Skyggerne var efterhånden blevet langet, som solen var begyndt at gå ned. De sidste stråler af den varme sol, kastede dens arme imod husets tage. Lanterne på vejende var begyndt at blive tændt op, så folk havde et lys de kunne følge. En let men varm brise ville blidt kærtegne, dem som der stadig begav sig ude i det fri. For mange var det en fryd, at foråret endelig var på vej tilbage. Men for Pandora, betød det at lyset varede længere og mørket fik færre timer at råde over i de firetyvetimer som dagen stod på.
Og hun var desværre blevet en af dem, som der holde sig til skyggerne. De kunne gemme hende nemmere, end lyset kunne. Da hun ikke havde snilden til at gemme sig selv i mængden af mennesker, nej hun var bestemt ikke typen der kunne liste sig væk fra hendes forfølger. Og hun kunne mærke dem, mærke hvordan hendes paranoide tanker pustede hende blidt i nakken. Fortalte hende, at hun altid ville være på fulgt.
En hånd gled op imod panden og gled frustreret hen over den. Hvor mange måneder var det nu? Hele hendes krop gjorde ondt, og hun kunne mærke hvordan den prikkede frusterende op af hånden. Hun havde fået en tatovering, en ufrivillig en der skulle fortælle hende hvor nord var. Men den havde udviklet sig til noget meget mere voldsomt end det, den magi som dæmonen havde prikket ind i hendes hud sammen med en del af dæmonens blod. Havde skabt en voldsom reaktion, og nu var blækkets dannet til store blodåre der strømmede op af hendes arm. Hele hendes hånd af nu sort. Pandora var så træt, og havde flere gange overvejet bare at afslutte det hele. Det ville have været så nemt, men når hun så havde stået der ved kanten. Havde hun alligevel ikke kunne tage skridtet.
Den unge nordbo fugtede hendes læber, som hun lagde en hånd imod den kolde bymur. Personen var måske hendes sidste håb, hvor fra hun havde hørt omkring ham - hun var faktisk ikke sikker, bare at han var nød til at kunne hjælpe hende. 
Hendes grønne øjne skimtede hendes omgivelser, inden hun gled ind i tempelhaverne. Af hvad hun havde fundet ud af, havde hun opdaget at han befandt her ganske ofte. Som var det et hån imod guderne, at en dæmon gik på hellig jord. Men hun gjorde sig ikke sådanne tanker, det var for hende ligegyldig. Det eneste der var vigtigt, var om han var at finde her eller ej.
Hun tog en dyb indånding, kunne mærke hvordan panikken havde bredt sig i hendes brystkasse. Dette kunne gå så forfærdeligt galt. Lige som sidst hun havde lavet en aftale med en dæmon, vidste hun at den ikke kom med en lav pris. Men hvad andet kunne hun gøre?
Knyttende hænder, gik hun ind i haverne. Godt klædt på, med klæder der dækkede hendes ansigt hendes krop, så kun hendes øjne kunne ikke frem. Selvom det i nogens øjne, nok ville virke mere opsigtsvækkende. Men forhåbentlig kunne hun stikke af, før folk fik fat i hende.

En sort kappe med hætte bølgede blidt fra Narcis’ skuldre, mens han gled gennem tempelhaverne og en gang imellem standsede for at beundre nogle af blomsterne. De gejstlige havde efterhånden samlet sig en del frø fra hele landet og nogle var mere værdifulde, mente Narcis, end de selvhøjtidelige helgener havde nogen anelse om. Han var standset ved et bestemt bed og så på en busk med hvide blomster, som om den var vigtig. De knappenålsstore blomster var netop begyndt at åbne sig for månens lys snarere end solens.

Hans gyldenbrune øjne blinkede ikke, før en honningfarvet hårtot lirkede sig fri af en efterhånden meget løs hestehale placeret over hans venstre skulder. Vinden førte totten med sig op under de fine næsebor. Han rynkede på næsen og fnøs. Totten blev strøget bag et spidst øre, og i samme øjeblik løftede han blikket og fik øje på hende. Det måtte være hende; hans sanser opfattede dæmonisk magi dampe fra hendes arm og strømme efter hende som et rødsort slør. Den slags magi var ikke en, Narcis var stødt på ofte, men mennesker var ikke skabt til at holde til dæmoniske tatoveringer, det måtte forårsage store smerter. Narcis smilede opmuntret.

Ud over røgen, kunne han ikke se meget af hende. Han vidste end ikke, hvor hun kom fra, eller hvorfor hun var kommet, kun at hun havde brug for en dæmons hjælp, hvilket oftest betød en bestemt form for hjælp. Den slags beskeder fik han en gang imellem i smug. Det havde ikke helt været det, hans herrer havde ment, men de havde under plagerne beordret ham til at helbrede, når han kunne. Han havde undladt at spørge, om det stadig gjaldt, hvis kuren ikke var permanent - eller havde bivirkninger.

Hvad end Pandora var kommet efter, blev Narcis nu stående, hvor han var. Hun skulle nok se ham på et tidspunkt.

