Hvad havde Bart tænkt på? Selvfølgelig ville han fare vild i hovedstaden, hvis han vandrede for langt alene. Men hvad skulle han ellers lave? Ilaria havde efterladt ham, ikke bare i et par timer, men i et par dage. Minimum. Der var et eller andet seriøst, som hun var nødsaget til at se til. Noget Lysets Hær relateret. Ergo, ikke noget for den lille engledreng. Derfor havde hun efterladt ham med et par krystaller i sine lommer. De var ment til at blive brugt på et værelse et eller andet sted og det var da også, hvor drengen var på vej hen. Men der var så mange kroer og bygninger i hovedstaden, at han ikke vidste, hvor han skulle starte. Derfor havde han bare gået og gået, indtil benene var blevet godt trætte. Og det var de nu.
Mørket var langsomt ved at lægge sig henover hovedstaden og drengen havde endnu ikke fundet et værelse. Faktisk så var han faret komplet vildt. Hvor han var, vidste drengen ikke. Men han følte sig ikke tryg. Omgivelserne var klamme og fugtige. Som om han var i et mørkt sted af hovedstaden. Nogle kutteklædte individer var blevet stødt forbi, men Bart havde alt andet end haft modet til at spørge disse om vej. De havde ikke just set venlige ud ikke ifølge den lille engledreng. Han var meget malplaceret her i den mørke del af hovedstaden. 

Forvirret og halv forpustet kiggede Bart rundt efter ethvert sted, der kunne udgøre et muligt værelse for ham, men alle bygninger virkede alt andet end velkommende. I hvert fald ikke for en lille dreng, hvis råhvide vinger stod i høj kontrast til de mørke bygninger. Benene var for længst begyndt at gøre ondt. Uden at vide det havde Bart gået igennem store dele af byen. Han var endt i den nedre del af Dianthos og endda i nok et af de værste kvarterer hernede. Det var typisk drengens held. Den lille dolk givet af Ilaria var sikkert i højre sok, klar til at blive revet ud, hvis det var nødvendigt. Selvfølgelig ville en lille dreng med store vinger og en lille dolk ikke just udgøre det bedste forsvar eller angreb, men det var bedre end at rulle rundt og blotte sin bagside for alle og enhver.
For alle andre var Bart tydeligt en forvirret dreng, der ikke hørte hjemme i dette kvarter. Meget vel var beklædningen ikke det pæneste. Løs trøje, løse bukser og ikke fornyligt vasket. Men uskyldigheden i ansigtet og i englevingerne var tydelige tegn på, at han alt andet end hørte hjemme i dette Skumringskvarter. Vingerne havde stødt ind på et par af bygningernes ydrevægge. Dette havde efterladt spidserne en anelse beskidte. Hvordan mudder og skidt var endt på væggene i næsten halvanden meters højde, vidste drengen ikke. Men han var i et beskidt kvarter. Både bogstavelig talt beskidt, men sikkert også på andre fronter. Og kulden gjorde det ikke bedre. Der havde sneet og dette havde resulteret i smattet slud på gaderne. Det var køligt for drengen, der måske ikke var pakket det tykkeste ind. Som engle var sygdomme svære at få, men følelserne var der stadig. Og lige nu følte Bart kulden, hvilket også var skyld i, at ærmerne dækkede hænderne og armene lå krydset over kors på brystkassen og skulderne helt oppe til ørerne næsten. Kold, forvirret og alene. Det var Barts situation lige nu.

Flyvende oppe på himlen havde den sorte ravn nu fløjet rundt, i nogle minutter før han havde sænket sig lidt ned imod bygningerne i det skumle, og mørke kvarter. Ravnen sad lidt på et af tagene på en af bygningerne, før han vendte sit næb ned imod noget vidt. Noget der bevægede sig, og ravnen kunne godt se at det var en engel. En engel i dette mørke og skumle kvarter, det var underligt og mystisk. Ravnen fløj lidt rundt ved taget, før den godt kunne mærke, at den var tæt på at forvandle sig tilbage til menneske. Så efter at have fløjet lidt rundt, besluttede den sig for at at forvandle sig tilbage til menneske. Det skete dog automatisk, eftersom Isaac godt kunne mærke tidsgrænsen var ved at være nået.

Nu som fuldt menneske var han på vej ned imod jorden med hovedet først. Kursen sigtede han på det nærmeste træ, som så ud til at være i nærheden af denne engel. Det var perfekt, lige hvad han var i humør til på denne aften. Han var ikke i det bestemte bedste humør, men forholdte sig nogenlunde i ro som han også landte ovenpå en gren i træet. Strakte sig en smule, før han lod sit blik følge englen, Isaac kendte bestemt ikke denne unge engel, men i hans hoved kunne han hvertifald med sikkerhed tjene godt på ham. Et bredt smil voksede på hans ansigt inde under masken, for det var jo en perfekt mulighed. Han kunne sælge den unge engel, og tjene kassen, lige få en masse krystaller for englen på slavemarkedet. Slavehandlen ville sikkert nyde det, og kunne bruge en ung engel til noget, så Isaac lod smilet vokse lidt, som han hoppede ned fra grenen, fik lusket sig op bagved drengen, og hurtigt greb fat rundt om ham. En hånd foran drengens mund, og den anden hånd rundt om hans hals, i et blidt greb"Ingen lyd, ellers bliver det kun værre"lød det bestemt, og lavt fra Isaac som han lod sit blik glide lidt rundt.

Han var nød til at sikre sig, at der ikke var nogle i nærheden, især ikke nogle vagter. Det slud han stod i, generede ham ikke. Han følte sig tværtimod tilfreds med at være begravet i mørket, for det skumle kvarter var lige sagen. Han elskede og nød det, og valgte at flytte sig lidt hen imod den nærmeste gyde med drengen på slæb"Heldigt at fange en engel i mørke...De vinger tager man ikke fejl af"lød det fra ham fortsat i en lav tone, og han lod kort sit blik falde på drengen, før han valgte at kigge lidt rundt. Studerede omgivelserne, bare for at sikre sig om der var nogle vagter eller ej. Han var bestemt ikke i humør til at ordne vagter, for han skulle bare have den unge engel med hen til slavehandlen, så Isaac kunne sælge ham.

Lyden af en fugl for oven fangede ikke Barts opmærksomhed. Ej heller gjorde det, da lyden af en gren kunne høres nær ham. Fugle havde mere end ret til at være her. Selvfølgelig var lydene ikke just det mest behagelige, men det var bedre end så meget andet. Drengen hørte knap nok de smattede skridt, før det var sent. Han hørte ikke, at nogen var på vej direkte hen til ham, før det var for sent. Før hænder havde fundet vej til hans mund og hals. Straks slog engledrengen sine øjne panisk op. Hænderne fløj op til hver sin. Fingre prøvede at krave i mellem hans hud og bagmandens hånd for at løsne grebet om munden og halsen. Det var ikke stramme greb. Det gjorde ikke ondt i halsen, men panikken i drengen ville bare have dem af. Hjertet hamrede afsted, som om det ville bryde ud af brystkassen. Selv vingerne baskede op og ned for at irritere personen bag ham. 
Bart kunne høre den bestemte stemme af en mand, der beordrede ham til at tie stille, ellers ville det kun blive værre. Selvfølgelig lyttede drengen ikke til dette. Han prøvede at skrige, men skreget blev godt dæmpet af mandens hånd. Koldsved løb ned af drengens ryg og badet vingerødderne, som de sad fast inde i ryggens blege hud.

