Balkonen viste sig at have samme udformning som den hun var kommet ind til festen. Et bredt rækværk velegnet til at sidde på omkredsede den og var udformet i træ på en sådan måde at det stadig virkede let. Ranker af grønne blade havde med tiden også snoet sig ind i mønsteret og gjort det om noget endnu mere levende. Bedst af alt var dog at der ikke var andre, som Caitlin kom derud. Hun så tilbage over skulderen på forhænget, men det dæmpede ikke bare fra musikken på den anden side, men også for alle andre lyde - logisk nok. Det gjorde det dog svært at tyde om den elvers hvis opmærksomhed hun havde fået tiltrukket sig var på vej efter hende. Den tid, den sorg.

Hun havde kun mødt få elvere og de havde til nu ikke givet hende det bedste indtryk af racen. Det var også grunden til at hun havde inviteret sig selv med til deres fest og forsynet sig i det skjulte. Deres nedladenhed og fordomme mod mennesker ville ellers have sent hende tilbage ud i mørket og så var der jo den lille detalje med at hun jo ikke rigtig var noget. Nok mest det sidste der havde fået hende smidt ud, men det bekymrede hende ikke så meget ligenu, som hun satte tallerkenen fra sig på rækværket og selv fik sig sat til rette hvor det mødte muren. Derfra havde hun en fantastisk udsigt til elverbyen og havde stadig musikken at lytte til, mens hun tog for sig af sine tyvekoster. Fulgte elveren efter hende og smed hende ud, så ville hun i hvert fald være mættere end da hun kom!

Renaél skubbede blidt forhænget til side og forsvandt bag det. Han håbede, at det var lykkedes ham at stikke af sted uden de andre elvere opdagede det, for ellers ville han nok om ganske kort tid blive slæbt tilbage til festen med besked på at servere flere retter.
Det virkede som om alle havde travlt med at holde øje med ham for tiden. Navnligt Rhovandír, hans læremester, men også mange af de andre elvere. Han kunne næsten høre deres tanker, når de så på ham: Doven. Uduelig.

Han tog et bid af et af æblerne han havde medbragt, idet han trådte ud på balkonen. Frugterne smagte sødt og den kølige natteluft føltes behagelig mod hans ansigt. Musikken fra festen kunne stadig høres dæmpet fra den anden side af forhænget, men det var som om, man på en eller anden måde var kommet langt væk fra det hele.
Menneskepigen, som han havde set inde til festen, havde sat sig til rette på balkonen, og han nærmede sig forsigtigt for ikke at skræmme hende væk. Han var stadig nysgerrig med hensyn til hende, for man så meget få mennesker her i elverlandene.

"Hvad bringer Dem til Elverly?"

Hans tonefald var dæmpet, men her var intet behov for at råbe på denne side af forhænget, hvor der herskede fred og ro. Normalt holdt Renaél sig langt fra mennesker og nød i stedet sit eget folks selskab, men han havde altid følt sig fascineret af menneskernes kvinder, der havde deres egen form for skønhed.

Caitlin havde lænet sig mageligt tilbage mod muren, som hun sad kanten på rækværket rundt om balkonen. Det ene ben var bøjet, mens det andet hang ud over kanten, så hun let kunne komme på benene og endnu lettere forsvinde ud over rækværket. Maden havde hun stillet, hvor den var let at komme til også. Som hun sad var hun billedet på ro og samhørighed. Som hørte hun til hvor hun sad, skønt intet kunne være så fjernt fra sandheden. Hun nød musikken, men mest af alt lyttede hun efter skridt fra forhænget. Det dæmpede lydene mere end hun havde forestillet sig, men som det gled til side og faldt tilbage på plads, smilede hun skævt.
Først som utroligt lette skridt nærmede sig drejede hun hovedet og lod endnu engang blikket glide beundrende over elveren. I mørket og månens skær tog han sig endnu mere strålende ud end i lyset i salen indenfor. Hun rakte op og strøg med en ubevidst bevægelse en løs hårlok, der havde undveget fletningen, om bag øret.

"Jeg hørte musikken og kunne ikke modstå denss lokkende kalden." Der var stadig et smil på hendes læber, som hun elegant svingende benene ned så hun stod lænet op af rækværket i stedet for at sidde på det. "Her er meget anderledes end alle andre steder." Hun havde ingen andre steder set en by så i pagt med naturen, som den hun havde forvildet sig ind i her. Det havde bjergtaget hende så meget som musikken havde og lokket hende dybere ind i elvernes rige. Så langt ind at hun havde sneget sig ind til deres fest og plyndret sig til deres mad. Ikke at hun fortrød. Deres overflod ville dårligt bemærke det lidt hun havde taget. Så lagde hun hovedet let på skrå, mens hun betragtede ham undersøgende. "Er du kommet for at smide mig ud?"

