Regnen styrtede ned, mørket havde sænket sig over hele skumringskvarteret. Den kolde brise kunne mærkes, og høres i træerne ved udkanten af kvarteret. De få væsner, og mennesker som gik rundt, holdte rundt om sig selv, for at skærme sig lidt fra kulden. Tydeligt at mange ikke brød sig særlig meget om kulden, men der havde Amy helt andre planer"Jeg gider ærligtalt ikke gentage mig selv... Kragerne har heller behov for det"lød det vrissende, og koldt fra hendes mund, som hun stod med armene krydset. Den ældre kvinde foran sig, som kom fra en af de fjendtlige bander, havde efterhånden været på nakken af Amy. Hvorfor? det vidste hun ikke engang. Man skulle tro at, kvinden havde noget imod en ung kvinde som Amy. 

Som kvinden trådte tættere på, fastholdte Amy sine grønne øjne på hver bevægelse. Hvad var denne kvinde ude på, og hvad havde hun tænkt sig. De forbigående folk, stirrede med løftede øjenbryn, som var de alle sikker på, at der skulle til at foregår en kamp. Kvinden grinede højt, og forsvandt pludselig væk, men der gik ikke lang tid, før den fjendtlige kvinde dukkede op bagved Amy, hvilket kun fik Amy til at smile over det hele. Hun gjorde dog ikke noget, ej heller ikke da kvinden valgte at stikke sin kniv hårdt ind i skulderen på Amy. Endnu et suk forlod Amys mund, og hun vente rundt, for at stå med fronten til kvinden"Du burde kunne gøre det bedre end det... Og jeg har enlig ikke tid til det her" pointerede hun opgivende, som hun sparkede kvinden hårdt over skinnebenet. 

Kvinden stod og ømmede sig, og kunne kort skimme nogle af kragerne i baggrunden. Hun bed sig i sin underlæbe, og forsvandt væk, før de andre krager ville få fat på hende. Amy der blødte på skulderen, gik langsomt hen til kroen i nærheden, og lænede sig op ad muren. Lidt væk fra døren, så hun ikke stod i vejen for de folk som trådte ind, og kom ud fra kroen. Hovedet lagde hun bagover, og løftede en hånd op til sin blødende skulder. Et lille smil foldede sig over hendes ansigt, som hun tænkte på Tanto. Hvad han ikke ville gøre, og sige hvis han så hende lige nu. Hun prøvede at undgå at få røde kinder, men hun var allerede sikker på, at hun følte noget for halvdæmonen. Hvorfor kunne hun ikke bare fortælle ham det? var hun bange... Måske... Eller også ville han ikke gengælde de følelser hun havde for ham, uanset hvad var hun nok uanset hvad, nødt til at fortælle ham omkring de følelser hun havde for ham, og generelt havde fået for ham"Hmm... "mumlede hun lavt, som hun prøvede at stoppe blødningen på skulderen. Regnen nød kun, ligesom at hun nød kulden. Dog burde hun træde ind på kroen, så hun ikke ville blive syg, af at stå udenfor.

Regnen kunne høres selv inde fra indersiden af kroens beskidte vægge. Den nedre del af hovedstaden blev ofte besøgt af halvdæmonen, når der var en dusør at finde enten fra Dianthos eller i Dianthos. Og efter at have smidt en gemen morder uden for byvagternes dør var lommen fyldt op med nok krystaller til, at de skulle bruges på en øl eller fem. Alkohol ramte ikke en halvdæmon, som den gjorde på normale mennesker. 
Kort kiggede han ud igennem vinduet. Siddende alene kunne tankerne frit løbe afsted med sig. Oftest havde tankerne altid en bagtanke med Bagludan. Dæmonfaderen ville altid være i hovedet på ham. Tanto vidste aldrig, hvornår hans fader ville komme mod ham. Selvfølgelig ikke direkte. Det havde han nok afkom af dæmoner at gøre for sig. Og dæmonsværdet på ryggen havde været sidste klinge, flere af Tantos egne søskende havde mødt. På en måde forstod han godt sin fader. Han var en prægtig soldat. Ikke en, man ønskede af med. Men nu havde Bagludan ikke Tanto mere. Skønt det var svært for dæmonen at erkende dette.

Men lige nu var tankerne på noget andet. Om det var vejret eller Skumringskvarteret, der fik Tantos tanker til at være mere nostalgiske. Mange måneder siden havde det været et lignende vejr her i kvarteret, at han havde stødt på en af de eneste personer, der havde en anden effekt på ham. Menneskekvinden mindede ham om sin moder. Om hans menneskelige side. Den humane, ufarlige side. En side, Bagludan ihærdigt havde prøvet at træne ud af Tanto. Men med Amy var det blot et bevis på, at den træning ikke havde været perfekt. Menneskelighed var endnu, hvad halvdelen af Tanto var.
Ølkruset blev tømt sammen med tanken om Amy. Det var måneder siden, han sidst havde stødt på hende. De var ikke i kontakt. Der var ingen breve mellem dem. De vidste jo ikke, hvor de skulle sende dem hen. Der var ingen beskeder fra kvinden at få eller give til. Alligevel stødte de på hinanden, som havde guderne ønsket dette. Men altid med måneder i mellem. Om de var klar til endnu et møde, tænkte Tanto ikke på. Han levede ikke i fortiden eller fremtiden. Han levede i nutiden.

Krystaller blev lagt på bordet som betaling, hvorefter Tanto rejste sig. Døren til kroen blev svunget åben. Den lange, sorte kappe dækkede kroppen. Dæmonsværdet kunne ses på ryggen og bagsiden af håret og hovedet kunne også. Inden han tog hætten på sig, klar til at komme ud i regnen. Dette var ikke kroen, han ønskede at få et værelse hos. At drikke og sove det samme sted endte aldrig godt. På nær med Amy.