”Urg! Stå nu stille. Du er helt selv uden om det her.” lød en brummende stemme. Man behøvede ikke at være en ekspert for at høre, at ejermanden tydeligvis ikke var specielt tilfreds ud fra tonen. Også selvom stemmen var noget dæmpet, som var der noget der blokerede dens fulde lydniveau. Ligeledes utilfredse småskrål fulgte trop. Afslørede meget vel positionen af den noget større ride-struds, som den stod i en mindre åbning i skoven. Man skulle næsten tro, at den var alene, hvis ikke det havde været for det ekstra set fodspor i sneen, der tydeligvis ikke var fra en fugl men et par sko. Eller den ekstra krop, der lige var at skimme ved strudsens ene vinge. Begravet godt ind i de mange bløde vinterfjer, hvilket kunne forklare, hvorfor den unge mands lød mumlende. Et yderst besynderligt syn måtte det nok være for forbipasserende.

”Aha! Gotcha!” udbrød Alran sejrsfuld, idét han atter poppede fri fra strudsens fjerpragt og kunne fremvise det noget pjuskede hår. I sin ene handskebeklædte hånd havde han en ordentlig torn, der efter at dømme fra måden som strudsen straks trippede på stedet for at tage afstand og baskede en smule med vingerne, måtte have siddet og naget et sted i siden på den. ”Så kan du fandme også lade være med at løbe direkte ind i tjørnebefængt buskads, dumme fugl.” Han forventede ikke, at strudsen faktisk ville lytte til ham – ikke på nogen måde. For det havde den meget sjældent gjort i gennem de år, han havde haft den ved siden side. Tornen blev smidt til side på den snebelagte jord sammen med de andre, han allerede havde fået hævet ud. Et stykke arbejde, der havde taget en del mere tid, end hvad han selv ville have haft. Men lige netop hvor lang tid, havde han ikke længere nogen fornemmelse af. For da han var startet havde mørket hærget. Og sjovt nok gjorde det stadig. Med manglen på en synlig sol og dagslys havde gjort at tiden bare flød sammen for ham.
Næsten helt opgivende sukkede han og satte hænderne i hofterne. De brune øjne stå afventende på strudsen, der blot så tilbage på ham. Stående på sit ene ben med det andet løftet en smule. ”Vi mangler kun en.” Med sikkerhed i sine skridt marcherede han mod strudsen, der lige indtil han var et skridt fra sig, straks satte i gang og luntede et lille stykke længere væk. ”For helvedet…” udåndede han lettere irritabelt, inden han gjorde endnu et forsøg på at nærme sig. Strudsen skulle netop til at gøre samme nummer, men med en langt mere intelligent hjerne, var det noget Alran var parat på og fik med godt fodarbejde fat omkring den lange hals på fuglen, hvilket stoppede den i sine bevægelser og makkede ret.
Han løsnede langsomt grebet igen for at være helt sikker på, at hans 4 år gamle følgesvend ikke stadigvæk var ude på ballade. På ved om bag fuglen, fik den da også lige et par belønnende klap, inden han kom ned på knæ ved det hævede ben. Og rigtig nok sad der endnu en af tornene og gravede sig ind i foden. Han gned motiverende sine hænder mod hinanden og skulle netop til at forsøge sig med at få den ud uden for mange problemer, men strudsen havde andre ideer. For før Alran kunne nå at gøre meget, blev dens fod sparket imod hans brystkasse og sendte ham ned på røven i sneen, hvorefter den endnu en gang trippede lystigt rundt med baskende vinger og tilføjede klukkende lyde, mens den unge smed fik et dræbende udtryk over ansigtet. ”Hah-hah! Grin du bare. Og lad os så se, hvor længe du kan holde ud at gå rundt med den torn i foden, unge mand..”

