Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Sir Bladwin Adler
Kaldet: Sir Baldwin, Adler
Køn: Mand
Alder: 45
Fødselsdag: 4.5 år 1978
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Isari og Lysets Dronning
Erhverv: Lysets General
Nuværende levested: Dianthos - Hovedstaden
Race: Halvdyr
Uddybende om race: Brun Ørn (Aquila chrysaetos) - Mange af Baldwins knogler er som fugleknogler, hule og lette, således han nemmere kan flyve og smidigt bevæge sig i luften. Men da menneskegenerne også har en indvirkning, er de større knogler, som arm og benknogler tykkere og mere holdbare.

Udseende

Højde: 168 cm
Vægt: 45 kg
Øjenfarve: Ravgule runde fugleøjne
Fjerfarve: Brune fjer over det meste af kroppen. på indersiden af vingerne, halen og brystkasse er fjerne støvhvide med lysebrune pletter.
Kropsbygning Baldwin er nogenlunde normal af kropsbygning, på nær den lavere højde. Han har en bred brystkasse, men hans ben er relativt tynde. Han ser langt større ud end han er, på grund af sin fjerpragt, og ikke mindst vingernes omfang. Baldwin er tydeligt atletisk bygget.

Baldwin har alle dage skilt sig tydeligt ud fra mængden! Baldwin ejer mange af de dyriske udseendstræk fra Ørnen, der gør at han har en fjerpragt over hele kroppen, et ørneansigt, store vinger på ryggen han kan benytte til flyvning og ikke mindst et par solide skællede klo-besatte fuglefødder, samt skællede hænder, der dog er mere menneskelige af udseende. Han er ikke høj blandt menneskemænd og har en let vægt, på grund af signe knoglers lighed med de lette fugleknogler (se racebeskrivelse). Til trods for sin lave størrelse, er der alligevel noget majestætisk og autoritært ved hele hans udstråling, som ørnen der flyver elegant og dødbringende over himlen.
Baldwin bære speciallavet tøj, der gør plads til hans vinger, samt hale og ikke mindst sørger for at alle hans fjer ikke bliver kvast ind mod kroppen. Civilt bære han jordnære farver som passer til hans egen farve og udstråling.
Som alle andre blandt lysets hær, bære han de traditionelle farver stort set altid, da arbejdet aldrig stopper. Den hvide farve får hans egne hvide fjer til at fremstå mere brunlige og støvede i farven end normalt, men passer ellers ganske fint. Hans rustning er speciallavet for at gøre plads til vingerne, og tage højde for at fjerene giver meget af hans egentlige udseendsmæssige størrelse - omend den er lettere for at han stadig kan flyve uden problemer.

Magi

Magisk evne (1): Sensitive sanser:
Baldwin er født med en evne til at kunne høre og se bedre end det almene menneske kan. Han opfanger selv de mindste bevægelser indenfor sit synsfælt hvis han er komplet uforstyrret, og selv hvis han er let optaget af andet, kan han stadig se mere i terrænet end et veltrænet menneskeøje. Deriblandt er hans hørelse ligeledes ekstrem sensitiv overfor lyde, hvilket kan have den egenskab at han kan distancere lyd fra hinanden og isolere deres oprindelsessted, selvom der er flere lyde på en gang. Dette er naturligvis begrænset af mængden og støjniveauet af de omkring værende lyde.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (2): Usynlighed:
Evnen indebære at kunne gøre Baldwin delvist eller helt igennem usynlig for sine omgivelser. Han kan ikke dæmpe sin lugt eller lyde som eksempelvis sin vejrtrækning eller hans skridt. Det er nemmest for ham at gøre sig delvist usynlig, hvilket gør ham gennemsigtig, med fordele til at skjule sig i mørkere afkroge. I denne tilstand vil han stadig efterlade sig en skygge hvis lyset rammer ham direkte.
Ved stærk koncentration kan han blive helt igennem usynlig, men han kan ikke bevæge sig i denne tilstand, og evnen vil deaktivere sig så snart hans tanker afbrydes, han bevæger sig eller nogen skubber til ham og dermed flytter ham fra hvor han stod.
Baldwin var i tyverne som denne evne kom til udtryk, og har krævet hård træning og arrige øjeblikke at få bedre styr over denne evne, således han ikke pludselig blev usynlig når han blev forskrækket, eller i andre stærkt upraktiske tidspunkter. På en dårlig dag, kan han stadig udsættes for at rende gennemsigtig rundt fordi noget er gået galt eller at den ikke aktivere sig når han ønsker det.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (3): Lysets kriger kraften - Offensiv:
Lysende flammer: Kan forme kugler af helt hvid ild i hænderne, som kan skydes efter en modstander eller bruges til at sætte ild til brændbare genstande. Ilden lyser kraftigt op og føles umådelig varm - endnu varmere en normale flammer: brugeren af evnen er derfor også kun selv i stand til at holde flammer i hånden i få sekunder.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Styrker: Taktisk geni, Våbenfærdigheder, lyttende, forstående, loyal, ledertype og modig.
Svagheder: Allergisk overfor dild, udfordret på det intellektuelle niveau, fysiske størrelse og vægt, hans anatomiske sammensætning (knogler der er hule og dermed nemmere brækker), stædighed, samt i mange tilfælde direkte ude af stand til at forholde sig stille når uretfærdighed finder sted.

