De havde marcheret i flere uger nu. I deres fodspor havde de efterladt brændende gårde og ligene af dem, der endnu ikke var flygtet til Hovedstaden. Dem, der havde bedt for deres liv, havde de tvunget ind i hæren: kastet en eller anden form for våben, der var i overskud, i armene på dem, og nu gik de blandt orker, dæmoner, slaver og tilhængere af Mørkets Lord. Herren selv red bagerst på en sort hest: han var iført en mørk rustning samt en sort hætte, der dækkede det meste af skeletansigtet.
Forventningens glæde sås i øjnene på krigerne: utålmodigheden var steget i månederne efter Dragorns fald, hvor rygterne gik om, at det snart var tid til at udnytte sejrsrusen og angribe Lysets hovedsæde.
Først skulle adskillige dværgesmedede rustninger og våben imidlertid fragtes fra de nyligt erobrede rige til Midnatsborgen. Smedjerne i Dragorn havde blusset dag og nat, og Mørkets Hær var nu så klar, som den kunne blive, til at udføre et angreb inden vinterens komme.

Det var hen på aftenen, da de forreste fik øje på efterårssolens sidste gyldne stråler, der glimtede i Krystalpaladsets høje tårne. En mumlen gik gennem hæren, og orkerne, der marcherede som nogle af de forreste, begyndte rytmisk at slå på deres skjolde. Lyden af et horn flængede luften.

I Hovedstaden havde man hørt rygterne om, at Mørkets Hær var på vej. Langs bymuren stod Lysets Krigere posteret sammen med en stor mængde bueskytter og byvagter. Enhver, der var i stand til at kæmpe, var blevet udstyret med det bedste, man nu kunne finde, og over byen svævede dragerne med deres ryttere.
Børnene, de gamle og de svagelige havde søgt tilflugt i templerne, som var fyldt til randen, og lyden af barnegråd brød ofte stilheden i tempelbygningerne. Man frygtede, hvad der ville ske, hvis Mørkets Hær overtog byen. Andre havde søgt tilflugt i byens undergrund: det var for sent at flygte fra byen, og for de fleste, var der ikke noget sted at flygte hen.

Mørkets Hær var nu tydeligt i syne fra bymuren og den nedgående sols gyldne skær kunne ses i skjolde, sværd og rustninger. En kampesten kastet gennem luften af en bjergtrold bragede ind i muren som rystede under fødderne på bueskytterne. Et råb kunne høres og luften fyldtes med pile, der blev skudt af sted mod de angribende.
Kampen mellem Lyset og Mørket var begyndt.



Dette er den første del af 3 tråde om Slaget om Hovedstaden. Det er ment som en reaktionstråd, hvor du beskriver, hvad din karakter foretager sig under starten på angrebet. Ønsker du at deltage i en længere og mere specifik tråd omkring hændelserne, er du velkommen til at oprette en sådan. Her kan du f.eks. også have en kamp med en anden karakter.
Man er velkommen til at styre diverse NPC'er i form af Lyset eller Mørkets styrker.
Alle, der befinder sig i Hovedstaden, hvad enten man tilhører Mørket, Lyset eller ingen af delene er velkomne i tråden. Riddere og generaler må gerne bruge deres drager.

Ashas blik vandrede mod orkerne, der vandrede til fods et sted til højre for hende. Hun kunne høre deres dybe stemmer og din rytmiske lyd, når de slog på deres skjolde. I dag var hun selv imidlertid en af Mørkets Krigere, og hun red på hest blandt de andre krigere iført en mørk læderrustning. To økser hang på hver sin side af hendes bælte.
Foran dem kunne hun skimte de høje tårne fra Krystalpaladset: et sted hun altid kun havde set på afstand. De gange, hun overhovedet havde sat foden inden for Hovedstadens porte kunne også tælles på én hånd: Folk af orkblod var ikke populære blandt mennesker, og hun holdt sig oftest langt væk fra den slags steder.

I dag, ville det være anderledes. Hun håbede på, at portene ville være nedbrudt inden natten var omme, og at de snart kunne gå frit i byens gader, samt plyndre husene for alt, hvad de ønskede sig. Hun havde ikke tænkt nærmere over, hvad der ville ske, hvis Mørket herskede over landet: hun vidste bare, at Herren accepterede hende og Mok'garu orkerne i langt højere grad, end Lyset nogensinde ville gøre.

