Kain sad ved det nærmeste posthus og overvejede at sende et brev til Kayla, han havde ikke hørt fra hende i noget tid og han ville egentlig gerne vide hvordan det gik med hende. Måske kunne han få lidt gode nyheder, det var jo ikke så tit de så hinanden eftersom hun var nomade. De sidste 4 år havde det mest været brevudveksling og nogle få møder når de lige var i nærheden af hinanden. Han ville da gerne vide hvordan det gik med hende. Bare sådan for et gammelt venskabs skyld.

Kære Frøken Kayla.



Jeg sidder i nærheden af Tumelinens posthus og tænkte at jeg ville sende Dem en due. 

Jeg håber at livet går Dem godt på landevejen og at alt er som det skal være. Jeg ved jo at De rejser rundt sammen med resten af karavanen. Nogle gange tænker jeg om De aldrig kunne ønske dem et andet liv. Om De aldrig kunne tænke dig at falde til ro med en mand. Eller De har måske allerede fundet en mand blandt dem i karavanen? 



Det er jo noget tid siden De og jeg har skrevet sammen sidst, så jeg håber ikke denne due bruger for lang tid på at finde frem til Dem. 

Jeg vil vente deres due. Jeg er i Tumelinen i en lille uges tid til noget arbejde, og nej jeg kan stadig ikke fortælle hvad jeg arbejder som. Bekymre Dem ikke om mig, jeg skal nok klare mig. Hvor der er arbejde er der Krystaller, og hvor der er Krystaller på lommen er der chancen for at få en bid mad på den nærmeste kro.

Han kiggede lidt på brevet og var egentlig ikke særlig glad for brevet. Men det måtte være som det var. DEt var længe siden han havde skrevet et brev til Kayla og brugt sine skrive evner. Men brevet kunne da læses, om end at der måske var lidt små fejl hist og pist. Han rullede pergamentet sammen og rakte det til manden bag disken. "Dette skal sendes til Nomaden Kayla, hvor hun er ved jeg ikke, men jeg håber dine duer kan finde vejen. Send din bedste due om det så koster ekstra." kom det fra Kain og lagde nogle jader på bordet for at kigge på en ekstra gang på brevet som det blev taget ra ham og sat på en due. Duen blev placeret på vinduet og løftet op i luften og med et lille skub, så han hvordan duen forsvandt ud fra hans synsvinkel på grund af det lille vindue. Et svagt smil kom på hans læber. Gad vide hvordan Kayla så ud nu efter de ikke havde set hinanden i nogle år. Var hun blevet kønnere? Var hun grim nu?! Hvad nu hvis hun allerede havde fundet en mand? Den spirrende forelskelse han havde mærket ved deres første møde kunne briste lige nu. DEn gang havde han bare aldrig taget modet til at kysse hende eller nogle af de andre gange de havde set hinanden. Hver gang de havde set hinanden havde en lille gnist kommet op i ham, og det brændte inde i ham for at gøre noget ved det, men han ville ikke. Det var ikke passende for en mand hvis ikke det var gengældt. Han gik jo ikke engang på et hore hus for han havde aldrig tænkt de baner. Han var lige så uskyldig som altid. Havde aldrig drukket, havde aldrig haft noget intimt med nogen, og han havde bestemt heller ikke kysset med nogen. Om end at han fandt mænd lige så interessante som kvinder. Men det var forkert at en mand var sammen med en mand!

Som nomade var det ikke så tit, man fik breve. Inden hun mødte Kain, kunne Kayla faktisk slet ikke mindes at have fået et brev før. Det ændrede sig dog, og gennem de år der var gået siden deres første møde, var der blevet udvekslet en del breve mellem de to. Kain var en af de få, hun ville betegne som sine venner, og det bragte hende altid glæde at læse hans breve. Derfor havde hun også passet på hvert eneste af dem, hun opbevarede dem i en lille træ-æske sammen med sine få andre personlige ejendele.
Den lille due så ud til at have været længe undervejs, og virkede ikke til at være helt tilfreds med kulden. Hurtigt fik Kayla befriet brevet fra duen, og tog den med sig ind i vognen. Hun fandt lidt korn og en lille skål vand som hun satte frem til duen, mens hun gav sig til at læse brevet. Som altid fik hans ord hende til at smile, og hurtigt fandt hun et stykke pergament, blæk og den lille fjerpen frem, og gav sig til at svare.






 
Kayla tøvede et øjeblik. Hvad Kain ikke vidste var, at hun med tiden var begyndt at holde af ham, som lidt mere end bare en ven. Skulle hun mon fortælle ham det? Nej, det var bedre at gøre når de engang fik mulighed for at mødes igen, mente hun. Hvis hun da nogensinde ville være i stand til at indrømme den slags, ansigt til ansigt. Hun rødmede, og vendte opmærksomheden mod brevet igen.
 

