Te blev nok aldrig Jessies favorit drik, men med lidt rom i måtte hun indrømme at det havde en god virkning, for ikke at snakke om den varme det gav hende. Hun var ikke en frossenpind, men varme var altid godt. Hun tog sig den sidste mundfuld og satte koppen fra sig på bordet. Man kunne se hvor dan det vaklede ved den mindste bevægelse. Jessie lo let, og mødte Pax' drillende blik med sine egne. ”Nu ved jeg, hvor jeg skal gå hen for at få din opmærksomhed... der lå en lille udfordring i ordene. Det var bestemt ikke sidste gang Pax ville se hende. Han var underholdende at snakke med og gav en udfordring og den udfordring blev hun næsten nød til at tage op en af dagene. Og hun havde allerede en ide til det. Hvilket kunne skimtes i det drillende smil, hun sendte ham.

Jessie svarede hans hævet øjenbryn med en smilende grimasse og endnu et skuldertræk. ”Med ærlighed kommer man længst” svarede hun, mens hun små grinede. I deres fag var det ikke ligefrem det ordsprog der blev brugt mest, og det var bestemt heller ikke det hun var vokset op med hjemmefra. ”Normalt er lidt kedeligt, synes du ikke? Der skal lidt krydderi på livet engang imellem.”

Hun smilede som om hun lige havde vundet noget da han omsider gav hende hans navn. Ikke at hun kunne bruge det til andet end at få et navn på de rygter hun havde hørt om ham. Hun måtte dog indrømme at som aftenen var gået, virkede han ganske fornuftigt. Ikke en type man skulle blive alt for uvenner med, men han havde humor og det hjalp en del.
Hun pejede på sig selv. ”Jessie, men jeg tænker du vidste det i forvejen”

Pax fnøs moret for endnu engang, hvorefter han rystede let på hovedet. ”Jeg kan findes mange steder. Valons kvist er ikke… mit foretrukne”, lød det dernæst kryptisk, i det han atter betragtede Jessica. Tilsyneladende ønskede Pax ikke at uddybe, for han blev tavs i en lang rum tid.

Omsider nikkede han dog, for i grunden kunne han ikke erklære sig andet end enig. ”Det er beundringsværdigt”, brummede bandelederen, i det han atter førte koppen til læberne og drak de sidste dråber af den dyrebare væske. ”Det andet – løgnen, vel og mærke – kan også blive så trættende i længden. Så, betyder det, Jessica, at du er til at stole på?”, spurgte han derefter, i det Pax lod det tomme porcelæn finde vej tilbage til det vakkelvorne bord.

Pludselig lo han hæst, hvorefter han trak på skuldrene. ”Hvorfor skulle jeg dog bekymrer mig om, hvad dit navn er? Jeg regnede jo ikke just med denne lille… udflugt.”

Jessie sendte et skævt smil til Pax, men lod tavsheden hænge mellem dem, da han ikke uddybede med sin færden i området. Hun måtte jo blot holde øje, med den høje mystiske skikkelse der var en finde i skumringskavteret.

Jessie kløede sig let på næsen mens hun sendte ham en grimasse. ”Tja.. mine ord lyver i hvert fald sjældent” svarede hun med et øjne fyldt med ballade. Hemmeligheden var at lyve med sandheden, og en smule bluff havde ikke skadet nogle. Men spurgte man hende direkte om nået havde hun en tildens til at sige sin ærlige mening. Hvilket havde fået hende i en klemme eller to. "man skal altid ha styr på alle detaljerne ved løgne, og det har jeg ganske simpel ikke kreativitet eller hukommelse til" 

Hun sendte ham et strålende smil og latter i øjnene ”Åhh lad dog en pige føle sig en smule speciel, en som dig har altid fingeren på pulsen... Desuden sagde jeg Jessie ikke Jessica” ikke at det var en unaturlig formodning. Men i en stor by som Dianthos, med så mange racer og folkeslag, var navne både specielle og forskellige i alle former. 

