Livet havde ikke været let de sidste år. Plagerne havde hærget landet, og for alvor sat enhver på prøve. Amelia havde mistet mange af sine kammerater iblandt byvagterne til pesten, senere til magiudbrudet og da hungersnøden for alvor tog fat var der næsten ikke mere tilbage en opgivelse. Alligevel havde Amelia kæmpet videre.

Men hun var mærket. Hun følte sig alene. Ligemeget hvor mange gang hun lærte nogen at kende for alvor, skete der noget der fjernede dem fra hendes kendskab igen. Oftest døden. Vingerne på hendes ryg havde aldrig føltes tungere, til hun til sidst havde lært at trække dem ind. Det gjorde hende så dejlig almindelig igen. Ingen så til hende med håb i deres øjne, som hun alligevel ikke kunne give dem.

Hun havde troet på at Kiles Orden havde villet dem det gode. Hun havde troet på at de gik gode tider i møde. Men som alle forbudende omvæltede systemet, var Amelia havnet i en ny eksistens krise. Hun havde været et let offer den aften. Hun havde været for træt og let at overtale. Hun havde givet efter. Givet efter for at få lov at slappe af og drømme igen. Det var skammeligt. Hun havde ikke rørt drømmemagien siden, men den havde taget sig fat i hendes indre.

Amelia vendte tilbage til en bedre hverdag igen, som den rigtige dronning vendte tilbage til sin post og utøjet syntes at svinde mere og mere ud. Amelia fordybede sig i arbejde, for at undgå at tænke for meget.
Denne aften var ikke anderledes som uro var brudt ud i en gyde. Urostiftere. Hun orkede det næsten ikke "Stop galskaben! I får alligevel ikke andet end smadrede knogler og en tur i brummen" hun var irriteret, som hun trådte frem. Det var ikke små mænd og hun anede ikke var de var blevet uvenner omkring. Men hun havde tænkt sig at opretholde freden og roen i byen. Og stoppede de ikke fordi deres fornuft sagde det, var stenen under dem en kærkommen ven for Amelia at bruge som våben.

Plagerne havde været godt for Sadik brødrenes forretning, mens Kiles Orden havde været mindre gode, mest af alt fordi Remus var blevet nødt til at blive sendt væk, men med lidt hjælp fra flere forskellige grupper i Skumringskvarteret, så lykkedes det alligevel for dem at formå at distribuere Nox, for ikke at nævne mængden af folk der havde behov for det når det gik rigtig slemt.

Det var ikke ligefrem fordi Romulus sad på en formue pga. Nox, men det var da begyndt at ligge godt i hans lomme, og idag havde han følt sig tilpas lystig som han havde gået ned på en af de snuskede kroer, for at finde en yndig pige at 'hygge' sig med. Han havde måske lige fået udvalgt den forkerte denne gang. Hun havde været lidt fuld, så det havde været let at få hende overtalt til at tage op på værelset, og hyggen var da rigtig begyndt da hun også var begyndt at stritte lidt imod. Problemet med at tage piger der måske ikke synes hans måde at hygge sig på var helt god, var at der ofte kom en eller anden form for en mand efter ham.
Romulus var praktisk talt blevet slæbt ud af kroen og ned af en af sidegaderne, hvor de to mænd så var gået i totterne på hinanden. Hvilket jo egentlig bare havde gjort Romulus gladere.

Det var først da byvagten dykkede op at alle fornøjelserne stoppede. Det var dog ikke uden at Romulus lige kunne få et sidste slag ind. Som byvagtens stemme stoppede fleste, så Romulus sit snit, og hamrede sin knytnæve ind i manden kæbe, så han kunne mærke og høre det sige knæk, og manden faldt bagover. Selv kunne Romulus se at der var en anelse blod på hans knoer, om det var hans eget eller den andens mand var ikke til at kunne sige.
"Vi er færdige nu," kom det brummende fra Romulus som han rystede sin hånd for at tage noget af alt blodet af. Han stod kun iklædt en skjorte der var rullet op til albuerne, og som var åben, hvilket gjorde hans overkrop primært var til at se. Ellers bar han bukser og et par sko. Der var begyndt at sprede sig nogle skægstubbe, som havde han ikke barberet sig et par dage.

