Log ind Opret bruger
Plotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100 år

Skaber: Plotmaster


Det Brændende Tempel


Den lille tempelbygning af sorte sten havde stået i et ensomt hjørne af Den Hellige Bydel i adskillige århundreder. Det udskårne, dæmoniske hoved over indgangsporten var med tiden blevet slidt og flere af stenene, der udgjorde bygningsværket, var begyndt at smuldre bort. 
Under De Dæmoniske Plager havde mange set skævt til templet, enkelte spyttet foran dets døre, men ingen turde gøre mere, for inderst inde frygtede de Dæmonkongen Zaladins vrede. Af samme årsag havde de få præster, der passede templet, fået lov til at forblive i fred... indtil i dag.
En større mængde af folk havde efterhånden samlet sig foran templet, selvom der var under en time til solnedgang. Himlen over byen var præget af blodrøde farver fra den nedgående sol, og folk hviskede til hinanden om det, der skulle ske. Foran templets indgang stod en gruppe af præster fra Kiles Orden, og en af dem trådte frem og gjorde mine til at tale. Det var Leoric Emhyrean: Ypperstepræst for Kiles Tempel og leder af Ordenen.

"Ved genåbningen af Dæmonriget Kzar Mora, har guden for ondskab sendt alt for mange sjæle for tidligt til Kiles rige." Ypperstepræstens stemme klang hen over forsamlingen, hvor der nu var blevet stille. Spændte udtryk kunne ses i de nærmestes ansigter. Bag Leoric var præsterne gået i gang med at stable brænde op langs templets mure.
"Men Kiles Orden er ikke bange for Zaladins ondskab. Dette her er vores by, og vi vil lade jer vide, at de, der beder til Zaladin, ikke er velkomne her!" Med disse ord greb ypperstepræsten en fakkel fra den nærmeste kilepræst og gik hen til templets dobbeltdøre. Han hævede faklen og med et kort blik tilbage på de forsamlede, lod han den falde. Brændet omkring templet fængede med det samme, og efter kort tid stod flammerne højt omkring dæmonkongens tempel. Kilepræsterne trak sig tilbage fra ilden og folkemænden gjorde plads til dem. Ypperstepræsten havde forladt folkemængden, men mange blev stående for at se på flammerne.
Man forventede at høre skrig inde fra templet, for ingen havde set Zaladins præster forlade bygningen, men selv da ilden brændte over hele templet, var der ganske stille. Måske havde de nået at flygte..

Alle der befinder sig i Hovedstaden, kan deltage i eller reagere på tråden. Det er op til deltagerne, hvad der videre sker. Det er også tilladt at forsøge at redde noget fra templet. 
Lilith
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 1756 år

Skaber: Jinx

Ind imellem de mange kile præster der stod foran templet og kiggede på branden, stod denne rødhåret dæmon med et næsten trist og hævngærrigt blik, og udtryk på sig. Rygter, og snakke i kroge her og der omkring branden af Zaladin s tempel, havde gjort hende bevist på at hun var nød til at se om det passede, hun havde sat alt hendes tro og kærlighed til hendes gud, for hende betød Zaladin alt. Hun havde altid vidst hun havde god grund til at tro på ham, og var det ikke for de masse snakke her og der omkring det brændende tempel, var hun slet ikke ankommet til Den Hellige Bydel.. Normalt befandt Lilith sig slet ikke i området, jo måske noglegange i hovedstaden, men det var så også det. Hun stod og kiggede på branden, knugede begge hænder og næsten havde lyst til at stoppe det, hun ville ikke se det tempel der tilhørte hendes elskede gud Zaladin gå fortabt, det måtte ikke ske. Men igen hvad kunne hun gøre, der var ild, flammer, gnister overalt, og selvom hun var grusom og ret så ondsindet, var der sikkert også alt for mange kile præster til at hun kunne dræbe dem allesammen. Det ville sikkert også skabe stort slagsmål, måske ikke være så heldigt hvis hun gjorde det, på den anden side kunne det nu også være meget sjovt og hyggeligt, men hun var hvist ene dæmon omkring kile præsterne, og hun havde slet ikke set nogle andre af hendes slags. Hendes øjne blev bestemte og hun valgte at gå lidt væk fra menneske mængden, hun stod nu blot og kiggede på flammerne, det var virkelig trist i hendes øjne, og tankerne om hvordan hendes gud ville have det med det, var efterhånden begyndt at presse sig på hos hende. 


