Med panden som blødte, og den højre arm som blødte, Løb Luna så hurtigt hun kunne igennem hele det skumle kvarter. Hun kiggede slet ikke på dem som hun løb forbi, hun hev efter vejret undervejs. Bed tænderne sammen, som hun kunne se en skov i nærheden. Hvorfor var det, at der skulle være vampyrer efter hende. Ikke lige nu, og hvorfor lige nu. Det var typisk, og hun var slet ikke fan af det. At løbe hurtigere følte hun slet ikke, at hun kunne. Benene ville snart ikke mere, og hun holdte fast på den sorte hætte, så ansigtet ikke kunne ses. Som hun kunne se skoven tættere på, lidt væk fra kvarteret, åndede hun lidt lettet ud. Hun hadede vampyrer, og de var bare en frygtelig fjende i hendes øjne.

"Ved mørkets navn også... "mumlede hun irriteret som hun kunne mærke, hvordan blodet gled ned fra panden og armen. Hun prøvede at holde rundt om armen, i et øjeblik. Glemte at holde fast på hætten. Den faldt ned, og afslørede hendes ansigt og det lyse næsten hvide hår. Med langsomme skridt bakkede hun lidt tilbage, kiggede panisk rundt. Hvad skulle hun gøre overfor 3 vampyrer. De var ældre end hende, og kloge.. Udover det var de så pokkers hurtige. Luna kunne ikke lide det, som hun tog sin kniv frem. Hun nåede dog ikke gøre ret meget, før hun blev trængt op ad et træ. Hun kunne mærke hånden omkring halsen. Slap kniven automatisk, og holdte sine hænder rundt om mandens hånd. Heldigvis kunne hun fortsat få vejret, men det var tæt på at hun sikkert ville besvime. 

Manden nærmede sig med ansigtet, og hun kunne pludselig se de to andre vampyrer. Det var slet ikke godt det her. Et firben som hende, lidt blottet efter de havde ødelagt lidt af hendes tøj, og skadet hende. Blodet stoppede ikke, det fortsatte med at løbe ned ad panden og armen.. Irriteret og panisk bed hun sig i underlæben, og prøvede at sparke manden hårdt imellem benene. Men hun kunne ikke, det var svært når hun var trængt hårdt op ad træet. Udover det havde manden grebet rundt om hendes hals"Hvad vil i!!" råbte hun med blikket hvilende ind i mandens kolde øjne. Han havde et slesk smil, og hun gad slet ikke skænke de to andre vampyrer en tanke. Hun kunne fornemme dem, de var i nærheden. De stod ved siden af hende. Skulle hun dø nu? var hendes liv virkelig slut. Ville de bide hende? drikke alt hendes blod. Luna var bange, selvom hun prøvede ikke at vise det. Manden nærmede sig hendes ansigt endnu mere, og strøg nogle fingre ned over hendes kind. Det fik alle hendes hår til at rejse sig, og hun stivnede nærmest. 

Kain havde sådan set passet sig selv i Dianthos gader. han havde netop været på markedspladsen og fået nogle af de planter han skulle bruge til sin mikstur til at forstærke hans evne. Så kunne han klare sig lidt igen. Dog skulle han på jag efter de sidste af slagsen. Desværre, nogen gange hadet han de store byer. Blomster og planter blev revet væk for at de skulle give til folks udkårene. Det var sådan noget vås med alt det kæresteri! Han brød sig ikke om tanken om at skulle have en kæreste i baghovedet når han var på arbejde. Han klarede sig fint kun ved at tænke på sig selv. Så slap han også for at skulle passe på sig selv. Kom han til skade kom han til skade og så måtte det være sådan det var.
Han var alligevel gået igennem Dianthos gader for at ende i skumrigskvarteret og efter jagten på Måsneskinslilje som forhåbentlig (I følge rygterne) kunne findes her inde i en af butikkerne. Ha var lige glad med hvem der ejede butikken eller hvem de var, så længe de var lovlydige borgere. Han kunne ikke være mere lige glad om hvem de var så længe at han kunne få den plante han skulle bruge. Det var den eneste ingrediens han manglede til sin mikstur. Dog skulle han til at åbne for en butiks dør da hans sværd i ryggen begyndte at vibrere og hans ukkede lidt. Så var der vampyrer på spil igen og han slog ørene ud men kunne ikke høre noget lige med det samme.