Det glæder mig, at det går Dem godt.
Hvad angår Deres arbejde, vil jeg altid bekymre mig, men jeg stoler på, at De ved hvad De gør.
Er tiden i øvrigt ikke efterhånden inde til, at vi kan slippe formaliteterne, og holde op med at være De’s? Jeg mener, vi har kendt hinanden i nogle år efterhånden.
Jeg håber, duen når frem i tide.


De bedste hilsner
Kayla

Der var selvfølgelig gået nogle dage fra han havde fået sendt brevet til at han havde været forbi postkontoret for at høre om der var kommet brev til ham. Mest af alt havde han været på kroen og lyttet til rygter og fulgt nogle af de rygter der havde været. Men det havde blot endt i vildspor. Men der foregik noget mystisk i Tumeliien, der var op til flere dødsfald alle sammen tømt for blod. Han havde endnu ikke set et lig på bordet da vagterne ikke havde ladet ham se dem. Heller ikke selvom han bestemt havde fortalt dem han kunne hjælpe med deres lille problem. Problemet var bare vagterne stolede ikke på ham. Han var ny i byen og han havde ikke lige frem et pergement hvor der stod hvor mange vampyr boliger han havde ødelagt og hvor mange vampyrer han havde slået ihjel. Desuden virkede vagterne ikke særlig begejstret for hans lidt lyn agtige sværd der sad på ryggen af ham.

Han læste brevet igennem og vandrede ud af postkontoret og straks fik han et smil på læben over hendes svar. Gad vide hvor hun var henne? Hun var blevet en rigtig god ven igennem årene. Om end at hun ikke vidste at han var varulv. Den ting havde han forholdt hemmeligt. Han kunne simpelthen ikke få det ud over sine læber når de havde set hinanden. Hun ville se anderledes på ham, det var han sikker på. Det var en forbandelse han ikke kunne slippe ud af og en forbandelse han ville have resten af livet.Han bevægede sig hen til kroen og op på sit værelse hvor fjerpen og blæk pænt stod på et bord. Straks hev han et pergament frem ra lommen, det var lidt krøllet og han håbede ikke at det ville å problemer med blækket og han prikkede hul igennem pergamentet.

Kære Frøken Kayla



Hvor i landet er De nu? Jeg nyder sådan at høre om Deres eventyrer i Deres breve. Det er som at være der selv.

Har du lært noget nyt? Set noget spændende? Fortæl fortæl!!! 



Jeg forstår. Det må ikke være nemt at være blevet efterladt af nogen der burde holde af en. Jeg kan huske for blot fire år siden hvor jeg mistede min familie. Det var hårdt og ubærligt. At jeg så blev.... Jeg mener min bror og jeg var ikke til at skille ad, og han blev slået ihjel... troede jeg...  Lige meget det kan vi altid tage på et senere tidspunkt. 



Gudskelov Eller jeg mener... Altså det er da ærgerligt at DE ikke møder nogen jævnaldrende eller nogen der tilslutter jeres lille nomade flok. Der må da være en masse som har brug for et hjem som kun I kan tilbyde

Han prikkede hul i pergamentet så jerpenne gik is tykker lige præcis det sed hvor pergamentet var mest krøllet. "For satan da også!" et par enkelt blæk dråber landede midt på pergamentet oven i noget at teksten, men han håbede hun kunne læse det.

Bare rolig Frøke Kayla, jeg passer altid på, det er ikke lige frem fordi det er et nemt arbejde jeg har. De skal ikke bekymre Dem om mig. Jeg skal nok klare mig

Måske er det på tide at vi gør det, men det er ikke sådan jeg er opdraget det ved De godt. Etikette er vejen frem som jeg har skrevet nogle gange og fortalt Dem de gange vi har set hinanden. Den dag jeg bliver trolovet eller får en kæreste vil jeg måske droppe det for den person. Men hvem ved, det er endnu ikke sket. Men bare fordi jeg skriver og siger Dem og De til Dem behøver De ikke gøre det samme, det ved De. Men jeg takker for at De gør det. Det viser bare du har etikette selvom De ikke er opdraget sådan.

Pletterne på pergamentet af blækket der var dryppet ned forstyrrede hele brevet, og det han havde streget over lignede ham ikke. Det var måske et tegn på at noget var galt med ham. Han var bare glad for at høre fra Kayla igen. Hun havde en hell særlig plads i hans hjerte som en god veninde. En veninde han kunne ligge alt sin viden og behov på. Han kunne vende alt med hende selvom det bare var i et brev. Han rejste sig op og rullede det ødelagte og krøllede pergament sammen og bevægede sig hen til postkontoret. Det var skumrigstid og tegn på at vampyrerne ville dukke frem hvis de var til at opdrive. Heldigvis skulle hans sværd nok fortælle ham når der var en vampyr i nærheden. Det var heldigvis det gode ved hans sværd.
Han så endnu engang hvordan pergamentet blev taget og duen atter en gang blev løftet op i luften med et lille vip og duen løj afsted. Han så aldrig i hvilken retning, men han vidste at duen nok skulle finde frem til den rigtige person. De var jo vældig godt trænet!