Lilith var så stædig, og så muligheder i at redde templet, men hun var ikke dum, fordi det så mere og mere ud til at det allerede var forsent. Og desuden ypperstepræsten tale chokerede hende ikke rigtigt, ja hun var ret usikker på hun rent faktisk havde hørt efter hvad der blev sagt, og talt om. Og da hun så hørte ordene om at dem der beder til Zaladin ikke var velkomne her sank hun en klump i halsen, dog på den anden side smilte hun bredt. Se det var meget spændende, hun var faktisk kommet forbudt hen til templet her, og blandt menneske mængderne, måske ikke en god idé at hun var her, men på den anden side holdte hun sig godt skjult i skyggerne ogm mørket. Ja Lilith havde været så lusket at hun havde taget en lang sort kappe med, og taget den over sig, hætten var trukket op over hovedet, så de fleste ikke kunne se hende, men på den anden side kendte de hende nok ikke. Og hvis folk ikke vidste hun var tilbeder til Zaladin kunne hun måske slippe afsted med at være her. 

Der var dog noget der gik op for hende der var sikkert tilbeder af Zaladin fanget inde i templet, og det kunne være hun skulle hjælpe dem, dog var ild ikke noget problem for hende, hvis det var var hun blot for stædig til at lade den bremse hende. Dog stod hun stadigvæk gemt lidt væk, og overvejede hele situationen om hvad hun mon skulle gøre. Hvad skulle hendes træk være, hun var ret sikker på hun ikke ville afsløre at hun var tilbeder til Zaladin, for gjorde hun det ville det blot ene galt. 
~¤Being evil is easy.

~¤Pain and pleasure, like light and darkness, succeed each other.

~¤One death is a tragedy; one million is a statistic


Nyssa
Krystalisianer

Neutral Ond
Race: Dæmon
Alder: 2760 år

Skaber: Ela

Ligesom så mange andre, havde Nyssa også hørt rygter og forargelser over Zaladin og det skade han havde forårsaget. Nyssa fnøs kort over det, da hun ingen tros retning havde, men blot gjorde som hun fandtes sjovest samt at se mørket atter reagere. For Nyssa havde Zaladin intet at gøre med det forhold, hun kunne svare for alle andre væsner, men hun var sikker på at hun næppe var den eneste som både var ond, elskede og dræbe og per automatik tilbad Zaladin.

Af generel nysgerrighed var hun også taget hen foran hans tempel, hun havde taget en lys kjole på i noget silke lignede stof, samtidig havde hun sat sit hård op i knold, så lignede hun ikke helt sig selv. Nyssa valgte specifikt denne fordi den var mere naturlig og hun ville fremstå mindre ond og uskyldig, og dermed bedre gå i et med mængden der befandt sig der. Som hun stod der i mængden begyndte ypperstepræsten at snakke, hun fnøs over hans ord. De var ikke kun Zaladins tilbeder der havde givet ondskab til landet, hun havde også. Hun havde endda taget adskillige liv. Så hvis blot var helt ond uden at tilbede Zaladin, så måtte man godt være her? Garanteret ikke, reglerne ville garanteret blive bøjet. Nyssa fnøs og råbte derefter ud i mængden ”Er vi så bedre end dem? Er det korrekt at dræbe andre, bare fordi vi ikke forstår dem? Eller blot fordi de tilbeder en bestemt Gud?” Nyssa ville bestemt ikke lade dette gå forbi, selvom hun ikke tilbad Zaladin så syntes bestemt ikke det var iroden at både brænde et ærefuldt tempel og samtidig lade de tilbeder der var, brænde op. Skulle det vise sig at være gode hjertet som de ellers snakkede om. Eller nu var de måske også herre over hvem bør leve og dø, bare fordi de var Kile præster. Nyssa så afventede ud på mængden, hun ville se deres reaktion se om de virkelig var sunket så dybt, og hvis der endelig kom problemer ville hun med det samme teleportere sig væk fra stedet.

