrivende... Han faldt i staver og rømmede sig, for at få samling på sig selv.
"Du må hive lidt igen, jeg vil jo nødig vælte dig eller ødelægge din meget... irriterende, frustrerende og problematiske, dog smukke kjole."

Imens Ray forsøgte at få sin kvinde ud af det monstrum til en kjole som hun bar, trillede hans tanker ud på en lille rejse. En rejse der førte dem ind i et stort gods, videre op ad trapperne, ind i et værelse, igennem et klædeskab og ind i en verden af vinter. Herinde passerede tankerne en unormalt lille mand, med horn og bizar kropsbehåring, en stor, friseret kat, og en dronning klædt i hvidt med gnomer dansende omkring sig. Hm, bizart, virkelig. Men dette slog ikke tankerne ud! De gled videre, og endte til sidst i Rays hukommelse, hvor det gik op for ham, at han aldrig havde troet, at han skulle finde sig selv i den situation, at han måtte flå kjolen af sin elskede, for at 'komme afsted med hende'.
'Komme afsted med'?
Kunne man overhovedet sige det?
Tankerne rystede på hovedet.
'Oh.' genlød hans stemme for det indre øre. 'Hvad ville man så sige?'
Tankerne så eftertænksomme ud, men trak på skuldrene. Om ikke andet, herre, kunne du jo sige 'elske'?
'Elske?' stemmen lød dels overrasket, men dog tilfreds med svaret. 'Jo. Det kunne man godt sige.'

Ja. Ray havde aldrig forestillet sig, at han skulle gå i krig med en kvindes tøj, blot for at kunne .... elske.... med hende.
'Nej det går ikke.' sukkede stemmen opgivende. 'Det lyder for... For...'
- Seksuelt, herre? foreslog tankerne.
'Ja. Dét.'
Der var en akavet stilhed... Den blev ikke brudt...
'Øh... Så.'
Tankerne afventede hans ord.
'Lad os se hvordan mit mere eftertænksomme jeg klarer sig, skal vi?'
Og det gjorde de så.

Ray havde fået kjolen fri, og den gled nu af hende, som dun fra en lille fugl. Han tog forsigtigt kjolen af hende, og smite da han atter kunne se hendes øjne. Han ville kaste sin modstander fra sig i en stol, for at komme videre, men tænkte at hun nok ikke ligefrem ville sætte pris på en sådan behandling af sine ejendele, så i stedet lagde han forsigtigt (og dårligt foldet) tøjet på et lille bord, som vaklede faretruende af den nye vægt. Derefter vendte han sig imod Yang, sank en enkelt gang, og tog nogle tøvende skridt tættere på hende.
"Hvor kom vi fra?"

Hvis Yang havde kunne betragte Rex's blik, som han stod der og faldt i staver, ville hun højst sandsynligt rynke panden i sit sædvanlige 'undren-udtryk'. Men i og med at hun stod med halvdelen af kjolen ud over hovedet, kunne hun ikke se en bøtte, udover Rex's fødder. Det slog hende, at hun om et kort øjeblik vær næsten fuldstændig blottet, og han havde end ikke fået støvlerne af. Nå, men det kom de vel til.
Med et pludseligt ryk røg kjolen af hende, og hun svajede et kort øjeblik med øjnene missende imod det pludseligt skarpe lys. Hun kunne stadig næsten ingenting se, før hun med et irriterret pust fik manøvret sit ravnsorte hår væk fra panden.
Hendes underkjole (ja, det er koldt, nok?) smøg sig om hendes krop, og hun følte den nøgne følelse uvant, idet hun ikke var alene i rummet som hun plejede. Det føltes ubehageligt på hendes store ar, der strakte sig fra hendes inderlår til knæet, et ar der var kommet da hun i sin tid skulle lære at kæmpe med sværd.
"Det er koldt" sagde en lille stemme i hendes underbevidsthed.
"meen.. Rex er varm"
Hun skråede over gulvet, og gik ham dermed i møde efter at han, høflig som han var, havde lagt hendes kjole sammen. Hun end ikke ænsede kjolen, før hun trak ham tæt ind til sig, og kyssede ham lidenskabeligt. Hun måtte stå på tæer for at nå hans læber, idet han var mere end 10 centimeter højere end hende, så hun ville have mest muligt ud af det.
Da hun slap ham, lod hun fingrene glide om i hans nakke, hvor hun blidt nulrede hans hår.