Der var efterhånden gået en del dage, siden Kayla sendte sit svar til Kain, og hun var blevet urolig for, om han alligevel havde nået at forlade Turmelinien igen, inden hendes svar nåede frem. Derfor var det også med stor glæde og ivrighed, at hun tog imod duen og fik frigjort brevet. Brevet var allerede læst inden hun nåede ind i karavane-vognen, og hun kunne ikke helt undgå at grine lidt over pergamentets tilstand. Det vidnede om, at han havde været lige så ivrig for at svare hende, som hun var for at svare ham. Hurtigt blev det lille brev-sæt fundet frem, og hun gav sig til at svare.

Kære Kain.
Det glæder mig at høre, at De nyder mine fortællinger.
I øjeblikket befinder vi os i den sydlige del af Nordlandet, hvor vi er ved at gøre karavanen klar til en længere rejse.
Jeg har gode nyheder, vi kommer endelig til Medanien igen!
Vi rejser om 2 dage, så hvis De stadig er i Turmelinien når vi når dertil, kunne vi måske mødes allerede der?
Hvem ved, måske kunne De endda følges med karavanen resten af vejen tilbage til Medanien.
Det kunne være hyggeligt, så ville vi også have masser af tid til at snakke om alting.
Jeg håber, min due når frem i tide.

Kayla

Hun skyndte sig at finde duen og få fastgjort brevet til den. Nu var der bare tilbage at håbe, at det nåede hurtigt frem, så han fik en chance for at svare hende, inden karavanen nåede til Turmelinien.

Der var ikke gået lige så lang tid som sidst da Kain endelig slog døren forbi postkontoret. Der lå et brev til ham, hvor heldig havde man lov til at være! Han nærmest flået sejle op på pergamentet og læste det igennem. Hvis hun var i udkanten af Nordlandet og han var i Smarana så ville der jo ikke gå så lang tid før de nåede her til. Hvis de altså dukkede op ved Samarna for at få et hvil. Han smilte lidt for sig selv og kiggede på pergamentet, gik over til det lille bord hvor der var pergamenter og en fjerpen, denne gang var pergamentet ikke krøllet.

Kære Frøken Kayla.



Hvis I er udkanten af ordlandet, kommer I så fordbi Saramana? For så slår jeg da gerne op og følges med jer noget af vejen til Medanien. Jeg har nok aldrig sagt det til Dem, men jeg hader Medanien efter min mor og bror blev slået ihjel for nogle år tilbage...



Men når alt kommer til alt vil jeg elske Deres selvskab på vejen mod Medanien inden mine veje går et andet sted hen.



Jeg vil med glæde vente på Jer i Saramana til jeres ankomst, jeg fik ikke held med mit arbejde, jeg kan findes på kroen på værelse 12 hvis De kommer denne vej altså. Ellers send mig et brev hvis I ikke lige kommer til byen



Kærligste hilsner 



Kain Asmodeus Erathus

Okey han var vældig tilfreds med pergamentet så det blev straks afleveret og sendt afsted. Der ville jo ikke gå ret lang tid før hun havde brevet på sin færd igennem det sidsste sykke af Nordlandet og videre imod Turmeliien

Karavanen var startet sin rejse, inden duen vendte retur med svar. Kayla havde nu heller ikke forventet andet, selv en due kunne ikke flyve ubegrænsede distancer på en enkelt dag. Denne gang kom den flyvende mens hun sad på sin hest, og hurtigt fik hun grebet den og befriet brevet. Nok gik det an at læse et brev på hesteryg, men at svare gik ikke an, så utålmodigt måtte hun vente, til de gjorde et hvil. Så snart der blev gjort tegn til at stoppe, gled hun hastigt ned at hesten og løb ind i vognen, hvor hun havde sine ting.

Kære Kain
Vi skal netop forbi Smarana for at komme videre ned gennem Krystallandet, og som jeg har forstået det, skal vi gøre holdt en dags tid i byen, for at få fyldt lagrene op med forsyninger.
Hvis ikke jeg ser Dem i byen ved vores ankomst, så skal jeg nok opsøge Dem på kroen.
Det gør mig ondt at høre, at oplevelsen med Deres familie har givet Dem et dårligt forhold til Deres hjemegn.
Jeg håber alligevel, De vil gøre os selskab noget af vejen.
Jeg håber, mit brev når frem inden jeg selv gør

Kærligst
Kayla

Duen havde heldigvis fulgt med dem, så hun skyldte sig at finde den, og sende brevet afsted. Hun glædede sig virkelig til at se ham igen.