Dagen var knap gryet, men en større menneskemængde havde allerede samlet sig foran paladset. Det var første gang i lang tid, at Dronningen ville tale til befolkningen, og rygterne svirrede om, at hendes tale ville have noget med Kiles Orden at gøre.
Der var da også adskillige sortklædte præster til stede allerede, de fleste af dem stod på trapperne, der førte op til paladset. Foran trapperne var en linje af paladsvagter stillet op, for at forhindre, at den almindelige befolkning kunne komme op til dronningen.

Solens stråler ramte paladsets mure, hvis klare hvidhed lyste op med et blændende skær. De forsamlede måtte skygge for øjnene med hånden, mens de så Lysets Dronning gå ud af dobbeltdørene, der gav adgang til paladsets indre. Hun fulgtes med en høj kilepræst, der ud over sin hvide maske bar en tyk sølvkæde med Kiles symbol.
"Mit kære folk." Magisk forstærket, lød Dronningens stemme klar men spinkel i den tidlige dag. "Jeg har længe været syg efter mit ophold i Norden, og jeg har forsømt jer." En mumlen af stemmer kunne høres fra folkemængden, der forstummede, som Dronningen igen tog ordet: "Men i mit fravær har Kiles Orden sørget for jer. De har bragt håb til dem, der har lidt under Kzar Moras frygtelige plager.." Hun lagde en hånd på armen af Kilepræsten ved sin side: "Dette er Leoric Emhyrean. Ypperstepræst for Kiles tempel. Hans arbejde den seneste tid har været uvurderligt, og det er mig en glæde at forkynde, at han fra nu af vil fungere som min officielle talsmand."

Dronningens ord udløste en råben og hujen fra folkemængden. De sorte rober og hvide masker, havde i de seneste måneder gået fra at være et symbol på døden, til et symbol på håb, og hver eneste dag sluttede flere og flere folk sig til Kiles Orden.

Dronningen var færdig med at tale og havde forladt trappen, og ypperstepræsten gjorde også mine til at forsvinde ind i paladset, da et råb skar gennem folkemængden: "Kile kan aldrig bringe håb! Hvordan kan I tillade, at give dødsgudinden så meget magt?" Den råbende var en elverkvinde, som de nærmeste genkendte som den øverste præstinde for Avanyas tempel i hovedstaden. Hun så oprørt ud og skubbede sig forbi de nærmeste, men folkemængden spærrede hende hastigt vejen.
"Nemt at sige, når er skænket evigt liv.." Råbte en mand i retning af elverkvinden og flere sluttede sig til ham: "Smut hjem til skovene, forbandede spids-øre!" Elverkvindes tonefald blev nærmest hysterisk, idet hun tog til genmægle, og snart føg fornærmelserne gennem luften.. Oppe på trappen var Kiles Ypperstepræst forsvundet, men flere sortklædte skikkelser var begyndt at bane sig vej gennem folkemængden for at komme hen til Avanyapræstinden.  


Dette er en officiel plottråd, og alle karakterer, der befinder sig i Hovedstaden, kan deltage. Det er op til deltagerne i tråden, hvad der videre sker.

Efter nogle forhandlinger var Makayla vendt hjem til hovedstaden, hvor hun hurtigt hørte at Dronningen ville give en tale, og at denne ville omhandle Kiles Orden. Makayla havde selv overvejet at tilslutte sig denne orden, men ville gerne se og høre mere omkring dem. Der skulle helst være noget gevinst ved at med i det, før hun ville tilslutte sig.

Det irriterede hende grænseløst at talen skulle foregå på en højlys dag, af alle tidspunkter. Derfor havde hun taget sin kappe på med en stor hætte, således at hendes ansigt kunne være skjult således at hun mindst som overhovedet muligt ikke tog skade af solens kraftigere stråler. Hun havde dog forberedt sig og var kommet frem til pladsen om natten. Hvor der endnu var stille på pladsen, hun holdt sig skjult ved et halvtag til en stald, hvor hun ville stå i skygge.

Der gik ikke længe inden folket kom og solen. Det blev ikke bedre at slottets mure lyste op, hvilket blot irriterede hende yderligere. Da Dronning begyndte at tale var der stille over den store befolkning, men efter lidt begyndte nogle at snakke. Makayla havde aldrig bekymret sig om ordensmagter og for hendes skyld var hun også ligeglad med Dronningen, det hendes fokus var på, var præsterne fra Kile og hun blev da også lettere henrykt over at en ypperstepræst fra Kile blev hendes talsmænd.  

Skeptisk smilte Makayla af kvinden der forsøgte at gøre oprør imod de ellers mange andre som var glade for valget. Hvorefter nogle svarede hende igen, hvorefter kvinden svarede "Kan I ikke se problemet? Det er døden I tilbeder. Døden er ligeglad med hvad de levende gør, så længe de finder vej til hendes dødsrige" Makayla der ønskede at deltage i denne diskussion, betragtede mængden, for at se deres modsvar. 

Det var overvældende at se ned over så stor en mængde mennesker, der havde samlet sig for at høre dronningens ord. Det var overvældende at høre de varme ord hun sendte i deres retning. Proserpina kunne ikke undgå at løfte hagen en lille smule mere i stolthed over hvad hun selv havde udrettet. Hun var en varmhjertet og venlig sjæl, og det ville aldrig forsvinde fra hende. Ansvaret hun nu havde fået som bære af den hvide maske havde været en stor vægt på hendes skuldre, men den bragte også andet med sig. Døden havde altid fascineret hende, men døden var også noget man skulle vise respekt. Alle skulle dø en dag, selv de racer som var anset som værende uddødelige. Ligesom elverkvinden, som Proserpine genkendte som øverste præstinde for Avanya.
Kilepræstinden følte ingen vrede eller harm over denne fremførsel. Derimod sorg og medfølelse. Hvordan skulle denne præstinde kunne se det smukke og fredsommelige som døden også kunne medbringe. Døden var en del af livet, men det vigtigste var, at døden kun kom til dem hvis tid var kommet. Det var ikke en forbandelse.