Panikslagen kiggede Bart rundt for at lede efter nogen, der kunne hjælpe ham. Men der var ingen på gaden. Kun ham og manden bag ham. Den mand, der havde sine hænder voldeligt om Bart. Han var helt alene med denne mand. Og det var ikke rart at være alene lige nu.
Mod sin vilje blev Bart trukket hen i en gyde. Hvis nogen kom på gaden nu, ville de ikke engang kunne se, hvad der skete mod engledrengen. Selvfølgelig kæmpede Bart imod, så bravt som drengen kunne. Fødderne baskede lige så meget som vingerne. Den beskidte slud blev kastet op og fugtiggjorde op til drengens knæ på bukserne og nok til midten af mandens læg. "Mhmgh..!" Atter prøvede Bart at snakke igennem mandens hånd, men det var til ingen nytte. Derfor valgte drengen til sidst at sætte tænderne imod den nærmeste finger. Og han bed hårdt for at komme fri. Det ville helt sikkert irritere manden så voldsomt at blive bidt i. Det ville kun gøre situationen værre, men Bart tænkte ikke langt. Ikke lige nu. Han var en lille dreng imod en fuldvoksen mand - sådan virkede det til ud fra hænderne, stemmen og følelsen af mandens krop bag ham. Han ville bare fri. Drengen tænkte ikke på, hvad han kunne gøre, hvis han endelig blev frigjort. Eller hvordan manden bag ham ville reagere. Bart tænkte kun i nu'et og lige nu ville han bare være fri. Han ville hen til Ilaria og føle sig sikker, men hun var ikke i nærheden. Bart havde kun sig selv at regne på - og det var skræmmende, for det var i sandheden ikke meget.

Imens Isaac viljefast stod og holdte rundt om drengens mund, tog han et kig rundt, for at nærmere betragte omgivelserne. Han kunne ikke se nogle i nærheden af gyden, men han sørgede for at holde et vågent øje, for det var aldrig til at vide hvem der ville lure i krogene. Som han kunne høre drengen prøvede på at sige noget igennem hans hånd, valgte han at løfte et øjenbryn og skulle til at bede drengen om at være stille en gang til, for det var vigtigt. Han skulle nødig blive afsløret i at snuppe en dreng med sig, for det var sikkert ikke ligefrem noget der skete tit her i dette mørke kvarter. I det samme øjeblik som han kunne mærke at drengen havde valgt, at sætte tænderne imod den nærmeste finger gav han automatisk slip. Løftede fingeren op til sit ansigt, og betragtede bidemærkerne fra drengens tænder. 

I stedenfor at blive utrolig vred, og irriteret over at blive bidt af denne dreng, valgte Isaac at vende sit blik og opmærksomhed på englen. Imponeret over at drengen faktisk havde modet til, at bide ham for at komme fri. Selvom det var lidt irriterende for en mand som Isaac, så måtte han føle sig overrasket og imponeret. Som det tydeligt kunne ses, at drengen gerne ville fri valgte han at gribe fat rundt om drengen, og nærmest imod hans vilje kastede ham op over den ene skulder"Så ivrig du kan være knægt"lød det ganske neutralt fra Isaac, som han tog et kig rundt, efter at have grebet fat i drengen. Nu hang han hen over den ene skulder, og tilfreds gik Isaac hen imod muren i gyden. Greb fat med ene ene hånd, for at kunne hive sig selv op. Da han kom op at stå ovenpå muren, vendte han sit blik tilbage på drengen"Jeg vil ikke prøve på noget, der er rimelig langt ned til jorden herfra"sagde han, før han smillede bredt under den sorte maske.

Han fik hurtigt hoppet hen på det nærmeste træ i nærheden, og klatrede lidt op i det. Fortsat med drengen over den ene skulder, og lod sit blik betragte de flotte og hyggelige omgivelser. Han så rimelig godt i mørket, og der var heldigvis ingen i nærheden. Han kunne heller ikke få øje på nogle vagter, så det var meget heldigt. Efter at være klatret lidt op i træet, stod han nu på en tyk gren, og kunne se hen imod et tag af en bygning. Han lagde hovedet på skrå, og løftede den ene handskeklædte hånd op til ansigt, og selvom han havde haft taget den af, tog han den på igen. Han havde set bidemærkerne fra drengen, og havde bestemt ikke tænkt sig at slippe den engel endnu. Slavemarkedet ville blive glad for ham, for så slap han også for at skulle holde styr på ham. Han havde andre ting at se til, end at babysitte en engel, det var måske hyggeligt for nogle, men ikke ligefrem noget en travl mellemleder som ham havde tiden til"Så skal vi komme videre hen imod det slavemarked"fløj det ud ad hans mund med et skævt smil under masken.

Bidet på fingeren havde virket. Tænderne havde sat sig langt nok ned i mandens kød til at fjerne hele hånden. Men hånden om halsen forhindrede endnu drengen i bare at forsvinde. Munden var fri dog og dette kunne han udnytte. "Hjælp!" skreg Bart af sine lungers fulde kraft. Manden ville uden tvivl have mærket vibrationerne fra ordet igennem den spinkle hals.
Bart forventede nok vrede fra manden. Måske et slag eller et spark i mellemgulvet. Men intet af dette skete. Rent faktisk virkede manden på en måde interesseret over, at engledrengen gjorde modstand. Derfor fik Bart endelig ansigt på manden bag sig. Og det var et skræmmende syn, syntes han. Der var to ting ved mandens ansigt, som drengen lagde mærke til og gjorde hele situationen mere ubehagelig. Det første var masken, der dækkede næsen og ned. Kunne den mand have været en, Bart havde mødt før? Var dette ikke en tilfældig situation, men nøje planlagt af manden? Havde han haft sine øjne på Bart længe og blot ventede på det rigtige tidspunkt? Det andet var mærkerne i midten af panden. Sorte tatoveringer, der kun gjorde manden endnu mere skræmmende. Han var tydeligvis ingen mørkelver - ørerne var ikke spidse nok til dette. Men Bart var ikke kun bange for mørkelvere. 

Uden de største problemer tog manden fat rundt om Bart. Drengen blev slynget op, så han lå henover mandens ene skulder. Det havde gjort en anelse ondt i maven, da han var kommet op. Derfor tog det lidt tid, før Bart gjorde modstand. Hænderne var knyttet og gav det ene slag efter det andet mod mandens ryg, imens benene baskede derudaf. Men manden var klog, for han pointerede, hvorhenne de var. De var højt oppe. Hvis Bart fortsatte sine lemmers bevægelser, kunne han være fri, men han ville ende dernede. Og vingerne var han alt andet end sikker på ville hjælpe ham. Derfor stoppede drengen da også sine bevægelser. Han forblev stille som en sæk kartofler hen over mandens skulder. Dog gav de knyttede næver et slag i ryggen i ny og næ, men det var mere ud af frustration end ønske om at slippe fri.

