Årerne var gået som dug fra solen, og der gik ikke en eneste dag uden at han savnede hende. Savnede det varme smil, den spralske personlighed og det vilde blonde hestehår de havde til fælles som kun søskende kunne have de. Han havde ofte tænkt hvorfor det var hende der blev taget i kampens hede. Hvorfor kunne det ikke være blevet ham i hendes sted?
Spørgsmål der alle havde jaget hans indre til kernen og fået skammen til at brede sig i kroppen, der havde frembragt dystre måneder. Til sidst nåede han så langt at vreden blev rettet mod sin søster. Hvorfor var hun taget med? Hun skulle være blevet hjemme. I sikkerhed.
Torbjorn sukkede tungt som han lagde jernrosen ovenpå den snedækkede sten. Et svagt smil gled over hans læber. De havde ladet hendes hvilested være her, hendes ynglingssted. Hun elskede at kigge ud over landskabet og være i højderne. Torbjorn kunne ikke ligefrem vove den påstand at han delte den kærlighed til fulde. Her var smukt, men klatreturen havde været lang! Og upraktisk. Sneen havde lagt fælder stort set overalt han kunne falde i, og pelskappen havde også tegn på at han var væltet i sneen et par gange. Men nu han var her, forstod han hende altid bedre. Han gik et par skridt ud og satte sig på kanten af den snedækkede klippe med det ene ben over kanten, dinglene i luften. Her var fredfyldt.

Torbjorn havde ikke styr på hvor længe han sad der, men lyden af et dyr der sprang hen over den knassene sne i fuld fart fik ham til at fjerne blikket fra den fredfyldte udsigt og i stedet se sig over skulderen. Det lignede en bjergbuk i fuld flugt fra noget eller nogen. Nogen eller noget som Torbjorn til gengæld ikke kunne høre. Han drejede kroppen og så på bukken der var standset op i forskrækkelse da den havde set ham. Den stod der lige nøjaktigt et sekund for længe, givende tilladelse til pilen der borede sig ind i dens bryst præcist og direkte. Den faldte hårdt til jorden, mens Torbjorns blik fulgte pilens retning, for at se hvor den var kommet fra.

Det var en stressende tid Sigrun var gået i møde. Hun var kommet hjem fra den lange tur gennem landet, og havde været svag, og dårlig, men var endelig ved at få noget at sul på kroppen igen, og farve i kinderne. Det var også dette der havde fået hende til at hive fat i Baldr for at sige at de blev nødt til at gøre noget ved at de stadig var under Lysets styre. Så stressende var nok det bedste at kalde det. Bare fordi at det var stressende, betød det ikke at Sigrun ikke skulle gøre nogle af alle de ting hun holdt af at gøre. En af disse ting inkluderede selvfølgelig at jage.
Hun havde gået med næsten næsen nede i jorden og fulgt et spor. Forsigtigt, for at dyret ikke opdagede hende, og som hun endelig satte en pil på sin bue og rettede sit blik mod dyret, og skulle til at fyre den af, hørte den noget og begyndte at stikke af. Til hendes store overraskelse, stoppede den dog igen, og i det sekund sendte hun pilen afsted og den faldt død om. Et tilfredst smil bredte sig på hendes læber, som hun skyndte sig over til dyret og opdagede nu at her faktisk var en anden.
"Øhhhmm, hej" sagde hun og kiggede noget overrakset på den høje mand. Han lignede en meget typisk nordmand. Lyst hår og muskuløst bygget. Hun vidste godt at hun selv stod noget mere ud, med hendes flammende røde hår. Hendes kinder var dog lidt pinke i det pga. kulden, og hun var også lidt tyndere i ansigtet, end hun tidligere havde været. Det var begrænset hvor hurtigt hun kunne opbygge kødet på kroppen igen, men det gik da fremad.

Torbjorns blik fandt frem til personen der havde sendt pilen og glemte et kort øjeblik at trække vejret. Det røde hår bevægede sig i vinden over det smukke ansigt, hvor kulden havde farvet hendes kinder i en sund rosa farve. Torbjorn kiggede overrasket på hende og blinkede et par gange, som hun ankom til dyret der i starten havde hendes fulde opmærksomhed. Han sagde ikke noget til at starte med, først da hun fik øje på ham åbnede han munden for at svare. "Hej" Ligesom han lød det til at hun havde forventet at være alene i disse højder, og var blevet overrasket over at finde en anden.
Han havde hørt om en smuk rødhåret kvinde der var leder for en nærtliggende klan til hans egen, men han havde aldrig selv set hende. Torbjorn smilede roligt og måtte give rygterne ret i at hun var indtagende, men også tyndere end han havde ventet. Ikke at der var noget galt med at være tynd, men hun virkede til at mangle noget kød på kroppen og lidt i ansigtet til at give et mindre kantet udseende.
"Flot skudt" komplimenterede han, som han rejste sig og børstede den løse sne af sine bukser.

