Mørket var faldet på over Dianthos' gader, som var ganske stille, nu hvor udgangsforbuddet var trådt i kraft. Beværtningerne, der plejede at byde på lys og liv lå ganske mørke hen. Skumringskvarteret var dog ikke stedet, hvor indbyggerne var kendt for at følge lovene, og af og til så man mørkklædte skikkelser haste ned ad de smalle sidegader.
En bredskuldret mand iført lurvede klæder trådte frem fra en mørk gyde og bankede kort på døren til et af husene. Dæmpede stemmer og krystaller blev udvekslet, og Jarko tog imod en trækasse, som han begyndte at bugsere ind i gyden. Han skulle ikke særlig langt - bare gennem et par af de smalle, mørklagte gader til et sted, hvor "varerne" kunne være i sikkerhed.

Trækassen var besværlig at bære, og han bandede lydløst for sig selv. Dette var lige præcis årsagen til, at han ikke brød sig om at handle med fysiske varer - de var besværlige at transportere og nemmere for ordensmagten at spore, men lige denne handel havde været lidt for god til at sige nej: en samling af vaskeægte enhjørningehorn! De ville gå som varmt brød på det sorte marked..

Tanken om krystallerne, der snart ville lune i hans lomme, fik ham til at hanke op i kassen og skynde sig ned ad gaden. Natten var ganske stille, og hans egne fodtrin lød nærmest lidt for højlydte.. Kort efter opfangede hans ører dog en anden lyd. Var det .. hovslag?

Tarek skridtede roligt igennem de små gader, der kun var oplyst af spredte fakler, så man ikke fór helt vild i den labyrint som Skumringskvarteret var. Han var ikke utryg ved mørket, men han var meget opmærksom på sine omgivelser. Sværdet sad dog i skeden endnu, som han ingen tegn på fare havde set endnu. I nat var han alene på tur, som den anden byvagt, han var blevet sat sammen med, havde lagt sig syg. Influenza, var der blevet sagt. Nå ja, stakkels mand da! Så Tarek havde sagt til sin overordnet, at det skulle han nok klare alene, selvom det var en smule kedeligt at rende rundt i natten alene. En skam han ikke havde Bigwig med, de plejede nok at kunne holde deres egen lille fest.
Men han var alene og var selvfølgelig sat til at patruljere i Skumringskvarteret. Der hvor alle de fattige og størstedelen af de kriminelle holdt til. Der hvor kroerne plejede at sprutte af liv og man kunne få sig en latter med en fulderik eller to, men efter Kile Ordenens udgangsforbud var der bare alt for dødt. En skam.  Det var ikke nogen hemmelighed, at Tarek ikke brød sig om Kiles Orden eller de mennesker, de yndede at hyre. De fleste af de nye byvagter var nogle bøller og Tarek havde intet til overs for dem.

Tarek havde allerede stoppet to, der listede rundt i de små gader, men ingen alarm, de var blot sendt hjem i seng. Det så ud til at blive en lang og kedelig nat...
Da han drejede rundt et hjørne, fik han øje på endnu en skikkelse, denne med hvad der så ud til at være i kasse i favnen. Og hvad mon der så var i den kasse? Tareks nysgerrighed vågnede straks til live og han besluttede sig for, at det var en god idé at se efter. Det kunne jo være noget spændende!
"Du der! Holdt!" Lyden af hovslag tog til, som han satte i langsom trav hen i mod manden. Hans mørke uniform var måske ikke så tydelig i det svage lys, men den autoritære tone i hans stemme burde nok afsløre ham som byvagt. 

Tarek var en meget positivt indstillet kentaur og at han endnu ikke var kommet alvorligt til skade ved at løbe direkte hen i sværdlængde på skurke, kunne måske godt undre nogen, for han trak sjældent sværdet medmindre det var nødvendigt. Og lige nu forblev det da også siddende i skeden, der sad på ryggen af menneskedelen af ham. Han var dog ikke dum og var selvfølgelig klar til at trække det, skulle manden virke fjendtlig. Men hvorfor optrappe en situation, hvis man kunne snakke om det?!