Manden hoppede fra tag til tag til gren til gren, som kunne han flyve uden vinger. Barts øjne kiggede på byen, der forsvandt for næsen af ham. Men da ham og manden stoppede op på en gren og manden sagde noget, drejede drengen sit hoved for at kigge på ham. Slavemarkedet? Nej, alt andet end det. De blå øjne havde været blanke af vand, men nu faldt tårerne langsomt og lydløst. "Nej, lad vær. Be' om. Jeg vil ikke. Jeg er ikke." småhulkede Bart i mellem snøft og knækkende stemmebånd. Han var ikke en slave. Han ønskede ikke at blive en. Men lige nu vidste drengen inderst inde godt, at det valg ikke længere lå på hans boldgade. Det lå på manden, hvis skulder drengen lå henover. Bart var helt stoppet med at bevæge sine lemmer. Hænderne var ikke længere knyttet og hang nu bare med håndfladerne mod mandens ryg. Det var ikke, fordi han accepterede sin skæbne. Han vidste bare ikke, hvad han skulle gøre. mandens ord havde ramt som et flyvende pil. Han kiggede kun på manden, håbede på en form for barmhjertighed. At manden med tatoveringerne i panden og masken dækkende ansigt ville lade drengen gå.

Det havde altid haft sine fordele, at være en spion, og en fremragende en af slagsen. Ikke nok med at han var en spion som så mange andre, så var han en mellemleder for en gruppe spioner. Manger respekterede ham, og så op til ham og med god grund. Man kaldte ikke Isaac for ravnen uden grund, han kunne nemlig forvandle sig til en, men det behøvede han ikke gøre lige nu. Han klarede det ganske fint med at hoppe fra gren til tag, selvom det nok måtte undre mange. Men for en spion som ham var det nærmest standard arbejde, og ting at gøre. Måske mange ikke gjorde det, men det gjorde Isaac nu. Han holdte stadigvæk fast på englen, som han et kort øjeblik betragtede vingerne på drengen. De var nu meget flotte i hans øjne, men han skulle ikke bruge dem til noget.

Han skulle ikke engang bruge knægten til noget, andet end at sælge ham på et slavemarked. Følelsen af slagene imod ryggen, og udråbet om hjælp fik den dystre spion til at rulle med øjnene. Som han så kunne høre knægten begyndte at tudbrølede løftede han undrende og overrasket et øjenbryn og drejede hovedet hen imod knægten. Kiggede på ham, og sukkede før han måske burde hjælpe og være barmhjertig overfor knægten. Men der ville være så stor en gevinst for Isaac hvis han bragte englen med til slavemarkedet, og han kunne måske komme hurtigt derhen fra hvor de var. Han tænkte lidt nærmere over det, som han bare stod og betragtede knægten lidt nærmere. 

Han satte så knægten ned på taget de stod på, fandt et reb frem, og bandt knægtens hænder bagpå knægtens ryg"Kan du ikke stoppe med at græde...Jeg ved ikke hvordan man håndtere grædende børn"lød det ærligt fra ham, som han satte sig på huk foran knægten, hvis hænder han lige havde bundet på ryggen af knægten. Nu var de ovenpå taget, og Isaac betragtede englen lidt mere med sit hovedet lidt på skrå. Han var helt sikker på at han kunne få en stor gevinst af at bringe englen med til slavemarkedet, men han vidste at han ikke kunne få drengen med, for det virkede som om knægten slet ikke ville med. Men det var Isaac ligeglad med, for han skulle nok sørge for at hive drengen med"Du behøver ikke græde, slavemarkedet er et fremragende sted for mange"forklarede Isaac med et bredt smil på ansigtet, selvom knægten slet ikke kunne se det trods den sorte maske som dækkede det meste af spionens ansigt. 

Slagene mod ryggen havde absolut ingen effekt på den dystre mand. Han virkede ikke engang til at mærke drengens næver. Men igen, fysisk styrke var alt andet end det, Bart gjorde sig stolt i. Hvad gjorde han sig stolt i? At være afhængig af andres hjælp i de fleste situationer? Dette mærkede han ulempen ved med denne mand. Han kunne intet gøre imod ham. Manden kunne løfte Bart, som var han ingenting og hvis det kom til det, ville han sikkert også kunne slå engledrengen bevidstløs med ét sølle slag i hovedet.

Da manden endelig satte Bart fra sig, overvejede drengen kort, om han kunne flygte. Men inden han overhovedet havde nået at tænke på, om det ville være bedst at prøve at flyve eller bare løbe, havde manden taget fat om drengens arme for at binde dem sammen om bag på drengens ryg. Drengen nåede knap nok at stritte imod, før knuder allerede var blevet lavet. Det var nyttesløst allerede, hvilket Bart også viste ved blot at gøre sine arme og skuldre slappe samtidig med, at han snøftede højt, skønt ingen kunne høre ham på nær manden.
Hvad manden gjorde bagefter, overraskede faktisk Bart til det punkt, at han glemte at hulke. Manden gik ned på hug og kiggede på ham. De var næsten i øjenhøjde på denne måde. Hvis man som udefrastående så dette - uden at tage deres placering på et tilfældigt tag i betragtning - ville det ligne en voksen, der fortalte noget roligt til et barn. Og det var i princippet også noget roligt, der blev sagt. Det var nærmest et ønske, manden gav. At Bart ville stoppe med sit gråd. Drengen gjorde et sidst snøft, der trak hele den ene side af munden med sig. Han skulle være stærk. Det var, hvad han havde fået at vide. Og stærke drenge græd ikke som små børn. Væske var stadig at se i øjnene. De var endnu blanke. I ny og næ faldt dråber også ned, men de faldt på grund af tyngdekræften og ikke, fordi Bart pressede dem ud. Der var så mange dumsmarte kommentarer, der kunne blive givet som svar til mandens ord. Hvis han havde sagt dette til Bart, før han var blevet en engel, ville en kæk bemærkning uden tvivl være givet - hvis altså en af Barts forældre også var i nærheden, for ellers ville han nok stadig havde været lidt forskræmt, som han var meget lige nu. "Kun hvis du slipper mig fri." Det var et tappert forsøg på at se stærk ud. Giv et bytte. Noget for noget. Men så skulle Bart nok ikke have stoppet sin gråd og hulken inden. Det vidste jo kun, at han uden tvivl kunne stoppe uden at blive sluppet fri. Dumt gjort af drengen. I et forsøg på at virke stærk gjorde han sig kun dummere.
Maskens stof bevægede sig på grund af mandens mund bag den. Efter han havde forklaret, havde masken ikke endt i samme formation som før. Om det var et smil eller andet, kunne Bart ikke se. Masken var kulsort. Men den havde flyttet sig. Og det var heller ikke masken, der fangede engledrengens opmærksomhed. Det var mandens ord. Svagt rystede drengen på hovedet, som om han allerede havde givet op. Håret hoppede lidt sammen med hovedbevægelserne. Øjnene kiggede ind i mandens, men selvom det var en brav handling, var øjnene mere malet med modløshed end noget andet. "Jeg vil ikke. Jeg vil ikke være slave. Lad mig gå, be' om." De pibende ord knækkede over i sidste ord, hvilket kun byggede videre på at vise, hvor svag og hjælpeløs Bart i virkeligheden var. Han kunne ikke redde sig selv. Han var nød til at blive reddet af manden foran ham. Og hvis han regnede dette ud, ville han næppe vise barmhjertighed. Og dét skræmte Bart helt til at ryste i de løse og beskidte benklæder.

