“Troldebøvser og orksnask!” Lød en arrig og lys stemme fra baglokalet af en snusket kro, der gik under dække navnet - svinet. Ikke super fantasifuldt - især ikke når man tog i betrækningen gik man to gader længere ned, tog nogle gange til højere ville man komme til den mere populære kro. Det halve svin. Men da Kile havde lukket alle omliggende kroer og værtskaber - så måtte de uhumske og kriminelle jo finde en anden vej. Så et helt almindeligt - i hvert fald for de omliggende i område - hus lavet om til et værtshus. Og selv efter at det Halve svin havde åbnet op igen, havde ejeren af dette værtskab ikke mistet særlig mange kunder. Mest af alt, fordi mange af de kunder som befandt sig ude i front lokalet - var nederdrægtige typer, som der kom fordi øllen var billig - whiskyerne kunne brænde ens næse hår og skabe nye på brystet. Og mest af alt, fordi at man ud fra baglokalet kunne få sine helt specielle miksture med hjem - der kunne gøre at hele verden føltes lidt mere - rar. 
Ikke at kvinden bag hele konceptet, var særlig rar at høre på. Faktisk var det helt det modsatte. 

“Undskyld - undskyld frøken Asja, jeg mente ikke - jeg troede.” - “Du troede hvad din indtørret indskrumpede kartoffeltud!?” - “Nej undskyld - Ikke det alt andet end det!!” Et overdøvende hvin forlod manden, som havde tryglet Asja om ikke at gøre hvad hun havde gang i. Og da personen spurtede ud fra baglokalet og gennem front lokalet havde han begge hænder fast placeret omkring hans bagdel der var rødglødende. En lille skikkelse, kæmpede sig prustende op på disken og betragtede de stille gæster - som der var ganske mange af, når man tog i betrækning at det var kun omkring eftermiddag - hun ville anskyde måske en syttentiden? 
“Hvorfor alle så lange i næbet?” Hun fiskede den alt for store ildrager der var rødglødende op - som hun slet ikke burde have i stand til at løfte. Men gjorde i dette øjeblik. “Det er ikke jer der lige er løbet ud, fordi de fik stukket en ildrager i røven vel!? Så drik for helvede!” Grinet på hendes læber, fik folket til at bryde samme af grin, og de vente tilbage til deres gøre mål. Smilet forsvandt dog meget hurtigt på de smalle læber, som hun hoppede ned bag disken og sukkede opgivende. 
Det var ikke godt, hvis hendes karavaner blev ved med at blive stoppet af byvagterne, så havde hun snart ikke flere ingredienser til at lave hendes miksture. Og så ville hun for alvor miste hendes kunder. 

Dianthos var en stor og uoverskuelig by for en lille alf som Kelpie, der endnu engang var ved at indfinde sig i bylivet. Hun havde to primære mål: at skabe alliancer og gøre livet surt for sine proklamerede "fjender" - dvs. de fleste af menneskeracen, som hun havde en torn i øjet på.

I dag handlede det dog ikke alt for meget om at gøre livet surt for folk - tværtimod havde hun hørt, at der var en lille snusket kro nede i Det Nedre Distrikt, som var bestyret af en alf, og Kelpie forsøgte at få kontakt til alle de alfer, hun kunne finde.

Det første stykke tid havde hun holdt øje med kroen var en position på den modsatte side af gaden, hendes små lyse øjne mistænksomt holdende øje med, hvem der kom og gik. Det så virkelig ikke ud til at være nogle særlige rare og behagelige typer - men skulle man kaste eliten over bord, så krævede det også den slags midler, så det ville hun ikke lade sig sky af!
Det gippede i hende, da døren blev smækket op, og en mand kom løbende ud, holdende sig for bagdelen, og Kelpie så det som sit signal til at investigere nærmere. De små vinger bragte hende ind gennem døren, inden den lukkede i, og hun så sig om i det snuskede, tilrøgede lokale.

Kelpie tog en dyb indånding. Det var et hårdt sted, og det betød, at man måtte sætte sig i respekt, hvis man skulle have noget igennem! Holdende sig til skyggerne sneg hun sig hen til ildstedet, hvor hun pustede en smule på den efterladte ildrager, som der for kort tid siden var blevet truet med, og var der ingen, der opdagede hendes foretagende, ville den påvirket af hendes magi efter kort tid begynde at hoppe hen over krogulvet mod hjørnet, hvor hun havde taget plads...

