Den ellers så venlige halv dæmon og halv engel havde fået et helt andet syn på livet. Efter rent faktisk at have fået nogle følelser for håne halv ork virkede så mærkeligt på ham. Ham vidste ikke helt om han skulle grine eller græde. Han vidste ikke helt hvad han skulle mene om det. Han havde aldrig rigtig overvejet det at have et forhold til nogen, ej havde han overvejet at skulle få følelser for nogen. Han havde levet i så mange år, og tanken om at skulle finde en der potentielt han kunne slå sig ned sammen med skræmte ham på en eller anden måde. Han vidste ikke helt hvad han skulle mene om det. Freya var så sød, og han havde haft nogle gode snakke med hende, men tanken om at han havde kysset hende til ballet var så mærkeligt. Det havde været forkert af ham, men alligevel havde det følt så meget rigtigt. Ham vidste ikke helt om han skulle tage imod hendes følelser også selvom det måske kunnenskabe problemer for dem begge på sigt. Det var ikke forbudt at bærer følelser for en anden person, og det var vel bedre at det var inde for lysets hær, de vidste begge to hvad det ville sige at være i hæren, uanset om det var farlige missioner de var på eller ej. Han håbede inderligt på at dette ikke kunne blive spildt, og at det måske ikke bare var en drøm.  Han havde udtrykket over for Corvus at han ikke skulle finde nogen, og alligevel var Freya faldet et godt sted, også selvom hun havde fejlet halvt i en mission. Han kunne ikke gøre noget ved det og han havde passet og plejet hendes skade som det var hans eget liv der var på spil. 

Mørket havde for længst lagt sig hen over himlen og regnen der havde været hele dagen var begyndt at tage til, men Xaphan havde ingen planer om at gå hjem endnu. Selvom han ikke var byvagt, havde han stadig en opgave at fuldføre. Han skulle hen til en byvagt der havde problemer med en her i skumringskvarteret. Han havde ikke helt forstået hvad det var, men når det km til stykket havde han faktisk ikke fundet byvagten. Måske var det bare lidt held at han nu kunne tage hjem sidde foran pejsen og nyde godt af at være fri for i dag. Der ville være en lang dag for i morgen, men først skulle han nok have lidt at spise, om end at han faktisk ikke rigtig spiste længere. Søvn var heller ikke noget af det han fik meget af, men til tider kunne han da godt lige få sig en lille lur i den bløde seng som måske stadig duftede lidt af Freya der havde ligget der i flere dage. Han forstod ikke hvad hun havde gjort ved ham, men det var noget godt, det var han helt sikker på. Han lod en hånd køre igennem det halv lange hår så det klistrede sig til hovedebunden af at have været ude i regnen det meste af dagen. Ham var ikke engang kold selvom man kunne regne med at det var det han ville have været. Inde under tøjet i et bælte under det løse stof sad hans to skarpe knive som altid, og han havde ikke behov for st bruge dem endnu, faktisk brugte han sjældent sine knive, især da alle viste at han var af høj rang og at han var ridder. Ingen lagde sig rigtigt ud med ham længere, også selvom der blev set skævt til ham fra tid til anden på grund af at var halv engel og halv dæmon. 

Gaderne var tomme og lysene i de små vinduer oplyste gaderne kun halvt, men der var ingen tegn til st nogen var ude, ikke ud over de tiggere og hjemløse der prøvede at søge ly fra regnen der var begyndt at tage mere og mere til. Et lysglimt fyldte himlen og hvad der virkede som 7 sekunder fyldte et brag efter. Han vendte blikket lidt op imod himlen og vidste at det var tid til at tage hjem. Han skulle lige til at rette sine vinger ud da han hørte en lyd bag sig og han endte sig hurtigt om. “Hvem der?” Men kort tid efter dukkede en kat op fra en gyde med en fisk i munden. Det havde bare været den.

Sendt til det mørke kvarter for at dræbe en eller anden mand, der havde ment at han skulle prøve at dræbe en af de trofaste spioner som Isaac var mellemleder for. At manden havde turde prøve på det, havde overrasket den dystre spion, selvom det ikke var unormalt. Der skete tit et eller andet, når man havde den stilling som han havde, og tilmeld havde det omdømme han havde. Iført de sorte og mørke klæder, med den sorte maske foran ansigtet, var han ganske godt camoufleret i skumringskvarterets omgivelser.

