Sted: Den åbne plads, hvor Jago træner med sine rekrutter
Tid: Efter der har været aftensmad i spisesalen - et par uger efter Merihem overtog ledelsen af Mørket og flyttede dem til Obsidianøerne
Vejr: Blæsende, men kun med lette skyer. Efterårskoldt

Aftenen havde lagt sig over den forblæste ø, og solen var på vej ned mod horisonten, skjult bag klipperne, der omgav slottet. Pladsen lå hen i skygge og kulden var mærkbar igennem uniformen. Der var stille, ud over lyd af vind og den svage buldren af bølger, der slog mod øen.
Jago var alene, som han var ved at gennemgå stativerne med våben. De skulle virke, når han pressede sine rekrutter igennem øvelserne, igen og igen, så de sad på rygraden af dem. Det kunne redde ens liv, når ens krop ubevidst vidste, hvad den skulle gøre, inden man fik sig taget sammen til at tænke.

Egentligt passede det ham fint at være herude alene. Der var sket meget de sidste uger, og Jago havde lidt svært ved at omstille sig. Både til de nye omgivelser, han stadig ikke havde fundet ret meget tiltalende ved, men også den nye ledelse. Han vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til det, men ind til videre foregik det meste som det plejede, og han vidste, at han bare skulle have tid. Det var langt fra første gang, at der var sket store forandringer, og Mørket forblev i bund og grund det samme. Hvilket for Jag var det vigtigste.
Dog var han stadig vred over, hvordan det hele blev håndteret, og de tab, der havde været ved den hurtige rømning af Kzar Dûn. Men hvad var der at gøre ved det?

Han tog ved spidsen af et spyd og hev lidt til for at sikre, at den sad fast, hvilket den gjorde, og han stillede det på plads igen. Han tænkte ikke så meget over, hvad han lavede, han havde tjekket våben så utallige mange gange før, det skulle bare gøres. Nu eller i morgen tidlig, og lige nu havde han brug for den friske luft.
Han havde først lige fået sat træningspladsen op, sammen med hende, der trænede de almindelige rekrutter. De var begge blevet tilbage, da portalen var blevet lukket, og var begge flygtet flyvende, hende på sin lille vimre drage, og han i sin ørneskikkelse. Begge havde mistet rekrutter den dag. Hun var nået hurtigere frem til deres nye tilholdssted, han havde været en uges tid om at nå frem, som han havde holdt et par pauser på vejen. Givet sig tid til at bearbejde det, der var sket.

Med et træt suk gned han sig ned over ansigtet med en hånd og lagde nakken en smule tilbage for at se op i himlen. Måske han skulle tage sig en flyvetur. Lære øerne at kende, også i mørke.

Himlen var sort over Mørkets nye fæstning. Den slumrende vulkan, som bygningen lå op ad, sov kun let og skyggede ofte for solen med tæt, sort røg, og det hjalp ikke, at vinteren knapt var ovre så nætterne begyndte tidsligt og endte sent. Et sted langt oppe kunne lyden af store, baskende lædervinger høres og et brølende skrig, som kun en drage kunne afgive. For tyvende gang i dag havde Ethelihn sat sig op på ryggen af Hiofa og lettet netop for at gøre netop det, som Jago nu stod og overvejede. Hiofa, hendes drage, var en lille -for hendes art-, slank og sort drage med hvide skæld her og der, arvæv efter at være blevet angrebet af andre drager formodentlig. Hun så ikke ud af meget, men hun kunne udmanøvrere hvem selv helst og nød intet mere, end flyve så hurtigt, hendes vinger kunne bære hende, og sidste men ikke mindst havde hun været edderspændt rasende på Ethelihn for at have efterladt hende i Dragorn. Dette var også en af grundene til, at Ethelihn havde fløjet så meget: for at genoptræne bare en smule lydighed.

