Det var mørkt og biddende koldt. Vejret havde ikke ændret sig de sidste mange uger, så det kunne ikke overraske nogen. Vindene hylede og sang mellem Kzar Moras forrevne tinder og forsætte ned mellem træerne i skoven vest for bjergkeden. Hvis man ikke fulgte stierne derinde, var den et vildnæs af forvredne stammer, tætte trætoppe  og lavthængende grene, hvis kviste strakte sig som lange fingre og greb hinanden mellem træerne. Selv når skoven som nu havde tabt alle sine blade, var det svært at se vejen mere end en snes meter frem.
Det var fabelagtigt som naturligt forsvarsværk, men når man var villig til at tage kampen op mod en hel batallion, blot for at nå hen til sin seng, var det et helvede.
Fra vagttårnene ved Kzar Moras porte kunne vagterne se alt, hvad der rørte sig på den golde ødemark mellem skoven og klippevæggene ind til det genåbnede dæmonrige, så længe sigtbarheden tillod det. I aften var der ingen snestorm, og selv om mørket, plagen havde skabt, ikke løftede sig meget selv om dagen, veg det en smule for dynen af kridhvid sne, der dækkede ødemarken fra bjergdene til skovbrynet.
Kulden herude havde eftethånden gjort portvagterne døsige. Det hjalp ikke, at aftenen ind til videre havde været komplet begivenhedsløs som sædvanlig. En mørktklædte skikkelse, der havde tilbragt lang tid i skoven, nåede næsten helt op til porten, før hendes fodtrin i sneen endelig vækkede soldaterne.
"Stands, hvem der?!" Skikkelsen i sneen standsede.
"Åben portene..." Hendes stemme var mumlende og rusten og havde ingen effekt på portenes tilstand.
Soldaten i porttårnet prøvede igen:"Giv dig til kende, eller vi dræber dig på stedet. Ingen har adgang her uden at været blevet tilkaldt!"
Nede i sneen stod den mørke silhuet stadig. "Jeg skal give dig tilkende.." knorrede hun, og netop som soldaten i tårnet rejste armen til affyring, fór et lyn op fra skikkelsen i ødemarken og alt for tæt forbi hans ene øre. I et splitsekund blev alt i nærmeste omegn lyst op, som var det højlys dag. Så blev alt igen mørkt. Et øjeblik after rungede lyden af drejende tandhjul og knirkende, koldt metal gennem luften, mens portene til Kzar Mora åbnede så hurtigt, som håndkraft tillod det. Den mørkklædte kvinde trådte sløvt gennem sneen mod portåbning og lod den lukke bag sig.
I de næste par timer var porten på halv bemanding. Den ene vagt havde taget position som stigfinder for kvinden, de havde lukket ind, og førte hende nu stumt mod Kzar Dûn og hendes nye hjem. Bortset fra et spørgsmål og et svar lige inde kvinden smækkede døren til sine gemakker i hovedet på soldaten, blev der ikke udvækslet et ord. Det var et spøjst spørgsmål, syntes soldaten, der havde set de mange lag ødelagt tøj og den skrammede, frosne hud. På den anden side havde han også set de indsunkne kinder. Måske var at spørge efter køkkenet naturligt.
Kvinden selv forlod ikke sin seng eller sit værelse de næste tre døgn, men morgenen efter hendes ankomst var alle fæstningens vågne beboere alligevel klar over, at generalen var tilbage. Strenge instrukser om ikke at forstyrre hende cirkulerede også i bygningen, men om det var for hendes eller for soldaternes ve og vel, kunne diskuteres. En ting var sikker: Hendes befrielse var sket med hjælp fra en snigmorder, der efterfølgende have forsøgt at sælge hende til Lyset, og var nær blevet forpurret af selveste Samson. At mørkets krigere ikke var kommet hende til hjælp på noget tidspunkt, gjorde hende mildest talt irritabel.