Normalt holdte han sig i skyggerne, men lige nu gik han bare lidt rundt. Hans blik var rettet på nogle af de folk han kunne se, samt nogle af de kvinder han kom gående forbi. Skænkede dem et høfligt smil, før han begravede en hånd i bukselommen. I et afslappet tempo, lod han sig holde sig forkuseret og målrettet i forhold til at holde øje med den mand der skulle være i kvarteret. Du kan ikke være langt væk tænkte han, som han studerede omgivelserne nærmere. Om manden overhovedet var her, vidste han ikke. Nogle fra spion gruppen havde bare nævnt for Isaac, at manden skulle være her. Det kunne ligeså godt være en eller anden, og med de tanker fik han pludselig øje på noget. Selvom han kom gående lidt videre, så var det som om gaderne var tomme lige pludselig, og det var tydeligt at se de oplyste gader, selvom der ikke var så meget. Et bredt smil spredte sig på hans ansigt under den sorte maske. 

Som han pludselig kunne se et par vinger, løftede han nysgerrigt et øjenbryn. Lod sine øjne følge personen der stod foran ham, dog med afstand. Før Isaac havde tænkt sig at nærme sig personen, blev han afbrudt af en kat. Et suk forlod hans mund, og han listede sig tættere på personen Ynkeligt, en kat er jo ikke til meget fare... tænkte han, som han slet ikke kunne forstå hvorfor denne bevinget person havde frygtet der var nogen. "Goddag, herlig aften synes du ikke"fløj det ud ad hans mund, før han næsten elegant gik hen foran personen. 

Et blik vandrede efter katten som den spadserede hen af gaden for at finde ly for regnen. Et smil ramte hans læber. Han havde ikke været bange, men man kunne aldrig vide hvad skumringskvarteret udsatte andre for med de bander der florerer i Dianthos i øjeblikket. Det kunne lige såvel have været en gruppe der kunne have omringet ham som noget andet. Bange var det sidste han var, nok nærmere bekymret for hvad skumringskvarteret kunne finde på at personer på denne mørke aften. For hvis han blev omringet havde han ikke en chance for at kalde på hjælp, ja han kunne sagtens klare sig selv, eller han kunne flyve bæk, men det var også alt. Chancen for at der ville være andre i nærheden var ikke lige frem åbenlyst. Han håbede bare på at intet ville forhindre ham i at komme hjem. Og dog som han skulle til at vende sig om trådte en person ind foran ham og kiggede på ham. “Herlig? Hmm.. Måske, hvis man kan lide regn en hel dag.” Kom det fra ham og kiggede lidt indgående på manden. Han var ikke sikker på hvad personen ville, og egentlig var det også et mærkeligt sted at opsøge en person, med mindre man var ude på ballade.

Et kort øjeblik stod Isaac og overvejede om han skulle gribe fat i katten, men lod være for den havde vel ikke nogen betydning for ham. Havde det været et andet dyr, som en fugl eller større dyr, så havde det sikkert vakt interesse i ham. Selvom spionen stod med sit blik rettet imod denne mystiske person foran sig, så havde han skam ikke glemt manden han faktisk var ude efter.

"Man siger regn er ganske forfriskende, hvis man selvfølgelig kan lide den slags vejr"lød det fra ham i en ganske normal stemme, og tone. Han lagde hovedet lidt på skrå, og løftede en hånd op til det sorte våde hår. Kørte en hånd igennem det, i håb om at det ville hjælpe lidt på. Selv hvis det ikke gjorde, var det okay med ham. Det var ikke fordi hans hår var det vigtigste på denne kolde aften, langt fra. 

Et kort øjeblik vendte han sit blik væk fra personen foran sig, imens han undrende skubbede begge øjenbryn op i panden"Du har vel ikke set en lidt kraftig mand, med meget lidt hår på hovedet"spurgte han imens han fik flyttet sit blik hen på personen foran sig igen. Måske beskrivelsen ikke var den bedste, og han kunne også godt selv høre, hvordan det lød. Han holdte begge hænder foran sig, for at give en bedre forklaring til denne mystiske person foran sig"Manden skulle gerne være iklædt nogle løse og revet tøjstykker, og iføre sig en brun flettet hat"Det lød selvsikkert og bestemt fra Isaac, som han løftede hænderne ned, og lagde armene over kors. 