Det forvaskede ansigt, takket været alt den gråd drengen havde frembragt, havde flere gange fået Isaac til at sukke opgivende. Men alligevel forholdte han sig målrettet, for det skulle ikke stoppe ham. En grædende engel, det var overhovedet ikke noget som kunne stoppe en spionleder som ham, langt fra. Som Isaac tog et hurtigt overblik over omgivelserne, specielt fra taget tænkte han lidt. Hvilke muligheder var enlig bedst, for at komme hen til slavemarkedet. Der var helt sikkert en nem måde, at komme derhen på. Han skulle nok finde den, ingen tvivl om det. Et bredt smil spredte sig under den sorte maske, som han tillod sig at sætte englen ned på taget. Bygningen de stod ovenpå var enlig meget fin, og havde en god udsigt. Hvis man var til sådan noget, og eftersom drengen ikke vejede ret meget, var Isaac fristet til at forvandle sig, så han kunne løfte englen over til et andet tag.

Bare for også at hyle drengen lidt mere ud, end hvad han allerede måske var. Det var svært at stoppe ham fra at græde, og han ville stoppe hvis spionlederen slap ham fri"Ikke tale om knægt... Som sagt jeg skal bruge dig til et vigtigt formål"svarede han bestemt, og enlig ganske neutralt. Med blikket ud over hele stedet, med de herlige omgivelser, besluttede Isaac for at samle englen op over skulderen igen, og skulede kort ned imod jorden. Han kunne se nogle af vagterne vandrede rundt, og lod blot smilet vokse lidt. De havde ingen chance for at fange ham, det var han sikker på og behøvede slet ikke bekymre sig over sådan noget. Efter at have sikret sig at englen hang over skulderen, og han holdte fast, besluttede Isaac sig for at hoppe ud fra taget med et stort tilløb, for at sigte hen imod et tag i nærheden. Enlig kunne han hurtigt få fat i et vindue, med den ene hånd.

"Hæng på, det vil ikke tage ret lang tid at nå til slavemarkedet"konstaterede han med en venlig stemme, som han bestemt holdte øje med omgivelserne, for at sikre sig den letteste vej. Mest også den hurtigste vej, for han kunne nemt blive udmattet af at holde øje og nærmest babysitte den engel. Han var nød til at nå frem til det slavemarkedet hurtigt, og efter at have fået hevet sig selv op på det andet tag satte han englen ned. Fik revet et stof stykke af sin påklædning, og bukkede sig ned, så han var i øjenhøjde med Bart"Hør stump, det er lettest hvis du samarbejde, du vil blive en værdifuld slave"lød de bestemte ord, før han satte stoffet rundt om englens mund, så han ikke kunne skrige, eller sige noget. Det var lige nu bedst, for Isaac var nød til at holde sit fokus oppe, og undgå distraktioner. Selvom han havde været vant til sådan noget, så var hans eneste mål at nå hen til slavemarkedet med denne unge engel. 

Det havde været et brav forsøg at gøre brug af mere dumsmarte og teenagekommentarer for at komme fri. Af sind var Bart jo en teenager på fjorten år, om så kroppen endnu var elleve. Men selvfølgelig virkede det ikke. Denne mand havde tydelig en plan med ham og ville ikke lade drengen smutte, bare fordi han ønskede. Det var ikke, hvad manden ønskede og lige nu var engeldrengens ønsker i anden, hvis i nogen række overhovedet. 
Bart fik heller ikke en mulighed for at sige noget imod, før han igen var oppe over mandens skuldre med bagdelen stikkende op i vejret som det højeste. Det var pinligt og skræmmende det her. Uden nogen former for advarsel, sprang manden ud over taget. Straks lukkede drengen sine øjne af frygt så hårdt, at de resterende tårer sprang ned og landede på jorden. Hvis bare Bart havde været modig nok til at åbne øjnene og kiggede ned, ville han have set et hold af byvagter. De ville have kunne have hørt mulige skrig fra oven, men selvfølgelig havde drengen ikke turde kigge ned og derfor var han gået stille hen, før manden havde grebet fat i en vindueskarm og kravlet op, endnu med drengen på sine skuldre.

Da de var landet på et nyt tag, kom Bart igen til at stå på sine fødder, endnu med hænderne bundet sammen omme på ryggen. Dog mærkede drengen noget ved sin højre ankel, da han var blevet sat ned igen. Dolken. Fra Ilaria. Den var endnu i sokken. Hvis bare han kunne få den op, kunne han skære sig fri. Måske kunne han gøre sig fri. 
Og manden gav endda et lille tidsrum for Bart at bukke sig ned i en squat for at samle den op. Som manden kiggede rundt omkring dem, bøjede Bart sig i knæene. Hænderne famlede i højre sok for at finde dolken. Hurtigt greb han fat i den og strakte sine ben igen, lige i samme øjeblik som manden kiggede tilbage på ham. 
Igen var manden i øjenhøjde med Bart, denne gang med en strimmel stof i hænderne. Imens han snakkede tydeligt nedladen til engeldrengen, skar Bart som en sav igennem rebene om sine tynde håndled. Heldigvis var dolken skarp, så den skar godt, men han havde brug for mere tid. "Jeg er ikke en.." Men mere fik Bart ikke sagt, før stoffet blev presset rundt om munden og hovedet og bundet hårdt fast. Sætningen døde ud i mumlen, men det var tid nok, for Bart havde skåret rebene op. Derfor tøvede han heller ikke, da højre hånd svirpede frem i håbet om at ramme manden og få ham væk. Svirp efter svirp med dolken i hånden grebet fast lavede Bart. Manden ville da ikke gå tættere på, når en klinge svang tilfældigt foran Bart, ville han? Engledrengen håbede og prøvede at kæmpe imod. Han ville ikke lægge sig og lade denne mand gøre ham til en slave. Han var ikke en slave. Han var en fri dreng. En fri engel.

Normalt ville de færreste måske begive sig ud på det som spionlederen var igang med, men i hans øjne var det nærmest hverdagsting. Ikke ligefrem delen med at kidnappe en engel, men det at generelt kidnappe mulige ofrer til et eller andet. Spionage arbejde var normalt for ham, alt som det enlig indebar om det så var at lige nu bære rundt på en engel. En engel der i hans øjne begyndte at blive mere, og mere træls. Hvad kunne han gøre ved det, andet end at lukke af for det, hvilket han også fik gjort. Efter at Isaac fik udset sig en perfekt måde at komme tættere på markedet, besluttede han sig for at sikre sig at knægten stadigvæk var bundet. Det var aldrig til at vide, hvad unger kunne finde på, og det var ikke engang hans egen unge - det havde sikkert været værre hvis det havde været hans egen unge. 