Hiofa slog en koldbøtte og rullede rundt i luften, inden Ethelihn endelig fik tvunget hende til at lande. Hun styrtdykkede. Dragen fór lige mod træningspladsen, vendte snuden op i sidste øjeblik og bremsede så hårdt op med vingerne, at nogle af våbenstativerne omkring 20 meter væk faldt sammen som dårligt stablet pindebrænde. Ethelihn sprang af, men gav ikke slip på tøjlerne, som hun gav et ordentligt ryk, da hun stod foran snuden på bæstet. ”Dit forbandede, flyvende, forvoksede firben! Hvornår lærer du, at jeg ikke falde af bare ved, at du ryster dig en lille smule!” Ethelihn væsede ordene ud, næsten lige så hurtigt, som Hiofa kunne flyve, når det stak hende. Lige omkring ordet ’lærer’ begyndte Ethelihn at fortryde, hvad hun havde sagt og ikke mindst, at hun havde placerede sig foran munden på en arrig drage. *Åh, pis!* Hiotas tog en dyb indånding og spyede skrigende blå-hvide flammer ud af gabet og viste de hundreder af sylespidse dragetænder frem. De våben, der var væltet tidligere, ville være blevet ramt, hvis de ikke nu lå på jorden, og det samme ville Ethelihn, der netop havde nået at slippe tøjlerne og kaste sig fladt ned på marven. Det var svært at sige, om Hiofa vidste, om Ethelihn ville nå væk eller ej.

Den unge general kom på benene igen og skulede til dragen, der skreg og skulede tilbage og derefter lagde sig ned for at vente på sin rytters ordre. De var nået til enighed om noget i dag, selvom Ethelihn ikke var helt sikker på andet, end der var langt igen. Hun så sig om på træningspladsen. Der var ikke sket noget. Selv for en drage var det svært at sætte ild til jord, der var vandt til glohed lava. Ud over at have et skænderi med en drage, havde Ethelihn det ad dæmonriget til. Det var muligt, at hun havde lært at blive siddende på Hiota, men det gav hende stadig kvalme, når dragen svang og snurrede, når det passede hende og ikke, når Etheilihn havde give hende besked på det. Nordkrystallisianeren var bleg selv for en af hendes herkomst, men hun var om muligt blegere nu.

Den nye ledelse og de mange folk, de havde mistet under hendes kommando, hjalp heller ikke. Hun hadede idéen om at tjene en af dem, de havde brugt mange måneder på at bekæmpe, og hun fik selv lige så meget lort fra nogle af soldaterne for ikke at have vidst, ved der foregik i Kzar Mora. *Det var ikke mit forbandede arbejde…* Hun var ikke diplomat eller rådgiver, hun var krigsfører, havde hun sagt til sig selv. Tingene var simplere, når det eneste, man skulle fokusere på, var ikke at falde af en drages ryg i mange mils højde. Men hun måtte give dæmonen, at hans sans for det dramatiske havde strakt sig til deres nye hjem. Hun så op mod borgen, hvis obsidianvægge skinnede en smule og reflekterede flammerne fra lanterne og bannerne, der bølgede ned fra balustraderne. Det var ikke ligefrem diskret, men Zaladin tage det, der skulle aldrig være grund for Mørket til at gemme sig. Alt i alt troede hun, at hun var alene med undtagelse af vagterne oppe ved porten, og havde ingen anelse om, at hendes ustyrlige riddedyr, lige havde ødelagt en større del af Jagos arbejde.

Som Jago stod der og kiggede mod himlen, mens han overvejede at flyve en tur, lød der et dragebrøl hen over træningspladsen og en sort skikkelse kunne skimtes på himlen. Hvad i alverden? Automatisk faldt hans hånd til sværdet ved hans side, som han med sammenknebne øjne så det store dyrs manøvre i luften. Og pludselig styrtdykkede den, direkte ned imod træningspladsen. Jago bakkede nogle skridt, men vurderede, at han ikke stod i vejen. Og ganske rigtigt landede den hårdt et stykke fra ham. Vinden fra den store vinger var nok til at få ham til at træde et par skridt tilbage for at holde balancen, og han kneb automatisk øjnene sammen for at beskytte dem mod skidt i luften. Omkring ham væltede stativerne med våben med en raslen af metal og træ.

