Solens stråler var et sjældent syn i Tusmørkedalen. Stod man det helt rigtige sted, på det helt rigtige tidspunkt på dagen, ville man være heldig at føle dens varme. Et privilige man ofte ikke søgte som beboer af dalen, eller ganske simpelt ikke ville være i stand til at opleve.
Det var derfor med en overrasket mine, at Judah måtte løfte hans højre hånd for at skærme sine øjne idet han mærkede strålerne hvile på sit ansigt. Han brummede irriteret, og lod hånden falde ind under sin kappe på sin plads. Her lod han den hvile ganske fint ved toppen af skaftet på sit sværd. Et han havde båret hver eneste dag siden, at han havde måtte forlade hovedstaden. Og som dagen forinden, og dagen før den, var han på vej ned på sit nyfundne stamsted. Som han indfandt sig foran kroens lokaler, var der noget andet der standsede hans skridt - på samme måde som solen. Denne gang var han ikke helt sikker på, hvad der gjorde at hans krop gjorde holdt. Judah skar en grimasse, virkede en kende anstrengt, ikke kun på grund af den dundrende hovedpine - men på grund af noget andet.
Han svang kappen let til den ene side, trædende til den ene side idet han lod andre passere forbi ham, åbnede døren ind til krostuen. Lyden og lugtene derinde fra fik ham til at trække blikket derfra; han placerede de grå øjne imod en bænk ved siden af døren. Måske skulle han bare hvile benene lidt - bare hvile en smule. Solen var trods alt fremme - måske var det godt at mærke den på huden? Måske vil den fjerne hans hovedpine. Måske ville den endda fjerne det her andet.
Han satte sig ned, lænende sin ryg op af krostuens husmur. Han mærkede kulden og varmen på en og samme tid. 

En dør på siden af den halvgamle bygning åbnede sig og lukkede den dulmede larm fra krostuen ud i dagslyset. Døren blev hurtigt lukket igen og blev fulgt af bastande fodtrin mod sammentrykket jord. Lyden stoppede lige om hjørnet fra forsiden af bygningen. Her kunne Athir, kroens ejer, stå og bakke på en nytændt pibe uden at blive forstyrret af kroens gæster, men stadig se, hvor mange af dem, der kom og gik. Røgen flød op fra den gamle træpibe i bløde skyer, og lugten af tobaksrøg -  onyxblad importeret fra Medanien, hvis ens næse var så fintfølende - blev ført rundt om hjørnet af vinden.
Athir stod og så sit gamle sværd efter i sømmene, som han stadig havde fra sine dage i Dianthos' byvagt, da han hørte noget skrabe mod bænken rundt om hjørnet. Han stak sit skæggede ansigt frem, og brummede: "Venter du på nogen?" for samtelens skyld. Han kunne lige så godt sludre med manden, der tydeligvis ikke havde tænkt sig at gå inden for. Måske var han en af de mere ubehagelige typer, der ikke skulle ind, eller måske kunne han overtale ham til at tage en drink, mens han ventede. Han lignede en, der kunne bruge nogle dråber.

