Aria havde som altid vært på arbejde på kroen. Normalt gik hun direkte hjem når hun fik fri sent om aften, men denne aften havde hun fået lidt tidligere fri og hun havde lige et stop på turen hjem, ikke lige frem et stop folk normalt ville lave, for det var i skumringskvarteret.

Aria havde vært inde i Contessas butik for at lede efter et smykke, men uden held. Aria havde fået sig en kort snak med Contessa Blight om det smykke hun lede efter, men måtte gå tomhændet fra butikken.

Aria havde før vært i skumringskvarteret, hun syntes ikke der var så uhyggeligt som alle folk sagde, men det var nok også bare hende der var lidt underlig.

Aria havde vært i butikken lidt længere end planlagt, og da hun gik der fra var der mørkt, stjernerne viste sig tydeligt på himlen som aften langsomt ændrede sig til nat.
Aria ville skyde genvej gennem en af gyderne så hun kunne komme hjem.

Det var åbenbart blevet sent, for som hun drejede ind i gyden var der fuldstændig tomt og stille så hendes skridt gav genlyd i gyden.
Aria gik bare og havde hænderne i lommerne, hun frøs ikke det kunne hun ikke, men bare for at slappe af som hun gik gennem den lange tomme gyde.

Det var en hel befrielse at være i hovedstaden, det var ved at være længe siden dæmonen havde befundet sig her. Det var måske heller ikke det mest oplagte sted for hende at tage hen, men nu havde hun taget sig lidt frihed for de opgaver Ra havde til hende og var smuttet til hovedstaden for en stund. Hun havde været på Det Halve Svin, hvilket havde været uden problemer, dog kunne hun godt mærke hun havde blod på tanden, dog ville det være hjernedødt at lad det gå løs på kroen, det kunne jo være hun kom tilbage på et tidspunkt og så ville det jo være fint med et sted at drikke, eller sove for den sags skyld.

Gennem gaderne gik hun nu, lod blikket flakke fra side til side efter et muligt offer, men gaderne var så godt som tomme. Amara stoppede da hun så en skikkelse i det fjerne dreje ned gennem en gyde, hvilket fik et bredt smil på hendes læber. Hun havde fundet sit offer og var ligeglad med hvem det var, eller hvad kønnet var. Med en fornuftig afstand fulgte hun efter skikkelsen og som hun nærmede sig lidt kunne hun se det var en ung kvinde.

Amara lod sine vinger komme frem og hun satte af fra jorden. Dette ville sikkert kunne høres som genlyd i gyden, men når kvinden ville vende sig om, ville hun ikke se nogen, eller høre nogen for den sags skyld. Hun havde fløjet lidt i forvejen og stod en gade længere nede og ventede på hende.

Aria gik i sine egne tanker gennem gyden, hun viste enlig ikke hvorfor hun var gået denne vej, men der var så dejlig roligt og fredeligt så det gjorder enlig ikke så meget alligevel.
Aria hørte en genlyd og vendte sig hurtigt om, men der var ikke noget. Aria undrede sig lidt men rystede bare på hovedet, det var nok ikke noget alligevel.

Aria bevægede sig videre på sin færden hjem. hmm hvad skulle hun mon lave når hun kom hjem, noget mad? et bad måske, der var mange muligheder.
Hun fik og nynnede en smule for sig selv, hun var ikke sikker på hvor hun kunne melodien fra, men den sad fast i hendes hoved, hun kendte ikke ordene kun melodien.

Aria drejede ned af gaden lidt længere nede og drejede igen, da hun kom rundt om hjørnet og var tæt på at gå ind i en kvinde stoppede hun op og så op "undskyld" sagde hun roligt og bevægede sig i stedet uden om kvinden.
Hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke fik et mindre chok over der pludselig stod en i mørket, men det var skumringskvarteret, der kunne ske en masse så man vidste aldrig, men der var jo ikke sket noget så det var vel fint nok.
Aria ville bare gå uden om kvinden og så gå videre hjem over, hun burde heller ikke ha langt hjem længere, og så alligevel var der et lille stykke vej endnu enlig.

