Sted: En gyde i Skumringskvarteret, nærmere bestemt butikken Damasque
Tid: En times tid efter, at mørket har lagt sig
Vejr: Sommerlunt, dog med nattens kølige bid. Stjernerne ses på himlen

Dianthos travle gader var blevet stille, som natten havde lusket sig ind over byen og den almindelige beboer havde fundet frem til sengehalmen. En enkelt bydel trodsede roen, kroer fyldt med drikkende, syngende og råbnede væsner, der nød livets glæder i form af stærke drikke og kvinders bløde former. Et enkelt skrig kunne til tider høres over larmen, men ingen så ud til at reagere på den barske verden uden for de tilrøgede, stinkende lokaler.

Gaderne lå for det meste øde hen, hvis man så bort fra en enkelt byvagt i ny og næ eller fulderikker på vej hjem for at sove rusen ud. Og dog, en usædvanlig skikkelse dukkede op. Kroppen var rank, klædt i en mørk kappe med hætte, der skjulte det lyse hår og kønne ansigt. Der var ingen tvivl om, at en kvinde af rang havde været dristig nok til at bevæge sig ned igennem de små gader alene, men ingen virkede til at ville antaste hende, selvom tøjet ikke skjulte hendes skønhed, der nærmest strålede ud fra hende.
En fulderik valgte alligevel at tråde i vejen for hende, men som han kastede et blik på hendes ansigt, valgte han hurtigt at fortrække videre ud i natten. Nogle ting skulle man bare lade være med at overveje.

Kvindens skidt ledte hende ned til en lille undseelig gyde, hvor der hang et diskret skilt. "Damasque." Hun blev stående et øjeblik, næsten som om hun overvejede, om det kunne være rigtigt, men endeligt blev en slank hånd rakt ud og døren gled op, hvilket tillod hende at træde ind og efterlade gyden tom og ensom igen.

Lugten ramte Ileana som en mur, da hun af vane trak vejret ind for at se, om hun kunne fange færten af tilstedeværende. Butikken blev tydeligvis brugt af en alkymist, blandingen af urter, væsker og andre mere skumle remedier gav en bekendt lugt, hun havde mødt før. En lille klokke sendte skærende toner ind i hendes følsomme ører, da dørens kant stødte mod den. 
Da hun kort havde ladet blikket glide over lokalet og de fyldte hylder, vendte hun sig om for at lukke døren bag sig. Der var mere end én slå på døren, men hun rakte kun ud efter den, der sat midt på døren. Så man godt efter, ville man se en svag rysten i hendes hånd med slanke fingre og kønne negle.

Endeligt trådte hun et skridt ind i rummet og trak hætten tilbage, hvilket afslørede et skarpt, men umådeligt kønt ansigt med isblå øjne, bløde læber og træk, der fortalte, at her var en kvinde, der var vant til at have magten. Hendes ganske lyse hår var sat kunstfærdigt op med fletninger af forskellig størrelse i en flad knold bagerst på hendes hoved, pyntet med en snor, der glitrede af klare ædelsten.
I lyset, nu hvor kappen var skubbet bagud, kunne man se hendes kjole, der stramt sad om hendes overkrop, visende hendes slanke liv og ikke lagde skjul på hendes kvindelige former og glatte hud. En guldhalskæde med små glitrende sten i lys blå formet som dråber lagde sig perfekt ned over hendes kraveben og ned mod hendes kavalergang. Skørtet faldt elegant fra hendes hofter og ned, som et vandfald af blåt stof og guldtråde.
Det var svært at se, som hendes hud var bleg som perlemor i forvejen, men blegheden var endnu mere udtalt ved hende, som hun stod der og så mod disken. Og i de arrogante, iskolde øjne, var der et svagt glimt af smerte, næsten umuligt at se, medmindre man kiggede godt efter.
Hun håbede, at hun var det rigtige sted. Ellers ville det gå ud over hvem end der dukkede op for at betjene hende.

Selvom Ileana så ud som en statue udadtil, var hendes indre i et større røre. Hun havde ondt. Og der var et snert af frygt, der klemte om hendes døde hjerte. Manden der viste sig i døren ind bagtil var forhåbentligt hendes redning, ellers ville han være hendes undergang. 
Der var noget galt med ham, konstaterede hun fraværende, men hun var ikke frisk nok til at komme frem til hvad. Noget med hans udseende. Hun kunne ikke fange hans fært i det rodede, lille lokale, hvis lugt næsten gjorde hende ør, når hun forsøgte at trække vejret, så til sidst holdt hun op. Det gjorde alligevel også ondt.