Judah lod sig selv falde hen langsomt, men sikkert, i sine egne tanker. Det var ikke noget han havde tilladt sig selv i lang tid - faktisk havde han undgået det. Måske var han bange for hvad det ville gøre ved ham; hvad det ville få ham til at blive til, hvis han først rigtig brudte op i det hele.
Han lænede sig lidt fremad, prustende en anelse anstrengt på grund af hovedpinen, da han omfavnede sit ansigt i sine hænder, med albuerne støttende imod sine knæ. Hvad fanden havde han gang i?
Han trak håret væk fra sit ansigt, blottende et ansigtsudtryk der ikke just strålede liv og glade dage. Anstrengelse var nok nærmere den korrekte følelse. For folk der havde det på selv samme måde, eller blot opholdte sig typisk i nærheden af steder der gjorde salg med drikkelse til personer, med en helt bestemt form for først - man ville ikke have den mindste tvivl hvilken slags “lidelse” den tidligere lysets general bar præg af.
I sin selvskabte sygdom, mærkede han ikke blot resultatet af mange, mange dages druk - men også fortivelsen ved, at det hele havde fået en (om muligt midlertidig) ende. Han vidste ikke om han skulle grine eller græde over sin egen elendighed. Så han lavede en lyd der mindede lidt om begge dele.
Lyden af Athirs stemme fik varulven til at tage sig lidt sammen. Han rettede sig op, prøvende med noget der skulle være et smil (men nærmere blev en grimasse). Han rystede på hovedet som svar, imens han talte: “Nej, nej. Jeg trækker bare lidt luft.”
Han granskede ansigtet der stak ud fra hjørnet, og genkendte ganske hurtigt krostuens ejer. Godt nok havde Judah tilbragt mange timer i kroens lokaler, men han havde aldrig været fuld nok til, at glemme hvem der havde hjulpet ham med at nå til hans ønskede tilstand.
“- Det er ikke en chance jeg får før om mange timer.”
Tilføjede han, idet han udemærket vidste hvor han ville tilbringe resten af sin dag.
Han rynkede brynene, stadigvæk påvirket af solens tilstedeværelse og dens indflydelse på hans hovedpine, idet en anden tanke ramte ham. Han var ret sikker på, at det var første gang han havde ført, hvad der mindede om, en samtale med Athir. Til trods for, at han var kommet hyppigt i krostuen. Og han var endnu mere sikker på, at den efterfølgende tanke var en, som han havde tænkt før: havde han ikke set ham et sted? Før han havde gjort sig selv til en, mere eller mindre, selvudnævnt stamkunde.
“Er der gang i den derinde?”
Spurgte han henkastet, imens han fortsat betragtede det grove ansigt foran ham.

"Arh ja, der kan godt blive lidt klemt derinde, det vil jeg give dig," svarede krofatteren afslappet og vidste nu godt, at gæsten ikke engang var nået hen over dørtærsklen i dag. Han bakkede lidt på sine pibe og havde studeret Judah, inden Judah vente hovedet. Athir var rimeligt sikker på, gutten var kommet her ofte, måske oven i købet mere på det seneste. Da Judah så op blev han helt sikker og han forstod også udmærket det fordrejede smil, han blev hilst med. Eller det troede han i hvert fald. Det var et meget almindeligt syn at se på de gæster, der trillede ned at trapperne morgenen efter en druktur omkring en time efter, de skulle have forladt deres værelser. Athir havde lært at forbinde det ansigt med indtægter, reperationsmjød kostede jo også lidt, og Judah lod til at have et særligt stort behov. Problemet var at manden vidst ikke bare havde drukket sig i hækkem med vennerne. Hvis ellers krofatgeren huskede rigtigt, ankom Judah sjældent med nogen.
"Jo, der er skam liv derinde. Jeg tager selv et hvil, inden vi bår aftensmad." Athir havde bevæget sig om hjørnet, og efter lidt flytten på sig havde han fundet en plads under halvtaget, hvor han ikke behøvede skygge for den nedgøende sol. Tanken strejfede ham, som den gjorde hver gang, han havde set Juda i kroen, at han havde set manden før et andet sted.
"Hvor er mine manere, Athir," han stak en barket næve ned for at hilse på Judah, "Krofatter, jeg ejer den beskedne beværkning derinde." At dømme efter larmen var beskeden bestemt en underdrivelse.