Et bredt smil kom frem på hendes læber som hun afventede personen hun netop havde fulgt efter, hvilket heller ikke kunne tage alverdens. Ganske rigigt. Der var ikke gået alverdens tid som hun begyndte at kunne høre en nynnen og regnede med det var selv samme person, ellers var det også fuldkommen lige meget, så længe hun fik den lille smule sjov der nu var i at ødelægge et individ. Skumringskvarteret var også det rette sted at gøre noget som dette. Jo nok var der vagter der gik rundt, men Amarathena havde ikke spottet nogle i noget tid nu, så hun tog  chancen… Ellers ville hun blot få en på opleveren, hvis hun skulle ende med at blive smidt i arresten.

Som skridt nærmede sig, gik hun ud i gaden og virkede som om hun skulle i den anden retning end den som hendes offer kom fra. Hendes blik faldt da på en kvinde der var ved at gå ind i hende. Det var tydeligt at denne unge kvinde var overrasket over at der pludselig var en foran hende, hvad hun dog ikke vidste var, at alt dette var planlagt og hun formentlig ikke lod denne pige gå nogen steder. Et skævt smil fandt da vej til hendes læber da hun hørte den anden undskylde ”Mhhm. Det er okay.” sagde hun og lod hendes blik hvile lidt på den anden, før hun lod hende komme forbi. Eller i hvert fald som en start.

Som den unge kvinde var gået forbi hende, begyndte Amara selv at gå, dog ville der ikke gå længe før hun ville stoppe og og se sig over skulderen før hun langsomt tog hun sine kniv handsker på. Dette ville nok ikke være fuldkommen lydløst, men hun ville i hvert fald ikke være i stand til at vide det var knive der var for enden af fingerspidserne. Når handskerne godt og vel var på, ville hun vende sig og begyndte at følge efter kvinden igen. Dog var Amara meget påpasselig med ikke at lave for meget unødig lyd, for ikke at alarmere hende, men der skulle ikke gå længe før hun skulle slå til.

Aria sendte kvinden et roligt og undskyldende smil som kvinden sagde det var okay, inden hun selv gik forbi kvinden og fortsatte ned af gyden mens hun igen nynnede roligt.
Aria fik en ubehagelig følelse af at blive forfulgt, hun så lidt bag sig, men nej hun så bare kvinden stå stille, hun rystede lidt på hovedet og gik videre, hun tænkte ikke over lyden det kom nok bare fra kvinden så det var jo ikke noget Aria skulle tage stilling til, eller det gik hun ikke ud fra.

Aria fortsatte ned af gyden mens hun nynnede en lille melodi for sig selv. Hun drejede ned af en gyde til højere og havde fortsat denne underlige følelse af at blive iagtaget eller forfulgt, hvilket fik hende automatisk til at gå lidt hurtigere.
Aria ville gerne hjem, hun kunne ikke li denne følelse af at det løb hende koldt ned af ryggen, følelsen af at blive holdt øje med, følelsen af at blive fulgt efter, hun kunne ikke li det.

Aria gik lidt hurtigere, hun løb ikke, men det begyndte at være tæt på, for hun kunne virkelig ikke li følelsen af det, men hun ture heller ikke at se sig tilbage for hvad nu hvis der faktisk var nogen eller noget bag hende. 
Arias tanker endte på kvinden, men det kunne nok ikke være hende, hvorfor skulle hun følge efter Aria. Samtidig huskede hun en anden ubehagelig oplevelse med en dæmon, og det var en kvinde, så hun havde lært på den hårdere måde at man ikke skulle undervudere kvinder, for de kunne være ligeså farlige som mænd.
Hun gjorde ikke noget andet end at gå for at komme hjem så hurtigt som muligt.