Der var allerede blod på stedet og de to mænd var ikke spor bange for at gå i flæsket på hinanden. Alligevel syntes der at komme en reaktion som hun blandede sig. En kort øjeblik hvor de kiggede på hende, til den ene, der var noget større end den anden så sit snit til at brække den anden mands kæbe med en ubehageligt knasende lyd. Manden faldte bevidstløs sammen med et brag, og Amelia reagerede ved at skyde stenene op af jorden til de omfavnede den større mand og holdte ham fast. "Var det virkelig nødvendigt" Hendes stemme var kølig som hun pressede stenene sammen så han ikke umildbart kunne flygte ud af dem.

Da hun kom tættere på syntes hun også at kunne genkende ham af beskrivelse. Byvagterne vidste alle hvem Sadik brødrende var, og hvad hans bror havde gjort ved brønden. Alle de offentlig kendte ting omhandlende dem som hun vidste. Og den lille ting der fik hendes krop til at stivne og en stor klump til at forme sig i halsen. Nox.
"Du kommer med mig, direkte i fangekælderen" hun forsøgte at skjule det. Forsøgte at opretholde enhver fasade, men der var kommet et lille knæk i hendes blik. Hun huskede hvor rart det havde været. Hvor meget hun havde nydt at gemme sig ind i drømmende. Men hun kunne ikke! Hun havde et arbejde at udføre.

Romulus kunne pludselig mærke nogle sten om sig. De var kolde og ubehagelige, især fordi hans skjort ikke var særlig tyk, og hans hud var bar. Generelt var han ikke klædt på til at være ude i dette vejr, og det havde jo heller ikke være meningen. Han skulle jo sidde på en kro lige nu og drikke sig i hegnet. Måske finde endnu en pige at hygge sig med, og noget sagde ham, at byvagten nok ikke ville være villig. Det var også bedre at være på den gode side med dem, og han vidste i bund og grund godt at han ikke ligefrem behandlede kvinder pænt.

Han spyttede lidt blodigt spyt ud af sin mund og ned på brostenene. Han var tydeligvis også blevet ramt i kampen, men ikke i nærheden af ligeså slemt som den anden mand. "Jeg skulle jo færdiggøre det," svarede han lidt højrøvet og kiggede ned mod manden, som prøvede at komme på benene og væk. Det var ikke til at vide om det var en byvagt der ville tage dem alle ind, eller kun en.
Heldigt for dem virkede hun til at hun primært var interesseret i Romulus, nok nærmere uheldigt for ham, men han kunne altid tage sig af dem igen senere.

Hans øjne faldt tilbage over på hende, som hun begyndte at snakke igen. Der var et snert af noget. Hun virkede mere usikker nu, end hun havde gjort før. "Det var bare et lille gadeslagsmål. Plejer man ikke bare at få en advarsel og komme videre?" spurgte Romulus. Det blev nok ikke helt så nemt at snige sig uden om denne her, hvis hun først havde bestemt sig.

Amelias blik vigede til siden som den anden mand forsøgte at røre på sig for at kravle væk. Hun burde få ham stoppet og afhørt, men hun kunne ikke fastholde dem begge. Og lige nu virkede han mest farlig af de to. Den anden ville nok gerne bare flygte og aldrig tænke på denne aften igen. Ellers kunne han forhåbentlig anholdes på helbrederhuset senere. Men det generede hende at hun ikke kunne fastholde ham. En irritation der blev synlig i hendes træk, men en var bedre end intet.

