*SKRAMLE RABALLER* ”Hvor er min brystplade?!” Generalen var ikke helt tilfreds. ”Frue, De bad om at få den pudset. Den er på vej, De må!” våbneren dukkede sig for et tinkrus, ”HEY! Gider du lige styre dig! Du bad selv om at få den pudset!” Ethelihn trak vejret et par gange før hun svarede. ”Nej, Ilan, din guldfisk. *Du* refererer til mig som General, ikke ’frue’! Glem det igen, og du ryger tilbage til major Mak’da. Få røven med dig og se, hvor den bliver af!” Hun kunne sagtens have fundet på værre, men så mange folk havde de heller ikke, og selvom Ilan var et forfængeligt skvat af en væbner, var han ikke lige så uduelig som de sidste to. Desuden havde han ikke et særligt godt forhold til majoren.  Ilan var ude ad døren og tilbage igen, før hun havde færdiggjort den tanke. Hun hørte smældet fra en teleportering ved siden af sig og lyden af Ilan, der sank en klump: ”Deres brystplade, General.” Pladerne havde sirlige, magiske indgraveringer og var sat sammen som en slanges maveskæl. Bedre mørkelversmedet rustning fandt man ikke nemt.

Omkring en halv time senere på aftenen blev dørene slået op til riddersalen. Den 30 meter lange og 15 meter brede hal havde mindst 10 meter til loftet og var tømt for levende væsner. Søjlerækker på begge sider holdt balkonerne oppe, og bag dem på væggene og oppe fra balkonernes gelændere hang slukkede oliefade.  Alt var i udskåret af hårdt, glinsende obsidian eller næsten sort træ i lange, slanke kurver og med kanter, men kunne skære sig på, hvis man ikke var forsigtig.  I den anden ende af hallen stod en trone, der var som vokset ud af bagvæggen og lige som resten hugget ud i unaturligt præcise kurver. Den ville være faldet i et med resten, hvis det ikke var for lyset fra den brændende lava uden for, der reflekterede i den sorte sten og fik tronen til at flamme op.

Nogen havde tænkt lidt for meget over, hvor den stol skulle stå henne, selvom Ethelihn måtte indrømme, at Merihem havde stil. Bag hende fulgte Ilan, en af de højerestående spioner, en major, en ildmagiker der passende var begyndt at tænde oliefadene, og to skrivere. Bunden af generalens og majorens blodrøde kapper strøg hen af jorden, mens følget bevægede sig op mod Merihems sæde. ”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor De insisterede på at mødes med dem, general. Der er intet specielt ved disse lejesvende!,” brummede major Mak’da irritabelt og slikke sine ene stødtand. Ilan var allerede trukket et halvt skridt tilbage fra Mak’da, men rykkede sig en tak længere, da Ethelihns højtsiddende, ravnsorte hestehale slog et piskesmæld. ”Vær nu ikke sådan en flimset bladæder, Mak’da. Jeg er med til dette møde, og så er jeg ude af dit… ja, du ved.” Mak’da havde mistet håret for længe siden. Så meget som at blive sammenlignet med Elverlys nøgenbadende tandstikker generede ham, så var det med håret værre, og det vidste Ethelihn udmærket godt. Hun vidste også, det ville være nok til at stoppe orken fra at stille flere spørgsmål til ting der overhovedet ikke ragede ham.

De var nu nået op til tronen, og Ethelihn stod foran den et øjeblik, eftertænksomt, før hun stillede sig ved højre side af den, strøg kappen over skulderen og foldede armene utålmodigt over kors. Hun s et øjeblik op bag sige, hvor en vind fra et af overetagens store, åbne vinduer havde fået de vinrøde bannere smykket med Mørkets symbol til at bølge. Hun smilede svagt og vendte så hovedet mod de åbne døre. Så var det bare at vendte.