Selvom Renaél havde glædet sig til festen, føltes det også ganske behageligt at komme en smule på afstand af dens midtpunkt. Han havde frygtet en smule at støde ind i nogle af sine familiemedlemmer, da han var på alt andet end god fod med disse. Herude på balkonen kunne man stadig nyde musikken, og festen var tilstrækkelig tæt på til, at det var nemt at forsyne sig med flere mad- og drikkevarer, skulle det være ønsket.

Den unge elver følte en vis stolthed over sit hjemland, som menneskepigen roste det. Musikken var ganske rigtig umådelig smuk, og når Renaél var blandt mennesker, havde han altid for vane at prale lidt af Elverly - noget, der var en del nemmere, når personen rent faktisk kunne se stedet i alt dets pragt.
"Jamen velkommen hertil, jeg håber at du finder dig godt tilpas i vores smukke omgivelser," sagde han, idet han lænede sig let op ad balkonens rækværk et lille stykke fra Caitlin. "Jeg har skam ikke i sinde at smide dig ud. Det må vagterne gøre, - ikke at jeg tror, at de finder dig her." sagde han med en lille latter.

Selvom mørket var faldet på over Elverly kastede et par smukt udformede lamper et blidt lys ud over balkonen. Lyset rakte dog ikke langt ud over Lindeskovens træer, der var indhyllet i et dybt mørke, og som kunne ses bag elverbyens træhytter.

En munter glimten steg op i Caitlins blå øjne, som elveren bød hende velkommen. Det var så uventet som hans imødekommende udstråling og afslappede væsen var det. Som ville han ikke gøre nogen fortræd hvis han kunne undgå det. Det var ikke på den jordbundne måde som det havde været ved Dorín, men det fik hende til at slappe lige så meget af. Måske også fordi hun befandt sig i forholdsvis sikkerhed på balkonen og med masser af flugtmuligheder skulle det blive nødvendigt. Ikke at det virkede til at blive det i lige det øjeblik. Man vidste dog aldrig.

"Det kan jeg vist ikke benægte, men det må også kræve lidt af en person at kunne føle sig dårligt tilpas her." Hun smilede let til ham og tilføjede så skælmsk. "Især med det gode selskab der tilbydes..." Det kunne hentyde til festen, men hendes blik var lidt for direkte på ham, som hun sagde det og glimtet i de blå øjne lidt for spillende til at det helt var sandsynligt. Så lo hun lettet og greb en pind med små bider af forskelligt frugt fra tallerkenen.

Som hun nuppede det første stykke af drejede hun sig let og lod blikket glide ud mod natten og byen som han. De rigt udformede lamper, så lette og fine at det næsten virkede umuligt, hang som ildfluer i natten og oplyste kun lige det nærmeste. Ikke at hendes syn behøvede dem, men effekten var så slående at alt hun ønskede var at se dem svævende over en sø gerne med en bro ud i vandet, hvorfra de såvel som månen kunne betragtes. "Nej, de har vel travlt med at holde øje med grænserne og alle gæsterne derinde..." Hun så til siden på ham og hævede let et øjenbryn. "Nu ved du hvad jeg gemmer mig for, men hvad gemmer du dig for? Sværme af piger der vil bedåres?"

Renaél tog endnu en bid af et af de sødtsmagende æbler, han havde medbragt fra festen. Der var aldrig for lidt af forsyne sig af til elvernes sammenkomster, omend han tydeligt kunne forestille sig sin læremesters anklagende blik, hvis han tog for godt til sig af fadene. Det var kun rart at kunne nyde freden på balkonen.
Der var ingen grund til, at han ikke skulle være imødekommende over for menneskepigen: hun virkede ganske ung, men hendes blå øjne var smukke og levende. Et menneske som hende til festen ville næppe gøre nogen skade.

Smilet, der gled over hans ansigt, som hun kommenterede på det gode selskab, var noget mere selsikkert, og hans hånd fløj omgående op for at rette lidt på de lyse, krøllede lokker, der omkransede hans ansigt. "Åh, der var nu ikke ligefrem mange, jeg kunne bedåre inde til festen." Sagde han med et let latter. Han følte sig rimelig smigret over, at hun troede at pigerne sværmede omkring ham.
Han var nu også glad for, at Rhovandír ikke ytrede sine meninger om ham blandt de unge elverpiger i byen. Han kunne godt lide nogle gange at snakke med dem om sin 'hårde træning' eller sine 'farlige udflugter' i Lindeskoven.