Sigrun havde set mange smukke mænd over årerne, men det var nok aldrig noget hun rigtig havde bidt mærke i. For hende var udseendet ikke alt, selvom hun da foretrak at blive holdt varm af en tonet mand. En arbejdsmand, ligesom hun selv var en arbejdskvinde. Ølmaver havde aldrig været hendes ting, og det var ofte ølmaver eller muskler man fik heroppe nord på. De små skravlede kroppe var typisk døde af kulden.
Hun rømmede sig lidt, og måtte ærligtalt lige komme sig over overraskelsen over at se et andet menneske herude af. "Jo tak. Jeg var bange for at den ville løbe fra mig, men heldigvis ikke," sagde hun med et bredt smil. Det kunne godt være at hun var lidt tyndere end hun burde, men hendes smil lyste stadig hele hendes ansigt op. Det hjalp selvfølgelig også at hun ikke så død ud i ansigtet mere. De fleste var dog ikke klar over hvorfor hun havde væk i månedsvis fra Norden, men det var de færreste udenfor deres klan der var klar over at hun i det hele taget havde været væk.

"Mit navn er forresten Sigrun... Sigrun Bjarnisdottir, og dit navn er?" spurgte hun uden forbehold. Selvfølgelig ønskede hun at vide hvad mandens navn var, før at hun spurgte ham om, hvor hun helt præcist havde fået vandret sig hen. Hvis der var menensker hun ikke kendte, og de ikke var banditter. Så havde hun typisk vandret længere end planlagt.

Hendes smil oplyste hele hendes ansigt på en måde der kun kunne få Torbjorn selv til at smile et bredere et af sine egne. Der var noget over hende, der var anderledens. Kvinderne i Norden var som mændene mere hårdføre og stærke, men hun virkede også dybere end det, blot på det smil han så der prydede hendes læber. "Heldigvis, det er en flot fangst" Torbjorn gik tættere på og satte sig på hug foran bukken. "Stærkt gevir" Geviret viste dem at det ikke var en ung buk, men en stærk ældre herre der havde klaret lidt af hvert i dette terræn. Man sagde at kødet fra et stærkt dyr gav styrke til stammen.

Torbjorn løftede de varme brune øjne til hendes som hun præsenterede sig. "Torbjorn Jerriksson" hendes navn virkede bekendt, men han var ikke selv nogen vigtig person hvad angik ledelse. Det kunne nemt findes flere Sigrun i norden, men det var ikke svært at ligge brikkerne sammen. Hendes hår og navn afslørede det mere for ham hvem han præcis var overfor lige nu. Men af en eller anden årsag var det ikke vigtigt for ham. Torbjorn rejste sig fra at sidde på hug. "Fra Baldr Icewalkers klan" han lavede en gestus mod området i den modsatte retning end den hun var kommet fra.

Sigrun nikkede og satte sig på hug ved dyret. Det var en god fangst, og især god efter den hårde vinter. Utroligt at dyret havde overlevet så længe. Det skulle i allerhøjeste grad bringe styrke til stammen. Så lang tid at hun ikke lavede maden. Der så også ud til at være en god mængde kød på. En god fangst, og turen tilbage til hendes egen klan, ville ikke være noget problem selv med det  halvsstore dyr. Selvom hun måske måtte gå i sin dyreskikkelse for det.

Hun kiggede nysgerrigt op på ham, da han svarede igen med sit navn. Torbjorn Jerriksson. Et godt nordisk navn. Hun skulle da også til at spørge hvor han kom fra, men tilbød det selv. "Aahh... jeg vidste ikke at jeg var kommet så langt væk. Du kan være stolt af at være en del af hans klan," indrømmede hun ærligt. Hun var selv stolt af sin egen klan, men hendes var bare ikke ligeså stor og mægtig, som Baldr Icewalkers var. Det havde Sigrun det fint nok med, hun var alligevel for hidsig til at styre noget stort som Baldr kunne. "Han er en god mand den Baldr. Et godt hoved på hans skuldre," indrømmede hun, men gav ikke selv noget udsagn om hvor hun var fra. Det var altid lidt mærkeligt at sige at hun var fra sin egen klan.