Der var sket noget med Krystallandet siden den første plage havde ramt. Et skift i hele landet. Naturmæssigt havde skiftet været ganske tydeligt for enhver: tørke og manglende vand efterfulgt af himlen, der pludselig blev dækket af skyer, der havde været tunge af sne. Nej den ændring havde været ganske tydeligt, hvad der til gengæld ikke var tydeligt – men mindst ligeså gennemgribende – var ændringen i folks bevidsthed. Mistroen havde bredt sig i folks hjerter, der syntes at være blevet ligeså kolde som den sne der dalede fra himlen.
Normaltvist havde Amara intet imod sne, som elver havde hun generelt intet imod nogen af årstidernes luner, og sne kunne være helt hyggeligt, når man sad ved pejsen og så ud på verden, der blev iklædt en glimtende kåbe. Men lige præcis dette år fandt hun ikke meget glæde ved sneen. Faktisk fandt hun ikke meget glæde ved noget.
Hun havde ellers været så velsignet, da guderne havde taget hendes magi og atter engang givet hende muligheden for at blive en del af det almene elver samfund. Men noget måtte hun have gjort forkert, for de havde valgt at forbandede hende igen. Hun havde ikke været opmærksom på det, havde ikke vidst at magien var vendt tilbage før det var for sent. Hun havde jo bare ville hjælpe det unge elverbarn op fra jorden, hvor han var faldet, det havde aldrig været hendes mening at suge så meget af hans livskraft, at healerne kun lige akkurat havde været i stand til at redde ham. Hun havde forsøgt at forklare dette til Toorah, men elverlederen havde ikke ville lytte. Uden tvivl fordi hun var presset over de voldsomme skift i Krystallandet, eller måske bare træt af, at Amara udsatte de andre elvere for fare. Hvad end der havde været grunden havde, var Amara blevet bedt om at pakke nogle af sine ting og rejse ”indtil du er i stand til at kontrollere din magi”. Amara vidste hun ikke ville blive i stand til at kontrollere den, og skønt hun havde grædt og tigget og bedt havde der ikke været noget at gøre. Til foråret ville hun vende hjem igen, vis på at elverne ville tage imod hende, men for nu måtte hun finde en læremester.

Noget hun næppe ville gøre i skoven nær landevejen til Hovedstaden, men skoven var nu og engang det sted hun fandt sig bedst til rette, så måske var det ikke så underligt hun havde søgt den vej.
hun var iklædt en lang, tyk kjole og havde skjult i et par forede sko. Skjult var måske så meget sagt, for rent faktisk føltes de mere fanget for en, der altid gik med bare tæer, men sneen var for kold at betræde uden beskyttelse, og hun havde derfor været nødt til at anskaffe sig et par forede vintersko. Det lange, lyse hår var skjult under den hvide hætte med pelskraven, der hørte til den lange, tykke kappe hun var iført, og på ryggen bar hun en taske med sine ejendele. Et sted i træerne over hende flaksede Bes rundt, men eftersom den store Sølvdjal var ligeså lys som sneen, var han svær at få øje på.
Det var derfor ikke før han pludselig skræppede op, hun blev opmærksom på stemmen mellem træerne.  ”Så kan du fandme også lade være med at løbe direkte ind i tjørnebefængt buskads, dumme fugl.” Hun stoppede op i sneen, og så i den retning stemmen var kommet fra. Egentlig havde hun mest lyst til at undgå andre mennesker lige nu, men ved lyden af noget, der kun kunne være et dyr satte hun alligevel kursen mod retningen stemmen var kommet fra. For andres selskab ville hun gerne undgå, men dyr ville hun altid opsøge.
 
Hun fandt fuglen, en stor ride-struds trippende i sneen. Måden den holdt sin fod gjorde det klart, at den havde ondt i den. Amara var måske ikke den typiske elverhealer, men når det kom til dyr vidste hun, hvordan man skulle håndterer dem, og det tog hende derfor ikke mange overvejelser før hun satte sin taske fra sig i sneen og gik over til strudsen. Den kiggede på hende da hun nærmede sig, men gjorde ikke mine til at ville angribe, og snart kunne hun ligge en handskebeklædt hånd på dens side, mærkende varmen fra den gennem handsken mens hun forestillede sig fornemmelsen af de bløde fjer. ”Så så,” hviskede hun beroligende, og strøg den et par gange over siden inden hendes hånd gled videre ned mod foden. ”Rolig, det tager kun et øjeblik.” Hun havde fat i foden og løftet den inden strudsen nåede at reagerer mere, og før den nåede at trække foden til sig tog hun fat i tornen der sad under foden og hev til. Noget der fik strudsen til at udstøde en lille lyd, og Amara til at slippe dens fod. ”Se, det var da ikke så slemt.” Sagde hun, og fremviste tornen, så optaget af fuglen, at hun helt havde glemt at overveje, at stemmen måtte være kommet fra nogen anden end den store fugl.
 
