Hector forstod ikke helt, hvad Ezra mente med, at han blødte. Han mærkede på sit ansigt, men fandt ikke noget blod, hvor skulle det også komme fra? Det var først, da Ezra bøjede ham forover, at det gik op for Hector, at det måtte være fra slaget mod hans baghoved. Det gjorde ellers ikke ondt, men hans hoved dunkende godt nok en del.

"Det er okay," prøvede han at sige, men Ezra var allerede forsvundet ind i kroen og kom tilbage få øjeblikke senere med Juno. Hectors hjerte sank lidt; han var i forvejen flov over det hele, og han havde lidt håbet, at han bare kunne komme tilbage til bordet og bilde dem ind, at han havde haft racermave eller noget i den stil.

Angsten var ude af hans system mere eller mindre, og det betød desværre, at smerten begyndte at få plads igen. Hectors hoved dunkende igen, og denne gang gjorde det faktisk ret ondt. Junos hånd på hans lår hjalp dog lidt.

Hector lagde sin hånd på Junos og mumlede, "Undskyld."

Han vidste ikke helt, hvad han ellers skulle sige. Det skulle have været en hyggelig aften, men i stedet ødelagde Hector den med at blive hysterisk.

Heldigvis var mennesket hurtigt på benene og fulgte efter ham ud i baggården. Ezras hjerte bankede hårdt og havde en let kvalme. Ikke som sådan fordi der var blod, men fordi han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han var ikke vant til at folk kom til skade omkring ham, især ikke, når det var hans ansvar at gøre noget ved det. Og blodets røde farve mod hans fingre fik minder til at presse sig på, minder om smerte og fortvivlelse. Andres og hans egen. Noget der pressede angsten ned over hovedet på ham, selvom han forsøgte at skubbe den væk.

Junos stemme trængte igennem og han flyttede sine skræmte blå øjne til ham. Noget at presse mod såret. Hånden mod hans skulder fik ham til at krympe sig ubevidst, men det hjalp. Virkeligheden blev mere skarp igen, som han fik noget konkret at fokusere på og han nikkede, inden han kom op at stå og gik tilbage i kroen. Der var ikke tvivl om, at krofatter kunne se, at der var noget galt og da Ezra forklarede, at hans ven var kommet til skade, fik han både et stykke stof og et krus med vand med.

På svagt rystende ben gik han ud til de to yngre væsner og rakte stoffet mod Juno og gav Hector kruset. Derefter trådte han et skridt tilbage og lod dem om at håndtere hinanden. Allermest havde han lyst til at vende om og gå ind igen, op af trappen og op til sit værelse, hvor han kunne krølle sig sammen i sengen og arbejde på at få sig selv til at falde ned igen. Han vidste, at det var angst og han havde efterhånden også lært at håndtere det, men han kunne ikke her, ikke hvor der var væsner omkring ham. Han vidste også, at man tydeligt kunne se på ham, at han ikke havde det ret godt, hvilket næsten var den største grund til, at han havde lyst til at gå. Det var ikke meningen, at han skulle være til besvær. Det skulle have været en hyggelig aften.
Han sank en klump og så uroligt rundt i gårdens mørke, mens han gned sin ene arm med en hånd.

Juno trak på skuldrene, uden at flytte sin hånd fra Hectors lår. "Jeg ved ikke hvad du undskylder for," svarede han afslappet. Ikke for at få Hector til at svare ham, men for at fortælle ham, at der ikke var noget at undskylde for. De havde begge to været der, også selvom Hector kun fik Junos angstanfald at se, når de var alene hjemme i sengen. Dét syntes Juno til gengæld også var mindst lige så pinligt. Langt pinligere, faktisk. Der var god grund til at blive bange på en kro. De var blevet taget på en kro. Juno havde mødt Thanos på en kro senere, igen. Hectors reaktion var helt forståelig.