Xaphan kunne godt lide regnen når det kom til stykket, og han havde derfor ikke behov for at gemme sig eller det der var værre. Han håbede egentlig på at alt ville være som alting nu var, godt og sikkert. Men med alle de bander der var ved at gruppere sig i Dianthos så var han ikke så sikker på at det var smart at være alene, om end at han rent faktisk kunne klare sig selv. Denne mystiske person foran ham gjorde det heller ikke lige frem nemmere. Han virkede for mystisk med masken hen over ansigtet. Som om han ikke ville opdages i hvem han egnetlig var. Faktisk kunne xaphan ikke være meget mere lige glad om hvem manden var, med mindre han havde tænkt sig afgøre Freya noget, for så var han på først på spanden. “Jeg har intet imod regnen hvis du spørg mig. Det giver godt til afgrøderne om sommeren ud på landevejene” kom det fra ham og vendte sig om. Han strakte vingerne ud for at ville flyve væk da han blev spurgt om noget. Halvt i luften og halvt på jorden stoppede han op go kiggede på manden foran ham. Han var ikke sikker på hvem manden ville have fat i, men et eller andet sted lød det kun som en ting. “Hvis du spørg mig lyder det til st du vil have fat i en af de adelige i hvert fald af din beskrivelse af manden. Men efter dine næste ord så tvivler jeg på at det er en adelig. Ud fra din tøj beskrivelse kan jeg ikke nikke genkende til hvem du leder efter. Måske han har søgt tilflugt fra regnen, eller er hjemme hos konen. Hvem ved?” Kom det fra ham og gik lidt tættere på manden. “Hvorfor vil du have fati denne mand?” Spurgte han og nærstuderede hver en tomme af manden for at se om der var fare signaler.

Stående ganske afslappet afventede Isaac bare på personen foran han, afventede netop på svar. Forhåbenlig på svaret han gerne ville have, og vide. Han skulle nemlig bruge det til noget, for den mand han ledte efter måtte være her i nærheden. Da manden foran ham endelig begyndte at svare ham, lyttede han imens han betragtede manden foran sig. Uden at beslutte sig for, om denne mystiske person var en fjende eller noget andet. 

"Hmm det kunne godt være en adelig..Jeg har desværre ikke så meget information omkring ham, hvilket jeg er skuffet over ikke at have fået"Sagde han og tænkte lidt som lagde armene hvilende over kors. Det var underligt, for han burde have fået at vide, om denne mand han ledte efter, var en adelig eller ej. Men måske den detalje var blevet udelukket, med vilje. Ordene fra manden om at det nok godt kunne være en adelig, men alligevel ikke fik Isaac til at kigge lidt rundt. Han kunne ikke ligefrem se andre end ham og denne person foran sig.

Spørgsmålet fik ikke Isaac til at vende blikket hen imod ham, men han hørte godt manden, og havde da også lyttet til ham. Men lige nu valgte han også at lægge lidt ekstra mærke til omgivelserne, for denne mand som Isaac ledte efter, måtte være i nærheden, det var han sikker på"Manden har prøvet at dræbe en af mine trofaste spioner, som jeg er mellemleder for, og uvidende om han har gjort det ved en af mine andre trofaste spioner ved jeg ikke"Svaree han ærligt, som han vendte sit blik hen på manden. 

Af en eller anden mærkelig årsag følte Xaphan det som et ansvar at beskytte den mand som fyren her ledte efter. Men selvom han ikke kunne se fyrens ansigt virkede han som om han gemte sig, måske han ikke ville genkendes? Hvem vidste? Han ville jo egentlig gerne hjælpe hvor han kunne, men det kom jo også an på hvordan han kunne hjælpe når det kom til stykket. "Hmm.." kom det fra ham og kiggede lidt på fyren. Hvis der ikke var nogle informationer at hente, ja så kunne manden gemme sig hvor som helst, det ville være som at finde en nål i en høstak når det kom til stykket.