Baldwin
Lysets General

Retmæssig God
Race: Halvdyr
Alder: 39 år

Skaber: Hobbit

"De er HVAD?!" Halvørnen rejste sig så kraftigt at stolen han førhenværende havde været placeret på, væltede bag ham med et ordentligt raballer. Den stakkels knægt der stod i døråbningen klamrede sig fast til døren. "P-p-på vej til at b-brænde Zaladins temple?" Baldwin stirrede bare på ham med et både vredt og forbløffet blik. Generalen var ikke vred på den unge knægt der knap var fyldt seksten, der blot gjorde sin pligt ved at løbe tilbage og fortælle om hvilke optøjer der skete i byen. Muligvis fordi krigeren der havde ham i lærer bad om det. "Tak Barn." Baldwin nikkede til drengen, der hurtigt lukkede døren og formodentlig med hastige skridt forlod salen. "Erik, jeg har en stærk formodning om at vi kommer til at behøve vand og assistance. Kom så hurtigt I kan" Selv gik Baldwin direkte ud på balkonen og sprang over kanten, inden han slog vingerne ud og fløj i templernes retning.

Baldwin landede let og nogen ville sige elegant, på et nærtliggende temples tag. Et temple for nogle af de yngre mindre dyrkede guder, men ikke destrumindre kunne han se ned over forsamlingen til hans øjne ramte den velkendte kutteklædte satan. Leoric var allerede begyndt at tale i det Baldwin var landet, men han havde ingen problemer haft med at høre orderne. Nødigt ville han indrømme at han også nærede en foragt for dæmonkongen, som Zaladin blev kaldt i folkemunde, men der var grænse til misbilligelse af en tro, til at sætte ild til templer, samt muligvis uskyldige derinde. Baldwins øjne snævrede sig sammen til en ond skulen ved orderne vores by. Nok var han nyforfremmet, men sidst han tjekkede var dette dronnings by. Som Leoric overtog faklen lettede Baldwin på ny og fløj over folkemængden, til nogles forbløffelse. "Leoric!" Baldwin kunne havde svoret at han så morskab bag den hvide maske, i det han forlod mængden. Baldwin landede foran templet, og så rasende efter ham - men valgte lå mellem at slukke en ildebrænd eller tale alvorsord. Alvorsord kunne vente.

I stedet vendte han sig mod de frodende flammer, der allerede havde taget mere end godt fat i det gamle tempel. Han var ikke sikker på om det stod til at redde, men hvad de kunne sørge for var at det i det mindste ikke bredte sig. At der var tyst som graven forvirrede ham mere end godt var. Var der levende til stede eller stod templet tomt? Var de blevet advaret, præcis som han selv?
Baldwin vendte sig ved lyden af en stemme der råbte op, og ikke som modstand af templet. Enkelte fra mængden mandede sig op og råbte Zaladin yngel, efter kvinden. "Stilhed! Kvinden har ret. Se på hvad håbløshed og frygt har gjort ved jer" han pegede på det brændte tempel. "Der kan være levende mennesker bag disse porte, samtidigmed at i fryder jeres hænder over at endnu et ondskab er slået tilbage. Branden vil brede sig. Mere end bogstavelig talt. Fortæl mig lige igen hvem der er den onde her"

Gloria fortis miles

Netrish
Kiletilbeder

Retmæssig Neutral
Race: Skovelver
Alder: 181 år

Skaber: DragonFlower

Netrish stod blandt de andre af Kiles Orden, klædt i sort kutte, hvid helmaske og ordenes sværd ved sig side. Hun stod sammen med en lille gruppe præster der betragtede den brændende bygning. Hun havde ikke været der til forberedelserne. Dette var ikke en opgave hun havde været kaldt til.. og hun takkede Kile for det.
Men det var ypperstepræstens bud, så det var ikke hendes plads at stille spørgsmål ved?

En kvinde nær hende råbte ud. Netrish mine blev en anelse stram bag masken. 'Vi'? Hun lignede bestemt ikke en af Kiles børn. Og hendes ord talte endnu mindre for det... Hun talte uden forståelse, men hendes ord blev hørt.. Og generalen smed brænde på det metaforiske bål han selv nævnte. 