Byen var kommet nærmere, og pludselig var kampen brudt løs: pile fløj overalt gennem luften, og hendes hest stejlede vrinskende, så hun måtte holde fast alt hvad hun kunne. Da dyret var kommet ned på alle fire igen, sprang hun fra sadlen og lod hest være hest, imens hun styrtede fremad blandt fodfolkene: hun kunne se bymuren længere fremme og hendes eneste tanke var, at komme over den og finde en eller anden at begrave sine økser i hovedet på.

Kalitresh stod på toppen af bymuren - skulder mod skulder med de andre byvagter. I hans skællede hænder var bue og pil: klar til at skyde, så snart de angribende var tilstrækkeligt tæt på. Han var ingen erfaren bueskytte: denne kunst havde han først forsøgt sig med efter at han var begyndt at leve på landjorden, og det var første gang han brugte våbenet uden for byvagternes træningsområde.
På den ene side længdes han efter at smide buen og i stedet gribe de buede klinger, der sad i hans bælte: på den anden side frygtede han, at det ville komme til dette, for det ville betyde, at Mørkets Hær var nået over bymuren.

Ordren blev givet. Kalitresh hånd var fast og rolig, som han lod den første pil flyve af sted, selvom hans hjerte bankede hastigt derudaf: de slag, han tidligere havde deltaget i havde hyppigst været imod pirater, og deres størrelse var ingenting i forhold til dette. Fra toppen af muren kunne man se den endeløse mængde af mennesker, dæmoner og andre skabninger, der ventede på at storme murene og overtage byen. Han så de gyldne stråler fra den nedgående sol glimte i lange, drabelige spyd og et øjeblik overvejede han, om de ville overleve natten.
Den slags tanker var der dog ikke tid til: Han greb den næste pil fra koggeret og sendte den af sted i en bue mod de angribende, der var sat i løb mod bymuren. Under ham rystede det hele, og han måtte gribe fat i de ujævne sten foran sig for ikke at vælte, da en gigantisk sten bragede ind i muren under dem. Kalitresh opsendte en kort bøn til gudinden Valeria, som han genvandt fodfæstet og lagde en ny pil på buestrengen.

Caidan var en del af styrken der stod foran bymuren. Hans general kendte hvilke evner, Caidan havde. Derfor var han bedst stillet i de heftige, voldsomme nærkampe, hvor han kunne gå hurtigt ind og hurtigt tilbage. Af selv samme grund var han på højre flanke, næsten yderst i hæren. Han havde godt talt lidt med sine krigerkammerater om taktikken, skulle muligheden byde sig, men igen kom det meget an på, hvordan mørket havde tænkt sig at tage det hele an.
Men for nu var det bare, at vente. De var i en defensiv position, og sådan arbejdede Caidan egentlig som sådan også bedst. Han var for en gangs skyld klædt i den fulde uniform. Hvid skjorte, ringbrynje, dog uden hjelm. Han var alt i alt meget let beskyttet. Men han havde også andre muligheder, når det kom til, at undgå at blive dræbt. Hans sværdstav stod støttet mod jorden og han holdt den stramt i højre hånd, ventende. Der var ikke noget, så irriterende, som at vente. Men i modsætning til mange andre, var hans bange anelser skubbet i baggrunden. Manden ved siden af ham så skrækslagen ud, svedperler der rendte ned ad panden på ham. Eller også var det fordi manden havde en fuldplade på. Men han så nu også ret bleg ud.

Caidan vendte blikket mod manden. "Rolig nu, Royle. Jeg ved at det her er forfærdeligt. Men der er ingen vej uden om," forklarede han den yngre kriger. "Det bedste vi kan gøre nu, er at kæmpe til det sidste. Vær modig for alle flygtningene derinde. Og din familie," han sendte sin kammerat et blidt, venligt smil, og vendte derefter blikket mod den mørke hær. Hans smil falmede, erstattet af en kold grimasse. Han brød sig ikke om dem, og han ville ikke finde sig i, at de forsøgte at tage hovedstaden. De kunne rende tilbage hvor de kom fra, kunne de!

Jenko sad roligt inde på kroen ide han hørte lyden af alarm klokker lyde, han rørte ikke på sig selvom der var mange af personerne inde i kroen som begynde at panikke, en af by vagterne kom brasene ind i kroen og bad alle der kunne bruge våben om at kæmpe, og hjælpe til og straks var han ude af døren igen.

