Der var mange følelser blandet hos hende, som Ammit sad på den grove plade af træ, der udgjorde efterhånden brugt spisebord. Hendes fødder klædt i knæhøje læderstøvler hvilede mod en af stolene der passede til bordet, mens hendes slanke kølige fingre legede med den medaljon som lå omkring hendes hals, den som der gemte hende fra alle nysgerrige øjne, men også gemte hendes lugt for ulve hvis lugtesans var så meget bedre end et menneskes.

Men hvorfor sad kvinden med blandet følelser? Man skulle tro at hele situationen var lige til, hun var blevet sendt afsted for at give en advarsel, eller nærmere en trussel til ulve klanens leder der lå ikke mere i det end det. Men hylsteret hun havde taget bolig i, havde haft så stærke følelser omkring denne mand, at det til stadighed var problematisk for dæmonen. Det gjorde det også spændende for hende, endelig at få lov til at lægge øjnene på den person som havde formået at ødelægge så meget for Jezebeth, eller denne kendte selvfølgelig dæmonen under navnet Gregory. Et simpelt udueligt menneske, havde drejet øjnene på Jezebeth’s yndlings legetøj, som havde kostet ham så mange års tilbagesætning i hans planer. Så hvorfor skulle hun ikke være nysgerrig? Det havde egentlig været ganske nemt at gøre klanen interesseret i netop dette ene tomme hus, som de brugte til en af deres skalkeskjul. Tidligere end af dem som Proteaus havde brugt, mere korrekt det som Evelyn havde boet i, nu var det blot en skygge af sig selv gamle billeder hun havde malet, stod og samlede støv det havde også været flere måneder nu siden denne blonde kvinde var forsvundet fra jordens overflade. Folk havde fået at vide hun var taget til Azurien, men ingen havde hørt fra hende og de børn hun ville have taget med, havde den interesseret fundet hos en rig familie oppe i det pænere kvarter, så der var mange spørgsmål – ’hvad var der sket med Evlyn Crane?’. Ingen vidste det, og ingen kunne svare på det. Nu næsten et halvt år efter, havde man hørt rygter, set det blonde hår og de rige der sørgede for deres døre, var ekstra låst. Proteaus havde summet af rygter, var deres leder tilbage?

Flere pakker med Nox havde forsvundet mellem fingrene på Ulvens klan, selv samme pakker der sad bag Ammit klar til at blive afhentet som hendes brev til klanen havde fortalt, hvis Ulven selv dukkede op, hvis de valgte at tage flere med, var de velkommen men kun Ulven måtte komme ind i huset, hvor sammenarbejde mellem Proteaus og Klanen havde startet.
Hendes dybe blå øjne kiggede op fra hætten, som hun hørte døren gå op og betragtede skikkelsen der trådte ind. Høj, gråt hår, en anelse ranglet men der lå styrke under de klæder, det kunne ses med den måde han bevægede sig på. Dette måtte være Pax. Hendes gyldne blonde lokker snoede sig ned ad hendes ansigt som hun trak hætten væk fra hendes ansigt. ”Jeg var lige ved at blive bange for du ikke kom” sagde hun med en stemme der var så lig den gamle krops sjæl, men der var noget anderledes ved den. Det samme var højden, næsten ti centimeter højere var hun blevet efter hun havde overtaget kroppen, i sin egen krop havde Ammit været næsten en halvfems høj, med næsten ravnesorte hår og nogle flammende røde øjne. ”Jeg går ud fra alt er vel?” der var en nysgerrighed bag ordene, som hendes hoved langsomt gled på sned og hun betragtede ham, hans reaktion, hans bevægelser.