Asja havde siddet på bardisken, mens manden der stod bag baren sørgede for de kunder der igen var kommet liv i.
Hvorfor skulle livet være så uretfærdigt? Det kunne da ikke passe at hun hele tiden skulle blive stoppet, af en eller anden bureaukrat der havde fundet på, at nu skulle størstedelen af vognene tjekkes! Hun lagde sine arme over hinanden og med et suk, der næsten fik den lille krop til at hoppe. Et surt udtryk havde indtruffet sig i hendes ansigt, men det blødnede dog lige så stille op, da hun pludselig hørte noget uvant hoppe hen over gulvet. Og selvom det var meget svagt, når man tog i betrækning at der var råb og skrål der foregik mellem kroens kunder. Var det alligevel nok til, at hendes små hænder satte sig på skænken til baren og hæv sig op, så hun lige kunne kigge hen over den. Således at det kun var det pinke hår og de grønne øjne der kom frem. Og rigtigt nok, ildrageren hoppede hen over gulvet? 
Hendes bryn knyttede sig vantro mod hinanden - nej et kunne ikke passe. Kunne det?
Også fik hun øje på noget helt magisk, noget der næsten fik Asja’s kæbe til at falde til gulvet. En fe, en fe i hendes kro!?
Med en lettere begejstring poppede hendes vinger ud af kroppen, som fik de blå lysende striber til at komme til livs. Med en anelse usikkerhed, begyndte hun at flyve over mod den nytilkommende.
“Ser man det, ser man det.” Hvislede hun med et moret smil på hendes læber - “Er det normal kutyme for dig, at sådan lege rundt med ildrager? Eller, jeg håber det er dig som der får den til at hoppe rundt.” Nogle lidt mistænksomme øjne betragtede hvordan den blev ved med at hoppe over mod dem.

klonk, klonk, klonk! Det var nærmest muntre bevægelser hvormed ildrageren hoppede. Kelpie havde egentlig ikke noget særligt formål med det, andet end at imponerende den anden alf og forhåbentlig få hendes opmærksomhed - hvilket så ud til at lykkes, da de pinke hår dukkede op over krodisken.

Hun selv havde placeret sig på en øltønde med benene over kors og et lille, muntert smil på læberne, mens hun afventende stirrede på den anden alf og ildrageren fortsatte sin kluntede hoppen.

"Det er første gang jeg leger med sådan en .. Du ser derimod ud til at være en flittig bruger?" Gnækkede hun med et lille blik hen mod døren, hvor den skrigende mand var løbet ud før.

"Mit navn er Kelpie. Jeg kan lide dine metoder!"

Hun havde aldrig selv overvejet at bruge en gloende hed ildrager til at afstraffe menneskerne med, men det havde så sandelig sine fordele. Selvfølgelig gjorde hende magi den lidt kluntet at benytte, men det kunne vel nok trænes.
Ildrageren standsede sin hoppen og væltede ned på gulvet ved siden af Kelpie, mens hun selv foldede hænderne i skødet og så forventningsfuldt på den anden alf.

Det var længe siden at Asja havde fundet sig i bekendtskab med en anden alf, og det var middelstalt - ja noget som gjorde underværker for hendes humør. Lige så stille blev det moret smil bredder som hun satte sine hænder i taljen, som hun lige så stille fløj ned og stillede sig ved siden af hende på tønden. 
“Åh, ja, jeg er generelt bare en flittig bruger af mange ting, man kan få folk til at lyde lidt ekstra sjovt!” Med gav hun hurtigt, og var tydeligvis ikke spor berørt eller skamfuld over hvad hun havde brugt den til for øjeblikke siden. 

“Kelpie siger du? Mit navn er Asja.” Hun gav et lille nik, og lod de grønne øjne hvile på skikkelsen der var en anelse mindre end hende - men kun umådeligt lidt. Og hvilken følelse det var, endelig at have et ordenligt væsen at snakke med!
“Gunther! Vi skal have to store krus øl her over!” Trods den lille skikkelse, bar stemmen sig lang vej mod disken, og den høje ork nikkede med en stiv mine og gav sig til at hælde øl i to krus. “Eller jeg håber du kan lide øl - men fortæl mig Kelpie, hvad bringer dig her til - og med her til mener jeg ikke kun ølhuset.”