Selvom han havde stillet et spørgsmål var det som om der ikke ville blive skabt øjenkontakt, og at fyren havde mere travlt med at kigge alle mulige andre steder hen. Måske var det vigtigt for ham at finde denne mand. Men da han endelig svarede på spørgsmålet blev det lidt mere intressant. Han kunne ikke længere flyve væk fra fyren. For nu hvor han tænkte over det var der to muligheder. Spioner var ikke noget at spøge med. Det kunne være en spion for mørket, og hvis det var skulle han tages til fange, men hvis det var fra lyset? Ja så vidste han ikke ret meget omkring dem. Måske det var en spion for en mindre tyve bande? "Måske du skulle gå til byvagten med disse informationer, og lade dem håndtere situationen" kom det fra ham og lagde armene i siderne. Han ville hellere end gerne kunne give ham en hjælpende hånd. Men han var usikker på om han virkelig skulle hjælpe fyren, mest af alt fordi han havde afsløret sig selv som en spion.

Den mand Isaac ledte kunne sikkert være her og der, alle vegne nærmest. Men han var sikker på at denne mand han ledte efter ville være i nærheden. Selvom han respekterede andre væsner, så længe de respekterede ham, så skulle han nok opføre sig pænt, og ordenligt. For ikke at nævne ansvarligt, og professionel men han vidste så heller ikke hvad slags væsen denne person var, hvis personen ved hans side overhovedet var et væsen. Det var ikke just det vigtigste han gik op i, overhovedet ikke.

Som det så ud til at personen tænkte, undlod Isaac at holde sit blik på ham, for hvem kunne vide hvor lang tid personen skulle bruge på at tænke. Hvad personen tænkte på, kunne en spion som Isaac ikke vide, men han følte heller ikke det var så vigtigt at spørge ind til. Han havde vigtigere ting at se til, end at forhøre sig omkring sådan noget"Hvorfor gå til byvagterne, når jeg måske har en mulig hjælp foran mig"lød det bestemt fra ham, som han stod afslappet med armene hvilende over kors. 

Han gik nogle skridt tættere på, men stoppede op ved kort afstand, lagde hovedet på skrå som han fastholdte blikket på ham. Hvad var denne person, han kunne umuligt være væsen eller menneske af mørket. Der var bare et eller andet ved ham som ikke skreg mørke, men det kunne være Isaac ville blive overrasket"Tilbage til formålet ved denne samtalte...Den tykke mand, har du set ham, og hjælper du mig med at finde ham"endnu mere bestemt dog i en venlig tone, som han trådte nogle skridt tilbage, for at skabe lidt mere afstand igen.

Selvom det var mørkt overvejede xaphan egentlig først at gå hjem, men der var noget forkert ved denne mand foran ham, dog kunne han ikke sætte en finger på hvad det var. Han kunne selvfølgelig håbe på st alt var som det skulle være. Men der var noget ved den person som manden ledte efter der undrede den halv gamle halv engel og halv dæmon. Han undrede sig ober hvorfor man ledte efter en mand på dette tidspunkt, og så i mørke, det havde man da hele dagen til. Men alligevel kunne han ikke give oplysningen om hvor manden ville gå hen når det så bar overstået. 

Han ringede lidt på næsen over mandens ord. “Ja jeg kan godt hjælpe, men om jeg vil? Det kommer vel an på hvad du vil med manden” han ville have kortene på bordet, ellers var der ikke rigtig noget hjælp at hente. Han kunne selvfølgelig bare gå sin vej, men det var ikke sådan han var. Han hjalp der hvor han kunne og gerne mere end højst nødvendigt. Når der altså var grund til det. Ellers kunne man komme galt afsted, og set var ikke lige det han havde tænkt sig at gøre.

“Jeg vil stadig vove og påstå st den mand du leder efter må være rig, efter som du kalder ham tyk, og da han ikke er her kan han være i boligkvarteret... så jeg spørg igen hr. hvad vil du med den mand og hvad er dit formål inden jeg hjælper dig videre her fra.” Han kiggede lidt alvorligt på manden, men det var nok lidt svært at se eftersom der var mørkt og lyset var begrænset.