Juno tog imod stoffet, da Ezra vendte tilbage, og rejste sig op, så han kunne presse det imod Hectors baghoved. Så flyttede han blikket til Ezra, der så lige så utilpas ud, som Hector gjorde tidligere. Juno vidste ikke, hvad der havde bragt Ezra til Dianthos, men han havde selv sagt, at det var sjældent at satyrer overhovedet kom til byen og Juno kunne kun gætte sig til, hvilken tragisk historie der lå bag Ezras besøg. Han håbede, at den ikke var lige så slem som Hectors. 

"Tak, du," sagde Juno til ham med et prøvende smil. "Jeg er sgu glad for at se, at du tager dig af Hector. Brosten og hove er ikke altid en god kombi." Juno vidste, at der lå meget mere bag begge satyrers blege ansigter end at de kunne have svært ved balancen på de unaturligt lagte sten, men han forsøgte sig med en joke og så kærligt ned på Hector efter at have sagt det. 

Hector lænede sig frem og lagde sine arme om Junos skuldre, så han kunne kramme ham lidt ind til sig. Hvad end der sad af angst-rester, der sad i ham, forsvandt, da han mærkede Junos varme krop mod sin, og Hector kyssede siden af Junos hals, inden han trak sig væk igen med et lille smil.

"Tak, chef," mumlede han og lagde sin hånd tilbage på Junos på sit lår.

Da Ezra kom tilbage, smilede Hector også lidt til ham, selvom han så en kende bleg ud og gav Hector utrolig dårlig samvittighed for at have ødelagt aftnen. 

"Hey, tak," sagde han stille og prikkede blidt til Ezras knæ. "Det... det var sgu ikke lige meningen, at jeg skulle flippe ud på den måde. Ved ikke helt, hvad der skete, men... jeg har det bedre nu, udover en monster hovedpine, heh."

Mørket synes at slutte sig om ham som han stod der, indtil Juno snakkede til ham og igen rev ham ud af det sorte sted i hans hoved. Han tvang et svagt smil frem, men kastede kun et kort blik på ham, inden han langsomt fik overtalt sig selv til at sætte sig på bænken ved siden af Hector. Han vidste godt, at han ikke kunne skjule sit ubehag, hele hans krop udtrykkede det, så han gav lidt op på det. Satte sig på bænken og faldt lidt sammen.
"Brosten er ikke det værste ved de store byer." Hvad der så var værre, måtte de selv gætte sig til. Sjovt nok var alt det slemme sket for Ezra ude på landet, når han slog lejr alene, hvilket også havde taget ham lang tid ikke at blive oppe hele natten for at holde øje med sine omgivelser. Men i byen var det alle de forskellige væsner. Han så onde ansigter overalt, selvom de ikke var der. Der var altid nogen, altid blikke. Og selvom han levede af at tiltrække sig opmærksomhed, havde han det bedst uden, så snart han havde pakket sin fløjte og sine historier væk.

Han svarede ikke på, at han tog sig af Hector. Lige nu følte han ikke, at han gjorde nogen noget godt. Men det sagde han ikke. I stedet så han på Hector, da han prikkede til hans knæ og sagde tak. Det svage, fremtvungne smil trak lidt op i mundvigene, inden det faldt på plads igen.
"Sådan er det med angstanfald, man har ikke styr på, hvornår de kommer." Hårde ord at sige, fordi de afslørede hans eget kendskab til det. Ord man ikke snakkede med andre om, fordi ingen ville tage sig af andres dårlige psyke. Men selvom Ezra skammede sig over sig selv på det punkt, sit sinds lidelse, var han samtidigt også sådan indrettet, at han blev nødt til at tale om det ind i mellem. Og hvis denne satyr også led af de samme dæmoner som ham selv, hvad end de så kom af, var det måske det rigtige sted at lade sin svaghed vise. Også selvom mennesket sad på hug foran dem og fulgte med i samtalen.

Juno sank en klump ved Ezras mørke ord. Han vidste, at han havde ret, men han havde ikke lyst til at give ham ret. Det ville afsløre for meget om de problemer han selv havde været i. Han håbede, at Ezra ikke havde oplevet noget helt så slemt, eller at han i det mindste var helt ude af det nu - at få Tarek til at snakke med Liv, havde betyder meget for hvor hurtigt Juno selv kunne bevæge sig videre. Måske dét ville være en samtale der ville gavne dem begge, men Juno ville ikke være klar til at tage den lige foreløbig. 