”Du kunne havde dræbt den mand med det sidste slag.” Hendes svar kom ud mere spydigt end hun havde planlagt. Hun burde holde på sin profesionalisme, men genkendelse af ham havde forstyrret hende mere end hun ville stå ved. De fejl hun havde begået. Og det var hans skyld. Stenene klemte en smule nærmere ind som den tanke gik igennem hende. Hans skyld. Det var hans skyld hun havde fejlet.

Men det var det ikke. Hendes vrede udtryk faldte en smule sammen. Han havde ret. Et gadeslagsmål, var bare hvad det var. Det der stadig holdte ham, var det sidste slag. Det som kunne havde dræbt den anden mand i koldt blod. Og han så ikke engang ud til at fortryde sine handlinger, eller på nogen måde tage sig af at han kunne havde voldt så meget skade. ”Hvis du var stoppet jo, men du fortsatte.” han skulle forstå at det han havde gjort var forkert, men Amelia vidste også at det var forkert at fastholde ham på den måde. Hun lod stenene falde fra hans krop, men var klar til at pågribe ham igen hvis han prøvede på noget.

Størstedelen af skylden for gadeslagsmålet lå vel også på Romulus, udover det faktum at den anden havde startet det, dog med god grund til det. Det var Romulus selv ret ligeglad med, han følte alligevel at han havde nok grund til at beskytte sig selv, men han havde tidligere endt i spjældet for mindre.
Han så også overraskende rolig ud, til trods for at han stod fanget mellem stenene, som om at han havde alt tid i verden og var sikker på at Amelia eller nogen anden ville skade eller gøre ham ondt. Alligevel kom der et lille anstrengt ansigtsudtryk, som stenene pressede sig nærmere om ham.

"Det var midt i kampens hede, jeg opdagede for sent at en af byvagten var ankommet," sagde han. Eller rettere sagt, han var ikke blevet distraheret nok til at stoppe, selvom når han tænkte over det nu, så havde det nok været bedre, selvom følelsen af slaget stadig sad i hans knoer, og det havde følt så rart. Også selvom han også var lidt øm efter det.

Endelig faldt stenene fra ham, og nu når han lille kunne rulle skuldrene igen, og knække nakken igen, så han næsten større ud end han havde gjort indhyllet af sten. Han var heldigvis ikke dum nok til at løbe fra byvagten, især fordi hans ansigt var kendt nok på disse kanter, til at de bare ville jage ham ned og tage ham ind alligevel.
Da efterhånden alle havde forladt præmisserne, kiggede han sig efter den jakke han også havde haft, og så den et par meter fra sig. Han hævede øjenbrynene og nikkede mod den, som tegn på om han måtte gå over og tage den. Han vidste godt at ordensmagten blev lidt hidsige hvis man gjorde noget de ikke ville have.

Hans ord talte næppe til hans fordel. Han var så højrøvet og ligeglad at Amelia på ingen mulig måde forstod eller vidste hvor hun havde ham. Han var koldere end is, og lagde også direkte ud at han opdagede hende for sent. At han kun var stoppet hvis han vidste byvagter ankom, var skræmmende, men desværre ikke nydt. "I burde begge være stoppet før det overhovedet var begyndt. Vold er aldrig løsningen" hun følte sig underlig for at prædike de ord. Hendes som havde været i utal af kampe og valgte at stjæle sin fars rustning for at tage i kamp dengang hun døde. Men hun havde regler at følge nu.

Amelia rynkede brynene og kiggede over til jakken han hintede mod. Hun blinkede et par gange. Han virkede ikke længere voldelig eller ivrig efter at gøre hende noget. Han virkede faktisk fuldstændig rolig i situationen. Måske han bare havde accepteret sin skæbne. Efter lidt tøven gik hun selv over efter jakken og løftede den fra jorden. Hendes hænder fik fat omkring lommens stof og det vægtede indhold. Med et strengt blik på manden rakte hun ned og tog indholdet op, sikker på at det var noget han ville bruge til at angribe hende med.

