Det var ikke ofte at Alethea begav sig i den østlige del af Mørkets Skov, dette var både pga. af at sumpen lå i den østlige del og fordi at træerne var tættere her, så det var sværere at navigere når man havde en stor hestekrop, men alligevel havde kentauren fået gået denne her vej, og hun havde da også lidt i sinde om at se hvordan det gik ved den nedbrændte del af skoven. Der burde nemlig snart være begyndt at vokse ting igen. Hendes hvide hår var gemt indenunder hendes kappe, hvor hun havde taget hætten op, så hun ikke tiltrak unødvendig opmærksomhed i mørket, og ligeledes var hendes tøj ikke i særlige kraftige farver, men holdt sig til de neutrale toner. Hun vidste det aldrig var godt at få mere opmærksomhed end man behøvede når mørket stod så tæt, og lyst hår skabte en forfærdelig masse opmærksomhed.

Alethea var dog kun næsten nået det ødelagte skovområde, da hun mærkede nogle klør rive ind i hendes venstre baghov. Hendes hvide hale havde tydeligvis givet hende den opmærksomhed hun ikke havde haft lyst til. Hun sparkede hurtigt bagud og trak sit sværd før hun fik haltet ud i det mere åbne område, da der faktisk kom lys ned,siden de store træer ikke længere var en ting lige i det her område. Hun vendte sig om, og kiggede ind mod de mørke træer, men kunne ikke umiddelbart se noget, og hun kunne dårligt stå på hendes allerede dårlig baghov. Dette var ikke godt, og hun var ikke klar over om dyret stadig var derinde, og om det ville angribe hende igen, og hun skulle den vej ind, for at komme tilbage til sumpen.

Hvor længe Saga havde befundet sig i Mørkets skov havde hun ingen idé om. Efter flugten fra Midnatsborgen var det hele ligesom løbet ud i et. Her var der næsten altid halvmørkt, så nat og dag flød i et og gjorde hende forvirret. Hendes sanser, der ellers altid havde været en fordel, var begyndt at spille hende så mange puds, at hun snart ikke kunne genkende virkelige lyde fra fri fantasi. Dagen før havde hun været nødt til at gemme sig for en flok af Mørkets krigere og eftersom det havde skulle gå hurtigt, havde hun endt med at gemme sig i den nærmeste grøft. Det var først da krigerne var væk, at det var gået op for hende hun havde ligget i en eller anden ukendt plante med en sød duft. Hvilken plante det var anede hun ikke, men at den havde været giftig havde været tydeligt, for den hånd der havde rørt planten var hævet og rød og brændte på samme måde, som dengang hun havde brændt sig på stenovnen derhjemme.

På et eller andet tidspunkt var den mørke skov begyndt at blive erstattet af et andet landskab: nedbrændte træer, forkullede buske og et halvåbent landområde, som Saga var helt sikker på hun aldrig havde set før. Hvilket måtte betyde hun havde bevæget sig ud af selve Dunkelskov. Om det var godt eller skidt var hun ikke sikker på, men hun valgte at fortsætte da det vel i grunden kunne være ligegyldigt hvor hun gik hen. Hun var jo allerede faret vild, så det kunne vel næppe blive værre.

Lyden af de forkullede grene der knækkede under hendes fødder var overdøvende, hvilket nok skyldtes skovens stilhed. En stilhed der blev brudt af en ny lyd: lyden af ruskende blade inde fra krattet der delte den ødelagte skov med dunkelskoven, et tungt åndedræt og en svag knurren. Et dyr. Hvilket var ikke til at sige, men det var stort, og bevægede sig på en måde Saga hurtigt genkendte: jagt. Den jagede. De stille trin ville ikke være blevet hørt af andre end hende, og det var også kun derfor hun blev opmærksom på, hvem der var byttet: hende. Men den angreb ikke. I stedet bevægede den sig på en måde, som forsøgte den at drive hende et bestemt sted hen. Noget der lykkedes, som hun drog sin bue og pil og lod sig blive drevet ind i endnu en lysning. Men denne gang var hun ikke alene, og selvom bæstet i krattet var farligt, var det kentauren med den hvide hale hun rettede sit våben mod da hun nåede lysningen. Det kunne være en ven, men det kunne også være en fjende, og våbnet i kentaurens hånd var ikke et Saga havde lyst til at stifte bekendtskab med.