Han stak en hånd ned i lommen og kiggede på den lille mængde blå mikstur, der var ikke så meget i flasken tilbage men forhåbentlig var det nok. Han tog proppen af og drak den smule der var. Straks blev hans øjne gule og hans så alt i sort og hvidt. Han drejede hovedet blot for at høre "Hvad vi i" på afstand og han vendte sig om for at løbe hen imod lyden. Han nåede til en skov og lyttede efter igen, blot for at høre en stemme sige. "Stå stille eller du er en død kvinde!" det kunne kun gå galt hvis ikke han stoppede det der blev gjort. Men var det en vampyr eller en ganske simpel morder? Først gik han til højre og opdagede at han var på vej ind imod byen igen, hvilket fik ham til at vende sig om og gå den modsatte vej.
Han hørte grene blive knækket som nogle flere prøvede at bevæge sig imod noget og det fik ham blot til at sætte farten op.

Til alt hans held vibrerede hans sværd mere og mere og lynene i det nederste a sværdet begyndteat blive kraftigere. Han var på rette vej! Da han endelig nåede frem så han en kvinde stå lodret op af et træ, og han kunne se hvordan noget dryppede fra hende, en mand havde allerede munden helt ind til hendes hals. Havde han bidt hende?! Der var ingen tid at spilde! Ha trak sit sværd frem og inden de andre vampyrer kunne nå at sige noget havde Kain svunget sværdet med sådan en kraft at hovedet der netop havde stået og suget blod fra kvinden blev hugget af. Straks aktiverede Kain sin evne så et blåt lysglimt kom frem, og han tog fat i lysglimtet og rørte ved skæftet af sværdet og det blå lysglimt blev suget ind i sværdet. Han slikkede sig lidt på læberne som en bloddråbe havde sat sig på hans kind efter at blodet havde sprøjtet ud af madens hals. "Næste levende billede" kom det fra ham og fik et smørret smil på læberne.

Luna var bare slet ikke glad for, at stå fanget overfor de her grimme, og modbydelige mænd. Hvad de var, havde hun regnet ud. Det var ganske nemt, når hun havde set deres tænder, og deres stank af død. Ikke tale om, at de skulle få en bid af hende, og snuppe hendes blod. Hun ville ikke give op, men hvad skulle et firben som hende kunne gøre overfor alle de mænd. Hun var i undertal, men da hun hørte en stemme, og kunne se en person blev hun nærmest lettet.

Hun frygtede virkelig meget for, at hendes liv var slut. Vampyrer kunne bare være så irriterende, og hun ville aldrig komme til at forstå, hvorfor de var så ivrige efter blod. Der var vel andre lækre ting og drikkelse udover det? selvom Luna også godt vidste, at de skulle bruge blod for at overleve. Da sværdet kom frem, lagde hun automatisk hendes blik på det. Sikke et flot sværd, men denne person her som var kommet, hvem var han. I det mindste så det ud til, at han var igang med at hjælpe hende, hvilket hun bestemt ikke kunne klage over. 

Hovedet tiltede hun, og løftede en hånd op til hendes hals. Forbandede sugende væsner. Hun havde fået huller på halsen, efter bid fra mændene. Hvorfor skulle de også smage på hendes blod, hun var ikke engang sikker på det smagte godt. På den anden side, hun var jomfru, så blodet var sikkert udsøgt, og himmelsk"Eh... Du" hun stoppede sig selv, som hun bare fulgte personen med øjnene. Det var nu ganske imponerende, at han klarede det så godt som han gjorde. Det virkede slet ikke til, at han havde problemer med at kæmpe, og stille sig op overfor dem. 

Hun betragtede mændene kort, før hun fortsat holdte hånden over hullerne på halsen. Tænderne bed hun sammen, hvorefter hun løftede sin hale op, og slå den hen imod den nærmeste mand. Måske hun bare kunne gøre et eller andet, i håb om at de ville lade hende være, og give op. Men det virkede bestemt ikke sådan.. Manden grinede nærmest, som han bagefter greb fat rundt om hendes hals. Et irriteret udtryk kom frem på hendes ansigt, og hun ville ønske at hun havde et våben lige nu. Da manden anden hånd nærmede sig hendes mund, bed hun ham hårdt i hånden"Gider du godt, at slippe mig dit sugende monster!" råbte hun højt.