Men det var værre. Langt værre. Hendes krop stivnede, øjnene udvidede sig og hun trak vejret hårdt ind gennem næsen i overraskelse. Det kom bag på hende at se den væske igen, med et ganske let gyldent skær. Skamfuldt lod hun det falde ned i lommen igen som havde hun brændt sig på ilden. Hun burde arrestere ham på stedet.

Romulus vidste godt at han havde et par flasker liggende i sin jakke, hvilket også var grunden til at han havde smidt den på jorden, inden kampen var rigtig gået i gang. Så blev det i det mindste ikke ødelagt, selvom det ikke var at sige om der var nogen der ville have haft lange fingre og snuppet en flaske eller to af dem.

"Du kommer tydeligvis ikke herfra kvarteret," kom det lettere tørt fra Romulus, og siden det ikke virkede til at han selv måtte samle sin jakke op, så valgte han blot at tørre lidt blod væk, der var ved hans mundvige. Tydeligvis hans eget, men ikke noget der generede ham mere end højst nødvendigt.

Selvom Romulus næppe gad at give alt for meget opmærksomhed til byvagten, så var det svært at overse hvordan hun pludselig stivnede. Hans øjne gled helt instiktivt over hende, før at han øjne landede på flasken med Nox hun havde i hånden, som hun havde fundet, selvom det hurtig landede tilbage i lommer igen. En del vidste hvad det var, især når det var på Romulus, men kun folk der havde prøvet det ville reagere så voldsomt, og det var svært at stoppe smilet fra at krybe op på hans læber.

"Har du lyst til at smage?" spurgte han. "Første flaske er gratis." Lød det ligeså uskyldigt, og han rakte en hånd ud efter jakken. Hun måtte vel aflevere den før eller siden.

Tydeligvis ikke. Hun havde efterhånden patruljeret i flere kvartere, og udenfor Dianthos, og set lidt af hvert, men hun fastholdte stadig en god del af sin naivitet fra sine unge dage. Desværre for hende, var Amelia også nem at læse, og hendes overraskelse havde ikke været skjult som hun havde fundet flasken med Nox. Amelia havde allermest lyst til at forsvinde ned i et hul. Forsvinde fra situationen. Men hun fastholdte en rank ryk.

Men hendes ben syntes at ryste en smule ved hans spørgsmål, og for et øjeblik stirrede hun bare på ham, forskræmt og knap registrende at han rakte ud efter jakken. Med en skælvende vejrtrækning trak hun sig et halvt skridt tilbage. "H-hvad.. Hvorfor skulle jeg dog det" hun sank klumpen i halsen og forsøgte at opretholde en stærk posture, men han havde ramt et ømt punkt, og hans størrelse og smilet på læberne fik hendes standfasthed til at krakelere. Det ville være så meget nemmere, og hvem skulle han sige det til?

Romulus kunne være charmerende når han ville. Det blev man nødt til når man var i et erhverv som hans, ellers kunne der ikke blive solgt særlig meget, og så ville han også været blevet taget ind for lang tid siden. Det gjaldt om at holde lav profil, selvom han måske ikke altid var god til det.

Langsomt greb han om jakken, og ville tage den til sig, hvis hun gav slip. "Det har været en svær tid for os alle," sagde han. Han kiggede på hende med et sympatisk blik. "Vi har alle behov for at drømme os hen til et bedre sted engang imellem," indrømmede Romulus, som om at han også selv brugte drømmeenergien for at give sig selv et bedre liv. Måske han ville have gjort det, hvis det ikke var fordi han var totalt immun overfor det. 

"Så er du sikker?" spurgte han, og rakte ned i lommen for at trække flasken op igen. Sådan en simpel flaske og indhold.

