Det var utroligt, så besværligt det kunne være, at finde en satyr i Hovedstaden. Hele dagen havde Jocasta ledt, både i beboelseskvarteret, op til flere kroer og sågar de øvre kvarter, selvom hun slet ikke forventede ham være der! Man skulle tro at det var nemt, han havde jo gedebukkeben og spillede ofte en munter tone på sin fløjte, men det gjorde det ikke nemmere åbenbart. Folk var generelt ikke i humør til at høre musik i dag. Hun endte med at måtte gå slukøret tilbage mod den kro, som hun havde mødt Karkhos i, men på vejen kom hun i tanker om en sidste kro, som hun ikke havde været inde på, mest af alt fordi den ikke var voldsomt stor. Men folk som hun kendte rigeligt godt til den slags kro. Der var andre folk med et erhverv der meget vel kunne ligne Jocastas, der tit og ofte spenderede deres aftener herinde, og lige gyldigt hvor mørk dagen så end havde været, var der nærmest altid liv og glade dage på denne kro.

Med nyt håb gik hun derind og hilste på samtlige folk som hun hurtigt genkendte - igen uden at kunne finde Ezrael - før hendes vej førte hende til gamle Abraham, en buttet mand med et enormt overskæg og en spøjs hat på hovedet, krofatteren af dette sted. Som sædvanligt stod han og pudsede et glas, men det kom meget hurtigt væk da han lyste op ved synet af Jocasta.
"Aah, Joc, det er ved at være længe siden! Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?" han lavede en gestus mod de mange flasker han havde stående og Jocasta rystede med det samme på hovedet. Dette fik Abraham til at glo på hende som om hun var blevet syg. "Okay okay! Så lad gå, en enkelt øl," gav hun op med et lille grin. "Sådan skal det være!" det gik nærmest på rekordtid, at hun gik stillet en øl foran sig. "Abraham, før du går... Har du set en satyr komme her omkring?"

Efter at Ezra havde haft sin nærdødsoplevelse oppe mod nord, stukket ned af en røver og kun overlevede, fordi hans redningskvinde havde en healingsevne, det var lykkedes ham at låne i sidste øjeblik, havde livet været tungt. Guderne ville åbenbart ikke se ham i live, eller i hvert fald ødelægge hans liv så meget som muligt. Først kidnappet til at være slave og nu dette. Han vidste, at han skulle mødes med Jocasta på en bestemt kro på et bestemt tidspunkt, men på en eller anden måde kunne han ikke sætte farten op. Vejen ud af depressionen var vendt om og han var røget i et meget sort hul. Fyldt med tjære, der både sløvede hans ben og han hjerne. Så han var kommet en lille uge for sent til kroen og Jocasta var taget af sted igen. 

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre og var endt et sted ude i stalden, hvor han var brudt sammen i en høstak med en pony til at nuldre ham på skulderen med mulen. På et tidspunkt var der blevet lagt en tung hånd på hans skulder og han havde fået afbrudt sit tuderi nok til at se op, lige i ansigtet af en gråskægget dværg, der havde set lidt bekymret på ham. På en eller anden måde kunne Ezra ikke holde noget som helst tilbage og dværgen lyttede tålmodigt til hans sørgelige historie, siddende i høstakken sammen med ham og ponyens hoved skubbende lidt til dem begge. Det var ikke fordi, at dværgen havde så mange ord at tilbyde, men han havde alligevel fået trøstet Ezra med små kloge sætninger. Ikke noget, der mirakuløst hev ham ud af depressionen, men noget der gav ham noget at arbejde med. Især "Den eneste, der kan bære dig, er dig selv. Man kan ikke regne med at få hjælp, når man har behov for det." havde gjort noget ved ham.

Dværgen klappede ham til sidst på ryggen og tog sin pony med sig, efterladende Ezra alene tilbage. Det tog noget tid, men han kom på benene. Tog videre. En på kroen fortalte ham, at Joc havde vrøvlet om hovedstaden og det var så der, han ville tage hen. Det gik ikke stærkt og til at starte med tiggede han sig til mad, som han var tom indeni og ikke kunne hverken synge eller spille. Men langsomt kom melodierne til ham igen og som han gik ind af en af portene til hovedstaden var han mæt og rimeligt pæn at se på, som han endda havde fået et varmt bad på den sidste kro. Der var ikke ret meget smil i hans øjne, mere bekymring. Hvordan skulle han dog finde Jocasta i mellem alle disse væsner? Han vidste det ikke, men der var vel ikke andet for end at starte fra en ende af. 