Kain var lige glad hvem han stod overfor, det var en ungmø i nød og hun skulle hælpes. Desuden var disse mænd vampyrer det indikerede hans sværd sådan som det vibrerede. Han nød faktisk at slå ihjel med sit sværd, mest vampyrer. Men andre havde også lagt vejen forbi hans sværd hvis der var behov for det.
Så da det var tydeligt at der ikke nogen der gav en fuck for ham grinte han smørret og tog fat i sit sværd og jagede de direkte igennem mandens hoved der netop havde holdt den lille ungmø for munde. Sværdet havde ingen hindring i at gå igennem hovedet, og var kun få cm fra hendes ansigt. Straks tog Kain fat i kraniet og skubbede sværdet af mens den lille blå kugle kom fra personen og Kain lagde kuglen ind i sværdet. Et vilddyr mindre!

"Nå skal De have samme skæbne som Deres venner?" lød det fra ham og kiggede på vampyrerne der var på vej hen til Luna bagfra. Men alligevel tøvede han på det groveste. Kain kunne se hvordan han overvejede mulighederne i at flygte eller lade livet, men selvfølgelig manden havde en dødsdom for han gik nærmere Luna. "Varulv hørte Kain manden mumle som han forsvandt i en røgsky og Kain lukkede øjnene for at få en fornemmelse af hvor manden var henne af.

Han tørrede sværdet af i sin bluse og lyttede til vinden og grenen der raslede i vinden. En ting var sikker, vampyreren hvde evner og brugte dem flittigt, spørgsmål var bare om han havde taget benene på nakken og skredet sin vej, eller om han var dum nok til at prøve lykken for at suge blod ud af denne ungmø

Et overrasket udtryk spredte sig over hendes ansigt, selvom hun var meget glad for at der var kommet nogen herud, for at redde hende. Selv ville hun aldrig kunne ordne de varulve selv. De var frygtelige, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at de skulle dræbe hende, eller skade hende alvorligt. Heldigvis havde de ikke skadet hendes hale, og hun kiggede da også hastigt ned imod halen bare for at være helt sikker på, at den var okay. Et lettet suk forlod hendes mund, som halen havde det fint. Gudskelov for hvad skulle hun gøre, hvis den ikke var okay. Jo der var vel healere, men de var vel også lidt væk herfra. 

"Dumme mænd..."mumlede hun lavt som hun betragtede den unge mand, som tog sig af varulvene. Han klarede det nu meget godt, og hun var da ganske imponeret. Hun ville ikke kunne gøre det bedre selv. Hun løftede en hånd op til sit ansigt, for at flytte lidt hårtotter væk, så hun bedre kunne se på sin redningsmand. Han var virkelig stærk, og helt klart også stærkere end Luna. Hun var ikke særlig stærk, men havde da noget styrke og evner, men alligevel ville hun langt fra kunne klare sig overfor de her varulve. Luna følte hendes ben blev gelé agtigt, som hun langsomt faldt ned langs træet hun stod op ad. Hun stivnede kort som hun kunne se en af mændene nærmede sig hende. Men pludselig forsvandt han. Undrende kiggede hun rundt, for at prøve at regne ud hvor den dumme mand kunne være henne. Der gik dog ikke lang tid, før hun kunne mærke et greb rundt om sin hals. Manden lænede sig ind imod hende, og nærmede sig hendes hals.

Luna bed tænderne sammen, og frygtede allerede for sit liv. Men kunne hun gøre noget, det var svært lige nu. Specielt når manden havde grebet rundt om hendes hals. Hvad kunne hun gøre, for hvis hun prøvede at gøre et eller andet med sin hale ville manden sikkert bare bide hende. Drikke hendes blod, og så ville det kun være et spørgsmål om tid, før hun lå på jorden bevidstløs"Hallo.. Slip mig lige!!" halvt vrissede hun og prøvede at komme fri, fra mandens greb.