Netrish vendte sig mod generalen og kvinden der havde råbt ud, og talte med klar rolig stemme "Generalen har ret i én ting. Vi kan ikke tillade at brænden spreder sig til de andre templer" hun vendte sig mod gruppen fra Kiles Orden hun stod med "Spred ordet til de andre, og be dem råbe op hvis ilden kommer ud af kontrol. Vi skal bruge folk på alle sider af templet! De resterende henter vognen fra templet og fylder den med så mange spande vand i kan. Og forsøg ikke at spænde hesten for, den vil blot blive skræmt af ilden" hun havde som sådan ingen reel autoritet over de andre, men hun brugte 'kommando stemmen' som Asbjørn kaldte den, og det virkede fremragende.
Hun vendte sig mod generalen igen "Men De havde et spørgsmål general.." hendes stemme var igen rolig og fattet, men høj nok til dem omkring ville kunne høre den "Hvem er de onde her.. Er det Zaladin, der foragter livet og sværger at indhylle verden i mørke? Er det Aladrios for at lade verden ude af balance? Eller er det Kile, for at bryde sin neutralitet i gudernes balance? For at bringe mad til de bønder Isari ikke kan nå? For at gå med byvagten i natten hvor Azurs styrke svigter? Er vi de onde for ikke blot at se passivt til og lade folket dø, rettidigt eller ej? Det er Kiles Vilje at vi alle går til hende når vores tid er - Og hvem kan vide det bedre end hendes ypperstepræst? Hvis nogen var efterladt derinde, var det deres tid. Det har hans Gejstlighed uden tvivl set til"... håbede hun.
You got what everybody gets. You got a lifetime.
Netrish Nardarlah, elver, omrejsende Kile præstinde
Dionisia
Lysets Ridder

Neutral God
Race: Halvdæmon
Alder: 29 år

Skaber: Zzz

Det havde været med en meget bitter smag i munden at Dionisia havde set hvordan 'Kiles orden' havde stablet brænde og træværk op af Zaladins tempel, da hun selv næsten lige var trådt ud af Leanders tempel, efter endnu et af de kedsommelige ritualer hun var nødt til at gennemgå, hvis hun selv ville holde sin del af aftalen der var lavet i forbindelse med hendes bryllup.. 

Hun var blevet der, havde observeret inden hun havde taget en beslutning om at blive der istedet for at gå tilbage til sit værelse på paladset. Noget var i gærde, noget der umuligt kunne være godt.
Lænet op imod det ene tempel forblev hun observant på sin plads, havde bemærket hvordan flere var trådt til, nysgerrige tilskuere, tilhængere og des lige. Det var til at få kvalme af.
Så kom talen, og faklerne. 
Hun havde meget nær fløjet over for at sparke faklen væk fra Leoric, kun suset fra et par vinger, fulgt af synet af hendes nye general hold hende fra at gøre noget dumt. Istedet skubbede hun sig væk fra sin plads, og asede og masede sig gennem mængden og dens veloplagte forbanden af Zaladin og dennes tilhængere. 
Olme blik blev sendt i et par enkeltes retning, inden hun indfandt sig nær den ophidsede Baldwin. 
" Hvis det her er  Kiles vilje, vil jeg aldrig slutte mig til Kile. " Kom det dæmpet, sammenbidt fra hende, kommenterende på præstindens snakken. 
Selfølgelig kunne hun ikke selv bestemme om hun ville dø eller ej, men hun fandt det rent ud tåbeligt at brænde andre guders templer, at hvis det var en guds måde at vise sin magt på, så var ordenen i den grad gået for vidt. Men hun kunne jo altid håbe at hun ville genopstå som en engel, eller kunne få en vampyrs skæbne.. Ikke at det var videre tiltalende, men det virkede for hende bare bedre end tanken om at møde Kile. 
Hendes blik gled over på det brændende træ og templet. Hvis træet kunne fjernes ville det være lettere at kvæle ilden med hendes evne til at regulere med temperaturen i genstande. " Og I mener selv at det er tid at dem i templet dør nu? Er det måske Kiles vilje? "
Hun havde endnu ikke set dem i templet forlade det, og hele situationen gjorde at hun var nødt til at aflade sin frustration over det hele på den ene eller anden måde. For nu, var det mest at se i de tæt knyttede næver, og en mindre ændring i temperaturen omring hende, der lod til at blive køligere..
Hun tvivlede at hun kunne få sin evne til at holde hele templet koldt, men ikke desto indre havde hun forskellige løsninger uanset hvad. Hun trådte flere skridt hen imod templet, inden hun stoppede op og sendte Baldwin et spørgende blik. Om han havde bedre løsninger til at redde folkene end at stå og snakke om guderne og hvad de stdfor og ikke stod for.
  