"Tjaa.. hvis ikke jeg husker forkert, må det være min tur nu" hun knappede de sidste af knapperne i hans frakke op, og lod den forsigtigt glide ned på gulvet. derefter gik hendes spinkle fingre videre med hans skjorte. Iih, alt det tøj...

Ray mærkede hvordan hjertet næsten sprang ud af kroppen, blot ved synet af denne vidunderlige kvinde - som han var så ubeskrivelig forelsket i - kun stående noget så spinkelt og tyndt som en underkjole. Han mærkede hvordan åndedrættet blev ustabilt. Han sank en klump og forsøgte at fokusere på gudinden foran sig. Hans øjne gled ned af hendes krop, og ansigtet fortrak en bekymret mine, da han bemærkede aret.

"Jamen lille skat dog, er du kommet i skade?" hviskede han, og strøj hendes kind, som hvis hun var et lille barn, der skulle trøstes. "Det gør vel ikke ondt? Og du fryser vel ikke i den smule tøj? Ellers må vi jo hurtigt komme ind under dynen."
Et næsten barnligt smil gled over hans læber. Som et barn før jul.

Han placerede en hånd på hendes kinder og gav hende et hurtigt kys. Derefter hjalp han hende med at få sin egen skjorte af, blot for at komme lidt videre i teksten. Så snart alle knapper var åbne, tog han endnu en gang fat i hendes kønne ansigt, ganske blidt, og kyssede hendes læber et par gange, hvorefter han blot lod sin pande berøre hendes, for at studere hendes ansigt på nært hold.

Han forsøgte at få øjenkontakt med hende. "Jeg tror jeg elsker dig," sukkede han, som var det en synd.

Yang mærkede hvordan blodet steg hende til hovedet da hun så Rex's blik. hun var aldrig blevet set sådan på før, somom hun var det smukkeste i hele verdenen, en dyrebar skat eller en funklende juvel. Nu lagde hun mærke til det særlige lys Rex havde i øjnene, somom en lille fe havde plantet stjerner i dem, og hun havde på fornemmelsen at hun havde selvsamme sælsomme udtryk i ansigtet. Han VAR jo en juvel! se bare hvordan hans hår skinnede som det reneste sølv, og hvordan han havde det dér diamantagtige udtryk- somom ingen klinge kunne bryde hans hud.
Hun strakte fingrene ud, og lod dem blidt løbe igennem hans år- mærkede hver en lille krølle og hvirvel, der beviste, at han rent faktisk var et menneske, og ikke en perfekt statue som en fantastisk kunstner havde lavet. Hun trak sløvt på skuldrene, da han bemærkede hendes ar, og en let krusning af et smil løb over hendes læber.

"Tjaa... jeg er ikke så god til at håndtere sværd. eller det var jeg i hvert fald ikke en gang." sagde hun, og plantede et kys på hans læber.
Hun snappede let efter vejret da hendes blik gled over hans nøgne brystkasse- trods de mange ar, var den som hugget ud i det fineste marmor, glat, og uden en fejl. Han var perfekt, han var vidunderlig.
hun lod en finger glide ned fra hans sølvhår, og ned på hans kindben, hvor hun stille kærtegnede ham. de behøvede dybets set ikke at gå videre- bare at stå her, med ham, var som at glide ud af virkeligheden, og ind i en drøm. Og alligevel var der noget der kaldte hende tilbage til virkeligheden.
Jeg tror jeg elsker dig,
Hun slog øjeblikkeligt blikket op, og mødte hans glitrende øjne.

"Rex, jeg... jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." for hvad var der egentlig at sige?