Det blev ikke ligefrem nemmere at snakke om, da Ezra besluttede sig for at åbne Godteposen Med Uendelige Mængder Af Lidelser Ingen Har Lyst Til At Snakke Om Og Deres Konsekvenser For Mentalt Helbred ved at sætte ord på Hectors angstanfald, og lige samtidig smide ind, at han enten også selv fik dem eller havde fået dem. 
Juno gned sin ledige hånd over sit ansigt. Han var ikke forberedt på det her. Var det bare altid en katastrofe når familiemedlemmer brugte tid sammen?

Men han ville gerne have at Hector havde det godt og han ville gerne lægge det ekstra arbejde i det, der var ved det, så han så over på Ezra med et forsigtigt smil. "Har du nogle tips til at komme igennem dem?"

Nu var det nok, besluttede Hector. Han kunne håndtere Junos angst, han kunne til nød håndtere sin egen, så længe den ikke kom bag på ham, som dem havde gjort i aften, men han kunne ikke håndtere Ezras også. Han holdt af Ezra, selvom de kun lige havde mødt hinanden, men Hector duede ikke til at havde den slags mørke samtaler, hverken med andre eller sig selv, og nu hvor han havde det bedre igen, havde han også overskuddet til at ændre stemningen.

"Mit tip er, at det skal drikkes væk," indskød han, inden Ezra kunne nå at svare. "Eller grines væk. Og jeg synes, det er på tid, at vi gør en af delene, helst begge."

Han rejste sig beslutsomt og lagde en hånd på Ezras skulder med et opmuntrende smil. "Kom nu, fætter, jeg giver en øl. Hvad siger du?"

Det var et rigtigt godt spørgsmål, Juno stillede og Ezra var overraskende glad for det. For det betød, at han ville investere sig i sin... næsten-kæreste, som de kaldte hinanden. Ezra havde ikke rigtigt selv haft nogen til at tage sig af ham, og tanken om at Hector havde nogen var bare dejlig. Og han blev svagt misundelig, men kun for et kort øjeblik. Han var mest glad på deres vegne. 
Han smilede til Juno, lidt mere oprigtigt, og åbnede munden for at svare, da den yngre satyr afbrød ham og lagde en hånd på hans skulder, hvilket fik det til at give et svagt sæt i ham. Men han havde nærvær nok til ikke at trække sig væk.

Ordene udtalt gav ham bare indsigt i, at Hector ikke var klar til at håndtere sig selv endnu og Ezra skævede kort mod Juno, inden han så op på sin måske-granfætter.
"At grine lyder som en god idé. Men jeg tager et krus te." Han drak ikke. Helst heller ikke det tynde øl, som alle normalt drak. Nej, han holdt sig helst til vand eller te. Det med alkohol brød han sig ikke om.

Langsomt kom han på benene og så på Juno.
"Jeg vil gerne give gode råd, men måske ikke lige nu?" Han skævede mod Hector, inden han begyndte at gå mod døren. Han var stadig dårligt tilpas og et krus te ville helt sikkert hjælpe på det, få ham til at falde ned og føle sig mere nærværende. Han ville også gerne grine og hygge sig, og det skulle han nok komme til. Om lidt. Når han lige havde fået lidt hold på sig selv.

'Eller kneppes væk', var Juno lige ved at tilføje, da Hector kom med sin liste af metoder, men nåede lige at stoppe sig selv. Selv han kunne alligevel se, at det var for meget at sige til sin næsten-kærestes familie.

Hans blik mødtes Ezra, da satyren rejste sig op, og han nikkede med forståelse, da han blev tilbudt af få råd på et senere tidspunkt. "En anden gang, så," lovede han ham med et smil og et venskabeligt klap på armen. 

Da Ezra gik indenfor, lagde Juno en hånd om Hectors nakke igen, begravede sine fingre i hans hår, og skubbede ham indenfor foran sig. 