"Ikke en hvad... Fortsæt gerne din sætning"lød det bestemt fra Isaac som han stod med ret ryg, og skulle til at sikre sig at handskerne sad ordenligt på hænderne. I øjeblikket som handskerne var blevet hevet lidt op, bukkede spionlederen sig ned, så han endnu engang var i øjenhøjde med knægten. Han åbnede munden for at skulle til at sige noget, men blev afbrudt af hånden der pludselig kom frem, og ramte ham. Det fik ham til at vende hovedet til den ene side, som havde han fået en svingende lussing. Et bredt smil dukkede op på Isaac´s ansigt, men det kunne ikke ses grundet den sorte maske. Han vendte hovedet tilbage mod Bart, og kunne se dolken foran sig. Men uden at bekymre sig for den, greb han fat rundt om bladet med den ene hånd. Straks kunne han godt mærke hvordan dolken skar i hans håndflade, men han var ligeglad. Der skulle mere til, for at få ham til at bukke under for smerte.

Han fastholdte blikket på englen, før han lænede sig en smule tættere på ham. Lod de mørke og dybe øjne bore sig ind i englens hjælpeløse øjne. Spionlederen fik grebet fat rundt om knægtens hånd, hvor dolken var i, og tvang den lidt væk. Ikke særlig langt, eller meget bare så han ikke skulle bekymre sig eller kigge på den så tæt på"Der skal mere til for at skade mig lille ven, og med de ord..."en pause blev holdt, som han kiggede lidt mere på englen. Overvejede at slå ham ud kort, så lederen slet ikke behøvede tænke på at skulle høre på ham, men englen kunne enlig heller ikke sige noget. Isaac sukkede som han rettede sig lidt op, og fik fjernet stoffet fra knægtens mund"Er løsningen på mit problem det her"fortsatte han med et skjult smil, før han kiggede lidt nærmere på englen foran sig. Han fik taget dolken fra englen, og kastede den langt væk, hvorefter han fik slynget englen hen over den ene skulder igen. Selvom at han havde fjernet stoffet fra munden, så vidste han at de snart ville være ved markedet. Som han hoppede ud over taget med englen over skulderen, fik han fat i en vindueskarm, og fik hevet sig selv og englen med op på taget af bygningen. Han stod nu og kiggede rundt, og gik tættere på kanten af taget"Opfør dig ordenligt, ellers hænger jeg fast på en af de nærmeste pæle"lød det bestemt fra ham, som han drejede rundt for at gå hen imod det næste tag. 

Manden gik ned i knæ og igen i øjenhøjde med Bart, lige som drengens hånd og dolk ramte mandens kind. Straks anså engeldrengen dette som en sejr. Han kunne se, hvordan et snit var at finde på mandens kind og blodet trillede ud af det. Dette fik et lille glimt af sejr at se i drengens blå øjne, men dette var for en kort stund, for inden Bart nåede at svirpe for anden gang, havde manden taget fat og bladet. Ikke dolket, bladet. Tydeligt var manden ligeglad med at ødelægge sine handsker og måske endda håndflade. Dette fik et forskræmt ansigtsudtryk på Bart. 

Ude af stand til at svirpe med dolken prøvede Bart alligevel at tvinge bladet ud af mandens hånd. Men den anden hånd tog fat i det tynde håndled på drengen. Nu var det ikke bare dolken, men hele hånden og armen, der var ude af stand til at bevæge sig. Manden var tydeligt stærkere end engledrengen. Det ville alle voksne jo være. Øjnene af mandens borede ind i Barts og gjorde drengen endnu mere utryg, end han allerede var. 
Det tog ikke mange kræfter af manden at fjerne dolken fra Barts hånd og lade den flyve langt væk. Ilarias gave væk. Dog fjernede manden stoffet fra Barts mund. Alligevel snakkede engledrengen ikke med det samme. Han kiggede bare ud i natten for at finde sin dolk, men den var allerede langt væk. 
Det var først, da manden igen havde slynget Bart over sin skulder igen, at drengen begyndte at reagere igen. Med munden fri nu kunne han gøre noget. "Sæt mig ned! Jeg, jeg er ikke en slave!" Endelig fik drengen færdiggjort, hvad han havde prøvet at sige før. Den pipende stemme virkede modløs og det var den også. Men Bart ville ikke give op så let. Hænderne var endnu frie og det udnyttede Bart. Alle lemmer bevægede og baskede sig som en hvalp i vandet. Hænder, arme, fødder og ben. Alle som en baskede de i vildskab. Bart var ligeglad med, om manden blev ramt i ansigtet, i ryggen, på armene, på hænderne. Om det resulterede i, at de faldt, det måtte Bart tage med. Han ville bare være fri. Han ville bare hjem til Ilaria. Han ville bare væk fra denne mand. 
Manden havde bedt Bart om at opføre sig ordentligt. Og som den rod, Bart havde været, før han var engel, gjorde han ikke dette. Meget vel snakkede han ikke meget lige nu. Alligevel undslap støn og vrinsken fra drengen, som han ihærdigt kæmpede imod. Det var en lang tur til slavemarkedet, det vidste han. Så hvis han fortsatte sådan her, ville manden vel blive træt af ham, ikke? Han kunne ikke håndtere en hel tur med en ulydig dreng som Bart over sin skulder, ikke? Bart håbede og fortsatte sin basken, indtil det sejrede. Hvis det sejrede.

Om dolken ville havne ned blandt de mange mennesker der sikkert vandrede rundt ved butikkerne, eller de andre spændende omgivelser, vidste man ikke. Men Isaac havde ikke kastet den længere væk end området, for han vidste ikke om englen havde brug for den igen, om den var betydningsfuld. Et suk forlod hans mund, for bare tanken om hvordan det ville blive hvis han selv havde en knægt. Måske lidt anderledes end denne engel, men han forholdte sig målrettet. Han vidste at de snart ville være henne ved markedet, hvilket han så meget frem til. Han ville bare af med denne knægt her, hurtigst som muligt. Normalt var det ikke tit, at han ligefrem kidnappede unge knægte, eller generelt unge mennesker, men lige idag havde han valgt at gøre det. En engel endda, det skulle nok give ham en god betaling. Smilet på ansigtet spredte sig, og Isaac kunne slet ikke vente til at komme af med englen.

"Det skal du nok lære knægt!"svarede han højt som han fortsatte fremad, for han havde ikke tid til at stoppe op. Men alligevel var det som om, at denne engel her slet ikke ville gøre det nemt for spionlederen, at nå hen til markedet uden problemer. Som Isaac tydeligt kunne mærke, hvordan knægten nærmest sprællede løs, og prøvede at få lederen til at slippe ham, sukkede han lidt mere, før han satte knægten ned på taget han stod på. Han kiggede kort ned imod sine hænder, hvor han godt kunne mærke blodet indenunder de sorte handsker. Der var ikke tid til at tage sig af det, og desuden gad han ikke bruge tid på det, for der var vigtigere ting end netop dét. Som han lod sine øjne hvile sig på knægten, kiggede han på englens hænder som englen, havde fået fri da han havde siddet på det andet tag. Det de var på nu, var det tætteste på markedet, hvilket var rart. Isaac bukkede sig lidt ned, og tog fat rundt om knægtens hoved med begge hænder.