Amara kunne i og for sig sagtens bare have fulgt efter den yngre kvinde med det samme, men det ville være selvmål, for det ville hurtigt blive bemærket. Desuden havde Ra lært hende meget bedre op end det. Bevares så havde hun ikke ventet meget længere end et par minutter, før hun var stoppet op og havde taget handskerne på. Ikke tøsebarnet havde gjort hende noget i teorien. Hun var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Roligt gik hun efter kvinden, men sørgede altid for at holde sig i skyggerne, blot for at have en endnu bedre chance for at fange sit ”bytte”. Et bredt lettere dystert smil kom frem på hendes læber som hun så kvinden begynde at sætte farten op. Dette ville blot gøre jagten væsentligt sjovere og ret hurtigt kunne hun mærke rusen fra adrenalinen der bredte sig i kroppen, hvordan hendes indre rovdyr blev vækket til live. Amara holdt sig i nærheden, men stadig tilstrækkeligt langt nok væk til kvinden ikke ville være i stand til at se hende i ret godt i mørket, desuden gjorde det sorte tøj det også nemmere for hende at falde ind med de skygger hun gemte sig i.

Det var næsten underholdning nok i sig selv bare at gå bag kvinden og se hende blive ved med at sætte tempoet op uden reelt at løbe. Hun vidste ikke om den anden havde lagt to og to sammen, selv hvis hun havde, gjorde det blot det hele meget sjovere. Et sus bag kvinden kunne dog høres, da Amara spredte sine vinger og satte af, for hvem kiggede på tagene når de blev forfulgt? Et kækt smil kom frem på hendes læber som hun fløj lidt frem ad på den vej kvinden var gået i retning af og landede let på et af tagene og holdt sig skjult bedst muligt, indtil hun kunne dumpe ned lige foran kvinden.

Aria var ikke helt sikker på hvad det var, men hun havde følelsen af at hun blev holdt øje med, eller forfulgt og hun kunne ikke li det.
Aria valgte derfor at sætte noget fart under fødderne så hun kunne komme hurtigt hjem, i tilfælde af at hun blev forfulgt.
Hun gik hurtigere og hurtigere indtil hun satte i løb, ikke med alt hendes fart, men hun løb alligevel, jo hurtigere hun kunne komme hjem jo bedre.

Aria drejede omkring et hjørne og videre ned af en gyde, hvorfor havde hun også valgt at tage gyderne hjem? havde hun ikke lært noget efter den sidste ting hun rende ind i? Aria skulle virkelig til at tænke sig om når hun tog hjem.
Aria løb og så sig bag ud, hun måtte sætte farten ned for ikke at køre sig selv træt, så hun gik hurtigt i stedet.
Hun tog sværdet fra sin ryg så hun havde det i hånden i tilfælde af at hun blev angrebet af noget eller nogen.

Aria så bag sig, men der var ingen at se, så hun blev lidt mere rolig, måske var hun bare paranoid efter sidste gang, hun satte sværdet tilbage på ryggen og gik stadig lidt hurtigt men ikke ligeså hurtigt som før.
Aria viste ikke hvorfor hun var blevet så nervøs, hun var som regel ikke bange af sig.

Amara fulgte efter kvinden ned ad hver lille gade, hvert et sving. Altid lige i hælene på hende, men stadig ude af syne. Hun elskede dette katten efter musen spil hun havde sat i gang, for det var tydeligt at den yngre kvinde var ved at tabe småkagerne, nærmest som om hun vidste der var nogen der fulgte efter hende, men alligevel var der aldrig nogen at se, hverken foran, ved siden af eller bag hende.

Oppe fra tagene fulgte hun kvinden og som hun drejede ned af en gyde, kom der et slesk smil frem på hendes læber. Det var nu hun ville få chancen, for der var ikke ret meget lyd i gyden og det gjorde det blot meget nemmere for Amara at overraske den anden. Hun stoppede som kvinden trak sit svær, hvilket fik et suk til at undslippe, det var ikke sikkert det blev en ret stor udfordring, men det måtte tiden selvfølgelig vise. Dog blev sværdet atter sat tilbage på kvindens ryg og det virkede nærmest til hun igen begyndte at slappe lidt af, hvilket ville blive hendes største fejl.