Alethea kunne høre noget mellem træerne, og stod klar med sværdet i tilfælde af at dyret ville komme ud og angribe hende, ikke særlig sandsynligt, da de normalt forholdt sig hvor de ikke kunne ses. Hun havde allerede stoppet med at stå på hendes venstre baghov, hvor hun kunne mærke blod langsomt løbe ned af, og det ville uden tvivl blive forfærdeligt at få ud af pelsen, når blodet først størknede, men det måtte hun tage til den tid, og heldigvis gjorde hendes sorte pels at det ikke var så let at se.

Da hun hørte noget, der uden tvivl var på veje ud af skoven, havde hun ikke forventet at se en menneske kvinde komme ud fra skoven, og Alethea kunne da også godt se at det kvinden ikke var i bedste stand, men lige nu havde Alethea ikke tid til at være fjendtlig overfor en person der var i ligeså dårlig stand som hende selv og som helt sikkert ikke udgav nogen real trussel fra hende. "Sænk buen, der er større problemer i denne her skov end mig," sagde hun og lod sit eget sværd falde ned til hendes side, for at vise at hun ikke mente nogen skade. Dog på denne her afstand og med sin dårlige baghov, ville hun kunne have nogen mulighed for at undgå, hvis kvinden bestemte sig for at skyde på hende.

Saga var ikke sikker på hvad hun havde forventet at støde på i skoven, men en kentaur var i hvert fald ikke noget af det. Oven i købet en bevæbnet kentaur, omend kvindens ord med alt tydelighed viste, at hun ikke havde tænkt sig at angribe. I hvert fald ikke lige nu, om det ville ændre sig med tiden var aldrig til at sige. Men det måtte Saga til den tid, hvis det kom, for lige nu havde hun andre ting at tænke på. "Bæstet i krattet." Nikkede hun, som kentaur kvinden selv omtalte problemet. "Det venter." Dets åndedræt var i hvert fald afventende: et forsøg på at være rolig, men med alt for meget spænding til at det helt kunne lade sig gøre. For nogle uger siden havde Saga dræbt en bjørn, der havde angrebet hende i skoven, men om det var det der jagede dem nu var tvivlsomt. Mest fordi bæstet havde drevet hende hen til kentaur kvinden, hvilket vidnede om, at det var smartere end en bjørn. Havde det været fuldmåne ville hun måske have mistænkt det for at være en varulv, men det kunne det heller ikke være, så hvad det var anede hun ikke. "Hvad bor der af store dyr i skoven?" Spurgte hun kentauren, der trods alt måtte have en vis viden om skoven.

Alethea var glad for at kvinden i det mindste lyttede til hendes råd og hun kunne da også godt høre at det var fordi at kvinden selv havde været forfulgt af et bæst i skoven. Om det var det samme kunne Alethea ikke sige, men en ting var sikkert, de var i hvert fald begge et mål for det eller dem. Det var næsten for hende et bizart spørgsmål at få? Hvilke store dyr der levede. Der levede flere end hun kunne, og derfor var man aldrig sikker på hvad man havde med at gøre. "Du må være ny i skoven. Jeg kender ikke en eneste der faktisk har styr på hvilke dyr der er i skoven," kommenterede hun og holdt sine øjne rettet mod skoven, nu hvor kvinden ikke var til fare for at skyde hende. "Den eneste måde hvor på vi kan vide hvad det er, er ved at det angriber os, men hvis det er det samme dyr som angreb mig, så har det i hvert fald klør," kommenterede hun. Mørket var typisk nok til at skjule væsnerne der lurede i mørket, så selv for en der havde boet i Mørkets Skov hele sit liv, kunne hun ikke svare på hvad det var.