Studerede englen lidt nærmere, før han uden at tøve bankede sit hoved ind i englens hoved, og det kunne mærkes som Isaac's pande ramte englens pande. Men han bekymrede sig ikke for smerten, og rettede sig op igen, hvor han gled hænderne sammen"Som nævnt, så har vi ikke tid til dit brokkeri"lød det bestemt fra spionlederen, før han slyngede englen, som var blevet slået ud af ham over skulderen igen. Den knægt skulle nok vågne på et eller andet tidspunkt, og med et tilfreds smil på ansigtet tog han lidt tilløb og sprang ud fra taget med englen over skulderen. Han fik fat i en vindueskarm, og fik hevet sig selv lidt op, og stod nu og kunne se markedet fremme. Det var fantastisk nu skulle han bare ned på jorden igen, for han gad ikke være på tagene længere. 

At sprælle løs som en livlig idiot virkede tydeligvis, for ved det næste tag stoppede de op. Manden kiggede ned på sine behandskede hænder. Det var tydeligt, at der var noget under dem, som havde påvirket ham. Sikkert, da han havde taget fat om dolkens blad. Det havde gjort ondt. Lige nu var det Barts chance for at smutte. Men problemet var der; hvor skulle han flygte hen? De var på et højt tag. Skulle han prøve bare at hoppe ned og håbe på det bedste?

"Nej!" sagde Bart stædigt tilbage. Det var tydeligt, han irriterede manden. Lige nu var det engledrengens plan. At være så træls, at manden ville give op og bare efterlade ham. Måske det virkede. Det kunne være. Men der var så mange hvis'er, måske'er og håb i drengens situation lige nu, at sandsynlighederne næppe var på hans gode side.
Manden havde stoppet op med at kigge på sine hænder og i stedet ned på Barts. Han holdt armene foran sig og dermed også hænderne. Som hvis manden prøvede at tage fat om hans talje igen, ville drengen kæmpe imod med hænderne. Det var planen. Men som manden bukkede sig ned, var det ikke hænderne, han fokuserede på. Nej, manden bukkede sig og igen var i øjenhøjde med Bart. De behandskede hænder tog fat i hver side af drengens hoved. Bart prøvede at ryste sig fri, men manden var stærk. For stærk. Derfor var der ingen vej uden om, da manden efter en kort studering lænede sit hoved tilbage og lod deres pander mødes hård. Bart nåede ikke at sige noget. Øjnene blev blot gjort store og munden åbnede til at råbe, men deres pander havde mødt hinanden før det. Bart var slået ud som et lys. Han faldt om på taget eller i mandens arme. Hvad end der var tilfældet. Han var besvimet.

Som Bart kom til sig igen, skete dette langsomt. Øjnene blinkede svagt sammen et par gange. Han tog sig til panden med den ene hånd. Det dunkede stadig. Værre end en hovedpine. Engledrengen var komplet konfus. Hvor han var, var en gåde for ham.
"Hvor er jeg?" spurgte Bart mumlende og lavmælt. Han havde ikke engang opfattet, at han var henover nogens skuldre. Det var først, som han kiggede rundt, at alting kom tilbage til ham. At han var blevet fanget. Af hvem. Til hvad. Øjnene slog stort ud, som han prøvede at kæmpe imod igen, men lemmerne var svage. Skallen, manden havde givet ham, havde gjort ham helt ukampsdygtig. Alt modet var væk igen, som vejrtrækningen blev taget hurtigt og i mange små omgange. Øjnene blev fugtige igen. "Nej, stop. Be' om!" Stemmen knækkede og var endnu lav. Hans egen smerte i hovedet tillod ham ikke at snakke højere. Manden havde decideret slået alt modet ud af drengen. Hvad der var tilbage, var den lille, bange dreng, som Bart inderst inde endnu var. Dette var ikke en ond drøm, han lige var vågnet op for. Dette var virkeligheden. Et mareridt i den virkelige verden. 

Efter at have nydt stilheden imens englen han havde slået ud var stille, nærmede Isaac sig mere og mere det hemmelige marked. Det tys tys, og nærmest private marked hvor han kendte, og vidste der var nogle slavehandlere. Det var et skjult sted, som lå tæt på en skov ikke langt fra hvor han lige nu befandt sig. Han kiggede lidt rundt, som han valgte at klatre ned fra bygningen. Han kunne have valgt at tage andre veje, eller springe ud imod det nærmeste træ. Men det gad han ikke, for det var gav også lidt mere styrke at klatre ned ad bygningen. Som han endelig var kommet ned på jorden igen, kiggede han til sin ene side, hvor han kunne se englen som hang livløs hen over skulderen. Han smillede tilfreds, hvorefter han begav sig hen imod skoven i nærheden. Han vidste markedet var tæt på, og at møde en gammel bekendt derhenne så han frem til.

Som der var gået 1 time ca, nåede han hen til skoven, hvor han kunne se markedet. Det var perfekt, og han tillod sig at betragte det skjulte marked, som han pludselig kunne høre knægtens stemme. Han placerede knægten ned på jorden, hvorefter han kunne se noget reb liggende i nærheden. Bandt det hurtigt rundt om englens hænder"Et ganske fremragende og fantastisk slavemarked, som ikke er så kendt som det store slavemarked vi alle kender"svarede han som han tog et kig rundt. Han kunne ikke få øje på personen med dusøren til ham, men han vidste personen var dæmon. Men hvorhenne han lige var, kunne Isaac ikke se. Han var sikker på at dusøren ville være god, når det var fra en dæmon, og ikke en hvilken som helst dæmon. Et lusket og tilfreds smil spredte sig på hans ansigt, for tankerne om at dæmonen som skulle købe slaven, efter aftale med ham gjorde ham ganske glad. 

Selvom spionlederen ikke kendte virkelig meget til dæmonen, så vidste han da lidt. De havde såvel arbejdet i det skjulte sammen før, men det havde kun været på baggrund af dæmonens ervherv som med Isaac's ervherv"Du bliver en glimrende slave, og jeg får mig min velfortjente belønning"lød det bestemt og tilfreds fra Isaac som stod med armene over kors, imens han holdte fast i rebet. Det reb han havde bundet englens hænder med"Hvis du troede jeg var slem, så skal du ikke glæde dig til min dæmonisk bekendte ven"sagde han ærligt som han kiggede hen på Bart.

Endnu distræt blev Bart sat på jorden. Benene vaklede lidt, som han prøvede at komme til sig igen. Derfor udgjorde drengen heller ikke megen modstand, som hænderne igen blev bundet sammen med et reb. Det var først, da manden svarede ham, at Bart begyndte at komme tilbage til bevidstheden. De var inde i en skov, det kunne drengen se. Men det var ikke en skov kun af træer. Der var et marked herinde. Et mørkt og uselt marked. Og hvad marked det var, besvarede manden. Straks vendte engledrengen sit hoved mod ham med tårefyldte øjne.
"Lad vær. Lad mig komme tilbage. Jeg siger ikke noget til nogen, jeg lover det." sagde Bart bedende og ynkeligt, som stemmen knækkede igen. Men inderst inde vidste drengen godt, at dette var forgæves. Manden havde gjort sine tanker.

