Det føltes besynderligt for Jarko at angribe hende på dén måde. Normalt gik han ikke efter folk, der var mindre end ham selv - og slet ikke kvinder. Altså med mindre de slog først. Alligevel bevægede han sig i en vandt rytme, idet han langede ud for at gribe fat i hende. Et øjeblik syntes han at kunne set et underligt, nærmest frygtsomt udtryk i hendes ansigt - så tog beslutsomheden over, og hun reagerede hurtigt. En skarp knivspids prikkede mod hans ædlere dele. Det gik i dét øjeblik op for ham, hvor meget han egentlig stolede på den unge pige.

Han gav langsomt slip på hende, men rørte sig ikke ellers, da kniven stadig var lige lovlig tæt på. Han kunne godt mærke, at hun var lidt anspændt, og han ville helst beholde sine ædlere dele i intakt tilstand. "Hvis du har kniven i hånden, så jag den bagud - stik dem, hvor du kan. Ellers så spark dem og udnyt øjeblikket til at se, om du kan rive dig løs." Svarede han hende med rolig stemme.
Han ventede et lille øjeblik, før han tilføjede: "Har du lyst til at prøve?"

Maya var både anspændt og fuldstændig pumpende op på adrenalin. Det havde udvidst stor tiltro at lade manden komme så tæt på sig, og tage fat på den måde, og selvom hun lige nu havde en helvedes stor magt med knivens spids rettet mod hans ædlere dele, så var det ikke sådan situationen hele tiden havde set ud. Hvis hun havde handlet forkert, havde han overhånd. Kunne holde hende fast. Tanken var i sig selv sindssygt skræmmende.

Langsomt som han begyndte at tale, trak hun kniven tilbage, frigjorde hans meget skrøbelige og sensitive område, fra en pludselig kastrering, og han ville kunne ånde lettet op igen. Det var ikke svært at se at han bevægede sig efter hvor kniven havde været - forståeligt.
Maya tog en dyb, lidt nervøs indånding og nikkede. "Okay.. Skal.. skal vi prøve sparke og slå delen først? Jeg har ikke lyst til at stikke dig ned" svarede hun ærligt med et skævt halvsmil på læben og et noget nervøst blik i de grønne øjne. Dertil, hvis det kom til at hun skulle udnytte knivtrikken ville han nok sætte pris på at hun brugte en pind eller noget lignende, der godt nok ville efterlade et mærke hvis hun slog hårdt nok, men trods alt ikke ville prikke fine dybe huller i kroppen på ham!
Roligt, så roligt hun i hvert fald kunne, satte hun kniven tilbage ned i skeden og satte den ind under tøjet ved at sidde i spænd i bukserne. Hun havde endnu ikke en bedre måde at bære den, men det kunne hun skaffe sig! Hun havde jo lige fået en god mængde krystaller ind!

Jarko var tydeligvis lettet, da knivsbladet blev fjernet. Han tog en dyb, rolig indånding og bakkede en smule væk fra hende. Han sendte hende et lille, opmuntrende smil. "Det skal du nok blive god til." Bemærkede han. Om det så i bund og grund var en positiv ting, var svært at sige. Men han var glad for, at hun lærte at forsvare sig. Han havde ikke lyst til at gentage situationen ved deres første møde..

"Det tror jeg ville være bedst." Sagde han med et lille grin. "Du må gerne undgå ribbene." Han var ret sikker på, at han ville ligge på jorden og ømme sig, hvis hun fik sparket det rigtige sted. Han ventede til hun så ud til at være klar, før han bevægede sig i en bue omkring hende. Hastigt trådte han frem og greb ud efter hendes arme bagfra - igen var det med lidt blandede følelser, at han angreb, men hun skulle jo lære det.

Maya fik et kækt skævt smil på læberne. Selvom hun ikke ville være at det var rart at få ros, så kunne hun ikke undgå at få det godt af en kompliment omkring netop det her. En egenskab hun ejede eller kom til at eje, se det var noget hun forstod og gerne ville anerkendes for. Det gav også en god skud gå på mod. Og snart, ville hun kunne forsvare sig selv mod enhver fjende. Forhåbentlig.