Den rolige lyd af hovslag på brosten kom nærmere og nærmere. Hvem der end var ude på en hest i nattemørket var tydeligvis enten en person med udgangstilladelse eller en form for ordensmagt. Jarko håbede på det første og frygtede det sidste. Han begyndte at gå en smule hurtigere, men samtidig ændrede lyden af hovslagene sig til et let trav.

Det han først troede var en lyshårede mand til hest viste sig at være en kentaur, og han måbede en anelse, idet det gik op for ham, at der var tale om en byvagt. Man så ikke så mange kentaurer i byerne - og det af praktiske grunde. Gaderne var smalle og langt fra alle var egnet til heste, hvilket gjorde det vanskeligt at komme rundt. At de så havde valgt at ansætte én i byvagten.. det ville måske have moret Jarko lidt, hvis det ikke var fordi, han var stødt på krikken på et lidt uheldigt tidspunkt.

Han stoppede og vendte sig langsomt om med kassen i favnen og forsøgte sig med et smil i retning af kentauren. Han så ganske venlig ud, så måske kunne Jarko rent faktisk slippe godt fra det.. det ville gøre vældig ondt i pengepungen, hvis han blev nødt til at flygte og efterlade varerne..
"Godaften Hr. Byvagt." Sagde han derfor i stedet. Den svage gadebelysning viste hans lurvede beklædning og ubarberede, ikke alt-for-rene ansigt.

Det varede et øjeblik inden manden endeligt stoppede op og vendte sig i mod ham, hvilket gjorde Tarek en smule mistænksomt, men det kunne man ikke se på hans nysgerrige og venlige ansigt. Der kunne være mange grunde til, at man rendte rundt ude i Skumringskvarteret om natten under udgangsforbuddet med en mistænkelig kasse i favnen og ikke virkede til at ville snakke med en byvagt. Hans blik gled til mandens ansigt. Han trængte til et bad og havde egentligt bare en generel ikke helt heldig udstråling, når han nu stod over for nogen, der skulle holde lov og orden i byen.

”Godaften! Nok er det en smuk aften at færdes i vores dejlige by på, men der er desværre udgangsforbud. Jeg bliver nødt til at bede Dem om at tage den direkte vej hjem.” Der var intet vredt eller irettesættende over ham, det var bare en venlig påmindelse. Ikke at han regnede med, at det var et uheld, at manden var ude i mørket. Men Tarek var af den overbevisning, at man kom længst med venlighed, inden man tog ordensmagtens hårde tone på.

Hans blik gled ned til kassen igen, nysgerrig.
”Men først skal jeg lige se, hvad De har i kassen der.” Han trådte et skridt mere frem mod den ikke helt unge mand. Han rakte ikke ud efter kassen, men forventede helt klart, at der blev åbnet, så han kunne inspicere indholdet. Hvis det ikke blev gjort frivilligt, måtte han jo tage sin autoritet i brug. Evt håndjernene, der hang i hans bælte. Selvom hele hans ydre var venligt, var han ikke i tvivl om, at manden nok ikke ligefrem var på den rigtige side af loven.

Selvfølgelig var krikken interesseret i hvad Jarko havde i kassen. Jarko, derimod, havde ingen intentioner om at åbne den. Han trak sig en smule bagud, længere ind i de dybe skygger, før han forsigtigt stillede kassen fra sig. Frem fra lommen trak han et snusket stykke papir med Kiles symbol på. "..Udgangstilladelse." Brummede ham og rakte det fremad. Den var naturligvis pivfalsk, og der skulle ikke en særlig grundig inspektion til at afsløre det - hvilket var årsagen til, at Jarko forsøgte at skjule det i halvmørket.

