Grace 10.05.2015 20:34
Caitlin stivnede hvor hun sad på hug på rækværket, da den nyest tilkomne elvers blik faldt dømmende på hende. Der var som sådan intet nyt i fornemmelsen af ringeagt, som det gled hen over hende og forkastede hende som intet, og ikke overraskende gled det snart tilbage til den unge elver der stadig stod mere foran Caitlin end noget andet. Hendes blå øjne forblev dog på elverkvinden, der med sin udstråling krævede det, men også var langt den største trussel på balkonen. Det var hende der gav ordrene. Det var hende der ville give tegn, hvis noget skulle ske.Til en start fortsatte det dog med at gå ud over den unge elver der fik ikke så lidt af en opsang. Ikke at meget af det reelt var sagt, så meget som at det lå mellem linierne. Caitlin kunne se effekten på Renaéls holdning og kunne ikke andet end føle et stik af skyld. Han havde gjort det for at beskytte hende trods alt. En ukendt tøs uden navn, familie eller forbindelser. En uindbudt og uønsket gæst. Hans stemme havde mistet al den sikkerhed den havde haft før og også alt styrke. Ubeslutsom blev hun hvor hun var, vaklende mellem at forsvinde eller gøre gengæld, som elverkvinden tog valget fra hende.
Denne trådte et skridt frem hvilket fik Caitlin til at reagere instinktivt og tydeligt spænde op. Så faldt hele den rødøjedes opmærksomhed på hende og denne gang var der ingen tvivl om at et svar var ønsket. Hvad alder og modenhed hun havde haft om sig alene med Renaél falmede bort og lod pigen fanget mellem voksen og barn tilbage. Noget hun med sine blandede gener kunne forvente at være i en del år endnu. Desværre. Så hendes blik flakkede, før hun indså hun ikke kunne få det fra kvindens og hun nervøst fik sin stemme i gang. "Jeg tror ikke jeg forstår..?" Den anden talte til hende som var alt ondt i verden hendes fejl. Det bestyrkede kun hendes usikkerhed og fik hende til at fortsætte. "Undskyld. Det var ikke min mening at ødelægge noget.. jeg var bare så sulten og.." Hendes blik flakkede igen, som hun tog en beslutning. "...Og skal nok forsvinde..."
Som hun sagde det, satte hun af fra rækværket og tog springet mod grenen hun tidligere havde noteret sig afstanden til. Det var et langt spring. Længere end noget menneske burde have kunnet klare, men hun landede sikkert på grenen og så tilbage mod balkonen med varsomme øjne. Så skiftede glimtet i dem med et slag og blev til overraskelse og så skræk.
Grenen var gledet ud fra under hende.
Instinkt tog over, som Caitlin faldt mod jorden og som hun forvandlede sig til hendes andet jeg, vred hun sig i luften for at lande på alle fire. Det ville også have virket havde træet ikke flyttet andre grene ind, der hæmmede hendes fald ved at lade hende ramme dem i stedet. Ikke noget hun satte den mindste pris på, som hun landede på jorden og blev liggende. Hun var forslået, men klart i live og intet virket brækket. Hun skulle bare lige have vejret igen.
Menneske (mest) - 20 år - Profil - snedkerlærling/klatretyv - Partner in crime