Proserpina fulgte mængden af præster der kom til, mest fordi det var hendes pligt. Hun kunne mærke at nogle af hendes medpræster følte sig stødt over dette opråb, men deres professionelle side var stadig den mest tydelige.
Proserpina, trods sin unge alder var meget velset blandt sine medpræster, og hendes stemme var også noget nært den mest diplomatiske. "Jeg forstår din frygt, men døden er ikke ligeglad med hvem der lever" stemmen var rolig, næsten blid, men havde en fasthed der afslørede at hun vidste hvad hun talte om. "Mange frygter døden, og det er ofte med rette. Men Kile ønsker kun at se sit folk vende hjem, når deres tid er kommet, og ikke før, hvis hun kan undgå det." hun talte højt for at overdøve mængden af urolige stemmer. "Hvad tilbyder din gud, og hendes tilbedere til befolkningen i denne svære tid?" det var ikke en anklage, det var rent faktisk nysgerrighed. Alle guderne havde noget at tildele, omend nogen fandt deres gave mindre betydelige end andre.

Makayla kunne ikke lade værre med at smile lumsk over alle de præster der tilbad Kile, mon disse præster var interesseret i at få et bid af ’døden’ selvom hun vidste at dette ikke helt var sandt, var ironien over det stadig morsomt for hende. Hun måtte på tidspunkt undersøge den sag nærmer, besluttede hun sig for.

Hun betragtede den yngre kvinde svare præstinden igen, hvorpå hun sagde ”Avanya vil skænke liv til de døde planter igen” svarede præstinden, selvom hun undlod at svare på det konkrete spørgsmål, det var nok også hendes hensigt, men præstinden virkede sikker i sine ord og tro. Makayla lo lidt, hun fandt det yderst morsomt at spå fremtiden på denne måde. Tiden skulle nok vise hvad der var rigtig og forkert, og diskutere om det bragte ingen tættere på svaret.  

Han stod klædt i den rustning og udstyr som, Lysets hær havde tildelt ham. Hektor var tilstede under hele denne scene og han havde blandede følelser omkring dette. Det var da rart, at Lysets dronning havde vist sig og givet en tale til folket, et syn der kun blev forstærket af en solrig dag, hans egen halskæde med Isaris symbol fik reflekteret nogle af solens stråler, det burde være en god dag. Men noget inde i ham brød sig ikke om dette, hele denne tale om at, en ypperstepræst af Kile skulle være dronningens officielle talsmand. Bevares, de havde gjort deres del, for at lindre de sørgende og desperate folk, dog imod i form af en betaling. Dem der ikke havde råd, var blevet ladet i stikken.

Hektor tog sig en tur igennem folkemængden som dronningens tale var endt, folket var i godt humør men Kile var den som fik æren for dette, ikke Isari, der ellers med hendes lys havde skåret igennem mørket. Det undrede Hektor, om hvor lidt folk virkelig vidste, at de bare reagerede på det første og bedste som kunne hjælpe dem igennem svære tider. Måske hvis man havde brugt mere tid på at skole de mindre stillet, kunne det være at folk var mere klare over hvad det var de satte i værk. Eller også var det fordi, at guderne var igang med et af deres guddommelig spil, hvor i både ham selv og andre dødelig blot var små brikker, nogle mere vigtige end andre. Hektor selv havde ikke nogle problemer med Kile og havde endda æret gudinden, når det endelig gjaldt. Men forskellen var denne; en ting var hvad en gud kunne gøre, noget andet var en guds tilbedere og denne Leoric var blot en dødelig. At være dødelig, betød at man kunne begå fejl, at være dødelig betød at man kunne falde til mørket. Noget stemt ikke ens men det eneste Hektor kunne gå udfra, var hvad tidens gang og hans egne oplevelser i livet havde vist ham, hellere holde det tilbage for nu.

Han så igennem folkmængden, en mindre turmult lød der, som en præstinde af Avanya gav udtryk for hendes utilfredshed og bekymring over dette, skarpt efterfulgt af en hård tone og snerrede svar fra en borger, der havde et hårdt syn på elvere. Hektor selv rystede på hovedet over dette, han begyndte at bevæge sig derhen men lage mærke til, at en gruppe af præster fra Kile gik Avanya præstinden i møde. Hektor valgte at sænke tempoet ned mens de to præster var kommet i gang med en mindre diskussion, om hvem der tilbød hvad i disse tider. Hektor kom dem nærmere og gav sig til kende "Hold inde med denne snak" kom det formelt fra ham mens han tog plads, så han havde Avanya præstinden på den side og gruppen af Kile præster på den anden side. Han kastede dem begge et bestemt blik "Jeg havde forventet bedre, af jer præster. At i vælger at tag en diskussion om teologi, guderne og den dybere filosofi midt på åben gade, lige efter at vores højt æret dronning har vist sig, efter flere måneder!" Hektor så først Avanya præstinden i øjne, dernæst talspersonen for Kile. "Jeg vil opfordre jer, nej jeg vil bede begge parter om, at hvis i ønsker at fortsætte denne, så i det mindste ryk jer og find et passende sted, med en god stemning, hvor i kan fortsætte denne snak og måske komme til enighed og forståelse om hinandens synspunkter og gudernes funktion i vore verden." Tonen var bestemt men ikke ondsindet, tværtimod, bedende. Hektor selv, så rundt på de folk der stirrede og var blevet fanget af denne hændelse "Folk! Gå hjemad! Gå i fred og vid at vort højt elsket Dronning har vist sig! Føl jer æret og tilfredse over denne solrige dag!" Råbte han højt op, han havde en glødende udstråling som han prøvede at tale til folket omkring dem.*

* = Guddommelig inspiration, se Hektors evne.