Rebet var bundet sådan, at manden kunne hive rundt i Bart som et kæledyr. Hvis bare det var bundet fast om halsen frem for hænderne, ville engledrengen mere ligne en lille hvalp end noget andet. Men hvad manden sagde bagefter, fik koldsved til at løbe ned af den tydelige rygsøjle igennem trøjen. Var der allerede en køber til ham? Havde manden planlagt dette længe? Men endnu værre fortalte manden, at han var bedre end køberen. En dæmonisk køber. En dæmon. Et væsen af mørket. Straks begyndte drengen at hyperventilere. Han prøvede sågar at løbe væk, men rebet om hænderne var for stramt og mandens greb var stærkere, end han var.
Bart stod foran manden og kiggede på ham. Rebet var ikke stramt, men hang en anelse. Bart havde givet op på at flygte. Kun kunne han bede. Bede til manden om at slippe ham fri. Derfor kiggede de vandende øje op på ham. "Vær sød. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke." klynkede Bart begyndende grædende. Han var ikke en slave. Han var en dreng. En engel. En fri engledreng. Men dette havde manden ændret på. Om Bart ønskede det eller ej. Dog havde drengen det lille, spinkle håb, at manden ville vise ham gavmildhed. Være sød og gøre, hvad drengen bad om. Men efter dette møde vidste Bart, hvad svaret til dette var. Der var intet håb. Slaget var slået. Krigen var kæmpet. Og Bart havde tabt. Tabt stort.

Med blod siddende ved mundvigene, blodpletter på sin påklædning, samt blod på håndfladerne havde dæmonen forladt sit hjem, for at sætte kursen hen imod det skjulte slavemarked. Markedet ingen vidste hvor var, eller kendte til. Det var ikke et kendt slavemarked, men enkle vidste godt hvor det var og kendte til hinanden. Det var blevet lidt mørkere end tidligere på dagen, og det var begyndt at regne en smule. Vejret var perfekt til, at den ellers kække, charmerende samt frygtelige dæmon var havnet herinde i skoven. Heldigt at det ikke var særlig langt væk fra ham, og med et skævt smil på ansigtet som de gyldne øjne gled rundt i de våde, og mørke omgivelser nærmede han sig slavemarkedet. Det sorte hår strittede, påklædningen var det sædvanlige, udover blodpletterne. Som altid havde han sin trofaste slange på skulderen, og til ære for denne dag havde han også en lille sort pung med sig. 

Som han stoppede op inde på markedet, og kiggede på de folk der gik rundt, og nogle af de slaver han kunne se, kunne han ikke undgå at smile lidt tilfreds. Han løftede en hånd op for at kæle lidt for Sheja, var fuld igang med at slikke ham op ad halsen, samt kinden en smule. Ingen ord forlod dæmonens mund, men de gyldne øjne scannede hurtigt området, for at se hvor sin bekendte ven var henne. Enlig kendte de ikke hinanden utrolig godt, men der havde da været nogle gange, hvor de havde arbejdet sammen. Mizech kunne tydeligt huske de gange, hvor han havde mødt spionlederen og hurtigt havde faldet i snak med ham. Hovedet lagde han på skrå, som han gik lidt rundt. Efter at have gået lidt rundt, kunne han pludselig se en engel, og en mørk, skummel skikkelse ved siden af den unge engel. Det luskede smil spredte sig, som den kække dæmon nærmede sig begge skikkelser"Glimrende arbejde Isaac" lød det bestemt og tilfreds fra Mizech's mund, som han lod sine gyldne øjne glide ned over den triste, og unge engel. 

Før dæmonen overhovedet tillod spionlederen at svare, besluttede han sig for at gribe fat rundt om englens hals, hvorefter han løftede knægten lidt op fra jorden. Nærstuderede ham, imens hans slange også havde fået øje på englen med sultne øjne"Hvis du ikke blive dæmon føde, bliver du nok slangeføde..."fløj det ud af hans mund, som Mizech betragtede englen imens han strammede grebet rundt om knægtens hals, før han mødte Isaac´s blik. Han gav slip på englen, og vendte sin front hen imod spionlederen, og fik et bredt smil frem, som de fik øjenkontakt. Han åbnede den sorte pung, hvor han tog et kig ned i den, bare for at sikre sig at alle krystallerne var deri. Det var nemlig en god belønning han havde til sin spion ven. Han sagde ikke noget, som han kastede den sorte pung hen til Isaac"Han skal nok blive en god slave på ingen tid"sagde Mizech bestemt som han blinkede til englen, efter at have vendt kroppen hen imod den unge knægt, og kunne ikke undgå at smile tilfreds over synet og duften af englen. Han havde sat englen ned på jorden igen, og givet slip på halsen, hvorefter han betragtede sine blodfyldte håndflader. Han havde ikke behovet for at nævne hvad han havde haft gang i før, han overhovedet var ankommet hertil markedet. 

Som Bart endnu stod med fronten mod manden, kunne en stemme høres ikke langt bag dem. Et navn blev nævnt. Isaac. Var det mandens navn. Rystende vendte drengen sig rundt og blev af en lidt lavere skikkelse end Isaac. Men selvom den anden mand var mindre, var han lige så skræmmende, hvis ikke mere. Foruden beklædningen var der blod flere steder på skikkelse. I mundvigene, på hænderne og på selve beklædningen. Og ved siden af manden var en slange. Straks trådte Bart et skridt tilbage og tættere på Isaac - som om han følte sig mere tryg ved manden, der havde kidnappet ham.

Inden Bart nåede at sige eller gøre mere, havde manden dog grebet fat rundt om den spinkle hals. Som om engledrengen ikke vejede mere end en død gren, blev han løftet op i sin hals. Straks vred Bart med hele sin krop, som benene baskede. De bundede hænder tog fat om mandens hånd og fingre for at prøve at løsne grebet. Han kunne mærke, hvordan luftvejene blev presset sammen. Han kunne ikke få vejret!
En trussel blev sagt, inden grebet strammede sig, inden det blev løsnet helt. Bart faldt ned på skovbunden og faldt sammen, hostende. Øjnene var lukket hårdt i, som for at vågne fra dette levende mareridt. Sine egne hænder blev taget op til halsen. Den var allerede øm bare ved dette korte møde. Bart kunne mærke et eller andet fugtigt på halsen og som han kiggede ned på sine hænder, var de røde. Blod. Ikke hans eget, men kommende fra manden. Hvad end han lige havde lavet, som havde resulteret i blod over alt på sig.

Bart kiggede kort op. Han lå på knæene med den våde bagdel strittende en anelse op, men som hovedet løftede sig for at kigge, blev denne sænket en anelse. Skovbunden var kold og våd, og denne havde smittet af på engledrengen. De råhvide vinger var endda blevet lettere brune og grønne af skovbunden. Han kunne se, hvordan en pose blev kastet mod Isaac. Var det betalingen? Var Bart allerede solgt? Gik det så hurtigt?
Efter det tydelige indkøb vendte manden sit fokus og blik på den lille Bart. Eller dæmonen, for det havde Isaac jo sagt. Det var en dæmon. "Jeg er ikke en slave." sagde Bart lavt og hæst efter taget om halsen. Hvor mange gange var det ikke blevet sagt i dag? Og hvor mange gange havde det virket? Som dæmonen smilte, følte Bart ubehag. Det var et skummelt og ulækkert smil. Et dæmonisk smil fra mørket. Alt i drengens ansigt var rødt. Halsen var rød, delvist på grund af grebet og blodet fra dæmonens hænder. Øjnene var blodskudte af alt fra gråd, frygt og igen grebet om halsen. Ansigtet var rødt af frygt og rødmen. Han følte sig ynkelig. Lille, uduelig og ynkelig. Og dette ynkelige ansigt kiggede op på dæmonen. Og om Bart ønskede det eller ej, var denne dæmon hans ejer. Købet var gjort. Posen med krystaller var blevet i bytte for Bart, som var drengen ikke andet end et objekt, der kunne købes. Et sidste blik blev givet til Isaac. Lige nu var den mand hans eneste håb for frihed. Men som alt andet i dag var det et lille, spinkelt og ikke-eksisterende håb. Men Bart havde håb. Han var jo en engel. Et væsen af håb og lys. 