Pax hævede sine brede øjenbryn og lo lavmælt, til trods for at hans læber lå og hvilede mod porcelænskoppen. ”Så må jeg holde øje med resten af dig”, lød det brummende, forinden at Pax tog sin sidste tår og satte koppen fra sig for sidste gang – og derefter måtte smile bredt og fnyse moret for endnu engang. Ved alle guderne hvor den krølhårede kvinde var en ægte spøgefugl…

”Det er godt, at have styr på sine svagheder”, svarede bandelederen med gnistrende stålgrå øjne, hvorefter han skar en drillende grimasse af hende. ”Du skal ikke tage det personligt. Jeg ligger ikke mere mærke til kvinder end til mænd, så længe de holder sig væk fra mit område”, forklarede Pax derefter, i det han lod sine ru fingerspidser kærtegne den tomme kop.

”Og jeg beklager min formodning. Jessie.”

Jessie blinkede drillende til Pax, lænede sig godt tilbage i sin stol, det lyd lidt faretruende da den gav efter under hende, men den holdt.. endnu da.. 
"Men fortæl mig, hvad ville jeg få ud af, at slå mig til dig og din flok?" han havde ikke åbenlyst budt hende det, men det lå måske lidt i undertonerne af deres samtale om evner og bander. 

Jessie lavede et lidt overdrævet suk i ægte teater stil, men kom hurtigt væk fra den pjattede teatergøjl igen. "der er ellers meget at hente rundt omkring i yderområderne. sagde hun så med et vidende smil. Hvis nogle vidste det var det en som hende. hun havde været så mange steder uden rigtigt at falde til. Flyvsk som hun var, kendte hun til mange uopdagede steder og ikke mindst mennesker med gode evner. hun mindes at have drukket med en kvinde der der fx kunne forudsige vejret, og hun havde hjulpet en mand der kunne sige med nøjagtig præcision om det man havde stjælet var ægte eller en forfalskning. 

hun trak en smule på skulderne igen og hendes smil fortalte at han ikke skulle beklage alt for meget. "Naa det er okay. Din formodning er jo korrekt. De fleste kalder mig dog kun Jessie"

Pax hævede sine brede øjenbryn i en lige dele sigende og moret grimasse. Dernæst lænede han sig tilbage, for tilsyneladende havde Ulven ikke travlt. Det var dog ligeså påtaget som alt andet, men krostuen var varm – pejsen knitrede lystigt bag ham – og selskabet var behageligt. Han kunne blive lidt endnu.

”Behøver jeg virkelig, sætte ord på det?”, spurgte Pax omsider, hvorefter han skævede til Jessie med leende, stålgrå øjne. ”Jeg troede, at det var åbenlyst – men nej? Hm. Så må jeg jo hellere finde talegaverne frem”, lød det efterfølgende, tilsyneladende i nogen grad overvejende. Hvad kunne han tilbyde hende – en så flyvsk spøgefugl som hende selv?

”Vi er en af de større. Vores territorium strækker sig i hvert fald længst, men der har været fredstid et stykke tid nu. Jeg foretrækker det sådan”, begyndte Pax at fortælle, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Det er bedst for forretningen, forstår du. Hvis der er for mange stridigheder, så lægger fokus ikke der, hvor det burde. Men Ulvens Flok er et fristed, men ikke et kammeratskab. Vi er ikke venner eller kammerater eller bekendte – men familie. Der er regler, der må overholdes, jovist, men vi er en familie. Vi tager os af hinanden. Kun hinanden.”

Jessie lod blikket glide rundt i krostuen på de forskellige mennesker der var samlet. Aftenen var ved at nå midnat, men det så ikke ud til nogle var ved at bryde op. Det var mest nattens typer der holdt til her.
Hun smilede varmt til Pax. ”jeg har lært at det er en god ide få ord på” hun blinkede konspiratorisk til ham. Hun lænede sig lidt frem i stolen denne gang og den nye vægtfordeling på stolen fik den til at knirke faretruende. Et øjeblik var hun sikker på den ville brase sammen under hende.

