Solen var kun lige nået en højde, der tillod den at skinne ned over de brostensbelagte gader i den nedre bydel. De fleste handlende var på dette tidspunkt på vej til markedspladsen, kroerne havde smidt de sidste drukkenbolte hjem og var ved at gøre klar til en ny dag.
Denne tidlige morgenstund blev stilheden imidlertid hurtigt afbrudt: ved den store tribune, der ellers mest blev brugt til underholdning efter Lysets tilbagekomst, blev en klokke ringet klart og højt ud over byens gader. Vinduer blev smækket på vid gab, og nysgerrige begyndte at nærme sig tribunen: de fleste faste beboere i byen vidste, hvad klokkesignalet betød: en henrettelse skulle finde sted.

Bødlen havde allerede indfundet sig på sin plads sammen med en gruppe Isari-præster. Den skarpslebne økse i bødlens hånd skinnede i sollyset, og man kunne se, at øksebladet havde gudindens symboler ingraveret: noget tydede på, at dette ikke var en helt almindelig henrettelse.
De dødsdømte blev først ført op på tribunen, da en tilstrækkelig stor mængde tilskuere var ankommet til stedet. De fleste var fattigfolk, men der var også et par mere velklædte skikkelser blandt de forsamlede. En mumlen gik gennem folkemængden, da man så, hvem de dødsdømte var: mørkelvere.
Der var syv af dem, flankeret af et par af Lysets Riddere, der skulle overse henrettelserne. Et par af dem så ud til at have siddet i fangenskab længe, og der var ikke meget sul på de sorthudede kroppe. En enkelt af fangerne var iført finere klæder og så ud til at have været en del af adelen.

"Dø afskum af Mørket!" Et råb lød fra menneskemængden efterfulgt af en rådden frugt, der fløj gennem luften og ramte den adeligt udseende mørkelver på benet. Støj brød ud blandt de forsamlede og flere overmodne frugter blev kastet mod de dødsdømte.
En af Isari-præsternes stemme skar igennem larmen fra tilskuerne, som han begyndte at messe: "Gudinde tag imod disse sjæle af Mørket, disse fjender af Isari. Lad dem bøde for de handlinger, de har begået i deres dødelige liv."
Isari-præsterne havde været nogle af de første til at bifalde den jagt, der var indledt på Mørkelvere i Krystallandet. Selvom nogle af disse elvere levede i fred uden at blande sig i stridighederne, var det almindeligt kendt, at racen var skabt af Mørket, og mange mørkelvere havde da også i tidens løb tjent i Mørkets Hær.

Mørkelverne ført frem én efter én, deres hoved lagt på blokken og adskilt fra resten af kroppen af bødlens økse. Små blodstænk ramte de nærmeste af tilskuerne, som råbte og hujede ved hver henrettelse.



Dette er en plottråd - alle kan deltage. Man kan vælge blot at skrive sin karakters reaktion på tråden og herefter forlade den med det samme igen - eller man kan vælge at fortsætte tråden. Det er helt op til én selv, hvad der skal ske herfra.
Kommer tråden i gang, og er der flere end to deltagere, er man velkommen til at springe folk over, der ikke har svaret i 4 dage

Klokken havde lydt over hovedstaden, som den gjorde fra tid til anden, og kaldte alle til at møde frem og se hvem havde forbrudt sig til en plads hos bødlen. Mitch havde hørt den som han færdiggjort sin morgenmad og havde fulgt den til tribunen, som ikke så få andre. Hans udtryk var ulæseligt, som han stillede sig op bag mængden for at se på.
Som altid var han i mørkt. ikke i sort, men i koksgråt, der virkede så meget mere som en del af skyggerne. Noget hans sorte vinger kun understregede fornemmelsen af for ikke at tale om hans hårde øjne.
Der var mange grunde til at blive henrettet offentligt. Hvad de dødsdømte havde gjort stod dog klart så snart han så dem. De var dømt på deres race først og deres gerninger senere. Sådan var det for mørkelvere. De varsomme havde for længst forladt hovedstaden og alle områder nær denne eller Lindeskove. De varsomme var desværre en sjældenhed i forhold til de blinde for dybden af deres naboers fordomme.