Rex betragtede hende med et mildt blik og et skævt smil. Han aede blidt hendes kind og sukkede. Han var faktisk træt. Egentlig. Ikke bare lidt. Meget. Han skævede imod sengen og overvejede om de ikke bare skulle gå i seng. For at sove, altså. Han vendte hurtigt blikket tilbage på Yang og krummede tærene en smule. Mest fordi han var bange for at han skulle stige til vejrs. Han følte sig så let inden i. Som hvis hvert enkelt åndedrag Yang drog, gjorde ham lettere. Som en ballon. Han rynkede næsen og funderede lidt over dette. Egentlig var det ikke så sejt at blive sammenlignet med en ballon. Især ikke af sig selv. Og kvinderne kunne vist heller ikke lide den slags sammenligninger. Hverken om mænd eller dem selv. Nu hvor han tænkte over det, så var der da nok ikke nogen der brød sig om at blive sammenlignet med en ballon.
Men nok om det. Hvad er en ballon overhovedet?

Han lukkede øjnene og et sagligt smil bredte sig over hans læber, da hun kørte hænderne igennem hans hår (- som på dette tidspunkt endnu var den gamle Rex-længde. Dette er før hans halv-års-rejse, går jeg ud fra o3o). Han begyndte pludselig at tænke over alle de blandede stunder han havde haft med Yang. Han havde afvist hende før. Men han endte altid tilbage for fødderne af hende. Et eller andet som han hadede, fordi han ikke kunne få nok af det. En helt særlig Yang-hed. En blanding af "skrøbelig kvinde" og "stærk amazon", og - åh - hvor han elskede den Yang-hed.

Han åbnede atter øjnene, da hendes hænder gled ned af hans ansigt. Han lagde armene omkring hende, for at varme hende en smule, nu han selv mærkede kulden. Trods de var indendørs, var kulden stadig efter dem. Og så talte hun.
Han var ikke sikker på hvordan han skulle reagere. Han havde egentlig forventet et andet svar. Men det var vel en fejl at forvente noget overhovedet. Han valgte derfor at spille 'cool', plante et kys i hendes hår og mumle nogle få ord: "Du behøver ikke sige noget."

Lyset på messingstagen flakkede, og fik dem til at kaste mærkelige skygger på væggene i værelset. Yang skottede forsigtigt til den, for at undgå at Rex skulle blive såret over hendes afbrudte øjenkontakt. Lyset flakkede igen, og hun lagde mærke til, at stearinet var smeltet næsten helt ned. Hvor længe havde de dog stået her?! (OOC: kun et par måneder O3O)
Hun vidste ikke om der var flere lys eller svovlstikker i værelset, men hvis der ikke var, var det måske på tide at komme i seng. Det ville ikke være sjovt at snuble over den massive træseng.
Hun granskede nøje hans ansigt, det ansigt der for få sekunder siden havde erklæret hende sin kærlighed. Ikke at hun ikke ville have den, tværtimod. Det kom bare så.. uventet.
Hun lagde mærke til at hans øjne så en smule rødsprængte ud, og spekulerede på hvad klokken var. Forsigtigt, som var han lavet af glas, lukkede hun Rex's øjenlåg, og lod sine kølige fingre hvile imod dem. hun sukkede ganske stille. Den heftighed der før havde holdt dem varme, var nu gledet af, og Yang nød blot at stå og holde om Rex, skønt hendes bare ben havde gåsehud af kulde. hun plantede forsigtigt et kys på hans kæbelinie, og puttede sig ind i hulrummet mellem hals og skulder. hvilket ikke var noget problem, siden hun var næsten et halvt hovede lavere end han.

"undskyld. det var ikke min mening at gøre dig ondt." hviskede hun, for hun havde set sårbarheden i hans øjne, idet hendes svar på hans kærlighedserklæring var gledet over hendes læber. Sådan noget kunne man ikke skjule for hende.

"Rex, du må ikke tro at jeg ikke elsker dig, for det gør jeg. Jeg har bare lidt svært ved at se hvordan det skulle kunne fungere. Samson ønsker trodsalt mit hoved på et fad, og jeg vil så nødigt at de gør dig fortræd." hun kiggede op på ham, for at afvente hans reaktion.