Jenko tog en bid af hans brød og kiggede kort ud af vinduet som han sad tæt på, det hele mindede om Wen for lige nu havde han mest af alt lyst til en drink men tanken af hende gjord han ikke havde tænkt sig at gøre det, han kører skrig og uro ude på gaden, Jenko var hverken lysets kriger eller byvagt så han følte ikke han skylde nogen noget, men alligevel måtte han jo nok gøre noget, han rejste sig op fra stolen og tog kappen over hovedet og gik ud af døren.

da han kom ud af byen og kiggede på imod muren hvor en masse folk stod, gik han ud fra det var der det hele måtte komme til at ske, han gik hen imod trappen til muren hvor man kunne gå op og se ned fra, han placerede en masse folk på vej hen mod den spot han havde tænkt sig.
" lad os se hvad disse skaber har tænkt sig " sagde han roligt. og kiggede ud over mængden af fjender som stod klar til angreb.

Jenko placerede hånd op i luften hvor efter en masse skyere og torden begynde at danne sig, og efter lidt tid begynde det at tordne og lyne, hvor efter et lyn med et kæmpe glimt slog ned i Jenko, og hans rustning begynde at danne sig på hans krop samtidig med hans hår begynde at blive lyst.

Ikari lagde benene yderligere til dragen der vred sig hidsigt under hendes kommando, få øjeblikke efter landede det store tunge bæst på jorden med et vingesus så voldsomt, at flere af de nærtgående fodsoldater måtte vakle en enkelt gang for at genvinde balancen, tydeligvis heller ikke meget trygge ved siden af Ikaris store handrage Kaar'zal. I en smidig bevægelse gled mørkelveren ned fra dragens side, hvor hun bevægede sig op til det store hoved, her stirrede de orange reptiløjne ind i hendes.
"Ussta abbil, dos inbal tlus biu kleel abban!" (Min ven, du har været en vigtig allieret)
Det grove mørkelversprog rungede over delingerne i nærheden, men de færreste vendte sig for at se, hvad der foregik, mange vidste, at talen var henvendt dragen, ingen andre.
"Jhal nindol malar, dorn malar pholor ussta ehmtu" (men denne kamp kæmper jeg alene)
En metalbehandsket hånd strøg kort dragen over hovedet, nedover snuden der prustede varm damp frem for sig. Ikaris vendte sig kort, hun mærkede hvordan jorden under hende gav efter, det var ikke længe siden det havde regnet, det ville ikke vare længe inden himlen igen ville åbne sig og lade efterårets kolde vand vælte nedover kampen der skulle til at udbryde.
Den nye rustning sad perfekt, ikke en eneste fejl var der på den, det mørke metal var velsmurt og lydløst, Ikaris kunne sværge, at hun endnu havde fedtede fingre fra olien, som endnu prægede overfladen. Det var ikke et problem, grebet på hendes trofaste tvillingesværd var efterhånden formet efter hendes hænder af de talløse timers brug, men ruskindet der var lagt på var nyt og friskt, det ville sikre hende den optimale situation uanset om olie eller regn skulle komme i hendes vej. Mørkelveren vendte sig omkring mod byen, her fra bakken kunne man se en smule over borgmuren, men det ville ikke vare længe, om lidt ville de møde de første af Lysets tropper, det bragte et lille smil frem.
"Usstan fridj inbal uss fuu'ux whol dos ussta d'anthe" (Jeg har dog én opgave til dig min kære)
Ikaris begyndte at marchere fremad, dragen fulgte efter hende, trofast som en hund, men smidig og elegant som en slange, ikke længe efter kunne hun skimte de hvide uniformer længere fremme, mange af fronttropperne spækket med metal, de var så klar som hun, men næppe så blodtørstige som hendes instinkt påbød hende at være.
"Flamgra ol jal harl!" (Brænd det hele ned)

Dagen var kommet hurtigere end ventet. Men den var frem for alt fuldstændig ventet hos den høje skabning som var forsvundet nemt ud af mængden og nu stod i krystalpaladset. Uset af folkene omkring sig, der hektisk løb rundt. Fra denne højde kunne han tydeligt se hæren som marshede afsted. Hans opgave var udført, selvom han aldrig nåede at blive helt færdig. I realiteten også fuldstændig ligemeget. Målet blev nået, forhåbentlig, inden alt var ødelagt omkring dem. Med en let bevægelse, forsvandt manden og sad nu som en stor hornugle i åbningen. De blå øjne vandrede længe, inden han lettede tungt og svævede frem i sikkerhed fra flyvende pile, stenkast og øjne som ville ham ondt eller indfange. Ugler var ikke unormale, men holdte sig gerne fra kæmpende områder.

