Askfay fnøs af Melarues svar, men kun fordi hun kunne mærke varmen stige op i kinderne på hende og hun var pinligt berørt over hvor nemt det var at gøre hende forlegen når samtalen landede på kvinder.
Da hendes hår blidt blev strøget væk fra hendes ansigt skævede hun til Melarue og et øjeblik sprang hendes hjerte et slag over. Hun havde forsøgt ikke at tænke på sin veninde i et romantisk lys, men når de sad så tæt, hun havde fået et glas vin, og Melarues fingre strøg igennem hendes hår, kunne hun slet ikke lade være.

Hun var næsten lettet da Melarue distraherede hende ved at tale om udvekslingselverne. "Åh jo, meget, meget for unge," svarede Askfay med latter i stemmen. "Jeg glæder mig til at se, hvilken slags ballade de får lavet i Elverly. Jeg kan tænke på en håndfuld ungelvere her, der bare leder efter en undskyldning eller nogen at lave deres narrestreger sammen med."
Askfay så underholdt ud ved tanken. Hun var streng og ligefrem farlig, når det kom til udefrakommende, men de regler der blev brudt indenfor Elverly, af elvere, var hun næsten mild ved. Det eneste tidspunkt hun blev rigtig rasende på elvere var, når de forvildede sig forbi grænserne, hvor der kunne være farligt.

Det var ikke ofte at Melarue fik lov til at se Askfay være så ude af hendes komfortzone, så det var svært ikke at smile bredt over at Askfay var blevet rød i kinderne. Det klædte hende dog, men det var ikke fordi at Melarue rigtig var i en position hvor hun havde lov til at gøre at Askfay rødmede gang på gang. Det var ærgerligt, men det var nu engang sådan tingene lå for dem.

Heldigvis var emnet dog på ungelverne. De dumme dumme ungelvere, selvom Melarue nu brugte en del tid med nogle af de yngre folk. De var bare mere tilbøjelige til at snakke kunst med hende, selvom de færreste var interesseret i arkitektur specifikt. "Jeg kan i hvert fald komme med op til flere navne på nogen af dem. Jeg håber vi får nogle der kan hjælpe med at holde dem i ørerne," indrømmede hun og rystede på hovedet. Sådan en som Renáel behøvede i hvert fald ikke flere gode undskyldninger for at lave ballade.

Askfay havde på fornemmelsen at hun vidste præcis, hvem Melarue havde i tankerne, når hun talte om ungelvere, der havde brug for at blive holdt i ørerne. Men Melarue var også næsten 200 år yngre end Askfay, der blot grinede.

"I værste tilfælde bryder de ind på lageret og drikker af årets vin." Hendes tone var langt mildere end hvad der var normalt for hende og tog hun rent faktisk nogle i at have brudt ind på lageret, ville hun straffe dem hårdt, men lige nu var hun i godt humør, selv med en god vin og med endnu bedre selskab, og det gjorde hende langt blidere.

"Desuden kan jeg huske da du selv var på deres alder," sagde hun med latter i stemmen og skubbede til Melarues knæ med sit. Dengang havde hun set Melarue som et lille barn, for 200 år havde trods alt været en stor forskel dengang, og normalt ville Askfay ikke have lagt mærke til andre elvere så meget yngre end sig selv, men Melarue havde på en eller anden måde altid lyst op hvorend hun havde været og altid været festens midtpunkt, så selv Askfay havde ikke kunnet undgå at bemærke hende og havde været næsten beæret over at Melarue havde gidet hende, da de først begyndte at blive venner.

Da der pludselig blev nævnt om hvordan Melarue havde været da hun var yngre, kom der en smule rødme op i hendes kinder. Det var ikke ofte hun blev flov, men dengang havde bare været noget andet. Hun havde brugt tid på faktisk at blive moden og fuld af ansvar, selvom hun ikke ligefrem havde været en ballademager, mere den der gav ballademagerne gode ideer. At Askfay havde lagt mærke til hende selv dengang var dog næsten ydmygende.

