Amadeus sad stille og nød den kolde dag foran et lille bål, som han holdt kørende med sin speciele evne. Over ilden var der en lille jernkedel og i den simrede en simpel gryderet, der alligevel duftede appetitligt. I hvert fald for en der måtte lave sin egen mad, og aldrig havde lært det.
Bag ham var der et lille hus. Nu er hus defineret ved et sted at sove og bo, men egentligt var det bare et skur, og et meget utæt et af slagsen. Hans hår var vokset langt, og ved hans side lå der nu et gammelt gennembanket sværd, hans tøj var nyt, en traditionel dragt fra hans eget land, hvis man da stadig kunne kalde det det.
Over hans skuldre lå der et gammelt udbanket tæppe, der havde tjent ham trofast lige siden han var rejst hjemmefra. Han rodede rundt i "maden" med en gammel træske.
skuret lå ved bjergets fod, og var derfor i mørke fra bjergets skygge det meste af dagen. Nu, havde solen passeret bjerget, og hytten var i et skarpt lys.

Rena kommer langsomt vaklende, hun havde gået rundt i den dumme skov i ca en time før hun fandt ud. HUn er stadig meget svækket efter i går, og er derfor tit lige ved at falde. Hendes blik er fæstned ligeud, så hun ser egentligt ikke rigtigt hvor hun går, og hvor hun er kommet hen. HUn ser ikke Amadeus selvom hun faktisk er ret tæt på hans lille tilholdssted, ca 1 meter derfra, giver hendes ben efter, og hun falder ned på knæ, og derefter ned på jorden. HUn gør ikke noget for at komme op, men ligger bare på jorden og puster ud.

Han kigger op da han høre en underlig dump lyd, lidt som hvis der var nogen, der faldt, eller stampede hårdt i den kolde jord. Han havde nu levet i isolation i 6 måneder, men aldrig var han støt på en sådan lyd før. Dog var der heller ikke kommet et eneste menneske forbi hans lille sovested.
Først så han ikke noget, men efter at havde kigget lidt rundt så han en skikkelse lidt væk. Han kunne ikke bedømme helt hvor langt væk, da hans venstre øje aldrig var blevet helbredt ordentligt, og han derfor havde meget svært ved at afmåle afstand.
Først kunne han ikke kende hende, da han ikke havde set Rena i næsten 1 år, men de pelsede øre, var umulige at tage fejl af, og han rejste sig hurtigt op. "Ren-" Hans stemme knækkede over, og han tog sig til halsen. Han havde ikke brugt sin stemme i alt den tid han havde været herude, og der ville sikkert også gå lidt tid før han kunne snakke højt igen.
Da han kom tættere på, så hun også en smule bleg ud, men det tog han sig ikke videre af.
Uden at sige et ord løftede han hende op i en siddende position. Han bemærkede hurtigt at hun var kold. Med en hånd på hendes skulder snakkede han lavt til hende. "Hvad i alverden har du lavet?" trak tæppet fra sine skuldre, og gav det til hende. "Har du været ude hele natten i den pjalt eller hvad?"

DA Rena høre nogle komme ser hun med besær op, da hun så ser det er Amadeus lukker hun roligt øjnene. Hun åbner den dog hurtigt igen da han for hende op af sidde. "nårh.. Bare en vampyr." siger hun stille og smiler skævt, hun tager forsigtigt imod tæppet.. "og ude hele natten, det tror jeg vist også jeg har" siger hun lige så lavt som før.. HUn ser op på Amadeus, hun kan næsten ikke kende ham, han har jo fået sit hår kort, og på hele hovedet.
"hvad har du gjordt ved dit hår?" spørger hun lavt og smiler roligt

Smiler skævt, lettet over hendes humoristiske svar. Hun havde det tydeligvis ikke godt, men bedre end han havde frygtet. "Jeg har bare ladet det vok-" hans stemme knækkede igen over og resten af ordet forsvandt ud i en ukendelig lyd af hans åndedræt. Han rømmede sig hurtigt. "Vokse, undskyld."
Uden at tænke meget over det, lod han den ene arm glide ind under hendes knæ og den anden om på hendes ryg, hvorefter han løftede hende op fra jorden. Det var en meget normal måde at bære folk på, omend ikke en der krævede flere kræfter en så mange andre, men i hvert fald var mere behagelig for den person, der skulle bæres. "Lad os få dig over til ilden før kulden får ramt på dig."
Han sørgede for at hun var dækket til af tæppet, så han ikke kom til at møde noget bar hud, da det let kunne anses for upassende.
Snart efter han havde løftet hende op, begyndte han at gå tilbage mod ilden. "Det her er et farligt land, du burde ikke gå rundt om natten uden at havde sikret dig." Selvom han lød tvær og belærende, var han alligevel glad for at hun havde haft kræfter til at komme væk fra vinters tænder, før det var for sent.