Beon var ikke sikker på om han ville se dette ske. Om han ville overvære mørkets store bedrift eller glide ubemærket væk. Derfor satte uglen sig også på en gren i et skovområde. Frit udsyn og fri fra indblanding. Hans sind var i krig med sig selv. Han havde en dårlig smag i munden, en knugende følelse i maven, og alligevel tilfredshedsfølelsen over at havde udført sin opgave. Om oplysningerne han havde givet blev brugt, var stadig uvist. Hemmelige indgange, infiltrering i smug og svage punkter. Hærens størrelse virkede dog til ikke at havde noget behov for at tage disse oplysninger i betragtning. En hær der pløjede ned på sin vej og ikke lod sig stoppe af forhindringer. Hans tanker forrådte ham mere og mere, som råbende tog til. Han forsøgte at lukke dem ude, men blev konstant påmindet om svigtet og om hvordan én persons liv, af de mange tusinde derinde, betød mere for ham end han ville indrømme. "Undskyld Gloria.. Men det kan ikke være anderledes" at overbevise sig selv var aldrig nemt, specielt ikke som han så hende igen og igen. Frygtede for hendes liv og helbred. Selvom alt havde været en del af planen, en del af en større helhed, kunne han ikke lade tankerne gå. Fakta var, at Glorianna havde vist ham tillid, været villig til at ofre eget helbred og bedste, for hans overlevelse på landevejen. Hvordan hun havde ladet ham ligge over mulddyret, selvom hun var mindst lige så træt og udkørt som han. En selvopofrelse der bragte hele hans natur i ubalance. Manden der aldrig følte, tog selviske handlinger og aldrig så sine medmennesker, var i krig med disse persontræk som udgjorde hans helhed. Var han virkelig så forfærdelig et menneske, at han lod hende, dem, i stikken.

Rygterne var kommet først. Som en steppebrand over land og bjerge. Ingen var i tvivl om at disse måtte indeholde et gram sandhed. Der var aflagt rapporter om hvordan ilden i Dragorn aldrig ophørte i smedjerne. Hvordan orkerne samlede sig, på tværs af klaner. Hvordan asken var det eneste efterladt tilbage, så snart hæren forlod et område.
Rygter og påfund kunne alle komme med, men dette havde været under opsejling siden tabet af dværgenes rige for flere måneder siden og alligevel var det svært at tro på at virkeligheden var kommet til dette.
William var ikke anderlees som han stod blandt venner, familie, medbeboere i hovedstaden. Selvfølgelig var folk flygtet! Men hvor skulle man flygte hen? En ung knægt var han vel stadig, selv efter at havde rundet de 23 år. Han havde aldrig påtaget sig lysets uniform, eller udvidst interesse for at deltage i den evige kamp mellem det gode og det onde. Alligevel stod han nu blandt andre af samme støbning. Mere eller mindre.
Med en ringbrynje tvunget over hovedet af en langt ældre mand, som tydeligt ikke var atletisk nok til denne kamp, men nægtede at lade sig sende til templerne. Han havde et formål med at stå og pakke disse mænd, enkelte stadig store drenge, ind i beskyttelse, sørge for våben og ikke mindst skjule frygten over at miste dem. Hans børn og enkelte børnebørn. Alle villige til at kæmpe.
Alle i Thurston familien havde fået valget om at flygte fra hjem og hus. Flygte ud af dette slag og bruge deres velstand til at brødføde dem. Ikke en eneste af de kampdygtige havde taget imod det. Var de bange nok til at vælge den skæbne? Ja mon ikke. Williams mørke øjne afslørede også en tydelig tomhed over hvad han så. Hans tanker var draget langt væk. Draget med hans moder, svigerinder, niecer og nevøer. Alle som var flygtet fra hovedstaden. Men de fleste tanker, næsten dem alle var fæsnet på kvinden med det hvide hår, de dybe blå øjne og et smil som han ville ønske han havde fået lov at se blot en gang mere.