Baldwin er en ganske rolig og overvejende person, der sjældent lader impulserne styre sin hverdag. Eneste tidspunkt hvor instinkterne og muskelhukommelse overtager fornuften er når kampens hede bliver for nervepirrende og dødelige, ellers lader han fornuften råde i sine træk. Han bære oftes alvorlige træk i sin i forvejen ualmindelige ansigt, der gør at han ikke altid fremstår som den mest varmhjertede eller venlige mand man kan lokalisere. Dette er langt fra sandheden, da Baldwin er et halvdyr med stort hjerte. Han sætter pris på stille og hyggelige stunder, fyldt med barnelatter i familiens favn, eller at sidde med kammeraterne og nyde en fyraftensøl. Han er på ingen måde associal, men har en stor trang til altid at færdiggøre sit arbejde. At gå fra noget halvt færdigt, irritere ham og gør ham restløs til opgaven er udført.
En ting der altid har påvirket Baldwin markant, er hans manglende evne til skrift. Både selv at få kriblet ordene ned i forståelig grammatik, såvel som at læse de noget snørklet formulerede sætninger. Baldwin er derfor stærkt afhængig af, at kommer der mere komplicerede tekster i hans retninger med nyheder, specielt hvis de er skrevet i en anden dialekt eller sprog, skal han havde en rådgiver til stede for at oversætte. Baldwin er ikke dum, absolut ikke, faktisk er han en ganske klog mand, der har forstand på netop taktik og kampsituationer, der ligeledes forstår sig på at lytte til andres ord og behov. Desværre kan dette bare ikke ses på hans skrevne sprog overhovedet.
Oftes set er Baldwin som beskrevet en rolig og velovervejet mand. Men dette er ikke ensbetydende med at vrede ikke eksistere. Baldwin kan opnå en høj mængde af vrede, der kommer til udtryk i let oppustede vejr og en rungende stemme. Vreden opstår oftest af når noget uretfærdigt finder sted, eller man går efter dem som står ham nær. Han er en loyal og modig mand, der ikke afværger fra at træde ind i en farlig situation, selv når det ikke er forventet af ham. Vreden har en bidragende effekt til at han ikke bakker tilbage og i stedet bliver mere stædig og stålfast i sin beslutning, trods det kan koste ham mere end bare en reprimande eller knubs.

Baggrundshistorie

Et par store øjne så op fra bylten af beskidte støvede klæder. Ingen havde bemærket det lille væsen der skuttede sig ind for at holde varmen i den kolde vind der blæste hen over skibets dæk. Der var ubeskrivelig koldt ude på havet - men den lille fugleunge vidste ikke hvor han befandt sig. Faktisk var dette meget forvirrende og skræmmende.
Det eneste den lille fugleungen huskede var varmen og trygheden, som han nussede næbbet ind mod de bløde fjer. Hans første minde, der lullede ham i søvn og skubbede sulten en smule væk de første par dage. Men hvorfor var han nu dette kolde sted, uden de varme fjer fra sin mor til at varme sig, eller hendes store brune øjne han kunne afspejle sig i? Afsavnet til den pludrende lyd hun havde lavet når han var bange eller ked af det, fik ham til at pippe ulykkeligt ganske få gange for at give udtryk for sin ulykkelige tilstand. Den klukkende lyd med næbbet og de lette nap i fjerene hun havde lavet var et distanceret minde nu som vinden rev i hans beskedne fjerdragt. Han varmede sig med sine minder hver nat, indtil sulten overtog og små pippende lyde af desperation og sult kom fra den lille klædeklump, gemt bag tønder og trækasser med vare, der skulle fragtes den lange vej fra Rubinien til Hovedstaden. Det var her, han mødte kvinden han senere ville huske som sin mor. En ung menneskekvinde, med langt brunt hår, der mindede den lille fugleunge om de varme bløde fjer han huskede som sit tilflugtssted. Han så op på hende med store ravgule øjne og tog hvert en detalje ind. Sin nye mor.

”Han bliver aldrig lige så klog som os! Han er et dyr!"
Selvom Baldwin ikke forstod hvad manden sagde, mærkede han alligevel tårerne presse sig på over den hårde tone ordene blev udtrykt med. Han nærmest hvæste sin datter ind i ansigtet, med arrige håndbevægelser, og pegede ned på den fjerdækkede skabning der skubbede sig længere og længere væk fra hans arrige blik. Men hun stod fast med ret ryg og en gravid mave der stak solidt ud i billedet. Hun var vokset som hun var blevet gift få måneder efter at havde taget ørneungen i sin varetægt og den nu næsten toårige knægt klamrede sig til hendes ben med et solidt greb i den hvide kjole. "Jeg er ligeglad, far. Baldwin er min søn om du acceptere det eller ej!" Baldwin var ikke vant til at høre den hårde tone fra kvinden der ellers kun talte varmt og blidt til ham. Han begravede hovedet ind mod det silkebløde stof uden at sige så meget som et ord. Mest fordi han endnu ikke kunne tale som mange andre toårige efterhånden var begyndt på.
Siden den dag har Baldwin været bange for den hårdnakkede hvidskæggede mand der overraskende ofte kom på besøg. Han var hengiven for sin datter, kammeratlig med svigersønnen men der var kun stikkende øjne og en nedslået mundvig når han så den fjerbesatte dreng løbe rundt og lege i haven. Noget der først for alvor begyndte at gøre ham ked af det, som Roland blev født. En velfungerende menneskedreng som Aberforth forgudede. Hans barnebarn der kunne overtage posten og videreføre slægten. Ikke som fjerklumpen der stadig knap kunne udtrykke velfungerende ord som han nåede fireårsalderen, hvor Roland begyndte at pludre i sin toårsalder.


"Jeg prøver!" Tårerne pressede deres vej frem i hans ravgule øjne. "Jeg prøver virkelig.." Hans stemme var stille og grådkvalt mens han så ned på den krystallianske tekst. En tekst hans to år yngre bror kunne læse uden problemer. Baldwin tørrede arrigt sine øjne som hans mor gjorde antræk til at fjerne dem. Han stirrede ned på ordene på ny. "Der v-var eng-gang.."

Baldwin elskede sin bror, hans bedsteven og på mange måder den som hjalp ham igennem hverdagens prøvelser bedre end nogen anden. Det var ofte Rolands fortjeneste at Baldwin rent faktisk lærte noget. Det var først som Roland begyndte at snakke, at halvdyret fulgte trop og lærte det ene krystallianske ord efter det andet til mere sammenhængende sætninger. Nu havde han en grund til rent faktisk at lærer det og nogen at snakke med. Det samme galt læsning. Noget der vidste sig at være langt mere kompliceret end at lærer at tale til Baldwins store frustration. Det var ikke unormalt at halvdyret overvejede at ligge teksterne på hylden og afholde sig fra den akademiske verden hvor han tydeligvis ikke hørte hjemme.
Baldwin ville hellere ud på deres ejendom, i det høje græs og ikke mindst de høje træer. Mary har fået mange hjertetilfælde når hun så sin ældste sidde i trækronen og svinge sig selvsikkert rundt, som var højder det mest normale i sit liv og jorden ikke var halsbrækkende farlig at falde imod. Mængden af skinger skæld ud han har fået fra foden af det store egetræ kan ikke tælles på en hånd! Ikke at det kunne måle sig med dengang grenen knækkede og vingerne lærte deres egentlige funktion. Han fik stuearrest i en måned.