"Jeg trængte såmænd bare til lidt frisk luft i fredelige omgivelser.." sagde han med blikket hvilende på Caitlin, imens han tog endnu en bid af æblet. "Og så må jeg nok indrømme, at jeg var lidt nysgerrig, da jeg så noget, der lignede en 'ubuden gæst' til festen.." Det sidste blev sagt med et muntert glimt i øjnene, der antydede, at han på ingen måde fandt Caitlins tilstedeværelse 'ubuden'.

Caitlin så hvordan hendes ord fik lidt mere smil frem på elverens ansigt, som det fik ham til at rette sig og på sit hår. Ikke at han behøvede det, for han var noget af flotteste Caitlin længe havde lagt sine øjne på. Ikke flot som en velsleben safir eller et smukt udført smykkeskrin, men på en mere levende måde. De andre elvere havde da også været flotte da hun mødte dem, men ingen af dem havde haft den blidhed og tilnærmelighed som denne havde. Måske var det fordi han kom til hende med åbenhed og snak frem for våben og trusler, men for hende var han langt flottere end de andre. Og mere virkelig.

"Ikke det?" Hun lød ærligt forundret, som hun lod blikket glide over ham til hun fæstnede sine klare blå øjne i hans lyse blågrå og smilede. Hun kunne da ikke være den eneste der var betaget af ham, kunne hun? På den anden side var hun kun et menneske - eller mest et menneske - og det kunne jo være hun så noget andet i ham end de andre elvere gjorde. Så lo hun dæmpet. "Dem har I måske ikke mange af i Elverly?" Svarede hun drillende tilbage, før hun tog endnu en bid frugt fra pinden. Det var anderledes frugt end det hun før havde stjålet sig til og hun nød den fine smag, skønt kød havde været bedre.

Renaél var på mange måde lige så fordomsfuld omkring menneskeracen, som de fleste af hans folk, men når det kom til unge menneskekvinder, var det ofte noget andet. Her var fremmedheden noget, der vakte en vis nysgerrighed i ham: mennesker var ofte langt mere direkte i deres adfærd en elverne, og nogle gange nemmere at tale med.
Elvernes fester var ganske vidunderlige, men han havde set dem mange gange, og det passede ham fint, at i stedet tilbringe en del af aftenen her på balkonen.

Æbleskroget blev smidt ud over kanten på balkonen, da han var færdig med at spise frugten, og han tørrede munden med bagsiden af hånden. Det var oftest frugt og brød, man fandt stillet frem til sådanne begivenheder: skovelvere brød sig sjældent om at slagte Lindeskovens dyr.
Menneskepigens tonefald var drillende, og det fik Renaél til at smile lidt - det ville være lidt af en underdrivelse at sige, at der ikke var mange skønne kvinder i Elverly: det var trods alt ikke for ingenting, at hans folk betragtede sig som værende skønnere end de andre racer.

"Fremmede er som regle ikke velkomne her - vores grænser er rimelig velbevogtede. Det sagt, er det jo et stort område, og det er ikke ualmindeligt, at ikke-elvere færdes i Lindeskovene .. de nærmer sig som regel bare ikke vores byer." Hans blik var en smule spørgende og nysgerrigt, som han så på Caitlin - han ville gerne vide, hvad der havde fået hende til at komme hertil. "Navnet er Renaél forresten," sagde han venligt. Hans blik hvilede et øjeblik på forhænget, der lukkede balkonen af fra resten af festen - det så ikke ud til, at nogen havde bemærket hans forsvinden.

Caitlin kunne lide det smil der gled frem på elverens læber ved hendes drillende svar. Det kunne dog tolkes på mange måder, så hun lod være med at forsøge eller lægge for meget i det - ud over at det var et dejligt syn. Trods alt skulle der mere end udseende til her på stedet for med det lidt hun havde set af festen og de forsamlede der, så var skønhed alt andet end usædvanligt. Derfor kunne hun jo godt beundre det usædvanlige i nær-perfektion, når hun nu fik en mulighed for at gøre det så tæt på og i så behageligt selskab.