Maya nikkede alvorligt, selvom der var et glimt af morskab i hendes øjne. "Jeg skal prøve" på den måde havde hun intet lovet, men hun ville da forsøge ikke at gøre mere skade på ham end højest nødvendigt.
Hjertet hamrede i brystet på hende og adrenalinen blandede sig sammen med frygten, så snart hans greb var omkring hende. Hvor rolig og afklaret hun end havde været med situationen da de havde aftalt det skulle ske, gik hun fuldstændig i panik nu. Hun forsøgte at huske at hun skulle bevare roen og sparke tilbage, men i første omgang blev det kun til at hun kæmpede for at komm væk, hvilket vil sige at hun pressede sig fremefter for at bryde ud af grebet. Og da det ikke lykkedes, greb panikken om sig og hun hakkede hælen så hårdt hun kunne mønstre, ned på hans fod.

Det glædede Jarko at se det muntre smil tilbage på Mayas læber. Træningen var ikke noget, der var behagelig for nogen af dem - men den var nødvendig. Det var ikke til at vide, hvornår en ny Øgle ville tage den andens plads. Jarko gøs ved tanken.

Jarko var ikke en utrænet mand, og hans arme var stærke. Det var nemt at holde fast i armene på den spinkle pige, der nu kæmpede i hans greb, og ikke så ud til at kunne komme fri - akkurat, som det ville være, hvis Øglens gorillaer fik fat i hende. Dette kunne blive en vigtig lektie!
Hendes lille hæl hamredes ned mod hans fod, og Jarko kom med et lille grynt af smerte. Hans hænder løsnede automatisk grebet en smule, selv om han stadig holdt fast, da han lige pludselig blev meget opmærksom på, hvor ondt det kunne gøre at blive trampet på foden.. 

Det var ubehageligt, og Maya blev klar over, at trods hun havde været meget igennem med denne mand, og det faktum de havde aftalt spil lige nu, var hun skide bange for ham. Bange for de stærke arme der holdte hende fast som hun kæmpede for at komme væk, og bange for at han gjorde noget andet ved hende, nu han havde fuld styrring. At bevare roen var den største prøve nogensinde, og hendes vejrtrækning afslørede komplikationen.

Ved det lette grynt og lette løsnelse i grebet, sparkede hun tilbage mod knæet mens hun pressede sig fremad og slap ud af hans kreb. Forpustet, panisk og urolig i hele kroppen. Afslørende at hun ikke just havde gode minder af at blive holdt fast på den måde. "Det var sværere.." konstaterede hun med så rolig stemme hun kunne mønstre, mens hun ikke holdte nogen form for øjenkontakt. Det vil sige, hendes stemme dirrede en lille smule.

Maya havde fordelen af sin lille størrelse og smidighed, når hun skulle kæmpe sig fri, og selv om Jarko havde styrken på sin side, kunne han ikke undgå at løsne grebet, da en skarp smerte ramte først foden og så knæet. Han ømmede sig lidt, mens han trådte væk fra hende.
Hans blik faldt på hende, og han bemærkede nu, hvordan hendes stemme dirrede en smule. Han sendte hende et opmuntrende smil, så godt han kunne, og man kunne i hans ansigt aflæse en vis stolthed over hendes gå-på-mod.

"Vi fortsætter bare, så længe du vil." Brummede han. "Lad os mødes en gang i mellem for at træne - så kan du også lige få skaffet et hylster til dolken." Han lod det være op til hende, om hun ville fortsætte træningen nu, eller om hun havde brug for lige at få alting lidt på afstand. 
For Jarko var det rart at få tankerne væk fra mordet, de lige havde begået, og med træningen af den unge pige følte han også, at han rent faktisk gjorde nytte. Hans næste skridt ville være at lære hende at ramme nogle af de steder, der gjorde rigtig ondt - og forhåbentlig ville undervisningen en dag hjælpe, når hun var alene i de mørke gader.