Når dronningen talte, så var det en naturlig ting for templernes øverste at samle sig og høre ligeledes. Den eneste forskel for Isari-katedralens præster og præstinder, var at de ikke var en del af Lysets Dronnings følge. Der var da også blevet givet et par blikke til præsterne og præstinderne, som de havde indtaget et lille hjørne af pladsen. Tæt nok på at de kunne se alt klart og høre, men langt nok fra at de ikke blev mast af folkemængden.
Isari ypperstepræstinden var også blandt denne gruppe mennesker, og selvom hun ledte dem an, var der næsten altid nogen af præsterne imellem hende og folkemængden. Dette var ikke fordi at hun ikke ønskede at komme i kontakt med folk, men nærmere fordi at folk var begyndt at se ned på dem, og Reina havde været i bedre stand end hun var nu. Så selvom hun burde kunne forsvare sig selv, var det stadig en farlig position hun var i. For de fleste så hun nok lidt mere træt ud end sædvanlig, men hun var også blevet blegere, og tyndere. Tydeligvis havde hun også være påvirket af tørken og den manglende mad, men også de utallige mareridt hun havde været plaget af, havde sat sine spor, og de spor var stadig ikke væk.

Som Reina havde stået der og lyttet til Dronningens tale, kunne hun ikek andet end at føle smerte i sit hjerte. Dette ville jo bare forsegle Isari-katedralens skæbne. Og det var ikke en god skæbne. Måske tingene ville ændre sig, men hun kendte folkets ånd, og de følte Isari havde forladt dem. Men kunne de ikke forstå hvordan det i virkeligheden var? Nej... det kunne nok kun de færreste.
Kaosset på pladsen rev hende dog ud af hendes tanker. Nej, den stakkels præstinde der prøvede at kæmpe for deres sag men det var forsent. Hendes blik rettede sig dog mod manden der havde råbt op. Det mindede meget som en hun kendte, men selv folk der var tæt knyttet til hende, kunne være svære for hende at genkende. Men for nu greb hun ikke ind, selvom hun kunne mærke at hendes præster og præstinder var ved at blive lidt urolige.

Proserpina nikkede til den andens ord og tog en dyb indånding. "Og det takker hele verden for. Jeg betvivler ikke Avanya og hendes magt, men hvorfor må andre guder ikke bidrage, uden at blive set ned på?" Selvom Proserpina måske ikke troede på denne Avanya og hendes magt, respekterede hun andre nok til at give dem plads og lade troet fylde dem.
Proserpina vendte sig mod lyden af en autoritær stemme som skar sig igennem folkemængden. Proserpina hævede et øjenbryn af ham, som ikke kunne ses bag den hvide maske. "Undskyld mig, herre. Men jeg ønsker blot at forstå hvorfor denne kvinde forsøger at kaste skam mod os, når alt vi ønsker er at hjælpe befolkningen. Som du nok hørte, har jeg intet imod at andre guder og gudinder bidrager til denne nødens stund, men jeg ønsker at rette bod på det had der kastes mod os, uden nogen ordentlig grundlag" Hun havde ikke meget til overs for det hårde blik der var blevet hende sendt, eller måden han talte til dem på. Nok var han af lysets ridderorden, men det gav ham ikke retten til at tale til dem på den måde. I hvert fald ikke i Proserpinas verden. Men hun tog den med ro, afslapning og ingen men om at blæse dette op til mere end det var. "Vi beklager dette er blevet set som et angreb, trods jeg blot ønsker at vide hvorfor vi bliver mødt med denne foragt, i stedet for samarbejde." Proserpina bed sig i læben for ikke at tilføje til sætningen, at hvis nogen angreb så var det Avanya præstinden, men hun holdte igen. Det gavnede ingen at kaste med mudder alligevel.

Makayla grinte blot for sig selv som situationen forsatte og det så umiddelbart ikke ud til at noget ville gøre det bedre. Lige end til en herre kom og beordrede dem til at stoppe. Samt beordrede han pænt befolkningen til at forlade stedet, i ro og fred. Dette ønskede Makayla også til dels, selvom et blodbad eller en lille slåskamp ikke ville genere hende. Desværre var der bare for mange væsner og for meget opmærksomhed, og hun ville bestemt ikke trække sig nogen som helst opmærksomhed. Som folkemængden begyndte at forsvinde lidt, begyndte Makayla roligt at gå med videre, dog begyndte hun at føle sig en smule udsat. Det var stadig højlys dag og bestemt ikke et sted for en vampyr at befinde sig. Hun begyndte at føle små blikke, selvom hun havde en menneskelig skikkelse, kunne hun ikke fordrage solen og hætten var måske ved at afsløre hende. Af fornuft for ikke at blive opdaget tog hun hætten ned og lod solens stråle ramme sig. Makayla følte allerede det tage på hendes kræfter og vidste at sådan her kunne hun ikke gå i længe tid. Hun måtte skynde sig væk, imens kunne hun alligevel ikke lade værre med at lytte til præstinden der forsvarede Kile. Kvinden havde tydeligvis noget ovre sig, en stor rolighed over emnet, hvilket May beundrede.