Hendes blik gled lige så undersøgende ned ad ham, som hans ned ad hende, men hun var ikke interesseret i hans udseende, for hendes skyld kunne han være den grimmeste halvork i landet. Nej, hun var kun interesseret i noget andet, han forhåbentligt kunne give hende.

Efter et øjebliks stilhed løftede hun hænderne til halsudskæringen og begyndte at åbne hægterne, der holdt den øverste del af kjolen sammen foran. Igen, hvis man så godt efter, kunne man svagt ane de slanke fingre ryste under bevægelserne.
"Jeg fik at vide, at du kunne gøre noget for mig." Hun mødte hans blik og holdt det, som hun begyndte at gå hen i mod disken, mens hægte efter hægte blev skubbet fra hinanden og begyndte af afsløre mere af den smukke hud under stoffet. Som hun nåede frem til ham, rykkede hun de sidste fra hinanden og trak ud i den ene side, hvilket fremviste et perfekt rundet bryst. Det var nu ikke det, hun ville vise ham, selvom det ikke rørte hende at være delvist nøgen foran en mand. Nej, under brystet var problemet. 

Noget der lignede et stiksår efter en kniv var at se lige under den bløde runding, men det var ikke bare et sår. Hullet var stadig tydeligt at se, men der var intet blod. I stedet var kødet og huden omkring såret gråbrunt og så mildest talt råddent ud, blot på en tør måde. Det var på størrelse med en god håndflade med streger ud til alle sider i huden.
Hun flyttede ikke blikket fra ham, men afventede en reaktion. Så vidt hun vidste, var dette hans fortjeneste, og hun ville se, om han genkendte sit eget håndværk.

Mandens ubehag ved hendes blottede hud var tydelig i ansigtet, der, nu hvor hun var kommet tæt på, stadig virkede forkert. Hele hans væsen virkede forkert, og hun fik fornemmelsen af en illusion. Normalt ville hun reagere på det, hun brød sig ikke om, når folk forsøgte at snøre hende, men hun havde det for dårligt til at tage sig af det. Det vigtigste var at finde ud af, om han kunne gøre noget ved det horrible sår, der ødelagde hendes yndefulde krop. Hendes liv var ødelagt, hvis der ikke kunne gøres noget ved det. for hvad var hun, hvis hun ikke kunne bruge sin nøgne krop til at skaffe, hvad hun ønskede? Og hvilken mand eller kvinde ville ønske at røre hende, hvis hun lignede et dødt dyr i grøftekanten?

Endeligt sænkede mandslingen blikket. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at han aldrig havde set et bart bryst før med den fascination, han stirrede med, men hun var ikke i tvivl om, at det var såret. Han kunne uden tvivl genkende det, han havde været med til at skabe, og vreden begyndte at bygge sig op i Ileana som en snestorm under opsejling.
Da han tiltalte hende som "du" trak de små muskler om hendes øjne sig sammen for et splitsekund. Hendes fremtoning burde have indikeret, at hun ikke blot var en bondekone fra nærmeste kartoffelmark, og normalt ville hun giftigt have gjort opmærksom på sin status, hun var trods alt gift ind i adlen - ad flere omgange -, men for nu var der andet, der var vigtigere.

Blandt andet, at hans udseende ændredes. Et kort glimt og en tåge, en mand med hvidt hår og en hud af en lilla tone dukkede op. Ileana havde set mere end rigeligt med mørkelvere igennem sit liv til at genkende ham som sådan, da han lænede sig frem for at se nærmere på såret. Køn var han absolut ikke, men Ileana var ligeglad. Hun var ikke så dømmende på det punkt, som man måske skulle tro.

