Vinden var kølig og tusmørket lagde sit svage grållige mørke hen over skovområdet nær sydvejen. Vejret var perfekt i aften: Det var koldt, fugtigt og tåget og natten snigede sig på. Skovbunden var fugtig og næringsrig. Hvad mere kunne en alkymist ønske som leverandør? Og endnu mere vigtigt, hvad kunne en mørkelver bedre bruge som ly fra nysgerrige øjne?
  
Asith bevægede sig under træernes skygger. Hans lange robe var mudret op til knæene og fugten havde trængt igennem hans støvler, men til trods for det var hans humør bedre end det havde været i de mange uger han havde holdt sig inden for Dianthos bymure. Det var en stress faktor uden lige at skulle konstant opretholde illusionen om at være en anden. Hver gang han gik ud af hans butik var der et ansigt at tage på og opretholde igennem dagen... Ligeså med hver eneste kunde udover de få, som kendte til hans sande ansigt... og de kunder havde deres egne måder at bebyrde ham.
Han stoppede for foden af et højt og gammelt træ. Rødderne var befængte med svampe og udgjorde nærmest et slæb hen ad træets skyggeside. Ikke spiselige, men brugbare på andre måder. Asith satte sig på hug og lagde en kurv, halvt fuld af andre svampe, bær, blade og mos, til siden. En lille kniv blev fisket op derfra og med forsigtighed kappede han svampenes toppe af for at lægge dem ned til resten af aftenens dyrebare fund. Hvad han virkelig manglede var nogle specifikke rødder, som han kun kendte ved en løs beskrivelse fra en anden alkymist. 
Han rejste sig efter at have høstet til sit forbrug og hans blik faldt på det gamle træ foran ham. Et eftertænksomt udtryk satte sig i hans ellers uhyggelige, røde øjne og han drog et suk. Hans tanker vendtes mod hans fjerne artfæller, skovelverne, og en vis misundelse satte sig som en knude i sit bryst. 
"Tag dig sammen, Asith.." Hviskede han til sig selv. "Ville du hellere rende barfodet rundt herude og æde bark?" Han rystede på hovedet og fortsatte videre. Så igen... Et regelmæssigt måltid bark var nok mere end han normalt vis havde råd til at æde.      

Hans røde øjne på deres sorte kanvas vendtes opad imod en flok småfugle, der som lopper hoppede fra bladsamling til bladsamling i de røde, halv-visnede trætoppe. Det var nogle af de få, som blev over vinteren. Han kendte ikke deres navne, men huskede hvordan de dukkede op da han først kom til området, da det hele var dækket af et hvidt, blødt tæppe. I forhold til hans 'hjem', var det som en abstrakt og uvirkelig verden. Selv nu, efter næsten to år i Dianthos, føltes det stadig som en fremmed og konstant forandrende egn.
Asith drog et irriteret suk og rev sig ud af sine nostalgiske tankebaner. Han drog blikket tilbage til skovbunden i hans søgen på dets skatkammer. Yderligere svampe og mosklumper blev tilføjet til hans kurv, men stadig ingen røde rødder. Den forbandede anden-rangs eliksir-mager havde sendt ham på en vild jagt efter en eller anden mytologisk plante, havde han ikke? Han skrev det bag sit lange øre, at vedkommende ikke ville drikke en eneste uforgiftet drink i hans nærvær igen! Ikke så underligt at der ikke havde været et navn tilføjet i hans ellers udmærket beskrivelse af roden. 
"Det er din egen skyld for at lytte til sådan en kvaksalver..." Vrissede Asith under sit åndedrag, som efterlod en let hvid sky på grund af aftenkulde, som langsomt indtraf. Han bragte sig selv længere ind i skoven, hvor lyset havde sværere ved at nå ham og ligeledes det offentlige blik fra landevejen. Eller det havde han regnet med. Asith var ikke just god til at læse området omkring ham og til trods for en god hørelse og et udmærket syn i den dunkle skov, var han for optaget af sin søgen til at bide mærke i skovens anden benytter. Hans øjne var permanent peget nedad og han fulgte en primitiv dyresti, der bragte ham tættere på. Havde det ikke været for en vis utålmodig hest, havde han sikkert vadet direkte ind i den lille lejr. Han stoppede op.. og igennem træerne så han antydningen af bevægelse fra hesten. "....." Hans vrissede udtryk forsvandt fra hans lange, arrede ansigt og i stedet ankom et stift og katteagtigt et i stedet. Han var ikke alene og hesten var allerede paranoid. Typisk. Det er hvad jeg får af at være uopmærksom, tænkte han for sig selv og lagde sin kurv fra sig i en blind vinkel og dernæst dukkede sig ned i krattet for at opnå usynlighed. Han drog sin daggert fra bæltet om hans liv i tilfældet af at det skulle forsvares. Afventende lyttede han og tog endnu en genstand fra sit bælte. Denne gang en mindre, rund flaske med en grøn væske i, som han greb som var det en sten ment til skyts. 