Mængden gav da også udtryk for disse som mørkelverne trådte frem og som Mitch så dem an landede hans blik hårdt på to af dem. De to kendte han til og de havde en plads hvor de var nu for det de havde lavet i undergrunden af hovedstadens hierarki. De andre havde han intet kendskab til og tvivlede på han ville få det. Alt han kunne var at håbe de var så skyldige som de to han havde sine øjne på.
Præsterne lagde da heller ikke skjul på deres tilfredshed ved seancen. De havde et indgroet had til racen skabt gennem tortur og vold og ingen medlidenhed som de ellers prædikede. Det lukkede kun Mitch ansigt det mere til, som mørkelverne en for en blev ført frem og henrettet. Han blev dog stående til den sidste var død, før han lod blikket glide over præsterne og bødlen med et ulæseligt udtryk.
Så slog han vingerne ud og fløj væk.
Han behøvede ikke være vidne til mere af festlighederne over de tabte liv. I stedet forsvandt han op i luften for at lande ved Kiles tempel.

//OUT

Igennem larmen fra den hujende folkemængde, var der ikke mange, som kunne høre den rytmiske klang af hestesko mod brosten. De blev først mødt af den brune vallak når det kraftige dyr tårnede sig over dem og det næsten var for sent at flytte sig. Càemm havde undret sig over aktiviteten, han vidste, at han havde nærmet sig en større, travlere by end dem, han havde forceret på sin nuværende rejse. Men folk strømmede igennem gaderne, og de emmede af ophidselse og ærefrygt.
Som følelseslæser var store mængder sjældent værd at foretrække, Càemm sukkede under dunkende tindinger og styrede sin høje ganger forbi en fastfrosset klike piger. Uden at smuglytte kunne han fortælle sig, at de diskuterede om hvorvidt de skulle fortsætte væk fra markedspladsen. Én ville helst hjem, en anden bange og en tredje blot interesseret i fortsat at kontrollere dagens gang. Han bemærkede, at alle boder - på nær en bod med honningtrekanter på pind - var menneskeforladte. Og det skulle ikke tage hesten mange klukkende skridt, før Càemm igen kunne nyde fordel af at have et tårnhøjt bæst. Øjeblikkeligt stivnede ansigtsmasken en kende, og han behøvede end ikke at rejse sig i stigbøjlerne for at få et overblik.
Det summede svagt mellem hans læber, prikkede en kende i udkanten af øjnene, for han nærmede sig den åbne plads. Den var tilstrøet med mennesker fra alle hjørner af byen, og al følelsesspillet fik Càemms sanser til at stritte. Der var mange, der blot stod i udkanten - glade over ikke selv at stå på skafottet. Lettelsen, han mærkede fra disse fik hans håndflader til at holde fugtigt om tøjlen.
Buk - hesten - skridtede uanfængtet ind mellem den tætte flok af mennesker, og jo tættere, jo stærkere følelser. Den, der ramte sanselæseren hårdest i maven var had. Gudsfrygtigt had. Càemm missede med øjnene imod centrum - hvad der praktisk talt kunne kaldes scenen - og fik øje på disse følelsers ejemænd. Præster. Han bed sammen; der var en grund til, at han gik store buer udenom alt, der synede religiøst. Religionen messede om tilgivelse, lys og elskov - og praktiserede, lovliggjorde det præcis modsatte. Mord, had - racisme.
Følelsen af det sidste forsøg på hidsig modstand brændte i Càemms mellemgulv, og han så, hvordan den udsultede sorte elver vred sig under dødsgrebet. Lige da ændrede følelsen sig til en angst så dyb, at selv hesten under ham veg baglæns. Og med ét var det væk... det tredje hoved trillede udover kanten på scenen og blev modtaget af højlydt begejstring. Begejstring fyldt med fremmedhad, med gudsskræk og selvjustits.