Rose elsker altid at høre den historie, specielt som Baldwin altid gjorde et stort nummer ud af fysiske udfoldelser med basken og hoppen som illustration af at miste balancen hver gang han fortalte historien. Hans lillesøster var det bedste publikum, men det var nu ikke den eneste grund til at hun sneg sig ind i alles hjerter. Rose var et varmt og blidt barn, der sjældent græd og oftere så med store øjne på alting. Som hun blev ældre udviklede hun sig til at stille barn. Et barn med snuden nede i bøgernes vidunderlige verden, som havde hendes tørst på eventyr nået uanede mængder, med flyvehistorien. Meget ulig sine brødre der moslede rundt i haven, slog til med træsværd og ofte var ved at brække nakken i deres vilde lege med naturen.


Bliver derefter Væbner for Sir Aldingar i den resterende tid (år ca) 1995-1996. En ældre ridder der har megen erfaring med at have væbnere, men beskæftigere sig mere med taktik fremfor at lærer sin væbner simple kampteknikker som Baldwin allerede modtog under Sir Williams oplæring. Det betyder at Baldwin erhverver sig stor viden indenfor taktiske kampbevægelser, både som ene mand men også i delinger og grupper, værdien indenfor disse og ikke mindst hvordan man læser et kort og hurtigt finder de taktisk bedste placeringer, som skove og kratdækkede områder der giver dække, samt man skal holde sig fra sumpområder medmindre man er stedkendt. Et terræn kan være fordelagtigt hvis hjemvant, men livsfarligt hvis fremmed.
”Tænk dig nu om, knægt!” Ordene var ikke fjendtlige, men faste der tvang den store teenager til tage et ekstra blik på kortet hvor spillet foregik. Et krigsspil kaldte de det, og som altid var Sir Aldingar hans modstander men også lærer. Nogle dage gik bedre end andre, men i dag havde Baldwin brug for det ekstra spark for at huske hvad han havde lært. De ravgule øjne løb over hans krigeres placering endnu engang, tog notice af deres placering og terræn. Her slog det ham, at han var gået i en fælde for ganske få sekunder siden. Baldwin sukkede træt, men stadig med et smil på læben. ”Aldrig bevæg dig ud i en ukendt sump, med mindre du ønsker at drukne i mudder” han kiggede op på sin læremester der smilte det skæve krogede smil og blinkede en enkelt gang med det matte øje. ”Det er nemlig helt rigtigt min dreng”


Selv efter sin forfremmelse til en kriger som alderen nåede voksenalderen, holdte han stadig nær kontakt til sin læremester. Sir Aldringar havde givet ham en viden der ikke var afhængig af hans evne til at læse eller skrive. Det var logisk tankegang, hvor han ligeledes fik lov at være kreativ. Det fejlede nogle gange også på det groveste, men det var derfor man havde opført et spil hvor mænds liv ikke blev sat på satsning hver gang man fik et nyt indfald. Men timerne sammen blev færre, som Baldwin modtog flere og flere opgaver. Han savnede ofte de lange diskussioner om taktik og krigsførsel de kunne holde sig til de sene nattetimer, og Baldwin var overbevist om at den gamle knag faktisk nød timerne i selskab med den langt yngre knøs. Roland forstod ikke hvordan Baldwin kunne være så interesseret i at snakke med en mand så meget ældre. Jo, man vidste de gamle respekt og modtog deres viden med kyshånd, men direkte at udfordre til en diskussion hvor man ved at sige en forkert ting kunne fornærme den ældre Ridder, var et farligt spil. Et spil som Baldwin aldrig kom til at tabe. Så længe fik han desværre ikke lov at diskutere med den gamle knag der døde i krigens hede – som han altid havde ønsket det.

Krigen hærgede over dem. Selvom Baldwin havde set sin del af kamp fra sidelinjen som væbner for først Sir William og derefter det teoretiske kampe med Sir Aldringar, var det intet imod dette. Der var markant forskel på at være den som angreb og den som gik i forsvar. Deres forsvar havde været haltende siden kuppet mod dem, der nær havde ført til tron væltening og mørkets opstandelse efter årtier i dvale. Lige meget hvor mange gange man svang sit sværd, hvor mange gange man hørte lyden som det skar igennem læder, hud og kød, fik det stadig hans mave til at vende sig. Noget den unge ørn langsomt tilvende sig, men stadig ikke nød. Død og krig var ikke grunden til han ønskede at stå blandt de hvidklædte krigere. Tværtimod.

Hvidklædte krigere, der led et knækkende nederlag. De havde fejlet i at beskytte det dyrebareste som landet havde. Deres dronning. Dronningens tilfangetagelse fjernede håbet hos de sidste oprejste krigere der til sidst måtte flygte til hvert hjørne af landet. Trække sig for at kæmpe en anden god gang. Han kunne høre Aldringars myndige stemme, et forsøg på at afvige skammen. Han følte han gav op, at han havde opgivet håbet, som han fjernede den tunge rustning og de hvide klæder, for at dække sig i nordens pels og jordnære farver. Find modstand mod dette nye. Find det i hvert lille hul der kunne komme frem. Få dem frem, skab en hær i skyggerne til at vælte mørkets konge.


”Pas på dem.. Især Rose. Hun vil ikke kunne forstå det” Roland fastholdte sin brors arm i et jerngreb. ”Det gør ingen af os. Du høre til blandt os! Vi kan sagtens skjule dig” Baldwin greb fat om Rolands skuldre og så alvorligt på sin lillebror, der var vokset ham et hoved højere. ”Jeg går ikke ligefrem i et med mængden, Roland! I kan nemmere skjule jer. Tag til herregården i Medanien. Gå under jorden. Begrav din rustning i haven. Jeg er for let at genkende” Baldwin slap den andens skulder og trak armen til sig fra det løsnede greb. At være adskilt fra sin familie, at være adskilt fra Roland var smerteligt, men det rigtige at gøre. Han vidste hvor han hørte til, og vidste at hans slags var sjældne. Mørkets styrker ville uden tvivl kunne genkende et halvdyr i mængden, i modsætning til en almen mand. Det var sikrest sådan. Med tasken over skulderen så han tilbage på sin bror en sidste gang i hvad der skulle vise sig at være i mange år. Med et slag mod brystkassen med en knyttet næve var det sidste farvel, som han begav sig mod det kolde nord med sin deling, anført at Ridder Dalia Hemsforth.