 
//Jeg håber det er ok Amara fjerner tornen, ellers må du sige til, så retter jeg det naturligvis.
 

Alran skulle ellers lige til at rejse sig op fra den kolde og våde sne igen, da han opfangede lyden af knasende skridt komme nærmere. Af en eller anden mystisk grund fik det ham dog ikke til at springe op fra sin plads. I stedet fik det ham til at blive siddende. Stiv om det stive bræt han i forvejen var. Og til trods for at han udmærket var klar over, at skridtene umuligt kunne tilhører et andet dyr, syntes det nu stadigvæk at komme bag på ham, da en ung kvinde bevægede sig ind i den lille lysning og derfor også ind i hans synsfelt. Han kunne ikke andet end at løfte et noget undrende øjenbryn af hende, særligt fordi, hun slet ikke virkede til at lægge mærke til hans tilstedeværelse. Også selvom han sad mere eller mindre lige foran strudsen, som hun så ud til at have sin fulde opmærksomhed rettet. Det var praktisktalt en bizar oplevelse. Og han gjorde intet ved det. Sad der bare. Sagde ikke en lyd. Overværede blot den fremmede gå i krig med hans store fugl. Han beskyldte forbavselsen for at have frosset ham fast i tiden. For kulden rørte ham ikke rigtig, så den kunne han ikke smide skylden mod.
Han var næsten hundred procent sikker op, at han måtte have et dumt udtryk i ansigtet, mens han betragtede kvindens tag på fuglen. Hun gjorde hvad en hver erfaren ville gøre i den situation. Forsikrede dyret om at der ingen fare var. Beroligede den. Det vækkede en smule mere irritation i ham. For hvis bare hun vidste, at den ikke havde været ophidset men i princippet kun var yderst besværlig. Faktisk var det meste af irritationen stadig rettet mod selve strudsen for at sætte ham i et dårligt lys, eftersom han tydeligvis havde været god nok til at gøre det selv i løbet af sit korte liv.

”Aha!” udbrød han pludseligt og brød med ét igennem den usynlige mur, der åbenbart havde været omkring ham. Han skubbede sig knap så elegant op fra sin plads på den snebelagte jord og kom endelig op på benene igen efter. Han bankede efterfølgende sne af sig selv så godt som han nu kunne. Den mindre våde plet på hans bagdel kunne han dog ikke gøre det helt store ved i øjeblikket. ”Så du ville bare have en kvindelig hånd til at tage sig af det, huh.” Den vrissede tone var stadig meget fremme i hans ru stemme, som han spyttede sine sarkastiske ord om sig. ”Eller føler du bare, at du ikke kan sparke rundt med dem af hunkøn? Tsk tsk, jeg må sige, at jeg er skuffet. Hvor diskriminerende.” Alran lagde meget sjældent skjul på sin passive aggression. Oftere end ikke smurte han utrolig meget på.
Først der løftede han de mørke øjne mod selve redningskvinden, men han ændrede ikke sit borende blik. Tvært imod blev det nærmest mere borende. For i modsætning til strudsen, så havde han ikke gået igennem tykt og tyndt med hende. Hun var bare dukket op. Ud af ingenting. ”Vil du have ham? Han kan tydeligvis bedre lide dit selskab.” spurgte han som en klar joke. En joke der dog ikke blev opfanget som værende det af strudsen, da den pludselig fik meget travlt med at puste sig op, som havde den hørt noget uforskammet. Den hoppede en enkelt gang op på stedet, inden den noget panisk trippede sin vej hen til Alran og begyndte at nippe til hans ene hånd. ”Argh! Hey!..”