HUn smiler roligt, og ligger forsigtigt armene om hans hals ha han bære hende over til ilden.
"jeg kan ikke gøre for det" mumler hun "han virkede så flink" siger hun stille.
"men.. nok om det"siger hun og smiler let, på trods af hendes oplevelser fra dagen før, og kulden.
"Din stemme.. det lyder da ikke for godt?, hvad er der sket" spørger hun forsigtigt, hun ser på Amadeus, og derefter på ilden.
Hun ligger armene om sig selv for at få lidt mere varme, og hun begynder faktisk også at få det.

Han lyttede opmærksomt på hvad hun havde at sige, og da hun var færdig satte han hende forsigtigt ned ved siden af ilden, og med et bevidst stamp i jorden blusede ilden kraftigt op, så den måske ikke var bedst egnet til at lave mad med, men til gengæld producerede den mere varme. Selv satte han sig et passende stykke væk fra hende, igen var det ligesom da han løftede hende, for ikke at virke påtrængende eller opføre sig forkert.
Han kiggede forsigtigt på hende, men holdt hovedsageligt sit blik på den lille mængde mad i kedlen.
"Siden vi sidst mødtes har jeg vandret hele landet rundt mens jeg ledte efter..." Han afbrød sig selv, og det ene øjenbryn krympede sig stille i vrede. "Nogen.." Hans ansigt slappede mere af. "Til sidst besluttede jeg mig, at medmindre jeg ville blive opslugt i min vrede, måtte jeg prøve at forstå den, så jeg tog herud for at reflektere." Drejer skeen rundt en enkel gang rundt. "Og siden har jeg været her."

//Frys

HUn smiler roligt, hun kan se der er et eller andet der plager ham da han siger han ledte efter nogle, men hun spørger ikke, hun ved jo ikke om det er privat. "men, er det ikke kedeligt bare sådan at.. være her hele tiden?" spørger hun forsigtigt, hun holder sit blik på ham, dog ikke for lang tid, hun skulle nødig bare glo. hun ser derfor op i himlen, hvorefter hendes blik falder på ilden.
HUn smiler roligt, og puster en hårlok væk fra ansigtet. "Ensomt?" mumler hun så nogle minutter senere

Hans ansigt bliver tomt og hårdt som sten. Han var i forvejen en mand af få ord, men at havde været alene så længe havde gjort ham endnu mere isoleret og stille.
Med ansigtet vendt i en skrå vinkel, i retning af ilden, sagde han med en lav, hæs stemme: "Jeg fortrækker at være alene." Efter at stilheden har stået på et kort stykke tid, og hans ord stadig hænger i luften, tilføjer han stilfærdigt, i et lidt mere muntert toneleje i forsøget på at lyde venligere. Selv om han havde været alene så lang tid, havde han ikke glemt sine manere, som han trods alt havde fået skovlet i ansigtet hele sit liv. "Hver morgen går jeg op på bjerget for at meditere." Han skævede til hende ud fra sin øjenkrog, men kiggede så hurtigt og målrettet tilbage i ilden igen.
Han tog en pind fra jorden og begyndte at prikke rundt til ilden med den, tilsyneladende ikke bange for det dødeligt varme inferno foran ham.

Hun ser ned, og finder hurtigt ud af at det ikke var et så godt spørgsmål. "undskyld" siger hun lavt. Hun ser på ham og smiler, "okay?" siger hun og hendes ansigt lyser elt op, da han begynder at snakke igen
"Jamen, hvorfor gør du det.. eller.. Hvordan.." hun kludre helt rundt i ordene, og det ender med at hun holder en kort pause før hun prøver igen "og det har du gjordt hver dag?" spørger hun og smiler undskyldende. Hun vender hovedet mod ham, og ser lidt på hans hår Det klær' ham nu godt tænker hun med et bredt smil