Kelpie slog en lille, gnækkende latter op - en lys stemme, der næsten fortabte sig i den almene larm i krostuen: "Se dét vil jeg gerne høre mere om." Sagde hun med strålende øjne. Hendes generelle planer havde altid været at påføre sine fjender økonomisk eller psykisk smerte, men Asjas metoder åbnede et helt nyt univers for hende..

Hun nikkede ivrigt. Jo, hun drak øl, men det steg hende også hurtigt til hovedet. "Hvis jeg skal være helt ærlig.." Sagde hun og lænede sig en smule fremad, albuerne placeret på knæene og fingrene flettet under hagen, mens hun intenst betragtede den lyserøde alf. "Ja, så søger jeg lidt kontakter. Af min egen slags .. og gerne folk der ikke er helt så vilde med menneskeoverdømmet." Det sidste blev sagt med så meget foragt, en alf kunne mønstre.

Læberne prydet sig sammen, som den yngre alf betragtede Kelpie. Se her var en alf, som hun kunne forholde sig til. En alf der ikke var sky for at tage hvad hun følte tilhørte hende! 
Og endnu bredere blev smilet da også, da den anden nikkede ivrigt om at hun drak øl. Perfekt, se endnu bedre! 
Gunther, som var en en satyr kom gående med en bakke med to store skummende krus. Duften af den gode mjød, fyldte Asjas næse bord, som hun pegede på bordet. Satyren gav et smil til den anden alf, inden han blinkede og gik sin vej igen. Hans hove der gav en klunk lyd mod det beskidte trægulv. 

"Jaha?" sagde hun og prydet sine læber endnu mere. Inden de slap og hun løftede spørgerne sine øjenbryn. "Jamen så må det være din heldige dag! For her gør vi os ikke i mennesker, som overhoved - med mindre det selvfølgelig er at prikke dem med en meget varm ildrager." og ganske vist, hvis man kiggede rundt, ville man se at dette var stedet folk med anderledes og særpræget udseende kom.

Kelpie holdt spændt øje med satyren. Han var en af skovens skabninger, det var ganske vidst, men hun havde faktisk aldrig rigtig snakket med en satyr. De var selvfølgelig meget mere værd end mennesker, det var der ikke tvivl om.

"Det lyder som en beværtning, jeg kan lide!" Gnækkede hun, allerede bestemmende sig for, at det skulle være hendes nye stamsted. Der var aldrig ret langt fra ord til handling, når det kom til Kelpie.

"Jeg var i sin tid en del af Alfernes Befrielsesfront." Sagde hun og rankede sig lidt. Der var godt nok ikke mange, der havde hørt om dem, men det lød altid vigtigt, når man sagde det. "Nu er der godt nok ikke brug for at befrie alfer længere, men det betyder ikke at menneskerne behandler os godt! Og desuden burde de betale os tilbage for al den smerte, de har påført os!" Hun var ivrig nu, og ordene begyndte at flyde hurtigere.

Asja nikkede hurtigt; "Jaja, i starten åbnede jeg kroen om som at vise zalans røv mod byvagterne og de forfærdelige kiles folk valgte kroerne skulle lukke og hvad de ellers valgte vi ikke længere måtte!" sagde hun stolt og rankede sig lige så op, som Kelpie gjorde. 

Brynene løftede sig dog hurtigt da den anden alf fortalte hende, at hun havde været en del af alfernes befrielsesfront, det var nok ikke her at Asja forklarede at hun før hun var kommet til Dianthos havde hadet alle der havde noget med hendes omverden at gøre. Den omverden den var tiltænkt at være den del af skoven som hun havde gjort sig i, tæt ved Elverly. Hvor hun kun var kommet af og til, fordi hun skulle - og ikke fordi hun havde lyst til det, men fordi de forbandede spinatspiser havde forpestet hende længe nok, til hun ikke længere kunne holde dem på afstand. Sandalslabere hele bundtet.
"Jo helt bestemt! Det kan du have ret i, så hvordan havde du tænkt dig at få dem til at betale det de har taget fra os, tilbage igen?" spurgte Asja nysgerrigt og lagde hoved på skrå.