Bølgerne skvulpede næsten lydløst om årerne i vandet. Ethelihn hævede sin lanterne, som om den ville få tågen til at sprede sid, men hun kunne stadig ikke se længere en ti fod frem sig. De sejlede langsomt. En halv times roning bag dem, længere væk fra kysten, lå et noget større fartøj forankret: et af Mørkets mindre genkendelige krigsskibe. Hovedparten af deres flåde var skabt til at virke frygtindgydende, store, hurtige skibe med skarpe obsidiangaloner, der om ikke andet så ud til at kunde slå ethvert skib, de påsejlede, til pindebrande. Men ikke Mantaen. Den var skabt til at flyde lydløst gennem vandet og kamuflere sig mod horisonten med sit grå træ, affarvede sejl, og skjule kanoner. Ethelhin og tre af hendes folk var ankommet med det skib og havde sat en jolle i vandet for at nå ind til havnen i Tusmørkedalen.
En bleg vampyr med ravnsort hår og spidse negle, lod et knudret reb med en sten for enden glide gennem fingrene ud over siden af båden og ned i vandet. Han talte knuderne, til han mærkede stenene ramme bunden.
"Tre fod, general," hvislede han sagte. Ethelihn nikkede, men så sig ikke over skulderen: "Ro langsommere." Båden sænkede farte.

Kort tid efter kunne båden høres skrabe mod kysten. Alle mand hoppede i vandet og trak båden op på land ikke langt fra lyset fra smuglerhavnen. Ethelihn trak en sort kappe om skuldrene og trak en hætte op, mens håret af sig selv vred og snoede sig om til en knold i nakken. Hun begyndte at gå. Hendes folk fulgte efter gennem sandet op mod den lille flække, der kun kunne ses på grund af de spøgelsesgule lanterne, der hang fra hustagene. De havde ledt efter en lokalspejder med forbindelser i dalen, som var villig til at føre dem til nogle gamle ruiner mod dalens nordlige klippeskranter. Normalt kunne Tusmørkedalens beboere kommer sig hurtigt over den værste frygt, bare der var krystaller nok, men ikke denne gang. Ruinerne var hjemsøgt af noget, hvad havde hverken Ethelihn ikke kunnet få et præcist billede af. Ammestuehistorierne gik fra spøgelserne fra hævntørstige alfer til et vampyrhof, der holdt til i krypterne under bygningen. Hvad end det var, måtte de uden om det. Der skulle være magiske artefakter i ruinerne, som Mørket skulle bruge.

De fire kutteklædte skikkelser vandrede usete gennem smuglerbyen, hovedsageligt fordi, alle andre var mindst lige så mistænkelige at se på, til de havde lagt husene på afstand og havde nået mundingen af passet ind i dalen. Det var her, de skulle møde den mand, de havde hyret til jobbet—eller rettere havde tænkt sig at hyre. Nu måtte de se, hvor meget valg han fik.

I tågen fandt den ældre ulv sig selv, ganske alene. Væbnet til tænderne var han, vel beklædt til dagens ærinde ligeså. Rygterne var det først der havde mødt den civile befolkning i Tusmørkedalen - det der havde spredt sig som en steppebrænd, længere og længere væk fra Det Vestlige Krystalland. Unægtelig var det sådan det havde nået de ører, der nu var blevet hans betalende hænder. De der havde sat en vis påpasselighed i Judah og antændt den konstante agtpågivenhed, som sad i den stærke krop der var hans. Henover tunge vejrtrækninger fandt kroppen ro, så da i al fald i sit ydre. Han velvidende sit allerførste møde med dagens kommende arbejdsgiver, at de ikke var af den almindelige befolkning. De sympatisører af noget mørkere, end hvad han normalt ville omgive sig i. Men i nødens stund, og nød fandt han sig unægtelig i, med en voksende familie under eget hjems lille tag, havde han set sig tvunget til at stå i den situation han snart ville finde sig i. 

Det var med en nedfalden hætte, at varulven trak sig ud fra skovbrynet. I udmundingen anede han fire nærmende skikkelser; den eneste af de fires ansigter som den letteste at læse. En vampyr, kunne han konstatere - en rynke sat sig henover egen næse. Soldatens øjne taget ind, han nikkende i en stum hilsen som han lod grå øjne vandre henover de øvrige nærmende folk. Som skikkelsernes skridt gjorde holdt, ligeså gjorde hans blik. Imod kvindelige øjne som deres endelige punkt.
"Så," Startede en mørk brummen. Kappen slået bagom egne skuldre, de flertalte våben på hans person præsenteret i hvad der kunne anses som en ligegyldig handling. Dette langt fra så simpelt. "Hvem er jeres anføre?" Uddybende forklarede han sig. Mange ansigter var der at vælge mellem; ét håbede han på, at skulle hovedsageligt at fokusere på: "Så ved jeg i det mindste hvem jeg skal tale til."      

Vinden gennem passet smøg sig om klippevæggene og skubbede disen til side. De svage olielamper fra havnen indrammede de fire skikkelser fra båden, men mørket og disen foran dem udtværede passet og enhver, der gemte sig derinde.

Mørkelveren så spejderen først og en hånd med lysende hvide tatoveringer ud mod generalen: "Der..." Han stemme var næsten uhørlig. Generalen nikkede og lod vampyren gå først.

Da de fire standsede foran spejderen, var Ethelihn bagerst. Lidt foran hendes venstre skulder stog en skikkelse, der ragede et hoved højere op en resten af gruppen. En halvork ved navn Helia. Hendes stødtænder var små og stak opad. Stødtænderne i keden om hendes hals var større.
Mørkelveren stod foran Ethelihn, men var trådt diskret til side for ikke at blokkere generalens udsyn.

Vampyren, var den eneste der trådte from og trak sin hætte ned. Generalens næstkommanderende og højre hånd.
"Du kan tale med mig," hvislede Vahs. Hans spidse negle kunne høres mod kappens rå stof. I disen og de svage lampelys, blev hans kalkhvide hud spøgelsesagtig og fik hans øjne til at ligne sorte huller, der førte ingen steder hen.
Med dem så han afventende så han afventende på spejderen: "Sså... Du er spejderen, der kan føre os til de nordlige ruiner? Vi har betaling med ssom aftahlt." Han strakte den blege hånd bagud efter krystallerne, men intet landede i den. Det ville der heller ikke, før han gjorde tegn. Eller det ville sige, før generalen nikkede.