Han kigger op af det stejle bjerg. "Hver morgen når jeg vågner, klatre jeg op til bjergets top." Bliver midlertidigt distraheret af en livlig boblen fra maden, der nu er begyndt at koge. Massevis af små bobler blev dannet og sprang indenfor sekunder, i et system så komplekst at han ville blive tosset hvis han forsøgte at holde styr på det. Med en let bevægelse og ved hjælp af den samme pind som han havde brugt til at prikke til ilden med, lader han den næsten suppelignende mad glide forsigtigt ned i en skål. Da kedlen var tom, og skålen fyldt rækte han den til hende. "Her, du har mere brug for den end mig." Da han havde sikret sig at hun havde taget imod skålen og givet hende en lille udbanket ske af jern, fortsatte han sin historie mens han tog kedlen væk fra ilden med korte præsise bevægelser, for ikke at brænde sig. "Så snart solen går ned bag horisonten vender jeg tilbage for at sove. Normalt tar' jeg også noget at spise når jeg kommer ned, men jeg kan godt klare mig uden."
Det sidste skyndte han at indvende før hun selv nåede at sige noget. Der ville gå en dags tid før han igen kunne få noget mad, men som sagt; havde hun mere brug for den.

hun ser bare på ham, mens han fortæller, da han så giver hende skålen "nejh, det kan jeg ikke, du skal jo også have noget at leve af" siger hun, lige inden Amadeus siger han, ikke behøver det.. "jamen.." sukker hun og ser på på maden.. HUn ser så på Amadeus, og holder sin mund til har har fortalt færdigt.. Hun tager så noget suppe op i skeen, hun sikre sig der ikke vil 'dryppe' noget ned. Hun rækker skeen over mod Amadeus "spiis" siger hun så med et bred smil

Løfter sit ene tilbageblevne øjenbryn en smule, mens han undrer sig over hvad hun har gang i. Efter at havde tjekket hendes handling for skumle hensigter, hvilket han gjorde automatisk i det ubevidste, smiler han lidt og mens han holder skeen stille med to fingre spiser han det forsigtigt. Egentligt var det jo varmt, men han var blevet så vant til at havde det varmt at han ikke rigtig lod sig mærke ved det. Først når hans tunge begyndte at føles lodden, ville han skænke det en tanke. "Pas hellere på, den er ret varm."
Han gav hende forsigtigt hendes hånd med skeen tilbage. "Spis nu. Din krop har mistet en masse blod, og har brug for energien." Han smilte opmuntrende, og skjulte sin sult bag en facade af stille bekymring. "Og bare rolig; jeg har rigeligt at leve af, hvilket er mere man kan sige om dig hvis du ikke får noget at spise nu."

hun ser på ham, og smiler roligt, "du skal bare vide at jeg ikke er særlig vild med sådan bare at komme og spise alt din mad" siger hun og smiler let undskyldende. Hun tager derefter en ny skefuld, og pustede hurtigt på sken, og prøvede forsigtigt at nippe til den. Hun tapte nær skeen da det var meget varmt "Auh!" kommer det fra hende. Hun tager hurtigt en nu skefuld, og puster på den, og spiser.
"aarhv, det er vaarmt" kommer det lavt fra hende

Retter sig betydeligt op, og svarer så til hendes første sætning: "Jeg kunne selvfølgelig også bare vælge slet ikke at give dig noget, men så ville det være mig der bestemte det. Så nu skal du bare være en god lille kat og spise din suppe!"
Trækker svagt på smilebåndet. "Den har nok stået for længe i solen," kort efter han sagde det, rykkede han en smule tættere på hende, "her." Lægger den ene hånds håndflade på skålens yderside, og tager en dyb indånding. Efter at han har åndet ud, mindskes mængden af damp, der steg op af suppen betydeligt. "Det skulle være bedre."
Uden at rykke sig tilbage igen, men blivende siddende der hvor han var, cirka ½ meter fra hende, sagde han stille. "Meditationen har også hjulpet på mit temperament, og kontrollen over mine evner." Smiler skævt frem for sig, ud i den tomme luft, mens han roligt trak knæene op under sig, og så lod hovedet hvile på dem.

Hun smiler skævt, da han rykker tættere på hende og gør suppen koldere smiler hun bredt "tusind tak.. er du sikker på at du ikke vil have noget?" spørger hun. HUn kan ikke lade være med at grine da han siger at der har hjulpet på hans temprament "undskyld" griner hun,, og holder sig for munden.