Etheldred|Grevinde|Lysets ridder|Cambion
Avatar lavet af Anotherwanderer
Reina
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Engel
Alder: 86 år

Skaber: Helli

Selvfølgelig havde der været en vis nysgerrighed, selv for Isari præsterne, da en stor menneskemængde var begyndt at samle sig i den afkrog der tilhørte Zaladins tempel. Det var et usædvanligt sted at holde til, især i disse tider,  hvor alle forbandt Zaladin mere end de plejede. Selv Reina havde sendt blikke mod templet når hun en sjælden gang gik forbi. Hun gjorde dog aldrig noget, for det var ikke hendes plads at sige hvad de skulle tro på, og om templet havde lov til at være her. Det havde jo ligeså meget lov til at være her som alle de andre templer. Zaladin var en gud, til trods for at der ikke var mange der kunne lide ham.

Dog chokerede det stadig, da en af de kommende præstinder, der stadig være under oplæring, kom og overbragte nyhederne om at Zaladins tempel var i flammer. Det bed og rev i Reinas hjerte da hun gik udenfor Isari katedralen og fik øje på det lille tempel. De var langt fra hinanden, men selv herfra kunne hun se de store flammer omsluge bygningen.
Hun var helt lamslået og kunne nærmest ikke rykke sig ud og flækken som hun så på flammerne, selvom hun ingen ide havde om menneskemængden der var derovre. Det enste hun kunne hviske var "Må Isari være med dem."

Det føltes som timer, før at Reina endelig rettede sin opmærksomhed mod den unge pige. "Se om der er brug for hjælp til at slukke det, eller redde dem der er der, men lad vær med at rend i vejen. Og bed for alt i verden om at Isari må være deres sjæl nådig, hvis de stadig er derinde."
Måske var det et underligt træk for Reina ikke selv at gå over og hjælpe til, men hun havde mærket blikkene det sidste stykke tid. Folkemængden var ikke med hende, og det skulle ikke undre hende hvis hun også snart ville begynde at blive overfaldet. Forhåbentlig ville Kile-præstenre ikke vende sig mod hende, men folkemængden havde. I det mindste var de andre præstinder mere i sikkerhed. De var ikke så åbenlyst et mål.

//Reaktion, så spring mig over
Lilith
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 1756 år

Skaber: Jinx

Efter at have stået og kigget på det brændende temple, og mængden af folk som var her, smilte hun lidt for sig selv, og besluttede sig for at gå lidt tættere på, hun havde fået lysten til at undersøge templet indenfor, og hun gad ikke afsløre at hun var dæmon, dog efter talen pigen havde haft, fik hun mere og mere lyst til det. Også mest fordi Lilith kunne dufte samme race som hende selv, så hvorfor ikke bare smide overtøjet, og vise både den blå hud, men også de synlige tegn på hun var dæmon, men igen der var ikke så mange dæmoner herhenne ved templet, der var flere kile præster, og sikkert også tilbeder af kile, og folk som hadede Zaladin...Dog var Lilith ligeglad med det, hun forgudede Zaladin, var en af de guder hun faktisk kun sådan rigtig satte hends tro til, og forgudede, hun så heller ingen grund til andet, Zaladin var den mægtigste gud i hendes øjne, og at nogle folk havde valgt at brænde hans tempel, kunne hun stadigvæk ikke forstå, så hun knugede begge hænder hårdere sammen, og gad ikke stå og tænke for meget over det ødelagte tempel, nej hun var lige i øjeblikket optaget af tankerne om, der sikkert var nogle tilbeder af Zaladin inde i templet, så det første hun gjorde var at tage overtøjet af, så folk faktisk ville få øje på hende, selvfølgelig var det dem der måske kiggede hendes vej, eller noget, men hun valgte at råbe ud til næsten alle der var i nærheden”Zaladin vil hævne sig på det her!!, hvis ikke så er jeg sikker på os tilbeder af ham vil sørge for det, og hvis i nu vil have mig undskyld”hurtigt forsvandt Lilith væk fra det sted hun stod, og var pludselig løbet ind i flammerne og ilden, dog havde hun hoppet op på templet, bare for at se om hun kunne redde nogle af dem som var derinde, der måtte da være en eller flere, som var fanget derinde. Om brænden ville skade hende, var hun ligeglad med, en dæmon som hende kunne klare lidt af hvert, og enlig var varme og ild ikke det værste hun kendte til.
 