Spionlederen tog glædeligt imod betalingen, og for at være på den sikre side undersøgte han pungen, bare for at være sikker på at alle krystallerne var der. Han havde skam ikke tænkt sig at forlade markedet, uden den retmæssige betaling. Som han holdte rundt om den sorte pung med de handskeklædte hænder, begyndte han at tælle krystallerne med øjnene. Det så ud til, at det passede meget godt og efter ganske kort tid kiggede han op på dæmonen. Gad ikke bruge sin dyrebare tid på, at spørge hvad dæmonen havde lavet for det ville ikke undre Isaac at det var slemme sager, for han var ikke dum. Dæmoner var gode til at lave narrestreger, og morderiske ting. Ikke nok med det, havde han da hørt lidt i krogene omkring moren til denne dæmon. Spionlederen lukkede pungen, og puttede den ned i en af bukselommerne, hvorefter han betragtede englen kort.

"Beklager stump... Jeg har arbejde der venter på mig"svarede han uden at have hørt de hjælpende ord, og reageret ordenligt på de håbfulde røde øjne. Den engel havde godt nok grædt meget, men hvem havde ikke gjort det. Et hvert ungt barn havde sikkert haft blodskudte øjne, og et rødt ansigt som denne unge engel havde. Isaac løftede en hånd op til sit hoved, og masserede kort tindingerne med en finger. Alle de gange, hvor han havde hørt knægten nævne at han ikke var en slave, havde givet spionlederen hovedpine. Nu som han stod foran Mizech, og skråt foran englen, puffede han stille englen hen imod ejeren. Selvom Bart ikke var en slave, så var hverken Isaac eller Mizech meget beslutsom på at gøre englen til slave. Der var i spionlederens øjne en ganske særlig slave gemt i englen, selvom Mizech sikkert havde andre tanker. Tanker som Isaac slet ikke gad bekymre sig om, for hvorfor skulle han også det. Hans tid var brugt her, han havde mere arbejde at vende tilbage til. Han gik forbi dæmonen, og lagde en hånd ovenpå den frie skulder"Han er dit problem nu, undgå venligst at dræbe ham"pointerede spionlederen bestemt, som han mødte dæmonens blik. 

Det kunne godt være det var tomme ord, men han vidste godt at sin kære dæmon ven sagtens kunne finde på at dræbe en ung engel. Specielt fordi han vidste at Mizech hadede engle, hvilket måske var normalt for de fleste dæmoner. Isaac sukkede kort, hvorefter han kiggede ned på Bart, som lignede en der mere og mere gerne ville med ham. Det var forståeligt, han var langt blidere end denne dæmon. Ingen tvivl der, men han havde skam ikke tiden til at snuppe englen med sig. Han havde fået sin belønning og det var alt, hvad han faktisk havde ventet på"I vores øjne har du et stort potentiale i at blive slave"indrømmede han med en ganske neutral stemme, og et bredt smil. Det kunne ikke ses pågrund af den sorte maske. Han begravede begge hænder i bukselommen, hvorefter han vendte ryggen til englen, og dæmonen. Efter at have gået nogle minutter væk, vinkede han med den højre hånd som et slags farvel til både englen, og dæmonen"Vi ses vel nok på et tidspunkt Mizech"lød de afsluttende ord, før Isaac hurtigt var forsvundet væk fra slavemarkedet.

Der var intet håb eller hjælp at hente fra Isaac. Manden talte sine krystaller for at have fanget og frembragt Bart til denne dæmon, hvorefter han snakkede ud fra drengens øjne. De havde været hudløse ærlige og lige til at læse. Øjnene havde bedt om hjælp. Bare det mindste, men Isaac gav ingen hjælp. Bart var officielt ude af mandens hænder. Han havde sågar givet slip på rebet, hvis modsatte ende havde Barts hænder bundet sammen.
Intet svar blev givet til Isaac. Bart gav bare et snøft, som hovedet sænkede sig i et nederlag. Der var ingen vej uden om. Om drengen ønskede at være en slave eller ej, var han det. Og som mere svar fra Isaac blev Bart puffet med en fod tættere på dæmonen. Isaac var færdig med ham. For Isaac var Barts arbejde gjort. Han havde givet en god slat krystaller og det var det.

Undgå at dræbe ham? Bart kiggede atter op, nu med et ansigt badet af frygt. Havde denne dæmon købt ham for bare at dræbe ham? Hjertet i brystkassen hamrede afsted. Han ønskede ikke at dø. Han havde prøvet det en gang og ville ikke igen. Men ligesom med at være en slave havde Barts ønsker ikke haft noget indvending over valgene taget om drengen.
Bart følte sig kold og våd. Selvom han var pakket ind i en alt for stor striktrøje og bukser, der var foldet op ved anklerne, følte han sig kold og våd. Han var også våd. Skovbunden havde gjort ham fugtig og det kølige vejr hjalp ikke just med at holde sig varm. Vingerne hang slap og mere hvilende på jorden end i luften. Bart var virkelig som en nedskudt fugl, klar til at blive plukket som dagens festmåltid.
Isaacs sidste ord, inden manden forsvandt, var lige ved at få endnu en gentagelse frem fra Bart. 'Jeg er ikke en slave'. Men drengen forblev tavs. Det havde ikke virket at sige det, så hvorfor fortsætte? I stedet sank hovedet bare igen, som lydløse tårer faldt ned af kinderne. Våd, kold og træt. Bart havde ingen kræfter til at kæmpe mere imod. Hvad skulle han gøre? End ikke at bruge skygger til at kæmpe imod virkede. Bart var for træt til at gøre noget andet end at føle sig magtesløs.

Inden Isaac helt forsvandt væk, blev en sidste detalje sagt. Et navn. Navnet på dæmonen, der havde købt Bart. Mizech. Isaac og Mizech. De to individer, der havde frarøvet Bart sin frihed og egen vilje. Gjort ham til en slave, de kunne gøre med, hvad de ville. At de så potientiale i ham til at blive en god slave, ville Bart ikke tro på. Han var ikke en slave. 
Alligevel løftede Bart langsomt og rystende sit hoved igen for at kigge på Mizech. Dæmonen, der nu var hans ejer. Slangen ved siden var der endnu, omend den var stille. Dén var en god slave. Ikke Bart. En klump blev synket i den spinkle og ømme hals. Hvad ville Mizech gøre nu? Hvad var planerne? Var det bare en dødsdom for Bart nu? Skulle han dø nu? Alene og som en slave. Bare tanken fik et klynk og snøft frem fra drengen. Hvordan kunne en uduelig og ynkelig engledreng nogensinde være en god slave?