//OG: Det er perfekt. xD//

Amara burde nok have haft mere fokus på sine omgivelser frem for at styrte hen til strusen, men eventuelle fare var ikke noget hun var vandt til, hvorfor det ikke var noget hun skænkede en tanke. I princippet kunne der have stået et rovdyr på lur, og hun ville muligvis ikke have opfanget det før det var for sent, for det eneste hun var fokuseret på i dette øjeblik, var den store fugl med tornen i foden. Stakkel, det måtte gøre forfærdeligt ondt, og der var intet at sige til, at den virkede en smule ophidset. Det var først da en fremmed stemme udstødte et triumferende "Aha!" at det gik op for hende, at der var andre til stede. Det gav et sæt i hende ved den fremmede stemme, men da hun først havde fået vendt sig mod stemmen slappede hun mere af. Der var intet til hindre for, at han ikke kunne være farlig, men alt taget i betragtning regnede hun med, at hun lige nu var et af de farligste væsner i skoven. Uagtet at det var ufrivilligt.
Hun kunne dog ikke lade være med at tage et enkelt skridt tilbage da hans borende, mørke blik mødte hendes skarpe grønne. Hun var ikke sikker på om hans tilbud var seriøst, for skønt det havde lydt ganske reelt vidste hun også at mennesker - hvilket han umiddelbart så ud til at være - havde en underlig form for humor. Sommetider sagde de ting de ikke mente, sommetider i et toneleje der var fuldstændig det modsatte af det der blev sagt, og skønt hun havde levet i godt og vel 150 år, havde hun endnu ikke forstået deres humor.
Hun rystede dog på hovedet, for i tilfælde af at han havde været oprigtig i sit spørgsmål fortjente han jo et ærligt svar. "Tak, men nej tak. Det ser ikke ud som om han er enig i den beslutning, han vil tydeligvis gerne være hos dig." Svarede hun høfligt. "Og desuden har jeg min egen følgesvend, som næppe ville sætte pris på endnu en fugl i flokken." Næsten som for at underbygge hendes ord landede den store Sølvdjal tungt på hendes skulder øjeblikket efter, kurende og med et mistænksomt blik mod de fremmede. "Det var ikke min mening at forstyrre i noget, jeg beklager hvis jeg afbrød Deres forehavende." Fortsatte hun. Måske havde han haft et godt tag på fuglen selv, og så var Amara kommet og havde undergravet noget han havde haft gang i, hvilket ikke havde været meningen, men i så fald kunne hendes indblanding måske let komme til at virke som en provokation.

En hver der så på og kendte bare det mindste til Alran ham selv, ville nok havde fundet det morsomt, hvordan han i et kort øjeblik viste tydelige tegn på ikke at vide, hvad fanden han skulle gøre lige pludseligt. Et forvirret og næsten foragteligt udtryk var fløjet hen og landet på hans ansigt, da han ikke helt kunne dreje sit hoved omkring, hvor naivt denne fremmede kvinde tog hans ord. Rigtig nok kendte han en god håndfuld der ville kunne se om hjørner med hans ironiske ord, men hende her virkede helt igennem troende på dem. Og det lykkedes hende samtidig at opretholde en uskyld der nærmest slog ham i brystkassen til et punkt, at han fik fornemmelsen af et meget svagt stik af skam. Sådan havde han det altid med den slags personer. Den oprigtigt gode og venlige. Han havde altid haft svært ved at håndtere dem fuldkomment. Lige siden han kunne huske. Hvilket på daværende tidspunkt – lige som andre i hans tidligere historie – havde efterladt ham mere eller mindre lamslået. Det var først da endnu en fugl mødte op iblandt dem, at han fjernede sit blik fra kvinden og kom så godt tilbage, som var ham muligt.