Ned fra taget sprang Amara og landede praktisk talt lige foran kvinden. Læberne var trukket i et dystert smil og uden tøven sprang dæmonen nærmest frem mod kvinden i forsøg på at vælte hende omkuld så hun kunne sætte sig henover hende.

Aria var sikker på hun bare var paranoid, der var jo ikke nogen, så hun gik bare roligt videre i sine egne tanker og nynnede lidt for sig selv, nok mest fordi stilheden blev kedelig for hende.

Aria fik et chok som noget eller nogen sprang ned foran hende og automatisk trådte hun et skridt tilbage, men samtidig med hun gjorde det gik vedkommende tættere på, Aria trådte på en af stenene på jorden og falde bagover, normalt havde hun en god balance, men hun blev forskrækket og samtidig trådte på en sten så hendes balance forsvandt med det samme og hun lande på bagdelen og ømmede sig kort.

Aria fik fatningen igen og så op på den person der lige var sprunget ned foran hende "hvem er du?" spurgte hun undrende, dog med en kølig stemme, og hvorfor sprang hun ned foran hende, det virkede mærkeligt.
Aria børstede sine hænder lidt inden hun forsøgte at rejse sig igen, der var koldt og vådt på jorden, ikke at kulde generede hende, hun kunne ikke mærke kulden, men hun ville op og stå alligevel.

Amara kunne ikke beskrive den følelse hun fik, når hun så sit bytte benægte at de faktisk blev forfulgt. Var kvinden begyndt at nynne? Hun kunne ikke lade være med at smile over den falske tryghed den anden lavede for sig selv, det var næsten underholdende.

Som hun dumpede ned fra taget og landede foran hende, lykkedes det hende dog ikke at få kvinden nedlagt, jo hun gled og faldt på bagdelen, men ikke med Amara over hende. Hun sagde ikke noget, gik blot tættere på den yngre kvinde, stadig med det dystre smil på læberne. Det var just heller ikke et venligt sæt øjne der mødte hende, i stedet var de kolde.

Amara trak let på skuldrene og gik op til kvinden ”Det spiller ingen rolle for dig.” svarede hun og før kvinden ville komme op og stå, ville Amara sende et spark imod hendes mave i håb om det ville få hende til at blive liggende.

Som kvinden kom tættere og tættere på begyndte Aria at få en dårlig mavefornemmelse, skulle hun virkelig til at finde en ny vej hjem for at undgå de forbandede dæmoner der rendte rundt, eller hun gik ud fra kvinden foran hende var en dæmon, men hun sagde ikke noget.

Aria blev ikke mindre i tvivl som kvinden virkede kold og dyster. Aria vidste med det samme at hun skulle væk, hun havde haft et møde med en dæmon kvinde før, hun følte ikke et behov for at prøve det igen.
Som Aria næsten kom på benene og var uopmærksom et øjeblik mærkede hun en smerte i sin mave som hun blev sparket til, alt luft røg ud af hende og hun røg direkte ned i jorden igen.
Aria tog sig til maven og forsøgte at få luften tilbage, det hele snorede lidt rundt et øjeblik som hun ømmede sig lidt.
Hendes mine ændrede sig dog fra smerte til vrede "det skal du få betalt" mumlede hun sammenbidt, nok mest til sig selv som hun greb efter sit sværd på sin ryg, hun gik aldrig nogen steder uden det og lige nu var hun glad for hun havde det på sig.
Hun forsøgte i hvert fald at få drejet sig lidt så hun kunne få fat i sit sværd.

Det var ikke just fordi Amara flagede med hvad race hun i virkeligheden var. Men med de vinger der sad på hendes ryg, var man nok ikke specielt meget i tvivl. Det var i hvert fald ikke et sæt englevinger, men i stedet noget der mindede om en flagermus bare meget større.