Noget af det, Pax altid havde respekteret og anerkendt hovedstaden for, var dens evne til at lade sig købe for penge; det krævede en særlig indstilling, Pax ikke besad eller måske en særlig kuethed, der på en eller anden måde var næsten sensuel. Kunne han ikke stjæle, hvad han ønskede, kunne han ikke bytte sig til det, kunne han i stedet købe det. Der var noget vanvittig attraktivt ved et sådan system, for det var nemt at komme udenom, ind i, forstå.
Der var også mange andre ting, der gjorde hovedstaden til Paxs foretrukne men for den situation, hans støvlebeklædte fødder var i færd med at føre ham ind i, var det dét der rumsterede i lyserødt i hans baghoved. Han kom nemlig ikke uforberedt. Pax havde en idé om, hvad han var på vej ind i og ikke mindst hvorfor.

Pax havde for længst tvunget hans ansigt i almene folder, der ikke besad nogen glans; tæmmet hans åndedrag og bankende hjerte; kuet hans hænder, så de ikke længere rystede. Da han stillede sig overfor det, der til forvekslede lignede Evlyn men som ikke var det, var han derfor ulæselig. Præcis som han havde været år forinden, da han første gang havde mødt hende. Præcis som han var overfor alle andre, der ikke længere var en del af hans inderkreds.
Det var måske ikke mærkværdigt for alle andre, men for Pax var uligheden slående. Evlyn og kvinden der sad på spisebordet var to forskellige væsner, og da han ganske uden forbehold sniffede til luften, var der ikke engang et almindeligt duftspor at finde; som havde magien suet ikke bare den men også sin egen stank til sig.
Pax hævede begge sine øjenbryn i en uimponeret grimasse og trak dernæst på den ene skulder. Han havde ikke i sinde at svare med ord, stadig blindet af synet af hende. Havde Evlyn været sund og rask, havde hun set sådan ud. Havde Evlyn været sig selv, havde hun set sådan ud.
Pax anede ikke, hvad han skulle stille op med den kendsgerning.
"Såeh... hvad skal jeg kalde dig nu?"

Et smil splittede læberne i to og de hvide tænder viste sig i det mørke rum, han havde gættet det ganske hurtigt, imponerende. ”Åh, jeg har mange navne, men det typiske væsner på denne jord kalder mig er Ammit” sagde hun med en blid stemme, hendes fingre dansede hen over bordet og fandt en splint hun lige så stille begyndte at løsne og tog mellem hendes pege- og langefinger. ”Men dit spørgsmål er dog ganske forkert, for vi to har aldrig mødt hinanden og din veninde? Hun er her ikke længere, så det er nærmere et spørgsmål om hvem er jeg” sagde hun, næsten med omsorg i stemmen som hun kiggede tilbage mod ham. Hvis der var noget denne sjæledæmon var god til, var det ikke blot og læse væsner omkring hende og tilpasse deres ønske om hvad hun skulle være. Men følelser, åh den søde rus af følelser var nu helt bestemt interessant. Især fordi det ikke stammede fra ham men fra hylsteret selv, noget havde sket mellem de to sidst der havde revet hendes hjerte i stykker, så voldsomt at det ikke kunne heales igen.
Hun slog en hånd mod kasserne bag hende, Nox der var blevet systematisk taget fra forskellige bud, nogle af budende havde hun da også taget lidt ekstra interesse i. ”Dine vare som lovet” sagde hun, selvom der ingen grund var til at blive meget længere. Trak dæmonen nu alligevel tiden ud, mest af alt fordi han interesserede hende, mere end så mange andre dødelige. Hvad fik ham til at tage de valg han havde taget, gøre som han havde gjort?
Hun fandt et æble frem fra sin kåbe og en lille kaste kniv som havde siddet i hendes ærme. Med pression begyndte hun at skære æble i små bider og spise det. Afventende på hvad han ellers ville gøre med denne nye information.