Torbjorn smilede, ja det var en længere tur hun var havnet på faktisk, men når man havde sporerne at gå efter, glemte man ofte hvor langt man nåede. Torbjorn selv var ikke fremmed til jagt, selvom det ikke var hvad han normalvis foretog sig, og han var heller ikke den bedste jæger i klanen - langt fra. Det eneste han mestrede til perfektion var at holde sig stille, alt andet kunne godt finpusses. Men så var det godt at han var en smed, og det kunne han. Han nikkede og havde et stolt glimt i sine brune øjne. "Han har altid behandlet os godt i klanen." han var stolt af sin klan, og han var stolt af at tjene under Baldr. Han vidste hvad han gjorde og diplomatien han udviste fejlede heller intet. Evner Torbjorn ikke engang turde drømme om, men han var glad for det han selv kunne give.

"Sigrun. Fra egen klan?" gættede han på med et skævt munter smil på sine læber og et spørgende blik. Det var tydeligt at intet blev skjult i hans ansigtstræk. Måske havde han gættet rigtigt, men intet var jo sikkert. "Jeg har hørt godt om dig, bare rolig" tilføjede han muntert med et varmt glimt i øjnene. Hun skulle ikke være urolig for hvad de andre klaner hørte, selvom der som altid var rygter. Dem havde han også hørt, men lige nu synes han helt ærligt ikke hun var en hidsigprop!

Sigruns kinder blev måske en smule mere røde, da han spurgte sådan om det og hun kiggede lidt væk, men smilet på hendes læber blev måske også lidt bredere. Hun rejste sig op og børstede noget af sneen af der havde sat sig på hendes skindtøj, mens hun var igang med at følge sporerne, og bare ikke havde lagt mærke til før nu.
"Ja, helt anonym kan man vel ikke være som klanleder," indrømmede hun, og det var helt sikkert ikke de gode rygter der kom omkring. Hun kunne være lidt hidsig, men hun havde bare mange ting hun ville sige, og nogengange var de gamle røvhuller altså for stædige. Så blev hun det også lidt selv, og så var det klart at hun virkede lidt hidsig. Hvis hendes far havde hørt denne her forklaring, ville han bare ryste på hovedet, og nævne at hun var det i alle aspekter af hendes liv.

"Godt om mig? Det kan jeg næsten ikke tro før jeg hører det selv," sagde hun så og smilede kækt til manden. Hvad havde han af gode ting at sige om hende. Fordi hendes temperament var ikke en af dem, og hun ikke sig selv som decideret smuk. Hun så okay ud, og mænd var interesseret i hende, men nogen mænd ville have en varm krop uanset hvordan den så ud, så et var ofte ikke til at gå efter. Hun kunne dog stadig godt lide sin krop. Intet galt i den.

Torbjorn bemærkede den røde farve der blussede lidt mere op i hendes kinder, selvom han ikke forstod hvorfor. Hun var en god klanleder, men måske det var mærkeligt at blive genkendt. Han grinede let og rystede på hovedet. "Nej, det er svært" specielt når man bar den røde farve der var sjælden blandt dem. Det var set, hans egen fader var en af dem, men ellers var den stærke røde farve der stod i stærk kontrast til sneens kridhvide nok hvad der først havde afsløret sig for ham, hvem hun egentlig var. Efter han var færdig med at blive overvældet.

Torbjorn kunne ikke lade være med at grine igen. "Okay, jeg har måske også hørt nogle mindre pæne ting" svarede han ærligt med et let drilsk blik i de brune øjne. "Jeg har hørt om din stædighed og ikke mindst dit temperament. Men jeg har også hørt de mere vigtige ting. Din passion, gåpåmod og lederegenskaber. Du vil det bedste for dit folk" svarede han med et roligt og varmt smil på sine læber. Der var også en god portion rygter om hendes udseende, som han måtte støtte. Men det var ikke det vigtige iblandt alt det han havde hørt. Ikke for ham i hvert fald. "Stædighed og et temperament er ikke nødvendigvis kommet af noget dårligt" han huskede tit hvor hysgerisk han mor kunne blive når de gjorde noget farligt, eller når især han ikke hørte efter. Det kunne være ekstremt irriterende, belastende og forfærdeligt at konkurrere imod, men der var som regel en vigtig grund bag.