Judah besvarede krofatterens hilsen ved, at gribe hans hånd, trykkende den med et vagt smil over sine læber. Han nikkede anerkendende: “Judah -” hvortil han gjorde holdt for en kort stund, idet han mødte en virkelighed han længe havde prøvet at undgå. En virkelighed han havde prøvet at drukne i mange, mange uger. Han var ikke længere hvad han var engang, og dette var et simpelt bevis på det. Han var en mand uden titel - dette alene af den grund, at Lyset havde valgt at benåde ham, til trods for hvad han havde gjort.
“- en hyppig kunde i Deres kro,” tilføjede han, med et prøvende smil over sine læber. Den tidligere Lysets General prøvede ikke på at være hemmelighedsfuld, tværtimod. Som det så ud på nuværende tidspunkt var han uden et arbejde og besad derfor ikke en titel. Han ville ikke kalde diverse tjenester, og småaftaler, som han lavede med bønder, rejsende der havde brug for en guide eller en beskytter fra et punkt til et andet, eller andre midlertidige jobs for et reelt arbejde.
Han rynkede brynene, rystende hovedet ganske let. Et sølle forsøg på at komme af med sine tanker, for at distrahere sig selv fra den virkelighed han vidste han igen ville drukne væk endnu engang. Hans alvorlige tømmermænd afholde ham dog fra, at kaste sig ind i krostuens lokaler, og lod ham istedet være fortsat lænket fast til hans siddeplads. Hellere opholde sig udenfor blot lidt endnu, inden han begravede sig selv i menneskelarm- og mylder.
“Jeg tror dog jeg lod mig selv blive overserveret igår aftes,” Han gned sig i ansigtet, et forsøg på at fjerne den dunkende smerte bag hans øjne væk, velvidende at det eneste der ville hjælpe var mad og ekstra søvn. “Har De tilfældigvis en kur for det?” 

Judah havde et godt, fast håndtryk, tænkte Athir, og det på trods af hans lidt mindre end friske tilstand. Det sagde meget om mandens karakter. Athir rynkede nu stadig et øjenbryn. Han var ikke dum, Judah holdt tydeligvis noget tilbage, og man havde vel stadig sin byvagtnæse for den slags. På den anden side var krofatteren heller ikke noget geni, og kunne ikke umiddelbart regne ud hvad, det var, Juda holdt tilbage. Nu havde han selvfølgelig også gjort det til en forretning ikke at stikke sin gamle byvagtnæse i andre folks sager, særligt fordi det var i hans egen interesse - og naturligvis i kroens - at folk ikke stak næsen i hans sager. For ikke at nævne, at navnet Judah ringede en klokke. På stående fod kunne han ikke lige komme på hvorfor, men noget sagde ham, at han måske skulle vente med at fortælle historier fra sine dage i hovedstadens byvagt.

Emneskiftet var velkomment: "Nu du siger det har vi faktisk en helbreder, der kan tage sig af den slags småting... Men det er selvfølgelig ikke gratis." Det var der meget få ting i dalen der i virkeligheden var.

Judah kunne ikke tilbageholde en latter, som de fleste nok ville kategorisere som en dyb brummen, ved Athirs ord.
“Det ville være spild af gode evner. Nej, ellers tak for tilbudet - jeg har gjort det her ved mig selv, så jeg fortjener at mærke konsekvenserne af mine egne handlinger.”
Han smilte, en anelse smertefuldt ved tanken om flere timers tømmermænd hængende over hovedet for resten af dagen, men stod ikke desto mindre fast ved sine ord. Det var ham selv der havde drukket sig til så alvorlige tømmermænd og desuden - desuden havde han slet ikke den slags penge det kostede, at få en helbreder til at hjælpe ham af med sin hovedpine. Slet ikke hvis han selv kunne drikke den væk. En tanke der havde fanget hans opmærksomhed et par gange allerede, men en han også havde slået forholdsvist hurtigt væk igen.
“Har du altid arbejdet her Athir?”
Han rejste sig ganske let fra bænken, liggende an til at bevæge sig ind i kroens mørke lokaler. Nok vidste han, at han ville komme til at savne den friske luft udenfor - men lige nu, savnede han mørket mere. Solens stråler var for grumme ved varulvens sensitive øjne på nuværende tidspunkt. Han havde allerede løftet sin hånd, i en beskyttende gestikulering over hans øjne.