"Kassen ska' hen til Det Halve Svin. Ordenen har planer med stedet." Det var den bedste løgn, han kunne komme på lige nu. Tidligere på dagen havde han hørt rygterne på markedspladsen om, at Kiles Orden havde planer om at bruge den lukkede kro til "et eller andet" og nu bryggede han videre på historien, mens han inderligt bad til, at byvagten ikke var alt for meget i lommen på Ordenen og derved havde de rigtige oplysninger.

Han satte en fod op på kassen for at give udtryk for, at den skulle holdes lukket, mens han gjorde sit bedste for at ligne en mand, der bare var blevet hyret til at tage sig af slæbearbejdet..

Til Tareks skuffelse satte manden kassen fra sig i skyggerne, inden han trak et stykke papir frem og holdt frem mod ham. Hvad manden ikke kunne vide var, at Tarek ikke kunne læse. Det var ikke ligefrem en evne, der var påkrævet, når man var nomadekentaur, men han havde oplevet, at det var en ting, der var brug for som byvagt. Han kunne meget ubehjælpeligt kradse sit eget navn ned, men at få nogen mening ud af de små kruseduller på papiret kunne han altså ikke. I stedet fæstnede hans blik sig ved symbolet, der fik et trækning til at gå over hans ansigt. Han kunne ikke fordrage Kiles Orden, de var onde og gjorde onde ting. Så for manden var det ikke en heldig ting at vise ham. Tarek og hans ven Bigwig gjorde hvad de kunne, for at gøre livet surt for den orden og deres tilhængere.

Fordi han ikke kunne læse det, skænkede han ikke papiret meget opmærksomhed og opdagede ikke, at det var falsk. Det ville nok have været bedre, hvis han opdagede det, så kunne han have moret sig over det, men nu vidste han bare, at denne mand arbejdede for Kiles Orden og der var deres kasse.
At Ordenen havde planer med Det Halve Svin undrede ikke Tarek, der også havde hørt et rygte om det, og det gjorde ham bare endnu mere muggen, for den kro var et af de steder, hvor han havde været velkommen. Det venlige udtryk forsvandt fra hans ansigt og blev afløst af et mere passende udtryk for en byvagt.
”Jeg bliver stadig nødt til at se, hvad der er i kassen. Vær venlig at tage den frem og åbne den, så jeg kan se indholdet.” Han satte den ene hånd ved bæltet, så håndjernene raslede lidt sigende.

Jarko holdt vejret, mens lappen med 'udgangstilladelsen' blev holdt frem mod byvagten, men til hans lettelse, skænkede kentauren den knap nok et blik, og han skyndte sig at stikke den i lommen igen. Falske papirer var blevet en meget populær handelsvare i Dianthos' undergrund efter udgangsforbuddet blev sat i kraft, og det havde ikke været alt for svært at skaffe - til gengæld var kvaliteten heller ikke ligefrem i top.

Hjertet sank en smule i livet på ham, som byvagten stadig insisterede på at se indholdet af kassen. Kunne han mon bilde krikken ind, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvad Kiles Orden skulle med enhjørningehorn, og at han intet vidste om, hvad der var i kassen?

Måske. Det var dog langt fra sikkert, og kentauren stod allerede og raslede truende med sine håndhjern. For Zaladin da også! "Hør her min gode mand.." Begyndte han, og gav et så charmerende smil fra sig, som det nu engang var muligt for en lurvet mand som Jarko. "Ordenen vil gerne have, at der ikke bliver rodet i deres sager, kan du nok forstå." Han blinkede indforstået til byvagten - "Så hvad siger du til, at jeg giver dig et par krystaller, og så snakker vi ikke mere om det?" Han gravede en beskidt næve ned i sin bæltepung og fandt et par jadestykker frem, som han rakte mod byvagten, mens han bad til, at dette ville være en af de mindre lovlydige typer, som ville lade sig bestikke..

