Healermesteren havde givet Renaél mere ansvar. Det bestod egentlig reelt bare, at han blev sendt på længere ture for at plukke mere 'eksotiske' urter, nu hvor han efterhånden havde lært at kende ordentligt forskel på dem, der voksede inden for skovens grænser. Han havde slået lejr ved et lille vandløb, hvor han lå behageligt rullet ind i sine soveskind, da han pludseligt blev vækket af trampende fødder..

"Hvad Zalan, en spidsøre! Han er sikkert sendt for at spionere på os!" Renaél sprællede med arme og ben, som noget der føltes som en jernnæve, tog et solidt tag i nakken på ham. Med en følelse af gru fik han øje på Mørkets symbol ud af øjenkrogen på en af krigernes skjolde.

Mørket .. her .. hvad ville de dog gøre med ham?

De slyngede ham over skulderen, som var han en kludedukke, og i hastig march bevægede de sig hen over landskabet. En iskold vind fra den nære kyst tog fat i hans nu halvkorte hår og koften, som han heldigvis havde sovet i. Han var hurtigt holdt op med at sprælle af frygt for at blive tævet yderliere af mørkets soldater.

Fra hvad han kunne se, var de nået en form for lille lejr for Mørkets soldater, som lå skjult mellem bakkerne. Tydeligvis var de her på en eller anden form for mission.. mere nåede han ikke at tænke, før han fik et hastigt sammenstød med jorden, da soldaten smed ham fra sig, som var han en kludedukke. "Av.." Mumlede han.

"General! Vi fandt denne elver luskende i krattet.." 

Renáel ville egentlig gerne pointere, at han havde sovet - ikke lusket - men ordet general fik ham til langsomt og med frygt i øjnene at løfte hovedet for at se på kvinden, der stod foran ham.

Lejren mellem bakkerne havde to åbenlyse udgange, hver af dem var bevogtet af en udkigspost, og den ene havde netop ved et lavmælt ulvehyl signaleret patruljens tilbagekomst. Med fangst. Selve lejren bestod ikke af andet end et lille bål omkranset af tre relativt små telte, det ene lidt større end de to andre. Omkring bålet sad fire mørkklædte skikkelser tilbage, nu hvor generalen havde reageret på vagtposternes signal og rejst sig. Hun vidste, at to soldater til lå og sov i hver deres telt, at der lå to spejdere skjult på bakkerne omkring dem. Mørket var på vej indlands ad en nøje planlagt rute langs de ydre grænser mellem Lysets og elvernes territorier på en vigtig, diplomatisk mission. Det havde været Ethelihns officielle undskyldning for at tage i marken. Uofficielt var hun ved at kradse sine egne øjne ud med sandpapir af borgkuller.

Det varme lys fra bålet afslørede mørkebrune læderrustninger, hvor mængden af detaljer varierede for at indikere rang, bånd i forskelligt antal og form omkring armene var det mest tydelige.
"Hvor mange?" spurgte Ethelhn henvendt til vagten.
"Én. En spidsøre... over skulderen," Vagten tilføjede det sidste med et nedværdigende smil. Hvis det var det bedste, Elverly kunne præstere for tiden, var det pinligt. Ethelihn var lidt mindre optimistisk af erfaring, og skubbede den tykke, sorte kappe tilbage over skulderen for at få greb om skæftet på sit kortsværd. Bevægelsen afslørede mørkets symbol på læderrustningens overarm understreget af fem sølvbånd. Få sekunder efter lå, der en blond splejs for hendes fødder og meget tæt på bålet. Hun slap sværdskæftet.
"Hehehe..." grinede hun dæmpet og ikke videre venligtsindet. Nok var de ikke blevet opdaget endnu mellem bakkerne, men der var jo ingen grund til at lave om på det. "En spion... I to må være blevet natblinde. Han ligner en bogorm..." Hun holdt en tænkepause, men smilet forsvandt ikke.
"Tjek om han var alene."
"Jamen, general, han var-." Smilet forsvandt som dug for solen. Det samme gjorde de to soldater, mens Ethelihns gule øjne stirrede advarende efter dem, til de var godt ude af syne. Latter kunne høres omkring bålet. "Nå, hvad har vi så her," sagde den ene, en mørkelver med et enkelt sølvbånd formet som en drage snoet om armen, og snusede ind. "Han lugter ikke som en borgorm..."
"Er det ikke lige meget," tilføjede en anden, der så ud til at være allergisk over for sollys, "Han er ikke en del af Mørket, så er der fri leg." Ligesom de fleste inden for hæren, så brugte denne soldat ordet 'leg' anderledes, end mange inden for Lyset ville bruge det. Det var ikke alle, der ville synes, legen var sjov, ville Ethelihn tro. Men det gjorde jo ikke noget. Ethelihn smilede i hvert fald igen.
"Vi må se, hvad vi kan få ud af ham..." Ethelihn så ned. Renaél kiggede op. Ethelihns magiske hår piskede jagende fra side til side, mens hun småforundret stirrede på Renaél. Halen stivnede. Hans hår var blevet kortere. Men det var ham. Der kunne ikke være nogen tvivl. Det godtroende blik og den rygradsforladte holdning var ikke til at tage fejl af. Chance måtte have et godt øje til ham, for det var et forbandede svineheld, at hun skyldte ham sit liv. Sådan en omvandrende pind af en hymnesyngende, blomsterplukkende, trækrammer! Måske han ikke genkendte hende. Sidste havde hun mest mindet om en, der havde misset sin egen begravelse med en måned eller to.