”Alle Guder bidrager det benægter jeg ikke, men Deres Dødsgudinde tilbeder døden. Jeg kan ikke se hvordan døden kan bidrage i denne allerede sørgelige tid.” afsluttede præstinden. Makayla fnøs over præstindens ord, det lød som en tabt kamp der ville være umulig at vinde, hvilket frydede May. Som hun forsatte med at gå sammen med mængden, var befolkningen utrolig langsomme til at forsvinde fra pladsen, nok fordi de stadig var nysgerrige om hvad der skete, ville præstinden sige mere? Makayla hørte at der blev visket i krogene, nogle mere ophidset end andre. Kort ud af hendes synkrog så hun en større mand. Kraftige muskler slidt tøj, han havde med stor sandsynlighed mistet sin familie i den mørke tid. Da hans ansigtet nærmest sagde det hele, han var arrig og før nogen nåede at reagere kastede han en flaske imod præstinden fra Avanya. Makayla så ikke længere imod flokken af præsterinder og præster. Hun vidste at øjeblikket for at hun skulle forsvinde var kommet. Befolkningen ville med stor sandsynlighed reagere på mandens vrede, selvom det kunne være morsomt at se folk slås var dette næppe stedet. Makayla så endelig en lille gyde hun kunne forsvinde nedad, og lige så snart hun nåede hen i sikkerhed, kom hætten frem igen og hun forsvandt i ind skyggerne.

Folk begyndte så småt at lytte til hans ord og var gået i gang med at forlade stedet og scenen. Hektor fik øje på manden der havde kastede med skarpe ord efter Aranya præstinden, der fik et meget bestemt blik, et blik der forlangte disciplin og orden, manden begyndte at gå væk efter et venligt ryk fra en af hans venner, et signal om at komme væk, flere forstod denne hentydning.

Hektor vendte sig om imod begge præster og der lod ikke til at være en ende, selv efter hans opfordring om at de blot kunne rykke samtalen et andet sted. "Behandl kvinder med respekt, uanset rang eller status" citerede han selv inde i hovedet, hans måde at finde styrke og ro på, hvis blot Roland var her. Han så hen på Kile præstinden "Jeg forstår udmærket, at du gerne vil oplyses om denne kvindes frustration og ja, frustration, ikke had." Han virkede langt mere rolig denne gang, hun var i det mindste samarbejdsvillig. Hektor så hen på elver præstinden "Og jeg kan også godt sætte mig ind i, hvorfor du er så bekymret over denne udvikling, med Isari som mit vidne, så forstår jeg det men igen." Hektor rettede fokus på begge præstinder "Ved i at står her, skaber i kun forvirring og opildner folk til at gøre tåbelige ting. Det er derfor at jeg endnu en gang -" Som var det, at et eller andet havde kastet lys ned på hans medaljon, et lille lys skær der fangede Hektors opmærksomhed, så han rundt omkring sig, folket rundt om dem virkede stadig anspændte og det eneste han kunne reagere udfra, var en flaske der kom flyvende igennem. Hurtigt kastede han sig over den kvindelige elver for at beskytte hende og lige akkurat kun, flasken havde både fart og kraft på som den ramte højre side af Hektors ansigt, den gik i tu som den faldt til jorden.

Hans verden var omtåget, Hektor så en masse lys blink og silhuetter omkring præsterne men han stod stadig oppe på begge hans ben. Aranya præstinden var i chok over dette, at hun ikke kunne få et ord ud. "Bare kom væk, begge to." Hektor tog sig til hovedet, han ville kunne føle slaget de næste par dage. En skarp og kold følelse kom så pludselig ud af ingenting, skarp fra hans højre side, nede omkring mave regionen. Han så ned af sig selv, en kniv bagfra? "Kile vær med os! Ingen skal stå i vejen for den sande orden!"

Hektor så ikke hvem der gjorde dette, han mærkede hvordan kroppen kom ud af balance og først nu begyndte smerten at vise sig. Han hostede kort noget blod op, han faldt ned på det ene knæ, han havde kun en ting eller rettere en person i tankerne lige nu "Elaina." lød det svagt.

Uroen var ulidelig for Reina. Det skar i hendes hjerte at se hendes by være i dette oprør over guderne, men hun kunne stadig intet gøre. Det var først da flasken blev sendt afsted, at hendes krop reagerede.
"Det er ikke længere et spørgsmål om religion, når I begynder at overfalde uskyldige mennekser," skar hendes klare stemme igennem pladsen, og med hastige skridt bevægede hun sig over til Avanya-præstinden og Hektaurious. Hun var ikke klar over hvor slemt det var, men hvis en af lysets krigere var faldet om, så kunne det ikke være helt godt.
Selvom de fleste ikke så venligt på Isari-ypperstepræstinden længere, havde hendes stemme stadig samme kraft som den engang havde. Dybt inde i folks hjerte, der reagerede de stadig instinktivt på hende, og hun fik da med forholdvis nemhed skåret gennem menneskemængden, hvor hun satte sig på hug ved Hektaurious. Tilgengæld gav hun ikke Avanya-præstinden meget opmærksomhed, hun havde trods alt startet alt dette selvom det var med god mening.

"Er det her hvad Kile prædiker? At slå dem ned som ikke er enige. Jeg troede at Kile havde mere medfølelse end Zaladin. Hvis at I vil folket det bedste, vis det! I stedet for at kæmpe med flasker og knive," sagde hun højt ud mod menneskemængden, før at hun vendte tilbage til manden.
"Jeg har dig, du skal nok komme hjem igen, i en hel tilstand," hviskede hun blidt til manden og strøg ham over håret, som var han et barn. De blev nødt til at få kniven ud, men det var ikke et godt sted at gøre lige her. Ikke med alle de mennesker omkring. Hun kunne sagtens heale ham, det var ikke et problem, men de var sårbare mens hun gjorde det.
"Vi bliver nødt til at rykke dig først." sagde hun blidt og kiggede kort op på Isari-præsterne. De måtte hjælpe hende, men samtidig blev de nødt til ikke at gøre noget for at presse kniven længere ind. Det var lidt af et problem faktisk.

Stian var faktisk ikke på arbejde på denne solrige dag, men han og hans mor Jiya havde valgt at tage ind til den indre by da de havde hørt rygter om at Lysets dronning ville for første gang i nogen tid holde tale for befolkningen, og dem som ville lytte. 