Lyden af et gennemskærerne horn bragte virkeligheden for tæt på hver eneste væsen på murerne og bag dem. Kampen var startet. Skarp efterfulgt af bulren fra sten mod muren og ivren efter at komme ind. Med hånden lagt mod halsen, gik William med sine brødre, sine venner og sine medfolk. Knugende om det eneste han havde tilbage af Hende. Det eneste af Isadora som var hos ham nu det hele gik løs. En sølvrose. Et løfte. Et løfte om at vende tilbage.

Udsigten fra tårnet på paladset var så spektakulær som Maralinda havde håbet og forventet. Hun kunne se ud over hele hovedstaden, ud over bymuren og markerne på den anden side. Helt ud til skovene i det fjerne. Altid et betagende syn, men i dag mere end nogensinde for hovedstaden var under angreb.
Byen var som en myretue af liv, mens krigere samlede sig ved murene - bymuren den første barriere og den indre mur om paladset - og borgere søgte sammen i deres kvartere eller ved templerne. En stilhed hang over det hele, afventende hvad alle vidste ville komme og som fik dagen til at se sort ud.
For Maralinda var det stadig med svag irritation hun betragtede den fremrykkende hær. Var alle ude på at ødelægge hendes planer for tiden? Først idioten til midsommerfesten der med sit opmærksomhedsstunt havde fået skærpet den indre bevogtning til det utålelige. Og nu dette? Hvordan skulle hun kunne få ro til at søge når alle insisterede på at slås omkring hende hele tiden... Grumlende en smule trak hun skyggerne lidt tættere sammen om sig og sig selv ind i hjørnet hvor en halvmur skærmede hende fra af uforsigtighed at falde ned af trappen. Hun vidste hun ville blive smidt ned fra tårnet hvis hun blev opdaget der, men det var den bedste udsigt hun kunne få uden at flyve. Noget hun stadig misundte ridderne. Krigeren så dog ikke til hendes side, men flyttede sig tilbage til sin gamle plads igen og gav hende den lidt skæve vinkel mod slagmarken tilbage.
Og da brød slaget løs.
Maralinda betragtede det fjernt og uden følelse i de brune øjne. Hun burde udnytte kaoset til at søge, men hvor tit fik nogen lige mulighed for at være vidne til et angreb på en by? Hun fulgte hvordan de mørke drager lettede, hvordan ild spredte sig og fængede og hvordan de lyse gik til modangreb. Storslået og uvirkeligt, betagende og åh så frygteligt mættende for en der levede af de følelser ingen kunne skjule i dag.

Morgana knugede de spinkle hænder omkring kappens kant og bed sig i læben. Den ildevarslende rumlen fra horisontens grumme syn fyldte hende med ængstelse, og de andre byfolks nervøsitet smittede hende, som var hun et dyr.
Ydermere skærpede angsten hendes syn, så hun så alle detaljerne af den fremrykkende hær; våbnene, de fordrejede ansigter, de hadske blikke, der blev sendt den hvide mur…
Som resten af byens befolk havde hun, da rygterne begyndte at sprede sig, lagt vejen forbi muren for med egne øjne at se, hvad der havde skabt rygtestrømmen… og hun havde håbet, at det blot var rygterne, der havde vokset sig store, uden der var sandhed i dem. Dette håb slukkedes dog, da hun skuede ud over det, der øjensynligt snart ville være en slagmark.

Den tiltagende kulde fra den kommende vinter lagde hun ikke meget mærke til, opvarmet som hun var af ilden i hendes indre. Selv vinden, der medbragte kulden, virkede fjendsk og bragte stanken af de mange kroppe med sig. Et bad var en luksus, som hæren derude absolut ikke havde yndet dens individer. Hun begyndte at vende sig for at forlade muren og det grumme syn, da et horn lød; ildevarslende og skingert.
Hun kastede et sidste blik over skulderen mod muren og overlod pladsen til andre, der pressede sig frem. Nogen var forsvarer, andre var blot lidt mere nysgerrige end hende selv.