Pax lyttede og mere af vane end af vilje, sniffede han luften igen. Der var ingen tvivl om, at det var magi, der forhindrede duftsporene af dæmonen i at nå ham men noget sagde ham, at det var købt magi, ligeså vel som hans egen amulet. I grunden gjorde det ham heller ingen ting: han vidste, hvad det var, der sad overfor ham. Alligevel... alligevel forstyrrede det ham, for det gjorde ham blind for information, han normalt kunne tilgå.
Havde Ammit virkelig ret? Var Eve væk? Pax vidste det ikke og kun Guderne kunne vide med sikkerhed, hvor lidt han ville stole på det ukendte væsen. Han begik ikke samme fejl to gange.
Pax skubbede sig nonchalant fri af væggen og skridtede hen til dæmonen, hvorved han stillede sig. Nu havde hun trods alt selv udpeget hans varer til ham, hvormed det ikke gjorde noget, at han tog dem i nærmere øjesyn.
"Og hvorfor var det så så vigtigt for dig at få fingrene i mine ejendele? Jeg mener, nu hvor vi ikke kender hinanden", spurgte han, velvidende han ikke gav hende mere at arbejde med. Der var trods alt ingen grund til at servere alting på et sølvfad. Det var Ammit, der ville noget med ham - ikke omvendt. Om det så var at få stillet sin nysgerrighed... Pax var ikke sikker.
Han satte sig ved siden af hende og tog hende ublu i nærmere øjesyn. "Hvad vil du?"

Hun undslap et lille grin, mens hendes øjne fokuserede på æblet i hendes hånd, og ikke på ham som han var kommet tættere på; ”Virkede som en god måde at lære hvordan klanen arbejder nu, desuden var det en fabelagtig måde at skabe kontakt, du er her nu, er du ikke?” sagde hun som var det dét eneste der kunne give mening. Da han satte sig ved siden af hende, skar hun et stykke af det grønne æble og rakte det til ham, vel vidende at han nok ikke ville tage mod det.
Hun trak på skuldrene da han spurgte hvad hun ville, ja det var nu et storslået spørgsmål skulle hun selv erkende det. Der var mange ting hun ville; ”Jeg ville se manden i øjensyn der satte en kæp i hjulpet på dæmonen Jezebeth, ah dumme mig, du kender vel ham  Gregory?” spurgte hun, og lod endelig de blå safirblå øjne rette sig mod hans ansigt ”desuden var du vigtig for hylsteret, så jeg var interesseret siden at følelserne stadig er så stærke i sindet, selvom hun ikke længere er her” hvordan skulle hun ellers forklare det? Hun fik følelsen af at han ikke troede på hende, eller stolede var nok et bedre ord hvilket var forståeligt hun ville hellere ikke tro på det, havde hun stået i hans sted. Hun puttede endnu et stykke af æblet i munden og tyggede langsomt på det, inden hun pegede kniven mod Pax der sad ved siden af hende.
”Foruden det, så var der vist også noget om en trussel fra Jezebeth, ulven kig dig over skulderen, bla bla bla, oh og” hun lagde æblet fra sig og rodet rundt i kappens mange lommer og fandt en simpelt sølv ring frem, på hendes egen ringfinger var nu i stedet en fint poleret sølvring med en safirblå sjælesten og rakte den frem mod Pax ”Vidste ikke om det var noget du ville have tilbage, men jeg har ikke rigtig brug for den, tror hun stjal den tilbage fra dig, inden hun smuttede fra Dianthos, guderne må vide hvorfor”