Lyden af klokker, der varslede den forestående henrettelse, rungede gennem byens gader. Zash vidste hvad det betød, hendes medkrigere havde snakket om mørkelverne med slet skjult fryd over deres kommende død. Zash havde ikke helt vidst hvad hun skulle synes om det. På den ene side var det mørkelvere, en race der flere gange end ikke, var en del af mørkets hær. På den anden side gik det imod alt hvad hun havde lært, at jagte nogen kun på grund af deres race.
Hun overvejede at kæmpe sig ud fra folkemængden, men selv ikke hendes robuste form kunne stå imod kødranden af mennesker der presse sig frem, for at få gode pladser inde på tribunen. Zash havde set nok død for en livstid, men morbid nysgerrighed fik til sidst hende til at lade sig blive svøbt med mængden. Hun vidste ikke meget om dem, ud over at de var mørkelvere, og måske skulle hun vente med at dømme indtil hun havde alle informationerne.
Problemet ved at være en dværg, og en lille en af slagsen, var at da hun endelig nåede pladsen, så hun ikke andet end en mur af rygge. Med et yderst utilfreds grynt, begyndte hun den møjsommelige opgave, at klemme sig igennem en menneskemængde, der i særdeleshed ikke brød sig om at blive skubbet til.
Til sidst stod hun ved væggen af arenaen, hvor der var skåret vertikale riller ind i væggen, hvorfor vidste hun ikke. Med besvær kunne hun kile sine fingrespidser mellem dem, og hejse sig op. Cirka halvvejs oppe på muren var der en større udhug, hvor en lille dværg med nødt og næppe kunne sidde.
Hun bed tænderne sammen da hun så stadiet som fangerne var i. De var tynde og slidte, og det var ikke svært at se at ingen havde vist dem den mindste smule nåde. Det gav hende en dårlig smag i munden. Hos det kompagni hun havde ført været i, havde hun lært om vigtigheden ved at vise sine fanger bare en lille smugle nåde. Sørg for at de fik mad og ikke døde af inficerede sår; så var der en chance for at hvis kompagniet blev fanget, ville deres fangetagere også vise dem den samme værdighed. Dette var ikke værdigt, og Zash havde mistet mere og mere af sin tro på lyset, efter jagten på mørkelvere blev indledt.
Da tilskuerne -barbarene- kastede med rådden frugt, blev det for meget for Zash. Med en ed skubbede hun sig ud fra væggen, og landede tungt på jorden. Det var et held hun ikke havde ramt nogle af folkene der stod under hende, men i hendes sindstilstand var hun ret ligeglad.
Med skarpe albuer og et blik der kunne sende fjendlige soldater på flugt, begnydte hun sin vej gennem menneskemængden. Det var klart at den sidste mørkelver var blevet henrettet, på lyden fra menneskemængden. Hun overvejede kort at finde en af dem der havde kastet med den rådne frugt, og måske tvinge et par stykker ned i halsen på dem. Hun havde taget et par skridt mod hvor hun troede en af gerningsmændende var, før hun kom på bedre tanker. Hun var en del af lysets hær, hvor misfornøjet hun så end var med deres beslutninger, og det krævede ikke et geni at regne ud, at overfalde en af beboerne hun skulle beskytte, ikke var en særlig god idé. I stedet vendte hun om, og skubbede sig i den generelle retning af udgangen.

Kravenoh havde hørt at mørkelverne var blevet en hadet race, og det var mest af alt på grund af Toorah nattefrost og ja måske lidt ham, så da han hørte der skulle henrettes 7 af hans slags var han nød til at møde op for at se om det virkelig var sandt og til hans irriterende syn var det sandt.

Kravenoh havde sneget sig ind på pladsen via taget som var bevogtet af en vagt med bue og pil, Kravenoh slå lydløst vagten ihjel ved hjælp af lydløshed og hans evne til at snigmord folk, han stoppede op henne ved kanten af taget for at få et bedre overblik af pladsen, og der kunne han nærmest stå uden at blive set. han lagde mærke til mængden af mennesker som nærmest råbte ting til hans arts fælle, han satte ned på hug og kørte hånden igennem hans hår " forbandede elver " kom det mumlende fra ham, der var ikke meget han kunne gøre selvom mest af alt han bare havde lyst til at redde dem. Kravenoh blik blev rettet kort på en mand på en hest som kom ind på pladsen ikke at manden havde nogen betydning for ham, men han fik lige et blik med på vejen.

Kravenoh fik lige pludselig øje på en af lysets mange kriger som var på pladsen, en dværg et lille smil kom frem på hans læber for han havde altid set dværge som nogen der bare ikke kunne noget og oppe for hvor han stod så det bare sjovt at den lille dværg prøvede at komme igennem Folke mængden.

Endelig var Spike tilbage til byen han var opvokset i. Storbyen med dens pulserende liv havde lært ham alt han behøvede at vide for at overleve. Byen var trædebrættet på hvilket han havde taget det første skridt op ad en lang og mørk trappe. Og nu var han tilbage, efter tre års eksil.
Folk ville forhåbentligt have glemt alt om ham nu, men for en sikkerheds skyld havde han påtaget sig et andet udseende. Han havde gjort sig selv bredere og lidt lavere, med spidst brunt hår på hovedet. Et falmet ar strakte sig over hans lukkede højre øje. Bag øjenlågene fortsatte hans ene magiske øje med at se uhindret. Hans ansigtstræk var robuste og slidte, og det samme var hans tøj.

