I mange århundreder havde Mørket hersket i skoven. Adskillige væsner blev opslugt af mørket eller drevet bort fra skovens træer, hvis krogede grene smertefuldt strakte sig mod himlen. Alferne, de magiske skabninger der ellers havde haft hjemsted i skovene, flygtede skrækslagent derfra, og efterhånden blev alle advaret mod at holde sig bort fra skovens dyb.
Bortset, naturligvis, fra dem som tjente Mørket. Andre skabninger begyndte at tage ophold i skoven: dæmoner, som ikke var blevet indespærret, da portene til Kzar Mora blev lukket til. Bjergtrolde og orker. Mørkelvere. Mennesker som vendte sig blot fra Lyset.

Men nu, så mange århundreder senere, var Lyset igen begyndt at trænge gennem bladene på skovens gamle træer. Mørket havde flyttet sig fra skoven - selvom den vestlige del af skovene forblev et mørkt og farligt område, var nyt liv begyndt at spire andre steder. En mængde af krogede grene, der havde indesluttet den midterste del af skoven gled langsomt fra hinanden og dyr og fugle begyndte at bygge reder og huler, selvom vinterens kulde var begyndt at kunne mærkes.
Mørket var endelig fordrevet.



Dette er ment som en reaktionstråd for nye eller gamle beboere i skoven eller blot rejsende, som er kommet til området. Man vil tydeligt kunne mærke, at skoven føles ganske anderledes, selvom nogle områder stadig er plaget af Mørket. Alfer, satyrer, halvdyr og andre racer vil begynde at tage ophold i skoven igen, nu hvor Lyset er tilbage.

Ingen af de kentaurer der boede i sumpen kunne huske da solen stadig skinnede gennem trætoppene. De havde i så mange år levet i den farlige sump, hvor tågen gjorde at man aldrig kunne se langt foran sig, men de havde lært at leve i det, og mange holdt sig da også inden i sumpen, for der var de sikre, for det meste, i hvert fald når man ikke faldt ned i sumpen. Så sumpkentaurerne havde lært at leve i den mørke skov og dystre sump og var egentlig rimelig okay med deres liv. De var forsigtige og kun kentaurer der kunne passe på sig selv gik ud i Mørkets Skov.

Alethea var en af disse kentaurer, og hun var jævnligt udenfor kentaur-byen, og det betød også at hun var en af de første kentaurer der begyndte at mærke en forskel i skoven. Mørket virkede ikke længere så tæt, og jo længere væk fra sumpen hun kom, jo lysere virkede det generelt også. Dette gjorde dog blot kentaur-lederen mere forsigtig om det, for hun havde aldrig set Mørkets Skov i denne tilstand. Det var først da hun begyndte at kunne høre fugle fløjten, at det gik op for hende, hvorfor skoven føltes så anderledes. Mørket var ligeså stille begyndt at forsvinde fra Mørket, og selvom tågen stadig lå tykt omkring sumpen, betød det bare at kentaurerne forhåbentlig kunne blive ved med at være i fred for andre. Og alt mørke i skoven ville nok aldrig forsvinde, og det ville da heller ikke være den samme skov hvis det gjorde.

Det var ved at blive lysere, en ting som Kiri ikke var vant til efter hendes utallige år i skoven. Og hun var ikke helt klar over hvorfor det blev lysere, det gav ikke nogen mening for den unge pige. Hun ville rigtig havde været med til slaget om Hovedstaden, men hun havde fået et andet job. Hun havde haft alle planer om at tage tilbage til Midnatsborgen for at orientere om at det var blevet fuldført, men da hun ankom havde hun set borgen i flammer, og hun havde ikke kunne gøre noget, så i dagene efter han hun holdt til i skoven, mens hun ventede på at de kom tilbage, for det var da her de skulle mødes?

Dog var skoven ved at ændre sig, og det gjorde pigen utryg. Hun var vant til mørke og dets utallige farer og mysterier, men ikke mere. Nu var der dyr i skovbunden der ikke prøvede at dræbe hende og fugle i træerne der sang, og Kiri følte at hun havde mistet et hjem. Selvom hun gik i mange dage og prøvede at vænne sig til det nye humør der var i skoven, så hjalp det ikke, og til sidst kun hun ned til en lille hule hun havde, og svøbte et klæde om alle sine ting, før hun gjorde sig klar på at forlade skoven. Det så ikke ud som om at nogen kom tilbage til borgen, så hun måtte jo nok hellere selv se at komme ud og finde dem igen. Det ville heller ikke være godt at være for længe væk, og hun savnede også sådan sin herre.

Kiri samlede nogle søde bær ind før hun fløj op og væk fra skoven hun havde holdt af de sidste 10 år, selvom hun var ved at blive dræbt så mange gange. Hun måtte vel finde et andet sted der kunne give hende samme tryghed endnu engang.

