"Pres!"
Tiden var kommet. Efter 9 måneders ventetid var det endelig tid til at byde de nye velkommende til verden med et ordentlig raballer. Sådan lød det i hvert fald som Jolene skreg af smerte som endnu en ve gik igang og tvang hende til at presse.
Hendes mave havde været på størrelse med minimum tre oppuste svineblære de sidste måneder af graviditeten, og nyheden om tvillinger der sparkede i maven, var blevet modtaget med en blanding af stor glæde, samt stor frygt.
Frygten lå i, at moderen sjældent overlevede tvillingefødsler, hvis der bare gik det mindste galt. Men sveden høvlende og med hænderne presset fast om sin mors hånd og den anden fastklemt og lagnet under sig.
"En gang til! Pres!"

De sidste mange måneder kom tilbage som en strøm, som træthed blev blandet med adrenalin. Hun huskede vist faren. Hun havde ikke set ham siden dagen dog. hun huskede samtalen med sin mor om at skulle indrømme det uundgåelige var sket. Gravid og stadig hjemmeboende fordi kroen altid havde været hendes hjem. De første måneder gik. Jolene fik konstateret at hun ventede tvillinger. Om det var to piger, to drenge eller en af hver, var stadig uvist. I hvert fald indtil fødslen indtraf. Herefter kom syning af babytøj og ikke mindst. Hvad skulle de hedde?

"Jeg kan se et hoved!"

Sagaen om Helli. Hun huskede at den bog altid havde fanget hende, og med tid til overs var det også den hun fandt frem til på krystalpaladses biblioteksgemakker. Faktisk var der flere sagn og fortællinger. Den mægtige kamp mod elementalerne før deres egen ø blev lavet. Fortællingerne om mod, barmhjertighed og forståelse. Jolene havde følt at det var historien som et hvert barn skulle tro på var krystallandets sande historie. Hvor de gode vandt og bragte fred og garmen til befolkningen. Den heltemodige Helli! Det havde jo en fantastisk klang!

"Det er en dreng!"
"Virkelig?" en hæs stemme efter flere timers skrig af smerte og fysisk smerte og udkørsel! "En mere!" skrig fra spædbarn fyldte, og der var ikke lang vej i hus.
Jolene pressede. Pressede og mærkede til sidst lettelsen. Endnu et barnegråd fyldte rummet. Jolene mærkede tårerne trille af ren glæde. Det var gået præcis som det skulle, og selvom Jolene var træt, udkørt og på grænsen til at falde om at bare udmattelse. "Det er en pige" Hun havde fået en af hver.
En lille dreng og en lille pige.

De to spædbørn blev lagt i hendes arme, og Jolene så straks en lille tot af hvidlig hår på pigen og en rødlig på drengen. "Hvad skal de hedde?" Jolene smilede som hun så ned på næsten sovende babyer som trykkede sig afslappet op mod hendes bryst.

"Hellius og Hellia"