Det var sjældent at folk kom direkte til hende og nævnte at hun faktisk var en god leder. HUn måtte gå ud fra det, når ingen havde prøvet at tage en post, men de færreste var villige til at give hende disse komplimenter, for hun var irriterende og belastende. Her kom hun og vendte op og ned på alting, fordi hun havde en masse gode planer. Ikke alle værdsatte dem til at starte med, men når de blev indført, så var folk oftes glade. Især fordi at de ville kæmpe hårdere for det, hvis det ikke var en god ide.

"Jeg er da glad for at folk mener det, selvom folk ikke altid er så glade for at jeg ødelægger de ting de ikke har gidet at gøre noget ved de sidste 50 år," indrømmede hun smilende til Torbjorn. "Jeg ville ikke være så stædig, hvis det ikke var for min klans bedste," en løgn ifølge hendes far. "Men jeg ville ikke egne mig til en position som Baldr sidder på. Det er helt utroligt at han kan klare det, men jeg er glad for at han kæmper for os." Hendes øjne brændte næsten, som hun tænkte på det. Nordens selvstændighed. Noget hun havde ønsket næsten hele sit liv, og det var bare blevet stærkere efter hendes tur som slave.

Det var ofte svært for folk at være ærlige overfor hinanden. Noget rent vrøvl vis man spurgte Torbjorn. Han ville aldrig bryde sig om at såre en anden person ved det han sagde, men enhver fortjente sandheden, om den var god eller dårlig. Man fortjente at vide man gjorde et godt stykke arbejde, som man også behøvede at vide hvis noget gik dårligt. Ikke alle delte den mening desværre.
Torbjorn smilede og nikkede sammentyggende. "Det er aldrig nemt at ændre ens vaner og gamle traditioner" medgav hende fuldstændig. Noget han selv kendte. orderne; jamen sådan har vi altid gjort, var ikke fremmede. På nogle punkter var det godt at fastholde traditioner, men de var også nødt til at følge med.

"Jeg tror ikke mange ville kunne klare det" svarede han sandfærdigt og med en alvorlig mine. "Jeg er en simpel smed, jeg ville ikke engang kunne holde styr på en mindre flok!" hudløst ærligt. Han var ikke ledertypen, ønskede ikke det ansvar og kunne ikke administrere det. Torbjorn lod sig indfange af flammen i hendes blik. Passionen han før havde nævnt skinnede tydeligt ud af hende, og hun kæmpede for det hun fandt rigtigt og vigtigt. Ligesom Baldr gjorde. "Jeg er glad for at alle lederne kæmper for os. Baldr kan klare mange ting, men han kan ikke klare det hele alene." han var dygtig, men Nordens selvstændighed kom ikek til at hvile på en mand alene. Han behøvede støtten de andre kunne give ham, og viljen i folkens hjerter.

Sigrun nikkeder anderkendende. Især de ældre havde svært ved at ændre på de ting de vidste og gjorde, men det var ofte en forbedring, når tingene endelig kom igennem. Alligevel var det utroligt hvor mange gange Sigrun havde gået fra et møde og været hidsig, irriteret og sur på verdenen. Der var sjældent nogen der var så stædige som hende, men når de var, så var det et helvede.
Hun kiggede ekstra nysgerrigt på ham, da han nævnte at han var smed. Det ville i hvert fald forklare den pæne krop, selvom den stadig var skjult godt under tøjet. Det kunne godt være at det var sommer, men det var stadig Norden. her blev aldrig rigtig varmt. Ikke ligesom nede i Rubinien. Bare tanken om Rubinien kunne få Sigrun til at gyse. Det var godt nok et forfærdeligt sted.

"Det er en fællessag for os alle. Det ville ikke være i orden at en mand stod for det hele. Det glæder mig bare at vi har fået samlet Norden," indrømmede Sigrun. Hun var stolt af sit land, og snart skulle de nok blive frie. Det var lidt som om at hun allerede havde glemt at hun stod og snakkede med en fremmede mand om det. Dyret for hendes fødder var nærmest også glemt, selvom det var hele grunden til at hun var her.

En fordel ved altid at være rolig og tilbagelænet var at han bedre forstod hvad folk egentlig fortalte. Ikke kun ud fra hvad de sagde, men også hvad de viste. Så da der gik en gysen igen Sigrun, blinkede han et par gange med hovedet let på skrå. Hun så ud til at have nok tøj på til at holde varmen heroppe, men derfor kunne det stadig være vinden der havde bragt kulde med sig. "Fryser du?"