En fast og stærk kvinde, der holdte hovedet koldt. Hun fragtede den mindre deling på syv sikkert til bjergenes fod, uden at vække for stor opsigt. Mørkets krigere fejrede sejren med overdådig stil og øllet begyndte at ebbe ud i landet, efter ganske få dage. Kun en fordel for de overlevende, der valgte det hårde liv, hvor ens tro, håb og styrke blev sat på alle naturens prøvelser, igennem isende vintre, livsfarlige vandmasser og aggressive orkstammer. Nordlandet havde hele pakken.

Det var en af disse orkklaner som tog livet fra tre af de rejsende. Dalia tog fem med sig i graven, før et dødeligt øksehug satte sig fast i ryggen og lod livet sive ud som blodet der farvede sneen under hende rødt. Baldwin så på sine fire langt yngre medrejsende. De var knap blevet atten da mørket overtog. Knap taget rustningens byrde på deres skuldre før verden var smuldret for deres blikke. Med tungt hjerte tog Baldwin krystallen fra Dalias hals. Lyset svandt ud så snart han løftede det, men det var heller ikke til ham. Drengene så det som et tegn på at han overtog styrringen, hvilket han gjorde. Men krystallen skulle bringes hjem. Skulle gives til hendes familie som et minde. De begravede deres faldne med den værdighed de kunne mønstre, og fortsatte op imod Nordens folk – søgende efter folk der modsatte sig Mørkets regime.


De blev jagtet som dyr i skoven. Baldwin fløj over sine mænd, med udsigt over forhindringer, han kunne advare dem imod. Tiden i naturen havde skærpet hans dyriske sanser meget mere end al træningen blandt krigerne i hovedstaden. Han forstod sin hørelse og sine øjnes natur langt bedre nu og forstod at udnytte det. Selv usynligheden han havde modtaget som gave kom til fordel, om end den var langt fra så naturlig som resten.
Men lige meget hvor naturlig og frit han fløj, var han også målet for de jagendes blikke. Pilene fløj om ørerne på ham, som han med ørnekald kommunikere med sine mænd på den faste jord. Nogen slap væk, men Baldwin og to andre blev fanget efter mange timers intens jagt og en solid pil i vinges fæstning til ryggen.

Mørket var ikke nænsomme ved deres fanger, men turen mod Hovedstaden var lang og kejtet. Med mørket blomstrede kriminaliteten i bedste velgående, og ikke alle var lige tilfredse med Kongens højere skatter der hærgede landet fra al rigdom og frodighed. Bønderne afgav deres kvæg og korn, mens rigmænd måtte tømme skattekamrene. Utilfredsheden voksede som en farlig ild, der stoppede den gitterklædte kærre og befriende dens indhold af tyve, frihedsprædikere og ikke mindst krigere som Baldwin selv. Folket var blevet undertrygt for længe, og regentskiftet kunne måske havde dulmet disse smerter, var den tilfangetagede dronning ikke blevet myrdet som Morgoth tog titlen for sig selv. Noget hele landet skreg igen imod, som elementalerne forvredne af korrupt magi og som effekt af krigens hærgen, voksede frem af deres dybe slumren.

Elementalerne skabte frygt og stor ødelæggelse med deres umenneskelige kræfter og vrede som de hærgede over større landområder. Befolkningen stod sammen i disse tider og fik med hjælp af en for Baldwin, fremmed sammensætning der førte til Morgoths fald og Lysets genopstandelse. Elementalernes temperament blev ikke lindret af mere kamp, mere blod og ikke mindst illustration af deres dyrebare magi for deres egne øjne. En fjende var nedlagt og en ny katastrofe rejste sig af asken i et udsultet forpint land.



Jorden var ikke færdig med at ryste. Magien, kampen og elementalernes rasen havde rystet jorden til dens grundvold. En begivenhed der vækkede et nyt frådende monster i selv de mest skærmede huler, kort tid efter dronningens påbegyndte regime. Baldwin ville ønske han kunne se tilbage til den korte periode på et år med stor ære og glæde på grund af sin officielle forfremmelse til Riddertitel. Men begivenhederne var for voldsomme og faretruende til at kunne blive overskygget. Dragernes ild og aske hærgede landets mange områder, bragte både godt og ondt med sig, mest det sidste. Befolkningen var enten skrækslagende eller overmodige. Lykkejægere, eller idiotiske egoister som Baldwin yndede at kalde dem. Søgende efter dragens uvurderlige skat, men til hvilken pris? Mange vendte aldrig hjem og efter at se en drages angreb på tæt hold, forstod han udmærket godt hvorfor.

Dørene til rådssalen blev sparket op i al hast, tiltrak sig samtlige riddere og rådgiveres opmærksomhed. Vagten var forpustet, og trods den hidsige vejrtrækning, sygeligt bleg i ansigtet. ”D-Drage..” Ordene havde i sig selv været unødvendige, for i samme sekund lød et øredøvende brøl der skar gennem marv og knogler og rystede byen i dens grundvold. Baldwin greb instinktivt ud efter et spyd, som han og hans landsmænd løb så hurtigt benene kunne bære dem ud af paladset. Så snart han havde himmelen over sig, lettede han fra den faste jord og landede på et tag kort fra hele scenariet, hurtigere end hans landsmænd kunne løbe til stedet. Situation var alt andet end køn. Sten fløj alle sidder, mens folk havde arrangeret sig i kamp, i et forsøg på at holde dragen på afstand. Tanken, selvmordsmission nåede kort hans hjerne, inden han tro gik ind i kampen selv.
Det var ikke uden tab. Baldwins ene vinge var forbrændt helt ind til det de underliggende fjer, og lugtede umådelig meget af grillet kylling. Mange af de civile der ikke nåede i sikkerhed, samt kæmpende krigere var faldet i kamp. Healere og præster myldrede til stedet som Rubindragen stak af over himmelen, enten træt af at arbejde så hårdt for føden eller fordi de rent faktisk havde gjort skade. Baldwin fandt aldrig ud af hvilken var sandheden. Men det tog ham mange måneder at heale sammen efter dette møde. Hvilket også forklare hans stærke modvilje overfor at dragerne slog sig sammen med lysets styrker.

