Jocasta vidste godt, at det med sengen nok ikke kom til at ske, men hun prøvede alligevel og kunne ikke lade være med at smile da Helena gjorde det. Det klædte den ældre kvinde og det var smittende, men det forblev ikke, da et bittert strejf kunne høres da de næste ord forlod hendes mund. Hvorfor den følelse skulle træde ind nu, vidste Jocasta ikke, og lige nu var hun for træt og oprørt inden i til at kunne komme frem til svaret på det. I stedet fokuserede hun på det der skete lige nu og her, hvilket var et farvel fra Helena og et klem om hendes hånd, som hun gengældte mens hun så lidt mellem de to. Der var virkelig et eller andet usagt mellem dem og Jocasta havde på fornemmelsen, at alt ikke var som de kun umiddelbart så ud lige nu. Hun ville måske undersøge det senere, men lige nu var der bare andre ting der pressede på: Søvn værende én af dem. Alligevel var det svært ikke at tænke på Helenas blanke øjne idet hun forlod lokalet. 

Snart var det kun hende og Karkhos i rummet og den gamle soldat havde vendt tilbage til den formelle tiltale, som Jocasta bare ikke var spor vant til. Hun nikkede langsomt, helt væk i sine egne tanker og kom ind til sin seng med hans støtte, selvom hun hadede at tære mere på hans kræfter og hun måtte flere gange tage sig i, at forsøge for meget på at gå uden hans hjælp. I sengen vandrede hendes tanker, selv i søvnen. Ezraels totalt grådkvalte ansigt. Morpheus. Hendes komplet gale fader. Helenas blanke øjne. Karkhos' stoiske ansigt. Hendes egen naivitet og svaghed. Det måtte ikke ske igen. Hun ville ikke være svag længere og snart begyndte en jernmur at bygge sig op i hendes indre mens hun langsomt faldt i søvn.