Ven. Så han anerkendte, at kende til den skade, der skæmmede hendes lyse, fejlfrie hud. Havde der været noget som helst glimt af påtaget venlighed og smil på hendes ansigt, forsvandt det som havde noget blæst det væk. Med en hurtig bevægelse, som en slange der huggede, rakte hun ud og greb fat om hans hage. Hårdt. Overnaturligt hårdt. Hendes pæne spidse negle begyndte at vokse ud og borede sig ind i hans hud på hver side af hans mund og under hagen. En enkelt blodsdråbe fald ned på disken under ham.
"Din unge ven brugte sit sidste åndedrag på at skrige navnet på denne butik, efter han havde besluttet sig for at forsøge at spilde sit liv på en hævn, han ikke kunne finde ud af at tage." Nej, den unge mand havde sigtet efter hendes hjerte, men havde både ramt for lavt og havde trykket knivsbladet ind i højre side. Man skulle tro, at man ville lære noget om anatomi, inden man forsøgte at myrde en vampyr.

Ileana isblå øjne var fyldt med iskold vrede, men hendes stemme var rolig og kun svagt hævet, som hun blev ved med at klemme om den grimme mands hage og se ind i hans specielle øjne. Skønheden og udyret. Selvom hun uden tvivl var mere udyr end han.
"Jeg tømte ham for blod, men såret forblev. Det er tre nætter siden. Jeg drak blod, da jeg ankom til Dianthos i går nat. Ingen forandring. Jeg håber for din skyld, at du kan reparere, hvad du selv er skyld i, for jeg er ikke i et tilgivende humør." Hendes spidse hjørnetænder kom kort til syne i en hadefuld grimasse, inden hun skubbede ham fra sig og rettede sig op. Neglene forsvandt langsomt ind til normal længde. Selvom hun forsøgte at skjule det, var hun en anelse mere bleg end før. Det gjorde ondt at bevæge sig, såret var dybt, og hun regnede med, at al vævet var dødt ind i kroppen. Hun havde ondt. Meget ondt. Så ondt, at da hun havde forsøgt at jage forrige nat, var det nær gået galt, og hun havde måtte se sig nødsaget til at betale en eller anden rødhåret tøs for et måltid på den kro, hun var indlogeret på.

Frygten i mørkelverens blik rørte ikke Ileana. Normalt kunne hun godt godte sig over at få folk til at reagere sådan, men i dag var det ikke hans frygt, hun ville have, det var hans evner inden for hans felt. Hvis han altså var dygtig nok til at kunne omgøre det, han havde gjort. Et eller andet sagde hende, at det var han nok. Måske der var et eller andet over den grimme mandsling, der gav et hint om, at han var god til sit fag. Ileana stolede som altid på sin intuition, og da hun slap ham, var det med tanken om, at han havde evnerne til at hjælpe. Om han ville eller ej, men villighed var ikke et problem, hun skulle nok få ham sat i sving.

Trods frygten hun havde set i hans øjne, virkede han ikke synderligt påvirket over at bløde, som han slikkede sit eget blod i sig. Duften var lokkende, men til hans held var hun ikke specielt sulten, som hun havde drukket det søde blod fra den rødhårede pige på kroen. Han ville få lov til at beholde resten af sit blod i kroppen, så længe han var brugbar.
Mens han betragtede hende, tog hun fat om hver side af overdelen af kjolen og fik lukket nogle af hægterne sammen, så hendes buste blev gemt væk igen. Hun kunne stå her nøgen, og det ville ikke røre hende, men det virkede så uordentligt at have kjolen til at stå åben på den måde.

"Jeg har den tålmodighed, der skal til," svarede hun lidt spidst. Hun havde et uendeligt liv, og hans var også ganske langt. Så længe solen ikke nåede hende og hun kunne spise, men han ville sikkert nok kunne arbejde med lidt mindre blod i kroppen. Men så længe tog det forhåbentligt ikke.
Hun fulgte ham med blikket, som han tog nogle flasker ned fra hylderne bag ham, og nikkede så accepterende, da han angav, at de skulle forlade lokalet. Hun ventede ikke på ham, men gik ind bag forhænget, hvor en smal gang dukkede op. Af vane samlede hun skørterne foran sig og fortsatte ned af den korte gang til lokalet for enden.