Den første kro, han kom ind på smed ham nærmest ud igen. Og det gik ret hurtigt op for ham, at der var sket meget siden han sidst havde været der. Historien om Kiles Orden, udrensningen af elverne og forgiftningen af Kiletemplets brønd fandt hurtigt vej til hans ører. Normalt ville han ærgre sig over, at han ikke havde været til stede, men samtidigt vidste han, at det nok var godt, at han ikke havde været i byen. 
Den næste kro, han kom ind på, havde en besynderlig fedladen mand bag baren. Men han genkendte åbenbart beskrivelsen af Joc. Ikke at hun havde været der for nyligt. Skuffet overvejede Ezra, hvad han så skulle gøre, men kromanden foreslog ham, at han kunne få et værelse og vente og se, om hun kom. Han kunne optræde som betaling. 

Det havde været dagen før og Ezra sad nu nede i krostuen med en tallerken med mad. Eller rettere, den var tom, som han havde fået appetitten tilbage. Han var også skind og ben at se på endnu, så det var kun på tide. Og pludseligt var hun der! Hun så ham ikke, godt gemt væk bag de høje væsner om ham, men fortsatte op til kromanden. Ezra listede hurtigt efter hende, fangede mandens blik og lagde en finger over sine læber, så han ikke afslørede ham.
Som Jocasta stillede sit spørgsmål, trådte Ezra op ved siden af hende.
"En satyr? Det er sådan en med gedebukkeben og horn i panden, der synger og lyver stærkere end en hest kan rende. Hvad vil du med sådan en?" Han lænede sig mod baren og lod som om, at han betragtede udvalget, mens han med et svært skjult smil skævede til hende.

Det gik hurtigt fra at Jocasta havde stillet krofatteren sit spørgsmål til at der kom svar, men det kom ikke fra den person hun forventede. I stedet for krofatteren, lød en lysere stemme ved siden af hende, så jokende at hun var tæt på at få øl galt i halsen. Hun hostede let og stillede kruset fra sig med store øjne på Ezrael, før et smil langsomt krøb frem i hendes ansigt. "Ja, det ved jeg godt nok heller ikke," gav hun igen, mest af alt for ikke at tabe ansigt. Et kort øjeblik lod hun tavsheden tale, før hun vendte sig ordentligt mod ham og lagde en hånd på hans skulder. Først nu opdagede hun at han var blevet ret lille - igen - og hun var ikke sikker på hvorfor. Mon han havde et problem med at spise generelt? Bekymringen tog over et par sekunder, men hun ville ikke ødelægge det gode humør ved at spørge ind til hvad det var. Det kunne blive senere.

"Det er godt at se dig igen.. Du dukkede ikke op på den sidste kro så jeg tænkte at en musikalsk person nok ville være at finde hvor der er flest folk. Men skal jeg være ærlig, så er det dælme svært at finde satyrer på kroer!" Det var ret åbenlyst at han havde været her da hun kom ind. Med mindre han bare havde fulgt efter hende hele dagen, og det regnede hun ikke med at han kunne finde på. Så godt kendte hun ham alligevel.

Ezras smil blev kun større, som han så hendes reaktion. Det var lige før, at han rakte ud for at banke hende på ryggen, som det så ud til, at hun havde fået øl galt i halsen, men han lod være. I stedet opretholdt han masken lidt, indtil Joc selv vendte sig og lagde en hånd på hans skulder. Han rakte op og lagde sin hånd på hendes og gav den et klem. Hvor var det godt at se hende igen.
Ezra var ikke den, der havde haft mange rigtige venner igennem sin tid. Jo, selvfølgelig var der barndomsvennerne blandt satyrerne, men de var efterhånden faldet fra, som Ezra havde haft nogle anderledes drømme for sit liv. Drømme han i og for sig fik kastet sig over i nogle år. Inden de blev til mareridt fyldt med sand, blod og smerte. Men siden han forlod sit hjem og gik på landevejene, havde han ikke haft venner. Ikke før han mødte Jocasta. Og han var vitterligt lykkelig for at se hende igen, mest fordi han vidste, at han havde brug for en ven nu. Nok var der ikke andre til at bære ham, men han kunne i det mindste få lidt støtte ved dette skøre menneske.