Vel nede af muren, i dækning for hvad, der nu måtte komme, begyndte hun at spadsere målløst afsted. Hun fortrød, at hun var forblevet i byen. Hun skulle have været afsted og lede efter sin familie… og nu forstod hun, hvorfor ingen breve var kommet den sidste tid.
Det havde været et håb om, at der kom et brev, der kunne indikere deres opholdssted, der havde fået hende til at vente så længe. Hvis hun tog afsted, ville hun misse eventuelle breve, og det havde hun ikke villet.
Uden at have lagt mærke til det, var rumlen steget i styrke, og skrig var begyndt at dukke op. Morgana vågnede af døsen og så sig om. Hun havde sjældent været i dette område, men pludseligt føltes det rigtigt, og hun vidste, hvad hun burde gøre… Selvom det skræmte hende.
Hun tog en dyb indånding og gik ind ad døren til infirmeri, mens hun forberedte sig på de rædsler, hun ville komme til at se.

Det var ikke flammerne fra den forsvindende sol i horisonten, der lagde sig i generalens øjne. Disse var mindst så ødelæggende dog, og var allerede i gang med at fortære hvad der kunne fortæres af de udsatte bygninger. Ilden brændte ikke kun øverst på byens tage; han mærkede ilden indeni sig selv, brændende og skadegørende. Hadet var i sandhed brændende, og var for ham næsten på et ustyrligt niveau. De grå øjne var varmere end nogensinde før, og ikke på et venligt plan.
Lyden af buerne spændende sig, fik Judah til at rykke på sig. Han granskede skikkelserne der bar våbene og lagde an til skud. Han beskuede hvert eneste træk i øjnene, personerne bar, og følte for alvor hvert eneste fibre i hans krop skrige på hvad der var det eneste rigtige. De måtte ikke fejle.
Han vendte øjnene kortvarigt bagud, seende imod Gotir. Den hvide, ganske arrede drage, havde slynget sig omkring toppen, af en af udkigstårnene. Hans enkelte øje var ikke rettet imod Judah selv, men generalen vidste, at den hvide drage havde set ham. Han afventede blot hans vens signal til, at flyve fremad. Judah havde ikke regnet med, at skulle se dragen i kamp - men aftenen bød sig desværre til, at skulle være ganske anderledes end hvad han håbet på, at den ville. Rygterne havde bredt sig i hovedstaden og havde til sidst lagt sig som et stort, tykt jerntæppe af angst over byens borgere. Judah bebrejdede ingen - alle havde set hvad mørket havde gjort ved dværgeriget. Hvad ville mørkets herre ikke udsætte dem alle for, hvis han fik endnu en sejr - en så storslået sejr?
”Hold det,”
Han trådte fremad, op på en forhøjning hvori der var et svagt brud i borgmuren. Et hul stort nok til, at en enkelt person kunne glide igennem og udover afsatsen. Hans øjne lagde sig imod hæren der langsomt nærmede sig. Et udbrud i de bevægende skikkelser, fik de lysegrå øjne til at spærre sig op. Bjergtrolden fik generalen til at knurre. Han sank armen, som han gav signalet videre. Pileregnen begyndte, og lyden af et brøl fra den hvide drage lød udover hovedstaden, som den satte af fra udkigstårnet. Som den fløj ud imod den angribende hær, fløj flere drager bag den, bærende deres riddere på ryggen.
”Fyr!”
Han nåede netop at udtale ordene, som han mærkede bjergtrolden ramle imod muren under alle deres fødder. Han greb fremad, prøvende at holde sig selv på fast grund, men måtte erkende sit nederlag, som han mærkede vinden suse i sine øre. Han greb derfor efter det der var nærmest. Bjergtroldens ansigt.
Umiddelbart vurderende efter størrelse af de to skikkelser, ville man have antaget at bjergtrolden ville have slynget generalen i jorden. Heldigvis for Judah, trods hans overraskelse (denne tydeligt malet i hans øjne) lå han inde med en hvis slagkraft og styrke. En der tydeligvis også kom bag på bjergtrolden, da den pludselig fandt sig selv tvunget til at forlade dens arbejde med borgmuren, og måtte ligge sig i knæ. Vinklen generalen havde puttet dens ansigt i, var den ikke synderlig behagelig - noget der ikke kun kunne afgøres på smerteskriget fra dens forvredne mund.
Soldaterne omkring generalen og trolden farede hurtigt til. Han vred sig fri, trækkende sit sværd og bevægede sig fremad med enkelte andre. Fodfolkene var tæt på, og nu da han ikke kunne holde sin position hos bueskytterne, måtte han forblive hos dem omkring sig. Fodfolket.