En følelse der holdt ved, som hun tog den sidste bid og fjernede tallerkenen fra sin opmærksohed, som havde den aldrig haft en god del af den. I stedet lyttede hun til elverens stemme, mens hun lod ansigtet glide let på sned. Stillede hævede hun en hånd og lod den fange en løsreven hårtot, som hun så viklede lige så stille mellem fingrene. "Og I gør hvad I kan for at de heller ikke skal have lyst til at nærme sig uindbudt..." Lidt af de første elverens fjendtlighed kunne forklares ved det og hvorfor den ene havde ævlet sådan op om grænser og at krydse dem. Hendes blik søgte ud over det pragtfulde syn som byen udgjorde og et drømmende smil fandt tilbage på hendes læber. "Og med god grund. For mange mennesker ville ødelægge stedets magi... hive det ned på jorden og bryde det.. ja, enestående." Mennesker bragte så tit banaliteter med sig og det var som om byen her var hævet over dem, som den var hævet over den omgivne verdens fornemmelse af hastværk. I stedet stod tiden stille.

Hendes blik fandt hans igen, som han atter svarede og fik et varmere smil frem på hendes læber. "Caitlin hedder jeg og det var ikke helt med vilje jeg endte her, skønt jeg på ingen måder fortryder at være det." Hun lod blikket følge hans til forhænget og hævede så sit, som hun atter fandt hans grå øjne. "Venter du nogen skal komme herud?" At sige det var nok til at hun med små ændringer i hvordan hun stod tydeligvis gjorde sig klar til at smutte i al hast skulle det være nødvendigt.

Renaél placerede hænderne på balkonens rækværk og stod et øjeblik og kiggede ud over de omkringliggende træer. Han havde aldrig selv set et sted så skønt som Elverly med de dybe dale, piblende vandløb og gamle, krogede træer. Her herskede en ro, man aldrig ville finde i menneskenes lande.
Det betød dog langt fra at Elversamfundet var fuldstændig perfekt. Også disse forfinede væsner bragte konflikter mellem hinanden, selvom de ofte ikke var af den åbenlyse slags: intriger og personlige fejder herskede i den grad i de øverste lag af elversamfundet - Renaél ingen undtagelse, da hans familie selv havde smidt ham på porten.

Alt dette var der dog ingen grund til at indvie menneskepigen foran ham i: han ønskede kun, at hun skulle se de magiske, smukke sider af elverlandet. "Det ville de." Gav han hende ret med et øjebliks alvor i ansigtet, før han klarede op i et smil. "Vores elvervagter har dog både et skarpt syn og en skarp hørelse .. nogle gange tror jeg også, at de simpelthen kan fornemme hvad der rører sig i skoven." Hans blik hvilede et øjeblik på Caitlins skikkelse. Der måtte uden tvivl være nogen andre end ham, der var klar over hendes tilstedeværelse til festen, men dette var en gæstfrihedens dag.

"Du rejser måske rundt i landet?" Spurgte han med en let nysgerrighed i stemmen. Det var ikke helt almindeligt for så ung en menneskekvinde at rejse alene. Derefter rystede han let på hovedet. "Nej, jeg tror ikke der var nogen, der så mig smutte herud.." svarede han med en lille latter.

Caitlin nikkede let og lod blikket glide kort ud over det storslåede syn. Hun var drømmer af natur, nysgerrig med alt nyt og stedet her var så sandelig alt hvad hovedstaden ikke var. Hun nægtede at tænke på hvad der kunne være under den skønne overfladen og lod for en gang skyld være med at følge sine tanker længere hen. Et lille smil var da også brudt frem på hendes læber ved Renaéls alvorsfulde stemme. Det var et sted alt for let at ødelægge og som ville gå hen over hovedet på mange folk. De der ikke havde øje for andet end fortjeneste og egen berigelse.

Så var hendes blik dog lattermildt tilbage på den unge elver og hun kunne ikke lade være med at flytte på sig, så hendes skikkelse tog sig bedre ud under hans vandrende blik. Det var så naturligt for hende, som at være på gale veje. Ligenu morede hun sig over elvernes selvtilfredshed. De havde måske skarpt syn og ligeledes hørelse, men de lyttede kun efter hvad ikke naturligt hørte til skoven og så kun efter spor at udefrakommende væsner. Hun var ikke altid nogen af de dele og havde ikke været det meget mens hun havde været i skoven. Hendes andet jeg passede bare bedre ind og var i den grad bedre til at klare sig. "Jeg må have været held at undgå dem så.." Hun vidste ikke om hun helt havde undgået at blive opdaget eller blot var erklæret ufarlig, men begge dele var fine med hende for i aften.