Hans mave isnede til da lejrerens ejer lod ham vide, at han var set. Desværre, for ham, virkede det til at have været en tom trussel og vedkommende vadede forbi ham uden at ense hverken Asith eller hans improviserede sti. Mennesker i mørke, heh... Et under at de var flertallet af befolkningen med så ringe observations-evner. Et skarpt lille smile bredte sig over Asiths læber og med et langtrukkent, lydløst suk, gav han Selmy noget at efterforske. Et par meter længere frem fra den uvidne dreng, opstod små gyldne lys i krattet, som bevægede sig, som var det en fakkel. Han ville ikke kvæste drengens selvtillid nu hvor han havde konkluderet at han rent faktisk havde set nogen. Som et glimt for enden af en line ville lyset forhåbentligt lokke drengen til sig imens Asith tog videre på sin vej - Efter at have taget et kig på vedkommenes ejendele først, selvfølgelig. 
Mørkelveren sneg sig fordi Selmy da han ligeså trådte fremad og langsomt videre mens hans knitrende røde øjne forblev plantet på vedkommendes ryg. Det var dog kun indtil han vurderede at afstanden imellem dem var stor nok og først da trådte han igennem buskadset for at tage et kig på drengens lejr, som tilsyneladende kun var ment til 1 eller 2 beboere. Boede knægten herude permanent? Han så nu lidt ung ud til at være en hjemløs i vildnisset... og hvis det var tilfældet, mon ikke han havde taget sin sunde, unge krop ind til byen, hvor man kunne nasse på befolkningens venlighed - i hvert fald når man var sådant et lille englefjæs. Asith ville nok ha' spurgt om almisser da han først var ankommet, var det ikke fordi at det var kvæstende at opretholde hans illusioner så lang tid af gangen og hans rigtige ansigt ikke just vagt medfølelse i Dianthos beboere. Hans øjne fandt den bundne hest og han rystede på hovedet. Ingen rigtig hjemløs ejede en uspist hest. Han ignorerede bæstet - han havde aldrig kommet godt ud af det med den slags dyr - og tog et nærmere kig på lejren. Specifik gik han efter at kigge ind i teltet.   

Selvfølgelig var der ingen karavane, som kom ham i møde. Den lille flamme, som langsomt bevægede sig tillokkende væk, kunne kun komme så langt før Asiths evner ikke kunne nå den længere. Når det kom til det punkt, stoppede flammen med at bevæge sig og Selmy ville finde det lille ubrændende lys statisk stående ved hans fødder. Berørte han det, ville det slukkes og igen indhylde drengen i mørke. Og det ville have været masser af tid, havde det ikke været på grund af Asiths djævelske nysgerrighed. Maden, pelsene og lignende havde elveren ingen interesse i. Han ville ikke stjæle en svagt provianteret rejsendes eneste mad og varme og det forekom ham ikke at kigge under puden. Tyveri var ikke hans specialitet til trods for at han ikke fandt sig selv for fin eller sympatisk for at finde på det - det var simpelthen bare for risikofyldt et arbejde og han havde allerede problemer med at holde lav profil inde i byen uden at røve befolkningen.
Han var på vej væk for aldrig at skænke drengen eller hans kamp en ekstra tanke, havde det ikke været på grund af en ret speciel usleben diamant i den åbne saddeltaske. Af ren nysgerrighed, og antagelsen af at han havde god tid, åbnede Asith bogen overfladisk for at se om den mon blev brugt til hvad han selv brugte adskillige bøger til: At presse planter. Det var ikke tilfældet, men hvad Asith fandt var langt mere interessant! Et væld af information og illustrationer af alskens flora og fauna, som ikke kun holdt sig til lokalområdet, men tilsyneladende nær og fjern! Som om han fysisk kunne mærke værdien af bogens samlinger, begyndte hans skarpe hænder at berøre bogen mere nænsomt og bladre langsomt for ikke at beskadige siderne. De løse sider blev grundigt kigget på og så lagt tilbage. Det kunne ikke falde ham ind at beskadige sådan en perfekt sammensat samling... Men at tage den som hans egen? Måske... Han forstod ikke oldkrystisialsk, men genkendte mange planter, som han selv havde studeret og nedskrevet- samt skitseret på en lignende måde. Men den her... Den så meget mere komplet ud!  