Et overrasket udtryk spredte sig over hendes ansigt, selvom hun var meget glad for at der var kommet nogen herud, for at redde hende. Selv ville hun aldrig kunne ordne de varulve selv. De var frygtelige, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at de skulle dræbe hende, eller skade hende alvorligt. Heldigvis havde de ikke skadet hendes hale, og hun kiggede da også hastigt ned imod halen bare for at være helt sikker på, at den var okay. Et lettet suk forlod hendes mund, som halen havde det fint. Gudskelov for hvad skulle hun gøre, hvis den ikke var okay. Jo der var vel healere, men de var vel også lidt væk herfra. 

"Dumme mænd..."mumlede hun lavt som hun betragtede den unge mand, som tog sig af varulvene. Han klarede det nu meget godt, og hun var da ganske imponeret. Hun ville ikke kunne gøre det bedre selv. Hun løftede en hånd op til sit ansigt, for at flytte lidt hårtotter væk, så hun bedre kunne se på sin redningsmand. Han var virkelig stærk, og helt klart også stærkere end Luna. Hun var ikke særlig stærk, men havde da noget styrke og evner, men alligevel ville hun langt fra kunne klare sig overfor de her varulve. Luna følte hendes ben blev gelé agtigt, som hun langsomt faldt ned langs træet hun stod op ad. Hun stivnede kort som hun kunne se en af mændene nærmede sig hende. Men pludselig forsvandt han. Undrende kiggede hun rundt, for at prøve at regne ud hvor den dumme mand kunne være henne. Der gik dog ikke lang tid, før hun kunne mærke et greb rundt om sin hals. Manden lænede sig ind imod hende, og nærmede sig hendes hals.

Luna bed tænderne sammen, og frygtede allerede for sit liv. Men kunne hun gøre noget, det var svært lige nu. Specielt når manden havde grebet rundt om hendes hals. Hvad kunne hun gøre, for hvis hun prøvede at gøre et eller andet med sin hale ville manden sikkert bare bide hende. Drikke hendes blod, og så ville det kun være et spørgsmål om tid, før hun lå på jorden bevidstløs"Hallo.. Slip mig lige!!" halvt vrissede hun og prøvede at komme fri, fra mandens greb.

Kain stod med lukkede øjne og lyttede til vinden og grenene der flyttede på sig. Han lyttede efter det mindste vink der gav tegn til hvor vampyren var henne af. Men der var helt stille. Selv da ungmøen begyndte at mumle kneb han øjnene sammen og skulle lige til at sysse på hende. I stedet løftede han en hånd for at få ro så han kunne høre ekstra godt efter. Men han kunne ingen ting høre. Der var helt stille og han bandede invendigt og han håbede på at vapyren blot havde ået kolde fødder og ikke ville ende lige som sine kammerater der lå døde uden en måde at blive genoplivet på fordi sjælen var taget inde i sværdet.

Hans sværd lynede kraftigt men vibrerede stadig så han vidste at vampyren ikke var gået sin vej eller havde taget benene på nakken for at finde en anden vej med sit liv. Nej personen var der stadig, og det var bare et spørgsmål om tid før at han ville give sig til kende!
Inden Kain overhovedet havde registreret hvor henne vampyren var løftede han det ene øjenbryn da han hørte ungmøens stemme igen. Han drejede omkring blot for at stå ansigt til ansigt med ungmøen og vampyren der mere eller mindre hvde fat i ungmøens hals. Hvis vampyren fik fat i halsen og drak livsenergien ud af ungmøen ville hun selv blive vampyr, det ville resultere i en endnu farligere vampyr, noget Kain ikke kunne acceptere! Så han trak sværdet i hoved højde og svang det hen imod vampyrens hals der havde mere travlt med halsen på ungmøen end han havde på sit eget velbefindende. Så da hovedet rullede af lynede KAins sværd endnu mere og Kain samlede den lille blå sjæl op i hånden fra den sidste vampyr og lagde det ind i sværdet.

Straks kiggede han på ungmøen og rørte ved hendes overarm. "Er De okey?" spurgte han og kiggede på hende for at være sikker på at alt var som det skulle være.