”Hva? Ah ja, jeg kan godt se…” Han rømmede sig straks, som hans stemme ikke kom frem som ønsket. ”…problemet så.” kommenterede han, som han tog sig selv i at betragte sølvdjalen. Et majestætisk dyr sat op imod hans egen studs, der nu virkede både spændt på at endnu en havde valgt at deltage i deres møde og muggen over, at en anden fugl prøvede at tage al opmærksomheden. Til menneskets held gjorde den intet ud af det ud over at blive stående ved hans side. ”Og så er en fugl vel også nok ansvar at skulle se til. Jeg taler af erfaring.” Med det sagt nikkede han fluks mod sin følgesvend. ”Men det er forfriskende at se en anden der sætter pris på de her …hvad i helvede kan man kalde dem ..befjerede væsners selskab.” afsluttede han og løftede rolig en handskebeklædt hånd op for at blive begravet i strudsens fjerdragt for lige at give et betryggende nus mens et kækt smil blev formet på hans læber.

Et tungt og opgivende suk forlod hans strube, hvorefter han atter rettede øjnene tilbage i hendes retning. Denne gang med et knapt så ildebrændende blik som før. Men helt imødekommende var det nok stadigvæk ikke. Hånden der havde forsikret sit ride-dyr om sin joke, fandt ligeledes vej op igennem hans hånd, inden han endelig fik sat tungen på gled. ”Selvom du afbrød, så må jeg nok indrømme at du ikke afbrød noget… vigtigt. Ikke at jeg ikke selv ville have fået fjernet tornen, men du fik skåret en god klump tid af for mig. Hvilket altid er noget, taget i betragtning af resultatet, hvis han havde gået rundt med den for længe. Jeg er sikker på, at han også er yderst taknemmelig for det.” brummede han en tand irritabelt, som var han endnu lidt muggen over, hvor nemt det havde været for hende.

Amaras fuldstændig uskyldige svar så ud til at forvirre ham lidt, hvilket til gengæld forvirrede hende. For var det ikke det svar, han havde ønsket? Hun var ret sikker på, at han ikke ville af med sin fugl i virkeligheden, og i hvert fald ville blive ked af det hvis hun endte med at tage den, hvilket var derfor hun sagde nej til den. At han og fuglen var tæt knyttet måtte stå klart for enhver, hvilket var derfor hun havde takket pænt nej tak. "Det ved jeg nu ikke," svarede hun med et skuldertræk. "Jeg plejer altid at have mit hjem fyldt med alle skovens dyr, der trænger til at komme sig over en skade, så jeg er vandt til at tage mig af flere dyr på en gang. Men Deres fugl virker glad for Dem, så det ville være en skam at bytte den ud for noget andet." Tilføjede hun med et smil, som hun strøg den store Sølvdjal hen over fjerende med en behandsket hånd. "Følgesvende, plejer jeg at kalde dem. Om de har vinger eller fire ben gør ingen forskel, deres selskab er ligeså værdsat som enhver elvers." Og så havde hun endnu ikke oplevet et dyr, der bevidst gik en bue uden om hende, sendte hende blikke eller hviskede om hende, som den forbandede elver hun var. Dyr var lettere at være sammen med end elvere: behandlede du dem pænt, behandlede de dig ligeså. Og så var et dyrs loyalitet mere værd end et menneskes. Amara var i hvert fald aldrig blevet svigtet af et dyr før.

Amara var helt sikker på, at han selv ville have formået at få tornen ud af strudsens fod, og hun havde derfor bare handlet instinktivt og ikke i et forsøg på at rejse spørgsmålstegn til hans duelighed som dyrepasser. Til gengæld fik hans ord hende til at indse noget. "Oh ja, naturligvis!" Udbrød hun og gik hen for at samle tasken, som hun havde smidt fra sig, op fra jorden og åbne den. Hun rodede rundt i den et stykke tid inden hun endelig fandt en lille krukke frem, som var fuldt af en let rosa salve. "Det ville være bedst, hvis De kunne smøre salven omkring det sted tornen har siddet. Det hjælper mod betændelse, og får såret til at lukke sig hurtigere. Og jeg har tilføjet en ganske lille mængde baldrian, for at tage smerten ved såret." Hun gik tilbage til den fremmede og rakte krukken frem mod ham med et venligt smil, uden så meget som at overveje, om han selv lå inde med en lignende salve.