Tareks grå øjne hvilede afventende på manden efter at han havde gentaget sin forespørgsel om at få åbnet kassen. Det muntre var gået af ham og hans ansigtsudtryk var alvorligt og reserveret. Han afskyede Kiles Orden og han havde en fornemmelse af, at denne mand ikke var en af dem, der skulle have lov til at løbe. Der var noget snusket over ham, som Tarek ikke kunne lide. De fleste anså nok kentauren for at være naiv, mest grundet hans unge udseende og lette han til latter, men han var ikke idiot. Ellers kunne han ikke være byvagt.

Så da manden åbnede munden, blev fornemmelsen af, at han var af tvivlsom karakter blot forstærket og Tarek kneb øjnene en smule sammen. Han var tavs indtil mandspersonen forsøgte at bestikke ham. Åh. En knude samlede sig i Tareks mave, en knude af vrede. Denne person stod lige nu og såede tvivl om Tareks integritet, ja alle byvagters integritet! Og selvom han vidste, at der eksisterede byvagter, der tog i mod krystaller for at se den anden vej, kunne Tarek i sin vildeste fantasi aldrig tænke sig at gøre det. Hvilket måske var lidt sært, siden han hjalp eftersøgte, gadebørn og folk der var kommet i klemme med Kiles Orden, men det var et valgt skabt af morale, ikke af krystaller.

Han så tavst ned på de tilbudte krystaller for et øjeblik, inden han langsomt løftede blikket til mandens ansigt.
”Du prøver at bestikke en byvagt? Jeg er bange for, at du nu står til et par dage i arresten.” Tarek tog håndjernene fra sit bælte. Måske skulle han trække sit sværd også, men ind til videre havde manden ikke givet et indtryk af at være aggressiv, plus han skulle bruge begge hænder til at lægge håndjern på. Han var dog klar til at springe tilbage og trække det korte sværd, der var spændt fast på hans ryg og hvis skæfte stak op over hans venstre skulder.
Med let løftede øjenbryn rakte han ud efter manden, lidt som forventede han, at han frivilligt lod sig lægge i dem.

Pokkers. Byvagten var en af de der voldsomt lovlydige typer, der blev fornærmet over forsøget på bestikkelse.. hvor uheldig kunne man have lov til at være? - Jarko vidste, at der i hvert fald var nogle stykker i byvagten, som man sagtens kunne betale for at se den anden vej. 
Han lukkede hånden igen og stak krystallerne i bæltepungen og hans blik faldt på håndjernene, som krikken var begyndt at rasle med. Ikke tale om, om han skulle lægges i jern og tilbringe resten af natten i arresten.. 

"Forpulede krikke.." Mumlede han for sig selv, idet han bakkede tilbage, da byvagten rakte ud efter ham. Han hoppede hen over kassen, som han sendte et nærmest ulykkeligt blik i retning af. Alle de gode krystaller, som hele dette her eventyr ville ende med at koste ham.. Det så dog ud som om, han ikke ville have en chance for at samle den op og løbe - for det første var lortet tungt som bare pokker - for det andet: hvem kunne løbe fra en hest?

Ordene var mumlet frem, men Tarek hørte dem alligevel ganske klart. Forpulede krikke. En rynke dukkede op i det unge ansigt og hans blik blev hårdt. Meget fandt han sig i, men at blive kaldt en krikke og så endda en forpulet krikke, det var over grænsen for, hvad han ville finde sig i. Sammenlagt med bestikkelsen og mandens mystiske adfærd, kunne han kun konkludere, at han skulle en tur i arresten, om det så bare var af ren princip fra hans side! Men inden han kunne få fat i ham, sprang manden tilbage og over den mystiske kasse. Et træt suk lød fra Tarek.
”Det vil være dumt at prøve at stikke af. Trækker du våben, ser du på mere end de par overnatninger i arresten, du lige har skaffet sig selv ved at forsøge at bestikke mig og tale grimt om en byvagt.” Han gav manden en sidste chance, inden han selv ville trække sit sværd. Hvis han nu kunne overtale ham til at følge med mere eller mindre frivilligt uden nogen kom til skade.