Pax rev sit blik til sig men greb ud efter æblestykket, knivspidsen havde spiddet med lethed. Imens Ammit forklarede, tyggede han tilfredst, for æblet var sødt og sprødt. Det tog dog ikke hans opmærksomhed fra kvinden, hvis krop han kendte ud og ind, og hvad hun sagde, fik alskens alarmklokker til at ringe. Der var trods alt ikke andet, ordene kunne formå. Dæmonen hun omtalte var ingen spøg.
Så Gregory var tilbage og han ville Pax ondt. Kendsgerning fik Pax til at sukke træt. ”Han bliver nødt til at få sig en fritidsinteresse, der ikke er mig. Vil du ikke overbringe beskeden med et passende glimt i øjet?” Pax sendte Ammit et sidelæns men kækt blink, hvorefter han smed sine skuldre en anelse tilbage, så de poppede underdanigt. Han vidste godt, at hans ord var provokerende. Ammit ville øjensynligt ikke gøres til nogen skødehund, men Pax var for optaget af Gregory og hans advarsel, hvormed han ikke rigtig kunne fatte nogen sympati for dæmonen ved sin side.
Alle tanker om Gregory forstummede dog med ét, da Ammit pludselig fremdrog Evlyns forlovelsesring. Pax tog den fra hende og tog den i nærmere øjesyn, ledende efter inskriptionen på indersiden. Da han fandt den, stak han sin pegefinger ind og mærkede ordene, der snoede sig klodset i metallet og for blot et øjeblik, tillod han sig selv at mindes.
Det gjorde han ikke normalt. Pax var ingen kujon – det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind – men han havde tæmmet alle tanker om Evlyn igennem det halve år, de havde været adskilt. Han ville ikke mindes; han ville ikke tænke på hende. Det var for uudholdeligt og efterlod ham med farlige lyster, han ikke kunne friste sig selv med.
Pax stak ringen på sin lillefinger og nikkede dernæst. ”Vi var forlovet”, forklarede han, uden i grunden at vide hvorfor. ”Jeg antager, der ikke er nogen chance for at få Evlyn tilbage?”

Hun begyndte at grine, den krystalklare latter som så oftest var blevet associeret med Evlyn selv. Ammit rystede langsomt på hoved og besvarede hans eget kække blik med et ligeledes kækt smil og et glimt i øje ”du mener sådan her?” spurgte hun og lod fingre danse ned af ansigtet og nikkede så ”Han har altid været en dæmon med for høje tanker omkring sig selv, man bliver nød til at se det større billede hvis man vil overleve i denne verden – desværre tror jeg ikke det kommer til at hjælpe, og næste gang vi mødes er nok ikke på samme vilkår som nu” sagde hun ærligt og tog æblet op igen og begyndte at skære de sidste flig hun kunne få af det, dette var vidst også den gamle sjæls mening. Aldrig lad noget gå til spille, du ved ikke hvornår næste måltid er. Hvor Ammit selv var gået på jorden med en overflod af mulighed for nærring både sjæle men også mad. Den gang var hun blevet tilbedt som en gud, folk der ofret sjæle til hende i håb om at hun ville skænke dem benådning noget hun da også gjorde, i et hvis omfang.

”Ah, det giver mening” sagde hun og betragtede hvordan han betragtede ringen, den måttet have haft stor betydning for dem siden han blev så tavs før han gav en forklaring. Hun smilede, næsten sorgmodigt som han spurgte om den gamle sjæl ville kunne komme tilbage.
”hun er ikke borte endnu, først om ti år” sagde hun og lagde hoved på sned som et blåøjet dådyr der betragtede dens snagelige ende i form af en ulv, mest af alt for at se om hendes lille ledetråd gav ham til at tænke over hvad hun mente.
”Hun føler dog ingen smerte, ingen savn, ingen minder. Det var hendes bøn, men nogle gange bliver vores ønsker opfyldt på de værst tænkelige måder. Men væk, det er hun nu ikke helt endnu, blot ikke længere i denne krop”

Pax måtte se væk, da Ammit både lød og lignede Evlyn. Det varede kun et øjeblik, men det var smertefuldt og mindede ham om faldne vægtæpper og udfordringer i alt for smukke balsale.
”Mhm. Præcis sådan der”, svarede han, alt imens hans tofarvede øjne tog ringen på hans lillefinger i nærmere øjesyn. Den var, ubevidst selv for Pax, blevet til et helle i den mærkværdige situation, han befandt sig i. En lille, forræderisk stemme hviskede i hans øre, at han ikke længere kunne overraskes – det var trods alt Gregory…
Og så alligevel…