Amara så nærmest triumferende ned på kvinden der faldt sammen, som sparket mod hendes mave ramte og slog pusten ud af hende. Hun elskede at lege med mennesker, de var som regel nemme at overrumple og nu så denne kvinde heller ikke ud til at være andet end i midten af teenageårene. Alt hun havde gjort var at støde ind i hende, det var alt, men det havde været nok. Et bredt smil kom frem på hendes læber som kvinden talte ”Så kom lille skat.” svarede hun hånligt som hun så på kvinden der ivrigt greb efter sit sværd for at forsvare sig.

Aria drejede sig rundt og fik fat i sit sværd mens hun med lidt besvær kom på benene igen, hun havde ikke helt pusten endnu og hun havde uden tvivl ondt i maven, hun så mod kvinden "jeg er ikke lille" sagde hun sammenbidt som hun svingede sværdet mod kvinden, hun gik mest efter maven eller armene, da det lige var det hun kunne fokusere på.
Aria var en god kæmper, og normalt ramte hun stort set hver gang, men det kom trods alt an på modstanderen, og denne modstander kendte hun ikke, men det forhindrede hende ikke i at prøve.

Aria havde vært oppe mod en dæmon kvinde før, og denne gang var hun nok lidt mere forberedt, en tanke slog hende kort, men hun slog den også væk igen.
Aria kunne ikke fokusere nok på kvinden til at prøve og læse hendes tanker, men hun kunne stadig bruge sit sværd, og det var lige præcis det hun ville gøre.

Der var ingen frygt at se i hendes blik, kun irritation og vrede, hendes blik var også koldt, for hun ville ikke overgive sig så nemt.
Aria håbede hun havde ramt kvinden, men hun var ikke sikker, hun så på kvinden for at se om hun var ramt.

Aria var allerede meget træt af kvinden, hun var ikke lille og hun var så træt af at folk sagde det, men af en eller anden grund gjorde det hende vred at det kom fra denne kvinde.
Aria kommenterede ikke på kvindens svar, hun ramte hende ikke hvilket gjorde at hun bare svang sværdet igen, men igen uden held.

Aria kunne mærke luften roligt kom tilbage i hendes lunger igen hvilket gav hende lidt mere styrke og fokus.
Hun blev dog distraheret af det kvinden sagde, hvordan vidste hun det? folk vidste aldrig når Aria prøvede at læse deres tanker "vent... hvordan vidste du..." lød det undrende fra hende, nok mest sagt til sig selv, men hun undrede sig stadig.
Aria svang sværdet igen, dog med lidt mere kontrol og ramte kvindens arm, hvilket kvinden slet ikke reagerede på, Aria sukkede lidt for sig selv "hvorfor skal jeg altid rende ind i de åndsvage dæmoner" mumlede hun irriteret for sig selv og hun havde kun lige sagt det og svang sværdet mod kvinden da hun mærkede smerten fra kvindens klør mod sin hånd så sværdet fløj ud af hendes hånd og lande på den anden side af kvinden, så Aria nu skulle forbi hende for at få sit sværd igen, hun så på sin hånd, op på kvinden over på sit sværd og sukkede irriteret "for en i..." hun stoppede sig selv, men var tydeligt irriteret over situartionen, dog stadig ikke bange.
Hun så på kvinden "når... gammeldag manere ser jeg" sagde hun til sig selv inden hun hævede sine hænder og var klar til at slås med dem i stedet, hun havde ikke sit sværd så hun måtte bruge sine hænder i stedet, eller hånd, den ene hånd var ret ødelagt efter klørene, men hun lod sig ikke reagere på det, i stedet forsøgte hun at svinge sit ene ben mod kvindens ben i håb om at vælte hende så hun kunne holde hende nede, men hun vidste ikke om det ville virke.

Aria var dog glad for at kvinden ikke læste hendes tanker, for de var i den grad på den forkerte vej, Aria undrede sig mest over hvorfor det altid var de onde der så godt ud, hun prøvede dog at styrere sine tanker selvom ingen kunne høre dem.