Caitlin skar en lille grimasse ved hans næste ord, men valgte at svare ærligt alligevel. Han virkede ikke som en der ville tage hende det alt for ilde op trods alt. "Fra tid til anden ja. Mest når et rygte er for interessant til ikke at undersøge nærmere og I har jo et sådan svævende om skoven her." Hun blinkede til ham. Det rygte kunne være det om den grønne drage som havde lokket hende til eller dem der løb om Elverly. Hun lod det være op til ham at gætte hvilket hun havde været lokket af. Så hævede hun muntert et øjenbryn af ham. "Så du skjuler dig for nogen! Jeg vidste det!"

Renáel delte ikke helt den eventyrlyst og gå-på-mod, som Caitlin lod til at besidde: til trods for det, var det dog ikke ualmindeligt, at han bevægede sig uden for elverrigets grænser, når han blev tilstrækkelig træt af pligter, og de ældre elvere, som så ned på ham.
Menneskelandene bød dog på mange ubehageligheder: sidste gang han havde nærmest sig hovedstaden, var han kommet lidt for tæt på et kæmpe slagsmål mellem nogle klanmedlemmer. Heldigvis var det kun hans værdighed, der havde lidt skade, men det havde gjort ham en smule mere påpasselig med at nærme sig mennesker igen.

Det galdt naturligvis ikke Caitlin, som virkede ganske ufarlig, og han slog en lille latter op: "Måske skjuler jeg mig en lille smule, men det skal du skam ikke bekymre dig om .. jeg kommer ikke i ballade for at være her." Det sidste var nok ikke helt sandt: han kendte et par stykker, der bestemt ikke ville bryde sig om at se ham her i færd med at snakke med en menneskepige, når der var masser af andre ting, han burde foretage sig.
Han skulle til at sige noget mere, men blev afbrudt, da forhænget hastigt blev slynget til side. Et ungt elverpar var trådt ud på balkonen: manden havde en karaffel elvervin i hånden og var heftigt i færd med kysse sin partner - en slank elverkvinde med lyst hår. De var tydeligvis søgt herud for at få fred fra nysgerrige blikke og opdagede hverken Renaél eller Caitlin, før Renaél rømmede sig kraftigt: "I er altså ikke alene her." Bemærkede han - lidt ærgerlig over forstyrrelsen.

Han havde set elverpigen et par gange, men manden kendte han ikke rigtig. Han så ud til at være en smule ældre end Renaél, og han kiggede fra den ene til den anden, mens den lyshårede kvinde bag ham rødmede kraftigt. Det så ud til at manden skulle til at komme med en undskyldende bemærkning, men så fik han øje på Caitlin ved balkonens rækværk, og et overrasket udtryk gled over hans ansigt: "Er det et menneske?"

Caitlins smil fik kun mere varme, som Renaél lo af hendes konstatering, mens hendes blik gled mod forhænget ind til salen. Hun var ikke specielt bekymret for hvilke problemer han var ved at rode sig ud i ved at skulke fra festen derinde, men mere hvilke han kunne give hende, hvis de blev fundet herude. Han havde når alt kom til alt næppe gjort noget værre end at forsømme sine pligter - i salen såvel som i at alarmere om hendes tilstedeværelse. Hun derimod var hvor hun ikke var indbudt til at være. Det sås i hendes smil, som hendes blik fandt tilbage på den unge elver, men også at hun ikke anså faren som værre end hvad hun kunne håndtere.

Hvilket var godt det samme, for som hun åbnede munden for at svare ham bevægede forhænget sig og slap to elvere mere ud på balkonen. Caitlin trak sig baglæns ind mod skyggerne væk fra dem, mens hun betragtede det i den grad optagede par. Atter ulideligt smukke, klædt uopnåeligt og helt hengivet i hinandens fortryllelse. Det bragte et skævt frem på hendes læber, mens hendes blik var blevet varsomt og hurtigt afsøgte omgivelserne for flugt veje. Om ikke andet så til Renaél rømmede sig og tiltrak alles opmærksomhed.

Caitlin så på ham til at talte og derefter på parret. De så ikke ud til at have bemærket nogen var der, før den unge elvers rømmen og i hvert fald den unge kvinde var en smule pinligt berørt af at være blevet opdaget. Noget Caitlin ikke havde forventet af elvere - skulle de ikke være hævet over alt den slags? Desværre gled den nytilkomne mandlige elvers blik videre rundt på balkonen og fandt hende med et udtryk af overraskelse. Det fik hende til at stramme grebet om rækværket og holde sit blik på ham, som han talte på det der uforståelig kvidreværk de kaldte et sprog. Aldrig en god ting. Sidst nogen havde talt sådan havde de øjeblikket efter holdt hende fast og truet hende med en kniv.