Ray lod forsat armene ligge om kvindens spinkle krop. Han aede hendes ryg og forholdt sig tavs. Han ønskede at han kunne spole det hele et minuts tid tilbage, og sluge sine egne ord før de kom ud. Han følte sig akavet. Malplaceret. Til grin. En massiv støm af ubehag kørte igennem hans krop. Kærlighed; ét af de ting i livet som selv han ikke kunne forklare. Han kastede et blik ud af vinduet. Mørket bredte sig over landet. Skjulte alt. Han lod hende lukke hans øjne og knugede hende ind til sig. Pludselig følte han sig ynkelig. Som et lille barn, der klynkede fordi han ikke fik hvad han ville have. Latterligt. Hun skal nok komme på bedre tanker, forsikrede han sig selv. Uden tvivl!
Han lyttede til hendes ord, og lod hende tale færdig. Han tænkte lidt over hvad han skulle sige. Det var jo den samme gamle smøre. Samson. 'Jeg vil ikke have at du kommer til skade'. 'Det vil ikke fungere'. Nej. Det ville ikke fungere. Ikke hvis det fortsatte sådan. Men hvad holdt dem tilbage? Han bed sig i læben. Samson var her ikke nu. Samson var der jo aldrig. Han havde for travlt med at hundse med sine bandemedlemmer. Ray så aldrig noget til ham. Men på den anden side, så så Ray aldrig noget til nogen. Jo lægen på hospitalsfløjen.
'Er det nu dig igen?' havde han spurgt. Ray havde bare smilt og trukket på skuldrene. 'Du burde snart lære det.' havde lægen mumlet. Det var vel egentlig rigtigt nok. Men hvad var der at lære? At man ikke kan gå på stranden om aftenen? At man ikke skal forsøge at hjælpe andre mennesker? 'En eller anden dag bliver du slået ihjel.'
Ja. En eller anden dag blev han nok myrdet. Men af hvem? Kyoshiro. Samson. Taylor. Morgoth. Alle andre. Han stolede på så få. Og de få mennesker som han stolede på og holdt af skadede ham gang på gang; skader der var værre end sår og brækkede knogler. Hvorfor skulle man overhovedet prøve? Hvilken vinding lå der i alt det her? Forbistrede land. Han følte sig så svag. Så blød. Så god. Han måtte mande sig lidt op en gang imellem. Det nyttede ikke noget at lade sig træde på altid.

"Undskyld ikke." mumlede han pludselig og rykkede sig lidt fra hende. Han sendte hende et opmundrende smil. "Du har nok ret. Det ville sikkert ikke fungere." tilføjede han kort efter, med et toneleje, der fik det til at lyde som om det egentlig var ligemeget.
Det vil ikke fungere. Ikke med denne evige negative holdning. Ikke så længe vi står under Samson. Ikke så længe vi er dødelige.

"Du ser træt ud. Vi bør gå til køjs."

Åh, hvorfor kunne hun ikke gøre noget rigtigt?! Hvis Rex havde set såret ud før, var det ihvertfald ikke blevet bedre. tværtimod, nu stod han og skumlede, sunket hen i sine egne tanker. Hun hørte hans afværgelse af hendes undskyldning, men lod den ikke rigtig synke ind. Hun var træt. træt af at mændene altid skulle være de stærke og modige, dem der blev slået ihjel for landet og alt det der. hun var træt af at hun altid kom til at sige det forkerte, så dem hun holdt af blev såret. Hun var træt, åh så ufatteligt træt af at skulle frygte Samson. Lige nu kunne han egentlig rende hende en høstblomst, men han lå hele tiden og lurede i hendes sind.
Hvorfor, åh hvorfor kunne hun ikke bare have returneret Rex's kærlighedserklæring, når det var det hun faktisk allerhelst ville?
og nu stod han dér, manden der kort forinden havde sagt han elskede hende, og foreslog at de skulle gå i seng?!
hun måtte gøre noget, og det snart. Hun kunne ikke forestille sig tanken om at skulle lægge sig til at sove mens kulden langsomt bredte sig og skabte afstand imellem dem. Nu havde hun for pokker lige fået sin vilje!
på en måde havde hun jo ikke rigtig noget valg. det måtte jo komme før eller siden. hun tog en dyb indånding, og trådte ud af hans favn. hun var bange for hvordan han ville tage hendes information.