I halvmørket måtte Renaél misse en smule med øjnene. Han følte sig svimmel og desorienteret efter at have hængt over skulderen på krigeren som en anden kludedukke. Sammenstødet med jorden havde heller ikke ligefrem været helt behageligt. 

"Jeg er ikke en bogorm!" Mimede hans læber, men nærmest helt lydløst. Han turde ikke rigtig sige de store, farlige krigere imod - for bogorm eller ej, så var det i hvert fald ganske tydeligt, at han ikke selv var særlig våbendygtig. Den eneste form for bevæbning var en sølle urtekniv ved bæltet, der havde svært nok ved at skære genstridige ranker, og som utvivlsomt intet match ville være for en kriger af Mørket.

Kvinden, der tårnede sig op foran ham, så til gengæld skræmmende våbendygtig ud. Måden hendes hår piskede frem og tilbage på, fik hende til at minde ham om et ildevarslende rovdyr, og blikket i øjnene var .. forundret? Han blinkede et par gange,  mens han så op i hendes ansigt, og prøvede at placere hende. Øjnene blev større og munden hang en smule åben, som han kom i tanker om mødet i udkanten af skovene for år tilbage. Hun havde været desperat, tørstig. Automatisk flakkede hans blik mod hendes brystparti, som han ufrivilligt kom til at tænke på, at han var kommet til at røre dengang.
Krigernes snak om leg fik ham til at se desperat frem og tilbage mellem dem og hende, de store gråblå øjne blinkende uskyldigt mod generalen, mens han mærkede at hjertet sank en smule i livet på ham. Det sølle vandskind, han dengang havde tilbudt hende, ville næppe mildne omstændighederne..

Det havde ikke bare været vandskindet. På det tidspunkt havde hun været på flugt fra Dragorn i flere uger, og selv om hun havde forsøgt at være forsigtigt—ikke hendes stærke side—så havde var landevejspatruljerne begyndt at få færten af hende. Men de måtte have mistet hende, efter hun trådte over grænsen til Elverly. Han havde haft rig mulighed for at afsløre hende flere gange—han havde måske nok været en smule bange, men hun havde jo været skind og ben! Han havde ikke råbt op, det øjeblik han så hende, han havde holdt sin kæft mens elverspejderne passerede og kaldte ikke på dem bagefter. Han viste hende en sikker vej ud. Han havde nok ikke lige tænkt på, at hun nu også kendte en ubevogtet vej ind, og det var nok bedst, det fortsatte sådan. Hun havde i hvert fald ingen intentioner om at minde ham om det.

Ethelihn så Renaéls kæbe falde. *'sari... der faldt ravstykket.* Hvad ved Nalish'ra gjorde hun?!

Den blege kriger slikkede sig om munden, så Ethelihn kunne høre tungen smutte over hver enkelt spidse fortand. Det gøs i hende. Unskyldninger... en unskyldning... bare én god undskyldning... selv en middelmådig undskyldning... jeg kunne også bare nakke ham... Tanken var fristende. Det ville være uendeligt meget lettere og langt mere sikkert.

Mørkelveren snusede endnu engang: "En urtesamler! Der var den... betal!"
"Hold nu kæft, 'Rish, vi havde ikke væddet om-"
"BETAL!" Blegfisen hvæsede utilfreds og smed et par krystaller henover bålet.

Ethelihn satte sig ned på hug. Ind til hun var kommet på en bedre plan, måtte hun ikke lade sig mærke med noget. "Så... spidsører," hun satte et kortsværd i jorden og støttede sig til håndtaget, mens hun nu var i øjenhøjde med Renaél. "Hvad laver du så langt væk hjemmefra?" Det lød venlig, på samme måde som hvis nogen spillede falsk på violin; man kunne stadig høre, hvilket instrument det var, men de færreste havde lyst til at blive hængende og høre mere.