"Jeg... jeg må hellere se at komme videre..." Hendes blik flakkede til det fandt Renaéls som hun sagde det og samtidig svang sig op på rækværket med tydelig hensigt at forsvinde den mest direkte vej væk fra de nytilkomne elvere hun kunne - om det krævede hun tog springet fra balkonen og til nærmeste gren. Et ikke ufarligt langt spring og for langt væk havde hun kun været et menneske. Hun var tydeligvis alt andet end tryg ved situationen.

De to elvere var ikke meget ældre end Renáel - pigen mente han endda var nogle år yngre, hvilket var ganske heldigt: de noget ældre elvere var sjældent til at løbe om hjørner med. Hans blik gled fra den ene til den anden, imens han rankede sig lidt og forsøgte at se ud som om, at han ikke var lige så overrasket over deres pludselige tilsynekomst, som de var også hans og Caitlins tilstedeværelse på balkonen.
Hans øjne hvilede et kort øjeblik på menneskepigen, som havde svunget sig op på rækværket, og så ud til at være klar til at hoppe ud over balkonen - et spring, Renaél på ingen måde selv ville turde tage. Det faldt ham ikke ind, at hun måske havde magi, der kunne hjælpe og han trådte et par skridt i retning af hende, som om han ville forhindre hende i at hoppe ned.

"Særlig gæst .. personligt inviteret af Toorah." Skyndte han sig at sige, imens han vendte sig mod elverne igen. Hans stemme lød en smule usikker til at begynde med, men han fik kontrol over den efterhånden: "Hun var med i et følge af mennesker der ankom her sent til aften. Men det ved I vel.." tilføjede han.
Han kunne mærke selvsikkerheden vende tilbage, som elvermanden så usikkert på sin parter, tydeligvis ikke interesseret i at indrømme, at han ikke kendte noget som helst til nogen mennesker. Renaél lagde armene over kors og sendte et kort smil i retning af Caitlin, som for at sige: 'Jeg har styr på det'.

"Så er det vel i orden.." Lød det tøvende fra elvermanden, som stadig stirrede indgående på Caitlin. Hun så rimelig ung ud for en 'særlig gæst', men han lod ikke til at have lyst til at kommentere på noget.

Forandringen der skete ved Renaél var så slående, som den var fastholdende for Caitlin. Som de to andre elvere gjorde opmærksom på hendes tilstedeværelse på balkonen - og hun kunne ikke tro at kvideret der havde fulgt det blik til hende, kunne have været andet - så rettede han sig op og virkede til at finde en til da skjult autoritet frem. Det var slet ikke hvad hun havde forventet af en hun kun lige havde mødt og da slet ikke en elver! Endnu mindre at han trådte hende nærmere og med sin person signalerede at hun var med ham, så meget som at hun kunne være tryg ved at blive ved ham.
Det fik hende til at forblive på rækværket og udsætte hoppet. Ikke at hun ligefrem havde haft lyst til den tur ud i natten og forhåbentlig en sikker landing, men havde alternativet været flere elvere med trusler og våben, ja tog tog hun gerne chancen! Hendes blik forblev dog varsomt, som hun så de to elvere så meget an, som de hende.

Renaéls ord tiltrak dog deres opmærksomhed og blødte deres miner op. Denne Toorah måtte have indflydelse siden at de bakkede ned ved lyden af det navn. Caitlin så undersøgende fra den ene til den anden og nikkede så samtykkende uden helt at vide hvilken gruppe hun påstod hun var del af. Forhåbentlig en velkommen en. Det var dog rart at se de to andre blive mere usikre, som Renaél blev mere sikker. Det smittede igen af på den unge pige, der langsomt smuttede ned fra rækværket og skråt ind bag den blonde elver. Hun følte sig langt fra så sikker på situationen, men smilede alligevel tilbage til Renaél, før hun vendte blikket tilbage til de to andre.

Til hendes lettelse udvekslede de et blik kort efter og fortrak. Formentlig til en anden - ubenyttet! - balkon for at fortsætte med hvad de havde haft i tankerne, da de var blevet afbrudt. Caitlin var bare glad for at se dem gå. Lidt for tydeligt åndede hun ud, skønt hun blev stående en del nærmere Renaél end hun havde gjort før. En hel del nærmere. "Og hvem udgiver vi mig for at være igen?" Hendes stemme var ganske stille og blød som hun sagde det, mens hendes blå øjne spillede af taknemmelighed og munterhed. Det første noget som skinnede endnu tydeligere igennem, som hun fortsatte. "Du er meget anderledes end de sidste elvere jeg mødte, Renaél."