Maya trak vejret i en ret hurtig rytme, afslørende at hun havde været panisk. Hun kunne gemme det bag at det havde været hårdt at forsøge at kæmpe sig ud af det stærke greb fra den voksne mand, men det var ikke hele sandheden. Hun havde været skrækslagende, og blev for alvor klar over hvor vigtigt det var for hende at vide hvordan hun slap væk fra netop dette. Hun var ikke længere et lille barn, der kunne skjule sig bag løse trøjer og barnligt ydre. Jarko vidste det. Ikke at han udnyttede det, ikke endnu i hvert fald – men han havde gjort hende opmærksom på hvor svag hun faktisk var overfor mænd af hans størrelse.

Maya nikkede og skuttede sig en smule sammen. ”Jeg tror det er nok for i dag, i hvert fald af.. Det der” med tanke på at de havde været igennem et mord, fået sig en god portion krystaller af det dog, men alligevel havde de begået et mord. Maya ville gerne forsøge at overbevise alle om at det ikke rørte hende, men det klistrede blod havde ikke været behageligt. ”Du bliver i byen?” der var en let forhåbning i hendes stemme. Som havde hun fundet en mentor at klamre sig til for lærdom, og ikke var villig til at slippe igen. Han var en lusket, lummer og ikke mindst beskidt type, men han havde behandlet hende ordentligt. Det betød mere end elegante klæder, til enhver tid.

Jarko gav hende lidt tid til at samle sig. På den ene side var det nok godt at distrahere pigebarnet med noget - på den anden side kom man ikke uden om, at de to lige havde begået et mord sammen. Hvis man på noget tidspunkt havde spurgt Jarko om, hvorvidt han ville slæbe en femtenårig pige med på en sådan mission, havde svaret været et klart "nej". Men det med øglen havde været personligt, og Maya havde fortjent sin hævn..

"Få dig noget varmt at spise." Brummede han. "Og noget søvn." Han strakte sig og skar ansigt, da bevægelsen igen smertede i hans sår. Han ville i hvert fald selv gøre det samme - måske finde en dame for natten, nu hvor krystallerne var til det. Naturligvis på lang afstand af "Den Gyngende Hofte" og et sted, hvor sengetøjet ikke var grønt.

Han nikkede i retning af Maya. "Det gør jeg. Holder nok lav profil i tilfælde af, at Øglen har venner, der begynder at stille spørgsmål.. men du skal nok kunne finde mig." Han gav hende navnene på et par af sine kontakter i undergrunden og navnet på kroen, han plejede at leje sig ind på. Det kunne være nødvendigt for dem at finde hinanden igen - især hvis Maya ønskede at fortsætte træningen.

Maya forsøgte at ignorerer hvad de havde lavet tidligere. Det bragte hende tættere på manden foran hende, på en dybere måde. En måde hvorpå hun faktisk stolte på ham, selvom det aldrig havde været hendes hensigt at hun ville. Men det ændrede ikke på hvor fanget hun følte sig når der blev holdt fast i hende. Det var der hendes tanker var lige nu. Hjælpeløsheden.

"Yeah... nok en.. god ide" hun tørrede sig under næsen, snøftede og rettede ryggen. Fremstod som om hun ikke lige var gået i panik, og på ingen måde gik med men af overmådelig store mængder af blod. Der gik lang tid før hun tog tilbage til sit andet hjem. Hvis amn kunne kalde det et hjem.

"Jeg vil gerne træne videre.. Men kunne godt bruge et par dage til at slappe lidt af" og med slappe lidt af, mente hun det faktisk. Indtage god mad, et par varme måltider, men ellers forholde sig i ro i et af sine skjulesteder. Afholde sig fra gaden, og ikke fremstå at hun havde krystaller på lommen. At hun lige nu var hvad hun selv ville kategorisere som rig. Mentalt huskede hun navnene, nogen hun genkendte, andre komplet fremmede, hvorfra hun kunne finde Jarko igen. Han var åbenbart god til at skjule sig, hvilket nok var meget heldigt, taget alt i betragtning. "Øhm.. Tak forresten. Både dengang i gyden og.. i dag" Maya sagde normalvis ikke tak til folk, og man kunne se hun havde det en smule hårdt med det. Men hun mente det.