Han var gået ind for at sondere og se hvordan landet var faldet til ro siden hans dramatiske afgang.
Modet faldt hurtigt da han så hvad der foregik på pladsen. Det var ikke mere end tre år siden han selv havde stået på samme podium og råbt samme intetsigende domme på folk han ikke kendte eller havde noget forhold til. Hans sidste gerning i denne bundkorrupte by havde været at bidrage til folkets had og frygt, og her så man frugten af det. Drab. Mord. De henrettede var ikke kriminelle. Henrettelsen var et show for at tilfredsstile pøblens frygt for det ukendte. Præcis ligesom dengang.
Den eneste forskel var folkenes råb. Folkemængden var så fuld af had og vrede at Spike fik det dårligt. Han var alt for emotionelt beskadiget til at føle nogen medlidenhed med ofrene, men han så denne brutale handling som sin arv til verden; han havde været væk i tre år og havde intet hørt om politik eller krige. Alt han kunne se var at intet havde ændret sig fra den dag han forlod byen til den dag han vente tilbage.
Han begyndte at masse sig ind blandt folkene, der stadig hjuplede og hujede hver gang øksen faldt. Han forsøgte at råbe ”Stop!” og ”Stands!” men hans brøl druknede i den generelle larm på pladsen. Han forsøgte at skubbe sig igennem mængden, men tæt på podiet var de så tæt pakket og aktive, at det viste sig umuligt. Når han skubbede, skubbede folk ham aggressivt væk.
Efter at øksen faldt på den sidste af sortelverne, begyndte folk at falde til ro. Showet var overstået, og de måtte videre med deres liv. Først nu kom Spike frem til podiet. Han stod bag det, med bødlerne foran sig. De havde ryggene vendt mod ham, og en af dem sparkede til det sidste lig, der stadig hvilede sin overkrop på huggeblokken. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med sig selv. Billeder af blod og mord fløj igennem hans tanker. Han trak vejret sporadisk og gispende, indtil en klar tanke stod tilbage: Nogen måtte straffes.

I en enkelt glidende bevægelse trak han sig op på podiet mens hans ene sværd fløj ud af dets skede og fandt et nyt hjem i den nærmeste præst. Inden de kunne nå at danne sig et overblik havde den næste fået en albue i ansigtet med alt den kraft Spike kunne mønstre. Overraskelsens moment havde været med ham, men nu var de klar, og det næste slag mod bødlens hals blev slået til side. Det ville ikke blive nogen nem kamp, men der var ingen vej udenom det nu.

Der var et halv dusin vagter strøet taktisk ud imellem den store folkemængde, og i kraft af sit forbedrede udsyn fangede Càemm et glimt af én. Han hostede, blod fulgte med og i samme så sanselæseren, hvordan han var gennemboret af en pil og faldt til jorden.
Først dér begyndte folk omkring pileofferet at flytte nervøst på sig, og fra hujende lettelse gik det hurtigt ned ad bakke.
Kvinder, børn og forudseende mænd tog flugten, begyndte at mase sig igennem muren af deres næste. En dværg var faretruende nær Buks ene forhov, og Càemm mærkede hysteriet derfra, det satte sig i hans hænder, der knyttede om tøjlen.
Det ville gå galt, og han trak i en tøjle. Politisk spil var måske hans boldgade, men det var menneskeforfølgelse og oprør absolut ikke.
Hesten under ham rykkede uroligt på sig over uroen omkring den, folk pressede hinanden opad de brune flanker i forsøget på at komme først afsted. I ét udbrød panikken ud i lys lue.
En enkelt mand var hoppet op på den dryppende scene og udgydede mere blod. Càemm så, hvordan en præst blev sat på pind, men ikke hvilken slags. Et dødeligt sværd, der øjeblikkeligt sendte ham ned imellem de sorte, hovedløse lig. Han nåede lige at tænke, at i døden var alle ens, alle endte som kolde lig.
Nogle skulle mene, at præster var blide væsner. Det var de ikke, disse var ikke de sædvanlige præster, for manden på scenen fik kamp til sit hår.
"Hjælp mig!" En panikken, ung mand havde grebet Càemms stigbøjle, nær løbet over ende af mængden bag ham. De store, bange øjne stirrede lige op på sanseren. Han fik et velplaceret spark midt i ansigtet og forsvandt under et utal af fødder...