Jiya havde reddet på Nishith, med Stian gående ved siden af den store shire hest. Nishith havde også brug for at komme ud og bevæge benene lidt, og det var nemmere for hans mor at komme hjem hvis nu der skulle ske noget. De bandt den sorte, smukke hest ved at vandtrug, og Nishith drak lykkeligt af det kølige vand. De sørgede også for at han stod i skyggen, og lidt væk fra den store flok mennesker som var begyndt at forme sig på pladsen. Stian klappede Nishith på siden og førte sin mor ind med sig og sørgede for at stå tæt sammen med hende da de nærmede sig folkene. Dronningen havde allerede nået halvvejs med sin tale da de ankom, og det ærgerede Stian en smule, han ville jo gerne have hørt det hele fra starten, men med interesseret og fokuseret mine lyttede han til ordene. 

Han så nøje på Ypperstepræsten, og mærkede efter hvad han følte, og faktisk synes han at Kilens orden havde udrettet megen godt om sig og for folket. Godt nok var ordnenen ikke alles kom te, men for ham betød fakta mest over folks følelser. Fakta var jo, at de havde været der for folket, og indtil andet var bevist, havde Stian intet imod dem, faktisk udstammede gudinden Shara jo fra Kile, og derfor havde han lettere ved at acceptere dem. Da den flygtige og intense samtale mellem folket begyndte, følte Stian sig en smule urolig på sin mors vegne. Han vidste godt at hun ikke kunne holde sig fra at deltage, men han ville ikke have at hun skulle komme til skue for folket, eller at nogen i raseri kunne finde på at angribe. Derfor holdt han en hånd foran hende da hun så ud til at ville tale, han rystede på hovedet af hende, "Nej mor, vær sød at blande dig uden for denne samtale.. Jeg tror ikke det hjælper at blande sig i andres meninger og holdninger." 

Jiya så en smule fornærmet ud, men nikkede så, "Hvis du siger det min søn, men jeg kan ikke lide at folket skal skændes sådan." sagde hun dæmpet og smule bekymret. 
Pludselig begyndte skænderiet at tage fat, der var en som kastede en flaske, og en af lysets krigere, Hektaurious, som Stian kendte af navn og udseende, var blevet ramt i forsøget på at skærme for den kvindelige elver. Stian reagerede straks på tumulten, og han bedte med en hastig og bestemt stemme sin mor om at ride hjem på Nishith, med det samme. 

Jiya tog Stians hånd og ville først ikke tage afsted fra sin søn, men gjorde det i sidste ende, for når Stian først havde sat sig for noget, havde han meget svært ved at ændre den indstilling. Da han så væk fra sin mor, som var igang med at ride væk og hjem, så han at Hektaurious var faldet. Han masede sig igennem menneskemængden, nogle panikslagene, andre nysgerrige og andre på vej væk. Han så at Hektaurious var blevet stukket, og en meget bleg kvinde sad ved den store mands side. 
"Så De hvem der gjorde det?" Spurgte han kontrolleret den lyshårede kvinde, og rynkede brynene i en seriøs mine. Faktisk var det ikke velset at en af byvagterne som ikke var i uniform reagerede. Specielt når Stian ikke engang havde været ansat i mere end 3 måneder. Han måtte slet ikke foretage sig de alvorlige vagter, og skulle melde tilbage til en overordnet, så de mere erfarne kunne tage sig af det; men Stian syntes ikke rigtig at der var tid til det. Han så på Hektaurious' tilstand og mente at den kun ville forværre sig. Kvinden måtte have samme tanke som ham, at han skulle flyttes fra stedet. Ud af øjenkrogen så han nu nogle af sine kollegaer jagte den vedkommende som havde stukket kniven i krigeren, eller ihvertfald den person de mente havde gjort det. Han tog en dyb indånding og nikkede for sig selv, Okay.. så behøver jeg heldigvis ikke at bryde reglen, men jeg kan stadigvæk hjælpe til her. Tænkte han for sig selv. 

Stian kiggede op på den kvindelige elver som tydeligvis ikke havde håbet at dette skulle ske. "Vær sød at flytte dig til at sikrere sted eller tag hjem. Der er ikke mere at se her for din egen skyld." Sagde han fast, og selvom han antydede det pænt, kunne der høres en hvis beordring i stemmelejet. At en person kunne finde på at handle på andres bekostninger på denne måde; nu ville folk tro at Kile var et uhyre, pga. en enkel persons fejltagelse. Han kiggede på Reina og kom ned at sidde overfor hende, "Jeg vil gerne assistere med at få ham flyttet." Sagde han venligt, men stadig med den bestemte tone. "Sir Hektaurious, kan De høre mig?" Spurgte han, for en sikkerhedsskyld for at holde ham ved bevidsthed. 

Så Leoric Emphyrean skulle altså forestille at være dronningens talsmand... det her var næsten for komisk til, at han kunne holde det inde.
Det, der under normale omstændigheder ville have været et kæmpe, skadefro grin, blev i stedet til et absolut humorfyldt, skævt smil - naturligvis gemt halvt væk under rejsekappens dybe hætte.

Han sad oppe på et tag, så udsynet til dronningen og hendes følge var så godt som muligt. Og så han kunne tage bestik af hvor mange af lysets folk, der egentlig var dukket op her på pladsen.

Tænk engang at det var lykkedes for ham, en mørkelver, at komme så tæt på selve Krystalpaladset... ja hvis han havde villet det, kunne han endda være smuttet igennem menneskemængden, og angrebet selveste dronningen.
Det var yderst tvivlsomt at hun ville kunne afværge hans magi... han havde ihvertfald aldrig mødt nogen, der kunne...