Det var en hårdfør hånd der greb omkring lejemorderens skuldre, idet han lagde an til at træde fremad. Han slog øjnene fra den enorme dør, seende imod vagten der havde standset hans skikkelse. Det var et sæt komplet følelsesløse øjne der mødtes med Lokes grønne; et blik der fik lejemorderen til at knibe øjnene sammen, efterladende et underligt truende smil på hans læber. Et smil der aldrig blev komplet synliggjort for vagten idet det var skjult af et mørkt klæde, der omfavnede hele lejemorderens nedre ansigt. Men så alligevel, alligevel nåede det til de flaskegrønne øjne; øjnene der virrede frem og tilbage mellem vagtens, indtil hånden løsnede sig fra lejemorderens skuldre. Han slap grebet fuldkommen, med ord lige så kølige som hans øjne:
“Et øjeblik — General G’winnan vil lade os vide når De er velkommen,”
Loke trak langsomt blikket fra vagten, blot nikkende anerkendende til hans ord. Han vred sine skuldre, løsnende op i den anspændthed der langsomt havde sat sig henover hans øvre krop. Var han spændt? Ikke så meget for det møde han var få øjeblikke fra at skulle tage part i — det var mere omstændighederne bag mødet, der fratog ham den ellers kække løssluppenhed der omfavnede en stor del af hans personlighed.
Hans familie, eller hans families organisation, havde længe ikke blandet sig i nogle af stormagternes konflikter. Dette skyldtes mange forskellige grunde, men den hovedsagelige årsag var ganske klar - og dette var nok også en af grundene til, at den slet ikke behøves at blive italesat. Mørkets nyfundne hersker bar en ry for sig selv; et ry lejemorderens familie ikke nødvendigvis havde regnet med, nogensinde at skulle associeres med. Ikke at de ikke ville det - ellers ville lejemorderen ikke finde sig selv under Obsidianslottets tag, få sekunder fra at tale med en af hærens allerøverste personligheder.
Eller det ville faktisk på grænsen til, at være en løgn. Loke havde henover det seneste stykke tid manglet en årsag, en undskyldning måske endda, for at opsøge Generalen. Han havde selv bare været ufattelig dårlig til, at komme på en der var god nok. Til hans held, havde landets politiske problematikker hjulpet ham godt på vej. Uanset hvad, det var ikke første gang at han ville have opsat et møde med Ethelihn udenfor sit arbejde - og det ville, hvis lejemorderen kendte sit uregerlige jeg bare en smule (og det gjorde han), heller ikke være den sidste gang.
“De kan træde ind nu, lejesvend.”
Måden hvorpå vagten italesatte Loke, fik lejemorderen til at vride på sit kæbeparti — tydeligvis uimponeret. Han valgte blot at ignorere soldatens ord og ventede tålmodigt på at den enorme dør var slået nok op til at han kunne træde igennem. Han standsede som han nåede om på den anden side af døren, hørende hvordan den blev lukket ganske fint i bag ham. Det var ikke salen der fik ham til at standse, men nærmere den kvindelige skikkelse, ikke langt fra tronen, der fik ham til at gøre holdt. Lyden af aftenvinden der blidt blæste gennem tronsalens vinduer, rykkende på de vinrøde bannere der prægede salens mørke rum, fik ham til at træde yderligere fremad. Fremad nok til, at han tæt nok — og alligevel langt nok - fra Ethelihns ranke skikkelse.
Han bøjede ganske let nakken i en hilsen, ude af stand til at gemme smilet der formede sig under hans maske. Et smil der nåede de grønne øjne med en legende lethed.
“General Gwinnan —“
Loke løftede sagte blikket, studerende generalens ansigt i ganske få øjeblikke, inden hans øjne atter søgte hendes:
“— De har kaldt på Orophin-familiens navn — og vi er kommet.”
Han foldede hænderne på sin ryk, seende afventende imod Generalen som han til sidst afsluttede:
“Hvad kan vi gøre for Dem med denne gang?” 

De glinsende, sorte porte ind til riddersalen kunne næsten ikke gå op langsommere. Hængslerne var seje, og dørene var tunge. Ethelihn stirrede, irriterende uroligt selvom viste noget tegn på det, mod sprækken mellem portene, der langsomt blev bredere, og så snart hun kunne se deres første gæst, faldt blikket på ham i stedet. Hun havde fået at vide, hvem der ville komme. Var det ham? Ansigtsmasken hjalp hende ikke. Faktisk havde hun ikke set ham i flere år. Det var kortere tid siden hun havde hørt ham, men det hjalp jo ikke en skid, når han ikke åbnede munden. Den rustningsklædte kvinde studerede ham med ravgule øjne; hans måde at bevæge sig på, hans holdning, hans hår, hans ansigt – eller det hun kunne se. Det måtte være ham. Hun følte et stik af noget, hun knapt nok kunne genkende, og følte et sug i maven. Men lige så hurtigt, som følelsen var dukket op, var den væk igen. Der var andre ting at tage sig af først.

Hun så bag ham, og slog så en forundret rynke mellem de tynde bryn. Hun så ikke flere. Var de ikke flere? Intet følge? Ingen fortalere? Hendes mørke læber skiltes uforstående og hestehalen svingede varsomt. Hun så over skulderen på ildmagikeren. Han rystede på hovedet. Her var ikke andre. Der var så stille, at man stadig kunne høre bannerne vejre, rustningsplader klirre, en knappenål falde til jorden og helt bestemt flere par fodtrin end ét, hvis der havde været andre. Hun så til den anden side på Mak’da: ”Er det her normalt?” og ignorerede for nu, at Loke stadig stod foran dem. Eller rettere lod til at ignorere ham. Mak’da knurrede og stirrede irritabelt på lejesvenden. Ethelihn antog, at det betød nej, og at han var fornærmet. I virkeligheden kunne han have hilst høfligt godaften, og ingen ville kunne høre forskellen.

Endelig vendte Ethelihn blikket med Loke. Han var tæt nok på, til hun kunne se hans øjne tydeligt nu; hvilket havde frembragt et glimt af noget, hun huskede fra Dragorns fangekælder. Hun var ikke længere i tvivl. Og var det et smil? Ved nærmerede eftertanke overraskede det hende ikke spor. For nu ignorerede hun komplet lejesvendens spørgsmål. Hendes eget, følte hun, var langt vigtigere: ”Du kommer alene?” Hvis Ethelihn havde været mere politiskt anlagt og gået mere op i dekorum, så havde hun nok været grusomt fornærmet over den manglende desciplin, Orophin-familien havde udvist. Men nu var hun kriger først. Hun vidste instinktivt, at det krævede kugler af sortstål at vade gennem Mørkets territorier uden opbakning, og havde ingen intention om at lade som andet. Hun højre mundvig trak op i et imponeret smil, og hun nikkede: ”Mørket byder Oriphin-familiens repræsentant velkommen.” Hun trådte et af tre høre trin ned fra tronen forhøjning. ”Og nu hvor vi har formaliteterne af vejen: Merihem ser helst, at i slutter jer til os. Og ærligt talt tror jeg ikke, I får så meget valg, når det kommer til stykket.” Ethelihns stemme var ilter, legesyg og hudløst ærlig, mens Mak’da knurrede i baggrunden. Denne gang muligvis fordi, hun havde let og elegant hen over flere sikkerhedsprotokoller. Muligvis fordi han ikke havde spist siden morgenmaden.

//Fortsættes... ;)