Han havde glemt sig selv til fordel for de gamle sider, som bugnede af nyttig viden. Desværre var meget af det som sagt låst bag et sprog, som han ikke forstod. Hans lange spidse pegefinger strøg næsten kærligt over en af skitserne og han mærkede en opstemt form for misundelse i de rene linjer. Havde det ikke været for manglen på farve, havde han nok været i stand til at skabe illusioner ud fra sådanne detaljerede illustrationer. Først da lagde han mærke til at han ikke var alene og at han havde udbrugt sit forspring for lang tid siden. 
Mørkelveren vendte sig halv, stadig med bogen i hænderne for at se på mennesket han havde undgået indtil nu. Blikket der mødte Selmy var uden tvivl ikke rart at overvære til trods for at der ingen vrede var i dem. Hans øjeæbler var kulsorte og hans pupiller i en glohed rød. Hans hud var mørk med en violet glans og med en del ar efter skader i hans fortid. Der manglede et udsnit af hans venstre øre som endnu en souvenir fra en modstander. Håret var krid hvidt og meget langt. Det var flettet ind i en roddet fletning, som gik ham til lige over lænden. Hans træk var, til trods for hans monstrøse farver og mange ar, ellers fine og velproportionerede. Havde det ikke været for hans højde, hans flade bryst og hans dybe stemme, kunne man godt have været i tvivl om vedkommende var af en kvindelig eller mandlig fysik. 
"Døren var åben." Meddelte han, som om han havde tilladt sig at træde ind i en vens ulåste bolig. Selvfølgelig vidste han godt at han var uvelkommen. Og nu havde knægten fået et godt kig inden han havde tænkt på at maskere sig. Han vendte sig fuldt imod Selmy så hans armerede front kunne ses: Hans robe var lang og sort og skåret op i siderne for at tillade fri bevægelse for hans ben, som via læder-stroppe havde værktøjer af flere slags spændt fast til sig. Små knive, sakse og skindlommer deriblandt og om hans liv, i et stort bælte, havde han en daggert og 3 små flasker med forskellige væsker i - Sikkert eliksirer.

Asith så ikke truet ud... Det var trods alt bare et menneske, men han havde ikke tænkt sig at blive hængende.

"Bak ud." Befalede han. Knægten var trods alt i vejen.

Asiths grufulde øjne var tunge som et anker på Selmy imens de begge passerede ud af teltet i en parallel bevægelse. Afstanden imellem dem blev aldrig mindre eller mere. Bogen blev dog ikke efterladt. Den var et fantastisk fund og muligvis kunne den være nyttig i hans søgen... Det vil sige, hvis Asith altså forstod ordene. Det havde været nok af en prøvelse at lære Krystalisiansk på knap 2 år, så han ville ikke kunne drage megen nytte af den med det samme. En skam. Da de begge var ude af teltet, stoppede Asith op og tog et godt kig på mennesket, som forsøgte at spærre hans vej væk. Hans blik flakkede fra hans ansigt, til hans fødder og så tilbage for at fæste sig fast ved hans blik. 

"Ingen værdi?" Han åbnede bogen og bladrede igennem et par sider. Med blikket solidt plantet i de velbevarede sider, skar han en grimasse, som man nok bedste kunne kalde for et smil. Det var ubehageligt og sarkastisk og hans tænder var var skarpe og imod den mørke hud, så de alt for hvide ud. "Sikken løgnagtig påstand. Jeg har aldrig set en samling som denne. Den overgår selv min egen..." Han tippede hovedet nysgerrigt og lod blikket falde tilbage på mennesket. "Enten er du bedragerisk eller blot naiv." Hans øjne klemte sig mistroisk sammen. "Du burde gemme dine skatte bedre... Der er mange tyve i omegnen." Hans smil forsvandt og hans ansigt blev igen uhyggeligt alvorligt. 

Han tog et skridt imod den unge mand, stadig med bogen som gidsel i hans skarpe hænder, hvis klolignende fingerspidser kunne lave konfetti ud af den så snart han fik lyst. "Hvor har du den fra, menneske?" Man kunne vel ligesågodt skrue op for mørkelver 'charmen', nu knægten i forvejen var tøvende. Sikke et held at det var en lille grønskolling og at Asith selv, så meget mere farlig ud end han var.      