Torbjorn nikkede, enig i hvad hun sagde. Han selv havde svært ved at se hvordan han kunne bidrage, om der overhovedet var noget han kunne stille op for at det blev nemmere. Han var, som han selv havde sagt, en simpel smed. Men han hjalp hvor han kunne. "Hvad med Dragorn? Ved vi hvor de står henne i alt dette?" han havde hørt både det ene og det andet. Dværgenes folk var ikke nemme at finde hoved eller hale i. Et stædigt folkefærd, måske næsten lige så stædige som Sigrun sagde hun selv var. Tanken fik et let smil til at komme frem på hans læber.

Det var ikke meningen at han skulle opdage denne lille ting hun var begyndt at gøre. Det var ikke meningen at nogen skulle opdage det, så hun skyndte sig bare at ryste på hovedet. Hun var ikke kold, ikke andet end når hun tænkte på tiden som slave, som hun prøvede at holde sig væk fra at tænke eller tale om.

"Vi ved det ikke rigtig endnu," indrømmede Sigrun så. Det var bedre bare at forsætte samtalen. "Vi prøver at finde nogen der kan tage op og snakke med dem, men vi håber de er på vores side, efter vi som sagt hjælp dem da de var besat," pointerede Sigrun forsigtigt, men det var ikke nemt at finde nogen der havde lyst til det. De fleste havde kommet forbi en dværg eller to før, men dværgeriget var kendt for at have ekstra stædige dværge, og også voldsomt stolte. Det eneste de kunne regne med, var at Nordfolket havde hjulpet Dragorn fri, mens Lyset ikke rigtig havde givet det et ordentlig forsøg.

Torbjorn kiggede på hende, som hun rystede hovedet. Man kunne godt se undren i hans ansigt, men også accepten af hendes hovedryst. Han ville ikke presse sig på med noget der ikke vedkom ham. Dertil, selvom det havde været et hurtigt hovedryst, kunne det også simpelt være at hun ikke frøs. Ingen grund til at gøre noget til mere end det var.

Torbjorn nikkede. "Jeg har ikke megen kendskab til dværgenes skikke." svarede han med en eftertænksom brummen "Andet end de er stædige og et stolt folk" det havde han hørt de andre fortalt ofte. Men det var vel en fordel at Norden havde hjulpet dem til en befrielse dengang. "Ved du om lyset har haft kontakt til dem siden befrielsen?" det var vel vigtigt at tænke på. Nok havde lyset ikke hjulpet dengang, men hvis de begyndte at bruge tid og ressourcer der nu, kunne det være svært at overbevise dværgene om hvem deres egentlige venner var. For var Lyset i bunden det? Var de villige til at ofre og have Nordens folk i tankerne? Den seneste tid havde det ikke virket sådan. Et stærkt vindpust sneg sig op af bjerget og fik Torbjorn til at løfte en hånd for at skærme sit ansigt mod den løse sne vinden havde hevet med sig.

"Der har ikke været nogen meldinger om nogen fra Lyset der har krydset grænsen til Nordlandet, desværre kan vi ikke være helt sikkert. Det kan være at de rejser civilt, og da vi i øjeblikket ikke har en ordentlig kontakt til Dragorn, gør det en smule svært at være helt sikker. Vi må bare håbe på det bedste, når vi sender en derop," indrømmede Sigrun. Hun ville elske selv at tage derop og snakke med dem, men det var meget klart at hun ikke var den bedste diplomat. HUn ville bare blive hidsig hvis de ikke forstod hvad hun sagde.

"Vi beslutter nok noget på det næste møde. Du kan vel vælge og møde op. Det er trods alt åbent for alt nordfolk der vil stå ved vores side," sagde hun, og et drillende smil kom på hendes læber og i hendes øjne. Det ville da ikke være det værste at se denne Torbjorn igen. Han virkede som et klogt individ, og det var ikke ligefrem fordi at Sigrun fik mulighed for at snakke med mange udenfor hendes stamme til hverdag. Det var rart med noget nyt.