Det var underligt at være kommet så tæt på et andet menneske på så kort tid. Jarko havde altid haft et blødt punkt for byens gadebørn, som han selv havde været en del af, men der var langt fra det, til at tage et ungt pigebarn med på en mordopgave. Træningen ville gøre hende godt, besluttede han. Holde hende fokuseret - det var vigtigt. Tanker var begyndte at udforme sig i hans hoved - måske var det noget, han skulle beskæftige sig mere med: træne gadebørnene. Lære dem at forsvare sig selv. Tanken bragte et lille smil på hans læber - han var ved at blive blødsøden på sine ældre dage..

Han nikkede, forståelsen tydelig i hans blik. Lige nu skulle der ro på - og det ville være godt for dem begge at holde sig fra gaderne et par dage, ind til Øglens bodyguards havde fundet nyt arbejde. Det gode ved betalte mænd var, at når de ikke længere fik betaling, skiftede deres loyaliteter. 

Han lagde en forsigtig hånd på skulderen af pigebarnet. "Og i lige måde. Vi ses snart igen - få skaffet dig et hylster til kniven." Brummede han. Han håbede, at hun ville være i stand til at fokusere på de praktiske opgaver og ikke dvæle alt for meget ved Øglens stirrende, døde blik fra silkelagnerne. Han havde en smule ondt af indehaverne af bordellet, der nu skulle rydde op, men på den anden side havde de befriet dem fra en ubehagelig kunde. Han håbede at det ville gøre de prostituerede godt ikke længere at skulle lægge krop til Øglens perverse lyster..

Hvordan kunne man føle sig knyttet til en person man knap kendte? Visse ting kunne man nok ikke gå igennem uden at efterlade en eller anden form for bånd, om så Maya begyndte at fornægte det. Jarko havde hjulpet hende, mere end én gang. Desuden, når man begik en kriminel handling sammen, var der også mere. Man regnede med at den anden havde ens ryg og ikke sladrede. Det regnede Maya i hvert fald med, da alternativet var at skille sig af med personen, og den tanke nåede aldrig frem.
På mange punkter ganske klar til at tage udfordringer med øgler, slanger, drager! Det hele kunne komme an! Men at slå ihjel når det faktisk var en person man synes om.. Sådan en tanke burde aldrig nå en femtenårigs sind.

Maya trak sig ikke som hånden ramte sin skulder, men fik et ganske kort glimt af et trist blik. Et trist blik der blev erstattet af et skævt smil og himlende øjne. "Ja ja. Du burde få kigget på det skæg der.. Du ser jo farlig ud" en måde at distancere sig når ting kom for tæt på, var at bruge den grove gadehumor. Hun begyndte at bakke et par skridt og trak lidt på skulderen. "Jeg skal nok finde dig igen - ellers finder du nok mig" alle kendte alle i undergrunden. Det ville ikke blive svært, og hun havde kontaktpersoner at gå til. Skulle han blive bekymret - tænk at den tanke overhovedet ramte hende - var hun ikke den sværeste at opsnuse. Derefter lavede hun en let gestus, et let vink uden helt at være det, før hun stak af. Ned af de efterhånden mørke gader til et sted hvor hun kunne gemme sig, sikkert nok til ikke pludseligt at blive forstyrret, nu hun endelig havde noget af værdi.

//out

Jarko forsøgte at stille et fornærmet ansigt op: "Hov hov, unge dame." Skændte han efter hende, men det var tydeligt, at den lurvede mand egentlig var ganske glad for at se, at hun lod til at være nogenlunde ovenpå. Han lod hende stikke af, og ventede et kort øjeblik i gården, før han selv gik tilbage til krokøkkenet. Den kolde vinterluft bed let i kinderne på ham, og han nød et øjeblik bare at stå og slappe af.

Inde i kroen købte han sig en øl og et lille glas brændevin. Krofatter så ud til at være glad, da han endelig forlod stedet, søgende mod undergrunden et sted, hvor han kunne holde lav profil, til folk havde glemt, at der havde været en mand, man kaldte Øglen. Heldigvis tog den slags ikke så lang tid blandt Dianthos kriminelle..