Han genkendte stemmen før han så skikkelsen, der var hoppet af dragen. Ethelihn, den ærværdige general for Mørket. Med sin besværlige drage. Dragens gab åbnede sig, så snart Ethelihn var færdig med at skælde ud, og Jago spærrede øjnene op, inden han kastede sig til siden for at komme væk. Varmen i luften kunne tydeligt mærkes mod hans hud og igennem tøjet, men de blåhvide flammer var heldigvis ikke tæt på at ramme ham. Langsomt kom han på benene igen og børstede langsomt skidt af uniformen, mens han tog ødelæggelserne omkring sig ind. Stativet med de tunge våben stod op endnu og brændte lystigt, resten var væltet og lå på jorden, det meste uskadt, noget svedent. Hans kæbemuskler begyndte at arbejde og han sukkede opgivende, inden han med øjnene på dragen gik over mod Ethelihn.

”Ethelihn Rine G’winnan! Ved Zaladin, hvad tror du, at du har gang?!” Hans hævede stemme var vred, og alle tanker om rang var glemt i det øjeblik. Lige nu var hun det barn, han havde set vokse op, og hun havde ødelagt hans hårde arbejde. Hende og dragen. Så snart han kom tæt nok på, løftede han en finger og pegede på dragen.
”Og hvis du nogensinde bare så meget som overvejer at spy ild på min træningsplads igen, tom eller ej, så får jeg dig slagtet og serveret til grifferne! Er. Det. Forstået?” Han bjæffede det sidste ud og stirrede fast ind i dragens øjne med sine egne grå. Det var først halvvejs igennem hans skældud, at det gik op for ham, at han irettesatte en drage. Ikke engang hans egen, havde han haft en. Men man kunne hverken se eller høre på ham, at han pludseligt var klar til at styrte i sikkerhed, om det så var på vingerne. Dragen var hurtigere end ham, men han var så meget mindre.
Nej, han blev ved med at stirre stift ind i dragens øjne, mens han ventede på dens reaktion.

Hvis ikke Ethelihns ryg havde været dækket af rustning, havde man kunne se hver eneste lille muskel omkring hendes skulderblade spænde op, da hun hørte en velkendt stemme bag sig. Der var kun ét væsen på borgen, som kunne hendes fulde navn udenad og brugte det uden at sætte general foran. Først instinkt: øjeblikkelig harme over ikke at blive behandlet med den respekt, som hendes rang gav hende. Hun knyttede næverne, så neglene borede sig ind i håndfladerne og gjorde sig klar til svare igen: ”Det er general! også for dig, Jago-” Hun havde gladelig vendt sig helt og forsat, men nu hørte hun ham tale - eller rettere råbe – af hendes drage i stedet. Andet instinkt: Huske dragerytterregel nummer et: ”aldrig stå foran din drages hoved, når du råber ad den; den vil ikke råbe tilbage” og panisk råbe: ”Jago, stop!” Men det var allerede for sent. Halvvejs gennem en Jagos taler, kneb Hiato øjnene sammen og stirrede direkte tilbage på Jago, for den var større, hurtigere og meget mere ildspåsættende end noget tobenet væsen. Hun løftede hovedet, åbnede munden på vid gab og- gabte så hele borgen kunne have hørt det, og ikke mindst så hendes ånde kunne lugtes helt oppe ved portvagterne. Stanken af svovl ramte Ethelihns næsebor et lille stykke tid efter, det nok ville ramme Jagos, og hun trak sig to skridt tilbage med hånden for næse og mund. Hiota selv rullede halsen omkring sig, lagde sit store hoved på jorden og faldt i søvn. Det var ikke usandsynligt, at hun bare var demonstrativ og stadig var lysvågen – hun var snu -, men i så fald, var hun overbevisende.

Da Ethelihn mente, det var sikkert at trække vejret igen, vendte irritationen tilbage: ”Dit store kvajhoved! Ved du ikke, at man aldrig skal stille sig foran nogen af enderne på en drage?! Er du gal!” Det var ikke første gang, nogen havde begået den fejl at stille sig foran Hiota og irritere hende. Men der var en interessant forskel på, hvordan Ethelihn havde håndteret det sidst og så denne gang. Sidste gang havde hun ladet krigeren stå der uden at føle nogen trang til at advare ham om hans egen dumhed, eller til at skubbe ham af vejen. Hvordan skulle han ellers lære, at man får ødelæggende forbrændinger af drageild. Og hun havde absolut ikke haft brug for at råbe vredt af rekrutten efterfølgende. Hun havde dog tilkaldt en helbreder, hun var intet monster.