Det var ikke nemt at holde styr på hvad dværgene havde gjort og ikke gjort, eller haft besøg eller ikke besøg af. men de havde selv øjne og øre gemt i Nordlandet der kunne rapportere hvis det var set at et offentlig fremmøde af lysets krigere havde været i Dragorn. Det skræmte ham faktisk lidt at ingen havde været forbi dragorn for at se til hvordan det stod dværgene til. Var lyset virkelig så ligeglad med folket i Nord? "Det må vi"

Torbjorn smilede med en let overraskelse i de brune øjne. Han vidste godt at nogle af møderne var frit tilgængelige når blot man ønskede at stå sammen med nordfolket, men han havde altid tænkt at han alligevel ikke forstod sig på hvad der foregik og derfor gjorde mere nytte i sin smedje. "Jeg må hellere møde op til næste møde så. Jeg er nok ikke til megen nytte, men jeg er god til at lytte" Nej, han var ikke nogen type der kom med protester eller råbte op for at blive hørt. Han ville med stor sandsynlighed ikke ytre et ord under hele mødet. "Det trækker op - Kan du nå hjem med krondyret inden her bliver for koldt?" Han hjalp hende gerne. Han regnet med at Nordfolkene i hendes klan var lige så gæstfri som dem i hans egen, så han havde intet problem med at gå længere væk fra sit eget hjem for at hjælpe hende hjem i stedet. Hun havde trods alt lidt mere at bære på.

Sigrun kiggede op som han nævnte at det var begyndt at trække op, og hun kunne godt se de store faretruende skyer der var begyndt at trække ind over landet. Man kunne aldrig vide sig sikker med sådan en form for skyer.
"Forhåbentlig, jeg havde slet ikke set dem komme," indrømmede hun bekymret. Hun havde regnet med at hun let ville kunne nå hjem, men hun var måske faldet lidt i snak med Torbjorn, og tiden var vidst gået lidt hurtigere end hun havde regnet med. Det var da godt nok irriterende. Hun havde dog på ingen måde i sinde om at spørge Torbjorn om hjælp. Hun kunne ikke udsætte nogen anden for uvejret der var på vej, og hvis han hjælp hende hjem, så ville han ikke selv nå atk omme hjem. Hun var ikke dum. Desuden havde de lige mødt hinanden, hun tvivlede på at han ønskede at bruge en nat i hendes hytte. Eller hun boede der jo teknisk set stadig min far.
Derfor begyndte hun at overveje den bedste måde at tage det store dyr med hjem. Hendes dyreskikkelse var for lille, så hun måtte tage den på nakken og håbe på det bedste. Godt hun havde nogen muskler til at bære med, ellers ville situationen være lidt svær.

Torbjorn havde mest fornemmet det som vinden var trukket til i styrke, selvom det ikke havde været vanvittig overdreven. Alligevel var skyerne et helt andet tegn og langt mere faretruende. Sne, hagl eller regn. Ligemeget hvilken en det formentlig var, gjorde det en rejse ubehageligt. Torbjorn så bekymret på hende som hun så ud til at have en mindre diskussion med sig selv hvad hun skulle gøre med dyret for det var ikke et lille bytte hun havde nedlagt.

"Sigrun, jeg hjælper dig gerne tilbage" at sne inde derhjemme eller sne inde i hendes klan kom vel ud på et - faktisk ville han foretrække hendes eftersom det betød han ville have hende at snakke med. Så at tilbyde hende hjælp tilbage, var det eneste valg han ville stå ved lige nu. Han satte sig på hug og fik fat om Hjorten og løftet den op på ryggen med en let anstrengt lyd. "Men du får selv lov at bære ham når vi kommer ned i nærheden af hytterne" han blinkede drillende til hende, som han fik hanket op så dyret ikke gled af igen, og sad mere behageligt. Geviret var en smule forstyrrende som det stak frem. Upraktisk når det kom til flytning, men flot at have til at hænge på væggen.

Sigrun kiggede forundret på manden der nu tilbød hans hjælp. Ikke nok med at han tilbød hans hjælp, han havde faktisk taget hele det store dyr på skuldrene. Han havde ikke så meget spurgt, som at han havde tvunget hende til at tage hans hjælp. Noget hun ikke så ofte hos folk i andre klaner, især ikke når det gik ud over klanen. HUn var selvfølgelig taknemmelig, men hun var ikke sikker på hvordan hun ellers skulle have det.

"Er du sikker på det? Det trækker op. Når vi når til min klan, er stormen allerede begyndt, du bliver nok nødt til at overnatte hos mig," sagde hun grav alvorligt. Der havde altid været spændinger mellem klanerne, de var blevet mildere efter de alle var gået under Baldr, men der lå stadig noget i det. Det var bare sværere at stole på nogen der ikke var fra samme sted som en selv. Alligevel stolede denne mand helt og holdent på hende, og på en måde stolede hun også på at han ikke bare ville løbe væk med den. Det var en underlig situation for Sigrun at være i.