Hun var forsinket. Ikke bare lidt forsinket, men møghamrende forsinket!
Alt sammen takket været en husbond der ikke havde kunne få lettet røven i tide på trods af hendes mange advarsler. Så istedet for at komme ved første hidkaldelse, havde den blonde halvdæmon været nødsaget til at hjælpe sin husbond nogenlunde sikkert ud af en af de skjulte tunneller under byen. Han havde bestemt ikke været meget for at efterlade sine værdier, men for at være ærlig kunne hun ikke have været mere lige glad. Det havde ført til akavede diskussioner mens hun med sin væbners hjælp fik uniformen på. Egentligt burde hun nok have taget sin drage, men hun stolte stadig ikke helt på det store bæst af en hundrage. Det havde taget en måned bare at komme hen til hende, endnu længere at få lov at røre ved hende. Der var i den grad meget der skulle arbejdes på, hvilket der også ville blive hvis hun da overlevede krigen.

De gråblå øjne så frem for sig som hun fløj hen over hustagene. Skrig lød fra en købmandsgård. Blikket skævede kort imod dem, ingen fare at se, ingen flammer. Ikke som der var kommet på muren. Etheldred bandede dæmpet inden hun satte farten op, sikker på at væbneren nok skulle indhente hende på hesten.
Blikket gled over hæren og fik kort øjenkontakt med generalen. Hun følte sig flov over at være kommet så sent, men i det mindste var hun der nu og kunne hjælpe med at forsvare byen og dens beboere det bedste hun havde lært i sine mange år i hæren. Dette startede ud ved at hun fik temperaturen til at ændre sig der hvor murens murværk så svagest ud i flammernes skær, hvilket fik hele området til at få en sælsom elektrisk ladet lugt.
Hun vidste at der var 3 ting der skulle til for at skabe ild: ilt, brandbart materiale og ikke mindst varme. Forhåbentligt kunne nogle af is eller vand magikerne hjælpe med at sprøjte det nedafkølede sted ned.

De havde været langt om at komme til hovedstaden, alligevel havde turen til den store by ikke været spild af energi. Som de var kommet længere og længere nordpå var flere og flere stødt sammen med hæren der havde vokset markant siden de tog afsted fra Mørkets Borg.
Fasinationen af dragerne havde tiltaget sortelveren af flere grunde, og dog hade den eneste af dem han havde nænnet af komme i nærheden af været han herre, ridderens sorte og hidsige satan. Og selv der var det endt med at han i de sidste par dage havde holdt afstand fra idet dragerne var blevet mere iltre som hovedstaden var kommet til syne for de riddere der havde et bånd med de kæmpe reptiler.
Giften han havde medbragt med tanke om de fjender han måtte møde, var i små falkoner holdt i små lommer af tykt læder bundet om hofterne og det venstre bens overlår. Selv havde han taget en større dose af en gift der ville fremme hans musklers virkning, og generelt virke frembrusende for ham på en helt anden måde end stofferne ville gøre det. Sele den ømme hals var efterfølgende blevet dækket af et beskyttende læderhalsbånd der også dækkede over det nederste af hans hals og kæbe. En enkelt ringbrynje beklædte den mørke skikkelse der ellers var klædt i fuldt sort læder og med sine gifttisølede, tvillingedaggerts troligt bundet bagtil så han til hver en tid kunne gribe fat i dem.

Troligt holdt Xeranithez sig bag rytterne, bueskytterne og det fodfolk der havde længere rækkende våben. Istedet holdt han sig helt ude i siden i en af de bageste rækker mens en skælven af indetrængt intens spænding gik igennem sortelveren idet der blev blæst til kamp fra kamphornet. I et brøl satte hæren sig langsomt men sikkert i bevægelse, mens Xeranithez greb om sit kortsværd og stormede frem med de andre væbnere.

Af en eller anden årsag befandt Dorín sig altid de steder hvor krig valgte at bryde ud. Han havde tilbragt så mange år i ro og fred i Lindeskoven og nu brød helvede løs ligemeget hvor han befandt sig. Knap var han og Rinne sluppet ud i live som Dragorn, dværgenes rige var blevet angrebet, og nu stod han i hovedstaden, omgivet af flygtninge, som panikken løb omkring sig for at komme i sikkerhed, og måtte acceptere at han stod i endnu en krigszone.
Dværgen var ikke nogen kriger. Han kunne håndtere et våben som mange andre dværge, men lystede ikke at bruge dem til andet end jagt, hvis det da var nødvendig. Lige nu var det nødvendigt. Det var nødvendigt at vende våben til kamp brug også selvom man ikke ønskede.