Saga var godt klar over at hendes spørgsmål havde været temmelig abstrakt. For i en skov på denne størrelse måtte der nødvendigvis være dyr man slet ikke kendte til eller havde hørt om. Men så igen: det kunne jo være kentaurkvinden havde kendt til et bestemt dyr, der færdes i området. En ulv eller noget andet. Noget med klør, i hvert fald i følge kentauren, og som hun selv påpegede det blev Saga opmærksom på lugten af blod. "Er det slemt?" Spurgte hun, og ville have rettet blikket mod kentaurens sår i samme øjeblik bæstet gav et brøl for sig og sprang ud af krattet.
Og det var virkelig et bæst. Stort, med lange klør og sylespidse hjørnetænder Saga kun nåede at få et glimt af inden det fór hen mod dem.
Det kunne godt være Saga ikke havde set meget af landet i sine 19 år, men aldrig før var hun stødt på et dyr som dette. Den var stor, lang og muskuløs og angreb med en vildskab hun ikke før var stødt på. Det var dog ikke fordi Saga gav sig tid til at studere den nærmere før hun vendte buen mod den og sendte første pil af sted. Pilen borede sig ind i skulderen på dyret, der gav et brøl fra sig og nu for alvor fik fart på.

Alethea skulle da også til at svare på det, da hun hørte brølet. Da hun så dyret løbe over mod dem, gik det op for hende, hvor slem tilstand hun var i, hun havde jo ikke nogen chance for rigtig at bevæge sig væk fra dens vej. "Slemt nok til at jeg nok ikke kan undgå," konstaterede hun og stillede sig parat med sit sværd. Det var nemt nok at slippe væk fra, men det krævede at man ikke haltede som Alethea ville gøre nu.
Hun kunne hverken stå ordentlig fast eller bevæge sig væk fra den, så det var lidt svært at bedømme, hvad det klogeste træk var at gøre, for hun havde virkelig ikke lyst til at tage den med hovedet først, men det måtte hun gøre, og gjorde sig klar til at tage hele bæstet, men sværdet rettet mod den. Et par ar til eller fra ville ikke gøre noget, og dyret burde ikke bare kunne dræbe hende.

Det kunne godt være kentauren havde været i stand til at undslippe det store kattedyr, hvis hun ikke havde været såret, men det ville Saga ikke have kunne. For så hurtig var et menneske bare heller ikke på benene, så ligegyldigt hvad ville hun være blevet nødt til at slås. Slås og håbe på, at hun ville have nogenlunde succes med at ramme det store dyr inden det kastede sig over hende.
Men heldigvis var hun ikke alene, og selv hvis kentauren skulle vise sig at være en fjende, var de i det mindste fælles om bæstet for nu. Og en allieret var altid godt, ligegyldigt hvor kort tid man så stod skulder ved skulder.
Det kunne godt være at Saga lige havde skudt en pil mod bæstet, men det var åbenbart kentauren der havde dens fokus, som den fór frem mod dem. Noget Saga benyttede sig af til at træde lidt til siden og spænde endnu en pil mod buen. Denne gang ramte den bæstet i nakken, hvilket så absolut ikke syntes at behage det store dyr.

Alethea kiggede ikke engang på kvinden ved siden af sig nu, men plantede sig solidt i jorden, så hun var klar på den kæmpe slag der ville komme mod hende, når kattedyret ramte, og hun kunne mærke sit venstre bagben var ved at bukke under for vægten og farten kattedyret var kommet med, men hun endte med kun at gå et par skridt bagud, mens sværdet var det der gjorde at kattedyret ikke kunne få fat i hende og flå hende i stykker. Hendes arme værkede allerede for hun skulle bruge alle sine kræfter på at holde kattedyret væk fra hendes krop, og hun blev nødt til at bruge begge sine arme, så hun kunne ikke engang forsøge at gøre skade på det. Hun håbede inderligt at kvinden ville få ramt på et af dyrets mere sårbare steder, i hvert fald så den ville stoppe op nok til at Alethea kunne slå ud efter den med hendes sværd.