"Det er nok også meget godt at jeg har lagt den tid bag mig," indrømmede hun og tog en lille tår af sin vin, men kiggede stadig med et smil på læberne på Askfay. Der var ikke noget der kunne blive bragt op, der ville slå det gode humør ihjel. Med mindre hele grunden til at de sad her sammen og drak. Det virkede dog til at Askfay helst ikke ville snakke om det, og Melarue havde intet imod at hjælpe hendes veninde med at distrahere hende ind på andre samtale emner.
"Ærgerligt at jeg aldrig fik lov til at se dig som ung," kunne hun så ikke lade være med at kommentere på. Det var ulempen ved deres store aldersforskel, som nu om dage ikke gjorde noget for dem. 

Askfay rystede smilende på hovedet, da Melarue udtrykte lettelse over at have lagt sine vilde ungdomsår bag sig. I Askfays øjne havde Melarue altid været en god person, selv dengang. Hun havde i hvert fald intet at skamme sig over. Det syntes Askfay nu heller ikke at hun selv havde - hun havde altid været nogenlunde som hun var nu. Lidt svær at komme i kontakt med, dedikeret til sin træning, uinteresseret i mænd. 

"Du gik ikke glip af meget," svarede hun afslappet. "Da jeg var omkring hundrede år gammel lavede jeg ikke andet end at træne. Det meste af tiden for mig selv. Jeg var ikke så god til at være omkring andre elvere og jeg brugte våben- og kamptræning på at tvinge mig selv til at tænke på noget end hvor ensom jeg var."

Askfay havde formuleret hvad hun sagde til Melarue for sig selv flere hundrede gange, i forsøget på at forstå sig selv. Det havde været Bïrkwai der havde fået hende ud af hendes hårde skal og tvunget hende til at indse, hvor meget hun havde brug for venner, men Bïrkwai havde også forladt hende, og nu var hendes job igen hele hendes liv. I det mindste havde hun Melarue nu.

Et blidt blik kom frem i Melarues øjne og hun kunne ikke lade vær med at tage Askfaýs hånd og klemme den let. "Men det har du ikke grund til at gøre mere. Du skal bare blive vant til at slå dig lidt mere løs igen," sagde hun, og gav så igen slip på hånden, for at hælde noget mere vin op til dem. De havde endnu ikke fået tømt flasken Askfay havde taget med, men Melarue have da et lille lager af gode sager som hun kunne finde ud af det.

Det var ikke ligefrem fordi at Melarue regnede med at de skulle drikke sig halv bevidstløse, men måske Askfay havde behov for at give slip på nogle hæmninger, og den nemmeste måde at gøre dette på var at drikke. Desuden tvivlede Melarue på at hun ville få Askfay rigtig fuld. Den ældre elver kunne vel forhåbentlig godt tåle lidt alkohol, og hvis ikke.. så var der plads til at Askfay kunne sove branderten ud.

Da Askfay mærkede Melarue give hendes hånd et klem, tøvede hun selv et øjeblik, inden hun gav Melarue et forsigtigt klem tilbage. "Jeg tror ikke jeg kan 'slå mig løs', måske du er nødt til at lære mig hvordan," svarede hun med latter i stemmen. Det lød som noget kun ungelvere kunne - og skulle. Det lød uansvarligt og langt fra, hvad hun normalt ville finde på. Det slog hende ikke, at hun på en måde også slog sig løs, når hun sad her, med Melarue og en flaske vin.

Hun tog sit glas, da Melarue havde fuldt det igen og holdt det frem mod elveren for at skåle. "Lad os skåle for dit gode helbred og dit smukke smil, Mel," sagde Askfay med et forsigtigt smil, Melarues kælenavn en sjældenhed for hende at bruge, men passende, når det kun var de to alene sammen. 

At slå sig løs var i den grad noget som Melarue godt kunne lære Askfay. Måske det ville tage lidt tid, men med tiden ville det i den grad nok ske, hvis de forsøgte. Men på den anden side så var Melarue ikke så interesseret i at ændre Askfay, hun ville bare gerne have hende til at være glad og have det sjovt for en gangs skyld.

Det var lidt svært ikke at blive lidt rød i kinderne når Askfay sagde sådan nogle søde ting. Et smukt smil og så det kælenavn. Et kælenav hun ikke var vant til at høre fra de røde læber, men i de sjældne stunder rent faktisk skete.
"Og skål for dit helbred, og dine funklende øjne," sagde hun så tilbage og klinkede deres glas sammen før at hun tog en tår. Askfay ville højst sandsynlig ikke tage det kompliment som noget. Regnede Melarue i hvert fald med.

//Lukket efter aftale