En lav, spinkel skikkelse bevægede sig lydløst rundt i udkanten af mængden der havde samlet sig på pladsen. Hun havde været oppe for flere timer siden, som køkkenmedhjælper var det med at være oppe før de fleste. Dog havde lyden af klokkerne vækket en nysgerrighed i hende. Først havde hun troet at det var et tegn på at byen blev angrebet, hvilket havde fået den unge kvinde til at se op imod himmelen uden at se særligt meget andet end den farverige solopgang.
En tydeligt opstemt gruppe havde mast sig forbi hende, hvilket havde fået hende til af ren og skær nysgerrighed at følge efter.

Mylderet på pladsen mindede hende om mylderet der havde været da de ankom til byen. Dog var stemningen anderledes, istedet for at være desperat og klagende, var den langt mere opstemt, ophidset ville nogen måske endda kalde det. Blikkene blev vendt mod tribunen som en mand tog til gemæle.
Nysgerrigt betragtede Charlene optoget, stående på spidsen af sine fødder. Hun ville tættere på. Hun kunne knapt høre hvad der blev sagt hvor hun var lige nu. Diskret lod hun sig gå ud til siden af mængden inden hun forvandlede sig til en lille violet-grøn svale der cirkulerede kort over mængden inden den simpelt satte sig på en af pælene ved podiet, et lille stykke bag fanger, vagter og præster.
sortelverne havde i den grad set bedre dage, ikke desto mindre undrede hun sig over hvad de var helt præcist de havde gjort. Arbejdet for den forkerte velsagtens?
Fjerene blev puffet en smule op idet bødlens skarpslebne økse brød igennem. Lyden af metal der gennembrød knogler og kød, fulgt af stanken af blod, der dog ikke desto mindre vækkede en blodtørstig og krigerisk side af Charlene idet hun ivrigt fulgte med fra sin plads, småpippende, indtil en skikkelse pludselig brød op på scenen og dræbt en præst. Med et forskrækket udbrud forsøgte hun at flyve væk, uden helt at have nogen ide om hvor ville være bedst at flygte hen i mængden der pludselig havde fået samme desperate råb og klang som flygtningene udenfor byportene.

Jarko havde været på vej hjem fra en af byens kroer denne tidlige morgen, da klokkerne var begyndt at ringe. Først forbandede han dem langt væk, for han havde drukket tilstrækkeligt til, at larmen gav ham en gevaldig hovedpine - alligevel tvang nysgerrigheden ham tættere på tribunen.
Da han dukkede frem under en skyggefuld portåbning, var det meste af pladsen allerede fyldt til randen med tilskuere og den talende præst havde netop afsluttet sin messen. Jarko kneb øjnene sammen for bedre at kunne se de dødsdømte. Han var ganske klar over, at der var blevet indledt en jagt på Mørkelvere, og naturligvis var det i byen, men først havde afstøvet krogene og indfanget dem, der gemte sig her.

At man dømte folk alene på grund af deres race, var ikke som sådan noget nyt i Krystallandet. Vampyrer og varulve havde der længe været fri jagt på, men dette havde sandsynligvis fået alvorlige konsekvenser for de mørkelvere, der ellers havde levet fredeligt i samfundet..
Jarko lænede sig op ad porten med armene over kors, mens bødlen huggede hovedet af den sidste mørkelver. Han overvejede kort, hvad der mon var blevet af den mørkelverspion, han selv plejede at handle med i piratbyen .. vedkommende var sandsynligvis over alle bjerge.

Da manden sprang op på tribunen og dræbte en af præsterne, gik der et langt øjeblik, før Jarko overhovedet opfattede, hvad der var sket. Det samme galdt tilskuerne, men pludselig begyndte larmen at tage til: folk skubbede, mastede og råbte. Ingen turde dog kaste frugt imod denne nyankomne, men enkelte begyndte at råbe på byvagterne, mens præsterne på tribunen gjorde sig klar til kamp.
Kamptrænede præster.. hvad er vi dog kommet til.. Jarko, der havde respekt for guderne, men ikke var voldsomt religiøst anlagt, følte sig ikke helt tryg ved den øgede magt, Isari-kirken havde fået. Han forvandlede sig til sin krageform, og fløj hastigt over tilskuerne, hvorefter han begyndte at cirkle omkring tribunen. Han havde ingen interesse i at blande sig i kampen, men han var interesseret i at se dens udfald. Angriberen så ud til at være i håbløst undertal, og menneskemængden var også imod ham - selvom råbene havde ændret sig fra at være hadefulde, til at være forskrækkede og skrækslagne. Der var ingen af tilskuerne, der før havde set en præst, en hellig mand, blive dræbt.