Det virkede til de pile Saga sendte mod bæstet ikke gjorde andet, end at gøre det endnu mere arrigt. En arrigskab den rettede mod det første og bedste bytte den havde låst sit blik mod: kentauren. Og måske havde kentauren et sværd, men hun var også såret, og kunne ikke løbe væk fra det store dyr. Hvilket betød, at den næste pil Saga sendte af sted var nødt til at gøre væsentligt mere skade end det hun havde gjort indtil videre.
Så i et sidste forsøg på at skade bæstet inden det nåede over til kentauren spændte hun sin bue en tredje gang. Tiden var knap, men alligevel gav hun sig selv tid til at sigte ordentligt og trække vejret dybt ind. Hun slap pilen idet hun pustede ud, og denne gang ramte det bæstet i øjet.
Dét var noget den bed mærke i, og hvor den før havde haft fokus på kentauren, lå fokusset nu på Saga, der ikke kunne gøre andet end kaste sig bagud for en af de enorme lapper der øjeblikket efter blev slået ud efter hende med, med en kraft der muligvis ville have revet hende halvt fra hinanden alt mens hun bad til, at kentauren kunne ramme bæstet med sit sværd i et dræbende hug. Eller i hvert fald et hug der kunne gøre nok skade til, at bæstet igen glemte Saga.

Wolf havde fulgt sporene på dette store bæst. Han var både sulten og udhungret efter et ordenligt måltid. Han vidste at bæstet, var potent i det åndelige, hvilket var derfor han ville nedlægge den og fange dens ånd. Dog da den havde stukket af fra ham, havde det resulterede i at han måtte følge efter den i flere timer. Den havde end da formåede at komme på så stor afstand at han måtte forfølgende den i flere dage, ved blot få mad rationer nok til at kunne holde sig kørende. Han fik endelig fundet nogle spor af den, ved denne morgen og havde fulgt efter dem. Han nåede op til en noget, som lyd til et brøl. Måske havde bæstet glemt at en jager fulgte efter den? Det var jo blot, til Wolf's hæld!

Han stormede afsted, med sværdene trukket, klar til at gå til angreb, da han spottede de to unge kvinder, som kæmpede med dette bæst. Han rystede kort på hovedet og så på bæstet, som næsten var ved at få sætte sine klør i en kentauer. Han stormede afsted og sprang, som et eller andet bestialsk dyr imod dens ryg og prøvede at sætte sine sværd i skuldrende på den, mens han selv fik lagt sine egne tænder i skindet på den. Sulten efter dens kød, prøvede han at sætte sig i spænd på dyrets ryg, for at få ordenligt fat og med hænderne for at sætte sine egne klør i skindet på den og flå den levende. Han ville havde fat i dens kød. Også selv om disse 'væsner' omkring ham så på. Det var hans bytte. hans jagt. Noget han havde kæmpet for i så langt tid nu og endelig kunne smage dens kød. Dette resulterede dog i at bæstet brølede endnu højere og slog med poten imod Wolf, som blev banket afsted imod et af træerne og kort rystede på hovedet efter slaget og prøvede hurtigt at komme op på benene for at gøre klar til at angribe bæstet igen. Dog havde hans sværd siddet fast i skuldrene på bæstet, som ikke gjorde den bedre i kamp, så måske havde Wolf's chancer for at nedlægge det blevet væsenligt forbedret?

Alethea havde ikke set endnu et dyr komme frem, hun ville nok have været opmærksom på hvordan ånderne i skoven havde advaret hende om det, hvis hun ikke havde været så fokuseret på det bæst der stod foran dem, og prøvede at dræbe dem. Hun fik dog ikke hugget ud efter bæstet, før at noget der lignede en ulv kom ud og angreb bæstet foran hende. Han måtte være sindssyg for at gøre det. Man nedlagde ikke bare sådan et dyr alene.

Men nu hvor bæstet var fokuseret på ulven, så Alethea sit snit og red fremad, bare for at hugge hårdt ud med sværdet mod bæstets hals, hvor det satte sig godt ind. Dog kunne hun ikke fjerne sig hurtigt nok, og selvom hun fik sværdet ud af såret, formåede det at slå en gang til mod hende, så hun blev smidt bagud. Pga. hendes vægt røg hun dog ikke langt, men hun kunne tydeligt mærke slaget mod sig og nu lå hun et stykke fra dyret og måtte virkelig anstrenge sig, for at prøve at komme op. Hendes hoved var også blevet lidt forslået, så hun havde kort svært ved at stille skarp på det store dyr, så hun var ikke klar over om hvor tæt det var på at dø længere.