Der gik hellere ikke længe før hun fik øje på skikkelsen - øjnene der betragtede hende, var ikke til at tage fejl af. Han måtte vide hvem hun var, selvom hun ikke var helt vidste hvem han var.
Men som en hver anden, der var afhængig af en substans i sådan en grad - at ens krop lige så stille, ville begyndte at slog sig selv ihjel; eller sådan føltes det i hvert fald, de gange hvor hun havde prøvet at nægte sig selv at drikke blodet. 
Hendes hoved gled langsomt hen over begge hendes skuldre, med årene var man begyndte at blive en smule paranoid - og da hun var sikker på, at ingen fulgte efter hende. Eller havde givet hende ekstra meget opmærksomhed, mere end hun ønskede - bevægede hun sig hen imod manden.
Langsomt og forsigtigt, som var hun klar til at springe som en vild hest imod udgangen. Intet over kroppen, fremviste selvsikkerhed - da hun var bange for hvad der ville ske, skulle hun opgive instinkterne, der fortalte hende - dette var en meget farlig mand. 

Hun lod dog stadig fingrene, glide hen over masken foran hendes mund, og trak det ned. 
“Yánandur?” Forsøgte hun sig frem, dette var det eneste navn der var hende givet. Og som hun mærkede hvordan at panikken bredte sig i hendes krop - var det eneste der holde hende, udsigten til at han kunne forsyne hende med hvad hun søgte.
Noget der ville dulme smerten, der pulserede voldsomt igennem hendes arm. 

Narcis så ikke ud til at blinke på noget tidspunkt, mens han fulgte mennesket med øjnene. Hun bevægede sig uroligt, stift, i ryk som et byttedyr. Blev hun forfulgt?! Det havde han absolut ikke brug for, og han syntes ellers han havde været forsigtig. Han trak sin hætte længere ud over sit ansigt for bedre at skjule det og så sig – noget mere afslappet end menneskekvinden -, om efter andre levende væsner. Et par gejstlige sad højt oppe på trappen til Isaris tempel, i øvrigt et udmærket eksempel på menneskets uværdige forsøg på arkitektur, som kunne se dem. De lod dog til at være fordybet i samtale. Han var mere bekymret for en kvinde med en kurv, der plukkede blomsterne i den modsatte ende af haverne. De huede ham ikke at indrømme, at det ikke var først gang, nogen fra paladset var fulgt efter ham i en lignende mundering.

Han vendte blikket tilbage mod Pandora. Jo nærmere jo kom, jo svagere virkede hun, eller det syntes Narcis i hvert fald. Alle mennesker var svagelige, og det kunne være svært for ham at skelne mellem dem, der var syge, og dem der blot havde været længe på arbejde. Han hørte et af sine mange aliasser.
”I egen høje person. Men De har fordelen. De ved hvem jeg er, men jeg kender ikke Deres navn?” svarede Narcis, hvis sande navn var meget længere og ikke lød det mindste elvisk, med en alt for blød stemme og smilede, som om han parodierede varme og venlighed. Ved nærmere eftersyn var menneskekvinden syg. Den kur, han var i besiddelse rygtedes at kunne kurere næsten alt. Om det var sandt, havde han ikke følt trang til at teste ordentligt. For nu noterede hans sig blot, at hans kniv stadig lå skjult i inderlommen af hans fornemme gevandter.

Pandora havde altid været lav for en nordbo, altid en smule mere spinkel og idræt end hendes fællesvende. Men manden hun stod overfor, var stadig en kæmpe i forhold til nogle af de mænd - som der var i hendes gamle landsby. Ikke i den forstand at han var tæt bygget - eller ekstremt muskuløs. Men han var høj; hvilket var noget der tog pusten fra hende til at starte med. 
Stemmen dernæst svarede hende, var næsten en helt modstridning til hvad hun havde forventet. Og hun var ikke sikker på, at det var en god eller dårlig ting.
Hendes blik flakkede fra side til side, som hun betragtede haven igen. Denne gang, lagde hun også mærke til kvinden der gik og samlede blomster. Hendes bryn rynkede sig mod hinanden, var det velset? Sådan at gå og plukke blomster i tempelhaverne - hun følte i hvert fald, at det ikke burde være det. Blomsterne var vel lige som alt andet, et tegn på hengivenhed til guderne. 
Hun rystede let på hoved, da det gik op for hende, at hendes tanker var gledet væk fra dens egentlig opgave. Nemlig at fokusere på manden foran hende - manden der forhåbentlig kunne skaffe hvad hun søgte.

“Pandora” svarede hun ærligt. Pandora var ikke lige så smart, i den forstand at finde på dækkenavne. Måske hun burde gøre det - især når hendes navn var kendt blandt de kriminelle og dem som søgte dem. “Jeg har hørt... du kan skaffe hvad jeg søger” prøvede hun forsigtigt, som hendes blik lagde sig imod deres sko. Indtog resten af hans skikkelse, og den måde han bar sig selv på. Af alle væsner hun kunne møde, havde dette ikke været hvad hun havde forestillet sig - overhoved.