Hans ord gav mening, han var tydeligvis en tænker. Men det overraskede hende ikke af en mand der ikke drak alkohol. Dog kunne hun heller ikke lade være med at bide mærke i de ord der blev valgt. Især de to sidste ord bid hun mærke i. hun var klar over det nok ikke var smart at tage sig af en der var direkte fjender af ulvens leder. Men at hun kun skulle være loyal overfor selve banden, folk hun ikke engang vidste om hun bryd sig om. Hun kunne lide ulven her, men hun var heller ikke dummere end at hun var klar over at han havde en anden side end lattermild og te-hygge personen hun sad overfor lige nu. ”såå vi bliver en stor lykkelig familie. der var latter i hendes stemme. Det var ikke ment spottene, men det var de færreste familier, hvor der ikke var lidt skeletter i skabene.

Om det var instinktet, vidste Pax ikke, men selv i de få ord, der blev ytret, hørte han, hvordan denne Jessie overvejede, hvad han tilbød. Til trods for hendes smilende facon og funklende øjne, vidste han dog, at deri også lå noget tøvende. Jessie var tydeligvis ikke en kvinde, man kunne forvente låse sig til et sted – og dog måtte hendes loyalitet være stærk. Der var ganske enkelt ikke anden vej udenom.

Pax trak lidt på den ene skulder, hvorefter han sendte hende et charmerende smil. ”Vi er en stor familie, i hvert fald. Lykkelig er mere… diffust for mig”, svarede han eftertænksomt, hvorefter han sukkede tungt – påtaget og teatralsk. ”For vi hernede i slummen bliver vist aldrig rigtig lykkelige. Vi jagter det, dem højere oppe i hovedstaden dikterer, er det bedste. Tror du ikke?”

Der var ingen tvivl om at Jessie faktisk overvejede det. Det var længere end nogen anden bande havde fået hende til. Og der var nogen karismatisk over denne leder. Der var heller ingen tvivl om at gav hun ham sit ord holdt hun det. Det var også grunden til hun ikke bare sprang på sådanne tilbud. Hun var ærlig, så ærlig en tyv kunne blive i det mindste. Men sagde hun ja ville hun heller ikke kimse af, at åbne sin flabet mund, hvis der var ting hun var utilfreds med.

Jessie lo let og lod smilet sidde tilbage med et glemt af hemmeligheder i hendes blik. ”Du har nok ret. Jeg har dog fundet en af hemmelighederne omkring lykke.. Hun smilede drillende ”men den kan jeg altid fortælle dig en anden gang...” hun lod ordne hænge lidt før hun fortsatte. Hendes hænder legede fraværende med den tomme te kop. ”Hvad siger du til vi ser hinanden lidt an de næste par uger” forslog hun. Når alt kom til alt kendte de ikke meget til hinanden. Hun kendte kun hans bande af ry og han kendte kun hende som en spøgefugl, der savede møbler halvt i stykker og hældte afføringsmiddel i vand. Der var en lille udfordring i det smil og blik hun sendte ham. Det var selvfølgelig også en mulighed for at se hvad den anden rent faktisk var i stand til at gøre.

Pax fnøs moret, hvorefter han himlede godmodigt med øjnene af hende. Hun var ikke dum, men uanset om hun kendte til hemmeligheden bag lykke eller ej, var Pax ikke interesseret. Det var først mange måneder efter, at dette skulle ændre sig drastisk.

Dernæst nikkede han. ”Lad os se, hvor meget du kan slippe afsted med”, proklamerede han, udfordringen tydelig i både hans stemme og hans stålgrå øjne. ”Jeg ser frem til at se dig igen. Lad os sige her, samme tid, om to dage. Så kan det være, at jeg har lidt godter med til dig”, tilføjede Pax dernæst, stadig smilende, hvorefter han rejste sig og stak pege- og langefingeren mod panden i den typiske tyve-salut.

”Til vi ses igen, Jessie.” 

Jessie smilede til ham og gjorde en salut tilbage til ham, men blev siddende. "Til vi ses igen lille Ulv" hun blev dog siddende tænksom tilbage. En Udfordring der skulle planlægges nøje. hendes smil havde skævt tvist, som hun lænede sig tilbage endnu engang i den vakkelvorne stol, så den kun stod på to ben. Stolen kunne ikke klare mere og brast under hende. Et kort Yip kom fra hende, som hun endte på det klistret gulv endnu engang.

Hun fik sig bakset op og gav et vink til de gæster der havde øjnene på hende. før hun nonchalant forlod det lille vandhul og ud i de mørke gader endnu engang.