"Vi er nu ellers ikke så svære at få øje på. Der er langt i mellem så flotte ben. Og horn." Han drillede hende lidt. Allermest havde han faktisk lyst til at give hende et kram, men det var måske ikke lige stedet. I stedet trak han hånden til sig og trak hænderne lidt op i ærmerne på den skjorte, han havde på. Det var sjældent man så ham i andet tøj end bukserne, men han havde svært ved at holde varmen denne vinter. Sikkert fordi der ikke var meget sul på hans tynde krop. Normalt holdt han sig også til Medanien om vinteren, der blev ikke så koldt.

"Undskyld, jeg blev lidt forsinket. Der... skete noget."
Lidt af smilet forsvandt fra hans øjne og han så tomt ud i luften for et øjeblik, som om han glemte, hvor han var og hvem han var med. Men kun for et øjeblik, så vendte smilet tilbage og han drejede hovedet og så lidt på hende.
"Jeg håber ikke, at du har ledt alt for meget efter mig. Jeg skyndte mig så meget, jeg kunne, men du var allerede taget videre." Han rakte ud og prikkede hende i siden som for at sige, at hun skulle trække vejret lidt roligere. Slappe af.

Den drillende tone og attitude klædte ham virkelig, Ezrael. Lyntunge var måske mere passende end hun først havde antaget, hvor han mest af alt havde været tavs eller fuldstændig ødelagt, men det var der jo ikke noget at sige noget til. De havde begge to vadet igennem sand sammen, blødt og grædt sammen. Deres venskab havde udviklet sig på den måde, og derfor anså Jocasta det som et blivende et af slagsen. Hun stolede fuldt og fast på Ezrael og hun håbede i hvert fald at det samme gjaldt den anden vej rundt. Hun smilede bredt. "Se, hvis du nu bare var lidt højere, er jeg sikker på at alle kvinderne ville falde i svime for dig," drillede hun igen.

Det var som om at hun havde ramt et dumt punkt, for Ezras forklaring var mangelfuld og han stirrede kort tomt ud i luften, som om han havde glemt hvor han var og hvad der foregik omkring ham. Det var foruroligende. Der var noget galt, det var helt sikkert.
Men snart vendte han tilbage til sit smil, og Jocasta ønskede stadig ikke at tage det fra ham ved at presse på for at vide hvad der var sket. Hun lod derfor som ingenting og rykkede pludseligt på sig da han prikkede hende i siden. Hun var ikke vant til en venskabelig form for prikken lige der, så selvfølgelig var hun da overfølsom. "Jeg har hørt.." et lille grin undslap hende og hendes øjne blev drilske igen. ".. At menneskeben rejser hurtigere end gedebukkeben. Har det noget med højden at gøre?"

Det var dejligt forfriskende med lidt drillerier fra Jocasta. Ezra levede førhen op til sit tilnavn, Lyntunge, da han ikke holdt tilbage for at tage en frisk kamp på ord og altid havde et rapt svar klar. Og så kunne han jo tale pengene direkte op af folks lommer, men det var nu ikke så meget det, han gik op i. Han ville bare underholde, give folk følelser med sine ord og tonerne fra fløjten. At more sig lidt sammen med Jocasta var tiltrængt og gav ham en varm fornemmelse i maven.
”Pff, som om der er nogen der kan håndtere et par så flotte ben.” Hans øjne glimtede lidt i morskab over sine egne ord, han var ikke dum og vidste godt, at der ikke var ret mange kvinder, ud over satyrer, der var interesserede i hans pelsede ben. Og det var også helt fint med ham.

Som hun igen bragte hans højde på banen, prikkede han hende i siden igen.
”Jeg tror mere vi satyrer bruger mere tid på at nyde naturen end sådan nogle fortravlede mennesker.” Han nikkede ned mod sit bord for at spørge, om hun ville med ned at sidde. Han havde stadig noget sød æblecider tilbage i sit krus og lidt af en humpel brød på tallerkenen.
Som han var ved at sætte sig på plads og tog en tår af kruset, så han på hende over kanten.
”Har du oplevet noget spændende siden vi skiltes ad?” Han blev nødt til at spørge selvom han ikke havde lyst til at fortælle om sine egne oplevelser. Hun behøvede ikke at få at vide, hvor forfærdeligt det havde været, hun ville bare bekymre sig. Og han havde det jo bedre, ikke?!