"Jaså!" Den mørke bløde stemme der masede sig vej gennem balkonens døre var genkendelig for de fleste, på trods af stemmens normale rolige undertone var der en kølig autoritet som skar sig gennem marv og ben. Toorah trådte ualmindeligt langsomt ud på balkonen mens de røde øjne var fæstnet til Renaél, mennesket blev ikke så meget som værdiget et blik, men de færreste ville være i tvivl om, at hun havde set hende og ikke havde i sinde at lade hende dumpe ned fra altanen. Så let gik det sjældent når det omhandlede Toorah.
"I så fald vil jeg glæde mig til at De opfrisker min hukommelse Renaél og udspicifiserer, hvornår, hvorfor og hvem jeg har inviteret personligt af menneskeracen?"
Toorah stoppede midt på balkonen, stilheden var gribende, selv det andet unge elverpar mistede tydeligvis interessen i hvad de nu havde gang i og stirrede først på Toorah, så over på menneskepigen og Renaél, inden det igen gled tilbage på den høje elverkvinde, inden lidt for spændte smil bredte sig på deres unge ansigter.
Det var sjældent at Toorah snakkede det udbredte krystalisianke sprog inden for Elverlys grænser, dette var tydeligvis til ære for mennesket i selskabet, som Toorah tydeligvis huskede, at hun aldrig havde omgivet sig med før.
Toorah lænede sig kort tilbage i alt sin pragt, det store røde skørt indholdte mere stof end hvad godt var, mens kraven der sad på gengav månens lys i dens blanke overflade af det pureste guld.
"Virkelig, jeg kan ikke vente med at møde Deres følge frøken!"
Selv ved tiltale vendte Toorah ikke blikket mod mennesket, ærligt værdigede hun ikke racen noget som helst, ikke nok med det, så var denne en ussel en af slagsen, én ting var at snige sig ind til en fest man ikke var inviteret til, en anden var at besudle fortet med menneskeligt selskab og sidst men ikke mindst troede mennesket nu, at hun kunne tillade sig at lyve overfor en højerestående race. Værst af alt stod Renaél, en elver, nu og dækkede over hende.

Renaél var glad for at se de to andre elvere smutte igen, og han følte sig for et øjeblik overordentlig tilfreds med sig selv. Tænk at de var hoppet på den! Han strakte sig let, og vendte sig med et tilfreds smil mod Caitlin.. Lige ind til, han blev afbrudt af en alt for velkendt stemme.
Det løb ham koldt ned af ryggen. En hvilken som helst anden person, ville være bedre end dette her - selv hans læremester, Rhovandír, som på ingen måde var i stand til at virke nær så frygtindgydende, som elvernes leder: Toorah. Blikket, han i få sekunder sendte Caitlin, signalerede meget tydeligt at 'dette her var slemt' og 'se-at-komme-væk-mens-du-kan.'

Han var ikke sikker på, hvad en ubuden gæst i form af et menneske, ville blive udsat for, hvis hun blev fanget af Toorah - men han tvivlede stærkt på, at hun ville overleve. Toorah havde intet blødt punkt, når det kom til menneskeracen. Hvad Renaél angik .. han gyste let, idet hans lyse øjne hvilede på elverlederen uden at være i stand til at se hende i øjnene. Han frygtede, at hun ville forvise ham fra landet her og nu eller smide ham i en eller anden mørk kælder.
"Det var en løgn, Taurn Edhel, som De sikkert allerede ved. Jeg ved ikke, hvem De har inviteret.. jeg gik bare ud fra .." han sank et par gange, før han fortsatte. "At mennesker, der var her i aften, måtte være nogle, du havde tilladt .. det er ikke nemt at snige sig forbi vagterne.. " plaprede han videre, mens hjertet sank i livet på ham. Han, kunne mærke, hvordan hans hænder og nakke var blevet svedige, og han trippede uroligt på fødderne, mens han talte.

Caitlin havde blikket på Renaél som den fremmede kvindestemme lød. Hun kendte den ikke, men måden den unge elver foran hende stivnede på og det udtryk han fik i ansigtet, før han med øjnene så tydeligt signaleret til hende at det var alt andet end godt og at hun på ingen måder var sikker længere på balkonen. Det havde stemmens skarphed godt nok allerede alarmeret hende om, men hans understregning var hvad fik hende til at forsvinde om bag ham i en glidende bevægelse, før hun drejede sig for at se frem bag ham på den nyankomne.