"Rex, jeg tager kontakt til Samson. Jeg må ind i den bande, koste hvad det vil. jeg vil ikke leve sådan her, jaget som et vildt dyr." hun mødte stålfast hans blik. "og det er ikke til diskussion" tilføjede hun så, for at være sikker på at det fes ind.
forsigtigt tog hun hans hånd, og lod sine fingre flette sig ind imellem hans. Der gik lidt tid hvor hun bare stod sådan, med sine fingre flettet ind i hans.

"Du skal ikke være et øjeblik i tvivl om at jeg elsker dig. Mere end noget andet. Du gør mig faktisk lidt kulret, ved du godt det?" hun smiledeidt forlegent, og forbandede invendigt at hun ikke kunne lade være med at rødme som en uartig skolepige.

"Og desuden er det ikke mig der er træt, lille mand. Det er dig" hun stiller sig på tæer, og kysser ham yderst forsigtigt. Han ville føle det som et kys fra en sæbeboble.. eller en sommerfuglevinge, måske..

Vinden hviede bag de duggede vinduer. Træerne kastede med deres blade. Der måtte ligge mindst en halv meters blade for foden af hvert træ. I teorien altså. De blev jo ædt op. Forsvandt. Gik fra at have en betydning, til at blive til ingenting. Sådan var der jo så mange ting der gjorde. Kærlighed var en af dem. Og tanker. Ray rynkede på næsen. Ja. Det var underligt egentlig. Sådan som ting, der førhen havde så stor en betydning, kunne blive så ligegyldige. Han lovede sig selv aldrig at blive sådan en person; en person, som pludselig ikke så betydning i noget mere. Han vendte de lyse øjne imod kvinden foran sig og betragtede hende. Hun talte. Han lyttede. Selvfølgelig. Sådan da. Det var selvfølgelig begrænset hvor meget man lytter, når en person taler. Ray var i en underlig tilstand, blandet med søvnmangel, skuffelse og ydmyghed. Han havde en lyst til at begrave sig selv under jorden. Under Learas gulv, som var under jorden. Et sted hvor ingen kunne finde ham. Han magtede ikke det hun sagde.
Jeg må ind i banden... Ordene rungede for hans øre.
Han forsøgte at lukke det ude. Lukkede øjnene. Forsøgte at fokusere. Men de kom tilbage. Ind i banden... Banden ... Ind i banden... Han følte raseriet vælte over ham og knugede derfor hænderne sammen. Fokusér! Han måtte ikke tabe ansigt foran Yang. Han ville ikke blive vred. Ikke vise agressionen. Han ville nødig skræmme hende. Og da slet ikke skade hende. Men vreden.
Ind i banden. Ind i banden.
Ordene hang ved. Det ville ikke stoppe. Hånede hun ham? Var det en dårlig joke? Hun kunne ikke mene det!

"Tror du virkelig... At banden vil beskytte dig...?" hvislede han og tog et skridt væk. Han tog hånden til sig og undgik hendes kys. "Tror du virkelig at Samson vil tage dig ind? De er ligeglad med alle. Det er ikke et liv, Yang. Du får intet af at være i den bande."

Det kunne ikke være sandt! Hvordan kunne hun gøre dette imod ham? Efter alt det han havde været igennem. Efter al den smerte, lidelse og alle de grusomme ting han havde været igennem. Og ikke mindst efter alle de liv han havde taget på Samsons befaling. Hvorfor ville hun dog vælge sådan et liv? Nu havde de endelig chancen for at få hinanden, og så tog hun sådan en beslutning.

"Det er ikke et liv, Yang!" sukkede han og forsøgte at få sin puls ned, da en ny tanke pludselig ramte ham. Yang havde altid arbejdet hos Samson. På den ene eller anden måde. Hun havde altid klaget over Samson, når hun endelig var sammen med Ray. Det handlede... Altid... Om Samson. Det var ikke til diskussion. Hun havde valgt. Og det var ikke mig.

"Jeg forstår." sagde han pludselig og blev fjern i blikket. "Det giver alt sammen mening nu." Han tog endnu et skridt bagud. Kunne det være et trick? Var det her Samsons syge måde at straffe ham på? Men for hvad dog? Det var vel i grunden ligemeget. Straffen for at leve, måtte det være. Eller at tænke selv. Og hun spillede bare med. Dansede for lederens fløjte. Som en hund. Sorgen druknede hans hjerte.