Pax så op, hans øjne sammenknebne men ellers ulæselige. 10 år. Truslen syntes pludselig ligegyldig og at dømme efter Ammits ansigtsudtryk, var dæmonen udmærket klar over det. Var dét i virkeligheden det, det handlede om? Pax kunne ikke tro det, ville ikke tro det…
Langsomt nikkede han, næsten eftertænksomt, som var luften ikke netop blevet slået ud af hans mellemgulv. At Evlyn eksisterede men på samme tid var væk syntes pludselig irrelevant, og ikke fordi at Pax ikke følte sorg over det faktum. Nej, det handlede langt snarere om, at Ammit havde løftet sløret for, hvor meget der havde udfoldet sig bag scenen, hvorpå Pax og Evlyn havde spillet roller, de end ikke kendte til.
Var det i virkeligheden Neron, der havde stoppet hans hjerte? Havde han ventet på et sådant øjeblik? Havde Evlyn overhovedet haft en chance, uanset hvad end der var hændt imellem dem?
Pax rømmede sig og så op, fangede Ammits øjne med sine egne. Det umiddelbare chok havde lagt sig og hans øjne var på en eller anden måde ukarakteristisk tomme i det, at han sagde: ”Jeg har skiftet mening. Det her betyder krig –” Pax rejste sig fra bordet og vendte fronten mod Ammit. Han var så vred, at hans hjerte end ikke hamrede. ”I bliver ikke sendt tilbage til det hul, I kommer fra. I dør for det I har gjort ved hende. Min kæreste far inklusiv. Ingen af jer fortjener at gå rundt på jorden og lege mennesker. I er laverestående væsner mindre værd end sindsforladte dyr.” Pax stirrede på Ammit mens hans fingre kærtegnede forlovelsesringen. ”Hvis Neron eller Gregory viser sig, slår jeg dem ihjel uden tøven. Det er måske værd at sige videre.”

Hun betragtede ham som turmult af følelser begyndte at skylle gennem den unge knægt, det var tydeligt han skulle bruge tid til at forme alle ledetrådene til dens helhed, før at han forstod helt hvad der var sket. Som hans ord begyndte at skylle ud over hans læber, voksede smilet på Ammit’s læber, og for en kort stund kunne man tilnærmelsesvis diskutere om de fik en rødglødende farve som de betragtede ham.
”Pas på dine ord Carl” hviskede hun bidt, og lagde igen hoved nysgerrigt på sned mens hun betragtede ham. ”vi laverestående væsner var her længe før at mennesket drog sit første åndedrag, mange af os kom som skabelse af de menneskelige følelser, vi kan måske ikke længere eksistere uden jer, men i kan hellere ikke eksistere uden os” sagde hun med en overraskende rolig stemme, og lod tungen glide hen over hendes læber, som et let sadistisk smil voksede på hendes læber.

”Hvorfor vil du hævne en kvinde, som du skubbede væk?” spurgte hun denne gang oprigtig nysgerrig, ”Hvorfor gå mod din fader, for en kvinde du ikke valgte at hjælpe da hun lå på hendes tiggende knæ og bad om hjælp? Jeg forstår det ikke” svarede hun og rejste sig op, med samme bevægelse som en smidig kat. ”Jeg forstår konceptet af at elske mennesker, og end også at elske forskelligt og begge parter meget, men hvorfor lade en man elsker i stikken?” hun vandrede hen mod hans skikkelse, hendes blålige øjne der prøvede at fange de tofarvede med et spørgende og undret blik. ”dermed ikke sagt du nok skal få rig mulighed for at finde den hævngerrig lyst frem, krig skal du nok få, men for hende? Hvorfor?”

