Gående igennem den stille regn, havde Amy gået i alt for lang tid. For en gang skyld, havde hun ikke arbejde i banden. Der var ikke nogle fjendtlige gruppe, som var ude efter hende, eller resten af bandemedlemmerne. Det var meget rart, så hun faktisk følte at hun kunne slappe lidt af. Håret var blevet lidt vådt, og det samme var tøjet, men hun tænkte ikke så meget over netop dét. I et roligt tempo, spadserede hun hen imod kroen som der lå her i kvarteret. Lænede sig lidt op ad muren ved døren, og strakte sig lidt.

På en måde, var hun fristet til at kæmpe imod nogen, eftersom det var lidt tid siden, at hun havde trænet. Hun plejede selv, at sørge for det. Men det var som om, at der var sket så mange andre ting. Hendes grønne øjne scannede de mørke omgivelser, mest for at se om der var nogen hun kendte. Men det så ikke sådan ud, de fleste mennesker og væsner som vandrede rundt, var nogle hun havde set før, få gange, men aldrig snakket med. Et lille suk forlod hendes mund, og hun vendte de grønne øjne til siden, hvor der pludselig stod en mand, og stirrede på hende.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" det var ganske underligt, at manden bare stod der, som om han havde set hende før. Men Amy var ret sikker på, at det havde han ikke. Men hvorfor skulle han også kigge så meget på hende så, det var nærmest skræmmende. Hvis han endelig ville prøve på noget, skulle hun nok sørge for at give ham en grund til, at lade være. Rigtigt nok så nærmede manden sig, og Amy trak en kniv frem, fra sit benhylster"Et skridt tættere, og du mister dit hoved" det var en klar og tydelig advarsel, som hendes øjne borede sig ind i mandens dybe blå øjne. 

Det var ikke, fordi Tanto bevidst havde prøvet at undgå Dianthos de sidste mange måneder. Der havde bare ikke været arbejde at finde der for ham. Eller jo, det havde der nok, men når han ikke behøvede at rejse flere dage for et nyt job, hvorfor så gøre det? De sidste mange måneder havde det passet meget fint. Arbejde og færdiggøre et job, finde en kro for nogle nætter, finde en ny opgave og starte forfra. Den rytme havde fungeret og hændt i nogle måneder, men efter at have boet på den samme kro i en lille uge uden en ny opgave at finde, havde Tanto ikke andre muligheder end at tage til hjertet af landet. Der ville altid være dusører at jage i Dianthos. Eller mord, der gerne ville lejes ud.

Regnen var så såt begyndt. De blide dråber landede på Tanto og alt andet, som han vandrede igennem gaderne. Den nedre del af Dianthos var hans opholdssted. Ingen grund til at bruge dyrebare krystaller på essentielt det samme. Jovist kunne kroer og værtshuse i de bedre dele af byen have mere orden og hygiejne. Men siden hvornår havde det været en prioritet for halvdæmonen? Plus, skulle der hænde at opstå lejemord, ville det oftest ske her end på en fisefornem kro. 
Selvfølgelig var risikoen for at blive angrebet og berøvet også større her. Men det var kun fulderikker og idioter, der ville angribe Tanto. Ingen med sine fulde fem ville gå efter ham, der havde et sværd på ryggen, men det var hændt. Dog var han tydeligvis ikke målet i nat, for længere fremme var der tydeligt tumult mellem to skikkelser. Lyde og stemmer kunne høres, men Tanto var endnu langt nok væk til ikke at kunne tyde disse. Endnu i hvert fald. For han var på vej mod kroen ikke langt bag de to skikkelser, så han ville komme nær dem. Før eller siden. Nok 'før' taget afstanden i betragtning.

