Kære E



Selvom du kan forstille dig hvordan jeg ser ud. Hvordan jeg tårner mig over dig, i min arbejdsvest med sveddråber der får min hud til at skinne. Hvordan jeg lægger hånden mod din kind og langsomt længere mig ned for at presse mine læber mod dine i et dybt, langsomt kys, kan det så ikke noget at sidde og læse det? At vide jeg har sat og tænkt disse ting, mens jeg skrev dem ned til dig? 

Det er ikke fordi jeg ikke er kreativ nok til at forstille mig det, men fordi tanken om at få et billede af hvilke fantasier du har om mig, rigtig kan få ting til at vokse. 



Jeg lover jeg gør hvad jeg kan, men det er alt sammen op til konen. Jeg kan mærke jeg stadig ikke er helt på toppen, og hvis jeg tager til Dianthos for tidlig, ender jeg med at skulle tage tilbage efter et par uger, eller at hun dukker op hos mig igen, uanmeldt. Det bedste jeg kan gøre er at gøre som hun vil have, og gøre hende glad. Jo gladere hun er, jo mere frihed får jeg.



P



p.s. En mand har vel lov at håbe! Du lyder ikke helt så afvisende, og bare at tanken om at der kunne være en lille chance for at kisten ikke nødvendigvis står helt urørt for mine bukser til at stramme.

 Inden Phillippe vendte hjem til Katarina, lejede han et kroværelse for at ordne nogle af de ting Enzels brev og hans eget svar havde sat gang i ham. Han kunne jo ikke lade Katarina få alt for meget af det gode, det ville gøre det mere besværligt ved hans næste besøg.

Kære P


Jeg er skam afvisende nok. Sikke en skam at det fine håndværk du har lavet, må bestå ubenyttet og låst af i et skab. Dine bukser kan stramme alt hvad de vil, men jeg vil stå ved min ret til at forlange noget for noget. 


Beklager mit sene og mangelfulde svar. Jeg har gjort et bevidst valg om at trække tiden ud, for Jeg har indset at det kun gør ventetiden mere ulidelig for mig, og du gør mig mere ulykkelig end varm med dine breve. Alt jeg ønsker at vide er hvornår du mon kommer hjem til mig igen. Jeg har ikke brug for dine lege. Hvordan skal jeg i øvrigt kunne forstille mig dig glinse i din arbejdsvest, hvis jeg med tiden glemmer hvordan du i det hele taget ser ud?


P, du må da kunne gøre noget? Jeg må kunne gøre noget? Jeg ved fra mine kilder at du modtager post på byens kro. Jeg ønsker at se dig, rigtigt.


Din E

 Phillippe sad på kroen da brevet kom. Det havde nemlig været en af de dage. Ham og Katarina havde været oppe og skændes. Igen. Phillippe var endt med at gå på kroen. Igen. Og han havde nået at få en del krus øl ned, inden brevet var dukket op. 
 Han kunne ikke skjule glæden da det blev leveret til ham. Lidt Enzel var lige hvad han havde brug for lige nu! Ivrigt åbnede han for pergamentet, næsten så han endte med at rive det i stykker. Det lykkedes ham dog at få det åbnet uden at ødelægge det fuldstændig. 
 
 Phillippe synes det var som om Enzel havde gjort et eller andet med ordene, for de ville ikke helt stå stille. Det var i forvejen svært at koncentrerer sig om at læse hvad der stod skrevet, men når ordene dansede var det endnu svære. Den berusede snedker kom dog igennem det og sad lidt og tænkte over hvad han havde læst. Jeg glemmer hvordan du ser ud.. Der må være noget du kan gøre. Phillippe sad ikke mange øjeblikke og gumlede på Enzels ord, før et skævt - måske lidt lusket - smil bredte sig over læberne. 

 Ganske kort efter sad Phillippe på et af kroens værelser med bukserne nede om anklerne, en manddom sort af blæk og gulvet fyldt af pergamenter med blæk aftryk på. Det var svært at lave et der så HELT rigtigt ud, men da det lykkedes, stod Phillippe og kiggede lidt på det med et stolt og tilfreds smil om læberne. Mens det tørrede tog han bukserne på igen.

Kom til Tusmørkely

 
Skriblede Phillippe hurtigt ned på mesterværket, for han længedes efter Enzel. Han længedes i hvert fald efter hvad de lavede sammen. Da det var tørt rullede snedkeren det sammen og satte det fast i bæltet. Blikket gled lidt rundt i rummet, og synet der mødte ham fik ham til at skære en grimasse. Der var pergamenter med blæk aftryk over det hele.. Han måtte nok hellere skynde sig at rydde det af vejen, inden Katarina sikkert dukkede op på kroen. 

 I sit fuldskab og kaoset af pergamenter spredt ud over hele kroværelset, glemte Phillippe at han allerede havde rullet et pergament sammen og gjort klar til at blive sendt afsted, og rullede derfor endnu et sammen - uden noget tekst på, mens han ryddede op efter sig. Og nede ved krofatter formåede han at få sendt dem begge afsted. 

Desværre var postvæsnet i Krystallandet ikke altid helt pålideligt..

Pergamentet faldt til gulvet, som et skingrende skrig kunne høres inde fra en lille bolig i den finere del af Dianthos. Heldigvis for uddeleren af posten, der ikke havde haft styr på adresserne, var han langt over alle bjerge, og Hecate Reier havde ikke nogen hun kunne skyde skylden direkte på for det forfærdelige syn, hun havde set.

Til at starte med, havde hun ikke været helt sikker på hvad 'kunstværket' skulle forestille. Måske en betænksom sjæl havde sendt det til hende med tanker om, at det skulle hænge og pynte i hendes nye hjem..

Men så havde hendes magi vist hende de skrækkelige øjeblikke, hvor værket var blevet til, og hun skreg højt.

Døren smækkede hårdt i bag hende, som hun oprevet skyndte sig af sted mod byvagten. De kunne ikke ignorere hende denne gang. Hvis nogen sendte chikanerende post til ældre damer, skulle den skyldige findes og behørigt straffes!