Dorín valgte i øjeblikket dog at vende tilbage til kroen hvor han var bosat efter at havde fundet sig våben og en slidt rustning til at have på. Der var ikke meget godt udstyr tilbage, og selvom hans sværd var blevet af bedre stand, kunne man ikke sige det om rustningen. Nu vandrede han ned af gaderne med syn på forskræmte ansigter, og folk der flygtede med børn og unge. Et forsøg på at bringe dem i sikkerhed i templerne. Dorín havde ikke tal på hvor mange vandfyldte børneøjne han efterhånden havde set. Nogen der allerede havde mistet, nogen hvis håb var forsvundet og andre hvis håb drog ud i krigen for at holde deres familie og kære beskyttet. Det var en lang og tung vandring inden han nåede ned til halvelveren igen. Klar til at gøre hvad der skulle til.

Hvordan kunne det ske. Alting havde været et rutjebanetur op og ned den sidste tid. Vinteren var begyndt at komme, og det var i sig selv besværligt nok at tage stilling til, for ikke at tale om overleve. Jolene var i den heldig tilstand at hun kunne blive boende hos sin mor, til trods for at hun havde fået tvillingerne bragt ind i verden. Tvillingerne som krævede opmærksomhed og kærlighed i en tid hvor der stort set intet var tilbage af de to ting. Ikke som tingene begyndte at udvikle sig som kunne sende kuldegysninger ned af ryggen på selv den modigste kriger.
Hovedstaden var under angreb, og Jolene var stadig fanget. Hun havde forsøgt at overtale sin mor. Forsøgt at slippe væk som flygtningene strømmede til. Men hvad var mere sikkert end hovedstaden? havde alle tænkt.

Templet var en stor forsamling af gamle, svage, syge, børn og kvinder. Halvelveren derimellem, med sine to børn placeret i skødet. Hellius var helt og aldeles stille med store runde øjne som kiggede omkring sig for en stund. En kort stund, inden han roligt lagde sig til at sove op af Jolenes bryst, hvor han kunne høre den rolige lyd af morens bankende hjerte. Hellia derimod. Hun græd fra tid til anden, og templet blev fyldt med barnegråd fra tid til anden, fra ikke kun Jolenes børn. De var kun en måned gammel. De var små, skrøbelige og ikke engang tætte på at kunne overleve en krig. "Det skal nok gå.. Mor er her.. Jeg skal nok passe på jer" messede hun stille, som hun rokkede frem og tilbage på stolen. Sandheden var, at modet fuldstændig var faldet fra hende. Hun kunne ikke se hvordan tvillingerne skulle overleve det her.

Lyden af taktfaste slag af metal mod metal spredtes som ringe i vand gennem hæren og rungede mellem bakker, træer og klipper som den torden, man nogle gange, hvis vinden vendte rigtigt, kunne hører fra de høje krystalbjerge mod nord. Det varede ikke længe før vinden bar de dybe toner op til dragerne, der kredsede som gribbe over hæren og svarede med rungende, hæse skrig og stråler af glohede flammer.

Ethelihn sad på ryggen af et slangt reptil, tronende over den enorme hær, der marcherede under hende. De mange dages vandren undede hun dem hellere end gerne. Utålmodigheden alene ville have tvunget hende til at riste et eller andet, der muligvis skulle bruges senere. Men kampene, rusen, energien der susede igennem en, når man stod ansigt til afhugget hoved med sine modstandere, alt det ville hun ønske, hun kunne deltage i. Men det kostede jo at stige i graderne og benytte sig af et væsen, de fleste ville bede til kun at se i mareridt, som et simpelt ridedyr. Noget måtte man vel ofre, og nu, hvor de befandt sig så tæt på hovedstadens murer, kunne hun holde sin iver i skak. Hun skulle tids nok få lov at smage blod.

Tæt nok på nu til, at skrigende fra de flygtende byboere kunne høres i de højere luftlag, bøjede generalen sig en anelse til siden for bedre at kunne overskue overskue pladsen under hende. Rustningen, der bestod af utallige mindre dele og mest mindede i udformning om en slanges skæl, tillod hende næsten den samme fleksibilitet som den drage, der bar hende, og med et behansket klap på halsen for det slanke dyr afsted med sin herre på ryggen for at sætte bymurerne i flammer.