Fastholder et alvorligt og ansvarsfuldt udtryk. "Nej, jeg er ikke sikker. Så skynd dig hellere af spise det før jeg ændre min mening. Hun kunne ikke bringe ham ud af sin balance. Han hvilede albuerne på sine hævede knæ, og skjulte ansigtet i sine hænder. Når han tænkte tilbage på hvordan han havde svaret på hendes tidligere spørgsmål, prøvede han at gøre det bedre og lidt mere afslappet. Efter en tid brød han stilheden. "Jo, det bliver ensomt herude, men når man alligevel ikke har nogen at være sammen med, er det bedre at holde sig selv i isolation i et forsøg på at opretholde den illusion om at det er noget man selv bestemmer." Han talte sjælent, næsten aldrig med nogen faktisk. Folk blev vel skræmt væk af hans hårde ydre, og hvis de endelig kom til at snakke med ham, hans uvelkomne tone. Når der så endelig var chancen for at tale med nogen, skulle den ikke spildes på flere ligegyldige korte svar. Men igen, så havde han ikke lyst til at dele sine private og personlige 'hemmeligheder' med hvem som helst, og måske var det alt ham kom til at sige for nu. "Det er i hvert fald hvad min far plejede at sige." efter det blev han stille.

Hun smilede roligt, og tog endnu en skefuld suppe i munden. "Jammen jeg vil da gerne snakke med dig" siger hun med et stor smil, hun bliver dog meget opmærksom da han siger noget om sin far. "din far?" spørger hun forsigtigt, hvis det havde været hvilken som helst anden havde hun for længe siden givet han et kram. Hun havde da krammed Amadeus før, men når han blev så alvorlig, vidste hun ikke helt om det var nogle god ide, så hun lod være.. Hun var enormt nysgerrig efter at få at vide hvad der egentligt var sket med Amadeus, men var samtidigt bange for at sige noget forkert.

Smiler kort. "Ja. Min far. Hvor utroligt det så end måtte lyde, har jeg også haft sådan en." Han bevægede uroligt rundt på hovedet i et forsøg på at finde en behagelig måde at sidde på. Ikke at han regnede med at finde en, men det hjalp lidt med at holde tankerne væk fra hvad han lavede, hvor han var havnet og hvordan.
"Engang..." stoppede igen, "engang levede jeg et normalt liv. Eller normalt er måske så meget sagt.." Han droppede det faktum og bevægede videre med sin historie. "Logisk nok havde jeg en far og en mor. Jeg havde også en lillesøster, men hun var aldrig rigtig god for noget." Smilte lidt uroligt for sig selv, mens han tænkte tilbage på ting der kun foregik inde i hans hoved. "En dag gik min mor og søster ud for at plukke svampe. Det var sent om vinteren, og jeg kan stadig huske det helt friske lag sne, der lå på jorden. Det var som om verden var blevet vasket helt ren, og alting startede på ny.." Kigger tænksomt op på himlen et stykke tid, imens han ledder efter sine næste ord. "De kom aldrig tilbage igen. Hvad der skete med dem, fandt vi heller aldrig ud af. Der kom aldrig breve med krav om en løsesum. De forsvandt som dug for solen. Jeg tror jeg var... 6-7 år gammel på det tidspunkt."
"Min far var aldrig helt den samme igen. Han blev meget indelukket, og tog sig aldrig rigtigt mere af andre folk eller mig. Brugte det meste tid i sit kammer." Holder endnu en tænksom pause, mens en kølig vind blæser ind over dem. "Så..." Prøvede at finde en måde at sige det følgende på, uden at sige for meget. "Så kom nogen, og tog alt fra mig." flammen i bålet blussede bemærkelsesværdigt meget mere op. Hans stemme blev pludselig hård, og han besluttede i alt sin indelukkede vrede, og det var nok for i dag. "Det tilgiver jeg ham aldrig."
Han brød sig ikke om at sidde der ved bålet. Han havde troet at det ville få ham til at føle sig bedre tilpas hvis han fortalte om sin historie, men det fik ham bare til at føle sig nøgen og sårbar. Egentligt ville han helst kunne forsvinde op på bjergets top, og være sig selv.

Rena sidder bare med halvt åben mund og ser på ham mens han fortæller.. "Det.. er jeg ked af.." siger hun stille, hun rykker sig forsigtigt lidt tættere på ham "jeg skulle slet ikke havde kommenteret det.. det må du undskylde" siger hun og ryster let på hovedet . Hun ved ikke helt hvad hun skal gøre, hvordan skal hun få ham til at blive bare lidt glad igen, og kan hun over hovedet? Hun prøver den eneste måde hun nu kender, hun ligger forsigtigt armene rundt om ham, selvom hun ikke er helt sikker på om han bare vil skubbe hende væk.