Hun var alt det der blev fortalt om elverfolket og mere til. Majestætisk, rank og bydende med en skønhed der kun blev understreget af hendes påklædning. Kulden var der dog også og det nedladende udtryk, som den unge pige havde set så tit fra folk omkring hende. Det dømmende og forkastende blik, der så tydeligt placerede hende under skidtet på vejene. Det fik en lille glød af trods frem i hendes blå øjne. Hun brød sig lige så lidt om at blive set ned på, som at blive talt hen over. Det sidste gjorde kvinden, som hun smed en bidende bemærkning efter det unge menneske.

Caitlin strøg forsigtig og blidt Renaél over side, som hun gav den et lille klem, før hun gled tilbage og op på rækværket. Hun var taknemmelig for hans forsøg på at beskytte hende fra de to unge elvere før, men hun kunne også mærke at den nye elver var langt over ham i rank. Hans svar var da også noget undskyldende og en del mere respektfuldt. Siddende på rækværket følte hun sig dog sikker nok på at hun kunne springe om nødvendigt at hun blev og betragtede elverne. At svare virkede ikke ønsket, så hun forblev tavs og varsom. Kom elverkvinde nærmere eller gjorde noget troende, så var hun den der var væk.

Den rødhårede elver var uhyggeligt lang tid om at svare, de røde øjne hvilede tungt og tyngende på Renaél, de færreste ville være i tvivl om at det der forgik under de røde lokker ikke var spor positivt. Langsomt hævede hun dog blikket og for første gang lod det glide over på mennesket, inden de igen fandt den unge elver.
"Aha, syntes De virkelig at løgn er passende her i Elverly?"
Toorah kendte udmærket svaret, men der var desværre kun én måde at lære det på, de færreste fik lov til at slippe ud af Toorahs kløer når hun først havde fat i dem og selvom dette skule være en aften til morskab og sjov, tog Toorah altid den slags problemer over sin egen fornøjelse, det var den eneste måde at holde sammen på Elverly, tog alle for let på problemerne ville riget ende i ruiner som det nu var sket så mange gange for menneskene. Der var en grund til at elverly stod endnu, uberørt af de mange krige.
"Eller har De blot omgivet dem med de rundørede skabninger så længe, at den slags falder Dem naturligt? I så fald, vil livet udenfor Elverlys grænser måske passe Dem bedre?"
Toorah trådte et skridt frem, inden de røde øjne søgte rigets grænser, det var naturligvis ikke til at se fra den afstand de befandt sig på, men den lille hentydning var nok ganske sigende.
"Og dig, har menneskeracen virkelig tabt så meget etikette, at de end ikke hilser på værten til de fester de deltager i? Intet under at i kommer rendende her, som en plage, så snart i er færdige med at ødelægge jeres eget land flygter i til noget bedre, fordi i ikke har den krævende disciplin til at bygge et udholdeligt samfund op!"
Toorahs blik var som et lyn på mennesket, kvinden fortjente end ikke et 'de' i tiltale, Toorah hadede mennesker, normalt havde hun selvkontrollen til at lægge låg på, men mennesket kom inden for hendes grænser, deltog i hendes fester og spiste af hendes mad, så måtte hun også tage følgerne.

Renaél håbede, at Caitlin ville se at stikke af en fart - ikke at hendes bliven eller gåen, ville have nogen indflydelse på hvad, der end ventede ham selv. Han var allerede langt ude, hvor han ikke kunne bunde, og han kunne kun bede til, at Toorah ikke ville smide ham direkte på porten.
Et kort øjeblik strejfede tanken om, hvad hans familie ville tænke, hvis de fik at vide, at han var blevet smidt ud af Elverly, ham. Han vidste ikke helt, om de ville være lettede eller kede af det.. nok mest skuffede, hvis da ikke de for længst var stoppet med at føle skuffethed over hans opførsel.

Han rystede tankerne af sig, som Toorahs blik fik ham til at krympe sig yderligere. Han turde ikke bevæge sig en cencimeter, fra det sted på balkonen, hvor han stod. "Jeg tænkte mig ikke om, Taurn Edhel.." begyndte han igen og måtte synke et par gange, før han kunne få ordene frem. "Jeg var blot nysgerrig efter at vide, hvad hun ville her.. jeg burde ikke have løjet." hans stemme havde fået en pibende lyd og han forsøgte at rømme sig en smule..
"Jeg har virkelig ikke lyst til at leve uden for Elverly." Tilføjede han til sidst spagt.

Han havde altid fundet Elverlys leder en smule frygtindgydende, men det var første gang, han stod over for hendes fulde vrede: dette var langt værre end den gang, hun havde sendt Rhovandír på nakken af ham på grund af hans dovenskab. Han turde ikke kigge på Caitlin, men sænkede i stedet blikket mod snuderne på sine mørkebrune støvler.