(Du må gerne kontrollere npc'erne også, hvis du føler, det passer <3 Jeg hev dem bare ud af enden x3)

Kun et kortvarigt øjeblik vovede elveren at tage sit blik fra generalen, men da det omgående faldt på krigeren, som stod og slikkede sine spidse tænder, farede det øjeblikkeligt tilbage til Ethelihn. Han håbede, at det ikke havde været alt for tydeligt, hvor hans øjne havde hvilet et sekund tidligere - omend det ville være passende, hvis et sæt bryster langt om længe ville blive den unge elvers død.

For en gangs skyld protesterede han ikke over at blive kaldt urtesamler. Det var også, hvad han var, men healer-assistent eller blot helbreder lød meget bedre. Om ikke andet urtekynd

Det var dog ikke tiden til at lyde, som om han var vigtig. Bestemt ikke.

"M-måneskinsliljer." Stammede han og sank engang, inden han pegede op mod himlen, hvor månen sendte et blidt lys ned over det ellers mørke landskab. "Jeg skulle samle dem! Jeg lover, at jeg ikke var ude for at spionere, Frue!" .. eller frøken? Var hun gift? Han følte ikke helt, at det var lejligheden til at spørge..

Bag ham kom et fnys fra mørkelveren: "De skal plukkes i måneskær! Men han snorksov .. ikke meget af en urtesamler, vi har her!"  Den anden kriger gav ham en albue i siden. "Men sagde du ikke, at han luskede i krattet?" .. "Shh!"


Edit: Lukker tråden. Sig endelig til, hvis du på et tidspunkt får lyst til at genoptage den.

(afsluttende svar, det var ca sådan jeg havde forestillet mig det ^^ håber det ok jeg tog lidt kontrol af Ren. Har lukket tråden igen, men hvis du gerne vil skrive et afsluttende svar, så gør endelig det ^^)

Ethelihn havde fulgt elverens blik. Ned. Jo, hun huskede godt, at de havde gemt sig i en virkeligt akavet stilling i det krat tilbage i Elverly. Hendes muskler havde været komplet afkræftede. Hun havde været nødt til at lade ham holde sig oppe, indtil faren var drevet over. Lidt som hun nu støttede sig til et mørkelversmedet sværd, og ventede på en plan ville lande pladask i hendes kappefolder.

Hun stirrede Renaél i øjnene Han var bange. Hun burde smile. Det plejede hun, når hun havde overtaget. At spidsøren have *ahem* rørt hende, bekymrede hende ikke, men hun havde intet problem med at lade trækrammerne tro det modsatte og håbe på det skræmte ham mere.

"Hmm... urtesamler eller ej. Så kan vi jo ikke have, at han forlader stedet uden os." Så rejste hun sig, vendte sit sværd i hånden og svingede pommelen ind i elverens tinding. Slaget skulle gerne slå spidsøreren ud. Hun var ikke sikker på, hvor længe det ville holde.

Resten af aftenen gik med skrålen og snak rundt om bålet og et slag eller spark til deres ubudne gæst, når nogen kedede sig eller vandt i terninger, og Ethelihn holdt konstant øje med, at det ikke gik for vidt. Det ville være sikrere og så meget nemmere bare at nakke ham og få det overstået. Det kriblede i hendes sværdarm. *Gør det nu bare, hul i ære, hvad hvis han snakker til de forkerte".

Flammerne i bålet døde ud, og det samme gjorde livet omkring det. Vampyren – ridderen med de spidse tænder – havde taget nattevagten, mens elveren var bundet til et træ ude i kulden.

Netop da himlen begyndte at lysne, lød der en hvæsende gurglen og et hårdt bump. En kvinde i kappe i en hurtigt bundet kappe stod med en blodig daggert der over vampyren. Sort væske sivede ud af en flænge i hans hals. Hurtigt, men ikke helt lydløst, drejede hun om bag Renaéls træ og snittede rebene op.
"Løb, tilbage hvor du kom fra. Chance rede dig fra at krydse min vej igen," hvislede Ethelihn, ikke selv helt sikker på, om det var en trussel eller en bøn.

Næste nat sad Ethelihn i sit telt i samme lejr et nyt sted. Teltåbningen blev føjet til side. Vampyren, som hun morgenen før havde skåret halsen over på, trådte ind og lukkede efter sig.
"Var det ssså nødvendigt..." Han tog sig til halsen, der stadig bar et rødt mærke.
"Der var ingen vej udenom..." Ethelihn kørte en slibesten hen ad en sværæg.
Vampyren holdt en pause. "Naturligvis general... Han kom sikkert ud af lejren. Jeg går tilbage til min post." Teltdugen blafrede igen, og Ethelihn mindede sig selv om ikke at sætte sig selv i flere situationer, hvor hun skulle reddes.