Baldwin kunne ikke glemme hendes trætte blik og hvor den svage stemme dronningen lod komme over sine læber. Hun så afkræftet, nærmest svagelig ud. Han huskede ikke nogensinde at havde set hende sådan, og krystallerne der altid havde givet et skær til hendes krop begyndte langsomt at indtage hver centimeter af hendes krop. Han kunne ikke undgå at se bekymret på hende, trods hans tanker var krævet et andet steds. Nemlig det opvoksende problem der plagede dem alle. Tiderne havde været alt andet end hengivende for dem, og nu var tiden kommet til en handling. Men hvad skulle de præcis gøre?
Svaret kom dem som en uventet allieret hvis hvidglimtende skæl bragte både ærefrygt men også håbet med sig. Opaldragerne sluttede sig til dem, efter at havde ført en samtale med Dronningen. Baldwin kunne ikke undgå at tænkte hvordan de passede sammen. Hendes lyse hår, blege hud og egne glimtende krystaller mod den store blåøjede hvide drage hvis skæl ligeledes glimtede i solens stråler. Et smukt, nærmest guddommeligt syn, der blev afsluttet af en noget interessant sammensværgelse.

Baldwin var i hvert fald sikker på at det præcis var hvad der var foregået. Dragen kiggede alvorligt ned på ham, Baldwin kiggede hårdt, ærefrygtigt og med tics i venstre vinge, op på dens grønne øjne. Det var blevet til en helt stirre konkurrence på muren, mens de andre Riddere faldt sig til rette med en drage der efter sigene skulle matche deres personlighed. Høst og pap! Den her drage var stædig, hårdnakket og tydeligvis en alvorlig en af slagsen. Den alvorlige del kunne han gå med til, det andet var da en grov fornærmelse. Men som enhver anden ting, skulle forholdet blødes op og sættes på de rigtige prøver. Baldwin var i mange måneder overbevist om at han ikke behøvede det ildsprudende væsen. Han kunne flyve fint selv, tak!



Dette var indbydelsen til det uundgåelige. Dragerne havde valgt sidde, og der gik ikke længe før mørkets tilhængere vækkede opsigt rundt om i landet. Først med at lade de uddøde marchere gaderne, skabe skræk og rædsel, som de angreb landets beboere nådesløst, men de var væk så snart lysets stråler nåede bjergenes toppe, men aldrig ramte byen fuldstændig. Baldwin havde set resterne af denne nat. Mænd, kvinder og børn hvis døde kroppe lå spredt i landsbyen i en stor massakre, mens andre var efterladt hårdt sårede eller med ar på sjælen resten af deres liv. Og Lord Sabbatin var kun ved at varme op. Som han voksede i magt og frygtsomheden overvældede landets beboere blev Hovedstaden alles tilflugtssted. Stedet hvor de kunne vide sig sikre, eller i det mindste håbe på at de havde en større chance.

”Dragorn er under angreb” man skulle tro at en kriger med deres erfaring tog sådan en nyhed med isende kølighed og lod fornuften styre. At de satte sig taktisk og så deres chancer og muligheder an – men fornuft, logik og manglende tid var meget modstridende. Baldwin selv befandt sig ikke bag paladsets mure da nødråbet nåede dem. I stedet måtte han se den store hvide drage ind i dens matte grønne øjne med stor beslutsomhed. Bloodstone, der dengang endnu ikke var navngivet, så skeptisk på den langt mindre fuglemand, mens ikke hovmodigt eller overlegent. Mere overvejende. Baldwin tog en dyb indånding og mærkede hvordan fjerene ikke kunne undgå at puste sig op. ”Hør, ingen af os er synderligt begejstret for dette samarbejde. Men vi har en opgave der skal udføres, og jeg behøver din hjælp!” Hvis han kunne var han selv fløjet hele vejen, men Norden var ikke et lille stenkast væk og i modsætning til de allerede udsendte, nåede han ikke igennem portalen. Dragen fastholdte stædigt hans blik, stadig vurderende. Det var her Baldwin opdagede de røde pletter der formede sig i det grønne. Som havde den fået en skade for mange årtier siden, der stadig påvirkede pigmenten. Det mindede ham om præcist den sten som senere kom til at dele navn med selv samme drage. Dragen slap hans blik, drejede siden til og knælede ned, givende ham adgang til at sætte sig op. Baldwin var faktisk ikke sikker på hvorfor han havde regnet med at den forstod ham som han var begyndt at tale, men dens gerning sagde ham at de havde flere tanker og bedre forståelse end man gav dem kredit for. Baldwin svang sig op på dens ryg, uden at tænke på saddel eller oppakning. ”Godt, lad os komme afsted”

Baldwin blev i Norden lang tid efter. Forsøgte at bidrage hvor det var muligt, efter det stærke nederlag. Lysets krigere der slap væk fra stedet blev lokaliseret, samt de spredte dværge der ligeledes var flygtet fra stedet som mørkets kræfter var umulige at stoppe. Dragorn var faldet, og de var stadig ikke tilfredse. Delinger søgte de resterende, og ikke alle blev reddet fra Mørkets kolde fingre.

Derefter var det kun et spørgsmål om tid. Hver dag havde føltes som at være en spændt flitsbue. Samtlige muskler i kroppen var anspændte og humoren var ladt til side for alvorens greb. Det føltes som at blive åndet i nakken konstant. Folkemasser flygtede stadig i hobetal til hovedstaden, skrækslagende og søgende efter beskyttelse for familie, bekendte og dem selv. Til hvilken nytte? Som ventet i mange måner nu, marchede mørkets hær frem i horisonten. Spredte død og ødelæggelse på deres vej. Røgsøjlerne fra nedbrændte hjem og marker, hang tungt over himmelen i flere dage før de første soldater blev synlige fra bymurens top. Baldwin selv holdte sig så højt oppe det var ham muligt. I mange urokkelige timer, sad han på spiret af krystalpaladset og spejdede søvnløst over landskabet. Ventende på at det blodige slag skulle begynde.