Så det røde hår der tydeligt kunne ses, og folk ville sikkert finde det underligt, eller føle en trang til at dræbe hende eftersom hun var tilbeder af Zaladin, dog på den anden side, var hun ligeglad, og normalt ville hun heller ikke redder andre end hende selv og de få hun stolede på, men når det galdt Zaladin hendes gud, gjorde hun alt der skulle til, for at hjælpe. Så denne blå dæmon stod nu inde i templet, og ledte efter folk, hun kunne høre nogle, og fornemme der var nogen herinde, og hun undgik de store flammer og gnister der var herinde. Varmen var til at holde ud for hende, men ikke for de fleste af dem som var herinde”Tssst...Typisk folk at udsætte folk for det her... Bare generelt udsætte dette smukke og unikke tempel for det her..Hævnen skal nok blive sød og smertefuld!”råbte  hun mens hun hurtigt gennemsøgte templet efter folk. 
~¤Being evil is easy.

~¤Pain and pleasure, like light and darkness, succeed each other.

~¤One death is a tragedy; one million is a statistic


Nyssa
Krystalisianer

Neutral Ond
Race: Dæmon
Alder: 2760 år

Skaber: Ela

Som nogen begyndte at kalde hende ’Zaladin yngel’ tænkte hun at de virkelig var sunket dybt. Trods at Nyssa ikke havde nogle forstilinger om deres savn eller afmagt de måtte have følt igennem plagerne, så kunne hun ikke sætte sig ind i deres tankegang. Hun havde altid troet de var gode folk der aldrig ville gøre andre fortræd. Som Nogle af dem skulle til at komme hen til hende, kom en ørn af en art. Nej sørme om det ikke var den nye lysest general, der som sådan forsvarede hende eller rettere sagt delte hendes falske holdning. Indvendig smilede hun, hun ville elske at slå ham ihjel, men dette var næppe tiden eller stedet, samtidig ville hun nok hellere ikke have en chance imod ham. Alligevel ville det være sjovt at se hans sidste øjeblikke.

Ligesom så mange andre, begyndte folk at gøre noget ved brænden så det ikke vil bredde sig. Selv Nyssa hjalp til blot for at følge situationen for at se hvordan de forskellige ville reagere og gøre. Hun så kort imod den Kile præst der spurgte til hvem den onde var? Åh så denne ypperstepræst var nu blevet til bøddel, en der bestemme hvornår tiden var for nogen hun fnøs. Tænk at Kile var blevet sådan, det ville blive spændende at se hvad det næste blev til. For nu var hun stille, da en anden sagde det hun tænkte på. Nyssa var tæt på at grine da en tredje råbte at Zaladin ville hævne sig, Nyssa fandt det hele komisk, Kile havde blot gjort tilbederne endnu mere gale og nok også mere trodsige om de ønskede det eller ej, havde de nok fået sig en større fjende. 

Atheena
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 21 år

Skaber: Lorgath

Uheld forfulgte hende åbenbart som en steppebrand. Først mærkelig troldeagtige væsner uden for hovedstaden, og nu dette? En brand mens hun var i Zaladins tempel?! Atheena havde ellers sådan glædet sig til at finde ud af hvor præsterne havde deres værdigenstande, så hun senere kunne komme tilbage og rane det hele fra dem, men nu var hun herinde og Kiles Orden havde sat ild til templet. De mange præster virkede dog til at have styr på sagerne, for de havde fundet en dør ned til en kælder, hvor der var en udgang. Og havde det ikke været fordi Atheena havde opdaget en kvindelig præst siddende i choktilstand oven på, så havde hun nok fulgt efter. Men hun kunne ikke bare efterlade kvinden her! Det var der menneskeligt, præstinden ville jo brænde op! Så hun løb hurtigt hen til kvinden og trak hende med sig. Ord var ubrugelig for folk der var i chok. Da hun havde skubbet præstinden igennem den udgang til en tunnel, som præsterne havde brugt, kollapsede døren dog. Præstinden var i sikkerhed inde i tunnellen, men Atheena havde brug for at finde en udvej, hurtigst muligt. "Løb!" råbte hun af kvinden, før hun skyndte sig oven på igen. Røgen var efterhånden tyk herinde, så Atheena begyndte at hoste, mens hendes øjne rendt i vand. Det her var ikke godt. Det var så langt fra godt, som noget overhovedet kunne være!