Jago hørte knapt Ethelihns brok over hans skældud, så fokuseret var han på dragen. Det føltes som en evighed som deres blikke var låst fast i hinanden, inden der skete noget. Dragens mund begyndte at bevæge sig, og Jago trådte et skridt tilbage. Men han flygtede ikke, hvorfor var svært at sige. Måske noget han havde set i dens blik eller måske manglen på varme. Men et eller andet sted vidste han, at der ikke ville komme ild ud af gabet på den. Var han bange? Absolut, men ikke frosset i skræk, som man sikkert kunne tro.
Dragen gabte. Et eller andet sted under den tomme følelse af angst, var der en lille gnaven følelse over dens tydelige provokation, det faldt aldrig i god jord hos ham, når en rekrut valgte at udfordre hans autoritet, og selvom det lige nu var en drage, dukkede misfornøjelsen alligevel op i hans indre.

Den lumre luft, der væltede imod ham, var fyldt med stanken af svovl og hvad end der havde været dragens sidste måltid. Det var så intenst, at hans øjne løb i vand, og hans mave vendte sig, men han sank et par gange og holdt indholdet nede. Han fik et lidt for godt udsyn til tænder og tunge, og han huskede sig på aldrig at råbe ad en drage igen.
Gabet lukkede sig igen og dragen rullede sig demonstrativt sammen for at sove. Jago vidste ikke helt, hvem der var kommet bedst ud af det sammenstød, men i det mindste var han ikke blevet til en grillet dæmon. Han kunne i det mindste håbe, at dragen havde fanget budskabet om ikke at ødelægge hans ting igen.

Som Ethelihns stemme begyndte at vælte mod han, drejede han sig langsomt væk fra dragen, samlede sine rystende hænder på ryggen, og gik et par skridt over mod den kvindelige general. Han sank igen, rømmede sig og rettede så blikket mod hende.
”Hvis du nu havde bedre styr på dit ridedyr, ville det slet ikke være nødvendigt. General.” Det sidste kom ud en smule spydigt i forhold til resten, som hentydning til det, hun havde sagt tidligere. Kendte man han godt nok, ville man sagtens kunne høre på ham, at han var en smule rystet over det hele, men han var allerede på vej tilbage til sit normale, faste, stride jeg.
”Der var jo ingen, der gav mig tid til at pakke, da vi flyttede borg, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mangler udstyr til træningen. Og nu er jeg sat et par uger tilbage igen.” Han skævede mod våbenstativerne, hvor der stadig var ild i et par stykker. Nå, den måtte stå på våbenløs kamp et stykke tid endnu.

De gule øjne blev stædigt knebet sammen. Skulle Jago nu også være flabet? ”Det kan du snakke om, når du selv har været oppe at ride på sådan et bæst uden at blive flyvesyg efter 10 sekunder!” her knurrede Hiofa utilfredst – så hun sov rævesøvn – ”Ja, det er dig, jeg taler om, dit stædige æsel.” Ethelhn vendte blikket tilbage til Jago, som hun nu var nået helt hen til og måtte bøje nakken for at se op på. Den gamle dæmon, plejede at være noget af det, hun var mest bange for, før hun kom til Mørket og stødte på Melkor. Det var en helt anden slags frygt, hun følte for Jago godt nok. Ethelihn havde aldrig været bange for, hvad Jago ville gøre ved hende, men hvad han tænkte om hende. Alle andre, næsten kunne hoppe i vulkanen, men Jago havde hun respekt for. Der var meget få væsner, Ethelihn ville undskylde til og mene det samtidig, men der gik en rum tid med vred stirren over, at han kunne være lige så dum som hende og lægge sig vejen for en drages flammer. Hun rømmede så sig over begge skuldre. Var der nogen inden for hørevidde? Nej, de var mere eller alene herude i kulden og røgen. ”Åh slap af, vi får en ny sending i næste uge.” Det var ikke sådan, man undskyldte. Hun slog blikket ned og væk fra Jagos, en smule skamfuldt og mumlede irriteret: ”Men jeg er ked af, de blev brændt….. Undskyld.” Satans. Han fik hende altid til at føle 20 år yngre, når han begyndt at skælde ud, og det behøvede ikke engang være hende, det gik ud over.