Og et blodigt slag blev det. Så snart den første kampesten blev kastet mod byen mure, der rungede faretruende, sad Baldwin i sadlen på Bloodstone. De var efterhånden blevet ganske gode arbejdsmakkere. Venner var måske for stærkt et ord, men samarbejde det kunne de. Den store tunge drage lettede fra jorden og slog sig til de andre dragers fremdrift i kampen. Stressen, adrenalinen og kampgejsten gjorde det svært ikke sidde rank i sadlen. Noget dyrisk tog altid over når kampens hede gik i gang, selvom han det første lange stykke tid holdte sig i sadlen.
Som en kuld sort kugle af magi skød afsted mod ham i høj fart, tog de dyriske egenskaber over. Vingerne slog sig ud, således han gled ud af dragens saddel og hang mere eller mindre stille i luften i de nødvendige få sekunder, til den sorte kugle skød forbi over ryggen på den i forvejen tirrede drage. Hvis hans hjerne ikke kunne holde ham i live, kunne hans instinkter tydeligvis. Med adrætte bevægelser og en god portion smidighed gled Baldwin forbi den sorte drages glubske gab der snappede ud i luften. Fra den undvigede stilling, bredte han de knivskarpe kløer ud, beskyttet af et forlængende stykke metal speciallavet til netop hans fødder, og slog dem ned i det første og det bedste. Ridderen på dragens ryg. Den skrabende lyd af metal mod metal skar igennem luften, som kløerne fandt frem til de bløde steder. En under armen der borede sig ind uden tanke for smerte, mens den anden fik fat i mandens lår. Han hylede smertefuldt, og viftede voldsomt og upræcist med sit tomandssværd i en hånd. Baldwin slog i samme sekund i et dyk mod den ubarmhjertige jord under dem. Efter et par sekunders hårdt dyk, rettede han igen vingerne ud og lod tyngdekraften klare resten, som de knivskarpe kløer slap deres offer, der faldt skrigende mod jorden.

Men lige meget hvor hårdt de kæmpede. Hvor ofte han angreb ned over sin modstander i et nådesløst dyk, blev der ved med at komme flere. Hans rustning var efterhånden ved at havde taget så meget skade at den var mere til besvær end egentlig nytte, mens han hev en kollega op der hang såret en dræbt modstander. De var nødt til at trække sig tilbage. Skrigende af gennemtrængt rædsel, fik den i forvejen forpustede Baldwin til at vende sig med et ryk. Op af jorden, sprang de døde frem, med åbne gab og laser af kød og tøj i forrådnelse. Et ørnekald skar igennem luften, hvorefter den store hvide drage landede tungt på et par skeletter der havde retning mod Baldwin selv og krigeren han holdte om armen.
Baldwin måtte fra luften se på mens rædslen udspillede sig på jorden under ham. Han kunne intet gøre, hvilket blot gjorde vreden der brændte i de ravgule øjne mere intense, alt imens muren smuldrede for øjnene af dem. Deres stærkeste beskyttelse, var smuldret for fødderne af dem, mens ilden grådigt åd videre af resterne.

Som lyset stråler brød frem mellem skyerne som natten endelig kom til ende, bragte modet og håbet tilbage. Lyset havde ikke stået alene denne skæbnesvanger nat. Både elverne og mænd fra syd havde sat deres alliance klart denne nat, og mørket måtte se sig slået i deres eget spil. Med muskler der syrede af smerte, en krop der havde fået sine andel af skader, for ikke at tale om rustningen der var blevet smidt under kampen, og underlaget af hårdt læder der havde fået sværdåbninger efter den lange nat. Baldwin kunne knap deltage i sejrråb, men smilede alligevel. Med ben der føltes som bly slog han ruten an til at bidrage hvor han var behøvet, trods trætheden bønfaldte ham om at stoppe. For hvert skridt han tog efterlod han blodige fuglefodspor, mens de påmonterede stålkløer skrabede over den stenbelagte gade. Det var tydeligt at de lange kløer havde været hans foretrukne våben når han havde taget luften i brug.



Baldwin satte sig op i sengen med et sæt. Havde han haft almindelig hud, ville man kunne se svedperlerne over hele hans krop, mens han trak vejret ind i hårde stød. Øjnene stod vidt åbne, men ved første øjekast så det ikke ud som om han så på noget af det der befandt sig i rummet. I stedet så han stadig billedet af den store dæmoniske dør der blev åbnet for sit blik. Den samme knagende følelse havde fyldt ham som tidligere på dagen. Baldwin løftede knæene mod sig og lod sit hoved hvile i sine skællede hænder. Han gned sig efter et par minutter, i øjnene og forsøgte at forstå hvad drømmen helt præcis havde vidst ham. Han havde en ubeskrivelig følelse af at noget var galt – men det virkede også dumt at basere det hele på en nats mareridt. Baldwin lagde sig igen til at sove en mareridtsfyldt søvn.


Ud af asken og direkte ind i den åbne ild på ny. Tabet af dværgfolkenes hjem, de mange flygtninge som ophobede sig i hovedstaden og tæt på dens ydre murer, for ikke at tale om de mange skader krigen havde forvoldt. Baldwin og de andre var trætte, og på grænsen til modløse. Hvordan skulle dette nogensinde klare op på ny igen? Det startede op som enhver anden epidemi. Få borger udviste tegn på sygdom, slem sygdom og søgte hjælp. Før man fik set sig over skulderen var det spredt som en steppebrand. En pestlignende tilstand, der efterlod lig liggende i gaderne som månederne skred frem, med en kur der var mere grotesk og tydeligvis drabelig, taget antallet af dæmoner der blev overfaldet i betragtning. At gribe en sådan situation an havde været kostelig og dødelig. Byvagterne faldt som fluer, healerne begyndte at gøre det samme, før dæmonernes blod blev fundet som den eneste løsning. Den metalliske smag der reddede mange der før havde været tæt ved Kiles porte – Deriblandt Baldwins egen Søster, Rose, og Nevø, John.