Hans hove gav genlyd, som han trådte et par skridt frem mod manden, både klar til at sætte efter ham, men også at hive sværdet. Lige nu ville han ønske, at han havde den gamle byvagt med sig, Bigwig var god som støtte, men der var kun ham og han burde også sagtens kunne klare en enkelt skurk. Han tårnede sig op over den ældre mand og viftede med halen, irriteret.
”Du kan vælge at komme frivilligt og der vil ingen problemer være, eller være besværlig og komme i alvorlige problemer.” Han så afventende på ham.

Jarko havde ikke den store erfaring i at slås med kentaurer. Han forestillede sig, at det nok var lidt ligesom at forsøge at undgå at blive sparket af en vred hest - hvis hesten også havde et par arme og hænder til at holde et sværd.. Det virkede ikke som særligt gode odds.

Han havde stadig et par tricks i ærmet - og han var interesseret i at se, hvad krikken havde tænkt sig at gøre ved kassen med hælervarer. Det gjorde stadig en smule ondt i Jarko, ved tanken om at miste dem..
"Åh, for Zaladin da også.." Brummede han irriteret. Kentauren tårnede sig op foran ham, og han var efterhånden trængt op i en krog. Modvilligt rakte han hænderne frem, for at de kunne blive lagt i håndjern, mens han bad til, at de ikke var magineutraliserende. Det plejede kun at være de særligt slemme forbrydere, man spildte den slags ressourcer på..

Tarek så afventende på manden, der så ud til at overveje sine muligheder, inden han endeligt brummede en ed og rakte hænderne frem. Godt tilfreds med udfaldet, tog Tarek håndjernene frem og lagde dem om mandens håndled med et par klik. Der var intet specielt over dem, han var blot en menig byvagt, noget så fancy fik han ikke udleveret.
”Meget fornuftigt.” Vreden var væk fra hans træk igen, men alvoren lå der stadig. Ingen grund til at smile og virke til at triumfere. Det var han ikke, dette var blot hans arbejde og han gjorde det, der skulle gøres. I dette tilfælde havde han faktisk fingrene i en mand, der virkede som en, der havde brug for en tur i kachotten.

Men han ville nok få det bekræftet, når han så i kassen. Hvad mon denne mand slæbte rundt med? Han greb fat i hans skulder og skubbede ham op i mod væggen, ikke hårdt, men bestemt.
”Nu bliver du stående der.” Han trippede over til kassen og gav den et let slag med en hov, hvilket blot bekræftede, at den var fuld. Suk. Der var langt ned for den høje kentaur og der var en hvis risiko ved at gå i knæ, når der stod en kriminel ved siden af, men han kunne simpelthen ikke nå uden. Så med blikket på manden, gik han i knæ med forbenene, inden han rakte ud og tog kassen, der var lukket godt til. Med en kniv fik han vrikket låget af, stadig med blikket skiftende mellem manden og kassen.

Som hans fingre fik flyttet noget af halmen, indholdet var pakket ind i, gispede han dæmpet og trak hånden til sig. Enhjørningehorn. Mange af dem. Denne gang blev han oprigtigt vred helt ned i maven. Hurtigt bankede han låget på plads og tog kassen i favnen, da han rejste sig en smule tungt. Mørkt så han på manden, klar til at pande ham en. Enhjørningehorn!
”Du er i store problemer nu. Du kommer med mig til hovedkvarteret.”
Der var bare et lille problem. Kassen var stor nok til, at han ikke kunne bære den og samtidigt have styr på banditten, da han skulle bruge begge arme. Der var ikke andet for end at prøve, så han fik fat i kassen, så han kunne holde den ind i mod sin mave og have den anden arm fri. Han valgte at gribe fat i nakken af mandens tøj og skulle ham af sted foran sig.