Hun rynkede kort på næsen over roderiet, det var ret tydeligt, at det var en mand, der boede der, men ellers var hun ikke så interesseret i selve rummet. Hun havde set værre, og mørkelverens hjem, som det så ud til at være, forstærkede bare hendes fornemmelse af, at han gik op i sit arbejde og derfor så ud til at have evner til at kunne reparere hendes krop.
Efter at have ladet blikket glide rundt, åbnede hun det kraftige spænde, der holdt hendes kappe på plads, inden hun hang den over linen til vasketøj. Kjolen kom ikke helt til sin ret i disse omgivelser, men man kunne ikke være i tvivl om, at den kostede noget nær hvad en almindelig arbejder tjente hjem på et år. Sådan var hun altid klædt, i mere eller mindre dyre kjoler og flotte smykker. Nok havde hun ikke længere sin egen jord med folk at herske over, men hun var stadig adelig. Og hun elskede at forstærke sit eget elegante udseende med tøj, der klædte hendes slanke krop. Krystaller var ikke et problem.

Da det havde lydt til, at det ville tage noget tid, drejede hun stolen ved bogreolen rundt, så hun kunne sætte sig med benene lagt over kors og hænderne pænt hvilende i skødet med udsigt til arbejdsbordet. Hver bevægelse sendte smerte igennem hende, og hun var meget taknemmelig over, at hun ikke havde behov for at trække vejret. Noget sagde hende, at en del af hendes ene lunge også var ramt af giften. 
Hun skulle bruge luft for at tale, så for nu var hun tavs, mens de isblå øjne fulgte mørkelverens bevægelser. Hun havde spørgsmål, men lige nu føltes det som om, at de godt kunne vente lidt.

Vampyrens isblå og iskolde øjne fulgte mørkelveren, som han bevægede sig rundt for at finde remedier frem til, hvad hun regnede med ville være en modgift. Måden manden bevægede sig rundt på i rodet viste, at han havde styr på, hvor alting befandt sig. Måske han ikke selv lagde mærke til det, men måden han trådte forbi noget på gulvet, og den måde han drejede kroppen for ikke at støde ind i noget, der stak ud fra en reol, var meget fortællende om hans vante færden i det lille rum.
Ileana betragtede ham tavst, som han med en arm ryddede bordet og derefter hældte en klar væske ud i et fad, der klirrede afslørende. En umærkelig vejrtrækning fortalte hende, at han ville desinficere hvad end, der var i fadet, den skarpe lugt nåede hende fint på hendes plads på stolen.

Mørkelverens ord fik hende til at løfte de kønne øjenbryn en smule, det var normalt ikke med sådan en tone, at mænd bad hende smide tøjet, men hun brokkede sig ikke. I stedet rejste hun sig, løsnede for de få hægter, og med et lille skub ned over de runde hofter, lod hun kjolen falde til jorden. Og med den simple bevægelse stod hun nu nøgen. Hendes hud perfekt hvid, bortset fra den brune, døde plet under hendes ene bryst. Uberørt at hans tilstedeværelse bukkede hun sig lidt forsigtigt ned og samlede kjolen op for at hænge den over snoren sammen med kappen. Der var ingen grund til at lade den ligge og flyde, selvom den nu på snoren syntes at fylde en del.

I stedet for at sætte sig igen, gik hun hen til bordet og stillede sig ved siden af ham. Hun var nysgerrig nok trods smerterne, og hun havde brug for at vide, hvad han lavede. Fadet var det første, der tiltrak sig hendes opmærksomhed, og selvom tingene var dækket i den skarpt lugtede væske, stak hun to fingre ned for at samle en af knivene op imellem dem. Hun holdt den op foran sig for at betragte den lidt. Den og de andre værktøjer i fadet bekræftede bare hendes mistanke. Han ville skære i hende.
”Den unge mands kniv gik imellem to af mine ribben og dybt nok til at punktere en lunge. Jeg føler, at giften har spredt sig til noget af lungen og vævet rundtom.” Hun følte sig heldig, at hendes hjerte ikke slog, for blodet ville uden tvivl have transporteret giften videre rundt i kroppen. Her havde giften kun spredt sig, hvad den selv havde haft evne til at løbe i hendes årer. Det var i hvert fald, hvad hun havde regnet ud ved at se på de streger, der trak ud fra det synlige sår.