Hvorfor var vampyrer så trælse også, altså kunne de ikke bare have ladet kvinder være. Især unge og friske kvinder. Men på den anden side, Luna var jomfru så måske det bare gjorde, at de var endnu mere interesseret. Hun kunne virkelig ikke gøre ret meget imod dem, uanset hvor stædig hun ville være, og hvor meget hun ville prøve. Hun kiggede overrasket på den unge helt, som han tog sig af vampyrerne, og kort skulede hun til hans sværd. Han havde klaret det meget imponerende, og hun glippede lidt med øjnene. Overvejede at trække den sorte hætte op over hovedet. Men lige nu prøvede hun at forstå hvad der var sket, hvorfor de vampyrer skulle angribe hende. Måske de var ude efter hendes hale, eller krop. Hun bed tænderne sammen, som hun bare skulle have givet dem en ordenligt omgang. 

Men så igen, hun kunne ikke ret meget. Så stærk var hun heller ikke, selvom hun ville ønske hun var meget stærkere"Eh.. Altså.. Ehmm.."mumlede hun, som hun hurtigt holdte blidt rundt om sin hals, prøvede at tjekke om den var helt okay. Det virkede ikke til, at den dumme vampyr havde bidt hende, og gudskelov for det. Overraskelsen på Lunas ansigt forsvandt, som han spurgte hende om hun var okay. Hun kiggede kort ned ad sig selv, og prøvede at se om der var nogle skader. Hun kunne mærke noget fra sin fod, og ryg, men kunne ikke ligefrem se sin ryg"Kan du tjekke min ryg.. Så tjekker jeg min fod" nævnte hun bestemt og bekymret, som hun virkelig ikke håbede der var sket noget slemt og alvorligt med foden og ryggen. Men det var aldrig til, at vide. Vampyrer kunne vel finde på alt nærmest.

Luna vidste ikke, hvordan hun havde det. Hun var fortsat imponeret og overrasket over, at denne helt foran hende, havde taget sig af alle de vampyrer. Det havde hun ikke set før, og havde slet ikke troet han kunne klare dem. Hun bukkede sig kort forover, og studerede sine fødder kort. Prøvede at se om der var bidemærker, eller andet. Det virkede ikke til, at de havde bidt og snuppet blod fra hendes fødder. Et lettet suk forlod hendes mund, som hun godt kunne mærke den ene fod gjorde ondt. Måske det havde været fra et vrid hun havde lavet, eller måske vredet den om, eller trådt forkert ned. Hun bed sig lidt i underlæben, som hun pludselig godt kunne mærke smerten fra ryggen"Avs.. De vampyrer altså!!!" råbte hun højt, som hun rettede sig lidt op, og skulede kort hen til hendes redningsmand. 

Kain kiggede på hende for at være sikker på hun var okey. Men da hun beklagede sig og tog sig til halsen kunne han ikke tænke tanken om at vampyrerne havde drukket af hendes blod. Desvære virkede vampyrerne uvidende og ganske unge og voldelige til at forstå hvad de var gået ind til. Straks gik han rundt til de forskellige lig g huggede hovedet over, for selvom de ikke havde nogen sjæl kunne en vampyr stadig regenere sig selv, det kunne de bare ikke hvis hovedet var røget af.

Han kastede et blik tilbage på halvdyret som han så halen og gik tættere på hende da hun nævnte noget om sin ryg. "Kom lad mig se" svarede han og kiggede på hende for at bevæge sig den korte afstand hen til hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og drejede hende så han kunne se noget med sine ravgule øjne. Han lod blikket gå ned over hendes ryg. Forsigtigt lod han en hånd glide ned ad hendes ryg og vurderede skaderne.

"Der er ingen skader, kun lidt knubs fra træet. Ingen spidse negle er stukket ind i Dem, De virker til at være hel" kom det fra ham og fjernede hånden fra hendes ryg og bevægede sig op foran hende for at ligge en hånd på hendes hage og dreje det til side så han kunne se om hun var bidt. End ikke det var sket, hun havde været heldig fra de unge vampyrer der ikke havde den fjerneste ide om hvad de havde fortaget sig. De havde været blodtrøstige og ladet uddyret i dem overtage. Måske var de ganske nyudklækkede menneskeædere, det var svært at sige, men en ting vidste han halvdyret foran ham skulle nok overleve.