Jarko skulede i retning af kentauren, der var gået i gang med at åbne kassen. Han kunne nærmest fornemme, hvordan krystallerne raslede ud mellem hans fingerspidser - det var ved at blive en rigtig dyr og ærgerlig aften! 
Krikkens gisp sagde det hele - en lille sekund havde Jarko vovet at håbe på, at byvagten var dum nok til ikke at vide, hvad det var han havde fået fingrene i. Men ak. Det var alligevel ikke fuldkommen tumper, de ansatte i byvagtsordenen..

Han forsøgte at vende sig lidt i byvagtens greb for at se sig over skulderen. Kassen lå trygt i armene på byvagten, og han måtte efterhånden indrømme, at han næppe ville have en chance for at få den igen. Kun én ting at gøre.. tænkte han bittert.

Jarkos skikkelse skrumpede. Hår og hud blev til fjer. Byvagten fik lov at beholde hans tunika i hænderne, mens Jarko med et hånende "KRAA!" baskede med vingerne og bragte sig selv uden for rækkevidde. Håndjernene raslede ned på brostenene, da hænderne, de holdt fast, blev forvandlet til langt mindre fuglekløer. I stedet for at flyve helt væk, begyndte Jarko at cirkle over tagene for at holde øje med byvagten og finde ud af, hvad han havde tænkt sig at gøre med kassen..

Enhjørningehorn. Nogle af de mest sjældne og smukkeste væsner i Krystallandet. Han havde en gang som barn fået et glimt af en i en lysning, hvilket altid var blevet ved ham. Skønheden. Og alle disse horn havde tilhørt sådan et væsen, der sikkert var blevet slagtet for det. Det var sjældent, at han blev vred, men lige nu bankede følelsen igennem ham. At ødelægge og dræbe for profit var en synd, han havde svært ved at forholde sig til. Hvordan kunne man være så kold og kynisk?!

Han skubbede fangen fremad, stadig med et godt tag i kassen, der var pænt tung at bære i én arm. Pludseligt forsvandt vægten af den sorthårede mand og til Tareks overraskelse og fortrydelse, så han manden skifte skikkelse. Til en fugl. En ukarakteristisk ed kom fra kentauraren og han slap trøjen i et forsøg på at nå at gribe fuglen, men den var hurtigt væk. Kassen var lige ved at glide fra ham og han greb den med sin nu frie arm for at holde den oppe, mens han så efter den sorte fugl. Forbandet! For et øjeblik blev han stående, men til sidst kom han på knæ igen for at samle sine håndjern op. Trøjen lod han ligge, der var sikkert en fattig sjæl, der ville blive glad for den.

Hurtigt begyndte han at gå mod Hovedkvarteret, knugende kassen ind til sig, selvom sandsynligheden for, at manden kom tilbage nok ikke var så stor. Men han var opmærksom på sine omgivelser og klar til at skulle forsvare sig selv og kassen. Men intet skete og han nåede frem til Hovedkvarteret uden problemer. Her blev hans fangst taget godt i mod, trods at skurken stak af. Rosen var god, men han havde svært ved at føle glæde, for tanken om enhjørningehorn og de væsner, de skulle have siddet på, blev ved med at rumstere i hans hoved.

// Out

Kragen blev ved med at cirkle i halvmørket over hovedet på kentauren. Der forsvandt hans dyrebare handel - lige i armene på byvagten. Hvis han kendte dem ret ville de stå og samle støv i et eller andet opbevaringsrum, ind til en eller anden valgte at "konfiskere" dem. Pisseærgerligt.

Hvad kassen indeholdt - horn, der var høstet fra nogle af Krystallandet sjældneste dyrearter - gav ham ikke den store dårlige samvittighed. Det var varer, som man handlede med. Lige som så meget andet, og Jarko var ikke typen, der tænkte meget over den slags.

Da byvagten forsvandt han op mod nattehimlen. Hvis han krage kunne bande højlydt, ville han have gjort det.