Baldwin lå på knæ, hvilende det meste af sin vægt på sine arme mens han hev vejret ind i sine lunger i hårde stød. Han havde for længst valgt at ligge sin amulet i sine gemakker, for at undgå at sende løbske energikugler efter uskyldige, men det ændrede ikke på at hans chakra som samtlige andre i landet, gik over gevind. Hans øjne flakkede forstyrret, som han fokuserede på først det ene, dernæst det andet. Ørerne var allerede trætte for flere dage siden af at enten have så skærpet hørelse at alt brændte sig fast som en skinger tone når folk talte for tæt på. Nu var hans øjne også nået et punkt hvor de ikke kunne fokusere mere af ren træthed. Ridderen blinkede ligeledes faretruende som fløj han ind og ud af eksistens. Hans usynlighed forsøgte at virke konstant, og udtømte alle ressourcer fra energi før han var nået frem til paladset på ny. Et sted foran hørtes endnu en eksplosion, fra løbsk magi der antændte spontant. Folk med farligere evner end hans egne fik oftest neutraliseringshalsbånd hvis muligt og af god grund, men han var Stadig efterladt ineffektiv oftere end hvad godt var. Nogle dage var gode, andre endte som denne. Træt og udkørt i hele kroppen, ude af stand til at foretage sig det mindste.


Det var forkert at føle en hvis befrielse og lettelse da alting endelig holdte op. Verdenen blev stille, som var al lyd og bevægelse sat i stop på en og samme tid. Baldwin stod i den varme sol, lod den skinne ned på han trætte krop der havde kæmpet alt for mange måneder med sine egne evner, manglende energi, og kaos der voksede både i og udenfor hovedstaden. Da han igen åbnede øjnene, virkede alt dog underligt uklart og stilheden kom af, at den naturlige summen han altid hørte, ikke længere var mulig for ham at opsamle. Magien der havde hærget landet var tørlagt og der gik ikke mange dage før befolkningen for alvor så konsekvenserne. Livsgnisten måtte havde forladt deres land. De modtog paniske beskeder og søgen efter hjælp og forklaringer fra flere forskellige områder af landet, men hvad skulle de gøre? De kunne ikke redde den tabte høst eller skaffe vand til floderne. Hungersnøden ramte den i forvejen udtyndede og desperate befolkning, hvor bekrigelse mod hinanden blev en hverdagsbedrift at sætte en stopper for.


”Rose, hvad foregår der? Rose?!” Baldwin ruskede den spinkle kvinde i frustration, som de blanke øjne ikke reagerede. Alt imens fastholdte Jonathan sin 14-årige søn i et jerngreb, med et desperat blik i sine øjne. Han var lige så forvirret som Baldwin selv, der forsøgte at skabe kontakt med sin søster, der ellers aldrig virkede distanceret fra den virkelige verden. Den mere voldsomme rosken havde fået livet tilbage, mens hun så forvirret på ørneansigtet foran sig. ”Baldwin? Hvad.. Hvornår er du kommet?” John sad stadig med et tomt, næsten askegråt ansigtsudtryk og stirrede frem for sig, mens hans mor så med direkte forvirring rundt på samlingen. ”Hvad sker der?” Skrækken aftog ikke efter denne episode. Nok fik de fornuften frem i både John og Rose, men det varede ikke evigt. De forlod huset pludseligt og gik altid i samme retning. Et fænomen Baldwin så oftere og oftere hænde overalt i landet, men han fandt aldrig ud af hvor de var på vej hen. En ting var dog sikkert, Jonathan sørgede for at holde både sin kone og søn hjemme, selvom det betød at han med tungt hjerte var nødsaget til at kæde dem til huset.

Efter tørken var Baldwin efterhånden ikke til at overraske. Naturens rumlen og mørkets overtag over deres blå himmel hvor solen de sidste mange måneder havde forbrændt og varmet jorden under sig. Magien begyndte at blomstre frem i folks indre igen, men til hvilken pris? Pessimismen er svær at ligge fra sig efter flere års prøvelser af den ene mere markante plage efter den anden. Havde dæmonerne virkelig sluppet deres greb eller var der mere på vej? Og hvad skete der med alle de mennesker der bare gik. Forsvandt fra deres hjem uden nogen kamp eller ord om hvorfor? Ulve der rummede natten med ulvehyl der skar igennem marv og ben, og tænder der gjorde nøjagtig det samme. Mærkeligt nok, var mareridtene det værste for Baldwin. Alle de andre ting var fysiske og noget han kunne agere på. Fysisk gøre et modangreb. Her, var han ingen kriger, men fanget i et spind af sin egen fantasi, samt mere dæmoniske magter der tvang ham til at blive, trods kampen for at vågne var intens.


Synet af manden der havde tjent dem tro i lange årrækker siden den tidligere generals forsvinden, som kiggede i bordet med armene hvilende modløst på stolens armlæn, var tankevækkende og hårdtslående. En nedbrudt mand. En besejret mand. Hans hemmelighed var sluppet ud til offentlig skue og skandalen havde taget form. En varulv iblandt deres egne. En varulv i Lysets indre. En race der blev jagtet skånes løst, af dette overvældende sandheder racen modbydelig havde vidst igennem tiden. Alligevel kunne Baldwin ikke se på manden med had. Han var stille, forstående, som havde han vidst dagen ville komme, men havde forsøgt alligevel.
Baldwin så efter den sårede sjæl der gik med rank ryg efter sin afskedigelse. En vanære at blive sat af posten, men stadig beholdte sit værd. Han havde et værd. For første gang begyndte Baldwin at betvivle sin dronnings metoder. At jage en race der havde udvist dem så megen tro, håb og kampgejst. En mand der havde givet alt for sit folk. Afskediget for en tilstand han ikke selv var herre over. Men det var netop det. Ikke herre over. Det var med tungt hjerte at ridderne, rådgiverne og dronning fastholdte deres plads ved bordet. En beslutning var taget denne dag, nu skulle den næste på bordet. Judahs plads stod tom. Klar til overtagelse af den næste i rækken. Det var med stor ære, han tog imod den nye titel. En titel han ikke forstod hvordan blev hans, men en ting var sikkert. Baldwin ville aldrig svigte sin ed eller den nye titel der hvilede på hans skuldre. Tiden var inde til at bringe håb og lyset tilbage til det blødende land.