Mens hun så sig undersøgende rundt, først efter flere præster - heldigvis, efter lidt søgen rundt, fandt hun at der ikke var flere - derefter efter en udgang, fandt hun frem til et vindue. Langt oppe af muren som flammerne lige nu slikkede sig op af. Det var bedre end ingenting. Hun tog tilløb og løb nærmest op af væggen, til hun fik fat i vindueskarmen - meget glad for hendes evne til at gøre nært umulige ting med sin krop - og da hun først hang her, gik det op for hende, at hun var nødt til at komme ud i en fart. Hun havde svært ved at få luft herinde. Med et fortrydende ansigtsudtryk slog hun på ruden, et par gange, før den splintrede og hendes hånd blødte. Men det var ligegyldigt. Det var også ligegyldigt at hun fik forbrændinger på hænder af, at kravle helt op til vinduet, for det vigtige var, at komme væk! Her var sindssygt varmt! Så hun gjorde hvad instinkterne fortalte hende og satte af fra vinduet, så hårdt hun kunne. Hendes spring ud fra templet måtte vel næsten se komisk ud, for hun sprang direkte ud i ingenting... Og landede i armene på én eller anden med et fugleansigt. Hendes hoste tog til i styrke da hun lå der og hendes syn blev lidt for udtværet til hvad hun kunne lide. Men da hun så de mange folk rundt omkring mente hun at det var en god idé at lade dem vide at præsterne i det mindste var okay. "Der er ingen præster derinde.. De er kommet ud," det var satme svært at tale når man hostede sådan! Kort efter mistede Atheena bevidstheden.

(Blot en reaktionspost)

Baldwin
Lysets General

Retmæssig God
Race: Halvdyr
Alder: 39 år

Skaber: Hobbit

Baldwin vendte sig mod lyden af en af kilepræstindernes ord, og så på hende. Det var en start, også selvom hendes ord ikke ligefrem huede ham meget. Han tog en dyb indånding men måtte tage den hjælp han kunne få, selvom det betød at de kun ville begrænse dem til at afholde ilden fra at sprede sig. Ud af øjenkrogen så han Dionisia, en Ridder blandt lyset træde frem. Hendes stemme var alt andet end rolig i det hun svarede kilepræstinden. Baldwin løftede roligt en hånd imod hende, en let anmodning om at hun skulle tie. Ikke fordi han ikke mente hun havde ret, men fordi det ikke var kampen værd når der var andet at fokusere på. Derefter vendte han de ravgule øjne tilbage til præstinden. "Hvor interessant denne diskussion end måtte være, Frøken, har jeg ikke tiden til at tage den nu. Ønsker De at tale om dette, er de velkommen til at opsøge mig for at debatere emnet." afsluttede han han hendes modsvar. Der var altid flere sider til en sag, og selvom hun havde ret i nogle ting, det ville han ikke modsige hende, var tiden ikke inde til en stor diskussion selvom han måtte indrømme selv at have pustet til ilden hvad det angik.

Baldwin nikkede til Ridderkvinden. Han var stadig ikke helt indforstået med de forskelliges evner, men hun styrede direkte mod templet, uden tvivl med hensigt at hjælpe, og det ville han ikke takke nej til. Han gjorde antræk til at følge med hende, da en kvinde råbte højt op og styrtede direkte ind i flammerne. Han rakte frem efter hende for at stoppe den civile kvinde, der tilstyneladende virkede meget nært Zaladin. Lyden af glas der splintrede hindrede ham i at følge efter kvinden, forhindre hende i at komme mere til skade end nødvendigt. Hjælp ja, dødsdømme sig selv ved at løbe ind i et flammehav, nej.
Baldwin bevægede sig i løb hen til siden af templet hvor en kvinde sad i vinduet, og inden Baldwin nåede at råbe til hende, sprang hun ud i luften. "NEJ!" Han løb så hurtigt han kunne og greb hende i luften. Kraften tvang ham i knæ mens han knugede kvinden ind til sig. "Dem alle?" hun nåede ikke at besvare hans spørgsmål før hun besvimede i hans arme. Med en smule besvær kom han selv op at stå igen, med hende i favnen. "Dionisia! Få den anden kvinde ud derfra omgående. Præsterne er forsvundet fra templet" Baldwin slap ikke kvinden, mest fordi han næsten ikke turde, efter det dødsfald hun havde kastet sig selv ud i. Bag folkemængden kom byvagternes uniformer til synes, fulgt af andre fra lysets styrker.