Kench havde sover ind i det meste af dagen. I alt den tid hun havde boet på grænsen af skoven og sumpen havde hun aldrig fået den op vækning som hun havde fået nu. Solen havde skudt igennem de store træer og skinnede ind af Kench's vindue. Hun slog dynen fra sig og kikkede undrende imod solens stårler som var landet på hende og gulvet. Hun lyttede efter. Der var noget der var anderledes, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var.
Med dovne skridt tumlede hun næsten udenfor i det usædvanlige lys og blev mødt af et væsen. Det stod for enden af hendes mole og stirrede nu direkte på hende. Dets slanke ben var klar til at springe væk og dets store øjne var fyldt med liv og frygt for at miste det på samme tid. En hjort..
Kench's ansigt viste tydeligt hvor forvirret hun var over hjortens eksistens. Hun havde ikke set et dyr som ikke var maltrakteret af de væsner som havde været i skoven de sidste århundrede siden hun havde slået sig ned der. Hun gik indenfor døren igen, lukkede den efter sig og kravlede hen under sine mange tæpper og dyner igen.
Hun kunne dog ikke få lov til at sove for den lærke der havde fundet et træ i skoven til at være et ganske sikkert sted at give dagens koncert på.

Den friske kolde vinterluft slog imod dæmonens ansigt, vinden der masede sig gennem træerne havde taget den mest fantastiske duft med sig, duften af frost og gennemkold skovbund. Desværre for Rak'sai var hun ikke i stand til at nyde den slags ting specielt lang tid ad gangen, hun var et væsen af kaos, en skabning fra det dybeste og mest indædte mørke, skønhed var i hendes optik noget helt andet. Alligevel kunne hun ikke lade være med at fascineres af frostens klare krystaller som igen i år havde indfundet sig på bladende.
Grunden til, at hun måske tog sig dette ekstra øjeblik til at nyde naturomgivelserne var ikke så meget, at det frosne fænomen havde indfundet sig som det var, at hun nu, på denne tid, kunne finde sig en del af skoven til sig selv. Mørket stod nu ikke længere i vejen for hendes besiddelse og Lysets hær havde virket til at have for travlt med at rydde op i Hovedstaden hvor der endnu herskede kaos, til at deklerere Amazonitskovene som deres eget. En tragisk fejl, men en fantastisk fordel for den glubende dæmon og hendes lille følge.
Rak'sai trådte et skridt frem imod skovens åbning, det frostbelagte græs under hendes bare fødder bøjede sig med en svag knagen som hun trådte fremad, ingen hvid tåge forlod de blege læber på trods af graderne hun befandt sig i, kroppen der vandrede fremad var som den længe havde været: stendød.
Efter mange betragtinger og overvejelser vendte Rak'sai rundt, tiden var ikke endnu, hvor lidt hun end brød sig om det, var dette ikke et stykke arbejde hun kunne gøre alene, hun behøvede Krapylet til denne slags opgave, alene ville hun kunne bo som en en sølle bonde, med Krapylets hjælp ville hun leve som en dronning.

Den lille rødhårede alf vidste stadig ikke helt hvorfor hun var taget afsted. Væk fra den trygge ramme i Lindeskoven ved sin familie og venner. Noget trak hende derfra og rejsen havde været lang og med indhold af diverse problemer. Ikke alle i den store vide verden ønskede godt for en forsvarsløs alf. Imidlertid kunne Rose prise sig lykkelig for at havde fundet end ven i en sødt, dog lettere forskræmt og uintelligent mus som havde placeret sig på hendes skulder det meste af tiden. Da Rose var kommet længere i sin rejse havde et får fundet sig venligsindet overfor alfen og tilbudt hende at kunne sidde på dens uldne, bløde ryg, mens de tog ud i verden. Fåret havde altid ønsket at rejse, men aldrig kunne finde ud af hvordan man listede hegnet bunden havde sat op. Hvor meget Rose end hadede at stjæle eller gøre andre ulykke, var de blanke øjne fra fåret nok til at hun havde givet efter.

Det førte hende over marker, høje og lange vider. I hyggelige stunder, hvor Rose efterhånden havde samlet urter af forskellig art nok til at opholde hende i et par måneder. Vejen gik mod hvad Rose kendte som mørkets skov. Et område der længe havde været kurrupt og ødelagt. Det var imidlertid ikke så mørkt og grusomt som hun først havde ventet. Der var lysere her i den sydlige del og der tittede af liv. Måske havde rygterne været falske? Eller også var livet begyndt at komme tilbage. Naturen var smuk og uovervindelig på den front. hvor meget man end fik ødelagt, ville det blomstre frem igen, når tiden stod til det.

Der var sket noget. Noget anderledes. Hun kunne mærke det helt nede i hovene! Ronja var altid glad og fyldt med livsglæde og søde smil, men i dag havde bragt endnu mere frem i hende. Lyset der ellers altid havde været en mangelvare igennem hele hendes liv, var begyndt at titte frem. Selvfølgelig ville en sump altid være en mere aflukket område, og det var der heller ikke anderledes nu, men forandringen havde alligevel sat sig. Solen der skar igennem bladende og endelig lod sin varme dale ned, omend sparsomt.

"Ronja.. Nu ikke noget med at løbe omkring" Kentauer pigen smilede uskyldigt til den ældre kvinde, som ganske tydeligt var kentauerens mor. "Selvfølgelige ikke.. Jeg skal bare lige hente nogle pile til fletning" fordi det skulle ske lige nu, af den simple årsag at pilelageret lå tæt på det område hvorved man med en smule snilde kunne snige sig ud i skoven. Sumpens dystre og betågede område, var svær at lave om på, men hvis der alligevel var trængt bare et gram af lys derned, så måtte guderne vide hvordan resten af skoven så ud! Hun måtte ud og se det.