Et fnis undslap Jocasta over Ezras kommentar til sine ben. ”Helt sikkert, de falder alle i svime. Jeg tror ikke jeg er en rigtig kvinde, nu hvor du bringer det på bane,” det var godt en gang imellem at lade sig selv være offer for en joke, så man ikke altid lod andre være målskive. Lidt venlighed var der vel altid plads til? I Jocastas øjne var det en af de vigtigste ting i livet, men ofte havde andre bare ikke tid til den slags, så derfor påskønnede hun, at Ezra var én af de slags personer der godt kunne lide at være flink og sjov.

Igen kom der et prik i hendes side og hun krympede sig let sammen over det, mens en latter slap ud. ”Man kan sagtens nyde naturen mens man går.. Hurtigt!” med et let vink fik hun et krus øl med sig på vejen ned til Ezras bord hvor hun satte sig tilbagelænet i stolen og slappede af. Det var faktisk rart for en gangs skyld. Selvom hun godt vidste, at hun snart var nødt til at fortælle Ezra om sit foretagende. Han var hendes bedste ven og sådan noget ville hun bare ikke holde fra ham. Hans næste spørgsmål bragte det næsten naturligt på banen og hendes blik blev lidt mere alvorligt. ”Jeg har mødt en herre. Karkhos hedder han,” fortalte hun, stadig roligt, før hun lænede sig frem. ”Han tjente under min far.. Og min bror..” hvad hun ellers skulle sige på nuværende tidspunkt var hun ikke helt sikker på, så hun lod tavsheden sejre for en stund.

Ezra kunne straks mærke, at der var noget, som hun skiftede fra lattermild til alvorlig og han fik en let rynke i panden, som han lyttede til hendes ord. En mand ved navn Karkhos. Som tjente under hendes far og bror. Hun havde ikke fortalt ham meget om sin familie, andet end at hun ikke kunne huske sin far eller bror, som hendes mor havde taget hende med som lille. Fordi faren slog. Ezra satte langsomt kruset fra sig igen.
”En mand, der tjente din far?” En hel bølge af spørgsmål løb igennem hans hoved, men først var han tavs et øjeblik, inden han fik styr på, hvad der var vigtigst at spørge om. For at hun havde mødt nogen, der havde tjent hendes far var vel ikke specielt alarmerende i sig selv, men hendes udtryk gjorde, at han havde en fornemmelse af, at der var mere til det end det.

Kruset blev drejet lidt på bordet, inden han lagde hovedet lidt på skrå.
”Havde han nogen interessant at fortælle?” Så vidt han vidste, vidste hun intet om sin familie, men hun havde heller ikke fortalt ham så meget. Han var selvfølgelig nysgerrig, hvornår var han ikke det? Der kunne gemme sig en god historie bag det hele, en historie der måske var værd at fortælle videre en dag. Men mest var han nysgerrig, fordi det var hans bedste vens historie og han ville gerne kende den. Forstå hende og hendes baggrund. Men et eller andet var begyndt at nage ham. Han vidste bare ikke lige hvad.

Det var tydeligt for Jocasta, at Ezra havde bemærket toneskiftet. Hun kunne se at han også blev alvorlig og hun nikkede til hans første spørgsmål, tavs, indtil han fandt på et nyt der ikke bare kunne nikkes eller rystes på hovedet til. Hun ville helst ikke belemre ham med sine evindelige problemer, men samtidig var han hendes bedste ven og hun ville heller ikke bare holde det for sig selv, eller værre, lyve for ham. Så hun åbnede op i stedet, mens hendes blik blev fæstnet til hans.

”Han fortalte mig om min familie. Min far og bror.. De er… Ikke lige som mig..” forklarede hun tøvende mens hun tegnede usynlige streger i bordet med en finger. ”Min bror er blevet lige så voldelig som min far.. Nej, mere voldelig. Karkhos fortalte om at han havde… Slået en kvinde fordærvet.. Bare fordi hun og Karkhos havde talt sammen.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” hun gned en hånd over sit ansigt, lettere frustreret. ”Jeg.. Jeg har lyst til at konfrontere dem begge to..” det var ikke noget hun ønskede at Ezra skulle være med til. Hun ville ikke have at han kom galt af sted på grund af hendes familiestridigheder, men samtidig kunne hun bare ikke holde dette hemmeligt. Hellere at han vidste det, end at hun gik rundt og spekulerede og så muggen ud.

Lukkes efter aftale