"De har været heldig, måske har De lidt kampgejst gemt i Dem" kom det fra ham og kiggede på hende for at fjerne hånden fra hendes kæbeparti og log hånden falde ned på sit sværdskæfte inden han tørrede sværdets æg af i sin trøje så en blodstribe dannede sig hen over maven og lidt af buksekanten. Hun havde kampgejst det havde han da lagt mærke til, men hvor han hvde prøvet at lytte efter den sidste vampyr havde hendes åndedræt bare været tungt og hurtig, hvilket havde forstyrret ham lidt. Heldigvis havde den sidste vampyr ikke haft fat i hende, hvilket var til halvdyrets held. En nyudklækket vampyr var som regel hurtigere til at spise og mere voldelige ved at flænse huden op for at få det blod der tilhørte dem.

Hans hånd på hendes skulder, fik hende til at følge ham med øjnene. Øjnene var flotte, og hun kunne slet ikke undgå at falde i staver over dem i et øjeblik. Da hun hørte hans ord, vendte hun tilbage til virkeligheden igen, og hun åndede lettet ud ved ordene om, at der ingen skader var at se. Dog kunne hun godt mærke de skrammer fra træet, men heldigvis var hendes hale okay, det var noget af det vigtigste. Som hun pludselig kunne mærke hans hånd under sin hage, løftede hun nysgerrigt et øjenbryn. Hun vidste ikke hvorfor han undersøgte hende så meget, men hun var også glad for det.

"Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort... Hvis de bæster havde bidt mig" lød det bestemt fra Luna som hun fik et lille skævt smil frem, og som hun stod med blikket på ham, kunne hun ikke undgå at blive lidt bekymret. Hvad hvis de kom tilbage, eller tog venner med. Hvad hvis de var ude efter hendes blod, og specielt nu hvor hun var jomfru. Det var slet ikke godt, og hun bed sig lidt i underlæben. Hun skulle nok sørge for, at hun ville være klar til kamp imod dem. De skulle ikke tro, at de kunne slippe afsted. Selvom hun nu var meget glad for, at være i sikkerhed lige nu. Hans ord om kampgejst fik hende til at vise de ikke eksisterende muskler i hendes arm.

Hun var ikke den mest fysiske stærke, men hun ville ikke give op uden kamp. En tanke dukkede op hos hende, og hun betragtede ham lidt nærmere. Gik pludselig rundt om ham, før hun stoppede op foran ham. Lænede sig lidt ind imod ham"Måske du kan hjælpe mig med noget" lød det interesseret og nysgerrigt, som hun lod smilet vokse lidt. Det var en hurtig tanke hun fik, men han var virkelig stærk, og god til at kæmpe. Han kunne helt sikkert hjælpe hende med nogle ting, og så gjorde det ikke hende noget, at han var en flot mand. 

Hvad hun havde gjort? HA! Man kunne aldrig helt regne med de vampyrer! Vampyrer levede for blod, især de nyfødte. De havde ingen hæmninger, og de havde det med at tage for sig af den første og den bedste de fik øje på. Lidt lige som dem her han netop havde slagtet ved højlys dag, og udenfor Dianthos murer, suget deres sjæle ind i hans våben som stadig lynede efter de opslugte sjæle men dog i en mindre grad. ”De var nyfødte. De lever i en blodrus det første stykke tid, inden de lærer at drikke med måde” svarede han og kiggede på hende. Han kunne ikke have at nogen kom til skade bare på grund af nogle dumme vampyrer han havde et had til, også selvom det ikke var dem der havde raseretgården og dræbt hans familie. Ingen vampyrerne fortjente at leve i et liv som dette. Der var simpelthen ikke plads til dem her i livet, intet i denne verden kunne ændre hans mening på nogen måde. Selvportræt han sin egen forbandelse, især fordi han ikke engang selv kunne plukke sine planter til den blå mikstur han skulle have en gang i mellem for at hans sanser blev endnu mere udbredt.

Han drejede hovedet efter hende da hun gik rundt omkring ham. Han fulgte hende med hver en tomme, reagerede påhvert et skridt. Umiddelbart var hun ikke farlig. Umiddelbart var hun blot en skønjomfru i nød, eller var. ”Hvad tror De at jeg kan hjælpe med?” spurgte hangar satte sværdet i sin skede der hang på ryggen. Blodet på hans trøje var ikke noget han tog sig af. Han kunne altid købe en ny trøje, eller måske en skjorte. Det var trods alt ikke helt billigt at ansætte ham for at slå en vampyr rede til plukfeisk.