Et lys der skulle vise sig at blive hjulpet på vej af en noget uventet front. Baldwin havde som mange andre i befolkningen set på Kiles håndsrækning som en hjertelig og varm gestus. Hvordan det var lykkes dem at skaffe deres ressourcer og hvad deres egentlige formål måtte være, kom først til ham som dagene gik. Først så den nyindsatte general de glade smil på børnene der var begyndt at blive ernæret til normal størrelse. Han så smilende kvinder der snakkede over deres vasketøj, og mænd der arbejdede uden brok og fik indhentet mange måneders stilgang. Et glansbillede som tryllebandt ens logik og rationalitet som en edderkop. Men utilfredshed ville altid vokse frem. Dronnings beslutning om at gøre Kiles orden til en vigtig del af hendes rådgivning og sidst faktisk overtage hendes stemme ved bordet, gav en urolig følelse. De steg hurtigere i magt end han havde set nogen anden gøre før dem, og deres taktik var uvant for en ellers trænet mand der troede han havde set alt. Måske var han paranoid? Hvad var der at frygte? Respekten og tiltroen han nærede til Lysets dronning gjorde ham mut med sin fortvivlelse og trængsler. Hun ønskede ikke at skade sit folk, hun gjorde alt af bedste mening. Kiles Orden måtte derfor også være det bedste for dem. Men han kunne ikke lide det – Specielt ikke smilet på Leoric Emhyreans læber.

Tidslinje:
1978: Født - Findes af Mary, som få måneder gammel
1978 - 1992: Barndom
1992 - 1996: Væbner af lyset
1996 - 2003: Lysets Kriger
2003 - 2011: Eftersøgt af mørket
2006 - 2017: Lysets Ridder
2017 - : Lysets General


Familie: Adoptivfamilie:
Baldwin har hele sit liv, boet hos denne familie, og anser dem som værende sin ægte familie. Han elsker dem som sit eget kød og blod, og er villig til at gøre alt for dem. Baldwin har alle dage været klar over at han ikke er deres biologiske søn, noget han kun har fået at mærke tidligt hos faren, og til evig til hos sin mors far.
Mor: Mary Adler - Født: 1961 - Kvinden der har gjort hele liv muligt i denne verden. Han elsker Mary højt og intet vil kunne erstatte hende i hans liv. Båndet mellem dem er stærkt, og Baldwin har vidst siden ung barndom at hun valgte at elske ham som sin egen og har aldrig sat ham i anden række fordi hendes biologiske børn var vigtigere.
Far: Richard Adler - Født: 1957 - Det tog tid før manden accepterede den ekstra pakke han modtog i ægteskabet. En fugleunge, han ikke rigtig kunne se formålet med, men voksede frem til at holde af og til sidst elske som sine egne børn. Richard udviser ikke megen affektion mod sine sønner, men et smil og et glimt i øjet kan sige mere end alverdens ord. - Tidligere kriger hos lyset, men behjalp sin svigerfar i handlen kort tid efter ægteskabets start, som han på svigerfarens senere år, har overtaget fuldt.
Lillebror: Roland Adler - Født: 1980 - Uadskillelige fra dag et med et bånd kun brødre kan have. Baldwin er to år ældre, og har et naturligt beskytter gen for den yngre, omend han anser dem som værende ligevægtige. Roland er en vigtig brik i hele Baldwins udvikling - Lysets Ridder
Lillesøster: Rose Bennet - Født: 1983 - Rose's latter var Baldwins ynglingslyd efter pigebarnet kom til denne verden. Sidenhen som de er blevet voksne, har forholdet fra den beskyttende storebror ikke ændret sig, men Rose har fået lov at hjælpe hvor Baldwin ikke kunne selv. Rose er en af de største årsager til Baldwins viden indenfor landets historie, skarpt efterfulgt af deres mor, der altid har forsøgt at vække interessen for viden hos dem alle ved at læse højt en tid.

Svigerinde: Jennifer Adler - Født: 1986
Niece: Winifred Adler - Født: 2006
Niece: Mary II Adler - Født: 2009

Svoger: Jonathan Bennet - Født: 1981
Nevø: John Bennet - Født: 2003

Forholdet til sin svigerinde og svoger er venligsindet og ganske rart, omend han ikke har spenderet uanede mængder af tid med dem. Hans svoger er en typisk handelsmand der har næse for forretning, der også afspejler sig meget i hans privatliv, men han er en rar mand mod Rose og deres søn, John. Svigerinden er af den stille type, knap så frembrusende og meget genert. Baldwin har på fornemmelse at hun faktisk er lidt bange for ham. Hvad hans niecer og nevø angår, er barnelatter nok noget af det Baldwin holder allermest af, trods han ingen børn selv har. Han nyder deres tomult, mundhuggeri og lege i haven når han ser dem. Specielt Winifred har skræmt livet af sin stakkels moder, ved at bekendtgøre at hun vil være væbner som sin far og onkel var, når hun bliver 12 år. Hun har sin fars ånd.

"Bedstefar": Aberforth Fletcher - Født: 1933 - En førhenværende stor handelsmand med kontakter alle steder, der nu er blevet en bitter gammel mand, der hader at hans krop er svagelig og gammel. Eneste der kan få den hvidhårede gamle mand til at smile, er Roland og Rose, samt hans oldebørn.
Aberforth har aldrig accepteret Baldwin ind i familien, lige meget hvor ofte han har forsøgt at bevise sit værd. Baldwin var i sine barneår bange for den hvidhårede mand med de hårde ord, men har senere accepteret at det bare er sådan landet ligger. Det kan ikke undgå at give et stik under alle omstændigheder.

Biologiske familie:
Små minder fra hans unge barndom lader ham huske enkelte ting omkring sin mor. Han ved ikke hvad der er sket med dem, eller om de overhovedet stadig er i live. Det eneste han ved ud fra minderne er at hans mor måtte havde elsket ham - ellers ville han ikke være i live.
Mor: Ukendt - Slave
Far: Ukendt

Andet

Special Våben:
Kampklør: Giver en forlængelse af hans naturlige klør, med ekstra skarphed og styrke til kampbrug. De har vidst sig at være stærkt effektive og dødelige at komme i nærkontakt med.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Fantastisk
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Middel