Amelia var som stivnet på stedet. Bare hans spørgsmål havde været så gennemborende i hvad hun mente hun selv stod for, at hun blev chokeret over at han kunne finde på at foreslå det. En respekteret byvagt tog ikke imod bestikkelse, og slet ikke illegale stoffer!
Langsomt gav hun slip på jakkens stof og mærkede det forsvinde mellem sine fingre som han tog den til sig.

Hans ord var som honning der dulmede smerten i et åbent men gammelt sår. Stædigheden flød fra hendes blik, som han ramte nerven. Det havde været en svær tid. Ikke bare plagerne, men lige siden hun var vendt tilbage. Lige siden hun var vågnet op i et andet århundred. Familieløs. Venneløs. Alene. Hun ville have dem hos sig igen bare en enkelt gang med.

Amelias hjerte hamrede i brystet på hende og hendes vejrtrækning var skælvende. Hvad ville der ikke ske. Hendes hånd begyndte at arbejde af sig selv ved at række frem efter flasken, som hendes blik var fæsnet til. Men lige før hun nåede den stivnede hende hånd og fingrene trak sig en smule tilbage. "Vil de.. finde ud af det?" Hele hendes liv, alt hun havde etableret i denne verden ville falde sammen hvis de afskedede hende eller arresterede hende. Kunne hun løbe den risiko

Romulus lod Amelia om den tid det tog hende, at arbejde sig igennem tingene. Han ville have lagt mere bål på brændet, hvis hun så ud til at kæmpe mod det, men man kunne se hvordan hendes fingre krøb nærmere flasken, og han turde nærmest ikke trække vejret i skræk for at det kunne få hende ud af sin trance og hun kom til fornuft.

Hans ansigt forholdt sig neutralt, da hun så ud til at stoppe sig selv fra bare at tage den, selvom han havde lyst til at bande og svovle. Det ville dog ikke nytte i denne her situation.
"Hvad er der at finde ud af. Nogen drikker rigeligt efter en hård dag," startede han med at sige. Det var jo ikke blevet bevist at Nox var farligt som sådan, bare svært vanedannende. "Du tager bare en dagdrøm. Det er der intet galt i."
Måske var det også vigtigt at sige at de ikke ville finde ud af det, men det var virkelig et tomt løfte. Før eller siden ville folk finde ud af det, på den ene eller anden måde, men der var det oftest for sent når det endelig kom til det.

Hvad havde hun gang i! Hvorfor var hun ikke gået? Eller endnu bedre, udført sig arbejde og smidt ham i brummen efter den opførsel han havde udvist for aftenen. Han fortjente det. Og alligevel syntes det sympatiske blik og de rolige ord at stoppe hende. Hæmme hende fuldstændig.

"Det er alkohol.. det.. er ikke det samme" alkohol var ikke ulovligt, selvom det da ofte gjorde folk meget mere utilregnelige, dumme og farlige. Oftest var alkohol synderen for at folk kom op at skændes, slås eller ødelagde ting. Det gjorde Nox ikke. Måske var autoriterne kun så bange for det, fordi det var fremmed. Hun havde prøvet det en gang før, det havde hun ikke taget skade af.

Amelia sank klumpen der havde formet sig i halsen. Han havde ret. Der var intet galt i at tage en enkelt dagdrøm. Selvom der var noget galt i at tage imod dem som bestikkelse for at lade ham gå. Man kunne se krigen i hende, men hun vidste også at hun trængte til at slappe af. Trængte til at give slip og få lov at drømme igen. Hånden kom igen i bevægelse og lukkede sig om flasken. "Ikke et ord til nogen.." hendes stemme var ikke nær så fast og sikker som hun ville havde ønsket. Hvad kunne hun i teorien gøre hvis han sladrede.

Nej, det var ikke det samme. Nogen kunne argumentere sig til at alkohol faktisk var farligere, mens Nox jo var uskyldigt. Det hjalp bare til at gøre dagen lidt nemmere, når man vidste at det ventede på en når man kom hjem, eller for dem der kunne fungere mens de havde det i sig, så var det en god måde at få dagen til at virke lidt lettere på. Sådan havde Romulus i hvert fald fået fortalt sig at det fungerede.