Et lettet suk forlod hendes mund, som manden trak sig, efter at have kigget længe nok på hende. Han virkede nærmest som typen som bare stirrede på en, uden at sige noget. Det eneste hun kunne se, var et hæsligt smil, og det var ikke noget som tiltrak hende. Hun strøg lidt hår væk fra hendes ansigt, og besluttede sig for at vende ryggen til manden. Lige som hun skulle til at træde væk, greb han fat i hendes hånd. Endnu et suk forlod hendes mund, og hun var hurtig til at lave en manøvre så manden lå med ansigtet presset ned i bordet, og hun holdte hans ene arm bagpå hans ryg.

"Tåbeligt.. Jeg havde givet udtryk for, at jeg ikke er interesseret, så hvorfor skrider du ikke" det lød koldt, og uinteresseret. Men Amy var heller ikke interesseret i denne tåbelige mand. Han prøvede også på, at komme fri. Men hun holdte ham godt fast, dog havde hun ikke set, at manden havde en flaske i den anden hånd, så han slog den imod hendes hoved. Hun nåede kun at undvige en smule, så slaget ikke ville være alt for hårdt. Men hun blev alligevel ramt, og kiggede med et morderisk udtryk i øjnene på manden. Blodet løb ned fra hendes pande, og hun fandt en af sine knive frem. Greb fat rundt om mandens hals, og løftede kniven op imod hans hals.

Allerede nu var hun klar til, at skære halsen over på manden. Men det var som om at det var svært at stå på benene, sikkert pågrund af blodmangel. Hun blødte fra panden, og hovedbunden. Hun løftede en hånd op til sit hoved, og kunne mærke hvordan blodet gled igennem hendes fingre"Vi er ikke færdige..." hviskede hun lavt, som hun vaklede hen imod udgangen af kroen. Hun anede slet ikke om der ville komme nogen hun kendte, men efter at nærme sig udgangen af kroen, kunne hun se en bekendt skikkelse. Hun støttede sig til muren ved døren, og kiggede på ham"Tanto..." det lød nærmest overrasket, og som om at hun gerne ville vide, hvad han lavede her. 

Den stille regn forstyrrede ikke komplet udsynet. Den gjorde da gaderne lidt blanke og slørrede i distancen. Derfor kunne Tanto heller ikke genkende ansigterne eller kroppene på de kæmpende individer uden for kroen. Hvorfor skulle han også fokusere på dem? Hvem skulle han genkende her og mere vigtigt, hvad forskel ville det gøre? Så skulle det være Amy, men hvad var sandsynligheden lige netop for dette? Landet var gigantisk og selvom Amy boede i Dianthos - så meget vidste Tanto - hvad var chancen for, at det netop var hende, der stod uden for lige netop den kro, halvdæmonen havde udsat sig til? Guderne arbejde i mystiske veje, men så pudsige gjorde de heller ikke. Normalt i hvert fald.

Men guderne skulle vise sig at arbejde netop så pudsige, for da Tanto var kommet tæt nok på, så han kunne tydeligt se facaden af kroen, kunne han bedre se de to individer. Den ene var en kvinde, der tydeligvis havde overhåndet. Holdt om manden med en skinnende klinge, der kun skinnede mere i regnen. Tanto skulle lige til at gå forbi dem, da han hørte kvindens stemme. 
Vi er ikke færdige.
Det var ikke indholdet, der fik halvdæmonen til at stoppe op. Det var stemmen. Det kunne umuligt være. Men det umulige var muligt, for sekunder efter lød stemmen igen. Og denne gang var det hans navn, der blev nævnt. "Amy." Andet sagde Tanto ikke. Han stoppede op få meter fra indgangen til kroen, ligeglad med regnen.
Med deres fokus på hinanden skyndte manden sig væk fra dem. Om han var komplet bange for Amy eller Tantos tilstedeværelse gjorde frygten nok, vidste halvdæmonen ikke. Han tænkte ikke på manden. "Du bløder." Tanto pegede mod kvindens pande, hvor fortyndet blod med regn lød ned af den og halvt badet hinandens ansigt i rødt.