Gloria fortis miles

Lilith
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 1756 år

Skaber: Jinx

Efter at have været inde i varmen, og kigget omkring, og fået øje på nogle enkle kvinder der havde sludret og råbt på hjælp men som også havde håbet at der ville komme nogen og redde dem. De måtte være nogle der tilbad Zaladin, og som måske(mulighvis) havde brug for at blive reddet, se det havde Lilith fornemmet blot ved at stå og kigge på det brændende tempel, så hun havde handlet uden faktisk at tænke på konsekvenser, men dem var hun også ligeglade med, der skulle ske noget, det ville være synd for disse kvinder og enkle mænd som tilbad den samme gud som hende, at lade dem dø. Det ville Lilith bestemt ikke lade ske, de skulle reddes men spørgsmålet var, hvordan kunne hun overhovedet have dem allesammen med sig, hvis hun nu havde besluttet sig for at hoppe ned fra templet, eller måske var der en bedre mulighed, var der ikke en eller anden inde i templet som hun var, som måske selv havde tænkt sig at redde nogle af disse folk, som var fanget. 


Efter at have kigget rundt, havde hun faktisk allerede ideer, og forslag til hvad hun kunne gøre, men om det ville virke var hun ret usikker på, men hun måtte gøre et forsøg, så hun fik fortalt de folk hun stod ved, og kunne se, nogle var blevet forbrændt på huden, og andre var blevet alt for bange - ja bare synet af Lilith havde fået få til at løbe væk, og nogle stod og rystede uden at sige noget, Lilith forstod dem godt, og kunne godt se hvordan det var, altså hun lignede måske heller ikke den mest hjælpsomme, og venlige. Men tilbedere af hendes gud, skulle reddes koste hvad det ville, og desuden var det alt for synd for dem næsten at blive brændt, det ville ikke være så godt, det kunne godt være hun at hun var grusom og ondskabsfuld, men det betød dog ikke at hun ikke kunne hjælpe disse stakler. Hun kiggede lidt mere rundt, fik øje på et vindue i nærheden, gik derhen og var klar til at hoppe ud ad vinduet, hun kunne måske bringe 3, 4 af folkene med sig ned, resten måtte hun måske hente når hun havde reddet de første stykker.



Tanken var god nok, og Lilith var sikker på det nok skulle blive gjort, kilepræster og hvad der ellers måtte være, var hun ligeglad med, hvorfor skulle hun også bekymre sig om dem... Hun havde heller ikke noget at sige til dem som havde besluttet sig for at brænde dette smukke og unikke tempel, det kunne hun bare stadigvæk ikke forstå, hvorfor lige det, og hvorfor lige imod Zaladin, godt nok var han grusom og ondskab, men han var speciel og unik i sig selv, han fortjente da ikke det her. Hun havde taget fat m de 4 personer, og hoppede ud ad vinduet, hun vidste de fleste var bange, og hun var ret hurtig ned på jorden, og puttede folkene ned, hvorefter hun hurtig hoppede op på templet igen, fik steget ind igennem vinduet, hvorefter hun greb fat rundt om resten der var ved hende. De blev bragt til jorden som de andre, og hun kiggede på dem, for at se om de var okay. 
De så da ud til at være okay"Puuuh... Se det var godt"sagde hun bare sådan ud i den blå luft. 
"Varme er intet problem...Det bliver et problem hvis der er alt for mange at redde og så lidt tid"sagde hun lavt.  Hvorefter hun lod øjnene falde på templet. 
~¤Being evil is easy.

~¤Pain and pleasure, like light and darkness, succeed each other.

~¤One death is a tragedy; one million is a statistic


Baldwin
Lysets General

Retmæssig God
Race: Halvdyr
Alder: 39 år

Skaber: Hobbit

Flere af krigerne og byvagterne begyndte at melde sig ved templet, i et forsøg på at se hvorvidt der var mere der kunne gøres. Flere der skulle reddes og hvem der skulle fragtes til helbrederne. Baldwin stod stadig med den unge kvinde i sine arme, og besluttede sig for at situationen begyndte at være under kontrol. Han løftede den bevidstløse kvinde bedre op i sine arme inden han begav sig væk. Væk fra den varme ild, væk fra folkemængden der kastede forbandelser afsted mod templet og dens gud, endda vrede blikke rettet mod Generalen der for nyligt havde fået sin post og allerede var kastet ud i et politisk spil han ikke var klar til. ”Jeg får dig i sikkerhed” han kiggede ned på det stillestående ansigt, med lukkede øjne men ikke et fredeligt udtryk. Kroppen var i smerter og med rette. Hvem end hun var, skulle hun nok komme til at klare sig så snart healerne fik lov at se på hende

//out

Gloria fortis miles