Men Zane var her ikke for dronningen.
Åååh nej... ikke endnu.

Med et let suk, rejste han sig op, og kiggede ud over den stille og roligt svindende follkemængde.

Med endnu et smil, denne gang iskoldt og ondskabsfuldt, trak han vejret dybt ned i lungerne, og brølede så:
"STATSKUP! OG I KAN IKKE ENGANG FATTE DET!!"
Selv Lysets Riddere med deres fornemme titler og banale, bølgende heltehår, havde tilsyneladende ingen idé om, at det mest åbenlyse ved hele Kileordenens lille foretagende, nok også var sandheden...

De havde jo ikke ligefrem valgt at gå stille med dørene, vel?

For nu, ville Zane blot observere... og more sig over Lyset og dets umiddelbare stupiditet...

Meget var sket på nærmest ingen tid at Ra på en eller anden måde ikke gad følge med, det vigtigeske for ham havde han oplevet og det var at se dronnings helbred, for snart var hendes tid forbi og hans ville tilkomme om hun ville det eller aj, mange spænende personer var til stede på denne solrige dag så hvorfor ikke blot vise sig i mængden af folk, i stedet for at gemme sig bag en hætte som man altid gjord, dog have Ra sin kappe på hvor hans klans symbol var repræsenteret, og selvfølgelig var han ikke alene fire af hans liv vagter stod lidt fra ham sådan de lige præcis kunne bruge deres magi i forhold til hvis der skulle ske noget.

At dronning havde fået en ny talsmand gjord ikke Ra noget, for det var han ligeglad med men den tumult der var kommet morede ham voldsomt, det hele virker til at være et stort kaos så hvad skulle der til få at få det hele til at vælte, det var kun få af de tanker han havde i hovedet inden han hørte ordrene "Statskup og i kan ikke engang fatte det". en mørkelve havde tidsyllande begivet sig ind til festen, langt væk hjemmefra men hvad var hjem for den race, han kiggede op på Zane og rystede lidt på hovedet inden han begav sig frem ad imod festen.

Et trisk dybt suk forlod Proserpinas læber, ved Avanya præstindens ord. Nej hun kunne ikke se hvordan de kunne bidrage med noget, for hun havde ikke sat sig ind i andre trosretninger end sin egen. Hvis præstinden netop havde gjort det, ville hun vide at kilepræsterne der bar hvide masker, var tjenere for døden i de levende, hvilket kunne lyde kryptisk, men dybest set betød at man beskyttede og hjalp de levende, således at de ikke blev taget af døde før deres tid var kommet. "Nej, det kan De desværre ikke" gav hun blot den anden ret, for at lade diskussionen falde. Det nyttede ikke noget alligevel at blusse det hele op til mere end det var. Religiøse overbevisninger var ofte grunden til at Kile var på overarbejde - Proserpine selv behøvede ikke bidrage til det. Proserpina så tavst på ridderen, lod ham tale, trods hun følte at selv ikke han værdigede hendes tilstedeværelse synderligt. Men det var ligemeget, at sammen, for pludselig tog det hele en ubehagelig og alt for forkert drejning. Proserpina hev forskrækket vejret usikkert ned i sine lunger, som en flaske blev kastet imod Avanya præstinden. Hurtigere end Proserpina umildbart kunne nå at reagere.

Proserpina blinkede tilstrækketligt med gange til hun genvandte fatningen og ragte forsigtigt og rystende en hånd ud til ridderens skulder. Hendes mund var i gang med at forme orderne til at spørge til hans velbefindende, da flaskekasteriet udviklede sig. Hans aura ændrede sig mærkant og den anden mands brølen virkede som en summen i hendes øre. Instinktivt ragte hun ud efter ridderen, forsøgende halvt at kribe ham og holde ham oprejst. Proserpina var chokket, næsten så chokken at hun ikke tog fornærmelserne fra Isaris ypperstepræstinde ind. Det tog i hvert fald et par sekunder at opfange dem, før hun en smule mere spidst end hun ville havde ønsket svarede "De ved udemærket at dette ikke er af ordenens hensigt!" snappede hun af den anden kvinde, men flyttede sig ikke fra den støttende tilstand hun forsøgte at holde Ridderen i. De mørke øjne fæsnede sig kort ved kvinden, med en stærk kølighed, men rettede sig hurtigt tilbage til det vigtigere. Manden der var kommet tilskade. Alt imens stormede de andre præster fra ordenen rundt og forsøgte at forklare folk at dette ikke var i deres hensigt, og andre af ordenen forsøgte at bidrage til tilfangetagelsen af personen hvis had havde ført til blodudgydelse.
Proserpina ensede kun svagt manden eller mørkelveren, hvad end han var, råbe op om statskup. Men hendes tanker var fokuseret andet steds, ved at fastholde sig hvor hun var behøvet.

Inde i Hektors hoved, var det noget helt andet der foregik. Omringet af et mørke og følelsen af at være alene, så han omkring sig. Alt virkede både bekendt og alligevel så fjernt. Som han bevægede sig lige ud, begyndte nogle skikkelse at antage form, i starten virkede de fjendtlige og Hektor instinktivt rakte ud efter hans våben, hvis det ellers var der, for han havde intet. Skikkelserne begyndte at forme sig bedre og det gik op for ham, hvad det var han så, hans faldne venner og bekendte. Alle mænd og kvinder der havde kæmpet side om side med ham og resten af kompagniet under den lange krig. Fortvivlelsen begyndte at vise sit grimme ansigt, som de kiggede hen på ham, deres ansigter skar en grimase af længsel efter fred, længsel efter retfærdigheden han endnu ikke havde kunne give dem. Værst af dem alle var Marius, Elainas afdøde bror, et blik af skuffelse og iskoldt had skar igennem Hektors meget sårbare tilstand lige nu.