Junos fingre føltes vidunderlige i hans hår denne gang, og hele Hectors krop slappede synligt mere af, mens Juno marcherede han igennem døren og tilbage i krostuen. Hector havde allermest lyst til at vende sig og kysse Juno, men det var alligevel lidt meget, så han nøjes med at smile som en idiot over hele hovedet, mens de gik hen og satte sig ved bordet, de havde siddet ved før.

Hectors krus øl stod der stadig, og selvom den var blevet lidt flad, så kunne den sagtens drikkes. 

"Så prøver vi igen," sagde han og tog en slurk af den gyldne væske. Den smagte godt, og Hector sukkede af nydelse og smilede bredt til Ezra. "Hvor tager du så hen nu?"

Ezra gik ikke direkte ned til bordet, men hen til baren, hvor han snakkede med den søde servitrice, der godt kunne lide ham. Hans te var jo nok blevet kold og hun lovede at komme med et nyt krus uden beregning, siden hun havde opfanget, at der var sket et eller andet. Og han kunne jo altid fortælle en lille historie, hvis det var det. Så lidt gladere indeni gik Ezra ned til bordet og satte sig med sin varme te.

Hectors spørgsmål fik ham til at trække let på skuldrene.
"Det er sjældent, at jeg har en plan. Men jeg tager syd på, til Medanien, og tilbringer vinteren der. Kulden har ikke befundet mig så godt det sidste stykke tid." Hvilket nok ikke var så underligt, når man så hvor lidt fedt, han havde på kroppen. Det var ikke engang slemt mere, han spiste som han skulle, men tog kun langsomt på, mest fordi han rejste hele tiden og brugte så meget energi på at gå. Næste vinter ville han nok kunne klare så langt nord på som byen, men i år ville han være nede syd på. Ikke for tæt på grænsen til Rubinien, han ville være lykkelig, hvis han aldrig så det forfærdelige sted igen, men i de grønne områder, hvor folket var så venligt.

Hvorfor han var blevet så tynd, det var ikke noget, han havde lyst til at snakke om, så han nippede i stedet lidt til den varme væske og drejede emnet over på noget lidt andet.
"Jeg bliver budt velkommen de fleste steder, jeg kommer hen. Musik og historier har altid en plads ved ilden om aftenen, når dagen er overstået. Så jeg lader tilfældighederne råde over min færd." Han smilede lidt over det, for han kunne godt lide det. At tage derhen hvor livet førte en. Undtagen når det blev grimt, selvfølgelig.

Juno satte sig ved bordet og drak af sin flade og lunkne øl, imens han betragtede de to satyrer, der snakkede. Endnu en gang slog det ham, hvor vildt det var at Hector havde fundet et familiemedlem og han sad med et distræt smil og blev helt glad på Hectors vegne.
Hans blik gled over på Ezrael, da han fortalte at han ville rejse sydpå og det gik op for ham, at de kunne tilbyde ham at blive hos dem. Der var ikke meget plads, men indtil videre havde de altid fundet mere. Det ville være det høfligste at gøre, især fordi det lod til at Ezrael allerede havde besluttet sig, så der var sandsynligvis ingen fare for at han ville tage dem op på tilbudet. Juno lagde en hånd om Hectors nakke og aede hans hud med sin tommelfinger, men sagde ikke noget. Det lød som om det her var en samtale imellem Hector og hans fætter, eller hvad han nu var, og Juno var bare glad for at have mødt ham. Han kunne på ingen måde anbefale nogen at tage sydpå, eller sige noget godt om stedet. Ikke engang varmen fandt han behagelig, så han valgte at holde sin mund og blot drikke lidt mere af sin øl. 

Sydpå. Det var et retning, Hector aldrig frivilligt havde tænkt sig at rejse igen. Bare tanken det gav ham kuldegysninger, og han kunne næsten mørke sydsolens hede stråler i nakken et øjeblik. Det var rart, at Junos hånd var der til at gøre ham rolig. Men... Syden var jo stor, og Ezra var helt sikkert bedre til at passe på sig selv, end Hector og Juno var.

"Bare lov mig, at du holder dig langt væk fra Balzera," sagde Hector og så meget alvorligt på Ezra. "Der er folk der, som ikke vil nogen noget godt."