Elveren fik et interesseret glimt i øjet da han nævnte bogens ophav. Her havde han antaget at han måske havde været stik-i-rend dreng for en eller anden botaniker eller zoologiker inde i byen. Forfatteren ham selv, var omkommet, desværre? Men det undrede ham ikke.. Vedkommende må have trodset både vind, vejr og Asiths egen slags for at få fat i sådanne studier. En gammel mands sidste ønske måske og nu var det op til knægten at færdiggøre den? Det forklarede de løse sider og det faktum at det så ud som om en anden hånd havde skrevet dem. Det så ud til at han havde fundet en lille sjæleven i dette menneske, til trods for at der langt fra fra venskab imellem dem. Nej, det føltes mere som forholdet mellem en tyv i natten og et barn bevæbnet med et vokslys. Det var næsten for nemt. 

"Ikke sært at den gamle omkom. Her er endda planter fra Kzar Mora..." Mumlede han lidt, mest kun til sig selv og tog et sidste kig i bogens sider. Det virkede ikke som om at bogens triste historie, mennesket eller hans tilhørsforhold til den rørte Asith det mindste. Faktisk så ignorerede han ham for et øjeblik indtil det virkede som om noget faldt på plads i hans hoved! Så klappede han den i igen og stirrede på drengen. "Så du ved en helt masse om nær-området, gør du ikke?" Hans ligegyldighed i forhold til Selmy blev pludselig til en ildevarslende interesse som sikkert bragte kuldegys ned ad ryggen på en. "Jeg er selv ikke helt rusten, men det forekommer sig sådan at jeg er på jagt efter noget... Obskurt." Hans tynde, mørke læber bredte sig til en parodi af et venligt smil. Han lignede nærmere en skadefro kat, som kiggede legesygt på en kvæstet fugl... For den vidste den ikke kunne flyve. "Og som du nok har gættet dig til, er jeg ikke opvokset her." Han bragte sig selv endnu tættere på mennesket imens hans glohede røde øjne målte ham i stilhed. "Hvad med at du agerer en næstekærlig lille nabo og hjælper mig med at finde hvad jeg leder efter?" Selvfølgelig, med bogen i hans hånd, gav han ikke Selmy megen plads til at takke nej. I hvert fald ikke hvis han ønskede at have bogen sikkert tilbage i sin saddeltaske... Hvis Asith altså havde tænkt sig at give den tilbage når de var færdige.    

Han ænsede en smule foragt for ikke alene hans person, men også hans artsfæller? Det var næsten morsomt hvor ironisk dette lille møde var. Det faktum at han tøvede med at hjælpe ham til trods for bogens gidseltagning fik ham dog til at tvivle hvor vigtig den var for ham. Heldigvis var det nogen, som nemt kunne testes. Han tog en dyb indånden og dannede sig et billede i hovedet inden han pustede ud i form af et lydløst suk. Bogen blev holdt i hans ene arm imens den anden løftede sin skyvendte håndflade. En let knitren opstod i form af lys, svævende i hans håndflade og inden for få sekunder var den udviklet til en ilter flamme. Nonchalant holdt han den ikke langt fra bogen. 

"Jeg skal ikke kunne sige om det er i bogen." Sagde han. "For jeg ved hverken hvad det hedder eller hvor jeg finder det." Sagde han. "Og der er ingen grund til at være så trodsig. Jeg lover at være behageligt selskab." Selvfølgelig lovede han ikke det oprigtigt. Asith var ganske bevidst om hvor dårligt selskab han var. Han havde trods alt været i det hele sit liv! "...Så meget som jeg nu evner, i hvert fald." Tilføjede han "Mon ikke en duelig lille botaniker som dig selv har stødt på hvad jeg behøver under dit...-" Han tøvede og så sig om i lejren. Boede han her permanent? Han mindedes ikke at der havde været nogen under hans sidste lager-opfyldning. "-Ophold... Her i området?" Han kiggede tilbage på Selmy med en mørk og egoistisk optimisme. Han var godt klar over at der ingen hjælp var at finde fra ham hvis det ikke var fordi han indirekte truede med at lave bogen om til et stykke trækul. 

"Jeg leder efter en slags rod." Han kom endelig til sagen. "Den er dyb rød og gror i fugtig jord som dette, på fugtige dage som disse." Forklarede han. En sidste detalje bragte et alvorligt udtryk over elverens ansigt. "Meget giftig." Sagde han som den afsluttende detalje. "Ringer det nogle klokker?"

//Der er ingen bestemt plante i tankerne. Hvis du beslutter dig for at det er noget Selmy kender til, har du frit lov til at opfinde resten af den.