Hun lagde kniven ned i fadet igen og så på ham.
”Hvis din plan er at fjerne alt det berørte væv, skal du enten brække et par af mine ribben for at komme ind til lungen, eller arbejde dig ind fra under min brystkasse.” Hendes stemmeføring var ikke anderledes end hvis de havde haft en samtale om vejret, og hendes udtryk var roligt, men havde hendes hjerte slået, ville det have slået hårdt. Tanken om at lade en mand åbne sig op var ikke tryg, og tanken om smerten var nok til at få hende til at føle sig en smule syg. Det var ikke første gang, at hun skulle åbnes op, men dette var større end noget, hun havde prøvet før.
Hun afventede hans reaktion på hendes ord. Hun håbede, at hun tog fejl, og det ikke var nødvendigt med en større operation. Hendes kendskab til anatomi og smerte, om end det mest var andres, gjorde det ganske klart for hende, hvad der ventede. Og de var ikke færdige, når han var færdig med at skære, hun ville have brug for blod til at heale og det ville stadig tage dage, før hun ville kunne rejse sig og gå herfra, med så stor ødelæggelse til hendes krop.

Normalt ville Ileana være en smule fornærmet over den manglende interesse i hendes krop, den var hendes værktøj i forhold til magt og mænd, men lige nu var hun faktisk mere taknemmelig over, at mørkelveren ikke så ud til at skænke den nogen opmærksomhed. Når han nu ikke var optaget af at stirre på bryster, kunne det være, at han kunne koncentrere sig om sit arbejde og få det hurtigere overstået uden at rode for meget rundt.
Hun rørte sig ikke, da han rørte ved såret - det døde kød gjorde ikke ondt, det var vævet lige rundt om, ud langs de inficerede blodårer. 

Et stik af irritation gled igennem hende, da han ikke virkede til at registrere hendes ord og egen opfattelse af, hvordan det stod til. Sikkert endnu en mand, der ikke mente, at kvinder havde forstand på andet end at føde børn. Men hun bed den i sig og lod ham snakke. Lige meget hvad, havde hun brug for ham, og selvom hun ikke stod tilbage fra at ty til vold, ville et samarbejde være noget mere effektivt end trusler og tvang. Og det lød til, at han vidste, hvad han snakkede om, for Ileana kunne kun være enig.

Da hans fingre slap hendes hud igen, drejede hun sig mod ham og betragtede det grimme ansigt, inden hun mødte hans blik. Det overraskede hende ikke, at han havde den oplevelse, at vampyrer ikke var glade for at blive studeret. For det kunne hun heller ikke forestille sig. En vampyr var ikke en mus i et bur, man kunne tage noter om. Og hun var heller ikke meget for at skulle beskrive sine healingsevner og andre fordele for ham, for hun havde en lille mistanke om, at han ville bruge det i mod hende. Hendes race. Og der var nok at passe på i forvejen, til at tanken om en mere effektiv gift, der kunne bruges i mod dem, var specielt lokkende.

Men samtidigt handlede det lige nu om hendes liv. Hun stod ikke til regnskab for sin egen race, hun havde kun sig selv i sin interesse, så der var ingen dårlig samvittighed, da hun svarede ham. Så måtte hun tage, hvad der kom, hen ad vejen.
"Det er sjældent, at en vampyr bliver syg af noget som helst. Almindelig sygdom som forkølelser og lungebetændelse rammer os slet ikke, så vidt jeg ved." Hun kunne mest tale på egne vegne, da hun ikke ligefrem mængede sig med folk af sin egen race. "Infektioner spreder sig ikke rigtigt i kroppen, siden vi ikke har et hjerteslag og derfor ikke nogen cirkulation. Jeg tænker, at det er derfor, at giften ikke har gjort mere skade." Hendes ene hånd hvilede på bordet og hendes hårde negle tappede kort en utålmodig rytme på træet. Hun ville videre, men var også klar over, at han havde brug for mere viden for at kunne hjælpe hende.

"Blodet renser vores kroppe hen over en dag eller to, alt efter hvor slemt det er. Det gælder alt fra infektioner og til forgiftninger. En slanges bid kan ødelægge væv, men er ikke dødelig, bare smertefuld, til vi har fået blod og tid nok til at udstøde giften og reparere skaden." Hun var blevet bidt nogle gange i sin lange levetid, både af rigtige slanger, men også mere menneskelige slanger. Som hendes skaber, hvis gift var dødelig for svagere væsner, men blot fik andre vampyrer til at være bevidstløse for en tid.