"Du har truffet dit valg. Så skilles vore veje..."

Yang stivnede. Ikke bare som i en kliché, hun stivnede faktisk, alle hendes muskler spændtes som buestrenge. selv hendes blik blev stift. smilet var gledet af hendes ansigt. Og nu brændte lyset ud, og de blev indhyllet i mørke.
Hun havde aldrig set Rex så fuld af índestængt vrede. ihvertfald ikke med en indestængt vrede der var på grund af hende. Pludselig fik hun lyst til at tude, tude som en lille pige, der bare ventede på at hendes mor kom og kyssede smerten væk. Men hendes mor var her ikke, og selv hvis hun var, tvivlede Yang stærkt på at man kunne kysse hjertesorg væk.

"Tror du virkelig... At banden vil beskytte dig...?" Nej, det tvivlede hun stærkt på. Men hun havde før drukket Samson fuld. og når han var fuld var han mere godmodig. kunne han for fanden ikke forstå at det handlede om overlevelse?!

"Nej, Rex, det er ikke et liv. Det er heller ikke et liv at leve på gaden og være udsat for vold og trusler dagligt. Det er ikke et liv at måtte flytte sig hele tiden for ikke at blive opdaget. Det eneste jeg vil have af den forpulede bande, er tag over hovedet. fire mure jeg kan være inden for. Jeg vil ikke ende som mine forældre, brutalt myrdet!" hun fik tårer i øjnene ved det sidste. Langsomt famlede hun sig frem til sengekanten, og satte sig ned. hendes underkjole gned ubehageligt imod hendes lår. alting var mørkt, og vinden ruskede udenfor.
Og så sagde han noget, der ingen mening gav. ikke for hende i hvertfald.

"Et valg? MIT valg? Jeg har lige forklaret dig, at..." hun holdt inde, og stirrede på den sorte silhouet der skulle forestille at være Rex.
Så skilles vore veje... Han ville gå. Han ville forlade hende her, i et værelse HAN havde betalt for, med en tom, kold seng at sove i. Fordi... hvad? hvad havde hun gjort?

"Rex... vil du ikke nok forklare mig hvad jeg har gjort galt?"

Ray stirrede på hende. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i et ubehærsket mønster. Han hev efter vejret og knugede hænderne sammen. Han kunne stadig høre sine ord, hænge i luften. Som en væg der voksede imellem dem. En afgrund. Hvis hun ønskede at være hos de mordere, så måtte det være sådan.
Lyset forsvandt.
Mørke. Forvirring. Han hørte hendes ord og bemærkede hvordan hendes stemme skælvede. Sengen knirkede. Han tog et par dybe indåndinger, for at få kontrol over sin stemme.

"Du vil have et tag over hovedet?" sukkede han. Han rystede på hovedet, trods hun nok ikke ville kunne se det. Han rykkede sig hen til vinduet, hvor månen og nogle få stjerner kastede små lyssøjler igennem de tunge skyer. Det regnede. Det havde han ikke bemærket før. Den lette trommen på ruden var beroligende. Han vendte blikket imod den sorte silhouet, og fik en pludselig lyst til at gå hen til kvinden, og omfavne hende. Han ønskede jo ikke at skade hende. Men han kunne ikke holde til mere. Ikke mere smerte.

"Samson har ikke mennesker overalt, Yang. Og han er ikke udødelig. Du kan ikke altid krybe for ham. Du vil have fire vægge og et tag over hovedet," han slog ud med armene. "hvad med det her? Hvorfor er det her ikke godt nok? Vi har lejet det et døgn, hvorfor skulle vi ikke kunne tage en uge? En måned? Han er ikke hér, Yang. Han forlader aldrig sin lille ø, medmindre han har en flaske sprut fordelt i en flaske i hånden og sin hals."

Han betragtede silhouetten i et par sekunder, før han atter vendte blikket ud i den mørke verden. Han knugede hænderne og slog en knytnæve i vindueskarmen.

"Men... Hvis du ønsker at tage tilbage til Banden... Til Samson... Så bliver det uden mig."