"Intet er hændt idag," sagde han uskyldigt. "Jeg gik direkte fra kroen hjem." Han kunne godt benægte at der havde bestikkelse til stede, hvis det betød at han havde Amelia i sin hule hånd, hvilket han vidste at han havde ligeså snart hendes hånd lukkede sig om flasken som han gav slip på, og lod sin hånd falde ned til sin side, inden han tog jakken på igen.

"Var der andet jeg kunne gøre for dig?" spurgte han roligt. Han kunne nok ikke bare få lov til at forlade stedet på sine egne præmisser. Ikke før Amelia havde indtaget stoffet i hvert fald, så han måtte lige opføre sig pænt for nu.

Der var noget i hans bekræftelse som gjorde hende mere rolig. At han kunne lyde uskyldig var nærmest uvirkeligt, traget i betragtning hvad han var i stand til at gøre. Hun havde trods alt set hans styrke. Men hun var underligt nok, faktisk taknemmelig. Måske var det fordi hun var naiv. Han gjorde næppe det her for hendes skyld, men sin egen. Det kunne ikke blive en vane. Dette var en engangs ting!

Hendes hånd trak hun til sig, med flasken i et fast greb, som var hun bange for at den forsvandt igen. Den var hendes kortvarige vej ud af dette helvede. Ingen kunne vel bebrejde hende for at være egoistisk en enkelt gang imellem.
"Kun at du ikke kommer ind i flere slagsmål i din direkte tur hjem" svarede hun og gemte flasken så der ikke så ud til at være udvekslet noget imellem dem. Hun følte sig beskidt.

Det var usandsynligt at Romulus ville støde på to mænd, der mente han havde været grov mod deres damer, på en dag, selvom det nok godt kunne hænde. Det var dog de færreste kvinder der var talt for, som i det hele taget fandt sig selv i hans sang. Han foretrak jo de 'frivillige'.
"Det kommer ikke til at ske, min gode byvagt," sagde han og ville have bukket for hende i en let hån, hvis det ikke var fordi at han stadig var bange for at hun ville finde fornuften i alt dette her.

"Jeg er ikke så svær at finde, hvis du får behov for en ekstra flaske til en hård dag," kunne han dog ikke stoppe sig selv fra at sige, som han forlod scenen, og begyndte at styre tilbage mod sit hjem. Han måtte jo lige stocke op igen, så han havde lidt bestikkelse at rende rundt med.

Amelia betvivlede hans intentioner om at gå direkte hjem, noget så groft. Men der var ikke andet at gøre end at tro hans ord på det. Alt hun kunne håbe på var blot at dette ikke sporede sig tilbage til hende selv.
Flasken og dens indhold brændte nærmest i hendes lomme. Både til hendes begær om at slippe væk, men også den dårlige samvittighed.

Det var derfor også en noget halvkvalt grimasse der gled over hende ved hans ord. Hvis hun fik en hård dag mere. Ville det så blive til flere? Nej. Hun måtte være stålfast. Dette var den sidste! Hun skulle bare huske hvordan det var, og så lå den vane på hylden igen. Amelia så efter Romulus og aftalte med sig selv, at hun ikke ville opsøge ham igen. Hvor meget hun end følte hun trængte til det.

Amelia færdiggjorde derfor sin vagt, halvhjertet. Og som hun kom hjem i trykke rammer kunne hun åbne flasken og drikke det gyldne indhold. Hun var væk efter få minutter. Væk i sit sind, væk i sine drømme. Tilbage til den verden hun hørte til og længstes så grufuldt efter. Alt sammen for en stund, og Amelia følte sig endnu mere alene og fortabt som virkeligheden vendte tilbage.

Hun måtte ikke falde i.