Krigeren var stadig nede på det ene knæ, omringet af folk der prøvede på at støtte og hjælpe ham. Blodet dryppede igennem tøj og brynjen fra hvor kniven havde fået bid. Hektor virkede til ikke at være tilstede, et eller andet havde fået ham i febervildelse, hans øjne flakkede rundt disorinteret. Som mere blod dryppede, begyndte små flager af gul og sort at vise sig på joren, sammen med blodet.

Såret bed til, kirgeren røg ned på begge knæ men han rakte blot ud i luften, de eneste ord han kunne få ud var en bøn, en slags mantra til ham selv, han sagde ubevidst, fanget mellem to verdener, den omkring ham og den inde i hans hoved "Mit...mit liv...for Isari" Han prøvede at trække sig fremad "Mit....liv...for *argh!*... mit liv...for droningen!*

Reina stoppede med at ænse Kiles Orden. De var ikke hendes problem mere, da hun kunne høre hvordan der var løben, og uden tvivl at folk var begyndt at gøre noget ved den der lavede dette voldsomme angreb mod Hektaurious. I det mindste ville de gøre noget ved dette, for i bund og grund var det jo ikke fordi Reina mente at Kiles Orden ønskede noget ondt for folket, men de blev nødt til at vise det, i stedet for at byde alle velkomne, selv de rådne skud.

Blodet fossede fra Hektaurious, og hun blev mere og mere bekymret, jo mere hun så ham. Han var tydeligvis allerede ved at miste fokusset på denne verden, og Reina kunne ikke have at han faldt til skyggeverdenen. Måtte Isari våge over Hektaurious i denne tid.
"Tusinde tak, vi kunne-," startede hun med at sige til manden der var kommet over til dem. Hun var ikke klar over hvem han egentlig var og uden en byvagtsuniform havde hun ikke en chance for at finde ud af det. Ikke fordi at hun bekymrede sig, da hun hendes blik fangede blodet der lå på jorden, og noget værre. Gult og sort i blodet. Reina havde oplevet mange i sine år som kriger, men gift var alligevel det mest skræmmende. Selvom hendes egne healing kunne hjælpe på det, så måtte de bruge mere alternative metoder på at få det hjulpet på vej.
"Vi skal have ham afsted nu!" udbrød hun. Hun turde ikke engang at lukke såret, fordi at det kunne føre til katastrofale følger for at giften løb gennem kroppen på ham. "Dione, løb i forvejen, og find urter mod gift frem," et af de få navne som Reina trods alt havde formået at lære over sine år i templet. Præstinden var da også let på tå, som hun nikkede og løb afsted mod templerne. Et sted der heldigvis ikke var alt for langt væk, nu når de var i det Øvre Bydistrikt. Og det var langt tætetere end Helbredelseshuset.
"Hjælp os med at få ham til Isari katedralen," sagde hun blidt til manden der var villig til at hjælpe dem, og lagde den ene arm af Hektaurious' arme omkring hendes skuldre. Hun var ikke den stærkeste, men hun var stærk nok til at hjælpe med at bære ham. Hun ignorerede også hvordan blodet allerede var begyndt at farve hendes hvide kjole. 

Stian prøvede for alt i verden at bevare roen og få sig selv i kontrol. Det hele var meget hektisk, og der var larm og råben blandt folket, samt nysgerrighed. Folk asede og masede mellem hinanden for at komme frem og tilbage, og Stian forsøgte at tænke i al larmen. Han pustede ud og forsøgte at støtte Hektaurious så godt at han kunne. Der var umådeligt meget blod, og Stian havde ikke været i sådan en alvorlig situation før nu: De eneste situationer med voldsomt meget blod som han havde været ude for, var når han var på jagt med sin far dengang han var yngre.. Han gjorde et kort nik mod Reina som for at sige selv tak og fulgte så hendes chokerede blik til blodet som flød ud af krigeren. Nu bemærkede han selv den underlige gule  og sorte farve som havde blandet sig med det naturligt røde blod; "Er han blevet forgiftet?" Sagde han under al larmen og rynkede brynene tænksomt. 

Lige nu prisede han sig lykkelig for at have sendt sin mor hjem inden hele tumulten udviklede sig til dette. Tænk hvis hun også var kommet noget til; det var ihvertfald noget som han ikke ville tilgive. Han følte at hans hjertede hamrede hurtigere og hurtigere, men han tillod sig ikke at gå i panik. Da Reina udbrød at de måtte afsted NU, blev Stian rusket ud af sine små tanker og kom tilbage til nuet. "Ja, lad os komme væk herfra." Han nikkede bestemt og kom op at stå, og med en smule besvær fik de den store kriger støttet op at stå. Stian lagde sin arm om Hektaurious, og lige så fik han også den ene arm af krigerens over sin skulder. Det var en smule anstrengende, men i det mindste var Stian stærk, og udholden nok til at få ham støttet hen til et sikrere sted. Godt nok var Sir Hektaurious næsten i døde vægt, så han måtte spænde alle muskler for at holde ham oprejst; Manden var jo meget større end Stian.

"Selvfølgelig." Sagde han kortfattet og gav hende et flygtigt smil; han var for koncentreret på at få Hektaurious væk i live, at han glemte formaliteterne. Han bed sig anstrengt i sin fyldige underlæbe da han prøvede at bane sig udenom menneskene sammen med Reina og den næsten bevidstløse mand; Nogle folk ville ikke engang flytte sig, og var mere interesseret i at stå og glo på hvad der skete. "Gør plads!" Beordrerede han højt, og gjorde alt for ikke at tabe Hektaurious. 

Alright... ingen havde hørt ham midt i al kaosset fra folkemængden og den htilsyneladende døende ridder. 
Eller også fandt de ham bare ligegyldig... fair nok! 

Det skulle han nok lave om på.