Helt ubevidst lagde Hector en hånd på Junos lår under bordet og strøg roligt frem og tilbage. Havde han været alene, kunne tankerne om Balzera have kastet ham ud i et nyt panikanfald, men Junos varme tilstedetværelse dæmpede det hele og fik Hector til at føle sig tryg. 

Begge drenge så ud til at reagere på hans ord om at tage syd på, hvilket først forvirrede Ezra lidt, men det Hector sagde, forklarede nok mere end han var klar over. Balzera. Ezras blå øjne blev lidt større, da han pludseligt kunne gætte, hvor Hectors panikangst kom fra. Balzera. Det værste sted i Krystallandet. Ikke at Ezra havde været forbi Kzar Mora, men Balzera sad fast i hans mareridt som snegleslim på et blad, den behandling, han havde fået. Brændemærket. Piskeslagene. Da han blev solgt til højest bydende for sin kønne sangstemme. Byen og turen dertil ville han aldrig glemme, aldrig på ud af kroppen. Og han blev en smule bleg og sænkede blikket til sin te, han næsten krampagtigt knugede om med den ene hånd.

Efter et par dybe vejrtrækninger, løftede han hovedet og så på dem med et svagt smil.
"Det ved jeg. Jeg har været der." Hans frie hånd gled op til hans skulder, hvor han lettere ubevidst rørte ved et tyndt hvidt ar, der, hvis man havde set sådan nogle før, ikke kunne være andet end fra et piskeslag. Han huskede stadig, da han fik det. Smerten og lyden af læderet mod hans kød og hans egene ynkelige lyde af smerte. En svag gysen gik igennem ham og han løftede kruset med te, der stadig var varmt og han brændte sig med vilje på den varme væske, bare for at holde sig i nuet. Det virkede.

"Nej, jeg bliver i Medanien. Der er mange søde folk og mange bønder har aldrig hørt fløjtespil før. Og ønsker at høre nyt fra hovedstaden og andre steder i landet. Et meget taknemmeligt sted at rejse hen." Han elskede Medanien. Azurien var lige så venligt. Længere nord på var folket mere hårdført, så det var sværere at komme ind under huden på folk. 
Han drak endnu en tår af sin te uden at flytte blikket fra de to yngre væsner, overraskende rolig trods det korte strejf af angst og de tunge ord, der fortalte intet og samtidigt alt om hans oplevelser det sidste år.

Juno genkendte straks det ar, Ezrael kørte sine fingerspidser over. Han havde selv et par på ryggen. Lige præcis to havde han fået af Vargas. Lidt flere piskeslag end det, men Netrish havde healet de fleste af dem. Ti piskeslag havde han fået, otte af dem inden trolden havde afbrudt dem, to af dem efter Netrish havde healet de første. Følelsen af dem gav ham blandede følelser. Synet af trolden, der havde kæmpet imod Vargas til sit sidste åndedrag i stedet for blot at følge hans ordrer var, hvad der havde givet ham fornyet energi til selv at kæmpe imod slavehandleren. Ikke at det havde nyttet meget, men det havde holdt ham fra at give helt op.

Juno strøg distræt sine fingre igennem Hectors hår, imens fyrens fætter talte. Han havde ikke selv noget pænt at sige om Balzera, eller om noget som helst sted udenfor Dianthos. De var jo ikke rejst igennem landet for at komme hjem. Men sø-vejen havde heller ikke været noget at prale af, hvis man spurgte ham.
Han gned distræt en hånd over sit ansigt og forsøgte at tænke på noget andet end stanken af sex, der var kommet fra Livs kahyt, men endte med at give op og i stedet stikke sin næse helt ind imod Hectors nakke og krøller for at indånde duften af ham. Dét hjalp og han slappede straks mere af, men han lod også fuldstændig Hector om at snakke med sin familie.

Et halvfjoget smil bredte sig straks på Hectors læber, da Juno stak næsen i hans hår, men selvom Hector lagde en hånd på Junos lår under bordet og strøg roligt over det, stoppede han ikke sin samtale med Ezra. Han spurgte ind til Medanien, som han aldrig havde været i, i hvert fald ikke ordentligt så han kunne huske det, og han spurgte ind til Ezras liv og barndom.