Pax betragtede Ammit, hans øjne tomme og udtryksløse. Havde hun samme evne som Ypperstepræstinden, ville hun vide, hvad der rumsterede bag hans tynde bryst men det betød ingen ting. Hun kunne aldrig få hans tanker, hans inderste kerne, hans essens, for det var hans og hans alene.
Hendes ord havde heller ingen vægt. De var ligegyldige, spundet ud af en absurd virkelighed, hvis ego var så stort, at Pax end ikke ville bruge kræfter på at fatte det. Ammit var ingen ting. Gregory og Neron var ingen ting. Hendes forklaring, spørgsmål og trussel kom end ikke bag på ham. Paxs instinkt havde allerede gættet, at det var sådan, at legen ville forløbe. Og hvad så? Hvad så hvis de kendte til hans sande navn, hvad han havde gjort? Hvor længe var det siden, at han var stoppet med at løbe fra mordet på sin mor? Hvornår havde han sidst set sig over skulderen for dét? I Dianthos var han Pax og Pax var eftersøgt for så mange andre ting, andre mord, salg af Nox, de illegale brydekampe og så mange tyverier, at byvagterne øjensynligt slet ikke havde overblik over dem. Hvad betød en prostitueret fra en ligegyldig flække ude i ingen ting? Svaret var... ingen ting. Hun betød ingen ting. Carl - hvad der hændt ham, hvorfor han havde gjort, som han havde - betød ingen ting.
Pax trådte et skridt nærmere dæmonen, hans blik ikke vigende fra hendes. Han var ligeglad med, hvordan hun ville opfatte det. Han var ligeglad med hendes oplevede morskab, der tydeligvis lå og dirrede under overfladen i et truende grin. Han så end ikke Evlyn mere, når han betragtede hende. Han så ikke alt det smukke i de fyldige læber og de glimtende, koralblå øjne. Han så kun én, der havde taget og taget og taget indtil der ikke var mere at give. Han så kun et spindelvæv af væsner, der mente de havde rettigheder, men som havde stjålet fra en, der ikke kunne stjæles fra. Der var regler selv for skraldet og de havde ikke overholdt dem.
Paxs øjenbryn skred ind mod midten, som han begyndte at studere hylsteret. Han rystede let på hovedet og så ind i Ammits øjne, som ledte han efter noget derinde. "Kan du ikke se det?", spurgte han, hans tone næsten medlidende. "Kan du virkelig ikke fatte hvorfor?"
Pax tog det sidste skridt imod hende og aflagde derved afstanden fuldkommen. På intet tidspunkt forlod hans blik dog hendes men havde der været noget, der mindede om sympati i det kort forinden, var det væk igen. Forsvundet.
"Du spørg hvorfor, når du i stedet burde spørge hvorfor ikke. Hvorfor skulle jeg ikke komme efter jer, for det I har gjort? Fordi jeg valgte anderledes? Nej. Hvordan kunne I? Hvordan kunne I vove at tage fra hende, når hun intet havde?" Pax rystede let på hovedet, som stod det og virrede konstant i en let brise. "I dør, fordi det er det eneste rigtige at gøre."

Ammit flyttede ikke på sig som Pax truende kom nærmere, ej hellere forsvandt det lille smil som dansede på hylsters læber. En krop brugt så mange gange, for kun at blive kastet væk hver gang at dem der havde brugt det, havde fundet noget bedre, noget andet de kunne lide mere. Så måske forstod dæmonen godt hvorfor kvinden havde givet op, hvor mange gange havde hun ikke givet uden at få noget igen? En fattig kvindes håb om at jo mere hun gav af sig selv, så ville lidt dog i det mindste komme tilbage igen, kun for at blive skuffet igen. Det var aldrig blevet hendes tur til at finde en, som der ville passe på hende, det ville da få de fleste til at ty til de samme metoder?