Zane rullede med skuldrene og nakken, og en række små knæk vidnede om at han havde siddet stille for længe.
Alt for længe.
For nu var tiden kommet... the Trial of Terror måtte bestås på denne dag, for der ville ikke bare lige komme en anden dag som denne.

Så Zane knappede kappen op og lod den falde.
Den landede i bløde folder ved hans fødder, og afslørede den glimtende skælrustning, som dækkede hans torso. Sølvfarvet og elegant, men stadig både stærk og smidig - det var en rustning af høj kvalitet, og ligeså var metalskinnerne på hans skinneben, med deres drageskælsformede overflader, samt de skinnende armskinner i samme design, som endte i drabeligge, klolignende metalhandsker.

Hans lange, hvide hår hang løst ned over hans skuldre, som var beskyttet af hver deres lette skulderpanser i tyk, sortfarvet læder, og de svagt lysende, unaturligt lillae øjne skuede ned over folkemængden med en forventning om det, der nu skulle ske.

"Alright..." sagde han stille for sig selv - og så trak Zane de to langsværd, som hang ved hans side.
Det ene holdt han ned imod jorden med et løst, professionelt greb - det andet hævdee han op imod himlen, mens han begyndte at fokusere den mystiske, magiske kraft  han var blevet velsignet med;

Sekundet senere lød der et øresønderrivende brøl, og en enorm, lilla flamme omgav Zane og gjorrde ham meget synlig for enhver dernede på pladsen.
Flammen blev mindre, og omsluttede ham som et både beskyttende og ufatteligt farligt, magisk skjold som dækkede hele hans krop, og endda sværdenes klinger.
Enhver som måtte komme i berøring med den ualmindeligt varme ild, ville omgående blive omspændt af flammerne.
Undtagen ham selv, naturligvis... for havde man en sådan magt, måtte man jo lære at kontrollere den - eller dø, ikke sandt?

"Lad prøven begynde!" hvæsede han, og sprang ned fra taget.
Før han landede elegant på fødderne, havde han allerede fjernet hovededet fra kroppen på to nærstående, måbende tilskuere.

Otte minutter...

//Krave har haft chancen for at svare, så tænkte at det var tid den kom videre i systemet

Proserpinas tilstedeværelse, virkede ikke direkte ønsket i øjeblikket. Isari præstinden ignorerede hendes ord tilbage - men dette var nemmere at forstå. Der var vigtigere ting at tage sig til. Proserpina var bukket under for ridderens vægt i tomulten, men forsøgte stadig at være til hjælp med at stoppe blødningen, således det efterhånden også dækkede hendes hænder og tøj i et blodigt scenarie. Den hvide maske bar også tegn af det blodrøde, som den lå på jorden ved siden af dem. Herfra syntes ingen at tage notist af hende mere.
Hun var bare en knælende kilepræstinde, der modtog had for hvad andre havde gjort, samtidigmed at blive ignoreret og set over hovedet på, som andre ting meldte sig. Hverken isari præstinden eller hvad hun gætterede på var en mand af autoritet, anså hende som værende en der kunne hjælpe..

Så hun sad tilbage nede på den støvede jord, lamslået mens hun så efter dem så længe folkemængden ikke blandede sig ind foran hende og afskar hende for enhver udsigt. Som en slowmotion fik hun rejst sig og så ned af de blodige hænder. Tøjet var sort og afspejlede kun fugtighed, men de blege hænder var væddet. noget hun stirrede på i lang tid mens hun blev puffet til af både den ene of den anden borger der forsøgte at slippe væk. Bedøvet af chokket bevægede hun sig kantende hen til den hvide maske og løftede den op. Alt dette var sket, fordi nogen så ondt på dem. Både dem af god og dårlig slægt så at sige. Proserpina var ikke i tvivl om præstindernes modstand hun havde mødt. Både fra den ene og den næste.

Tanker der blev afbudt som et rædselskrig brød igennem mængden. En krigerisk skikkelse omgivet af lilla flammer hoppede ned blandt mængden og spredte rædsel med sig. Proserpina kunne efterhånden ikke håndtere mere og stirrede blot på ham, stadig i chok over den tidligere hændelse, og nu dette. Ærligt, vidste hun ikke engang hvad hun skulle gøre.

Reina var så fokuseret på Hektarious, at hun i første omgang ikke havde opdaget sortelveren. Der var for meget turmult, og hun havde behov for at redde manden i hendes arme. Det var ikke sådan lige til at glemme en af de venner man efterhånden havde haft i mange år af sit liv. Dog kunne selv dette ikke distrahere hende fra skrigene og en kæmpe mængde lilla ild. Hendes øjne blev store, men hun kunne ikke lade frygten overtage hende, men det var et skræmmende syn når hun intet kunne gøre. Eller.. hun kunne nok gøre noget, men hun var ikke længere en kriger af Lyset. Hendes job var at guide folk til Isari. At redde dem. Og med plagerne var hun utrolig afkræftet. Hendes magi var ikke som det plejede at være.
Inden i græd hun, men han hankede op i Hektarious endnu engang og tog en dyb indånding. De måtte bare gå fremad, og hun tiggede og bad til at Isari ville finde nåde til dem der var her, og Lysets Krigere ville gøre noget ved dette, fordi hun kunne ikke. For 50 år siden havde situationen været anderledes. Men dengang levede hun stadig,  og ikke i denne krop, men hendes virkelige. 

"Isari, giv os styrke til at overvinde dette, og lad denne mand overleve," mumlede hun i en stille bøn, som hun forsatte med at slæbe videre på Hektarious på vej op mod templerne. Hun var en healer først og fremmest, og hun håbede bare at manden på den anden side af Hektarious ville forsætte med at hjælpe hende.

//Out? (med mindre nogle prøver at stoppe hende)