Solen skindede fra en skyfri himmel ned over Dianthos hovedgade, der i dag ligesom de fleste andre dage var fuld af liv og glade væsner. Gennem den tætte, men rolige strøm af væsner i farvede dragter, animerede ansigter og højlydte stemmer, banede en ældre kvinde sig vej. Æra stak ud fra mængden på flere måder. For en menneskekvinde var hun høj, for en menneskekvinde på hendes alder var hun endnu højere, hendes tunge rober var farveløst sorte og slæbte tungt hen ad jorden, hendes ansigt var fastfrosset i alvorlige rynker, og hun var tavs. Hun gik hurtigere end væsnerne omkring hende. Måske var det hendes stolte holdning, der lyste langt væk af at folk måtte rykke sig for hende og ikke omvendt, måske var det den tunge kæde med Azurs retfærdige næve om hendes hals, men der var et konstant tomrum omkring hende, så hun frit kunne gå.

Hun var ikke altid så gravalvorlig. Oftere end de fleste ville foretrække, men ikke altid. Hun var lige nu på vej fra domhuset i den østlige ende af hovedgaden, og det var der, den metaforiske sorte sky over hendes hoved havde formet sig. Æras job og magiske evner lod hende se det absolut værste af verden, men retssagen i dag havde været et særtilfælde. På vejen tilbage mod Azurs tempel havde hendes evne ikke vist hende andet end folks værste hensigter som spøgelsesagtige masker over deres virkelige ansigter. De adelige, der grinede af hinandens vittigheder, kunne i virkeligheden ikke fordrage hinanden, halvdelen af sælgerne på markedspladsen forsøgte at snyde deres kunde med et smil på læben, og gadebørnene, der løb gennem folkemængden efter pengepunger og smykker, var bange for noget—eller nogen. I morgen eller dagen efter eller dagen efter igen skulle nok finde noget at være forhåbningsfuld over, men det var ikke i dag. I dag havde hun givet op.

Den gamle dame sænkede tempoet. Hendes sanser var ikke så skarpe, som de havde været engang, men hun fornemmede duften af sukker og kanel og kardemomme og et væld af andre, søde urter. Kroppen vidste ofte, hvad den havde brug for. Det var ikke altid hun lyttede, men i dag lod hendes gamle knogler hende ikke komme videre. Hun så efter duften og fik øje på et bageri. Det kunne vel knapt skade.