Lidt tænksom rakte hun ud mod ham, som ville hun røre ved hans sten i panden, men hånden stoppede halvvejs og hun lod den falde. En dårlig vane at røre for at få, hvad hun ville. Næsten som havde hun tankelæst sig til hans spørgsmål, fortsatte hun med at tale med sin bløde stemme, der dog ikke var så sensuel som den ofte var, da de var i gang med videnskab og ikke andet.
"Vi føler samme smerte som andre væsner. Det døde væv gør ikke ondt, men det omkringliggende føles som ..." Hendes blik blev kort tomt, som hun forsøgte at finde en sammenlignelig smerte. "... som at noget med små spidse tænder sidder og gnaver løs. Når jeg bevæger mig, bliver der taget større bidder." Det var lige det første billede, der dukkede op i hendes lidt trætte hjerne. Hun trak på en skulder og fokuserede på ham igen.

Ileana flyttede sig ikke, da mørkelveren rejste sig fra sin plads, ikke påvirket af hans nærhed. Hun fornemmede ikke noget fjendtligt i ham, kun professionel nysgerrighed. Det fortalte hende, at han var interesseret i at undersøge det, der var sket med hendes hud og kød, og at hun derfor kunne regne med, at han ville gøre noget. Det behøvede nødvendigvis ikke at betyde, at han var interesseret i hendes velbefindende eller overlevelse. Men han ville højest sandsynligt ikke gøre hende noget, før han havde fået stillet sin nysgerrighed. Og så måtte hun tage den derfra.

Hendes blik forlod ham ikke, som han virkede til at lede efter noget, mens han snakkede om hendes manglende blodcirkulation. Det, der sammen med hjerteslag og vejrtrækning gjorde andre væsner levende. Hun vidste slet ikke nok om videnskab til at kunne begynde at spekulere over, hvordan en vampyr kunne leve uden disse tre, men hun antog bare, at hun var et magisk væsen som så mange andre i dette land, og at magien fik hende til at leve, selvom hun på alle måder var død.

Da han kom med et udbrud og dykkede ind under bordet, flyttede hun sig dog, så han kunne komme til. Ud hev han noget, der viste sig at være en briks – det gamle blod var vasket godt ud, men hun kunne alligevel fornemme resternes gamle duft i luften – og hun kunne mærke de små hår rejse sig for et øjeblik, for hun var ikke i tvivl om, at det ville være hendes operationsbord. Og uden nogen form for bedøvende midler, ville hun kunne mærke alt, som han ville skære sig ind i hendes indre. Hun var en kvinde, der normalt kunne håndtere smerte, men dette var … meget.

Mørkelverens ord trak hende ud af de mørke tanker, og hendes blik, der havde stirret fraværende på briksen, kom til live og rettede sig mod hans ansigt.
”Knoglebrud heler uden problemer. Tiden er alt efter tykkelsen på knoglen. En finger tager omkring en dag og en lårbensknogle omkring tre. Under perfekte forhold.” Ro og masser af blod. Brækkede knogler havde hun erfaring nok med til at svare kort og kontant. Men hun havde fornemmelsen af, at han ikke bare snakkede om brækkede knogler, og hun løftede hagen en smule.
”Jeg har aldrig selv prøvet det, men jeg er blevet fortalt, at vi kan gro i hvert fald mindre lemmer tilbage. Og mistede tænder kommer igen. Men jeg vil foretrække, hvis du ikke fjerner mere af mit væv end højest nødvendigt." Selvom hendes ord måske ikke virkede så uvenlige, sendte hendes isblå øjne istapper imod ham, sammen med stemmen.

Hvis man var god til at læse folk, ville man dog nok kunne fornemme, at hun havde tankerne et andet sted. Tanken om at han skulle skære hende åben og brække hendes ribben, uden at hun var bedøvet på nogen måde, den skræmte hende mere end godt var. Hun tog sig i at savne Krian, hendes skaber, hvis bid kunne dræbe. Eller sende en vampyr i koma i et par dage. Han levede selvfølgelig ikke mere. Hun havde skåret hovedet af ham i sengen, efter endnu en stund af udnyttelse.
Hendes blik gled over alkymistens hylder og et minde sukkede op i hendes sind, hvilket fik hende til at rette sig op. Han virkede til at have alt på sine hylder, måske han også havde…
”Du skulle tilfældigvis have noget fra planten Kiles kåbe? Helst rødderne?”