Spikes udfald havde været mod den nærmeste præst, der havde afværget hans slag ved at løfte sin arm til hovedet. Det uforventede jag, der løb igennem Spikes arm ved sammenstødet, tvang ham et skridt tilbage. Det sås snart derefter hvad der havde stoppet hans angreb; hver af præsterne hev lange knive ud af deres ærmer.
Men Spike havde ikke længe til at vurdere sin næste handling før bødlens økse var på flugt med hans hoved. Manden var stor og muskuløs, og man kunne tydeligt se at han var vandt til at svinge sin økse med både præcision og styrke. Dog, trods sin store styrke, var han ikke en kriger. Ligesom præsterne var han næppe trænet i meget mere end rudimentær kamp, hvis præsterne overhovedet havde fået så meget. Et politisk ”slagsmål” blev overstået ved første stik. Han snoede sig rundt og trak sværdet op i sidste øjeblik. Han kunne ikke stoppe den massives mand slag, men han brugte sit sværd til at afværge det. Øksehovedet borede sig dybt ned i træet under dem. Uden sit våben var der intet bødlen kunne gøre for at stoppe Spike, og han ville ikke give manden tid nok til at få det. Med en hurtig bevægelse stod blodet ud over de af publikum, der endnu ikke havde mast sig langt nok væk.

Spike var en kriger. Allerede fra en ung alder havde han leget med sværd, og gennem hele hans unge liv var han blevet poleret til en dræbermaskine. Foran ham stod der fire præster med knivene fremme. De var tydeligt rystede ved synet af blod. Spike sprang frem med den nærmeste, og greb hans håndled som han forsøgte at sænke kniven. Præstene bar ingen rustning; sværdet mødte ingen modstand som det skar ham et nyt smil.
I samme glidende bevægelse som han skar den første mave op, sparkede han benet væk under den næste. Allerede inden manden havde ramt jorden, havde Spike boret sit sværd igennem ham og ned i podiet. Han gav slip og trak sit andet sværd. Et sted i kampens hede havde en af de to resterende præster fået dolket Spike en kniv i skulderen, men han følte ingen smerte. De to mænd havde mistet troen på at de kunne vinde, og var begyndte at vælte væk fra blodbadet. Den spiddede præst klynkede dæmpet mens han hostede blod op.

Spike kiggede omkring, på alle de paniske ansigter og flygtende mennesker. Han var ikke sikker på hvordan det var kommet så vidt. Han havde ikke tænkt sig at følge efter de sidste to præster. Nu var det et spørgsmål om at slippe væk herfra uden flere problemer.

Spike tænkte at han aldrig skulle være taget tilbage til byen.

Panikken havde efterhånden spredt sig ved tribunen, og Jarko satte pris på, at han befandt sig i luften. Med den fart, folk havde på, ville præsterne og mørkelverne ikke være de eneste, der måtte lade livet: faren for at blive trampet ned af folkemængden var overhængende.
En modig udforderer var kravlet op på tribunen, sværd i hånden og et vildt udtryk i øjnene. En tyk guldkæde ned Isaris symbol, solen og stjernen, hang om halsen på ham - endnu en religiøs fantatiker. Jarko i krageformen udstødte et advarende "kraaa", som udfordreren kastede sig mod manden på tribunen.
Jarko var ikke helt sikker på, hvorfor han i øjeblikket sympatiserede med præstemorderen, men han vidste, at manden sandsynligvis ville være langt mere interessant for ham i live. En øjenvidendeberetning om, hvordan morderen præcist havde set ud samt hvor, han sandsynligvis var flygtet hen, ville kunne få krystaller til at skifte hænder.

De restende præster var forsvundet i folkemængden, hvoraf en stor del forsøgte at komme væk - andre kastede sig i retning af tribunen, sandsynligvis med den tanke, at hvis de var nok, ville morderen ikke have en chance. Det ville han sandsynligvis heller ikke, tænkte Jarko, som han spejdede ud over menneskemængden. Der burde dog være en god chance for at forsvinde i kaoset.
Fra en sidegade kom en mængde byvagter løbende, sandsynligvis tilkaldt efter balladen startede. De forsøgte at skubbe sig vej frem mod tribunen, men det var en langsommelig opgave, på grund af alle dem, der panisk ville i den modsatte retning.