Snefnug hvirvlede gennem den mørke nat og gruppen af rejsende så ud til at fryse på trods af de mange lag af varmt tøj, de alle bar. Vejret plejede ellers ikke at være slemt langs Sydvejen - heller ikke i vintermånederne, men siden Mørket havde sænket sig over landet, havde kulden taget til, og sneen havde nu faldet uafbrudt i flere dage.
Det var ikke et vejr, der indbød til rejse, men den lille gruppe af mennesker havde intet valg. Nat efter nat havde de drømt om Dæmonriget, og den underlige, dragende fornemmelse mod stedet, de aldrig havde besøgt, plagede deres tanker dag og nat. Ingen af dem havde haft den fornødne mentale styrke til at kæmpe imod trangen til at drage af sted, og nu befandt de sig her. En lille gruppe af forhutlede mennesker på vej til et rige, der sandsynligvis ville blive deres død, blot fordi de havde ønsket at redde sig selv ved at drikke dæmonblod under Pesten.

De forreste af de vandrende bar fakler, og når den lille gruppe hvilede, var det oftest kun få timer ad gangen. Der var ingen, der længede havde en fornemmelse for dag og nat - af og til virkede det som om mørket var lidt mindre tæt, men der var ingen virkelig forskel. De sparsomme forsyninger blev mindre og mindre, for hver dag der gik.
En time efter gruppens sidste hvil, standsede anføreren op. "Tiden er inde til, at vi forlader landevejen." Sagde han dystert. Han trak sin uldne kappe tættere sammen om sig og stirrede længselsfuldt mod de fjerne bjerge mod øst. Fra nu af ville rejsen gå over det stigende klippelandskab, der udgjorde det Østlige Krystalland, og han tvivlede på, at de alle ville være i live, når de endelig nåede indgangen til Dæmonriget. Stadig kunne ingen af dem ryste ønsket om at fortsætte af sig, og den lille gruppe bevægede sig ud på en smal sti, der førte væk fra landevejen og i retning af bjergene. Et barn gik med usikre skridt gennem sneen med sin mors vanteklædte hånd i sin. De var for alvor fortabte her på den kolde, trøstesløse rejse.


Alle der har karakterer, som befinder sig i området kan deltage i tråden, og det er op til jer at bestemme, hvad der videre skal ske med den lille gruppe af rejsende. Man kan også selv tage rollen som en karaktererne i gruppen, hvis man har drukket dæmonblod under Den Første Plage.

Dagene for Anaïs havde været anstrengende. Hun havde fundet mørket og mareridtene irriterende, men hvor andre blot så mørket og blev deprimeret så fandt hun en form af lykke i det. Her i mørket var det hende langt nemmere at skjule sig selv og blande sig ind i menneskemængden.
Hun havde slået sig til en gruppe folk som ville ind i det fortabte Dæmonrige. Grunden til at de ville derind var hende uklart men hun havde intet bedre at lave så hun havde smidt en tyk brun kappe over sig og gået med dem. Hver gang nogen talte med hende om mareridtene overdrevet hun bare sine egne mareridt og det skræmte nogle men andre fandt hendes taler om dem sympatiske relaterbare. Sandheden var desværre at hendes mareridt på ingen måder var så slemme som deres, for hun havde ikke drukket dæmonblodet.

Som gruppen af folk vandrede kiggede hun blot hen over folkene, lugtede deres navne an og så deres liv i hendes øjne. Nogle var lettere højt stående folk mens andre var hjemløse, men alligevel havde de fundet sammen i en gruppe. Noget som Anaïs fandt undrende, men på sin vis fascinerende.

Anaïs skridt var mere friske og frie end mange af de andres. Hun hang hellere ikke med mulen men istedet nynnede hun stille melodier fra kendte sange om eventyrer og deres legender. Nogle folk nynnede med hende men andre gange kunne man høre folk råbe "Marianne. Så ti dog stille!". Hendes navn var ej Marianne, men hun havde bildt gruppen ind at det var hendes navn, for så kunne hun rejse der, lære, lytte og være fri. Alt uden de nogensinde ville kunne beskylde Anaïs selv.