Smilet blev større som han prøvede at få hende til at forstå hvorfor, vove at tage fra hende når hun intet havde tilbage? ”Hun tiggede om det” sagde hun lige så stille, som en let brise i den værste hede i Rubinien. ”hun lå på hendes tynde skadet knæ og tiggede om ikke længere at føle noget, måske havde det været venligere bare at dræbe hende, men en dæmons løfte kan ikke brydes” hun slog et klik med tungen, som han mente de skulle dø fordi det var det rigtige at gøre. ”Mmh, et liv for et liv? Er det ikke sådan naturen siger, vi er tre – så hvis du slår os alle ihjel, mangler der stadig to liv, hvem mon er den næste som du mister?” kom der glubsk far hende, som hun trådte tættere på ”Pas på Pax, du står her og leger hellig om en anden persons liv, hævne personen for noget du selv gjorde mod hende i sidste ende. Måske satte vi en masse i værk, og måske var i brikker i et spil i ikke selv vidste, men i sidste ende var der ingen der tvang jer til noget. Ingen tvang hende til at tage til Kzar Mora, til at miste besiddelsen over en lille detalje over at du havde ligget med en anden før hende, måske hvis hun havde været mere forstående. Ingen tvang dig til at ligge med en person mens du stadig havde lovet en anden du ville være der for dem, altid – ingen tvang jer til at tage de valg, de spillede blot til vores fordel” hun tog en dyb indånding og stillede sig ved hans side og lod hendes øjne ligge sig på hans profil ”Forresten, tillykke med jeres forening –” hun lod tungen glide hen over hendes læber ”synd at Evlyn aldrig fik lov til at opleve den glæde, som hun ellers havde været så tæt på endelig at få - ak ja, det var vel også en sjæl der slet ikke stod til at redde i første omgang” hun var en dæmon, hun var ligeglad med hvordan hendes ord måtte lyde, alt for at komme under huden på ulven eller pirre ham til at tage dumme beslutninger hen ad vejen, det spillede kun til hendes fordel og måske var det ikke længere den blonde kvinde, som der var hans akilleshæl men den blonde mand, den blonde mand som der var så nem at få ude af fatning, så ung og uerfaren, så impulsiv og nem at lege med, måske hun skulle sige noget men overraskelsen af splid i hans klan kom nok ikke som nogen overraskelse. Når først én gik, hvor nemt ville det så være at få resten til at følge?

Paxs øjne forblev fæstnet i Ammits så velkendte koralblå alt imens ordene fløj som forsigtige piskeslag fra hendes mund.
Ikke, at han så Evlyn, skønt ansigtet lignede hendes. Havde der været blot en brøkdel tvivl øjeblikkene forinden, var det, des mere dæmonen talte, da helt forsvundet. Ordene – dæmonens ord – var dog på en og samme tid også Evlyns, hvilket var så absurd, at realiteten truede med at få Paxs mundvige til at sitre. Tilsyneladende var… skillelinjen imellem de to sjæle – kunne man da kalde dæmonens inderste for en sjæl – ikke så skarp optrukket, som nogen øjensynligt ville have foretrukket.
”Jeg er ikke nogen helgen”, svarede han med et skuldertræk, hans stemme neutral. Pax gik ikke rundt med nogen særlige illusioner om sig selv: han vidste, hvad han var og ikke. Dydig, ren, uden samvittighedskvaler eller dårligdomme til hans navn? Nej, det var ikke ham. Pax var, og med rette, skurken i manges historie. Det var hans pris for at overleve og han havde for længst accepteret det, fordi at det var sådan, at det var. ”Men jeg er færdig med at tage ansvar. Jeg har taget dét på min kappe, der var mit at bære. Jeg forventer ikke I gør det samme. Jeg tror slet ikke, I kan.”
Pax viftede lidt med sin lillefinger, hvorpå Evlyns forlovelsesring sad. Dernæst vendte han rundt på hælen og skridtede tilbage mod døren. ”Tak for ringen. Og hils min kære fader.”