Der gik næsten en time med at spørge og lytte, før Hector endelig opdagede, at det var ved at blive sent. Hans hoved værkede også en del nu, og han ville egentlig også helst hjem og lægge sig sammen med Juno, indtil han faldt i søvn.

"Vi burde nok gå hjem," annoncerede han og rejste sig med et nik mod Ezra. "Jeg håber, jeg kan møde dig igen en dag, fætter."

Ezra brugte det næste stykke tid på at svare på spørgsmål om lidt af hvert. Dem om hans barndom var han lidt svævende omkring, da han normalt ikke fortalte sandheden om det, men heller ikke ville lyve for Hector. Der kom bare ikke så mange detaljer, som der ellers gjorde, når han foldede sig ud og fortalte. Han fortalte mere om de andre beboere i Lindeskoven end sig selv. Onkel Gjertil, bedstefar og bedstemor og de utallige kusiner og fætre, han havde. 

Da Hector erklærede, at det var tid til at gå hjem, var Ezra også ved at være blevet lidt træt og tør i halsen. Så langt rakte hans te ikke og han havde ikke bestilt mere.
"Jeg vil i hvert fald give mig til kende, hvis jeg kommer tilbage til byen." Han smilede til dem, mens han kom på benene og rakte en hånd frem. "Det har været hyggeligt at møde dig. Jer." Han så kort på Juno og ville ønske, at han kunne hjælpe ham noget mere med Hectors angst, men det så ud til, at de nok selv skulle finde på rette vej.

Da de havde forladt kroen, blev Ezra siddende og så ud i luften med et fraværende blik. En grandfætter. Kunne det passe? han vidste det ikke, men besluttede sig for, at det ikke gjorde noget at blive i troen. Familie behøvede ikke altid at være blod, og det virkede til, at den yngre satyr havde brug for familie. Så ville Ezra gerne være det. Han vidste med sig selv, at han ville komme forbi Dianthos så snart vejret tillod det, for at se, hvordan det gik med Hector. Og hans ven.
Med et suk gned han sig i ansigtet. Måske det var på tide at gå op på værelset og få en nats søvn.

// Out

Juno var ikke træt, ikke på den måde, men han kunne godt mærke på Hector at det var lidt meget, og han forstod også udmattelsen der kom efter angsten.

"I lige måde," svarede han Ezra, imens han rejste sig op og tog sin jakke på. Han havde lyst til at tage Hectors hånd da de forlod kroen, men gjorde det ikke. I stedet lagde han en arm om fyrens skuldre så snart de var udenfor og der var plads nok til det og trak ham tæt ind til sig. Der var noget beroligende ved at have sin ven så tæt på sig. 

"Fornuftig fyr," kommenterede han lavmælt og skævede til Hector med et smil. Ezra var sød og interessant, men han syntes nu alligevel det vigtigste havde været måden han havde kunnet hjælpe Hector på. 

Hector slap et lille suk, da Juno lagde armen om hans skuldre. Junos varme og vægt fik den allersidste rest af angst til at sive ud af ham, og Hector lænede med det samme hovedet op ad Juno, mens de gik, og lukkede øjnene kort for bare at nyde fyrens tæthed.

"M'ja," mumlede han til svar. "Ja, jeg kan godt lide ham. Jeg håber, jeg ser ham igen en dag. Måske... hvis han kommer igen. Eller... hvis jeg rejser til ham en dag. Måske."

Hector lagde en arm omkring Junos liv og holdt sig tæt til ham, til sin elskede, hvilket han ville sige højt, hvis han havde turdet, men det gjorde han ikke. Måske en dag ville han turde at sige højt, hvordan han virkelig følte for Juno. Måske ville Juno sige det tilbage, eller også ville alt bare gå tilbage, som det var engang. 

Hector klemte blidt om Juno, mens de gik og nød, at de bare var dem nu, indtil de kom hjem til huset og de mange unger.