”Modigt at du holder ud. Som du vil,” svarede Athir konverserende. Kunden havde altid ret, også selvom det var fuldstændigt uforståeligt, når du redningen kun var et par jader eller nogle tjenester væk. Ret skulle være ret, tjenesterne kunne hurtigt løbe op, og særligt hvis man skyldte dem til de forkerte, en gruppe Athir naturligvis ikke var en del af. Nu vel. Hans eget hvil havde vidst også varet længe nok, og at gå ind i kroen ville være en fordel for dem begge. Særligt hvis Judah skulle have noget at spise fra kroens køkken også.

”Ved Azur nej, jeg opkøbte den først for nogle år siden, da den havde stået tom et stykke tid,” Athir så med en hvis tilfredshed rundt i gården, der for øjeblikket havde et halvt dusin vogne stående, og man kunne høre vrinsken fra nogle af gæsternes heste i stalden. {b]”Det er ikke det værste køb, jeg har gjort, men hvervet som krofatter, skal man ende sig til.”[/b] Hvis han selv skulle sige det, havde han gjort et fremragende stykke arbejde. Hvis andre skulle kommentere, ville de tilføje, at han havde fået en del hjælp, og som svar på det, ville Athir tilføje, at den hjælp ikke havde været billig, men alle krystallerne værd. Dette var oftest en billigt købt kompliment til Marie, der stod og kokkererede ude i køkkenet. Apropos.

”Vil du med ind og have noget mad i det mindste? Første skål suppe er på huset,” lokkede manden med et garvet smil. De penge regnede han stærkt med at tjene hurtigt ind igen. Det gjorde han altid; intet var trods alt gratis her i dalen.

Varulven trak en anelse på skuldrene, smilende et lille smil til Athirs ord. ‘Modig’ var han ikke sikker på, at han ville kalde sig selv - men han forstod krystallianerens ord. Men der var en mening med den galskab han udsatte sig selv for, ville han selv påstå. Athir havde ganske ret, det var en billig pris at betale for at slippe for den pine, der lå henover varulvens hoved. Men den pris var mange penge værd i øl - øl der både kunne bedøve, godt nok ikke kurere, hans tømmermænd, men også (og dette var næsten vigtigere) skadede samvittighed.
Judah døsede hen i Athirs fortælling, tydeligvis lyttende til hvert eneste ord der fald fra den ældre krystallianer. Da han afsluttende vis stillede varulven et spørgsmål, kunne Judah ikke afholde sig selv fra tilsvarende at smile et tandsmil imod Athir. Han sukkede, tydeligvis vundet over, som han nikkede:
“Varm mad takker jeg aldrig nej til. Tak, Herre Athir,”
Han trådte fremad, slående døren op til de mørke lokaler der indrammede krostuens lokaler. Et mørke han med sikkerhed lod sig indramme af, de næste mange timer, der var tilbage af døgnet. Dagen var ikke så anderledes fra dagen forinden denne, men i det mindste var han denne dag ikke uden et godt selskab. 

Den gamle krofatter smilede godt tilfreds og ikke mindst indbydende. Han holdt døren åben for Judah, der vidst havde brug for mere, end hvad almindelig alkohol kunne hjælpe på. Som regel brugte Athir sine evner på at holde ro i kroen, lokke lidt flere i godt selskab og til god mad, og somme tider til at få nogle af de, ærligt talt, slyngler, han handlede med, til at give ham en rimelig pris. Men i dag ville han holde Judah med selskab. Med lidt held kunne han få Judah til at føle sig hjemme på kroen. Den følelse, man får, når man sidder hjemme med varm mad ved et godt ildsted og har sin familie omkring sig. Den fornemmelse man har af, at alting nok skal gå, selv om tingene måske ser lidt sort ud. Det ville kræve noget alkohol og nogle mandige fortællinger for at få krigeren, tænkte Athir han måske var, til at åbne lidt op. Det ville blive en hårdere omgang, men det var forsøget værd. Det var ikke ofte Athir så lidt bekymret ud, men den bekymrede rynke sad ny mellem de buskede gråsprængte øjenbryn. Så knækkede han et par fingre og et par nakkehvirvler, spredte et oprigtigt smil i skægget og lod døren stå på klem efter sig. Det var så dejligt varmt uden for.